Language of document :

Sag anlagt den 13. april 2012 - Georgias m.fl. mod Rådet og Kommissionen

(Sag T-168/12)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Aguy Clement Georgias (Harare, Zimbabwe), Trinity Engineering (Private) Ltd (Harare) og Georgiadis Trucking (Private) Ltd (Harare) (ved solicitors M. Robson og E. Goulder, og barrister H. Mercer)

Sagsøgte: Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgernes påstande

EU og Kommissionen og/eller Rådet tilpligtes at betale erstatning for den skade, som er indtrådt som følge af anvendelsen af visse restriktive foranstaltninger over for Zimbabwe, ved i medfør af artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF at betale sagsøgerne følgende beløb eller ethvert andet beløb, som Retten måtte fastlægge:

(i) 469 520,24 EUR eller tilsvarende til Trinity

(ii) 5 627 020 EUR eller tilsvarende til Georgiadis

(iii) 374 986,57 EUR eller tilsvarende til Senator Georgias

(iv) ethvert beløb, som Retten finder rimeligt og passende til at erstatte Senator Georgias for den påberåbte ikke-økonomiske skade

(v) en årlig rente på 8% af ovenfor nævnte beløb eller enhver anden sats, som Retten måtte tilkende.

-    Iværksættelse af en undersøgelse om omfanget af den skade, som sagsøgerne har lidt, hvis og i det omfang Retten finder det nødvendigt.

-    Kommissionen og/eller Rådet tilpligtes at betale sagsøgernes omkostninger i forbindelse med den foreliggende sag.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet, hvorved der er rejst erstatningskrav mod EU for ansvar uden for kontrakt, har sagsøgerne anført to anbringender.

Første anbringende vedrørende

følgende ulovlige handlinger i forbindelse med vedtagelsen af Kommissionens forordning (EF) 412/2007 af 16. april 2007, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 314/2004 om visse restriktive foranstaltninger over for Zimbabwe (EUT L 101, s. 6):

(i) et åbenbart urigtigt skøn vedrørende faktiske omstændigheder samt tilsidesættelse af retten til forsvar og til effektive retsmidler

(ii) magtfordrejning

(iii) tilsidesættelse af retten til forsvar for så vidt angår forlængelserne af foranstaltningerne med henblik på indefrysning af aktiver.

Andet anbringende, hvorefter

den indtrådte skade omfatter:

(i) tab af specifikke forretningsmæssige muligheder gennem den eksterritoriale anvendelse af foranstaltningerne med henblik på indefrysning af midler på alle berørte personer, som opererer i EU

(ii) personlig stress som følge af det mulige forretningsmæssige tab i EU

(iii) tab som følge af anvendelsen af den nævnte forordning over for Senator Georgias i maj 2007 og ved forlængelsen heraf, som medførte økonomisk og ikke-økonomisk skade foranlediget af, at han blev udelukket fra EU-området og underlagt indefrysning af midler.

____________