Sag T-146/09

Parker ITR Srl

og

Parker-Hannifin Corp.

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – det europæiske marked for pumpeslanger til brug på havet – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 – prisfastsættelse, opdeling af markedet og udveksling af kommercielt følsomme oplysninger – tilregnelse af den ulovlige adfærd – bøder – retningslinjerne for beregning af bøder af 2006 – berettiget forventning – loft på 10% – formildende omstændigheder – samarbejde«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 17. maj 2013

1.      Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – tilregnelse – kriteriet om virksomhedens »økonomiske kontinuitet« – betingelser

(Art. 81 EF og 82 EF)

2.      Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på sine helejede datterselskaber – bevisbyrden for det selskab, der ønsker at afkræfte denne formodning

(Art. 81 EF og 82 EF)

3.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – beregningsmetode fastsat i Kommissionens retningslinjer – beregning af bødens grundbeløb – fastlæggelse af afsætningens værdi – kriterier

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3, Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13 og 18)

4.      EU-retten – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – betingelser – præcise løfter afgivet af administrationen

5.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – maksimumsbeløb – beregning – relevant omsætning – samlet omsætning for alle de selskaber, som udgør den økonomiske enhed, der handler som virksomhed – grænser

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

6.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed og varighed – Kommissionens skøn – Domstolens prøvelsesret – fuld prøvelsesret – retsvirkning

(Art. 81, stk. 1, EF og art. 229 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3, og art. 31)

1.      I henhold til principperne om individuelt ansvar og individuelle straffe, som finder anvendelse inden for EU-konkurrenceretten, er det den fysiske eller juridiske person, der ledte den pågældende virksomhed på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået, der er ansvarlig for overtrædelsen, selv om den på tidspunktet for vedtagelsen af den beslutning, hvorved overtrædelsen blev fastslået, ikke længere havde ansvaret for virksomhedens drift. Ansvaret for en overtrædelse begået af en virksomhed – eller de enheder, som den består af – følger således den fysiske eller juridiske person, der ledte den pågældende virksomhed på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået, selv om de materielle og menneskelige ressourcer, der har medvirket ved overtrædelsen, efter overtrædelsesperioden er blevet overdraget til tredjemand.

En fysisk eller juridisk person, som ikke har begået overtrædelsen, kan ikke desto mindre straffes for denne, når den fysiske eller juridiske person, som har begået overtrædelsen, retligt eller økonomisk er ophørt med at eksistere, for at undgå, at en virksomhed kan unddrage sig sanktioner af den enkle grund, at dens identitet var blevet ændret som følge af omstrukturering, overdragelser eller andre retlige eller organisatoriske ændringer. Det drejer sig om kriteriet om økonomisk kontinuitet. En ændring af en virksomheds juridiske form og navn fører ikke til dannelsen af en ny virksomhed, der er fritaget for ansvar for den tidligere virksomheds konkurrencestridige adfærd, når virksomheden økonomisk set forbliver den samme.

Den omstændighed, at en juridisk person fortsætter med at eksistere som juridisk person, udelukker derudover ikke, at der i henhold til EU’s konkurrenceregler kan være overført en del af denne juridiske persons aktiviteter til en anden juridisk person, som bliver ansvarlig for den førstnævnte juridiske persons handlinger. Fastsættelsen af en sådan sanktion er navnlig berettiget, når de pågældende enheder kontrolleres af den samme person, og når de, i betragtning af den tætte forbindelse mellem dem på det økonomiske og organisatoriske plan, i det væsentlige har fulgt de samme forretningsmæssige instrukser.

Der kan til gengæld kun være tale om økonomisk succession, hvis den juridiske person, der var ansvarlig for virksomhedens drift, er ophørt med at eksistere i retlig forstand, efter at overtrædelsen er blevet begået, når der er tale om to eksisterende og aktive virksomheder, hvoraf den ene har afstået en vis del af sine aktiviteter til den anden, og som ikke havde nogen indbyrdes strukturel forbindelse.

Kriteriet om økonomisk kontinuitet giver således under omstændigheder, som er ekstraordinært snævert fastsat, mulighed for at sikre den effektive virkning af princippet om personligt ansvar for den, der har begået overtrædelsen, og for at pålægge en juridisk person, der ganske vist er en anden end den, som har begået overtrædelsen, men som er strukturelt forbundet med vedkommende, sanktioner. Kommissionen kan således under anvendelse af kriteriet om økonomisk kontinuitet pålægge en anden juridisk person end den, der har begået overtrædelsen, sanktioner uanset ethvert retligt arrangement, der tilsigter at skabe en kunstig hindring inden for en virksomhed for pålæggelse af sanktioner for overtrædelser af konkurrenceretten, som er blevet begået af en eller flere af de juridiske personer, som virksomheden består af.

Kriteriet om økonomisk kontinuitet har imidlertid ikke til formål at gøre det muligt med tilbagevirkende kraft at søge at pålægge en anden virksomhed ansvar for forhold, der er begået af en given virksomhed, når retsregler som dem, der fastsætter forældelsesfrister, er til hinder for, at virksomheden pålægges sanktioner for at have begået en overtrædelse af konkurrenceretten, eller når den virksomhed, der har afstået den juridiske person, som har begået overtrædelsen, til en uafhængig tredjemand, er forsvundet, medmindre der foreligger strukturelle forbindelser, som forener dem på det økonomiske og organisatoriske plan, eller hvis afståelsen af den juridiske person, der har begået overtrædelsen, er foregået under misbrugsomstændigheder.

(jf. præmis 85-95 og 98)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 173-178, 181, 184 og 193)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 205-212)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 217)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 227)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 246-250)