RETTENS DOM (Femte Afdeling)

20. november 2007

Sag T-308/04

Francesco Ianniello

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – karriereudviklingsrapport – bedømmelsesperioden 2001/2002 – annullationssøgsmål – erstatningssøgsmål«

Angående: Søgsmål med påstand om annullation af sagsøgerens karriereudviklingsrapport for bedømmelsesperioden 2001/2002 samt betaling af erstatning for lidt ikke-økonomisk skade.

Udfald: Afgørelsen om vedtagelse af sagsøgerens karriereudviklingsrapport for bedømmelsesperioden 2001/2002 annulleres. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler sagsøgerens omkostninger.

Sammendrag

1.      Ulovlighedsindsigelse – rækkevidde – anfægtelige retsakter

(Art. 241 EF)

2.      Tjenestemænd – vedtægt – almindelige gennemførelsesbestemmelser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 110)

3.      Tjenestemænd – bedømmelse – Det Paritetiske Bedømmelsesudvalg – sammensætning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

4.      Tjenestemænd – bedømmelse – Det Paritetiske Bedømmelsesudvalg – forpligtelse til ikke at udpege medlemmer af Det Paritetiske Bedømmelsesudvalg, der er ansvarlige for personaleadministrationen, og hvis interesser er uforenelige med deres opgave – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

5.      Tjenestemænd – bedømmelse – overholdelse af retten til kontradiktion – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

1.      Artikel 241 EF er udtryk for et generelt princip, der sikrer, at hver part – med henblik på at opnå annullation af en afgørelse, der berører den pågældende umiddelbart og individuelt – kan anfægte gyldigheden af tidligere institutionelle retsakter, der udgør retsgrundlaget for den omtvistede afgørelse, hvis vedkommende ikke i medfør af artikel 230 EF havde ret til at anlægge et direkte søgsmål til prøvelse af disse akter, hvis følger han er underlagt uden at have haft mulighed for at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse heraf. Artikel 241 EF har således til formål at beskytte de retsundergivne mod anvendelsen af en ulovlig retsakt, idet det forudsættes, at retsvirkningerne af en dom, der fastslår, at retsakten ikke finder anvendelse, er begrænset til sagens parter, og at denne dom ikke anfægter selve retsakten, der har fået retskraft.

I det omfang artikel 241 EF ikke har til formål at gøre det muligt for en part at anfægte anvendeligheden af en generel retsakt, uanset hvilket søgsmål der anlægges, skal ulovlighedsindsigelsen begrænses til det, der er absolut nødvendigt for at afgøre tvisten. Det følger heraf, at den generelle retsakt, ulovlighedsindsigelsen angår, skal være umiddelbart eller indirekte anvendelig på det tilfælde, der er genstand for søgsmålet, og at der skal foreligge en retlig forbindelse mellem den anfægtede individuelle afgørelse og den omhandlede generelle retsakt. At dette er tilfældet, kan imidlertid udledes af en konstatering af, at den anfægtede afgørelse i det væsentlige er støttet på en bestemmelse i den retsakt, hvis lovlighed bestrides, selv om denne sidstnævnte ikke udgør den formelle hjemmel for afgørelsen.

(jf. præmis 32 og 33)

Henvisning til: Domstolen, 14. december 1962, forenede sager 31/62 og 33/62, Wöhrmann og Lütticke mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 373, org.ref.: Rec. s. 965; Domstolen, 31. marts 1965, sag 21/64, Macchiorlati Dalmas mod Den Høje Myndighed, Sml. 1965-1968, s. 43, org.ref.: Rec. s. 227; Domstolen, 13. juli 1966, sag 32/65, Italien mod Rådet og Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 293, org.ref.: Rec. s. 563; Domstolen, 21. februar 1974, forenede sager 15/73-33/73, 52/73, 53/73, 57/73-109/73, 116/73, 117/73, 123/73 og 135/73-137/73, Kortner m.fl. mod Rådet m.fl., Sml. s. 177, præmis 36 og 37; Domstolen, 6. marts 1979, sag 92/78, Simmenthal mod Kommissionen, Sml. s. 777, præmis 39; Domstolen, 19. januar 1984, sag 262/80, Andersen m.fl. mod Parlamentet, Sml. s. 195, præmis 6; Retten, 26. oktober 1993, forenede sager T-6/92 og T-52/92, Reinarz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1047, præmis 57; Retten, 12. december 1996, forenede sager T-177/94 og T-377/94, Altmann m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2041, præmis 119; Retten, 4. marts 1998, sag T-146/96, De Abreu mod Domstolen, Sml. Pers. I‑A, s. 109, og II, s. 281, præmis 25 og 29.

2.      I de generelle gennemførelsesbestemmelser, der er vedtaget i henhold til vedtægtens artikel 110, stk. 1, kan der fastsættes kriterier, der tjener til vejledning for administrationen under udøvelsen af dens skønsbeføjelse eller til at præcisere rækkevidden af uklare vedtægtsbestemmelser. De kan imidlertid under ingen omstændigheder lovligt opstille regler, som fraviger overordnede bestemmelser, såsom bestemmelserne i vedtægten eller de almindelige retsprincipper.

(jf. præmis 38)

Henvisning til: Retten, 14. december 1990, sag T-75/89, Brems mod Rådet, Sml. II, s. 899, præmis 29; Retten, 25. oktober 2005, sag T-43/04, Fardoom og Reinard mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 329, og II, s. 1465, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis.

3.      I henhold til artikel 8, stk. 5, i Kommissionens almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43 har Det Paritetiske Bedømmelsesudvalg til opgave – uden at erstatte bedømmerne ved deres vurdering af den pågældendes indsats – at påse, at udfærdigelsen af karriereudviklingsrapporten sker under overholdelse af principperne om retfærdighed og objektivitet og i overensstemmelse med de sædvanlige bedømmelseskriterier, samt at procedurerne anvendes korrekt. Henset hertil tages der ikke hensyn til medlemmerne af udvalgets lønklasse, og navnlig kan den omstændighed alene, at et medlem befinder sig i samme lønklasse som den bedømte, ikke indebære, at et medlem af Det Paritetiske Bedømmelsesudvalg har en interessekonflikt, der kan så tvivl om vedkommendes upartiskhed.

(jf. præmis 41-43)

Henvisning til: Retten, 12. juli 2005, sag T-157/04, De Bry mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 199, og II, s. 901, præmis 49.

4.      Det fremgår af artikel 8, stk. 1 og 6, i Kommissionens almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43, at den omstændighed alene, at den er ansvarlig for personaleadministrationen, ikke kan medføre en forpligtelse for et medlem af Det Paritetiske Bedømmelsesudvalg til at træde ud af udvalget til fordel for en suppleant, i tilfælde hvor der behandles klager, der er indgivet af personalerepræsentanter. Denne forpligtelse påhviler nemlig kun medlemmerne af Det Paritetiske Bedømmelsesudvalg, såfremt deres interesser er uforenelige med deres opgave. En rent teoretisk risiko for en interessekonflikt er ikke tilstrækkelig til at konkludere, at et medlem af Det Paritetiske Bedømmelsesudvalg, der er ansvarlig for personaleadministrationen, rent faktisk har interesser, der er uforenelige med sin opgave.

(jf. præmis 54)

5.      Inden for rammerne af den bedømmelsesordning, Kommissionen har indført, skal det grundlæggende princip om overholdelse af retten til kontradiktion gøre det muligt for den pågældende under bedømmelsesproceduren at forsvare sig over for påstande om forhold, der kan foreholdes ham. Kontradiktionsprincippet indebærer imidlertid ikke, at appelbedømmeren begrænses i at foretage de høringer, der er nødvendige for at udføre sin opgave omhyggeligt. Appelbedømmeren kan således finde det relevant at høre den bedømte tjenestemands overordnede, uden at en sådan høring nødvendigvis indebærer en kontradiktorisk sagsbehandling i forhold til den bedømte tjenestemand. Appelbedømmeren kan herved endog anmode bedømmeren om forklaringer eller præciseringer for så vidt angår dennes vurderinger i karriereudviklingsrapporten. Forklaringerne eller præciseringerne må imidlertid ikke ændre det saglige indhold af den oprindelige vurdering, som bedømmeren har afgivet i rapporten. Hvis der foreligger en sådan ændring, skal appelbedømmeren i overensstemmelse med den berørte tjenestemands ret til at forsvare sig give denne mulighed for at knytte bemærkninger til bedømmerens nye vurdering. De bemærkninger, som tjenestemanden allerede har afgivet på de tidligere stadier i bedømmelsesproceduren, kan i påkommende tilfælde nemlig ikke anses for at være tilstrækkelige, idet de er blevet afgivet i relation til en afvigende vurdering fra bedømmerens side.

(jf. præmis 70, 73 og 74)