RETTENS DOM (Første Afdeling)
19. februar 1998 (1)
»Annullationssøgsmål - afgørelser truffet af European Film Distribution Office
(EFDO) - Kommissionens instrukser - afgørelser, Kommissionen er ansvarlig
for - handlingsprogram til fremme af udviklingen af den europæiske
audiovisuelle industri (MEDIA) - finansiering af filmdistribution - skønskriterier
- begrundelse«
I de forenede sager T-369/94 og T-85/95,
DIR International Film Srl, Rom,
Nostradamus Enterprises Ltd, London,
Union PN Srl, Rom,
United International Pictures BV, Amsterdam,
United International Pictures AB, Stockholm,
United International Pictures ApS, København,
United International Pictures A/S, Oslo,
United International Pictures EPE, Athen,
United International Pictures OY, Helsinki, og
United International Pictures y Cía SRC, Madrid,
ved advokat Michel Waelbroeck, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos
advokat Ernest Arendt, 8-10, rue Mathias Hardt,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Berend Jan Drijber og Peter
Oliver, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt
adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske
Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,
angående påstande om annullation for det første af en række skrivelser af 12.
september 1994 fra European Film Distribution Office (EFDO) til sagsøgerne,
hvorved EFDO udsatte afgørelsen vedrørende de ansøgninger om lån til
distribution af to film, sagsøgerne havde indgivet inden for rammerne af
handlingsprogrammet til fremme af udviklingen af den europæiske audiovisuelle
industri (MEDIA), og/eller den foranstaltning, hvorved Kommissionen gav EFDO
instruks herom, og for det andet af EFDO's afslag af 5. december 1994 på disse
lånansøgninger, og/eller den foranstaltning, hvorved Kommissionen gav EFDO
instruks om at afslå ansøgningerne,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Første Afdeling)
sammensat af præsidenten, A. Saggio, og dommerne V. Tiili og R.M. Moura
Ramos,
justitssekretær: fuldmægtig J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 1.
oktober 1997,
afsagt følgende
Dom
Relevante retsregler og sagens faktiske omstændigheder
- 1.
- Rådet traf den 21. december 1990 afgørelse 90/685/EØF om iværksættelse af et
handlingsprogram til fremme af udviklingen af den europæiske audiovisuelle
industri (MEDIA) (1991-1995) (EFT L 380, s. 37, herefter »afgørelse 90/685«).
MEDIA er et initialord for »mesures pour encourager le développement de
l'industrie audiovisuelle« (»foranstaltninger til fremme af udviklingen af den
europæiske audiovisuelle industri«). Rådet anfører i afgørelsen for det første, at
Det Europæiske Råd har fundet det særdeles vigtigt at styrke Europas
audiovisuelle kapacitet (første betragtning). Rådet bemærker dernæst, at det har
noteret sig en meddelelse fra Kommissionen, ledsaget af to forslag til rådsafgørelse
om et handlingsprogram til fremme af udviklingen af den europæiske audiovisuelle
industri (MEDIA) (1991-1995) [KOM(90) 132 endelig udg. af 4.5.1990, ikke trykt
i De Europæiske Fællesskabers Tidende, herefter »meddelelse om den audiovisuelle
politik«] (ottende betragtning). Rådet fremhæver endvidere, at den europæiske
audiovisuelle industri bør afskaffe den bestående opsplitning af markederne og
tilpasse sine for snævre og for urentable produktions- og distributionsstrukturer
(fjortende betragtning), og at der i denne forbindelse bør tages særligt hensyn til
små og mellemstore virksomheder (femtende betragtning).
- 2.
- I artikel 2 i afgørelse 90/685 opregnes følgende formål med MEDIA-programmet:
- at bidrage til at skabe gunstige rammer, inden for hvilke Fællesskabets
virksomheder kan spille en dynamisk rolle sammen med virksomheder fra
andre europæiske lande
- at stimulere og styrke en konkurrencedygtig udbudskapacitet for europæiske
audiovisuelle produkter under hensyntagen til bl.a. små og mellemstore
virksomheders rolle, de legitime interesser for samtlige film- og tv-folk, der
deltager i frembringelsen af disse produkter, og situationen i lande, der har
en begrænset audiovisuel produktionskapacitet, og som dækker et
begrænset geografisk område, og hvis sprog har en beskeden udbredelse i
Europa
- at forøge antallet af intereuropæiske udvekslinger af film og audiovisuelle
programmer og opnå den maksimale udnyttelse af de forskellige
distributionsmidler, der findes eller skal etableres i Europa, med henblik på
en øget forrentning af investeringerne, en større udbredelse og en øget
gennemslagskraft i offentligheden
- at styrke europæiske produktions- og distributionsvirksomheders placering
på verdensmarkedet
- at fremme adgangen til og brugen af de nye, navnlig europæiske,
kommunikationsteknologier i forbindelse med produktion og distribution af
audiovisuelle værker
- at fremme en generel strategi inden for den audiovisuelle sektor, der gør
det muligt at tage hensyn til den indbyrdes afhængighed mellem dens
forskellige brancher
- at skabe komplementaritet mellem de europæiske bestræbelser og indsatsen
på nationalt plan
- navnlig gennem en forbedring af europæiske film- og tv-folks kompetence
med hensyn til økonomisk og kommerciel styring at bidrage til i samarbejde
med de eksisterende institutioner i medlemsstaterne at skabe betingelser,
der gør det muligt for virksomhederne inden for sektoren i fuldt omfang at
drage fordel af enhedsmarkedet.
- 3.
- Kommissionen udtalte i sin meddelelse om den audiovisuelle politik (side 9), at
European Film Distribution Office - Europäisches Filmbüro eV (herefter
»EFDO«), som er en sammenslutning, der er registreret i Hamburg (Tyskland),
»medvirker til etablering af net for fælles distribution gennem udbygning af
samarbejdet mellem selskaber, som hidtil har opereret hver for sig på nationalt
plan«.
- 4.
- I henhold til artikel 7, stk. 1, i afgørelse 90/685 er Kommissionen ansvarlig for
gennemførelsen af MEDIA-programmet. Ifølge punkt 1.1 i bilag I til afgørelse
90/685 er en af de mekanismer, der skal anvendes ved gennemførelsen af MEDIA-programmet, en kraftig udbygning af den indsats, EFDO har udfoldet med hensyn
til støtte til tværnational distribution af europæiske spillefilm til biograferne.
- 5.
- I denne forbindelse har Kommissionen indgået aftaler med EFDO vedrørende den
finansielle gennemførelse af MEDIA-programmet. En kopi af aftalen for 1994
(herefter »1994-aftalen«), der er af relevans i den foreliggende sag, er fremlagt for
Retten.
- 6.
- 1994-aftalens artikel 3, stk. 2, indeholder en henvisning til
samarbejdsbestemmelserne i bilag 3, der udgør en integreret del af aftalen.
Kommissionen har tillige fremlagt disse samarbejdsbestemmelser for Retten. Det
bestemmes heri bl.a., at der skal indhentes en forudgående godkendelse fra
repræsentanter for Kommissionen i ethvert spørgsmål af betydning for
gennemførelsen af MEDIA-programmet, særligt når der »generelt er tale om
forhandlinger, der kan få indflydelse på forholdet mellem Kommissionen og
politiske organer og/eller erhvervsorganisationer« (første afsnit, litra g)).
- 7.
- EFDO's virksomhed er endvidere reguleret i retningslinier, der vedtages af EFDO
selv og ved en ikke nærmere angivet procedure godkendes af Kommissionen. Disse
retningslinier er, som affattet den 15. februar 1994, ligeledes fremlagt for Retten.
Ifølge disse retningslinier skal EFDO administrere en fond, der yder rentefrie lån
til filmudlejere på indtil 50% af de forventede distributionsudgifter. Lånene skal
kun tilbagebetales, hvis afkastet af filmen dækker de forventede udgifter i det land,
lånet ydes for. Lånet skal formindske risikoen i forbindelse med filmdistribution og
skal støtte film, der uden denne finansiering kun ville have ringe chance for at blive
vist i biograferne. Afgørelserne om lånansøgninger træffes af EFDO's
udvælgelseskomité.
- 8.
- I retningsliniernes punkt VI.2 bestemmes det, at EFDO's udvælgelseskomité skal
behandle ansøgningerne efter udløbet af en frist, der bekendtgøres i særlige
publikationer, og yde lån til projekter, der opfylder betingelserne herfor, så længe
midlerne rækker.
- 9.
- Kommissionen har i sin besvarelse af skriftlige spørgsmål fra Retten forklaret, at
Kommissionen kort før hvert møde i EFDO's udvælgelseskomité fik meddelelse om
de indkomne ansøgninger, og at de ansvarlige i Kommissionen undersøgte, om
ansøgningerne opfyldte »de stillede betingelser (f.eks. om budgetmæssige forhold
eller med hensyn til, om filmudlejere fra Østeuropa var støtteberettigede)«, og
»som regel oftere tilkendegav deres holdning over for EFDO mundtligt end
skriftligt«.
- 10.
- I retningsliniernes punkt III.1, litra a), opstilles der bl.a. følgende betingelser for
ansøgerne om støtte fra EFDO:
»Mindst tre forskellige filmudlejere fra mindst tre forskellige lande i [Den
Europæiske Union] eller lande, hvormed der er indgået samarbejdsaftaler, skal
indgå aftale om biografforevisning af en film. De pågældende filmudlejere skal alle
indgive deres ansøgninger inden samme frist.«
- 11.
- Retningslinierne indeholder endvidere en prioritering ved udvælgelsen af
distributionsprojekter (punkt VI.1):
»Førsteprioritet
De (film-) distributionsprojekter, hvori det største antal filmudlejere deltager, dvs.
som sikrer distribution i det største antal lande, prioriteres frem for projekter, hvori
der deltager et mindre antal filmudlejere/lande.
Andenprioritet
Projekter (film) fra lande, som anses for vanskelige fra et eksportsynspunkt,
prioriteres frem for projekter fra alle andre lande. Efter vurdering af EFDO's
prøveperiode og i overensstemmelse med bestyrelsens afgørelse anses alle lande i
Den Europæiske Union [...], undtagen Frankrig, Storbritannien og Tyskland, [...] for
vanskelige fra et eksportsynspunkt.
Tredjeprioritet
Såfremt der ud fra ovenstående kriterier med lige ret kan udvælges flere projekter,
gives der fortrinsstilling til film fra lande, der endnu ikke har modtaget støttemidler,
eller til film fra lande, der ikke eller kun i få tilfælde har modtaget støttemidler.
Fjerdeprioritet
Hvis flere kriterier er nødvendige, vil der blive givet fortrinsstilling til projekter, der
på grund af deres distributionskoncept må anses for at have de bedste muligheder
for succes, når de får premiere i biograferne.«
- 12.
- I henhold til retningsliniernes punkt VI.3 kan der endelig gives afslag på en
støtteansøgning uden begrundelse, hvis EFDO direkte eller indirekte har fået
kendskab til forhold, der giver grund til at betvivle, at lånet vil blive behørigt
tilbagebetalt eller kan tilbagebetales behørigt.
- 13.
- Den første og tredje sagsøger, DIR International Film Srl og Union PN Srl, er
producenter af den italienske film »Maniaci Sentimentali«, og den anden sagsøger,
Nostradamus Enterprises Ltd, er producent af filmen »Nostradamus«, der er en
engelsk-tysk samproduktion. Den fjerde sagsøger, United International Pictures BV
(herefter »UIP«) - der er et fælles datterselskab af det amerikanske selskab
Paramount Communications Inc., det japanske selskab MCA Inc. og det franske
selskab Metro-Goldwyn-Mayer Inc, som ved sagens anlæg var indehavere af lige
store andele af datterselskabet - har som hovedvirksomhed distribution af spillefilm
over hele verden, undtagen i USA, Puerto Rico og Canada. Den femte, sjette,
syvende, ottende, niende og tiende sagsøger, United International Pictures AB
(Sverige), United International Pictures ApS (Danmark), United International
Pictures A/S (Norge), United International Pictures EPE (Grækenland), United
International Pictures OY (Finland) og United International Pictures y Cía SRC
(Spanien) er datterselskaber af UIP og fungerer som lokale filmudlejere i de
respektive lande (herefter »datterselskaberne«).
- 14.
- Den 28. juli 1994 tilsendte UIP efter anmodning fra producenterne af filmen
»Maniaci Sentimentali« EFDO en række ansøgninger om finansiering af
distributionen af den pågældende film i Norge, Finland, Sverige, Danmark,
Grækenland og Spanien gennem de respektive datterselskaber (og for Portugals
vedkommende på vegne af Filmes Lusomundo SARL, et selskab, der ikke er
forbundet med UIP).
- 15.
- Samme dag tilsendte UIP efter anmodning fra producenten af filmen
»Nostradamus« EFDO en ansøgning om finansiering af distributionen af filmen i
Norge, Finland, Sverige og Danmark gennem de respektive datterselskaber.
- 16.
- Det fremgår af en brevveksling mellem EFDO og Kommissionen, som er fremlagt
efter anmodning fra Retten, at Kommissionen i telefax af 7. september 1994
modsatte sig, at EFDO traf afgørelse vedrørende finansieringsansøgningerne fraUIP's datterselskaber, inden Kommissionen havde taget stilling til UIP's ansøgning
om fornyelse af fritagelsen i henhold til konkurrencereglerne. I en anden telefax af
samme dato anmodede Kommissionen igen EFDO om »ikke [den dag] at tage
stilling til ansøgningerne og at udsætte afgørelsen i afventning af, at Kommissionen
traf en endelig afgørelse i UIP-sagen, som den [da var] i færd med at behandle«.
- 17.
- Den 12. september 1994 modtog UIP's datterselskaber pr. telefax skrivelser fra
EFDO, hvori det anførtes, at »EFDO's komité [havde] udsat sin afgørelse af deres
ansøgning vedrørende filmene Nostradamus og Maniaci Sentimentali [...], indtil
Europa-Kommissionen [havde] truffet en generel beslutning om [UIP's] stilling i
Europa« (herefter »de anfægtede skrivelser«). Denne generelle beslutning var
efter det af parterne oplyste den afgørelse, Kommissionen skulle træffe vedrørende
UIP's anmodning om fornyelse af fritagelsen i medfør af EF-traktatens artikel 85,
stk. 3, af aftalen om det fælles datterselskab mellem de tre moderselskaber om
oprettelsen af datterselskabet og nogle aftaler i forbindelse hermed hovedsagelig
vedrørende produktion og distribution af spillefilm. Fritagelsen, der var indrømmet
ved Kommissionens beslutning 89/467/EØF af 12. juli 1989 om en procedure i
henhold til EØF-traktatens artikel 85 (IV/30.566 - UIP) var gældende indtil den
26. juli 1993 (EFT L 226, s. 25, herefter »beslutning 89/467«).
- 18.
- Efter at have modtaget de anfægtede skrivelser tog de fire første sagsøgere kontakt
med repræsentanter for EFDO og Kommissionen for at give udtryk for deres
uenighed og få bestemte oplysninger og dokumenter samt for at få behandlingen
af deres ansøgninger genoptaget. Repræsentanterne for UIP kontaktede endvidere
João de Deus Pinheiro, der var det medlem af Kommissionen, der bl.a. var
ansvarligt for kulturelle spørgsmål, for at anmode ham om at gribe ind med henblik
på, at ansøgningerne blev taget op til fornyet behandling. Da UIP's advokat have
fået oplyst, at sagen var blevet oversendt til Generaldirektoratet for Konkurrence,
skrev han endvidere til Karel Van Miert, som var det medlem af Kommissionen,
der havde ansvar for konkurrencespørgsmål, og anmodede om en række
oplysninger. Karel van Miert fremhævede i sit svar, at der ikke var nogen
forbindelse mellem sagen vedrørende UIP's ansøgning om fornyelse af fritagelsen
i medfør af traktatens artikel 85, stk. 3, og sagen vedrørende støtte fra EFDO.
Kommissionen har under retsmødet forklaret, at Karel Van Miert hermed kun
mente, at UIP under ingen omstændigheder kunne påberåbe sig en afgørelse fra
EFDO om at yde lån til støtte for en ansøgning om fornyelse af fritagelsen.
- 19.
- Da kontakten til Kommissionen ikke havde ført til det ønskede resultat, anlagde
sagsøgerne den 16. november 1994 sag til prøvelse af de omtvistede skrivelser.
- 20.
- Den 5. december 1994 behandlede EFDO's komité »på foranledning af UIP's
indsigelser« de ovennævnte ansøgninger om finansiering og besluttede at afslå dem.
Beslutningen blev meddelt UIP ved skrivelse fra EFDO dateret den 10. januar 1995
(herefter »den omtvistede beslutning«).
- 21.
- Det fremgår af brevvekslingen mellem EFDO og Kommissionen, som
Kommissionen har fremlagt efter anmodning fra Retten, at Kommissionen på en
ikke nærmere bestemt dato havde henstillet til EFDO at afslå sagsøgernes
ansøgninger med den begrundelse, at de ikke kunne imødekommes, fordi flere
datterselskaber af det samme distributionsselskab ikke udgjorde »forskellige
filmudlejere« i den forstand, hvori udtrykket er benyttet i EFDO's retningslinier.
- 22.
- Ifølge den omtvistede beslutning, der er formuleret af EFDO, blev ansøgningerne
afslået, fordi »Kommissionen for den Europæiske Union endnu ikke havde truffet
afgørelse om UIP's fremtidige stilling i Europa. Da EFDO's lånekontrakter indgås
med henblik på biografforevisning af støttemodtagende film i en periode på fem
år, var det umuligt at træffe en anden afgørelse uden at gribe ind i den sag, der var
rejst af UIP for Kommissionen for Den Europæiske Union. Endvidere er EFDO's
komité af den opfattelse, at UIP ikke fuldt ud opfylder formålene med MEDIA-programmet, der beskrives således: ... etablering af net for fælles distribution
gennem udbygning af samarbejdet mellem selskaber, som hidtil har opereret hver
for sig på nationalt plan (handlingsprogram til fremme af udviklingen af den
europæiske audiovisuelle industri (MEDIA) (1991-1995)).«
Retsforhandlinger og parternes påstande
Sag T-369/94
- 23.
- Herefter har sagsøgerne ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 16.
november 1994 anlagt sag med principal påstand om annullation af de omtvistede
skrivelser og/eller den foranstaltning, hvorved Kommissionen har givet EFDO
instruks om at træffe disse beslutninger. Sagen er blevet registreret som sag T-369/94.
- 24.
- Kommissionen har ved formalitetsindsigelse indgivet til Rettens Justitskontor den
30. januar 1995 påstået sagen afvist.
- 25.
- Sagsøgerne har indgivet deres bemærkninger til formalitetsindsigelsen den 5. april
1995.
- 26.
- Sagsøgerne har endvidere indgivet en række anmodninger til Retten om at træffe
foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse.
- 27.
- Den 3. maj 1995 anmodede sagsøgerne - der endnu ikke havde haft mulighed for
at tage stilling til bilag 3 til 1994-aftalen (jf. ovenfor i præmis 6), idet dette blev
fremlagt af Kommissionen, efter at sagsøgerne havde indgivet deres bemærkninger
til formalitetsindsigelsen - om tilladelse til at indgive yderligere et skriftligt indlæg,
der var vedlagt anmodningen. Rettens præsident besluttede, at indlægget skulle
betragtes som fremlagt i sagen og forkyndes for modparten.
- 28.
- Ved rettens kendelse af 7. november 1995 blev begæringen om, at der blev truffet
afgørelse om formalitetsindsigelsen, henskudt til afgørelse i forbindelse med sagens
realitet.
- 29.
- Den skriftlige forhandling er forløbet forskriftsmæssigt og blev afsluttet ved
indgivelse af duplikken den 12. juli 1996.
- 30.
- Sagsøgerne har i stævningen nedlagt følgende påstande:
- De omtvistede skrivelser og/eller den foranstaltning, hvorved Kommissionen
har givet EFDO instruks om at træffe disse afgørelser, annulleres.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 31.
- Sagsøgerne har som svar på skriftlige spørgsmål fra Retten frafaldet deres påstand
om annullation af Kommissionens instrukser til EFDO.
- 32.
- Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
- Sagen afvises.
- Subsidiært frifindes Kommissionen.
- I begge tilfælde tilpligtes sagsøgerne at betale sagens omkostninger.
- 33.
- Endelig har Kommissionen anmodet Retten om, når der træffes afgørelse om
sagens omkostninger, at tage sagsøgernes handlemåde i betragtning, for så vidt som
sagsøgerne ikke har hævet sagen, selv om dens genstand bortfaldt i juni 1995.
Sag T-85/95
- 34.
- Sagsøgerne har ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 16. marts 1995
anlagt sag til prøvelse af den omtvistede beslutning og/eller den foranstaltning,
hvorved Kommissionen har givet EFDO instruks om at træffe denne beslutning.
Denne sag er blevet registreret som sag T-85/95.
- 35.
- Sagsøgerne har ligeledes anmodet Retten om at træffe visse foranstaltninger med
henblik på sagens tilrettelæggelse.
- 36.
- Den skriftlige forhandling er forløbet forskriftsmæssigt og blev afsluttet ved
indgivelse af duplikken den 21. december 1995.
- 37.
- Sagsøgerne har i stævningen nedlagt følgende påstande:
- Den omtvistede beslutning og/eller den foranstaltning, hvorved
Kommissionen har givet EFDO instruks om at træffe denne beslutning,
annulleres.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 38.
- Sagsøgerne har som svar på skriftlige spørgsmål fra Retten frafaldet deres påstand
om annullation af Kommissionens instrukser til EFDO.
- 39.
- Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
- Frifindelse.
- Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Sagernes forening
- 40.
- Ved skrivelse af 22. juni 1995 oplyste Kommissionen over for Retten, at den
anerkendte, at sag T-85/95 kunne antages til realitetsbehandling, men fastholdt, at
sag T-369/94 måtte afvises, og derfor opfordrede sagsøgerne til at hæve sagen.
- 41.
- I skrivelse til Retten af 13. juli 1995 tog sagsøgerne stilling til ovennævnte skrivelse
fra Kommissionen. De hævede ikke sagen, men begærede de to sager forenet.
- 42.
- Kommissionen anførte i skrivelse af 25. juli 1995 hertil, at den ikke kunne se nytten
for sagsøgerne i at fortsætte den første sag, men at den ikke udtrykkeligt ville
modsætte sig begæringen om sagernes forening.
- 43.
- Ved kendelse af 13. maj 1997 har Rettens præsident besluttet at forene sag T-369/94 og sag T-85/95 med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.
Offentligt retsmøde
- 44.
- Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i offentligt
retsmøde den 1. oktober 1997.
Formaliteten
Sammenfatning af parternes argumenter
- 45.
- Kommissionen anerkender at være ansvarlig for EFDO's beslutninger i forbindelse
med den finansielle gennemførelse af MEDIA-programmet. Den er af den
opfattelse, at det gennem dens forbindelser med de private organisationer, der på
kontraktbasis bistår den i gennemførelsen af MEDIA-programmet, skal sikres, at
beføjelsen til at træffe afgørelse vedrørende ansøgninger om finansiel støtte fortsat
tilkommer Kommissionen. Kommissionen har endvidere anført, at en
decentraliseret ordning med hensyn til beslutningstagning og domstolskontrol må
anses for stridende mod MEDIA-programmets fællesskabsretlige karakter.
- 46.
- Kommissionen har imidlertid anført, at sag T-369/94 ikke desto mindre må afvises,
idet de omtvistede skrivelser kun er foreløbige. Selve ordlyden af de omtvistede
skrivelser viser klart, at beslutningen kun var udsat. Under disse omstændigheder
udgør disse skrivelser ikke retsakter, der kan annulleres i medfør af traktatens
artikel 173.
- 47.
- Kommissionen har endvidere anført, at tilkendegivelsen af, at beslutningen var
blevet udsat, ikke kan fortolkes som et stiltiende afslag, når der ikke er fastsat
regler om en frist for at træffe en beslutning.
- 48.
- Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at de omtvistede skrivelser enten er
rettet til dem eller berører dem umiddelbart og individuelt.
- 49.
- Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at de omtvistede skrivelser i realiteten
er et afslag på ansøgningerne om finansiering fra EFDO, eftersom der kan gå lang
tid, inden Kommissionen træffer afgørelse vedrørende UIP's ansøgning om
fornyelse af fritagelsen i medfør af traktatens artikel 85, stk. 3, og de pågældende
to film vil miste praktisk talt enhver handelsværdi, hvis deres premiere udsættes til
det pågældende tidspunkt. Udsættelse på ubestemt tid af planlagte filmpremierer,
herunder reklame og salgsfremme er på ingen måde en kommercielt realistisk
mulighed.
- 50.
- I retsmødet har sagsøgerne fastholdt, at de omtvistede skrivelser var retsakter, der
kan anfægtes under et søgsmål, og at den omtvistede beslutning, der efterfølgende
blev truffet, kun var en bekræftende retsakt.
- 51.
- Kommissionen har ikke bestridt, at sag T-85/95 kan antages til realitetsbehandling.
Rettens bemærkninger
- 52.
- Det bemærkes indledningsvis, at ifølge artikel 7, stk. 1, i afgørelse 90/685 er
Kommissionen ansvarlig for gennemførelsen af MEDIA-programmet. Endvidere
følger det af Domstolens dom af 13. juni 1958 (sag 9/56, Meroni mod Den Høje
Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 97, org. ref.: Rec. s. 9, jf. s. 47), at der ikke kan ske
delegation af en skønsbeføjelse, når den indebærer et vidt skøn. Ioverensstemmelse med disse principper kræver den relevante aftale mellem
Kommissionen og EFDO om den finansielle gennemførelse af MEDIA-programmet
(jf. ovenfor i præmis 5 og 6) i praksis, at repræsentanter for Kommissionen giver
samtykke, inden der træffes en hvilken som helst afgørelse inden for rammerne af
aftalen. Kommissionen har forklaret, at den inden hvert møde i EFDO's
udvælgelseskomité fik oplysninger af komitéen om alle ansøgninger, der var
indgivet, og at de ansvarlige i Kommissionen efter at have behandlet ansøgningerne
tilkendegav deres holdning over for komitéen (jf. ovenfor i præmis 9).
- 53.
- På denne baggrund findes de af EFDO trufne beslutninger vedrørende
ansøgningerne om finansiering inden for rammerne af MEDIA-programmet at
kunne tilregnes Kommissionen, som derfor er ansvarlig for deres indhold og kan
sagsøges i en sag til prøvelse af beslutningerne.
- 54.
- I det foreliggende tilfælde har Kommissionen i det væsentlige bestemt indholdet
af skrivelserne og den anfægtede beslutning, selv om beslutningens begrundelse
ikke nøjagtigt har den af Kommissionen foreslåede ordlyd.
- 55.
- De omtvistede skrivelser og den omtvistede beslutning findes derfor i princippet at
kunne anfægtes under en sag anlagt mod Kommissionen ved Fællesskabets
retsinstanser.
- 56.
- Det skal på baggrund af sagens faktiske omstændigheder endvidere undersøges,
dels om sagsøgerne har retlig interesse i søgsmålet, dels om de har
søgsmålskompetence.
- 57.
- Det konstateres indledningsvis, at sag T-369/94 primært er anlagt til prøvelse af de
omtvistede skrivelser, og at de eneste foranstaltninger, der - hvis skrivelserne skulle
blive annulleret - kan gennemføres til dommens opfyldelse i medfør af traktatens
artikel 176, er, at de endelige beslutninger vedrørende de af sagsøgerne indgivne
finansieringsansøgninger træffes. Disse beslutninger er imidlertid allerede blevet
truffet efter sagens anlæg og er sagsgenstanden i sag T-85/95. Såfremt Retten skulle
afsige dom om annullation af de omtvistede skrivelser, kunne det således ikke give
anledning til opfyldelsesforanstaltninger i medfør af traktatens artikel 176, og
sagsøgerne har derfor ikke længere nogen retlig interesse i at opnå annullation af
disse retsakter.
- 58.
- Da sag T-369/94 således er blevet uden genstand, er det ufornødent at træffe
afgørelse i sagen.
- 59.
- Det konstateres endvidere, at den omtvistede beslutning i sag T-85/95 er rettet til
UIP's datterselskaber, for hvilke finansieringsansøgningerne var indgivet, nemlig
den femte, sjette, syvende, ottende, niende og tiende sagsøger. Disse sagsøgere har
således søgsmålskompetence som adressater for den omtvistede beslutning.
- 60.
- Det konstateres endelig, at den første, anden og tredje sagsøger er producenterne
af de film, for hvilke der er ansøgt om finansiering fra EFDO. De har gjort
gældende - og det er ikke bestridt af Kommissionen - at et lån fra EFDO
fremskynder det tidspunkt, hvor udgifterne til distribution dækkes ind, og dermed
det tidspunkt, hvor producenten får sin royalty. Den fjerde sagsøger, UIP, havde
erhvervet rettighederne til biografforevisning af de pågældende film og derefter
overdraget dem til sine datterselskaber i de lande, hvor de hver især skulle
distribuere dem. Det var endvidere UIP, der indgav sine datterselskabers
finansieringsansøgninger til EFDO på deres vegne, og ifølge det af UIP oplyste
efter anmodning fra den pågældende producent. Herefter er såvel
filmproducenterne som UIP umiddelbart og individuelt berørt på lignende måde
som adressaterne for den omtvistede beslutning på grund af visse egenskaber, der
er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle
andre.
- 61.
- Sag T-85/95 kan derfor antages til realitetsbehandling.
Realiteten i sag T-85/95
- 62.
- Til støtte for deres påstande har sagsøgerne fremført tre anbringender vedrørende
henholdsvis tilsidesættelse af de i EFDO's retningslinier indeholdte
udvælgelseskriterier, uoverensstemmelse med MEDIA-programmets ånd og formål
og mangelfuld begrundelse.
- 63.
- Det første og andet anbringende skal herefter behandles under ét.
Første og andet anbringende: tilsidesættelse af de i EFDO's retningslinier indeholdte
udvælgelseskriterier og uoverensstemmelse med MEDIA-programmets ånd og formål
Sammenfatning af parternes argumenter
- 64.
- I forbindelse med det første anbringende har sagsøgerne for det første gjort
gældende, at finansieringsansøgningerne fuldt ud opfyldte samtlige betingelser i
EFDO's retningslinier, herunder betingelsen om, at mindst tre forskellige
filmudlejere fra mindst tre forskellige lande i Den Europæiske Union skal have
indgået aftale om biografforevisning af en film. Efter sagsøgernes opfattelse betyder
udtrykket »tre forskellige filmudlejere« tre juridisk adskilte enheder, uanset om de
er indbyrdes forbundet, og selskaber, der er indbyrdes forbundet i en koncern, kan
ikke anses for at være en enkelt filmudlejer.
- 65.
- Sagsøgerne har over for Kommissionens argument om, at et af de centrale formål
med MEDIA-programmet er etablering af net for fælles distribution gennem
udbygning af samarbejdet mellem selskaber, som hidtil har opereret hver for sig på
nationalt plan, anført, at dette formål ikke er nævnt i retningslinierne, hvorefter
hovedformålet derimod er at udstrække distributionen af europæiske film i
fælleseuropæisk omfang. Endvidere tilskynder retningslinierne for et projekt med
betegnelsen Espace Vidéo Européen (herefter »EVE«), der er en af de grupper
af europæiske programmer, som er udarbejdet inden for MEDIA-programmet, og
som i høj grad svarer til EFDO med hensyn til formål og metoder, udtrykkeligt til
distribution gennem indbyrdes forbundne selskaber, idet det deri er fastsat, at »der
vil blive taget særligt hensyn til selskaber, der opererer på flere geografiske
områder«.
- 66.
- Sagsøgerne har endvidere anført, at EFDO i praksis har ydet lån til indbyrdes
forbundne selskaber, bl.a. til filmene »De Flat«, »Jack and Sarah« og
»Carrington«. Sagsøgerne har som bilag til replikken fremlagt en liste for årene
1992-1995 over i alt tretten film, der ifølge sagsøgerne er distribueret af indbyrdes
forbundne selskaber med støtte fra EFDO.
- 67.
- Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at ansøgningerne om finansiel støtte til
distribution af filmen »Nostradamus« i øvrigt blev indgivet af fire juridiske enheder
med tilknytning til UIP efter overenskomst med seks andre filmudlejere, som
hverken var indbyrdes forbundet eller tilknyttet et selskab i UIP-koncernen, hvilket
i alt giver syv ansøgere ifølge den fortolkning, sagsøgte har anlagt af reglen om
»forskellige filmudlejere«. Det er imidlertid kun ansøgningerne fra de seks
filmudlejere, der ikke er tilknyttet UIP, der fandtes at opfylde betingelserne. Dette
er uforeneligt med det af sagsøgte fremførte synspunkt.
- 68.
- For det andet er grænserne for EFDO's skøn ved udvælgelsen af
distributionsprojekter fastlagt ved udvælgelseskriterierne i retningslinierne. Det
bestemmes ikke i retningslinierne, at ansøgninger, der opfylder de fastsatte
betingelser, kan afslås, medmindre det er begrundet i forhold og betingelser, som
udtrykkeligt nævnes i retningslinierne.
- 69.
- Sagsøgerne har anført, at da Kommissionen ikke kan delegere skønsbeføjelser til
organer underlagt den (jf. ovennævnte dom i sagen Meroni m.fl. mod Den Høje
Myndighed), kan EFDO ikke afslå et lån efter kriterier, der ikke er indeholdt i
retningslinierne, og kan ikke tillægges en beføjelse hertil. Hvis en ansøgning
opfylder betingelserne for at kunne imødekommes, har EFDO således intet skøn
med hensyn til, om udvælgelseskriterierne i retningslinierne skal anvendes eller ej.
Sagsøgerne har endvidere anført, at hvis EFDO overhovedet har en vis
skønsmæssig beføjelse til at afslå ansøgninger, der opfylder betingelserne, er denne
beføjelse blevet overskredet i den foreliggende sag, og den omtvistede beslutning
er derfor i strid med princippet om ligebehandling, retssikkerhedsprincippet og
princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
- 70.
- Sagsøgerne har anført, at retningslinierne kun giver EFDO mulighed for uden
begrundelse at afslå en ansøgning, der opfylder betingelserne, selv hvis ansøgeren
opfylder betingelserne for at modtage støtte, i det helt specielle tilfælde, at EFDO
»direkte eller indirekte har fået kendskab til forhold, der giver grund til at betvivle,
at lånet vil blive behørigt tilbagebetalt eller kan tilbagebetales behørigt.«
- 71.
- Sagsøgerne har i denne forbindelse dels anført, at det ikke fremgår af den
omtvistede beslutning, at der skulle være grund til at rejse tvivl om UIP's solvens,
dels, at en sådan tvivl ville være grundløs, eftersom UIP's moderselskaber eller
banker kunne have stillet garanti for lånene og endog tilbød dette i en skrivelse til
lederen af MEDIA-programmet i Kommissionens Generaldirektorat for
Information, Kommunikation, Kultur og AV-sektoren (DG X).
- 72.
- I forbindelse med det andet anbringende har sagsøgerne for det første anført, at
en retsakt, der er i strid med ånden i og formålene med MEDIA-programmet,
derved tilsidesætter afgørelse 90/685.
- 73.
- MEDIA-programmet har til formål at forøge antallet af intereuropæiske
udvekslinger af film og opnå den maksimale udnyttelse af de forskellige
distributionsmidler med henblik på en øget forrentning af investeringerne, en større
udbredelse og en øget gennemslagskraft i offentligheden. Hvis det anerkendes, at
EFDO kan afslå ansøgninger af grunde som dem, der er anført i den foreliggende
sag, vil UIP ikke kunne modtage støtte fra EFDO hverken til de pågældende to
film eller til nogen anden europæisk film, som UIP måtte ønske at distribuere i en
forudseelig fremtid, så længe Kommissionen ikke har truffet afgørelse om, hvorvidt
UIP's fritagelse i medfør af traktatens artikel 85, stk. 3, skal forlænges. Det kan
være af afgørende betydning for producenten, om filmudlejeren kan opnå rentefrie
lån i henhold til den aktion, der gennemføres af EFDO, idet et lån fremskynder det
tidspunkt, hvor udgifterne til distribution dækkes ind, og dermed det tidspunkt,
hvor producenten får sin royalty. Hvis Kommissionen fik medhold i sit synspunkt,
ville filmdistributionen i Europa således blive mindre effektiv, idet producenterne
»i mangel af bedre« ville vælge en filmudlejer, der kan opnå finansiering fra
EFDO.
- 74.
- Endvidere udgør Kommissionens holdning i den foreliggende sag tillige en åbenlys
diskrimination af UIP i forhold til de øvrige filmudlejere.
- 75.
- Kommissionen har i replikken vedrørende det første anbringende bestridt, at
EFDO har en juridisk forpligtelse til at bevilge midler til projekter, der opfylder
betingelserne. De økonomiske midler, der er til rådighed, giver ikke EFDO
mulighed for at imødekomme samtlige ansøgninger, og der skal derfor foretages en
udvælgelse i overensstemmelse med ovennævnte prioriteringsregler. Da imidlertid
sagsøgernes ansøgninger i den foreliggende sag end ikke opfyldte betingelserne for
at kunne imødekommes, opstod der ikke spørgsmål om, hvordan
prioriteringsreglerne skulle anvendes.
- 76.
- Kommissionen har forklaret, at sagsøgernes ansøgninger ikke opfyldte
betingelserne, fordi ordene »forskellige filmudlejere«, der er anvendt i EFDO's
retningslinier, ifølge Kommissionen skal forstås således, at der skal være tale om
uafhængige selskaber eller selskaber, der ikke er indbyrdes forbundet.
Kommissionen har endvidere anført, at hvis man tillod, at ansøgninger fra selskaber
i samme koncern kunne modtage økonomisk støtte, kunne erhvervsdrivende føle
sig tilskyndet til at oprette separate selskaber alene med det formål, at deres
støtteansøgninger skulle kunne imødekommes. En sådan praksis ville ifølge
sagsøgeren kunne medføre misbrug, der kunne være alvorligt til skade for det
formål med MEDIA-programmet, der består i at fremme et egentligt samarbejde
mellem filmudlejere på tværs af landegrænserne.
- 77.
- Kommissionen har endvidere anført, at de af sagsøgerne påberåbte regler, der
finder anvendelse på EVE-projektet, er uden relevans i den foreliggende sag, fordi
ordningen er helt forskellig fra EFDO.
- 78.
- Kommissionen har i duplikken anført, at selv om EFDO til tider har bevilget lån
til indbyrdes forbundne selskaber, har der aldrig været tale om så mange selskaber
som i den foreliggende sag, og de har aldrig udgjort flertallet. I sit svar på et
spørgsmål fra Retten under retsmødet vedrørende oplysningerne i listen over
finansieringsansøgninger, EFDO har godkendt siden sin oprettelse, har
Kommissionen erkendt, at det er sket to gange, i 1992, at EFDO har bevilget et låntil distribution af en film til tre selskaber, hvoraf de to var indbyrdes forbundne.
Kommissionen beklager dette forhold, men tillægger ikke den fortolkning af reglen
om tre forskellige filmudlejere, der er redegjort for ovenfor i præmis 76, mindre
betydning af den grund.
- 79.
- Med hensyn til den begrundelse for at afslå ansøgningerne, at UIP's stilling var uvis,
og at der var tvivl om UIP's evne til at tilbagebetale et lån, har Kommissionen
forklaret, at eftersom kun UIP's datterselskaber og ikke deres moderselskaber ville
have været modtagere af lån fra EFDO, var der en vis usikkerhed med hensyn til
disse datterselskabers evne til eventuelt at tilbagebetale lånet. Det forhold, at UIP's
ansøgning om fornyelse af en fritagelse i medfør af traktatens artikel 85, stk. 3, var
under behandling, havde ikke i sig selv ført til, at EFDO afslog ansøgningerne.
- 80.
- Af ovenstående grunde er Kommissionen af den opfattelse, at sagsøgernes første
anbringende ikke kan tages til følge.
- 81.
- Kommissionen er af den opfattelse, at det andet anbringende må afvises, idet det
er for ubestemt. Først i replikken har sagsøgerne oplyst, hvilken retsregel der skulle
være tilsidesat. Endvidere støttes deres argumenter ikke på beviser. I øvrigt er
beslutningen i overensstemmelse med et af de vigtigste formål med MEDIA-programmet, nemlig at udbygge samarbejdet mellem selskaber, som hidtil har
opereret hver for sig på nationalt plan. Anbringendet kan derfor under ingen
omstændigheder tages til følge.
Rettens bemærkninger
- 82.
- Det er ubestridt, at EFDO's retningslinier er blevet godkendt af Kommissionen i
forbindelse med gennemførelsen af MEDIA-programmet i henhold til afgørelse
90/685. I betragtning af den stilling, EFDO's retningslinjer indtager inden for
MEDIA-programmet, og under hensyn til, at Kommissionen, der har påberåbt sig
bestemmelserne deri som hjemmel til den anfægtede beslutning, anser dem for at
have bindende virkning og være en retskilde ved gennemførelsen af det
pågældende program, udgør de på samme måde som afgørelse 90/685 retsregler,
som Fællesskabets retsinstanser skal sikre overholdelsen af.
- 83.
- Bestemmelserne i EFDO's retningslinier skal endvidere i overensstemmelse med
retsreglernes trinfølge fortolkes på baggrund af formålet med afgørelse 90/685.
- 84.
- Det første spørgsmål, der skal afgøres i den foreliggende sag, er, hvorvidt
betingelsen i retningslinierne for EFDO (punkt III.1, litra a)) for, at en ansøgning
kan imødekommes, om, at »mindst tre forskellige filmudlejere fra mindst tre
forskellige lande i [Den Europæiske Union] eller lande, hvormed der er indgået
samarbejdsaftaler, skal indgå aftale om biografforevisning af en film ...«, er blevet
korrekt fortolket og anvendt i den foreliggende sag.
- 85.
- Ifølge sagsøgerne betyder »tre forskellige filmudlejere« tre juridisk adskilte
enheder, uanset om de er indbyrdes forbundet. Ifølge Kommissionen er det
nødvendigt, at udtrykket fortolkes således, at de forskellige filmudlejere skal være
uafhængige selskaber uden indbyrdes forbindelse. Sådan må udtrykket nødvendigvis
fortolkes for at være i overensstemmelse med hovedformålet med MEDIA-programmet, der består i at »medvirke til etablering af net for fælles distribution
gennem udbygning af samarbejdet mellem selskaber, som hidtil har opereret hver
for sig på nationalt plan«.
- 86.
- Det må, som sagsøgerne har anført, konstateres, at dette formål ikke er nævnt som
sådant blandt de i artikel 2 i afgørelse 90/685 opregnede. Formålet optræder
imidlertid i meddelelsen om den audiovisuelle politik, som Rådet henviser til i den
ottende betragtning til afgørelsen. Nærmere bestemt anfører Kommissionen deri,
at EFDO har gennemført et første pilotforsøg med henblik på et samarbejde
mellem de europæiske filmudlejere, der vil gøre det muligt for dem at distribuere
film på tværs af grænserne og således forsøge at skabe et »stort marked for
biograffilm«. Kommissionen anfører i dokumentet bl.a., at EFDO »medvirker til
etablering af net for fælles distribution gennem udbygning af samarbejdet mellem
selskaber, som hidtil har opereret hver for sig på nationalt plan«.
- 87.
- Rådet har klart ønsket at støtte de projekter, der blev iværksat i pilotfasen af
MEDIA-programmet (niende og tiende betragtning til afgørelse 90/685), herunder
EFDO's projekt, som Rådet henviser til i bilag I til afgørelse 90/685 og beskriver
som en distributionsmekanisme, der skal undergå en »kraftig udbygning«.
- 88.
- Endvidere ligger målsætningen om at udbygge kontakter og samarbejde mellem
filmudlejere i forskellige europæiske lande til grund for afgørelse 90/685 på flere
punkter. Rådet udtaler således, at man bør afskaffe den bestående opsplitning af
markederne (fjortende betragtning). Rådet finder, at der ved omlægningen af
markedsstrukturerne bør tages særligt hensyn til små og mellemstore virksomheder
(femtende betragtning). I artikel 2, tredje led, opstilles det tillige som formål at
opnå den maksimale udnyttelse af de forskellige distributionsmidler, der findes eller
skal etableres i Europa.
- 89.
- Det kan således ikke bestrides, at Rådet ønskede, at MEDIA-programmet skulle
bidrage til nyudvikling af det europæiske marked for biograffilm og særligt skabe
nye former for samarbejde mellem europæiske erhvervsdrivende om at styrke
Europas audiovisuelle kapacitet.
- 90.
- Målsætningen om at fremme etablering af nye samarbejdsnet fremgår endvidere
af EFDO's retningslinier, idet det deri kræves, at »mindst tre forskellige
filmudlejere fra mindst tre forskellige lande i Unionen eller lande, hvormed der er
indgået samarbejdsaftaler, skal indgå aftale om biografforevisning af en film«.
- 91.
- Retten er derfor af den opfattelse, at Kommissionen og EFDO under de
foreliggende omstændigheder ikke har overskredet grænserne for deres skøn, da
de bestemte, at finansielle midler fra Fællesskabet, der blev bevilget til
filmdistribution, skulle gå til etablering i Europa af distributionsnet, der ikke fandtes
i forvejen. De kunne således opstille som kriterium, at bevilling af lån fra EFDO
skulle fremme nye kontakter og samarbejde særligt mellem små og mellemstore
filmudlejere i forskellige europæiske lande, som uden de økonomiske fordele ved
et sådant program sandsynligvis ikke ville have nogen særlig tilskyndelse til at
oprette kontakter. Kommissionen og EFDO har heraf med rette udledt, at der kun
kunne ydes lån til et distributionsprojekt, der var i overensstemmelse med dette
formål med MEDIA-programmet.
- 92.
- Det kan i øvrigt ikke bestrides, at der kunne være en tilskyndelse for
erhvervsdrivende til at oprette særskilte selskaber alene for at kunne få finansiel
støtte, hvis ethvert net uanset sin opbygning kunne opnå lån i henhold til MEDIA-programmet.
- 93.
- Med hensyn til EVE-projektet, der indgår i MEDIA-programmet, og som ifølge
sagsøgerne er til fordel for selskaber, der opererer på flere geografiske områder,
bemærkes det indledningsvis, idet det er ufornødent at undersøge rækkevidden af
den pågældende sætning i udvælgelseskriterierne, at den omtvistede beslutning i
den foreliggende sag er truffet under et andet projekt end EVE, og at det særligt
er EFDO's retningslinier fortolket i lyset af formålene med MEDIA-programmet,
der finder anvendelse på beslutningen. Endvidere kunne Kommissionen inden for
disse retlige rammer under anvendelse af sit skøn anse det for formålstjenligt under
de i sagen foreliggende omstændigheder at støtte etableringen af net mellem
uafhængige filmudlejere.
- 94.
- Af de nævnte grunde kunne Kommissionen og EFDO lovligt kræve, at ansøgninger
om finansiering af filmdistribution i henhold til MEDIA-programmet for at kunne
tages i betragtning skulle indgives af mindst tre filmudlejere, der ikke tidligere
havde haft et betydeligt og fast samarbejde.
- 95.
- Det er imidlertid, som Kommissionen har udtalt i beslutning 89/467 (syvende
betragtning), ubestridt, at UIP, der har hjemsted i Nederlandene, oprindeligt blev
oprettet af tre amerikanske selskaber med henblik på distribution i Europa af film,
der var produceret eller blev udlejet af disse moderselskaber eller af deres
respektive moderselskaber, datterselskaber, associerede selskaber eller
koncessionshavere, franchisetagere eller underlicenstagere. UIP's virksomhed er -
som det også fremgår af beslutningen (bl.a. 41. betragtning) - underkastet en stram
styring fra moderselskabernes side. UIP har datterselskaber i Fællesskabet, der
fungerer som lokale udlejningsselskaber (ottende betragtning til beslutning 89/467),
og som kun har begrænset selvbestemmelsesret, hvilket fremgår af sagens akter.
Det samarbejde og det distributionsnet, der er etableret mellem UIP's
datterselskaber uden deltagelse af andre selskaber, findes derfor under hensyn til
denne struktur og datterselskabernes manglende uafhængighed ikke at kunne
henføres under de former for samarbejde, der er tilsigtet med afgørelse 90/685.
- 96.
- Kommissionen og EFDO findes herefter med rette at have anset UIP's
datterselskaber for en enkelt filmudlejer ved bedømmelsen af, hvorvidt
lånansøgningerne til EFDO kunne imødekommes.
- 97.
- Med hensyn for det første til lånansøgningerne vedrørende filmen »Maniaci
Sentimentali« bemærkes det, at UIP's datterselskaber ikke har indgået aftaler med
andre uafhængige filmudlejere. Da de skal anses for en enkelt filmudlejer med
hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt ansøgningerne opfylder betingelserne for at
kunne imødekommes, var kravet om tre forskellige filmudlejere ikke opfyldt.
Lånansøgningerne fra UIP's datterselskaber opfyldte ikke betingelserne for at
kunne imødekommes, idet projektet ikke etablerede et nyt samarbejdsnet for
filmudlejning.
- 98.
- Dette resultat, der som fastslået ovenfor er i overensstemmelse med formålene med
MEDIA-programmet, anfægtes ikke af, at EFDO to gange i 1992 bevilgede et lån
til distribution af en film til tre selskaber, hvoraf de to var indbyrdes forbundne,
således at der - som Kommissionen har erkendt under retsmødet - ikke var tre
forskellige distributører. Sagsøgerne har gjort gældende, at der mellem 1992 og
1995 blev distribueret tretten film af indbyrdes forbundne selskaber med støtte fra
EFDO. Det bemærkes på grundlag af oplysningerne i listen over
distributionsprojekter, EFDO har godkendt siden sin oprettelse, at som
Kommissionen har anerkendt, er kun lånansøgninger for to af de tretten film,
sagsøgerne har fremdraget, blevet indgivet af færre end tre forskellige filmudlejere.
I betragtning af, at i alt 196 distributionsprojekter modtog støtte fra EFDO mellem
1992 og 1995, kan det fastslås, at der reelt ikke var etableret en praksis for at
bevilge lån, når distributionsprojektet ikke var indgivet af mindst tre forskellige
filmudlejere i den ovenfor anførte betydning. Reglen kan herefter ikke anses for
at være blevet anvendt vilkårligt.
- 99.
- For det andet er det med hensyn til distributionen af filmen »Nostradamus«
ubestridt, at seks filmudlejere, der hverken var indbyrdes forbundne eller forbundet
med et selskab i UIP-koncernen, opnåede finansiering fra EFDO på grundlag af
ansøgninger, der var indgivet inden for den samme frist som ansøgningerne fra
UIP's fire datterselskaber. De pågældende sagsøgere nævnte endvidere i deres
ansøgninger - i den rubrik, hvori der skal gives oplysninger om andre ansøgere, i
det omfang de er kendte - fire af de seks filmudlejere, der opnåede finansiering,
samt et selskab, der ikke var blandt dem, hvis ansøgninger blev imødekommet.
- 100.
- Det må på baggrund heraf konkluderes, at de havde indgået aftale om distribution
af denne film i det i retningslinierne krævede omfang. Det var derfor uberettiget
at afslå ansøgningerne fra de pågældende datterselskaber af UIP med den
begrundelse, at der ikke var etableret et nyt net bestående af mindst tre forskellige
filmudlejere. Med hensyn til distribution af filmen »Nostradamus« findes de
pågældende sagsøgeres ansøgninger derfor på dette punkt at have opfyldt
betingelserne for at kunne tages i betragtning med hensyn til ydelse af et lån.
- 101.
- Den væsentligste grund til at afslå ansøgningerne var imidlertid, at Kommissionen
endnu ikke »havde truffet afgørelse om UIP's fremtidige stilling i Europa ... [og
det] var ... umuligt at træffe en anden afgørelse uden at gribe ind i [sagen angående
fritagelsen i henhold til konkurrencereglerne]«. Selv om Kommissionen under sagen
har hævdet, at den omstændighed, at ansøgningen om fornyelse af en fritagelse i
medfør af traktatens artikel 85, stk. 3, var under behandling, ikke i sig selv havde
medført, at EFDO afslog ansøgningerne, og at der var en vis usikkerhed med
hensyn til, om UIP's datterselskaber kunne foretage den nødvendige tilbagebetaling,
sammenholdt med UIP's uafklarede stilling, der havde begrundet afslaget, er det
Rettens opfattelse, at det slet og ret var UIP's og datterselskabernes uafklarede
stilling, der lå til grund for afslaget på lånansøgningerne.
- 102.
- Ganske vist har det medlem af Kommissionen, der var ansvarlig for
konkurrencespørgsmål, Karel Van Miert, i sin skrivelse til UIP's advokat, anført,at der ikke var nogen forbindelse mellem behandlingen af UIP's ansøgning om
fornyelse af selskabets fritagelse i medfør af traktatens artikel 85, stk. 3, og sagen
vedrørende støtte fra EFDO. Som Kommissionen har anført under retsmødet, kan
denne besvarelse imidlertid meget vel ud fra en ren konkurrenceretlig synsvinkel
fortolkes således, at den omstændighed, at der endnu ikke var truffet afgørelse
vedrørende ansøgningen om fornyelse af UIP's fritagelse i medfør af traktatens
artikel 85, stk. 3, ikke var til hinder for, at der kunne ydes den støtte, der var
ansøgt om, eftersom støtten i givet fald ikke kunne få betydning for anvendelsen
af konkurrencereglerne.
- 103.
- Det skal her bemærkes, at fritagelsen af den grundlæggende aftale mellem UIP's
tre moderselskaber om at oprette UIP som fælles datterselskab og af aftalerne
vedrørende samarbejdet mellem koncernens selskaber var udløbet den 26. juli 1993.
Da EFDO traf beslutningen i 1994 havde UIP ikke sikkerhed for, om fritagelsen
ville blive fornyet. Det kan imidlertid ikke bestrides, at fremtiden for UIP's
datterselskaber afhang af moderselskabets fremtid, og moderselskabet kunne ikke
fortsætte uden fornyelse af fritagelsen i medfør af traktatens artikel 85, stk. 3. Det
var således klart, at disse datterselskaber ikke længere ville kunne fortsætte deres
virksomhed, hvis Kommissionen ikke fornyede UIP's fritagelse.
- 104.
- UIP's og UIP's datterselskabers stilling var på daværende tidspunkt ganske usikker
og uafklaret, fordi det var nødvendigt at opnå en fritagelse, for at en aftale i strid
med traktatens artikel 85, stk. 1, kunne tillades.
- 105.
- Det følger heraf, at ansøgningerne fra UIP's datterselskaber vedrørende distribution
af filmen »Nostradamus«, selv om de opfyldte betingelserne for at kunne
imødekommes, kunne afslås af den grund, at så længe Kommissionen ikke havde
besluttet, om den ville forny UIP's fritagelse i medfør af traktatens artikel 85, stk.
3, var retsstillingen for UIP og UIP's datterselskaber fortsat usikker. Særligt kunne
Kommissionen og EFDO under udøvelsen af deres skøn lovligt beslutte, at disse
selskaber netop på grund af denne usikkerhed ikke kunne anses for organisationer,
der skulle støttes, selv om de havde tilbudt at yde alle former for sikkerhed for
tilbagebetaling af de lån, der var ansøgt om, bl.a. i tilfælde af, at der blev meddelt
afslag på fornyelse af fritagelsen. Da det var muligt, at Kommissionen ikke kunne
godkende sagsøgernes virksomhed, som den var organiseret på tidspunktet for
sagens faktiske omstændigheder, og dette kunne føre til selskabernes likvidation,
ville bevilling af lånene vanskeligt have kunnet forenes med den rimelige
forudsætning, at Kommissionen ikke kunne støtte organisationer, der kunne være
uforenelige dels med konkurrencereglerne, dels med det væsentlige formål med
MEDIA-programmet at fremme udviklingen af en stærk europæisk audiovisuel
industri, der var i stand til at klare enhver udfordring. Hvis der var blevet ydet de
pågældende sagsøgere lån under de foreliggende omstændigheder, ville det
endvidere have bevirket, at andre virksomheder, hvis erhvervsaktivitet uden nogen
tvivl var forenelig med konkurrencereglerne, og som ønskede og var i stand til at
etablere eller udvikle et distributionsnet, ikke ville kunne modtage finansiering fra
Fællesskabet.
- 106.
- Det følger heraf, at den omtvistede beslutning opfyldte kravene i afgørelse 90/685
og var i fuld overensstemmelse med formålene med MEDIA-programmet, bl.a. det
formål at fremme etablering og udbygning af fælles distributionsnet i Fællesskabet.
- 107.
- Målsætningen om at forøge antallet af intereuropæiske udvekslinger af film og
opnå den maksimale udnyttelse af de forskellige distributionsmidler, der findes eller
skal etableres, og en større udbredelse af film i Europa (artikel 2, tredje led, i
afgørelse 90/685) kan endvidere kun forfølges i det omfang, den kan forenes med
det formål, som Kommissionen i den foreliggende sag har skønnet væsentligst,
nemlig at fremme etablering af nye fælles distributionsnet. Endelig kunne de
midler, der ikke blev bevilget til sagsøgerne, stilles til rådighed for andre
filmudlejere og således fremme det nævnte formål.
- 108.
- Endelig kan Retten ikke give sagsøgerne medhold i argumentet om, at det var
åbenlys diskrimination af UIP i forhold til de øvrige filmudlejere, at der ikke blev
ydet et lån til selskaber, der indgik i UIP-koncernen, så længe Kommissionen ikke
havde besluttet, om den ville forny UIP's fritagelse i medfør af traktatens artikel
85, stk. 3. Der er ikke grundlag for at antage, at EFDO og Kommissionen ville have
indtaget en anden holdning over for ansøgninger fra en anden koncern i samme
situation.
- 109.
- De to første anbringender, der i det væsentlige vedrører den omtvistede beslutnings
uforenelighed med EFDO's retningslinier og formålene med MEDIA-programmet,
savner således grundlag og må forkastes.
Tredje anbringende: mangelfuld begrundelse
Sammenfatning af parternes argumenter
- 110.
- Sagsøgerne har gjort gældende, at begrundelsen i den omtvistede beslutning ikke
indeholder de egentlige grunde til beslutningen, og at den ikke er gyldig.
- 111.
- Sagsøgerne har for det første henvist til ovennævnte svar fra Karel Van Miert,
hvorefter der ikke var nogen forbindelse mellem behandlingen af UIP's ansøgning
om fornyelse af selskabets fritagelse i medfør af traktatens artikel 85, stk. 3, og
sagen vedrørende støtte fra EFDO. Påstanden om, at det var umuligt at træffe en
anden afgørelse uden at »gribe ind i den procedure, der var iværksat af UIP for
Kommissionen«, fordi det er en forudsætning for EFDO's lånaftaler, at de film,
hvortil der ydes støtte, fremvises i biograferne over en periode på fem år, er
fuldstændig uforståelig.
- 112.
- Det led i begrundelsen, der vedrører målsætningen om at etablere net for fælles
distribution gennem udbygning af samarbejdet mellem selskaber, som hidtil har
opereret hver for sig på nationalt plan, er forkert, fordi der ikke er tale om et
formål med MEDIA-programmet, men blot en beskrivelse af en af de virkninger,
man ønskede, at EFDO's virksomhed skulle have på markedet.
- 113.
- Med hensyn til de for Retten fremførte grunde har sagsøgerne for det første anført,
at manglen på tilstrækkelig begrundelse ikke kan afhjælpes gennem den
omstændighed, at den pågældende erfarer grundene til afgørelsen under den
administrative procedure (Domstolens dom af 26.11.1981, sag 195/80, Michel mod
Parlamentet, Sml. s. 2861). De har dernæst gjort gældende, at sagsøgtes fortolkning
af reglen om tre forskellige filmudlejere er forkert. De er endvidere af den
opfattelse, at der ikke kunne være reel tvivl om UIP's evne til at tilbagebetale et
lån, selv hvis fritagelsen ikke blev fornyet. Hvis der var grund til disse
betænkeligheder, ville der allerede have været det, da EFDO besluttede at bevilge
et lån til UIP's tyske datterselskab til distribution af filmen »Fuglekrigen i
Kanøfleskoven« (»War of the birds«) uden at kræve nogen form for sikkerhed.
Sagsøgerne er derfor af den opfattelse, at den sidstnævnte grund ikke var en reel
anledning til at nære betænkeligheder.
- 114.
- Sagsøgerne har gjort gældende, at kravet i medfør af traktatens artikel 190 om en
tilstrækkelig, klar og relevant begrundelse gælder såvel for den myndighed, hvortil
der delegeres beføjelser, EFDO, som for den delegerende myndighed,
Kommissionen (jf. Domstolens dom i Meroni-sagen og Domstolens dom af
4.7.1963, sag 24/62, Tyskland mod Kommissionen, Sml. s. 129). Endvidere påhviler
det institutionen udførligt at gøre rede for sine bevæggrunde, når dens afgørelse er
nyskabende (jf. Domstolens dom af 26.11.1975, sag 73/74, Groupement des
fabricants de papiers peints m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1491). Den
begrundelse, der blev givet for at afslå sagsøgernes ansøgninger, var imidlertid
fuldstændig utilstrækkelig. Selv om EFDO ifølge retningslinierne i en given
situation havde ret til at afslå ansøgninger uden nogen begrundelse herfor, var
retningslinierne i øvrigt stadig underlagt traktaten.
- 115.
- Kommissionen har gjort gældende, at det tredje anbringende ligeledes skal
forkastes. Kommissionen har anført, at der er givet en korrekt begrundelse i den
omtvistede beslutning. Der er ingen tvivl om, at de to dele af begrundelsen fremgik
af beslutningen, idet den ene del var en henvisning til UIP's uafklarede stilling og
usikkerheden om UIP's evne til at tilbagebetale et lån, og den anden vedrørte den
almindelige betingelse - der lå til grund for kravet om tre forskellige filmudlejere
- om, at der skulle være tale om et samarbejde mellem selskaber, der hidtil havde
opereret hver for sig.
Rettens bemærkninger
- 116.
- Indledningsvis bemærkes, at påberåbelse af manglende eller utilstrækkelig
begrundelse er et anbringende vedrørende væsentlige formelle mangler, der
adskiller sig fra anbringendet om, at den omtvistede beslutning er truffet af de
forkerte grunde, idet prøvelsen af det sidstnævnte forhold henhører under
behandlingen af beslutningens materielle rigtighed.
- 117.
- Det bemærkes herved, at det fremgår af fast retspraksis, at begrundelsen klart og
utvetydigt skal angive de betragtninger, som den fællesskabsmyndighed, der har
udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, dels således at de berørte kan få
kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan varetage deres
rettigheder, dels således, at den pågældende fællesskabsretsinstans kan udøve sin
prøvelsesret. Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at spørgsmålet, om en
afgørelses begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 190, ikke blot skal
vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori
den indgår, samt i forhold til alle de retsregler, som gælder på det pågældende
område (jf. Rettens dom af 28.9.1995, sag T-95/94, Sytraval og Brink's France mod
Kommissionen, Sml. II, s. 2651, præmis 52, og de deri nævnte afgørelser).
- 118.
- Begrundelsen i den omtvistede beslutning har følgende ordlyd:
»Den 5. december 1994 afslog EFDO's udvælgelseskomité UIP's ansøgninger
vedrørende filmene Maniaci Sentimentali og Nostradamus, idet Kommissionen
for Den Europæiske Union endnu ikke havde truffet afgørelse om UIP's fremtidige
stilling i Europa. Da EFDO's lånekontrakter indgås med henblik på
biografforevisning af støttemodtagende film i en periode på fem år, var det umuligt
at træffe en anden afgørelse uden at gribe ind i den sag, der var rejst af UIP for
Kommissionen for Den Europæiske Union.
Endvidere er EFDO's komité af den opfattelse, at UIP ikke fuldt ud opfylder
formålene med MEDIA-programmet, der beskrives således:
... etablering af net for fælles distribution gennem udbygning af samarbejdet
mellem selskaber, som hidtil har opereret hver for sig på nationalt plan
(handlingsprogram til fremme af udviklingen af den europæiske audiovisuelle
industri (MEDIA) (1991-1995)).«
- 119.
- Retten finder, at den første del af begrundelsen tilstrækkeligt klart henviser til
behandlingen af fritagelsesansøgningen i Kommissionen som grund til afslaget. Selv
om formuleringen er ret upræcis, har sagsøgerne ikke kunnet være i tvivl om
betydningen. Det var utvivlsomt hele filmindustrien - og afgjort UIP's
datterselskaber - bekendt, at UIP havde ansøgt om fornyelse af sin fritagelse i
medfør af traktatens artikel 85, stk. 3. Da EFDO anførte, at EFDO ikke kunne
»gribe ind« i denne sag, måtte sagsøgerne endvidere fornuftigvis forstå, at et
foretagende som UIP, der var part i en sag vedrørende anvendelsen af
konkurrencereglerne, hverken direkte eller indirekte gennem sine datterselskaber
kan opnå lån i henhold til MEDIA-programmet.
- 120.
- Den anden del af begrundelsen, hvori det anføres, at UIP ikke fuldt ud opfylder
formålene med MEDIA-programmet [der bl.a. er at fremme] »samarbejdet mellem
selskaber, som hidtil har opereret hver for sig på nationalt plan«, må fornuftigvis
forstås som en henvisning til reglen om, at mindst tre forskellige filmudlejere skal
indgå aftale om at oprette et nyt samarbejdsnet, og til, at det net, UIP's
datterselskaber danner, ikke uden deltagelse af andre selskaber opfylder denne
betingelse.
- 121.
- Hvad særligt angår den omstændighed, at dette formål ikke udtrykkeligt fremgår
af afgørelse 90/685, bemærkes for det første, at målsætningen om at udbygge
kontakter og samarbejde mellem filmudlejere i forskellige europæiske lande ligger
til grund for afgørelse 90/685 på flere punkter (jf. ovenfor i præmis 86 og 88). Med
hensyn til den omstændighed, at Kommissionens meddelelse om den audiovisuelle
politik ikke var blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende,
bemærkes, at den pågældende meddelelse ikke var fortrolig og uden vanskelighed
kunne fremskaffes fra Kommissionen. Sagsøgerne havde utvivlsomt et eksemplar
af denne meddelelse, eftersom den frembød en særlig interesse for påpasselige
erhvervsdrivende i denne velafgrænsede erhvervsgren, og de selv i stævningen har
konstateret, at sætningen i den omtvistede beslutning netop hidrørte fra dette
dokument. Når den omtvistede beslutnings begrundelse læses i lyset af disse
officielle dokumenter, er den således endnu klarere og opfylder de krav, der i
traktaten og retspraksis stilles om begrundelse af bebyrdende retsakter.
- 122.
- Den omtvistede beslutnings begrundelse må herefter anses for tilstrækkelig.
- 123.
- Det følger heraf, at det tredje anbringende ligeledes må forkastes.
- 124.
- I sag T-85/95 skal Kommissionen herefter frifindes.
Sagernes omkostninger
- 125.
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part
at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne
har tabt sag T-85/95, og Kommissionen har nedlagt påstand om, at sagsøgerne
tilpligtes at betale sagens omkostninger, bør sagsøgerne tilpligtes at betale alle
sagsomkostninger i sag T-85/95.
- 126.
- Hvis det er ufornødent at træffe afgørelse om sagens genstand, er Retten i henhold
til artikel 87, stk. 6, frit stillet i sin afgørelse om sagens omkostninger. I den
foreliggende sag har Retten fundet det ufornødent at træffe afgørelse i sag T-369/94. Med hensyn til sagsomkostningerne findes dette udfald i den foreliggende
sag at måtte sidestilles med, at sagsøgerne har tabt sagen. Sagsøgerne findes derfor
tillige at skulle betale alle omkostninger i sag T-369/94.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling)
1) Det er ufornødent at træffe afgørelse i sag T-369/94.
2) Kommissionen frifindes i sag T-85/95.
3) Sagsøgerne betaler alle sagsomkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 19. februar 1998.
H. Jung
A. Saggio
Justitssekretær
Præsident