Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 19. juli 2004 af Carlo Pagliacci mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-307/04)

(Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 19. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Carlo Pagliacci, Bruxelles, ved avocats Sébastien Orlandi, Albert Coolen, Jean-Noël Louis og Etienne Marchal, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Annullation af den af udvælgelseskomitéen for udvælgelsesprøve KOM/A/1/02 trufne afgørelse om ved prøverne at tildele sagsøgeren et antal points, der var utilstrækkeligt til at opføre ham på listen over beståede ansøgere.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort gældende, at meddelelsen om udvælgelsesprøven er tilsidesat, idet flere af de beståede ansøgere ikke var i besiddelse af det foreskrevne diplom, som skulle have direkte forbindelse med landbrugsområdet. Sagsøgeren har ligeledes anført, at et medlem af udvælgelseskomitéen til dagligt arbejder sammen med visse ansøgere. Ifølge sagsøgeren har denne omstændighed givet de pågældende ansøgere en særstilling i forhold til de øvrige ansøgere, hvilket som følge heraf udgør en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling. Eftersom ansættelsesmyndigheden angiveligt ikke er blevet informeret om dette forhold, har sagsøgeren ligeledes gjort gældende, at der på dette grundlag er sket tilsidesættelse af vedtægtens artikel 14.

____________