DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
11. november 2020 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – kollektive afskedigelser – direktiv 98/59/EF – artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a) – begrebet »kollektiv afskedigelse« – nærmere regler for beregningen af antallet af afskedigelser – den referenceperiode, der skal tages hensyn til«
I sag C-300/19,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Juzgado de lo Social n° 3 de Barcelona (arbejdsret nr. 3 i Barcelona, Spanien) ved afgørelse af 25. marts 2019, indgået til Domstolen den 12. april 2019, i sagen
UQ
mod
Marclean Technologies SLU,
procesdeltagere:
Ministerio Fiscal,
Fondo de Garantía Salarial,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, J.-C. Bonichot, og dommerne L. Bay Larsen, C. Toader, M. Safjan (refererende dommer) og N. Jääskinen,
generaladvokat: M. Bobek,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og S. Pardo Quintillán, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 11. juni 2020,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser (EFT 1998, L 225, s. 16).
2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem UQ og Marclean Technologies SLU vedrørende lovligheden af hendes individuelle afskedigelse.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Følgende fremgår af anden til fjerde, syvende og ottende betragtning til direktiv 98/59:
»(2) [D]et er vigtigt at øge beskyttelsen af arbejdstagere i tilfælde af kollektive afskedigelser under hensyn til nødvendigheden af en afbalanceret økonomisk og social udvikling i Fællesskabet.
(3) [S]elv om udviklingen i medlemsstaterne går i samme retning, findes der stadig forskelle mellem de gældende bestemmelser om reglerne for og fremgangsmåden ved kollektive afskedigelser samt de foranstaltninger, der kan afbøde følgerne af kollektive afskedigelser for arbejdstagerne.
(4) [N]ævnte forskelle kan indvirke direkte på det indre markeds funktion.
[…]
(7) [D]et er derfor nødvendigt at fremskynde denne tilnærmelse på et stadigt stigende niveau i henhold til artikel 117 i [EF-]traktaten.
(8) [V]ed beregningen af det antal afskedigelser, der er fastsat i definitionen af kollektive afskedigelser i dette direktiv, bør andre former for opsigelse af arbejdskontrakten, der finder sted på arbejdsgiverens initiativ, sidestilles med afskedigelser, hvis antallet af afskedigelser udgør mindst fem«.
4 Direktivets afdeling I med overskriften »Definitioner og anvendelsesområde« består af direktivets artikel 1, hvis stk. 1 bestemmer:
»I dette direktiv:
a) forstås ved kollektive afskedigelser sådanne afskedigelser, som foretages af en arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, når antallet af afskedigelser efter medlemsstaternes valg udgør:
i) enten inden for et tidsrum af 30 dage:
– mindst 10 i virksomheder, som normalt beskæftiger over 20 og færre end 100 arbejdstagere
– mindst 10% af antallet af arbejdstagere i virksomheder, som normalt beskæftiger mindst 100 og højst 300 arbejdstagere
– mindst 30 i virksomheder, som normalt beskæftiger mindst 300 arbejdstagere
ii) eller inden for et tidsrum af 90 dage, mindst 20, uanset hvilket antal arbejdstagere virksomheden normalt beskæftiger
b) […]
Ved beregningen af antallet af afskedigelser efter første afsnit, litra a), sidestilles med afskedigelse opsigelser af arbejdskontrakter, som foretages af en arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, forudsat at antallet af afskedigelser udgør mindst fem.«
Spansk ret
5 Estatuto de los Trabajadores (lov om arbejdstagere) følger af Real Decreto Legislativo 2/2015, por el que se aprueba el texto refundido de la Ley del Estatuto de los Trabajadores (kongeligt lovdekret 2/2015 om vedtagelse af den konsoliderede udgave af lov om arbejdstagere) af 23. oktober 2015 (BOE nr. 255 af 24.10.2015, s. 100224). Denne lovs artikel 51 med overskriften »Kollektiv afskedigelse« fastsætter i stk. 1:
»I denne lov forstås ved »kollektiv afskedigelse« opsigelse af ansættelseskontrakter af økonomiske, tekniske, organisatoriske eller produktionsmæssige grunde, når opsigelsen inden for et tidsrum af 90 dage berører mindst:
a) 10 arbejdstagere i virksomheder med mindre end 100 arbejdstagere
b) 10% af det samlede antal arbejdstagere i en virksomhed med mellem 100 og 300 arbejdstagere
c) 30 arbejdstagere i virksomheder med mindst 300 arbejdstagere.
[…]
Med henblik på beregningen af det antal af opsigelser af kontrakter, der henvises til i første afsnit af dette stykke, skal der ligeledes tages hensyn til enhver anden opsigelse i referenceperioden på arbejdsgiverens initiativ af andre grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, og som adskiller sig fra de årsager, der er nævnt i denne lovs artikel 49, stk. 1, litra c), forudsat at der mindst er tale om fem arbejdstagere.
Når en virksomhed i løbet af på hinanden følgende perioder af 90 dage, og med det formål at omgå bestemmelserne i denne artikel, gennemfører opsigelser af kontrakter i medfør af denne lovs artikel 52, litra c), og der er tale om et antal under de fastsatte tærskler, og der ikke foreligger nye årsager, som kan begrunde en sådan fremgangsmåde, skal disse opsigelser anses for at være en omgåelse af loven og kendes ugyldige.«
6 Artikel 122 i Ley 36/2011, reguladora de la jurisdicción social (lov nr. 36/2011 om de social- og arbejdsretlige domstole) af 10. oktober 2011 (BOE nr. 245 af 11.10.2011, s. 106584) med overskriften »Bedømmelse af opsigelsen af kontrakten« bestemmer:
»1. En opsigelse af et ansættelsesforhold må anses for begrundet, når arbejdsgiveren har overholdt de gældende formelle krav og i den skriftlige opsigelse har fremlagt bevis for, at der foreligger en af de i loven indeholdte grunde til opsigelsen. Fremlægger arbejdsgiveren ikke et sådant bevis, er opsigelsen uberettiget.
2. Opsigelsen er ugyldig:
[…]
b) når den er truffet i strid med loven ved tilsidesættelse af bestemmelserne om kollektive afskedigelser i de i artikel 51, stk. 1, sidste afsnit, [i lov om arbejdstagere] omhandlede tilfælde.
[…]«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
7 Den 31. oktober 2016 påbegyndte UQ sit arbejde som kvalitetskontrollør hos Marclean Technologies. Som alle de øvrige arbejdstagere i sidstnævnte virksomhed udførte hun sit arbejde i Sandhar Groups lokaler, hvor hun varetog kontrolopgaver med de dele, som dette selskab fremstillede.
8 Den 28. maj 2018 blev UQ midlertidig uarbejdsdygtig.
9 Den 31. maj 2018 afskedigede Marclean Technologies UQ. På tidspunktet for denne afskedigelse anerkendte Marclean Technologies, at denne var uberettiget, og dette selskab udbetalte efterfølgende den godtgørelse til UQ, der ifølge selskabet skulle betales i de tilfælde, hvor en afskedigelse erklæres uberettiget ved en retsafgørelse.
10 Den 11. juni 2018 anlagde UQ sag ved Juzgado de lo Social n° 3 de Barcelona (arbejdsret nr. 3 i Barcelona, Spanien) til prøvelse af opsigelsen med påstand om, at det blev fastslået, at denne var ugyldig eller, subsidiært, uberettiget.
11 Mellem den 31. maj og den 14. august 2018 ophørte syv personer med at arbejde for Marclean Technologies. Fire af disse ophørte med at arbejde af grunde, som ikke kunne tilregnes deres person, to ophørte med at arbejde frivilligt, og den sidstnævnte ophørte med at arbejde som følge af, at vedkommendes midlertidige ansættelseskontrakt udløb.
12 Den 15. august 2018 ophørte 29 andre personer, der var ansat hos Marclean Technologies, med at arbejde for dette selskab. Samme dag indstillede Marclean Technologies sine aktiviteter fuldt ud. Den 16. august 2018 blev disse 29 personer ansat hos Risk Steward SL.
13 Marclean Technologies har for den forelæggende ret fremlagt dokumenter, hvoraf fremgår, at de nævnte 29 personer havde indgivet frivillige opsigelser, dateret den 26. juli 2018, med virkning fra den 15. august 2018.
14 UQ har for sit vedkommende gjort gældende, at eftersom disse opsigelser var sammenfaldende, og eftersom de berørte arbejdstagere på denne måde ikke havde ret til ydelser ved arbejdsløshed, udgjorde denne situation reelt en skjult kollektiv afskedigelse. Hendes afskedigelse skal derfor anses for at være ugyldig i medfør af artikel 122, stk. 2, i lov nr. 36/2011 om de social- og arbejdsretlige domstole.
15 Marclean Technologies har heroverfor gjort gældende, at afskedigelsen af UQ ikke blot var begrundet i en nedgang i dette selskabs aktiviteter, men ligeledes i, at denne arbejdstager samt andre ansatte, der ligeledes var blevet afskediget, ikke havde opfyldt ansættelseskontrakten.
16 Ved kendelse af 6. februar 2019 fastslog den forelæggende ret, at mellem 30 og 35 arbejdstagere var blevet afskediget, hvilket ifølge den forelæggende ret kunne kvalificeres som en »kollektiv afskedigelse« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i direktiv 98/59. Denne ret har anført, at gennemførelsen af dette direktiv i spansk ret henviser til en periode på 90 dage. I denne henseende har den forelæggende ret præciseret, at dens spørgsmål ikke vedrører spørgsmålet om, hvorvidt den spanske lovgivning er mere gunstig end nævnte direktiv i denne henseende.
17 Denne retsinstans er i tvivl hvad angår definitionen af den referenceperiode på 30 eller 90 dage, der skal tages hensyn til med henblik på at antage, at opsigelse af ansættelseskontrakter udgør en »kollektiv afskedigelse« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i direktiv 98/59. Den forelæggende ret har anført, at der i løbet af 90 dage at regne fra datoen for UQ’s afskedigelse ville kunne tages hensyn til 35 arbejdsophør hos Marclean Technologies ved beregningen af antallet af afskedigelser som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), nr. ii).
18 Den forelæggende ret har imidlertid fremhævet, at Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) i forbindelse med fortolkningen af artikel 51, stk. 1, i lov om arbejdstagere fastslog, at den i denne bestemmelse omhandlede periode på 90 dage skulle beregnes udelukkende med henvisning til perioden forud for datoen for den anfægtede afskedigelse.
19 I øvrigt gør artikel 51, stk. 1, sidste afsnit, i lov om arbejdstagere det muligt at tage hensyn til arbejdsophør efter den anfægtede afskedigelse, men udelukkende i tilfælde af, at arbejdsgiveren har handlet svigagtigt. Denne bestemmelse har således til formål at bekæmpe svigagtig adfærd, der består i at »udsprede« afskedigelserne for at undgå høring af arbejdstagernes repræsentanter og disses deltagelse.
20 Ifølge den forelæggende ret ville det være muligt at nå dette mål om høring og deltagelse på en strengere måde ved at tage hensyn til referenceperioden såvel før som efter datoen for afskedigelsen af den pågældende arbejdstager, hvilket ville gøre det muligt for denne at påberåbe sig andre individuelle afskedigelser, som vedkommende kunne være uvidende om på det tidspunkt, hvor vedkommendes egen opsigelse fandt sted, men som efterfølgende, sammen med denne, når op på det antal, der kræves for, at det kan fastslås, at der foreligger en kollektiv afskedigelse som omhandlet i direktiv 98/59.
21 I denne henseende bør dette direktivs artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), fortolkes selvstændigt. Intet er til hinder for, at der tages hensyn til den fulde udstrækning af den referenceperiode, der er fastsat i denne bestemmelse, dvs. for arbejdsophør før eller efter den individuelle afskedigelse, som er genstand for proceduren, idet denne periode endog kan beregnes delvist før og delvist efter den nævnte afskedigelse.
22 På denne baggrund har Juzgado de lo Social n° 3 de Barcelona (arbejdsret nr. 3 i Barcelona) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 1, stk. 1, litra a), nr. i) og ii), i [direktiv 98/59] fortolkes således, at den deri fastsatte referenceperiode på 30 eller 90 dage til vurdering af, om der foreligger en kollektiv afskedigelse, altid skal beregnes før det tidspunkt, hvor den individuelle afskedigelse, der er genstand for tvisten, fandt sted?
2) Kan artikel 1, stk. 1, litra a), nr. i) og ii), i [direktiv 98/59] fortolkes således, at den deri fastsatte referenceperiode på 30 eller 90 dage til vurdering af, om der foreligger en kollektiv afskedigelse, kan beregnes efter det tidspunkt, hvor den individuelle afskedigelse, der er genstand for tvisten, fandt sted, uden at de pågældende senere ophør nødvendigvis skal anses for at udgøre en omgåelse af loven?
3) Kan de fastsatte referenceperioder i artikel 1, stk. 1, litra a), nr. i) og ii), i [direktiv 98/59] fortolkes således, at det er tilladt at tage afskedigelser og ophør i betragtning, som har fundet sted inden for 30 eller 90 dage, så længe den afskedigelse, der er genstand for tvisten, blot ligger inden for disse tidsrum?«
Om de præjudicielle spørgsmål
23 Med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i direktiv 98/59 skal fortolkes således, at den referenceperiode på 30 eller 90 dage, der er fastsat i denne bestemmelse, med henblik på at vurdere, om en anfægtet individuel afskedigelse er en del af en kollektiv afskedigelse, skal beregnes ved at tage hensyn til enten udelukkende en periode, der ligger forud for denne individuelle afskedigelse, eller ligeledes en periode, der ligger efter den nævnte afskedigelse, ikke blot i tilfælde af svig, men også i mangel af svig, dvs. enhver periode på 30 eller 90 dage, hvorunder den nævnte individuelle afskedigelse fandt sted.
24 Artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i direktiv 98/59 bestemmer, at begrebet »kollektiv afskedigelse« omhandler de afskedigelser, som foretages af en arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, for så vidt som visse kvantitative og tidsmæssige betingelser er opfyldt (dom af 10.12.2009, Rodríguez Mayor m.fl., C-323/08, EU:C:2009:770, præmis 35, og af 22.2.2018, Porras Guisado, C-103/16, EU:C:2018:99, præmis 42).
25 I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den spanske lovgiver har fastsat en referenceperiode på 90 dage. I overensstemmelse med artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), nr. ii), i direktiv 98/59 skal antallet af foretagne afskedigelser, for at der kan antages at foreligge en kollektiv afskedigelse i dette direktivs forstand, i en sådan referenceperiode udgøre mindst 20, uanset hvilket antal arbejdstagere virksomheden normalt beskæftiger.
26 Det skal undersøges, hvorledes den referenceperiode, der er fastsat i den nationale lovgivning, skal tages i betragtning ud fra et tidsmæssigt synspunkt.
27 I denne henseende bemærkes, med henblik på beregningen af de tærskler, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), nr. i) og ii), i direktiv 98/59, at dette direktiv ikke kan fortolkes således, at det helt er overladt til medlemsstaterne at fastsætte bestemmelser for beregningen af disse tærskler og dermed selv fastsætte tærsklerne, da en sådan fortolkning ville indebære, at medlemsstaterne kunne ændre direktivets anvendelsesområde og dermed berøve det dets fulde virkning (dom af 18.1.2007, Confédération générale du travail m.fl., C-385/05, EU:C:2007:37, præmis 47, og af 11.11.2015, Pujante Rivera, C-422/14, EU:C:2015:743, præmis 31).
28 Den forelæggende ret har i sine spørgsmål overvejet tre mulige metoder med henblik på at afgøre, om der foreligger det antal afskedigelser, der kræves i artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i direktiv 98/59. Den forelæggende ret har for det første henvist til to metoder, der består i, når en individuel afskedigelse anfægtes, at beregne referenceperioden under hensyntagen enten udelukkende til perioden forud for denne afskedigelse eller ligeledes til perioden efter den nævnte afskedigelse, i tilfælde af svig. Ifølge den tredje metode, som den forelæggende ret har foreslået, udgøres referenceperioden for det andet af enhver periode på 30 eller 90 dage, hvorunder den anfægtede individuelle afskedigelse har fundet sted, uden at der sondres mellem, om denne periode ligger før, efter eller delvist før eller efter denne individuelle afskedigelse.
29 Det må imidlertid konstateres, at hverken den første eller den anden metode, som den forelæggende ret har fremlagt, er i overensstemmelse med direktiv 98/59.
30 Dels indeholder selve ordlyden af dette direktivs artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), nemlig ingen henvisning til en tidsmæssig grænse, der udelukkende ligger forud for eller efter den anfægtede individuelle afskedigelse, med henblik på beregningen af antallet af foretagne afskedigelser.
31 Dels vil anvendelsen af de to første metoder, som den forelæggende ret har fremlagt, især kunne tilsidesætte formålet med direktiv 98/59, der, som det fremgår af anden betragtning hertil, bl.a. er at styrke beskyttelsen af arbejdstagerne i tilfælde af kollektive afskedigelser.
32 En begrænsning af referenceperioden enten udelukkende til perioden forud for den anfægtede individuelle afskedigelse eller ligeledes til perioden efter den nævnte afskedigelse i tilfælde af svig ville nemlig kunne begrænse de pågældende arbejdstageres rettigheder, for så vidt som disse to metoder ville være til hinder for, at der tages hensyn til afskedigelser, der er foretaget inden for en periode på 30 eller 90 dage, men uden for denne forudgående eller senere periode, selv om det samlede antal afskedigelser er større end det antal, der kræves i artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i direktiv 98/59.
33 Som generaladvokaten har anført i punkt 32 i forslaget til afgørelse, følger det derimod af opbygningen af og formålet med dette direktiv, at det heri kræves, at en sådan periode er kontinuerlig.
34 Hvad angår den tredje metode, som den forelæggende ret har fremlagt, og hvorefter referenceperioden udgøres af enhver periode på 30 eller 90 dage, hvorunder den anfægtede individuelle afskedigelse har fundet sted, må det konstateres, at denne metode synes at være den eneste, der er i overensstemmelse med dette direktivs formål, således som anført i nærværende doms præmis 31, og med overholdelsen af direktivets effektive virkning.
35 Dette direktivs fulde virkning ville blive begrænset, i strid med det formål, direktivet forfølger, hvis det fortolkedes således, at de nationale domstole ikke kan tage hensyn til afskedigelser, der er foretaget før eller efter datoen for den anfægtede individuelle afskedigelse, med henblik på at fastslå, om der foreligger en kollektiv afskedigelse som omhandlet i det nævnte direktiv.
36 Som Europa-Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, skal der følgelig foretages en undersøgelse af den periode, der omfatter den anfægtede individuelle afskedigelse, og i løbet af hvilken det største antal afskedigelser, som arbejdsgiveren har foretaget af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, som omhandlet i artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i direktiv 98/59, har fundet sted.
37 Henset til de ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i direktiv 98/59 skal fortolkes således, at med henblik på at vurdere, om en individuel anfægtet afgørelse er en del af en kollektiv afskedigelse, skal den referenceperiode, der er fastsat i denne bestemmelse med henblik på at afgøre, om der foreligger en kollektiv afskedigelse, beregnes ved at tage hensyn til enhver sammenhængende periode på 30 eller 90 dage, hvorunder denne individuelle afskedigelse har fundet sted, og i løbet af hvilken det største antal afskedigelser, som arbejdsgiveren har foretaget af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, som omhandlet i denne samme bestemmelse, har fundet sted.
Sagsomkostninger
38 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser skal fortolkes således, at med henblik på at vurdere, om en anfægtet individuel afskedigelse er en del af en kollektiv afskedigelse, skal den referenceperiode, der er fastsat i denne bestemmelse med henblik på at afgøre, om der foreligger en kollektiv afskedigelse, beregnes ved at tage hensyn til enhver sammenhængende periode på 30 eller 90 dage, hvorunder denne individuelle afskedigelse har fundet sted, og i løbet af hvilken det største antal afskedigelser, som arbejdsgiveren har foretaget af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, som omhandlet i denne samme bestemmelse, har fundet sted.
Underskrifter