Sag C-184/11

Europa-Kommissionen

mod

Kongeriget Spanien

»Traktatbrud – dom fra Domstolen, som fastslår et traktatbrud – manglende opfyldelse – artikel 260 TEUF – statsstøtte – tilbagesøgning – støtteordning, der er ulovlig og uforenelig med det indre marked – individuel støtte, der ydes i henhold til denne ordning – økonomisk sanktion«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 13. maj 2014

1.        Traktatbrudssøgsmål – stævning – angivelse af klagepunkter og anbringender – stævning, der udtages i et søgsmål om tilsidesættelse af forpligtelsen til at opfylde en dom fra Domstolen – dom fra Domstolen, som fastslår en tilsidesættelse af forpligtelsen til at tilbagesøge ulovlig støtte – forpligtelse til i stævningen at angive det præcise støttebeløb, der skal tilbagesøges – foreligger ikke

(Art. 260, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, art. 21; Domstolens procesreglement, art. 38, stk. 1)

2.        Traktatbrudssøgsmål – dom fra Domstolen, som fastslår traktatbruddet – frist for opfyldelse – det relevante tidspunkt for bedømmelsen af, om der foreligger et traktatbrud

(Art. 228, stk. 2, EF; art. 260, stk. 1, TEUF)

3.        Traktatbrudssøgsmål – dom fra Domstolen, som fastslår traktatbruddet – tilsidesættelse af pligten til at opfylde dommen – økonomiske sanktioner – pålæggelse af et fast beløb – Domstolens skønsbeføjelse – bedømmelseskriterier – Kommissionens påstande og retningslinjer – indvirkning

(Art. 260, stk. 2, TEUF)

4.        Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – forpligtelse – pligten til omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning

(Art. 108, stk. 2, TEUF og art. 288 TEUF)

5.        Statsstøtte – kommissionsbeslutning om en støttes uforenelighed med fællesmarkedet – gennemførelsesvanskeligheder – medlemsstatens forpligtelse til at forelægge Kommissionen disse problemer til vurdering med forslag om passende ændringer af beslutningen

(Art. 108, stk.2, TEUF)

1.        Kommissionen skal i ethvert søgsmål i medfør af artikel 260 TEUF i henhold til artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 38, stk. 1, i Domstolens procesreglement præcist angive de klagepunkter, som Domstolen skal tage stilling til, og i alt fald kort angive de retlige og faktiske forhold, som klagepunkterne er støttet på.

Kravet om en stævnings præcision og sammenhæng kan dog ikke indebære, at Kommissionen i forbindelse med anlæggelse af et traktatbrudssøgsmål vedrørende vedtagelse af de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af en dom, som har fastslået, at en medlemsstat ikke har overholdt sin forpligtelse til at tilbagesøge ulovlig støtte, er forpligtet til i stævningen at angive det præcise støttebeløb, der skal tilbagesøges ved en given beslutning og dermed så meget mindre hos hver enkelt støttemodtager i henhold til en støtteordning, som er blevet fundet ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet.

Når det drejer sig om gennemførelsen af afgørelser om støtteordninger, påhviler det således myndighederne i den berørte medlemsstat ved tilbagesøgningen af støtte at efterprøve hver berørt virksomheds individuelle situation, eftersom disse myndigheder er dem, som bedst kan fastlægge de nøjagtige beløb, der skal tilbagebetales. Kommissionen kan derfor under en procedure om tilbagesøgning af ulovlig støtte begrænse sig til at kræve tilbagebetaling af det omhandlede støttebeløb og overlade det til de nationale myndigheder at beregne den nøjagtige sum, der skal tilbagebetales.

(jf. præmis 20-22 og 23)

2.        Det relevante tidspunkt for bedømmelsen af, om der foreligger et traktatbrud i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, er udløbet af den frist, der er fastsat i den åbningsskrivelse, som er fremsendt i henhold til denne bestemmelse. Når traktatbrudsproceduren er blevet indledt på grundlag af artikel 228, stk. 2, EF, og den begrundede udtalelse er fremsendt før Lissabontraktatens ikrafttræden, dvs. den 1. december 2009, er det relevante tidspunkt for bedømmelsen af, om der foreligger et traktatbrud, imidlertid udløbet af den frist, der er fastsat i denne begrundede udtalelse.

(jf. præmis 35 og 36)

3.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 58-61)

4.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 64)

5.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 66)