RETTENS DOM (Appelafdelingen)

16. september 2013

Sag T-264/11 P

Carlo De Nicola

mod

Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

»Appel – personalesag – EIB’s personale – vurdering – forfremmelse– bedømmelses- og forfremmelsesåret 2007 – appeludvalgets afgørelse – psykisk chikane – rimelig frist – påstand om annullation – erstatningspåstand«

Angående:      Appel iværksat til prøvelse af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 8. marts 2011, De Nicola mod EIB (sag F-59/09), med påstand om ophævelse af dommen.

Udfald:      Dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 8. marts 2011 i sag F-59/09, De Nicola mod EIB, annulleres, for så vidt som den forkaster dels Carlo De Nicolas påstand om annullation af den afgørelse, som appeludvalget ved Den Europæiske Investeringbank (EIB) har truffet, dels appellantens påstand om erstatning for skade, som appellanten hævder at have lidt på grund af den chikane, som banken angiveligt har udøvet over for appellanten. I øvrigt forkastes appellen.  Sagen hjemvises til Personaleretten. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Appel – anbringender – anbringende mod en doms præmis, der ikke er nødvendig som begrundelse for domskonklusionen – anbringende uden betydning

(Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 9)

2.      Tjenestemandssager – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – afgørelse vedrørende bedømmelse truffet af EIB’s appeludvalg, som ikke indeholder nogen holdning til en bedømmelsesrapport – omfattet

3.      EU-retten – principper – overholdelse af en rimelig frist – administrativ procedure – retslig procedure – bedømmelseskriterier

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47 og art. 52, stk. 1; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 41)

4.      Tjenestemandssager – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – formål – påbud til administrationen – afvisning

5.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – administrativ procedure – fakultativ karakter – mulighed for analogi til den administrative procedure i tjenestemandsvedtægten – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 41)

6.      Appel – anbringender – Rettens efterprøvelse af Personalerettens afvisning af at træffe foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse – rækkevidde

(Art. 256, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 33)

Henvisning til:

Domstolen: 30. september 2003, sag C-94/02 P, Biret et Cie mod Rådet, Sml. I, s. 10565, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis

2.      En afgørelse vedrørende bedømmelse truffet af Den Europæiske Investeringsbanks appeludvalg, som ikke indeholder nogen holdning til en bedømmelsesrapport, men som indskrænker sig til at træffe afgørelse dels om, at det ikke er muligt at fortsætte mødet, dels om nødvendigheden af, at denne afgørelse tilføjes den berørtes personlige aktmappe, kan principielt være bebyrdende for denne. Personaleretten kan ikke undlade at tage stilling til spørgsmålet dels om, hvorvidt appeludvalgets afgørelse, henset til de relevante faktiske omstændigheder i det foreliggende tilfælde, ikke desto mindre kan være bebyrdende for sagsøgeren, dels om, hvorvidt nævnte udvalg ved at nå frem til disse konklusioner har overholdt reglerne i vejledningen til bedømmelsesproceduren. En sådan pådømmelse af sagens realitet er imidlertid nødvendig, eftersom EIB med vedtagelsen af nævnte regler selv har begrænset udøvelsen af dens skønsbeføjelse, og eftersom dens ansatte kan påberåbe sig dette for Unionens retsinstanser for så vidt angår de almindelige retsprincipper, så som ligebehandlingsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

Appeludvalget fratager med dens afgørelse om at henlægge sagsøgerens klage uden at træffe endelig afgørelse vedrørende sagens realitet sagsøgeren en kontrolinstans, idet den samtidig, i det mindste stiltiende, foreholder ham, at han har hindret proceduren. En sådan afgørelse er imidlertid åbenbart bebyrdende for sagsøgeren, hvilket begrunder hans interesse i at få den annulleret. Desuden er den blotte omstændighed, at appeludvalget beslutter at tilføje nævnte afgørelse til sagsøgerens personlige aktmappe, tilstrækkelig til at konstatere, at denne er bebyrdende for ham, og at dens annullation kan bibringe ham en fordel.

(jf. præmis 40, 41 og 44)

Henvisning til:

Retten: 10. september 2003, sag T-164/01, McAuley mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 193, og II, s. 963, præmis 44; 1. marts 2005, sag T-258/03, Mausolf mod Europol, Sml. Pers. I-A, s. 45, og II, s. 189, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: 30. november 2009, sag F-55/08, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I-A-1, s. 469, og II-A-1, s. 2529, præmis 39 og 54ff.

3.      Når varigheden af proceduren ikke er fastsat ved en EU-retlig bestemmelse, skal den rimelige karakter af den frist, som institutionen har behov for til at vedtage den pågældende akt, vurderes på grundlag af samtlige omstændigheder i den konkrete sag, herunder navnlig tvistens betydning for den pågældende, sagens kompleksitet og de involverede parters adfærd. Den rimelige karakter af en frist kan således ikke fastlægges under henvisning til en bestemt maksimumsgrænse, der fastsættes på abstrakt vis, men skal vurderes i hvert enkelt tilfælde under hensyn til sagens omstændigheder. Henset til kravet om sammenhæng skal begrebet rimelig frist i øvrigt anvendes på samme måde, når det vedrører et søgsmål eller en anmodning, for hvilke EU-retten ikke fastsætter den frist, inden for hvilken dette søgsmål eller denne anmodning skal være indgivet. I begge tilfælde skal Unionens retsinstanser tage hensyn til omstændighederne i den konkrete sag.

(jf. præmis 49)

Henvisning til:

Domstolen: 28. februar 2013, sag C-334/12 RX-II, Fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, præmis 25-46

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 63)

Henvisning til:

Retten: 16. december 2004, forenede sager T-120/01 og T-300/01, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 365, og II, s. 1671, præmis 136; 16. maj 2006, sag T-73/05, Magone mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 107, og II-A-2, s. 485, præmis 15 og den deri nævnte retspraksis

5.      Den omstændighed, at vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, som fastsætter de administrative klageadgange, til forskel fra tjenestemandsvedtægtens artikel 90 og 91 ikke fastsætter en obligatorisk administrativ procedure, forhindrer en ren og skær gennemførelse af den vedtægtsmæssige klageordning, endog tilpasset ved en smidig anvendelse af denne ordning med henblik på at sikre retssikkerheden, henset til den usikkerhed, som er knyttet til betingelserne for antagelse til realitetsbehandling af søgsmål fra EIB’s ansatte. Når artikel 41 i nævnte vedtægt henviser til en forligsprocedure præciseres nemlig øjeblikkeligt, at en sådan procedure forløber uafhængigt af det søgsmål, som anlægges ved Unionens retsinstanser.

I denne forbindelse følger det heraf, at vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, og navnlig dennes artikel 41, udgør EIB’s, principielt fuldstændige, interne bestemmelser, hvis karakter og ratio legis er meget forskellige fra vedtægtens bestemmelser, herunder dennes artikel 90 og 91. Følgelig forbyder selve den omstændighed, at disse interne bestemmelser eksisterer, at der drages strenge analogier til nævnte vedtægt. Det er således umuligt at foretage en fortolkning contra legem af betingelserne for den interne fakultative forligsprocedure i artikel 41 i vedtægten for de ansatte i EIB med henblik på at ændre denne til en obligatorisk procedure. I denne forbindelse har nævnte artikel 41 nemlig netop ingen lakuner, der skal udfyldes af andre regler med henblik på at opfylde de krav, der følger af overordnede retsprincipper.

(jf. præmis 70-72)

Henvisning til:

Fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, præmis 39

Retten: 23. februar 2001, forenede sager T-7/98, T-208/98 og T-109/99, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 49, og II, s. 185, præmis 96-101; 17. juni 2003, sag T-385/00, Seiller mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 161, og II, s. 801, præmis 50-52, 65 og 73; 27. april 2012, sag T-37/10 P, De Nicola mod EIB, præmis 76 og 77

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 81)

Henvisning til:

Domstolen: 24. september 2009, forenede sager C-125/07 P, C-133/07 P, C-135/07 P og C-137/07 P, Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8681, præmis 319; 10. juni 2010, sag C-498/09 P, Thomson Sales Europe mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 138