Sag anlagt den 12. marts 2015 – Landeskreditbank Baden-Württemberg mod ECB
(Sag T-122/15)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Landeskreditbank Baden-Württemberg – Förderbank (Karlsruhe, Tyskland) (ved advokaterne A. Glos, K. Lackhoff og M. Benzing)
Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank
Sagsøgerens påstande
ECBs afgørelse af 5. januar 2015 (ECB/SSM/15/1 – 0SK1ILSPWNVBNQWU0W18/3) annulleres, og det fastslås, at virkningerne af erstatningen af ECBs afgørelse af 1. september 2014 (ECB/SSM/14/1 – 0SK1ILSPWNVBNQWU0W18/1) opretholdes.
ECB tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.
Første anbringende: ECBs anvendelse af et forkert kriterium ved bedømmelsen af, om der foreligger særlige omstændigheder
Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at ECB ved bedømmelsen af, hvorvidt sagsøgeren, selv om denne opfyldte størrelseskriteriet, på grund af særlige omstændigheder som omhandlet i artikel 6, stk. 4, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1024/2013 1 , sammenholdt med artikel 70, stk. 1, i forordning (EU) nr. 468/2014 2 , skulle klassificeres som et mindre signifikant kreditinstitut, lagde fire forskellige og uforenelige kriterier til grund. Hvert af disse kriterier er i sig selv fejlagtige.
Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at det i medfør af artikel 70, stk. 1, i forordning nr. 468/2014, er afgørende for, om der foreligger særlige omstændigheder, at der foreligger »specifikke og faktuelle omstændigheder«, på grundlag af hvilke det »ikke er hensigtsmæssigt« at klassificere et kreditinstitut som signifikant og dermed underkaste det et centralt tilsyn fra ECB. Ifølge sagsøgeren er klassificeringen af et kreditinstitut som signifikant alene efter størrelseskriteriet »ikke hensigtsmæssig« i henhold til artikel 70, stk. 1, i forordning nr. 468/2014, når denne klassificering ikke er nødvendig for at opnå formålene i forordning nr. 1024/2013, men når tilsyn fra den kompetente nationale myndighed under ECBs finansielle tilsyn er tilstrækkeligt til at opnå formålene.
Andet anbringende: åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder
I forbindelse med dette anbringende gør sagsøgeren gældende, at ECB ikke har taget hensyn til, at klassificeringen af sagsøgeren som et signifikant kreditinstitut – i betragtning af de argumenter, som sagsøgeren har fremført under høringen og under sagen for Det Administrative Klagenævn – på ingen måde er nødvendig for at opnå formålene med forordning nr. 1024/2013, og at klassificeringen af sagsøgeren som mindre signifikant kreditinstitut også er i overensstemmelse med principperne i forordning nr. 1024/2013. ECBs vurdering, hvorefter der ikke foreligger særlige omstændigheder, er åbenbart fejlagtig.
3. Tredje anbringende: tilsidesættelse af begrundelsespligten
Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse mangler sammenhæng og er selvmodsigende. ECB har angivet i alt fire bedømmelseskriterier, der ikke har nogen sammenhæng og er uforenelige.
De væsentligste grunde fremgår ikke af den anfægtede afgørelse. Tværtimod begrænser de af ECB anførte oplysninger sig til blotte påstande og benægtelser.
Afgørelsen tager derudover med urette ikke stilling til de argumenter, som sagsøgeren har fremført under den administrative procedure. Især gør ECB ikke rede for, hvorfor de faktiske og retlige omstændigheder, som sagsøgeren har gjort gældende, ikke har været tilstrækkelige til at afkræfte den formodning, der er indeholdt i artikel 6, stk. 4, andet afsnit, i forordning nr. 1024/2013.