DOMSTOLENS DOM (Ottende Afdeling)
2. september 2021 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – elektronisk kommunikation – forordning (EU) 2015/2120 – artikel 3 – adgang til det åbne internet – artikel 3, stk. 1 – slutbrugernes rettigheder – artikel 3, stk. 2 – forbud mod aftaler og handelspraksis, der begrænser udøvelsen af slutbrugernes rettigheder – artikel 3, stk. 3 – pligt til lige og ikkediskriminerende behandling af trafikken – mulighed for at gennemføre rimelige trafikstyringsforanstaltninger – supplerende takstoption til »nultakst« – båndbreddebegrænsning«
I sag C-34/20,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Verwaltungsgericht Köln (forvaltningsdomstolen i Køln, Tyskland) ved afgørelse af 20. januar 2020, indgået til Domstolen den 24. januar 2020, i sagen
Telekom Deutschland GmbH
mod
Bundesrepublik Deutschland repræsenteret ved Bundesnetzagentur für Elektrizität, Gas, Telekommunikation, Post und Eisenbahnen,
har
DOMSTOLEN (Ottende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, N. Wahl (refererende dommer), og dommerne F. Biltgen og J. Passer,
generaladvokat: E. Tanchev,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Telekom Deutschland GmbH ved Rechtsanwalt T. Bosch og Universitätsprofessor C. Koenig,
– Bundesnetzagentur für Elektrizität, Gas, Telekommunikation, Post und Eisenbahnen ved C. Mögelin og F. Groß, som befuldmægtigede,
– den tyske regering ved J. Möller og D. Klebs, som befuldmægtigede,
– den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Vláčil og A. Pagáčová, som befuldmægtigede,
– den græske regering ved M. Tassopoulou, O. Patsopoulou og D. Tsangaraki, som befuldmægtigede,
– den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede,
– den østrigske regering ved A. Posch, G. Kunnert og J. Schmoll, som befuldmægtigede,
– den finske regering ved M. Pere, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved G. Braun, L. Nicolae og D. Schaffrin, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 1-3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet og detailtakster for reguleret EU-intern kommunikation og om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester og forordning (EU) nr. 531/2012 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (EUT 2015, L 310, s. 1).
2 Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Telekom Deutschland GmbH (herefter »Telekom«) og Bundesrepublik Deutschland (Forbundsrepublikken Tyskland) repræsenteret ved Bundesnetzagentur für Elektrizität, Gas, Telekommunikation, Post und Eisenbahnen (forbundsagentur for elektricitet, gas, telekommunikation og jernbaner, Tyskland) (herefter »forbundsagenturet«) vedrørende en beslutning, hvorved sidstnævnte fastslog, at en takstoption var i strid med de forpligtelser, der følger af EU-retten, og forbød opretholdelse eller indførelse af vilkår, der tilsigter begrænsning af båndbredden.
Retsforskrifter
3 Sjette, ottende og niende betragtning til forordning 2015/2120 har følgende ordlyd:
»(6) Slutbrugerne bør have ret til at få adgang til og udbrede oplysninger og indhold og til at bruge og levere applikationer og tjenester uden forskelsbehandling via deres internetadgangstjeneste. […]
[…]
(8) Ved levering af internetadgangstjenester bør udbydere af disse tjenester behandle al trafik lige uden forskelsbehandling, begrænsning eller indblanding, uafhængigt af dens afsender eller modtager, indhold, applikation eller tjeneste eller terminaludstyr. Ifølge generelle principper i EU-retten og fast retspraksis bør sammenlignelige situationer ikke behandles forskelligt, og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet.
(9) Formålet med rimelig trafikstyring er at bidrage til effektiv udnyttelse af netværksressourcer og optimering af den samlede transmissionskvalitet og således opfylde de objektivt forskellige tekniske krav til tjenestekvalitet for bestemte kategorier af trafik og dermed for transmitteret indhold og transmitterede applikationer og tjenester. Rimelige trafikstyringsforanstaltninger, der anvendes af udbydere af internetadgangstjenester, bør være gennemsigtige, ikkediskriminerende og forholdsmæssige og bør ikke være baseret på kommercielle overvejelser. Kravet om, at trafikstyringsforanstaltninger ikke må være diskriminerende, er ikke til hinder for, at udbydere af internetadgangstjenester for at optimere den samlede transmissionskvalitet kan gennemføre trafikstyringsforanstaltninger, der skelner mellem objektivt forskellige kategorier af trafik. En sådan differentiering bør for at optimere den samlede kvalitet og brugeroplevelse kun være tilladt på grundlag af objektivt forskellige tekniske krav til tjenestekvalitet (f.eks. med hensyn til reaktionstid, jitter, pakketab og båndbredde) for de bestemte kategorier af trafik, og ikke på grundlag af kommercielle overvejelser. En sådan differentiering af foranstaltninger bør stå i rimeligt forhold til formålet, som er at optimere den samlede kvalitet, og bør behandle ækvivalent trafik ens. Sådanne foranstaltninger bør ikke opretholdes længere end nødvendigt.«
4 Denne forordnings artikel 1 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« bestemmer i stk. 1:
»Ved denne forordning fastsættes fælles regler for at sikre lige og ikkediskriminerende behandling af trafikken ved levering af internetadgangstjenester og slutbrugeres hertil hørende rettigheder.«
5 Den nævnte forordnings artikel 3 med overskriften »Beskyttelse af adgang til det åbne internet« fastsætter følgende i stk. 1-3:
»1. Slutbrugerne har ret til at have adgang til og udbrede oplysninger og indhold, bruge og levere applikationer og tjenester samt bruge terminaludstyr efter eget valg, uafhængigt af slutbrugerens eller udbyderens beliggenhed eller af oplysningernes, indholdets, applikationens eller tjenestens beliggenhed, oprindelse eller destination, via deres internetadgangstjeneste.
[…]
2. Aftaler mellem udbydere af internetadgangstjenester og slutbrugere om forretningsmæssige og tekniske betingelser og specifikationerne for internetadgangstjenester såsom pris, datamængder eller hastighed og enhver handelspraksis, der følges af udbydere af internetadgangstjenester, må ikke begrænse udøvelsen af slutbrugernes rettigheder som fastsat i stk. 1.
3. Udbydere af internetadgangstjenester skal behandle al trafik ens, når de leverer internetadgangstjenester, uden forskelsbehandling, begrænsning eller indblanding, og uafhængigt af afsender og modtager, tilgået eller udbredt indhold, anvendte eller leverede applikationer eller tjenester eller anvendt terminaludstyr.
Første afsnit er ikke til hinder for, at udbydere af internetadgangstjenester kan gennemføre rimelige trafikstyringsforanstaltninger. For at blive anset for at være rimelige skal sådanne foranstaltninger være gennemsigtige, ikkediskriminerende og forholdsmæssige og må ikke være baseret på kommercielle overvejelser, men på objektivt forskellige tekniske krav til tjenestekvalitet for bestemte kategorier af trafik. Sådanne foranstaltninger må ikke overvåge det konkrete indhold og må ikke opretholdes længere end nødvendigt.
Udbydere af internetadgangstjenester må ikke udføre trafikstyringsforanstaltninger, der er mere vidtgående end de foranstaltninger, der er fastsat i andet afsnit, og må navnlig ikke blokere, bremse, ændre, begrænse, forstyrre, nedgradere eller diskriminere et bestemt indhold eller bestemte applikationer eller tjenester eller bestemte kategorier heraf, undtagen i nødvendigt omfang og kun så længe, det er nødvendigt, for at:
a) overholde EU-retsakter eller national lovgivning, der er i overensstemmelse med EU-retten, som udbyderen af internetadgangstjenester er underlagt, eller foranstaltninger, der er i overensstemmelse med EU-retten og gennemfører sådanne EU-retsakter eller sådan national lovgivning, herunder retskendelser eller afgørelser fra andre offentlige myndigheder med relevante beføjelser
b) opretholde integriteten og sikkerheden i nettet af de tjenester, der udbydes via det pågældende net, og af slutbrugernes terminaludstyr
c) forebygge truende overbelastning af nettet og afbøde virkningerne af ekstraordinære eller midlertidige overbelastninger af nettet, forudsat at ækvivalente kategorier af trafik behandles ens.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
6 Telekom er en virksomhed, der er aktiv inden for informations- og kommunikationsteknologisektoren. Siden den 19. april 2017 har selskabet inden for visse af sine tariffer tilbudt sine slutkunder en tilkøbsoption (også benævnt »Add-on option«) i form af en gratis takstoption som »nultakst«, kaldet »Stream On« (som oprindeligt fandtes i varianterne »StreamOn Music«, »StreamOn Music&Video«, »MagentaEINS StreamOn Music« og »MagentaEINS StreamOn Music&Video«). Aktiveringen af denne option gør det muligt ikke at modregne den datamængde, der bruges på lyd- og videostreaming, som udbredes af Telekoms indholdspartnere, i den datamængde, der er omfattet af basistariffen, og hvis fuldstændige forbrug normalt giver en nedsat overførselshastighed.
7 Ved at aktivere takstoptionen »StreamOn« accepterer slutkunden en båndbreddebegrænsning til en maksimal hastighed på 1,7 Mbit/s for videostreaming, uanset om der er tale om videoer udbredt af indholdspartnere eller af andre udbydere.
8 Slutbrugeren kan til enhver tid deaktivere eller reaktivere denne takstoption. Såfremt denne bruger ikke reaktiverer nævnte option inden for 24 timer, genetableres dens standardparametre automatisk, dvs. ingen modregning i den datamængde, der er inkluderet i basistariffen, samt båndbreddebegrænsning.
9 Telekom opkræver intet vederlag fra sine indholdspartnere, men partnerskabet med disse er underlagt såvel en overholdelse af de tekniske betingelser, som Telekom har fastsat individuelt, som indgåelsen af en aftale.
10 For at gennemføre den pågældende takstoption foretager Telekom en dobbelt identifikation af det indhold, som slutkunden forbruger, med henblik på at efterprøve, om der er tale om videoer udbredt som indhold, og om det indhold, som stilles til rådighed for denne kunde, henhører under anvendelsesområdet for denne takstoption. Denne identifikation foretages på grundlag af IP- (Internet protocol) og url-adresserne (Uniform Resource Locator), protokoller, SNI (Server Name Indication) samt ved mønstergenkendelse (ligeledes benævnt »pattern-matching«).
11 Ved afgørelse af 15. december 2017 fastslog forbundsagenturet, at den pågældende takstoption ikke overholder de forpligtelser, der følger af artikel 3, stk. 3, i forordning 2015/2120, eftersom optionen er underlagt en nedsat dataoverførselshastighed for videostreaming med en maksimal hastighed på 1,7 Mbit/s. Betingelserne for gennemførelsen af de trafikstyringsforanstaltninger, der foreskrives i artikel 3, stk. 3, andet afsnit, og artikel 3, stk. 3, tredje afsnit, litra a)-c), i forordning 2015/2120, er endvidere ikke opfyldt i det foreliggende tilfælde.
12 Forbundsagenturet forbød for det første Telekom at begrænse båndbredden for videostreaming under nævnte takstoption og for det andet at anvende vilkår, som foreskrev nedsættelse af båndbredden, såvel i aftaler med leverandører af indhold som i aftaler med slutkunderne.
13 Ved afgørelse af 8. juni 2018 afviste forbundsagenturet Telekoms klage som ugrundet. Dette selskab har herefter anlagt sag for den forelæggende ret, Verwaltungsgericht Köln (forvaltningsdomstolen i Køln, Tyskland).
14 Denne ret nærer tvivl med hensyn til, om vilkårene for anvendelsen af den takstoption, som Telekom tilbyder, er forenelig med artikel 3 i forordning 2015/2120.
15 Verwaltungsgericht Köln (forvaltningsdomstolen i Køln) har på denne baggrund, idet den anser en fortolkning af EU-retten for nødvendig med henblik på at afgøre tvisten i hovedsagen, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) a) Skal artikel 3, stk. 2, i forordning […] 2015/2120 i et tilfælde, hvor en mobilkommunikationstarif, som inkluderer forbrug af en bestemt mængde data pr. måned til den mobile datatrafik, hvor transmissionshastigheden reduceres, når denne mængde er forbrugt, kan udvides med en gratis tarifoption, og som giver mulighed for at udnytte bestemte tjenester hos telekommunikationsvirksomhedens såkaldte contentpartnere, uden at de mængder data, der forbruges ved benyttelse af disse tjenester, modregnes i den i mobilkommunikationstariffen inkluderede mængde data pr. måned, mens slutkunden til gengæld accepterer en båndbreddebegrænsning på højst 1,7 Mbit/s for videostreaming uafhængigt af, om det drejer sig om videostreaming fra contentpartnere eller øvrige udbydere, fortolkes således, at aftaler om kriterier for internetadgangstjenester som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i forordning […] 2015/2120 skal opfylde kravene i artikel 3, stk. 3, i forordning […] 2015/2120?
b) Såfremt [det første spørgsmål, litra a),] besvares bekræftende: Skal artikel 3, stk. 3, tredje afsnit, i forordning […] 2015/2120 fortolkes således, at en båndbreddebegrænsning i en situation som den, der er tale om i det foreliggende tilfælde, skal anses for en bremsning af en tjenestekategori?
c) Såfremt [det første spørgsmål, litra b),] besvares bekræftende: Skal begrebet »truende overbelastning af nettet« som omhandlet i artikel 3, stk. 3, tredje afsnit, litra c), i forordning […] 2015/2120 fortolkes således, at denne kun omfatter […] usædvanlige eller forbigående overbelastninger af nettet?
d) Såfremt [det første spørgsmål, litra b),] besvares bekræftende: Skal artikel 3, stk. 3, tredje afsnit, litra c), i forordning […] 2015/2120 fortolkes således, at i en situation som den, der er tale om i den foreliggende sag, er kravet om ligebehandling af ækvivalente kategorier af trafik til hinder for en båndbreddebegrænsning, som kun kommer til anvendelse i tilfælde af tilkøbsoption, men ikke i forbindelse med de øvrige mobilkommunikationstariffer og endda kun gælder for videostreaming?
e) Såfremt [det første spørgsmål, litra b),] besvares bekræftende: Skal artikel 3, stk. 3, tredje afsnit, i forordning […] 2015/2120 fortolkes således, at en båndbreddebegrænsning, som kun gælder, når der er tegnet en tilkøbsoption, og som slutkunden desuden til enhver tid kan deaktivere i op til 24 timer, i en situation som den, der er tale om i den foreliggende sag, opfylder kravet om, at en tjenestekategori kun må bremses, så længe det kræves for at nå formålene i artikel 3, stk. 3, tredje afsnit, litra a)-c), i forordning […] 2015/2120?
2) a) Såfremt [det første spørgsmål, litra b),] besvares benægtende: Skal artikel 3, stk. 3, andet afsnit, andet punktum, i forordning […] 2015/2120 fortolkes således, at en båndbreddebegrænsning i en situation som den, der er tale om i den foreliggende sag, er baseret på objektivt forskellige tekniske krav til tjenestekvalitet for bestemte kategorier af trafik?
b) Såfremt [det andet spørgsmål, litra a),] besvares bekræftende: Skal artikel 3, stk. 3, andet afsnit, tredje punktum, i forordning […] 2015/2120 fortolkes således, at en identifikation af den datatrafik, der benyttes til videostreaming, ved hjælp af IP-adresser, protokoller, URLs [(Uniform Resource Locator)] og SNIs [(Server Name Indication)] samt ved hjælp af det såkaldte pattern-matching [(mønstergenkendelse)], hvorved visse header-informationer sammenholdes med de værdier, der er typiske for videostreaming, udgør en overvågning af det konkrete indhold af trafikken?
3) Såfremt [det første spørgsmål, litra a),] besvares benægtende: Skal artikel 3, stk. 1, i forordning […] 2015/2120 fortolkes således, at en båndbreddebegrænsning, der kun gælder for videostreaming, i en situation som den, der er tale om i den foreliggende sag, begrænser slutbrugeres rettigheder som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i forordning […] 2015/2120?«
Om de præjudicielle spørgsmål
16 Med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3 i forordning 2015/2120 skal fortolkes således, at en båndbreddebegrænsning som følge af aktiveringen af en takstoption, den såkaldte »nultakst«, som finder anvendelse på videostreaming, der udbredes af partnere eller af andre udbydere af indhold, er uforenelig med de forpligtelser, der følger af denne artikels stk. 3.
17 Det skal indledningsvis præciseres, at en takstoption, den såkaldte »nultakst«, er en handelspraksis, hvorved en udbyder af internetadgangstjenester anvender en »nultakst« eller en mere fordelagtig takst for hele eller en del af den datatrafik, der er knyttet til en applikation eller en kategori af bestemte applikationer, som partnerne til nævnte udbyder af internetadgangstjenester tilbyder. Disse data modregnes således ikke i den købte datamængde inden for rammerne af basistariffen. En sådan option, som tilbydes som led i begrænsede tariffer, giver således internetudbyderne mulighed for at øge deres tilbuds tiltrækningskraft.
18 De spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt Domstolen, og som tilsigter at give denne ret mulighed for at tage stilling til lovligheden af vilkårene for anvendelse af takstoptionen, den såkaldte »nultakst«, er således støttet på en forudsætning om, at en sådan takstoption selv er forenelig med EU-retten, navnlig med artikel 3 i forordning 2015/2120, hvorved lovgiver har ønsket at fastslå princippet om internettets åbenhed og princippet om internettets neutralitet.
19 Artikel 3, stk. 1, i forordning 2015/2120, sammenholdt med sjette betragtning til denne forordning, fastsætter slutbrugernes ret til ikke alene at få adgang til og udbrede oplysninger og indhold og til at bruge applikationer og tjenester, men også til at levere applikationer og tjenester.
20 I henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning 2015/2120 må de aftaler, der indgås mellem udbydere af internetadgangstjenester og slutbrugere, og den handelspraksis, der følges af disse udbydere, ikke begrænse udøvelsen af slutbrugernes rettigheder som fastsat i denne artikels stk. 1.
21 I artikel 3, stk. 3, i forordning 2015/2120 er det indledningsvis fastsat i første afsnit, at udbydere af internetadgangstjenester skal behandle al trafik ens og uden forskelsbehandling, begrænsning eller indblanding samt uafhængigt af bl.a. de leverede applikationer eller tjenester.
22 I artikel 3, stk. 3, andet afsnit, bestemmes herefter, at første afsnit ikke er til hinder for, at udbydere af internetadgangstjenester kan gennemføre rimelige trafikstyringsforanstaltninger, idet det præciseres, at sådanne foranstaltninger for at blive anset for at være rimelige for det første skal være gennemsigtige, ikkediskriminerende og forholdsmæssige og for det andet ikke må være baseret på kommercielle overvejelser, men på objektive tekniske forskelle mellem bestemte kategorier af trafik og for det tredje ikke må overvåge indholdet og ikke må opretholdes længere end nødvendigt.
23 Endelig fastsættes det i artikel 3, stk. 3, tredje afsnit, at udbydere af internetadgangstjenester ikke må udføre trafikstyringsforanstaltninger, der er mere vidtgående end de foranstaltninger, der er fastsat i andet afsnit, og at de navnlig ikke må blokere, bremse, ændre, begrænse, forstyrre, nedgradere eller diskriminere applikationer, kategorier af applikationer, tjenester eller bestemte kategorier af tjenester, undtagen i nødvendigt omfang og i et bestemt tidsrum, enten for at overholde EU-retsakter, national lovgivning, der er i overensstemmelse med EU-retten, eller foranstaltninger, der gennemfører sådanne EU-retsakter eller sådan national lovgivning, eller for at opretholde integriteten og sikkerheden i nettet af de tjenester, der udbydes via det pågældende net, og af slutbrugernes terminaludstyr, eller for at forebygge overbelastning af nettet eller afbøde virkningerne heraf.
24 Disse forskellige bestemmelser tilsigter, som det fremgår af artikel 1 i forordning 2015/2120, at sikre lige og ikkediskriminerende behandling af trafikken ved levering af internetadgangstjenester og slutbrugeres hertil hørende rettigheder (jf. i denne retning dom af 15.9.2020, Telenor Magyarország, C-807/18 og C-39/19, EU:C:2020:708, præmis 23-27).
25 For det første skal det bemærkes, at Domstolen har haft lejlighed til at præcisere, at når en adfærd fra en udbyder af internetadgangstjenester er uforenelig med artikel 3, stk. 3, i forordning 2015/2120, kan man undlade at tage stilling til, om denne adfærd er i overensstemmelse med de forpligtelser, som følger af nævnte forordnings artikel 3, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 15.9.2020, Telenor Magyarország, C-807/18 og C-39/19, EU:C:2020:708, præmis 28).
26 En tilsidesættelse af forpligtelsen til ligebehandling af al trafik kan følgelig ikke begrundes i det princip om aftalefrihed, som er anerkendt i forordningens artikel 3, stk. 2.
27 For det andet har Domstolen ligeledes fremhævet, at artikel 3, stk. 3, i forordning 2015/2120 er til hinder for enhver foranstaltning, der strider med forpligtelsen til ligebehandling af trafik, når en sådan foranstaltning er støttet på kommercielle overvejelser.
28 Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 3, stk. 3, første afsnit, i forordning 2015/2120, sammenholdt med ottende betragtning til denne forordning, således som det fremgår af denne doms præmis 21, pålægger udbydere af internetadgangstjenester en almindelig pligt til at behandle trafikken lige og uden forskelsbehandling, begrænsning eller indblanding, hvilken pligt der i intet tilfælde kan dispenseres fra gennem handelspraksis, der følges af disse udbydere, eller aftaler, som udbyderne indgår med slutbrugere (dom af 15.9.2020, Telenor Magyarország, C-807/18 og C-39/19, EU:C:2020:708, præmis 47).
29 Det fremgår endvidere af artikel 3, stk. 3, andet afsnit, i forordning 2015/2120 og af niende betragtning til denne forordning, i lyset af hvilken dette andet afsnit skal læses, at udbyderne af internetadgangstjenester, samtidig med at skulle overholde denne almindelige pligt, bevarer en mulighed for at fastsætte rimelige trafikstyringsforanstaltninger. Denne mulighed er dog navnlig underlagt den betingelse, at sådanne foranstaltninger skal være baseret på »objektivt forskellige tekniske krav til tjenestekvalitet for bestemte kategorier af trafik« og ikke på »kommercielle overvejelser«. Navnlig må enhver foranstaltning fra en udbyder af internetadgangstjenester over for enhver slutbruger, som uden at være baseret på sådanne objektive forskelle fører til, at det indhold, de applikationer eller de tjenester, som tilbydes af de forskellige udbydere af indhold, applikationer eller tjenester, ikke behandles lige og uden forskelsbehandling, anses for at være baseret på sådanne »kommercielle overvejelser« (dom af 15.9.2020, Telenor Magyarország, C-807/18 og C-39/19, EU:C:2020:708, præmis 48).
30 En takstoption, der kaldes »nultakst« som den i hovedsagen omhandlede, foretager således på grundlag af kommercielle overvejelser en sondring inden for internettrafikken, idet den ikke modregner trafik til partnernes applikationer i basistariffen. En sådan handelspraksis opfylder følgelig ikke den almindelige pligt til at behandle trafikken lige og uden forskelsbehandling eller indblanding, som er fastsat i artikel 3, stk. 3, første afsnit, i forordning 2015/2120.
31 Det skal fremhæves, at denne tilsidesættelse, som følger af selve denne takstoptions art på grund af den heraf følgende tilskyndelse, består, selv om der er mulighed for eventuelt at fortsætte med frit at tilgå indhold leveret af partnere til udbyderen af internetadgangstjenester, efter at basistariffen er forbrugt.
32 Det er endvidere uden betydning, at en sådan option følger af en aftale som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i forordning 2015/2120, som det er anført i denne doms præmis 26, eller at optionen tilsigter at opfylde kundens eller indholdsudbyderens reelle efterspørgsel.
33 Desuden kan de undtagelser, der er fastsat for styringsforanstaltninger, ikke tages i betragtning, eftersom sådanne foranstaltninger i henhold til artikel 3, stk. 3, andet afsnit, i forordning 2015/2120 ikke må støttes på kommercielle strategier, som udbyderen af internetadgangstjenester følger.
34 Det fremgår af oplysningerne fra den forelæggende ret, at den båndbreddebegrænsning, som alle denne rets spørgsmål vedrører, alene finder anvendelse, når takstoptionen, den såkaldte »nultakst«, aktiveres.
35 Eftersom en sådan takstoption er i strid med de forpligtelser, som følger af artikel 3, stk. 3, i forordning 2015/2120, foreligger denne modstrid uanset formen eller arten af vilkårene for anvendelsen af de tilbudte takstoptioner, såsom den i hovedsagen omhandlede båndbreddebegrænsning.
36 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 3 i forordning 2015/2120 skal fortolkes således, at en båndbreddebegrænsning som følge af aktivering af en takstoption, den såkaldte »nultakst«, som finder anvendelse på videostreaming, der udbredes af partnere eller af andre udbydere af indhold, er uforenelig med de forpligtelser, der følger af denne artikels stk. 3.
Sagsomkostninger
37 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:
Artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet og detailtakster for reguleret EU-intern kommunikation og om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester og forordning (EU) nr. 531/2012 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen skal fortolkes således, at en båndbreddebegrænsning som følge af aktivering af en takstoption, den såkaldte »nultakst«, som finder anvendelse på videostreaming, der udbredes af partnere eller af andre udbydere af indhold, er uforenelig med de forpligtelser, der følger af denne artikels stk. 3.
Underskrifter