Sag C-39/10

Europa-Kommissionen

mod

Republikken Estland

»Traktatbrud – arbejdskraftens frie bevægelighed – indkomstskat – fradrag – alderspension – betydningen for lave pensionsbeløb – forskelsbehandling mellem hjemmehørende og ikke-hjemmehørende skattepligtige«

Sammendrag af dom

1.        Retspleje – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – entydig formulering af sagsøgerens påstande

[art. 258 TEUF; Domstolens procesreglement, art. 38, stk. 1, litra c)]

2.        Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – ligebehandling – indkomstskat – national lovgivning, som udelukker ikke-hjemmehørende pensionister, der ikke kan beskattes i bopælsmedlemsstaten på grund af deres lave pensionsbeløb, fra at få fradrag – ikke tilladt

(art. 45 TEUF; EØS-aftalen, art. 28)

1.        Det fremgår af Domstolens procesreglements artikel 38, stk. 1, litra c), og af retspraksis herom, at enhver stævning tilstrækkelig klart og præcist skal angive søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene, således at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Domstolen kan udøve sin kontrol. Det følger heraf, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som et søgsmål støttes på, skal fremgå af selve stævningen på en sammenhængende og forståelig måde, og at disse påstande skal være formuleret entydigt for at undgå, at Domstolen træffer afgørelse ultra petita eller ikke tager stilling til et klagepunkt.

I denne forbindelse skal et søgsmål, der anlægges i henhold til artikel 258 TEUF, indeholde en sammenhængende og præcis redegørelse for klagepunkterne, således at medlemsstaten og Domstolen har mulighed for at danne sig en klar opfattelse af omfanget af den påståede tilsidesættelse af EU-retten, hvilket er en nødvendig forudsætning for, at medlemsstaten kan tage effektivt til genmæle, og at Domstolen kan efterprøve, om det påståede traktatbrud er begået.

(jf. præmis 24 og 26)

2.        En medlemsstat, som udelukker ikke-hjemmehørende pensionister fra de fradrag, der er fastsat i medlemsstatens lov om indkomstbeskatning, når de på grund af deres lave pensionsbeløb i henhold til bopælsmedlemsstatens lovgivning ikke kan beskattes i denne sidstnævnte stat, tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 45 TEUF og artikel 28 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

En national lovgivning, der ikke tager hensyn til de berørte skattepligtiges personlige og familiemæssige forhold, kan således straffe personer, der har gjort brug af deres muligheder i medfør af reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed, og må følgelig anses for uforenelig med traktatforpligtelserne i henhold til artikel 45 TEUF.

(jf. præmis 58 og 68 samt domskonkl)