DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
2. september 2021 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – sundhedsbeskyttelse – forordning (EF) nr. 854/2004 – artikel 5, nr. 2) – forordning (EF) nr. 882/2004 – artikel 54, stk. 3 – hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer – inspektion af slagtekroppen og de spiselige slagteribiprodukter – embedsdyrlæge – sundhedsmærkning – nægtelse – kød erklæret uegnet til konsum – ret til at påklage en embedsdyrlæges afgørelse – effektiv retsbeskyttelse – artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder«
I sag C-579/19,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Supreme Court of the United Kingdom (Det Forenede Kongeriges øverste domstol) ved afgørelse af 24. juli 2019, indgået til Domstolen den 30. juli 2019, i sagen
The Queen, på vegne af:
Association of Independent Meat Suppliers,
Cleveland Meat Company Ltd,
mod
Food Standards Agency,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M. Vilaras, og dommerne N. Piçarra, D. Šváby (refererende dommer), S. Rodin og K. Jürimäe,
generaladvokat: E. Tanchev,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Association of Independent Meat Suppliers og Cleveland Meat Company Ltd ved S. Hockman, QC, barrister D. Hercock, og solicitor H. Leese,
– Det Forenede Kongeriges regering ved S. Brandon, som befuldmægtiget, bistået af A. Dashwood, QC, og barrister A. Heppinstall,
– Europa-Kommissionen ved A. Dawes, W. Farrell og B. Hofstötter, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 11. februar 2021,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum (EUT 2004, L 139, s. 206, berigtiget i EUT 2004, L 226, s. 83, og EUT 2013, L 160, s. 17), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 (EUT 2004, L 165, s. 1, berigtiget i EUT 2004, L 191, s. 1) (herefter »forordning nr. 854/2004«), og af forordning nr. 882/2004.
2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Association of Independent Meat Suppliers og Cleveland Meat Company Ltd (herefter »CMC«) på den ene side og Food Standards Agency (levnedsmiddelkontrollen, Det Forenede Kongerige) på den anden side vedrørende den procedure, der skal følges efter en embedsdyrlæges afgørelse om at nægte at anbringe et sundhedsmærke på en slagtekrop, der tilhører CMC, og hvorved en slagtekrop findes uegnet til konsum og fører til destruering heraf.
Retsforskrifter
EU-retten
Udtrædelsesaftalen
3 Ved afgørelse (EU) 2020/135 af 30. januar 2020 om indgåelse af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT 2020, L 29, s. 1, herefter »udtrædelsesaftalen«) har Rådet for Den Europæiske Union på vegne af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab godkendt udtrædelsesaftalen, der er knyttet til denne afgørelse (EUT 2020, L 29, s. 1).
4 Udtrædelsesaftalens artikel 86 med overskriften »Sager, der er indbragt for Den Europæiske Unions Domstol« bestemmer i stk. 2 og 3:
»2. Den Europæiske Unions Domstol har fortsat kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål vedrørende anmodninger fra domstole i Det Forenede Kongerige indgivet inden overgangsperiodens udløb.
3. Med henblik på dette kapitel anses sager for at være indbragt for Den Europæiske Unions Domstol og anmodninger om præjudicielle afgørelser for at være indgivet på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift er blevet registreret af Domstolens […] Justitskontor […]«
5 I henhold til udtrædelsesaftalens artikel 126 begyndte overgangsperioden på datoen for aftalens ikrafttræden og sluttede den 31. december 2020.
Forordning (EF) nr. 178/2002
6 Følgende fremgår af anden til tiende betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT 2002, L 31, s. 1):
»(2) Der bør ved gennemførelsen af Fællesskabets politikker sikres et højt niveau for beskyttelse af menneskers liv og sundhed.
[…]
(10) Erfaringen viser, at det er nødvendigt at vedtage foranstaltninger, som skal garantere, at usikre fødevarer ikke markedsføres, og som skal sikre, at der findes systemer til konstatering og løsning af fødevaresikkerhedsproblemer, således at der skabes et velfungerende indre marked, og sundheden beskyttes. Lignende spørgsmål i forbindelse med fodersikkerhed bør også tages op.«
7 Denne forordnings artikel 14, stk. 1, 2 og 5, er affattet således:
»1. Fødevarer må ikke markedsføres, hvis de er farlige.
2. Fødevarer betragtes som farlige, hvis de anses for at være:
a) sundhedsskadelige
b) uegnede til menneskeføde.
[…]
5. Ved afgørelsen af, om en fødevare er uegnet til menneskeføde, skal der tages hensyn til, om fødevaren er uacceptabel til menneskeføde, hvis den anvendes som tiltænkt, fordi den er forurenet på grund af udefra kommende forhold eller på anden måde eller på grund af forrådnelse, nedbrydning eller fordærv.«
Forordning (EF) nr. 853/2004
8 Artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (EUT 2004, L 139, s. 55, berigtiget i EUT 2004, L 226, s. 22) med overskriften »Sundheds- og identifikationsmærke« bestemmer følgende:
»Lederen af en fødevarevirksomhed må ikke markedsføre animalske produkter, hvis de er håndteret i en virksomhed, der skal autoriseres i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, medmindre de er forsynet med enten:
a) et sundhedsmærke anbragt i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 854/2004, eller
b) et identifikationsmærke anbragt i overensstemmelse med afsnit I i bilag II, hvis ovennævnte forordning ikke indeholder en bestemmelse om anbringelse af sundhedsmærke.«
Forordning nr. 854/2004
9 Følgende fremgår af første, anden, fjerde, sjette og niende betragtning til forordning nr. 854/2004:
»(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 [af 29. april 2004 om fødevarehygiejne (EUT 2004, L 139, s. 1)] fastsætter generelle hygiejnebestemmelser for alle fødevarer, mens Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 [af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (EUT 2004, L 139, s. 55)] fastsætter særlige hygiejnebestemmelser for animalske produkter.
(2) Der er behov for nærmere regler for den offentlige kontrol med animalske produkter for at tage hensyn til særlige aspekter i forbindelse med sådanne produkter.
[…]
(4) Offentlig kontrol af animalske produkter bør omfatte alle aspekter af betydning for beskyttelse af menneskers sundhed og, hvor det er relevant, dyrs sundhed og velfærd. […]
[…]
(6) Den offentlige kontrols art og omfang bør bygge på en vurdering af sundhedsrisici for mennesker og dyrs sundhed og velfærd, hvor dette er relevant, de procestyper, der produceres, og de mængder, der behandles, samt den pågældende fødevarevirksomhedsleder.
[…]
(9) Det vil i betragtning af deres sagkundskab være hensigtsmæssigt, at embedsdyrlæger foretager audit og inspektioner i slagterier, vildthåndteringsvirksomheder og visse opskæringsvirksomheder. Medlemsstaterne bør have beføjelse til at bestemme, hvilket personale der er det mest hensigtsmæssige for audit og inspektioner i andre typer virksomheder.«
10 Følgende fremgår af artikel 1, stk. 1, 1a og 3, i forordning nr. 854/2004:
»1. I denne forordning fastsættes særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter.
1a. Denne forordning gælder sammen med [forordning nr. 882/2004].
[…]
3. Gennemførelse af offentlig kontrol i henhold til denne forordning berører ikke fødevarevirksomhedslederes primære retlige ansvar for at garantere fødevaresikkerheden, jf. [forordning nr. 178/2002], og det civil- eller strafferetlige ansvar, de måtte pådrage sig ved manglende opfyldelse af deres forpligtelser.«
11 Artikel 2, stk. 1, litra c), f) og g), i forordning nr. 854/2004 har følgende ordlyd:
»1. I denne forordning forstås ved:
c) »kompetent myndighed«: den centrale myndighed i en medlemsstat, der har kompetence til at udføre veterinærkontrol, eller en anden myndighed, som den centrale myndighed har bemyndiget hertil
f) »embedsdyrlæge«: en dyrlæge, der i henhold til denne forordning er kvalificeret til at fungere som sådan, og som er udpeget af den kompetente myndighed
g) »godkendt dyrlæge«: en dyrlæge, der er udpeget af den kompetente myndighed til at foretage særlig offentlig kontrol i bedrifter på vegne af den kompetente myndighed.«
12 Denne forordnings artikel 4 fastsætter:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at fødevirksomhedslederne yder al den bistand, der kræves, for at myndighederne kan foretage effektiv offentlig kontrol.
De skal især:
– give adgang til alle bygninger, lokaliteter, anlæg og andre infrastrukturer
– stille dokumentation og data til rådighed, som kræves i henhold til denne forordning, eller som myndighederne finder nødvendige for at kunne bedømme situationen.
2. Den kompetente myndighed foretager offentlig kontrol for at verificere, at ledere af fødevarevirksomheder overholder kravene i:
a) forordning (EF) nr. 852/2004
b) forordning (EF) nr. 853/2004,
og
c) [Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 af 3. oktober 2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum (EFT 2002, L 273, s. 1)].
3. Den i stk. 1 nævnte offentlige kontrol omfatter:
a) audit af god hygiejnepraksis og HACCP-baserede procedurer (Hazard Analysis Critical Control Point)
b) den offentlige kontrol, der er omhandlet i artikel 5-8,
og
c) alle særlige auditopgaver, der er omhandlet i bilagene.
4. Audit af god hygiejnepraksis for at verificere, at fødevarevirksomhedslederen følger procedurerne kontinuerligt og korrekt, og omfatter mindst følgende:
a) kontrol af informationen om fødevarekæden
b) udformning og vedligeholdelse af lokaler og udstyr
c) hygiejnen før, under og efter produktion
d) personlig hygiejne
e) uddannelse i hygiejne og arbejdsprocedurer
f) skadedyrsbekæmpelse
g) vandkvalitet
h) kontrol af temperatur,
og
i) kontrol af fødevarer, der går ind og ud af virksomheden, og al ledsagende dokumentation.
5. Ved audit af HACCP-procedurer verificeres det, at ledere af fødevarevirksomheder anvender disse procedurer kontinuerligt og korrekt, idet undersøgelsen navnlig skal sikre, at procedurerne indebærer de garantier, der er anført i bilag II, kapitel II, i forordning (EF) nr. 853/2004. Det bestemmes især, om procedurerne i videst muligt omfang sikrer, at de animalske produkter:
a) overholder de mikrobiologiske kriterier i fællesskabsbestemmelserne
b) overholder fællesskabsbestemmelserne om restkoncentrationer, forurenende og forbudte stoffer,
og
c) ikke indeholder fysiske farer (f.eks. fremmedlegemer).
Når en leder af en fødevarevirksomhed i henhold til artikel 5 i forordning (EF) nr. 852/2004 anvender de procedurer, der er fastsat i retningslinjerne for anvendelsen af HACCP-principper, i stedet for at udarbejde sine egne specifikke procedurer, skal auditten omfatte den korrekte anvendelse af disse retningslinjer.
6. Der foretages verifikation af overholdelsen af kravene i forordning (EF) nr. 853/2004 vedrørende anvendelse af identifikationsmærker i alle virksomheder, der er autoriseret i henhold til nævnte forordning, ud over verifikation af overholdelsen af andre sporbarhedskrav.
7. Med hensyn til slagterier, vildthåndteringsvirksomheder og opskæringsvirksomheder, der markedsfører fersk kød, udfører en embedsdyrlæge de auditopgaver, der er nævnt i stk. 3 og 4.
8. Ved gennemførelsen af de forskellige auditopgaver skal den kompetente myndighed især:
a) afgøre, om personalet og dets aktiviteter i virksomheden i alle faser af produktionsprocessen opfylder de relevante krav i de i stk. 1, litra a) og b), nævnte forordninger. Som et supplement til auditten kan den kompetente myndighed gennemføre præstationstest for at afgøre, om personalets præstationer opfylder de fastsatte parametre
b) verificere virksomhedslederens relevante optegnelser
c) udtage prøver til laboratorieanalyse, når det er nødvendigt,
og
d) dokumentere de elementer, der tages i betragtning, og resultaterne af auditten.
9. Arten og omfanget af auditopgaverne i forbindelse med enkelte virksomheder afhænger af den vurderede risiko. Med henblik herpå vurderer den kompetente myndighed regelmæssigt:
a) sundhedsrisici for mennesker og, hvor det er relevant, dyr
b) for slagteriers vedkommende dyrevelfærdsaspekter
c) de procestyper, der udføres, og de mængder, der behandles,
og
d) fødevarevirksomhedslederens hidtidige overholdelse af fødevarelovgivningen.«
13 Artikel 5 i forordning nr. 854/2004 er affattet således:
»Medlemsstaterne sikrer, at der foretages offentlig kontrol af fersk kød i henhold til bilag I.
1) Embedsdyrlægen foretager inspektion i slagterier, vildthåndteringsvirksomheder og opskæringsvirksomheder, der markedsfører fersk kød, i overensstemmelse med de generelle krav i bilag I, afsnit I, kapitel II, og de specifikke krav i afsnit IV, især med hensyn til:
a) information om fødevarekæden
b) inspektion før slagtning
c) dyrevelfærd
d) inspektion efter slagtning
e) specificeret risikomateriale og andre animalske biprodukter,
og
f) laboratorieundersøgelser.
2) Kroppe af tamhovdyr, opdrættet hårvildt, bortset fra lagomorfer, og vildtlevende storvildt samt halve kroppe, fjerdinger og udskæringer af halve kroppe i tre engrosudskæringer sundhedsmærkes i slagteriet eller vildthåndteringsvirksomheden i henhold til bilag I, afsnit I, kapitel III. Sundhedsmærkerne anbringes af embedsdyrlægen eller på dennes ansvar, når der ved den offentlige kontrol ikke er fundet nogen mangler, som ville gøre kødet uegnet til konsum.
3) Efter at have foretaget den i stk. 1 og 2 nævnte kontrol træffer embedsdyrlægen passende foranstaltninger i henhold til bilag I, afsnit II, især med hensyn til:
a) meddelelse af inspektionsresultaterne
b) beslutninger om information om fødevarekæden
c) beslutninger om levende dyr
d) beslutninger om dyrevelfærd,
og
e) beslutninger om kød.
4) Officielle medhjælpere kan bistå embedsdyrlægen med den offentlige kontrol, der foretages i henhold til bilag I, afsnit I og II, som anført i afsnit III, kapitel I. I så tilfælde indgår de i et uafhængigt hold.
5) a) Medlemsstaterne sørger for, at de har den tilstrækkelige offentlige bemanding til at foretage den offentlige kontrol i henhold til bilag I med den hyppighed, der er fastsat i afsnit III, kapitel II.
b) Der anvendes en risikobaseret metode til at fastsætte den offentlige bemanding, der er nødvendig på slagtelinjen på et givet slagteri. Den kompetente myndighed træffer afgørelse om den involverede offentlige bemanding, som skal have et omfang, der sikrer, at alle kravene i denne forordning overholdes.
6) a) Medlemsstaterne kan tillade, at slagteripersonale under embedsdyrlægens tilsyn bistår med den offentlige kontrol ved at udføre visse specifikke opgaver i forbindelse med produktionen af kød af fjerkræ og lagomorfer i henhold til bilag I, afsnit III, kapitel III, del A. Tillader medlemsstaterne dette, skal de sikre, at det personale, der udfører sådanne opgaver:
i) er kvalificeret og uddannes i henhold til nævnte bestemmelser
ii) optræder uafhængigt af produktionspersonalet,
og
iii) indberetter enhver manglende opfyldelse til embedsdyrlægen.
b) Medlemsstaterne kan også tillade, at slagteripersonale foretager specifikke prøveudtagnings- og undersøgelsesopgaver i henhold til bilag I, afsnit III, kapitel III, del B.
7) Medlemsstaterne sørger for, at embedsdyrlæger og officielle medhjælpere er kvalificerede og uddannes i henhold til bilag I, afsnit III, kapitel IV.«
14 I afsnit I i bilag I til denne forordning bestemmer kapitel III med overskriften »Sundhedsmærkning« følgende i stk. 1 og 2:
»1. Embedsdyrlægen skal føre tilsyn med sundhedsmærkningen og de mærker, der anvendes.
2. Embedsdyrlægen skal navnlig sikre, at:
a) sundhedsmærket kun anbringes på dyr […], der er underkastet inspektion før og efter slagtning i overensstemmelse med denne forordning, og hvis der ikke er grund til at erklære kødet uegnet til konsum. […]
[…]«
15 I afsnit III i bilag I til forordning nr. 854/2004 bestemmer punkt A i kapitel IV med overskriften »Faglige kvalifikationer« følgende:
»Embedsdyrlæger
1. Den kompetente myndighed må kun udpege dyrlæger til embedsdyrlæger, der har bestået en prøve, der opfylder kravene i punkt 2.
2. Den kompetente myndighed sørger for afholdelse af prøven. Prøven skal bekræfte kendskab til følgende emner, i det omfang det er nødvendigt afhængigt af dyrlægens baggrund og kvalifikationer:
a) nationale bestemmelser og fællesskabsbestemmelser om veterinærforanstaltninger med hensyn til folkesundhed, fødevaresikkerhed, dyresundhed, dyrevelfærd og farmaceutiske stoffer
b) principperne i den fælles landbrugspolitik, markedsforanstaltninger, eksportrestitutioner og afsløring af svig […]
c) vigtige aspekter af fødevareforarbejdning og fødevareteknologi
d) principper, begreber og metoder i forbindelse med god fremstillingspraksis og kvalitetsstyring
[…]
g) principper, begreber og metoder i forbindelse med risikoanalyse
h) principper, begreber og metoder i forbindelse med HACCP og anvendelse af HACCP i hele fødevareproduktionskæden
i) forebyggelse og bekæmpelse af hvidevarebranche farer for menneskers sundhed
[…]
o) informations- og kommunikationsteknologi i forbindelse med veterinærforanstaltninger med henblik på folkesundheden
[…]
u) forsigtighedsprincippet og forbrugerholdninger
v) principper for uddannelse af personale, der arbejder i produktionskæden.
[…]
[…]
5. Embedsdyrlægen skal til stadighed have ajourført viden og følge med i nye tiltag gennem regelmæssig videreuddannelse og faglitteratur. Når det er muligt, skal embedsdyrlægen deltage i videreuddannelse hvert år.
6. Dyrlæger, der er allerede er udpeget som embedsdyrlæger, skal have passende viden om de emner, der er nævnt i punkt 2. Om nødvendigt skal de erhverve denne viden gennem efter- og videreuddannelse. Den kompetente myndighed skal indføre passende bestemmelser herom.
[…]«
Forordning nr. 882/2004
16 Følgende fremgår af 1., 41. og 43. betragtning til forordning nr. 882/2004:
»(1) Foderstoffer og fødevarer bør være sikre og sunde. Fællesskabslovgivningen indeholder et regelsæt, som skal sikre, at dette mål nås. Reglerne omfatter produktion og markedsføring af både foderstoffer og fødevarer.
[…]
(41) Overtrædelse af foderstof- og fødevarelovgivning samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelser kan udgøre en trussel for menneskers og dyrs sundhed og for dyrs velfærd. […]
[…]
(43) Virksomhedsledere bør have adgang til at klage over de afgørelser, som den kompetente myndighed har truffet som følge af den offentlige kontrol, og de bør oplyses om denne adgang.«
17 Denne forordnings artikel 1 har følgende ordlyd:
»1. Denne forordning fastsætter generelle regler for offentlig kontrol med, om bestemmelserne overholdes korrekt, navnlig med henblik på
a) at forebygge eller fjerne risici enten direkte eller via miljøet for mennesker og dyr eller nedbringe dem til et acceptabelt niveau
og
b) at yde garanti for fair praksis i forbindelse med handel med foderstoffer og fødevarer og beskyttelse af forbrugernes interesser, herunder foderstof- og fødevaremærkning og anden form for forbrugeroplysning.
2. Denne forordning anvendes dog ikke på offentlig kontrol med, om de fælles markedsordninger for landbrugsprodukter overholdes.
3. Denne forordning berører ikke særlige fællesskabsbestemmelser vedrørende offentlig kontrol.
4. Gennemførelse af offentlig kontrol i henhold til denne forordning berører ikke foderstof- og fødevarevirksomhedslederes primære retlige ansvar for at garantere foderstof- og fødevaresikkerheden, jf. forordning (EF) nr. 178/2002, og det civil- eller strafferetlige ansvar, de måtte pådrage sig ved manglende opfyldelse af deres forpligtelser.«
18 Artikel 2 i forordning nr. 882/2004 bestemmer:
»Ved anvendelsen af nærværende forordning finder definitionerne i artikel 2 og 3 i forordning (EF) nr. 178/2002 tilsvarende anvendelse.
Endvidere forstås ved:
1) »offentlig kontrol«: alle former for kontrol, som den kompetente myndighed eller Fællesskabet gennemfører for at undersøge, om foderstof- og fødevarelovgivningen, samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne, overholdes korrekt
[…]
4) »kompetent myndighed«: den centrale myndighed i en medlemsstat, der er bemyndiget til at tilrettelægge offentlig kontrol, eller en anden myndighed, som er blevet bemyndiget hertil; i givet fald er også den tilsvarende myndighed i et tredjeland omfattet
5) »kontrolorgan«: en uafhængig tredjepart, som den kompetente myndighed har delegeret bestemte kontrolopgaver til
[…]
10) »manglende overholdelse«: manglende overholdelse af foderstof- eller fødevarelovgivningen samt af bestemmelserne om beskyttelse af dyresundhed og ‑velfærd
[…]«
19 Artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 882/2004 fastsætter følgende:
»1. Medlemsstaterne udpeger de myndigheder, der er ansvarlige for formålene og den offentlige kontrol omhandlet i denne forordning.«
20 Denne forordnings artikel 5, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Den kompetente myndighed kan delegere specifikke opgaver vedrørende offentlig kontrol til et eller flere kontrolorganer i henhold til stk. 2-4.
[…]«
21 Artikel 54 i forordning nr. 882/2004 med overskriften »Foranstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse« lyder således:
»1. Når den kompetente myndighed identificerer manglende overholdelse af lovgivningen, træffer den foranstaltninger til at sikre, at lederen bringer forholdene i orden. Når den træffer afgørelse om, hvilke foranstaltninger der skal træffes, tager den kompetente myndighed hensyn til den manglende overholdelses karakter og om denne leder tidligere har gjort sig skyldig i manglende overholdelse.
2. Foranstaltningerne omfatter i givet fald følgende:
a) påbud om sanitære foranstaltninger eller eventuelt andre foranstaltninger, som anses for at være nødvendige for at kunne garantere, at foderstofferne eller fødevarerne er sikre, eller at foderstof- eller fødevarelovgivningen samt dyresundheds- eller dyrevelfærdsbestemmelser overholdes
b) begrænsning af eller forbud mod markedsføring, import eller eksport af foderstoffer, fødevarer eller dyr
c) overvågning af og om nødvendigt krav om tilbagekaldelse, inddragelse og/eller destruktion af foderstoffer eller fødevarer
d) tilladelse til at anvende foderstoffer eller fødevarer til andre formål end de oprindeligt tilsigtede
e) suspension af den pågældende virksomheds drift eller hel eller delvis lukning af virksomheden i en passende periode
f) suspension eller tilbagekaldelse af virksomhedens godkendelse
g) foranstaltninger som omhandlet i artikel 19 vedrørende sendinger fra tredjelande
h) andre foranstaltninger, den kompetente myndighed anser for passende.
3. Den kompetente myndighed giver den berørte virksomhedsleder eller en repræsentant:
a) skriftlig meddelelse om dens afgørelse vedrørende foranstaltninger, som skal træffes i henhold til stk. 1, sammen med begrundelserne for afgørelsen
og
b) oplysninger om mulighederne for at klage over sådanne afgørelser samt om gældende klageprocedure og ‑frister.
4. Hvis det er hensigtsmæssigt, meddeler den kompetente myndighed også den kompetente myndighed i afsendelsesmedlemsstaten sin afgørelse.
5. Alle udgifter i forbindelse med denne artikel afholdes af den ansvarlige foderstof- og fødevarevirksomhedsleder.«
Det Forenede Kongeriges ret
22 I henhold ordlyden af section 8(2) i Food Safety Act 1990 (lov om fødevaresikkerhed af 1990, herefter »1990-loven«) opfylder en fødevare ikke kravene vedrørende fødevaresikkerhed, hvis den er usikker som omhandlet i artikel 14 i forordning nr. 178/2002.
23 Section 9 i 1990-loven med overskriften »Inspektion og beslaglæggelse af mistænkelige fødevarer« fastsætter den procedure, der skal følges, når en befuldmægtiget tjenestemand ved en håndhævelsesmyndighed som levnedsmiddelkontrollen efter en inspektion finder, at fødevarer, der er beregnet til konsum, ikke opfylder kravene vedrørende fødevaresikkerhed.
24 Denne lovs section 9(3) og (4), fastsætter:
»(3) Den befuldmægtigede tjenestemand kan enten:
(a) meddele den person, der er ansvarlig for fødevarer, et påbud om, at disse fødevarer eller en bestemt del heraf, indtil det nævnte påbud er blevet trukket tilbage:
(i) ikke kan anvendes til konsum
og
(ii) enten ikke må fjernes eller ikke må fjernes, undtagen til et sted, der er angivet i udtalelsen; eller
(b) at beslaglægge og fjerne de pågældende fødevarer med henblik på at henvise dem til en fredsdommer.
Enhver, der bevidst overtræder kravene i et påbud som omhandlet i litra a) ovenfor, gør sig skyldig i en lovovertrædelse.
(4) Ved udøvelsen af sine beføjelser ifølge (3)(a) ovenfor, undersøger den befuldmægtigede tjenestemand hurtigst muligt og under alle omstændigheder inden for 21 dage, hvorvidt de pågældende fødevarer opfylder kravene til fødevaresikkerhed, og
(a) hvis fødevarerne anses for at være forenelige, tilbagekalder den befuldmægtigede tjenestemand påbuddet
(b) hvis fødevarerne ikke anses for at opfylde kravene, beslaglægger og fjerner den befuldmægtigede tjenestemand fødevarerne med henblik på at forelægge dem for en fredsdommer.«
25 Den nævnte lovs section 9(6) og (7) har følgende ordlyd:
»(6) Såfremt fredsdommeren på grundlag af det relevante bevismateriale under de foreliggende omstændigheder er af den opfattelse, at de fødevarer, som den skal behandle i henhold til denne artikel, ikke opfylder kravene til fødevaresikkerhed, skal vedkommende erklære disse fødevarer for uegnet til konsum og træffe afgørelse om:
(a) deres bortskaffelse, som forhindrer, at de anvendes til konsum, og
(b) at de rimelige udgifter, der er afholdt med henblik på bortskaffelse, skal bæres af ejeren af fødevarerne.
(7) Hvis et påbud i henhold til (3)(a) trækkes tilbage, eller hvis den fredsdommer, der skal træffe afgørelse herom i henhold til denne section, afviser at erklære de pågældende fødevarer for uegnet til konsum, skal fødevaresikkerhedsmyndigheden tilkende ejeren af fødevarerne erstatning for enhver værdiforringelse af deres værdi som følge af den foranstaltning, der er truffet af den befuldmægtigede tjenestemand.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
26 Den 11. september 2014 købte CMC en levende tyr til 1 361,20 britiske pund (GBP) (ca. 1 700 EUR). Den blev vurderet slagteegnet af embedsdyrlægen i CMC’s slagteri, som tildelte tyren et slagtenummer. En undersøgelse af både slagtekroppen og spiselige slagtebiprodukter blev efter slagtningen af tyren udført af en kødinspektør, der konstaterede tre abscesser i de spiselige slagtebiprodukter. De spiselige slagtebiprodukter blev ikke tilbageholdt. Den samme dag undersøgte embedsdyrlægen den pågældende slagtekrop, og efter drøftelse med kødinspektøren blev kødet erklæret uegnet til konsum, idet abscesserne gav anledning til en mistanke om pyæmi, hvilket er en form for blodforgiftning. Som følge heraf blev der ikke anbragt noget sundhedsmærke på denne slagtekrop som tegn på, at det var egnet til konsum. CMC blev derfor afskåret fra at sælge slagtekroppen i henhold til regulation 19 i Food Safety and Hygiene (England) Regulations 2013 (lov af 2013 om fødevarehygiejne).
27 CMC rådførte sig hos en anden dyrlæge og anfægtede embedsdyrlægens vurdering. CMC hævdede, at embedsdyrlægen, henset til virksomhedens uenighed og nægtelse af frivilligt at overgive den pågældende slagtekrop i overensstemmelse med section 9 i 1990-loven, burde have beslaglagt slagtekroppen og lade fredsdommeren afgøre spørgsmålet om, hvorvidt denne slagtekrop skulle erklæres for uegnet til konsum. Levnedsmiddelkontrollen, der er den kompetente myndighed på området for fødevaresikkerhed og med ansvar for offentlig kontrol af slagterier, vurderede, at den ikke var forpligtet til at anvende en sådan procedure, og at slagtekroppen, idet den var blevet erklæret uegnet til konsum af embedsdyrlægen, skulle bortskaffes som et animalsk biprodukt.
28 Herefter gav embedsdyrlægen den 23. september 2014 på vegne af levnedsmiddelkontrollen CMC et påbud om at bortskaffe slagtekroppen som et animalsk biprodukt i henhold til regulation 25(2)(a) i Animal Bi-Products (Enforcement) (England) Regulations 2013 (lov af 2013 om animalske biprodukter) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 af 21. oktober 2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1774/2002 (forordningen om animalske biprodukter) (EUT 2009, L 300, s. 1). I dette påbud blev det meddelt CMC, at manglende overholdelse af påbuddet kunne medføre, at den pågældende slagtekrop blev bortskaffet af en bemyndiget person for CMC’s regning, og at det udgjorde en lovovertrædelse at forhindre en bemyndiget person i at sikre udførelse af det nævnte påbuds indhold. I det samme påbud blev det tillige angivet, at CMC var berettiget til domstolsprøvelse af embedsdyrlægens afgørelse, og at et sådant søgsmål skulle anlægges inden for tre måneder.
29 Sagsøgerne i hovedsagen har anlagt sag ved High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (ret i første instans (England og Wales), Det Forenede Kongerige) og principalt anfægtet levnedsmiddelkontrollens konklusion om, at sidstnævnte levnedsmiddelkontrol ikke var forpligtet til at anvende den procedure, der var fastsat i section 9 i 1990-loven, og om, subsidiært, at det påhvilede Det Forenede Kongerige at give mulighed for at anfægte en embedsdyrlæges afgørelse af, hvorvidt kød er egnet til konsum. Der blev ikke givet sagsøgerne i hovedsagen medhold ved denne domstol eller ved Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (appeldomstol (England og Wales) (afdelingen for civile sager), Det Forenede Kongerige). Derfor har sagsøgerne i hovedsagen indbragt sagen for Supreme Court of the United Kingdom (Det Forenede Kongeriges øverste domstol).
30 Den forelæggende ret har anført, at den sag, som er indbragt for den, rejser tre spørgsmål.
31 Det første vedrører et nationalretligt spørgsmål, nemlig om den i section 9 i 1990-loven fastsatte procedure finder anvendelse under de foreliggende omstændigheder og skal anvendes af embedsdyrlægen eller levnedsmiddelkontrollen, hvis ejeren af slagtekroppen, dvs. den berørte virksomhedsleder af et slagteri, nægter frivilligt at overgive slagtekroppen, således at slagtekroppens ejer sættes i stand til at anfægte de afgørelser fra embedsdyrlægen, som ejeren er uenig i. Det andet spørgsmål er, hvorvidt en anvendelse af den i denne section fastsatte procedure er forenelig med den ordning, der er indført i EU-retten ved forordning nr. 854/2004 og nr. 882/2004 på området for fødevaresikkerhed. Det tredje spørgsmål drejer sig om, hvorvidt forordning (EF) nr. 882/2004 hjemler en klageadgang, og, i bekræftende fald, hvorvidt man ved en sådan klage kan anfægte hele det materielle grundlag for en embedsdyrlæges afgørelse, eller om den mere begrænsede anfægtelse ved domstolsprøvelse af en sådan afgørelse i tilstrækkelig grad opfylder kravene i henhold til denne forordning.
32 Den forelæggende ret har bl.a. anført, at den i section 9 i 1990-loven fastsatte procedure ikke er udformet med henblik på indsigelser mod en embedsdyrlæges afgørelse af, hvorvidt kød er egnet til konsum. I henhold til denne procedure kan en befuldmægtiget tjenestemand ved en fødevaremyndighed som levnedsmiddelkontrollen i tilfælde, hvor tjenestemanden finder, at en fødevare, der er beregnet til konsum, ikke opfylder kravene til fødevaresikkerhed, beslaglægge denne fødevare med henblik på at forelægge den for en lokal fredsdommer, der kan være en lægdommer eller en juridisk uddannet District Judge (retsassessor), og som er umiddelbart tilgængelig på alle tidspunkter. Fredsdommeren kan på grundlag af det relevante bevismateriale træffe afgørelse om, at den omhandlede slagtekrop ikke opfylder kravene til konsum, og at den skal bortskaffes for ejerens regning. Vedkommende kan i øvrigt ligeledes afvise at bortskaffe den, idet den relevante håndhævelsesmyndighed da skal betale erstatning til ejeren for enhver værdiforringelse af denne slagtekrop som følge af denne tjenestemands handling.
33 I denne sammenhæng har den forelæggende ret fremhævet, at proceduren i section 9 i 1990-loven ifølge sagsøgerne i hovedsagen både udgør en adgang for embedsdyrlægen eller levnedsmiddelkontrollen til at tage skridt til håndhævelse af embedsdyrlægens afgørelse, hvorved en slagtekrop findes uegnet til konsum, og en adgang for den berørte virksomhedsleder af et slagteri til domstolsprøvelse af denne afgørelse og til at anmode den pågældende fredsdommer om at afgøre, hvorvidt den pågældende slagtekrop opfyldte kravene til fødevaresikkerheden.
34 Sagsøgerne i hovedsagen har anerkendt, at fredsdommeren ikke kan pålægge en embedsdyrlæge at anbringe et sundhedsmærke, men har gjort gældende, at en embedsdyrlæge kan forventes at efterleve fredsdommerens afgørelse og anbringe et sundhedsmærke i overensstemmelse dermed, og at der kan tilkendes erstatning. Sagsøgerne i hovedsagen har i øvrigt ligeledes anført, at der foreligger et indgreb i ejendomsretten, der er sikret ved artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og som ifølge sagsøgerne i hovedsagen fastsætter en forpligtelse til at sikre adgang til domstolsprøvelse i forbindelse med embedsdyrlægens afgørelse, hvorved en slagtekrop findes uegnet til konsum. Sagsøgerne i hovedsagen er i denne henseende af den opfattelse, at denne bestemmelse tilsidesættes, hvis den berørte virksomhedsleder blev frataget sin ejendom i form af den pågældende slagtekrop – eller blev pålagt en forpligtelse til at skille sig af med slagtekroppen på en sådan måde, at den blev værdiløs – uden rimelig begrundelse eller erstatning.
35 Levnedsmiddelkontrollen er derimod af den opfattelse, at den i section 9 i 1990-loven fastsatte procedure ikke gør det muligt at løse en tvist om, hvorvidt en slagtekrop er egnet til konsum, idet fredsdommeren ikke har kompetence til at pålægge en embedsdyrlæge at anbringe et sundhedsmærke eller at foretage sig andet end at erklære en slagtekrop, der ikke bærer dette mærke, uegnet til konsum. Levnedsmiddelkontrollen har anført, at den i hovedsagen omhandlede slagtekrop derfor under alle omstændigheder skal bortskaffes som et animalsk biprodukt. Hvad angår den angivelige tilsidesættelse af chartrets artikel 17 har levnedsmiddelkontrollen gjort gældende, at det af Domstolens praksis fremgår, at denne artikel tillader kontrol af anvendelse af ejendom, hvis den udgør et forholdsmæssigt middel til at nå et lovligt mål (dom af 10.7.2003, Booker Aquaculture og Hydro Seafood, C-20/00 og C-64/00, EU:C:2003:397). Levnedsmiddelkontrollen finder således, at formålet om at sikre et højt niveau for beskyttelsen af menneskers sundhed og for beskyttelsen af forbrugernes interesser i relation til fødevarer er lovligt, og at det valgte middel er forholdsmæssigt.
36 Den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at lægge til grund, at sagsøgerne i hovedsagens fortolkning af section 9 i 1990-loven er korrekt, og at fredsdommeren har kompetence til at træffe en afgørelse, der kan føre til tilkendelse af erstatning, såfremt vedkommende er af den opfattelse, at der burde have været anbragt et sundhedsmærke på en slagtekrop.
37 Den forelæggende ret har i øvrigt bemærket, at selv om det ikke er blevet omtalt af levnedsmiddelkontrollen i dens argumentation, har en virksomhedsleder af et slagteri ret til at anlægge sag ved High Court of Justice (England & Wales) (ret i første instans (England og Wales), Det Forenede Kongerige) med henblik på prøvelse af en embedsdyrlæges afgørelse om, at en slagtekrop er uegnet til konsum, eller med henblik på annullation af et påbud om bortskaffelse som det, der er omhandlet i denne doms præmis 28. Inden for rammerne af denne sag kan den ret, for hvilken sagen er indbragt, tilsidesætte en sådan afgørelse på ethvert grundlag, der gør afgørelsen retsstridig, herunder hvis embedsdyrlægen har handlet ud fra et andet formål end det, hvortil beføjelserne blev givet, ikke har anvendt de rigtige retlige kriterier, eller hvis der er truffet en afgørelse, der er usaglig eller uden tilstrækkeligt bevisgrundlag. Yderligere hører domstolen lejlighedsvist mundtlig bevisførelse og kan meddele påbud og har kompetence til at tilkende erstatning for brud på de grundlæggende rettigheder, der følger af den europæiske menneskerettighedskonvention, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«).
38 Den forelæggende ret har imidlertid præciseret, at proceduren for domstolsprøvelse ikke udgør en anfægtelse af den materielle rigtighed af embedsdyrlægens afgørelse, hvorved en slagtekrop findes uegnet til konsum.
39 På denne baggrund har Supreme Court of the United Kingdom (Det Forenede Kongeriges øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er [forordning nr. 854/2004 og nr. 882/2004] til hinder for en procedure, hvorved en fredsdommer i henhold til section 9 i Food Safety Act 1990 (lov om fødevaresikkerhed af 1990) og på baggrund af vidneforklaringer fra sagkyndige, der af hver af sagens parter er begæret hørt, træffer afgørelse vedrørende realiteten om, hvorvidt en slagtekrop ikke opfylder kravene til fødevaresikkerheden?
2) Hjemler [forordning nr. 882/2004] en klageadgang i forbindelse med en embedsdyrlæges afgørelse i henhold til artikel 5, [nr. 2)], i [forordning nr. 854/2004], hvorved en slagtekrops kød findes uegnet til konsum, og hvordan skal man i bekræftende fald foretage efterprøvelsen af det materielle grundlag for embedsdyrlægens afgørelse, hvis der indgives en klage i sagen?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Domstolens kompetence
40 Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af artikel 86, stk. 2, i udtrædelsesaftalen, som trådte i kraft den 1. februar 2020, at Domstolen fortsat har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål vedrørende anmodninger fra domstole i Det Forenede Kongerige, der er indgivet inden udløbet af overgangsperioden den 31. december 2020, hvilket er tilfældet for den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse.
Det første spørgsmål
41 Som det fremgår af denne doms præmis 33 og 36, har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at tage udgangspunkt i den forudsætning, at sagsøgerne i hovedsagens fortolkning af section 9 i 1990-loven er korrekt, og at embedsdyrlægen i henhold til denne bestemmelse i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor embedsdyrlægen har nægtet at anbringe et sundhedsmærke på en slagtekrop, og ejeren af den omhandlede slagtekrop er uenig i denne nægtelse, er forpligtet til at forelægge sagen for den kompetente fredsdommer, således at den pågældende kan tage stilling til destruktionen af den pågældende slagtekrop, således at slagtekroppens ejer sættes i stand til at anfægte afgørelsen fra embedsdyrlægen.
42 Det skal under disse omstændigheder fastslås, at den forelæggende ret med sit første spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om forordning nr. 854/2004 og nr. 882/2004 skal fortolkes således, at disse forordninger er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en embedsdyrlæge, når den pågældende nægter at anbringe et sundhedsmærke på en slagtekrop, og ejeren af denne slagtekrop ikke er enig i denne afgørelse, skal forelægge sagen for en dommer, for at denne på baggrund af vidneforklaringer fra sagkyndige, der af hver af sagens parter er begæret hørt, træffer afgørelse vedrørende realiteten om, hvorvidt en slagtekrop opfylder kravene til fødevaresikkerheden, uden formelt at kunne annullere embedsdyrlægens afgørelser eller ophæve virkningerne af disse afgørelser.
43 Med henblik på at fortolke bestemmelserne i forordning nr. 854/2004 og nr. 882/2004 skal det bemærkes, at disse forordninger udgør en del af EU’s »fødevarehygiejnepakke«, således som den forelæggende ret har anført, og således som generaladvokaten har anført i punkt 42 i forslaget til afgørelse.
44 Det formål, der forfølges med de nævnte forordninger, er i overensstemmelse med 4. og 6. betragtning til forordning nr. 854/2004 og 1. og 41. betragtning til forordning nr. 882/2004 imidlertid at opnå et højt beskyttelsesniveau for folkesundheden for så vidt angår fødevarer. Med henblik på at opnå et sådant niveau pålægger disse forordninger medlemsstaterne at gennemføre offentlig kontrol med, om fødevarelovgivningen overholdes af ledere af fødevare- og foderstofvirksomhederne i alle led i produktionen (jf. i denne retning dom af 12.9.2019, Pollo del Campo m.fl., C-199/18, C-200/18 og C-343/18, EU:C:2019:718, præmis 33).
45 I denne forbindelse skal den kompetente myndighed i henhold til artikel 2, stk. 1, litra c), i forordning nr. 854/2004, dvs. den centrale myndighed i en medlemsstat, der har kompetence til at udføre veterinærkontrol, eller en anden myndighed, som den centrale myndighed har bemyndiget hertil, i det foreliggende tilfælde levnedsmiddelkontrollen, i overensstemmelse med denne forordnings artikel 2, stk. 1, litra f), udpege den embedsdyrlæge, som opfylder kravene til de faglige kvalifikationer, der er fastsat i afsnit III, kapitel IV, punkt A, i bilag I til den nævnte forordning, som dyrlæge, der er kvalificeret til at fungere som sådan.
46 Som generaladvokaten i denne henseende har anført i punkt 44-46 i forslaget til afgørelse, fremgår det af forordning nr. 854/2004 og bilag hertil, at EU-lovgiver som led i den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum har gjort embedsdyrlægen ansvarlig for at sikre, at kød, der markedsføres, er egnet til konsum, og i overensstemmelse med afsnit I bilag I til denne forordning med overskriften »Embedsdyrlægens opgaver« tildelt den pågældende flere opgaver ved udførelsen af denne funktion. Embedsdyrlægen kan derfor med rimelighed anses for den bedst kvalificerede til at udføre kontrollen i medlemsstaterne (jf. analogt dom af 15.4.1997, C-27/95, EU:C:1997:188, præmis 35).
47 Eftersom fødevaresikkerhedsområdet er kendetegnet ved en kompleksitet med en høj grad af specialisering, råder embedsdyrlægen i forbindelse med disse kontroller endvidere over et betydeligt skøn, der imidlertid er reguleret af de krav, der er fastsat i forordningerne på dette område (jf. i denne retning dom af 12.9.2019, A m.fl., C-347/17, EU:C:2019:720, præmis 69).
48 Den fremtrædende rolle, som embedsdyrlægen i henhold til forordning nr. 854/2004 har som administrativ myndighed og som kvalificeret ekspert, der er specialiseret og den endelige ansvarlige for fødevaresikkerheden, kan imidlertid ikke forenes med en national lovgivning som den i det første spørgsmål omhandlede, hvorefter embedsdyrlægen, hvis denne er af den opfattelse, at den pågældende skal nægte at anbringe et sundhedsmærke på en slagtekrop, og ejeren af denne slagtekrop anfægter denne konklusion, skal forelægge sagen for en dommer, for at denne træffer afgørelse om, hvorvidt en slagtekrop opfylder kravene til fødevaresikkerheden.
49 En sådan lovgivning fører nemlig til, at embedsdyrlægen som den endelige ansvarlige for fødevaresikkerheden erstattes med en domstol, der træffer afgørelse vedrørende sagens realitet.
50 For så vidt som det i forbindelse med tvisten i hovedsagen er blevet gjort gældende, at en sådan national lovgivning sætter ejeren af en slagtekrop, på hvilken embedsdyrlægen har nægtet at anbringe et sundhedsmærke, i stand til at gøre indsigelse mod denne afgørelse fra embedsdyrlægen, skal det ikke desto mindre afgøres, om forordning nr. 854/2004 og nr. 882/2004 pålægger den pågældende medlemsstat at fastsætte et retsmiddel til prøvelse af en sådan afgørelse.
51 Det bemærkes, at forordning nr. 854/2004, der i henhold til forordningens artikel 1 omhandler særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter, ikke indeholder nogen regler om mulighederne for at klage over embedsdyrlægens afgørelser. Derimod fastsætter artikel 54, stk. 3, i forordning nr. 882/2004 om fastlæggelse af generelle regler for gennemførelse af offentlig kontrol på dette område udtrykkeligt, at der i tilfælde af den berørte virksomhedsleders manglende overholdelse findes muligheder for virksomhedslederen til at klage over afgørelser, der har til formål at afhjælpe denne manglende overholdelse.
52 Som det fremgår af artikel 1, stk. 1a, i forordning nr. 854/2004, gælder den sammen med forordning nr. 882/2004, som i henhold til dens artikel 1, stk. 3, ikke berører særlige EU-retlige bestemmelser om offentlig kontrol. Uden specifikke bestemmelser i forordning nr. 854/2004 om mulighederne for at klage over embedsdyrlægens afgørelser skal der følgelig henvises til de generelle bestemmelser i forordning nr. 882/2004.
53 Det skal i denne forbindelse undersøges, om artikel 54 i forordning nr. 882/2004, i særdeleshed stk. 3, finder anvendelse på afgørelser, som embedsdyrlægen har truffet som led i den af denne foretagne offentlige kontrol, nærmere bestemt de i henhold til artikel 5, nr. 2), i forordning nr. 854/2004 trufne afgørelser om ikke at anbringe et sundhedsmærke på en fødevare.
54 I henhold til artikel 54, stk. 3, i forordning nr. 882/2004 skal den kompetente myndighed give den omhandlede virksomhedsleder skriftlig meddelelse om dens afgørelse vedrørende de foranstaltninger, der skal træffes i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, begrundelserne for denne afgørelse og oplysninger om mulighederne for at klage over en sådan afgørelse samt om gældende klageprocedure og ‑frister. Denne bestemmelse skal sammenholdes med 43. betragtning til forordningen, hvoraf det fremgår, at »[v]irksomhedsledere bør have adgang til at klage over de afgørelser, som den kompetente myndighed har truffet som følge af den offentlige kontrol, og de bør oplyses om denne adgang«.
55 I overensstemmelse med dens stk. 1 vedrører artikel 54 i forordning nr. 882/2004 de handlinger, som den kompetente myndighed i tilfælde af manglende overholdelse skal foretage for at sikre, at lederen afhjælper denne situation. Det skal under disse omstændigheder afgøres, om embedsdyrlægens afgørelse om ikke at anbringe et sundhedsmærke på en fødevare kan være omfattet af begrebet »manglende overholdelse« som omhandlet i artikel 54 i forordning nr. 882/2004.
56 Det skal fremhæves, at begrebet »manglende overholdelse« defineres bredt i artikel 2, nr. 10), i forordning nr. 882/2004 og omfatter enhver manglende overholdelse af foderstof- eller fødevarelovgivningen samt af bestemmelserne om beskyttelse af dyresundhed og ‑velfærd.
57 Desuden fastsætter denne forordnings artikel 54, stk. 2, litra b), blandt foranstaltningerne til at sikre, at lederen afhjælper en af den kompetente myndighed konstateret manglende overholdelse, foranstaltninger, der begrænser eller forbyder markedsføring af fødevarer. I henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 178/2002 kan en fødevare således ikke markedsføres, såfremt den anses for uegnet til konsum.
58 Det følger heraf, at embedsdyrlægens afgørelse i henhold til artikel 5, nr. 2), i forordning nr. 854/2004, sammenholdt med de bestemmelser, der er nævnt i denne doms præmis 56 og 57, om ikke at anbringe et sundhedsmærke på en fødevare med den begrundelse, at der er blevet fundet en uregelmæssighed, som ville gøre kødet uegnet til konsum, under den offentlige kontrol, netop har den virkning, at det forhindres, at en slagtekrop, som er uegnet til konsum, bringes i omsætning.
59 Artikel 54, stk. 3, i forordning nr. 882/2004 finder derfor anvendelse på embedsdyrlægens afgørelse i henhold til artikel 5, nr. 2), i forordning nr. 854/2004 om ikke at anbringe et sundhedsmærke på en fødevare og pålægger medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel, hvorved den berørte virksomhedsleder af et slagteri kan anfægte en sådan afgørelse.
60 Det skal derfor undersøges, om en procedure som den i det første spørgsmål omhandlede sikrer den berørte virksomhedsleder en effektiv retsbeskyttelse som omhandlet i forordning nr. 854/2004 og nr. 882/2004.
61 Det følger af Domstolens praksis, at et givent retssubjekts mulighed for at anlægge søgsmål med henblik på at få fastslået, at de rettigheder, som den pågældende er sikret ved EU-retten, er blevet tilsidesat, for derved at opnå erstatning for den skade, som tilsidesættelsen har påført den pågældende, sikrer retssubjektet en effektiv retsbeskyttelse, for så vidt som den domstol, der skal træffe afgørelse i tvisten, har beføjelse til at kontrollere den retsakt eller foranstaltning, der har givet anledning til tilsidesættelsen og den nævnte skade (dom af 6.10.2020, État luxembourgeois (Retsbeskyttelse for så vidt angår anmodninger om oplysninger i skattelovgivningen), C-245/19 og C-246/19, EU:C:2020:795, præmis 101).
62 Således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, er den procedure, der er fastsat i section 9 i 1990-loven, ikke udformet som en klage over en embedsdyrlæges afgørelse som omhandlet i forordning nr. 854/2004 og nr. 882/2004. Hvis det for den ret, for hvilken sagen er indbragt, på grundlag af det relevante bevismateriale fremgår, at den pågældende fødevare ikke opfylder kravene til fødevaresikkerhed, skal retten erklære den uegnet til konsum og træffe afgørelse om, at den skal bortskaffes for ejerens regning. Den ret, for hvilken sagen er indbragt, kan ligeledes nægte at erklære den pågældende fødevare uegnet til konsum, idet håndhævelsesmyndigheden således skal tilkende ejeren erstatning for enhver værdiforringelse som følge af den pågældende embedsmands handling. Den forelæggende ret har henvist til de af sagsøgerne i hovedsagen fremførte argumenter, hvorefter embedsdyrlægen i det sidstnævnte tilfælde kan forventes at efterleve denne dommers afgørelse og følgelig anbringe et sundhedsmærke på den pågældende slagtekrop.
63 Det skal i denne henseende for det første bemærkes, i lighed med det af generaladvokaten i punkt 88 i forslaget til afgørelse anførte, at den nævnte procedure ikke gør det muligt for den berørte virksomhedsleder, hvis rettigheder og interesser påvirkes direkte af en embedsdyrlæges afgørelse, at indbringe sagen for den kompetente ret på eget initiativ.
64 Det skal for det andet bemærkes, at retten inden for rammerne af en sådan procedure ikke kan pålægge embedsdyrlægen sin egen afgørelse vedrørende de vurderinger af de faktiske omstændigheder, hvorpå den anfægtede embedsdyrlæges afgørelse er baseret.
65 Selv om denne ret på grundlag af beviser, som den finder relevante, således kan fastslå de faktiske omstændigheder for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende fødevare opfylder kravene til fødevaresikkerheden, og at den i denne forbindelse ligeledes kan tage hensyn til en udtalelse fra en anden dyrlæge, som den har pålagt at undersøge den pågældende slagtekrop, kan den imidlertid ikke annullere embedsdyrlægens afgørelse, hvorved denne slagtekrop findes uegnet til konsum, og anordne bortskaffelse af den nævnte slagtekrop som et animalsk biprodukt.
66 Den i det første spørgsmål omhandlede procedure har følgelig hverken til formål at opnå annullation af embedsdyrlægens afgørelse, hvorved den pågældende slagtekrop erklæres uegnet til konsum, eller ophævelse af virkningerne af disse afgørelser, og medfører derfor ikke en retsafgørelse, som er retligt bindende for den omhandlede administrative myndighed.
67 For så vidt angår det af sagsøgerne i hovedsagen anførte om, at embedsdyrlægen kan forventes at efterleve afgørelsen om at nægte at erklære den omhandlede fødevare uegnet til konsum og anbringe et sundhedsmærke herpå, skal det bemærkes, at det ikke desto mindre forholder sig således, at den ret, for hvilken sagen er indbragt, ikke har beføjelse til selv endeligt og bindende at afgøre en tvist vedrørende de afgørelser fra embedsdyrlægen, som indbringes for den.
68 Den omstændighed, at der kan opstå et erstatningskrav, når den ret, for hvilken sagen er indbragt, inden for rammerne af en procedure som den i det første spørgsmål omhandlede nægter at erklære den omhandlede slagtekrop uegnet til konsum, kan heller ikke føre til et andet resultat, for så vidt som tildeling af en sådan erstatning ikke som sådan er omfattet af genstanden for tvisten for denne ret.
69 Det skal derfor konkluderes, at en procedure som den i det første spørgsmål omhandlede ikke kan anses for at give en virksomhedsleder af et slagteri tilstrækkelige garantier mod embedsdyrlægens afgørelser, og følgelig opfylder denne procedure ikke kravene om adgang til effektive retsmidler som omhandlet i forordning nr. 854/2004 og nr. 882/2004.
70 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at forordning nr. 854/2004 og nr. 882/2004 skal fortolkes således, at disse forordninger er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en embedsdyrlæge, når den pågældende nægter at anbringe et sundhedsmærke på en slagtekrop, og ejeren af denne slagtekrop ikke er enig i denne afgørelse, skal forelægge sagen for en dommer, for at denne på baggrund af vidneforklaringer fra sagkyndige, der af hver af sagens parter er begæret hørt, træffer afgørelse vedrørende realiteten om, hvorvidt en slagtekrop opfylder kravene til fødevaresikkerheden, uden formelt at kunne annullere embedsdyrlægens afgørelser eller ophævevirkningerne af disse afgørelser.
Det andet spørgsmål
71 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 54 i forordning nr. 882/2004, sammenholdt med 43. betragtning hertil og i lyset af chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en embedsdyrlæges afgørelse i henhold til artikel 5, nr. 2), i forordning nr. 854/2004 om ikke at anbringe et sundhedsmærke på en slagtekrop kun kan gøres til genstand for en begrænset domstolsprøvelse, i forbindelse med hvilken den ret, for hvilken sagen er indbragt, kan tilsidesætte denne afgørelse på ethvert grundlag, der gør den retsstridig, herunder hvis denne embedsdyrlæge har handlet ud fra et andet formål end det, hvortil beføjelserne blev givet, hvis vedkommende ikke har anvendt de rigtige retlige kriterier, eller hvis vedkommendes afgørelse er usaglig eller uden tilstrækkeligt bevisgrundlag.
72 Som det fremgår af denne doms præmis 54 og 59, pålægger forordning nr. 854/2004 og nr. 882/2004 medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel, hvorved den berørte virksomhedsleder af et slagteri kan anfægte embedsdyrlægens afgørelser, og sidstnævnte dyrlæge skal som kompetent myndighed give denne virksomhedsleder oplysninger om vedkommendes klagemuligheder samt om gældende klageprocedure og ‑frister.
73 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at disse forordninger overlader det til medlemsstaterne at fastsætte de nødvendige regler for, at de berørte slagterivirksomhedsledere kan udøve deres ret til effektive retsmidler.
74 Det skal bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at ifølge artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal medlemsstaterne tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten (dom af 26.6.2019, Craeynest m.fl., C-723/17, EU:C:2019:533, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis). Medlemsstaterne skal endvidere ved deres fastlæggelse af de processuelle betingelser for klageadgangen sikre overholdelsen af denne ret. På trods af, at der ikke findes EU-retlige regler om, hvorledes der kan anlægges sag ved de nationale retter, og for at fastlægge intensiteten af den domstolsprøvelse af nationale afgørelser, som er blevet vedtaget i medfør af en EU-retsakt, skal der således tages hensyn til denne retsakts formål, og det skal overvåges, at dens effektivitet ikke bringes i fare (dom af 26.6.2019, Craeynest m.fl., C-723/17, EU:C:2019:533, præmis 46 og 54 og den deri nævnte retspraksis).
75 Den pligt, som pålægges medlemsstaterne, svarer til den ret, der er fastsat i chartrets artikel 47 med overskriften »Adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol«, i henhold til hvilken enhver, hvis EU-retligt sikrede rettigheder og friheder er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol (dom af 27.9.2017, Puškár, C-73/16, EU:C:2017:725, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).
76 Det følger heraf, at når medlemsstaterne fastsætter de proceduremæssige regler for klageadgangen, der skal sikre beskyttelsen af de rettigheder, som forordning nr. 854/2004 og nr. 882/2004 tillægger de slagterivirksomhedsledere, som berøres af embedsdyrlægers afgørelser om ikke at anbringe et sundhedsmærke på en slagtekrop, skal de sikre adgangen til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, som er fastsat i chartrets artikel 47, som udgør en bekræftelse af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse (jf. analogt dom af 27.9.2017, Puškár, C-73/16, EU:C:2017:725, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).
77 Det skal i denne henseende bemærkes, at chartrets artikel 52, stk. 3, har til formål at sikre den nødvendige sammenhæng mellem de i chartret indeholdte rettigheder og de tilsvarende ved EMRK sikrede rettigheder, uden at dette berører EU-rettens og Den Europæiske Unions Domstols autonomi. Der skal derfor ved fortolkningen af chartret tages hensyn til de tilsvarende rettigheder i EMRK som tærskel for minimumsbeskyttelse (dom af 6.10.2020, La Quadrature du Net m.fl., C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis).
78 Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at overholdelse af den i chartrets artikel 47 sikrede ret til en effektiv domstolsbeskyttelse ifølge fast retspraksis skal undersøges ud fra de specielle omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, navnlig arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget, samt de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. i denne retning dom af 26.7.2017, Sacko, C-348/16, EU:C:2017:591, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
79 Der er tale om kriterier, som i det væsentlige er de samme som de af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anvendte. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har således gentagne gange fastslået, at i forbindelse med en bedømmelse af, hvorvidt omfanget af den prøvelse, der foretages af de nationale retter i en given sag, er tilstrækkelig, skal den tage hensyn til den kompetence, der er tillagt den omhandlede ret, sammen med faktorer som, for det første, den appellerede afgørelses genstand, navnlig spørgsmålet om, hvorvidt den omhandler et specialiseret forhold, der kræver faglig viden eller erfaring, eller om og i givet fald i hvilket omfang den er forbundet med udøvelsen af et administrativt skøn, for det andet, den måde, der er nået frem til afgørelsen på, navnlig de processuelle garantier, der er adgang til i sagen ved den administrative myndighed, og, for det tredje, indholdet af tvisten, herunder de ønskede og faktisk fremførte klagegrunde (Menneskerettighedsdomstolens dom af 6.11.2018, Ramos Nunes de Carvalho e Sá mod Portugal (CE:ECHR:2018:1106JUD005539113, § 179 og den deri nævnte retspraksis).
80 Det følger heraf, at Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har vedtaget den samme regel om, som generaladvokaten har anført i punkt 68 i forslaget til afgørelse, at den i chartrets artikel 47 sikrede ret til en effektiv domstolsbeskyttelse fastsætter, at for at en domstol kan træffe afgørelse om en anfægtelse af de rettigheder og pligter, der følger af EU-retten, skal den nødvendigvis have kompetence til at undersøge alle faktiske og retlige forhold, der er relevante for den tvist, der er indbragt for den (dom af 6.11.2012, Otis m.fl., C-199/11, EU:C:2012:684, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).
81 I den foreliggende sag, og således som den forelæggende ret har præciseret, er dette imidlertid ikke tilfældet i hovedsagen.
82 Det fremgår således af forelæggelsesafgørelsen, at det er muligt for en virksomhedsleder af et slagteri at anlægge sag ved High Court of Justice (England & Wales) (ret i første instans (England og Wales)) med henblik på prøvelse af en embedsdyrlæges afgørelse om, at en slagtekrop er uegnet til konsum, og følgelig at der nægtes anbringelse af et sundhedsmærke, eller med henblik på annullation af et påbud om bortskaffelse af denne slagtekrop. Den nævnte ret kan annullere en embedsdyrlæges afgørelse på ethvert grundlag, der gør denne afgørelse retsstridig, herunder hvis denne embedsdyrlæge har handlet ud fra et andet formål end det, hvortil beføjelserne blev givet, hvis den ikke har anvendt de rigtige retlige kriterier, eller hvis dens afgørelse er usaglig eller uden tilstrækkeligt bevisgrundlag. Den nævnte ret hører lejlighedsvist mundtlig bevisførelse og kan meddele påbud og har kompetence til at tilkende erstatning for brud på grundlæggende rettigheder i EMRK. Den forelæggende ret har imidlertid præciseret, at proceduren for domstolsprøvelse ikke udgør en anfægtelse af den materielle rigtighed af den trufne afgørelse.
83 Det skal således afgøres, om omfanget af domstolsprøvelsen af en embedsdyrlæges afgørelse i henhold til artikel 5, nr. 2), i forordning nr. 854/2004 om ikke at anbringe et sundhedsmærke på en slagtekrop som den, der blev foretaget af High Court of Justice (England & Wales) (ret i første instans (England og Wales)), opfylder kravene i artikel 54 i forordning nr. 882/2004, sammenholdt med chartrets artikel 47 og den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 74-79.
84 Det skal i denne henseende for det første bemærkes, at ingen af bestemmelserne i forordning nr. 854/2004 eller nr. 882/2004 fastsætter en fuld domstolsprøvelse med hensyn til den materielle rigtighed af en embedsdyrlæges afgørelse om ikke at anbringe et sundhedsmærke på en slagtekrop.
85 For det andet råder embedsdyrlægen i forbindelse med de offentlige kontroller, som denne er ansvarlig for at gennemføre, over et betydeligt skøn, eftersom fødevaresikkerhedsområdet, således som det er blevet anført i denne doms præmis 47, er kendetegnet ved en kompleksitet med en høj grad af specialisering. Det fremgår således af artikel 5, nr. 2) in fine, i forordning nr. 854/2004, at sundhedsmærkerne anbringes af embedsdyrlægen eller på dennes ansvar, når der ved den offentlige kontrol ikke er fundet nogen mangler, som ville gøre kødet uegnet til konsum.
86 Som fastsat i afsnit I, kapitel II, i bilag I til denne forordning om inspektion skal embedsdyrlægen som led i den offentlige kontrol kontrollere og analysere de relevante oplysninger i registrene på den bedrift, som de dyr, der skal slagtes, kommer fra, og tage hensyn til de dokumenterede resultater af denne kontrol og analyse, når han foretager inspektion før og efter slagtning.
87 Endvidere fremgår det af afsnit I, kapitel III, i dette bilag, at embedsdyrlægen navnlig skal sikre, at sundhedsmærket kun anbringes på dyr, der er underkastet inspektion før og efter slagtning i overensstemmelse med den nævnte forordning, og hvis der ikke er grund til at erklære den pågældende slagtekrop uegnet til konsum.
88 Det følger heraf, at embedsdyrlægen for at afgøre, om der skal anbringes et sundhedsmærke på en slagtekrop, skal foretage en kompleks teknisk vurdering, der kræver de nødvendige faglige kvalifikationer og en ekspertise på området. Det er således fuldt ud ansvarligt for at forhindre, at intet kød, der er uegnet til konsum, markedsføres, og at det mål, der forfølges med forordning nr. 854/2004 og nr. 882/2004, således sikres.
89 I øvrigt skal embedsdyrlægens afgørelse i medfør af artikel 54, stk. 3, i forordning nr. 882/2004 overholde visse krav vedrørende bl.a. skriftlig meddelelse herom og oplysninger om mulighederne for at klage. Blandt disse krav har forpligtelsen til at begrunde de afgørelser, som de nationale myndigheder træffer, en særlig betydning, som det fremgår af Domstolens faste praksis, for så vidt som den gør det muligt for modtagerne af disse afgørelser at forsvare deres rettigheder og træffe afgørelse om, hvorvidt sagen bør prøves retsligt, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen. Denne forpligtelse er ligeledes nødvendig for retternes udøvelse af kontrollen med afgørelsernes lovlighed og udgør derfor en af betingelserne for den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved chartrets artikel 47 (jf. i denne retning dom af 9.11.2017, LS Customs Services, C-46/16, EU:C:2017:839, præmis 40, og af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og CRU, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 103).
90 Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at den kompetente nationale ret ud fra de specielle omstændigheder i den foreliggende sag, navnlig reglerne om fødevaresikkerhed, når den træffer afgørelse i et søgsmål til prøvelse af afgørelser fra embedsdyrlægen som den i hovedsagen omhandlede, skal sikre, at den retslige procedure som sådan er i overensstemmelse med såvel retten til effektive retsmidler som omhandlet i chartrets artikel 47 som det formål om at opnå et højt beskyttelsesniveau for folkesundheden, der forfølges med forordning nr. 854/2004 og nr. 882/2004, som er udstedt på grundlag af artikel 168, stk. 4, litra b), TEUF.
91 Ansvaret for embedsdyrlægen, såfremt den pågældende beslutter, at en slagtekrop er egnet til konsum og således kan markedsføres, indebærer imidlertid ikke, henset til formålet om beskyttelse af den offentlige sundhed, at chartrets artikel 47 i forbindelse med en procedure for domstolsprøvelse af afgørelser, der er truffet af administrative myndigheder, skal fortolkes således, at den pålægger medlemsstaterne at indføre en domstolsprøvelse af alle embedsdyrlægens vurderinger af de meget specifikke faktiske omstændigheder, der konstateres i forbindelse med inspektioner og vedrørende sundhedsmærkning.
92 I det foreliggende tilfælde fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at High Court of Justice (England & Wales) (ret i første instans (England og Wales)) i forbindelse med behandlingen af et søgsmål til prøvelse af en afgørelse fra embedsdyrlægen som den i hovedsagen omhandlede har kompetence til at foretage en prøvelse af denne afgørelse i henhold til de processuelle regler, der er beskrevet i denne doms præmis 82, navnlig med henblik på at sikre sig, at embedsdyrlægen ikke har handlet ud fra et andet formål end det, hvortil beføjelserne blev givet, og i givet fald at sanktionere det forhold, at embedsdyrlægen ikke har anvendt de rigtige retlige kriterier, eller at dens afgørelse er usaglig eller uden tilstrækkeligt bevisgrundlag.
93 For så vidt som en sådan domstolsprøvelse ved den kompetente nationale ret foretages i forhold til den begrundelse, der kræves for embedsdyrlægens afgørelse, går prøvelsens således begrænsede omfang ikke så langt som til at bringe selve kernen i de garantier, der beskytter rettighederne for virksomhedsleder af et slagteri, i fare, når denne i overensstemmelse med forordning nr. 854/2004 og nr. 882/2004, sammenholdt med chartrets artikel 47, anfægter en embedsdyrlæges afgørelse om at nægte at anbringe et sundhedsmærke efter at have erklæret det pågældende kød uegnet til konsum. En sådan prøvelse kan følgelig overholde en slagterivirksomhedsleders ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, der er sikret ved chartrets artikel 47.
94 Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af det af den i hovedsagen omhandlede slagterivirksomhedsleder fremførte argument for den forelæggende ret om et indgreb i ejendomsretten.
95 Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at behandlingen af den pågældende slagtekrop efter en embedsdyrlæges afgørelse om ikke at anbringe sundhedsmærket ganske vist kan medføre en forpligtelse til destruering heraf. En sådan destruering er i overensstemmelse med forordning nr. 1069/2009 imidlertid omfattet af behandlingen, hvilket bl.a. med henblik på kontrol af risici for folke- og dyresundheden inddeler animalske biprodukter og afledte produkter i tre kategorier på grundlag af risikovurderinger, som afspejler, hvilken risiko de udgør for folke- og dyresundheden. Det skal bemærkes, som Domstolen har fremhævet i dom af dags dato, Toropet (sag C-836/19, præmis 45), at dette risikoniveau, som denne inddeling i tre kategorier afhænger af, ligeledes udgør et relevant kriterium for den endelige anvendelse af animalske biprodukter. Forordning nr. 1069/2009 indeholder nemlig lister over de anvendelser og bortskaffelser, der er mulige for hver enkelt materialekategori, og regler for hver enkelt kategori med henblik på at minimere dette risikoniveau.
96 For det andet fremgår det af Domstolens faste praksis, at ejendomsretten, der er sikret ved chartrets artikel 17, ikke udgør en absolut forrettighed, men skal ses i sammenhæng med dens funktion i samfundet (jf. i denne retning dom af 10.7.2003, Booker Aquaculture og Hydro Seafood, C-20/00 og C-64/00, EU:C:2003:397, præmis 68). I den i hovedsagen foreliggende sammenhæng skal ejendomsretten forliges med chartrets artikel 38, som i lighed med artikel 168, stk. 4, litra b), TEUF skal sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau, herunder beskyttelse af den offentlige sundhed.
97 Vigtigheden af formålet om beskyttelse af forbrugerne kan begrunde endog betydelige negative økonomiske konsekvenser for visse erhvervsdrivende (jf. analogt dom af 23.3.2021, Airhelp, C-28/20, EU:C:2021:226, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis). Dette er også tilfældet i den foreliggende sag, for så vidt som artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 854/2004 fastsætter, at det primære retlige ansvar for selv at garantere fødevaresikkerheden i overensstemmelse med forordning nr. 178/2002 ligger hos lederen af en fødevarevirksomhed, uafhængigt af de økonomiske konsekvenser, som denne pligt kan medføre for dem.
98 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 54 i forordning nr. 882/2004, sammenholdt med 43. betragtning hertil og i lyset af chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en embedsdyrlæges afgørelse i henhold til artikel 5, nr. 2), i forordning nr. 854/2004, som ændret ved forordning nr. 882/2004, om ikke at anbringe et sundhedsmærke på en slagtekrop kun kan gøres til genstand for en begrænset domstolsprøvelse, i forbindelse med hvilken den ret, for hvilken sagen er indbragt, kan tilsidesætte denne afgørelse på ethvert grundlag, der gør den retsstridig, herunder hvis denne embedsdyrlæge har handlet ud fra et andet formål end det, hvortil beføjelserne blev givet, hvis vedkommende ikke har anvendt de rigtige retlige kriterier, eller hvis vedkommendes afgørelse er usaglig eller uden tilstrækkeligt bevisgrundlag.
Sagsomkostninger
99 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004, og forordning nr. 882/2004 skal fortolkes således, at disse forordninger er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en embedsdyrlæge, når den pågældende nægter at anbringe et sundhedsmærke på en slagtekrop, og ejeren af denne slagtekrop ikke er enig i denne afgørelse, skal forelægge sagen for en dommer, for at denne på baggrund af vidneforklaringer fra sagkyndige, der af hver af sagens parter er begæret hørt, træffer afgørelse vedrørende realiteten om, hvorvidt en slagtekrop opfylder kravene til fødevaresikkerheden, uden formelt at kunne annullere embedsdyrlægens afgørelser eller ophæve virkningerne af disse afgørelser.
2) Artikel 54 i forordning nr. 882/2004, sammenholdt med 43. betragtning hertil og i lyset af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en embedsdyrlæges afgørelse i henhold til artikel 5, nr. 2), i forordning nr. 854/2004, som ændret ved forordning nr. 882/2004, om ikke at anbringe et sundhedsmærke på en slagtekrop kun kan gøres til genstand for en begrænset domstolsprøvelse, i forbindelse med hvilken den ret, for hvilken sagen er indbragt, kan tilsidesætte denne afgørelse på ethvert grundlag, der gør den retsstridig, herunder hvis denne embedsdyrlæge har handlet ud fra et andet formål end det, hvortil beføjelserne blev givet, hvis vedkommende ikke har anvendt de rigtige retlige kriterier, eller hvis vedkommendes afgørelse er usaglig eller uden tilstrækkeligt bevisgrundlag.
Underskrifter