Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hof van beroep te Gent (Belgien) den 18. april 2023 – Belgische Staat / Federale Overheidsdienst Financiën mod L BV

(Sag C-243/23, Drebers 1 )

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hof van beroep te Gent

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Belgische Staat / Federale Overheidsdienst Financiën

Sagsøgt: L BV

Præjudicielle spørgsmål

Er artikel 187 og 189 i Rådets direktiv 2006/112/EF 1 af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem til hinder for en bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede (WBTW’s artikel 48, § 2, og artikel 49, sammenholdt med artikel 9 i KB nr. 3 van 10 december 1969, met betrekking tot de aftrekregeling voor de toepassing van de belasting over de toegevoegde waarde), hvorefter den forlængede reguleringsperiode (på 15 år) kun finder anvendelse i forbindelse med ombygning af en eksisterende bygning, hvis der efter arbejdets udførelse på grundlag af den nationale rets kriterier foreligger en »ny bygning« som omhandlet i dette direktivs artikel 12, selv om den økonomiske levetid for en grundlæggende ombygget bygning (som på grundlag af den nationale rets administrative kriterier imidlertid ikke anses for en »ny bygning« som omhandlet i artikel 12) er identisk med den økonomiske levetid for en ny bygning, som er væsentligt længere end den i artikel 187 i direktiv 2006/112 fastsatte frist på fem år, hvilket bl.a. fremgår af, at det udførte arbejde afskrives over en periode på 33 år, som svarer til afskrivningsperioden for nye bygninger?

Har artikel 187 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem direkte virkning, således at en afgiftspligtig person, der har udført arbejde på en bygning, uden at dette arbejde fører til, at den ombyggede bygning på grundlag af kriterierne i den nationale ret skal klassificeres som en »ny bygning« som omhandlet i dette direktivs artikel 12, men dette arbejde indebærer en økonomisk levetid, som er identisk med den økonomiske levetid for tilsvarende nye bygninger, for hvilke der gælder en reguleringsperiode på 15 år, kan påberåbe sig anvendelse af reguleringsperioden på 15 år?

____________

1     Den foreliggende sag er betegnet med et fiktivt navn, som ikke svarer til en procesdeltagers virkelige navn.

1     EUT 2006, L 347, s. 1.