Sag T-220/20

Petrus Kerstens

mod

Europa-Kommissionen

 Rettens dom (Syvende Afdeling) af 20. oktober 2021

»Personalesag – tjenestemænd – disciplinær forfølgning – artikel 266 TEUF – administrative undersøgelser – princippet om god forvaltning – princippet om upartiskhed – annullations- og erstatningssøgsmål«

1.      Grundlæggende rettigheder – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – ret til god forvaltning – krav om upartiskhed – begreb – tvivl angående upartiskheden vedrørende et enkelt medlem af et kollegialt organ – formodning for upartiskhed, indtil det modsatte er bevist

(Art. 6, stk. 1, TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1)

(jf. præmis 32-35)

2.      Tjenestemænd – disciplinærordning – undersøgelse forud for indledningen af en disciplinær forfølgning – krav om upartiskhed – rækkevidde – undersøgerens forudgående kendskab til forholdene – undersøger, som har anmeldt de forhold, der ligger til grund for proceduren – berettiget tvivl om undersøgerens upartiskhed – tilsidesættelse af kravet om upartiskhed

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1; tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 3)

(jf. præmis 37-43)

Resumé

Sagsøgeren, Petrus Kerstens, er forhenværende tjenestemand ved Europa-Kommissionen, mod hvem Kommissionen, på forskellige tidspunkter og af forskellige grunde, havde indledt tre disciplinære forfølgninger.

Ved den afgørelse, som afsluttede de tre forfølgninger (herefter »den anfægtede afgørelse«), konstaterede ansættelsesmyndigheden, at sagsøgerens adfærd udgjorde en tilsidesættelse af artikel 11, 12 og 17 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«).

Da sagsøgerens klage over den anfægtede afgørelse blev afvist, anlagde sidstnævnte sag ved Retten med påstand om annullation af denne afgørelse. Han stillede bl.a. spørgsmålstegn ved den fælles undersøgelsesprocedures upartiskhed på grund af sammenlægningen af de tre disciplinære forfølgninger og på grund af, at anmelderen af de forhold, der blev undersøgt i forbindelse med en af de disciplinære procedurer, deltog i denne undersøgelse i egenskab af ansvarlig for denne undersøgelses gennemførelse.

Retten gav sagsøgeren medhold og annullerede den anfægtede afgørelse. I sin dom uddybede Retten sin praksis vedrørende subjektiv upartiskhed og præciserede begrebet objektiv upartiskhed, idet begge begreber skal overholdes af administrationen i henhold til princippet om god forvaltning i forbindelse med en disciplinær forfølgning.

Rettens bemærkninger

Retten bemærkede indledningsvis, at retten til god forvaltning, der er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, indebærer, at enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer. Administrationen er således forpligtet til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle de relevante oplysninger i den konkrete sag, som den har fået forelagt, og at samle alle de faktiske og retlige elementer, der er nødvendige for at udøve dens skønsbeføjelse, samt at sikre, at de procedurer, som den foranstalter, forløber tilfredsstillende.

I denne henseende omfatter kravet om upartiskhed dels den subjektive upartiskhed, hvilket vil sige, at ingen af den omhandlede institutions medlemmer med ansvar for sagen må give udtryk for partiskhed eller en personlig forudfattet mening, dels den objektive upartiskhed, hvilket vil sige, at institutionen skal sikre en tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl herom kan udelukkes. I forbindelse med undersøgelsen af en kollegial procedures upartiskhed er den omstændighed, at tvivlen angående upartiskheden kun vedrører et enkelt medlem af et kollegialt organ, ikke nødvendigvis afgørende, henset til det forhold, at denne person kunne have udøvet en afgørende indflydelse i forbindelse med drøftelserne.

Hvad angår den subjektive upartiskhed formodes den at foreligge, indtil det modsatte er bevist. Hvad angår den objektive upartiskhed foreligger denne ikke, når det godtgøres, at en af undersøgerne forud for indledningen af undersøgelsen havde kendskab til de faktiske omstændigheder, der var genstand for undersøgelsen, og når den berørte institution kunne udpege en person til undersøger, som ikke havde noget forudgående kendskab til de faktiske omstændigheder, for således ikke at rejse nogen rimelig tvivl om sin upartiskhed i forhold til den anden part.

Retten fastslog dernæst, at den omhandlede situation, der var karakteriseret ved, at den person, der var ansvarlig for gennemførelsen af den fælles undersøgelse, der blev indledt for de tre procedurer, også var den, der havde anmeldt de forhold, der var genstand for en af forfølgningerne, udgjorde en objektiv risiko for, at denne person kunne have en forudfattet mening eller en forhåndsindstilling omkring sagsøgerens involvering i de forhold, som han blev foreholdt, endog før undersøgelsen fandt sted. Navnlig henset til den nævnte persons rolle i forbindelse med undersøgelsens forløb og den indflydelse, som vedkommende kunne have haft på indholdet af den endelige undersøgelsesrapport, må det antages, at en sådan situation kan skabe en berettiget tvivl hos sagsøgeren om denne undersøgelses objektive upartiskhed. Den omstændighed, at Kommissionen ikke havde tilrettelagt undersøgelsesproceduren på en måde, som gav sagsøgeren tilstrækkelige garantier hvad angår sidstnævntes objektive upartiskhed, kan følgelig bevirke, at disciplinærsagen er ugyldig i sin helhed.

Endelig bemærkede Retten hvad angik annullationen af den anfægtede afgørelse, at en procedurefejl kun kan medføre, at en retsakt annulleres, hvis proceduren kunne have haft et andet udfald, såfremt fejlen ikke havde foreligget. I forbindelse med denne undersøgelse skal der tages hensyn til samtlige omstændigheder i sagen, herunder navnlig arten af klagepunkterne og omfanget af de proceduremæssige uregelmæssigheder, der er begået i forhold til de garantier, som den ansatte kunne have draget fordel af.

I denne henseende bemærkede Retten, at den administrative undersøgelse kan påvirke den disciplinære forfølgning. Det er nemlig på grundlag af denne undersøgelse og høring af den pågældende tjenestemand, at ansættelsesmyndigheden, for det første, vurderer, om der er anledning til at indlede en disciplinær forfølgning eller ej, for det andet, om denne i givet fald skal omfatte en forelæggelse for disciplinærrådet, og, for det tredje, når ansættelsesmyndigheden indbringer sagen for disciplinærrådet, hvilke faktiske omstændigheder der skal forelægges for dette råd. Herefter kan det ikke udelukkes, at den administrative undersøgelse, hvis den var blevet gennemført med alle garantier om upartiskhed, kunne have ført til en anden vurdering af de faktiske omstændigheder og dermed til andre konsekvenser. Under disse omstændigheder kunne sagsøgeren nære begrundet tvivl om undersøgelsens objektive upartiskhed og følgelig om de disciplinære forfølgninger, som han var genstand for.