DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)

16. juni 2022 (*)

»Appel – konkurrence – karteller – optiske diskdrev – afgørelse, hvorved fastslås en overtrædelse af artikel 101 TEUF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 – samlet og vedvarende overtrædelse – begreb – hemmelige aftaler vedrørende udbud for optiske diskdrev til bærbare computere og stationære computere iværksat af to computerproducenter«

I sag C-700/19 P,

angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 20. september 2019,

Toshiba Samsung Storage Technology Corp., Tokyo (Japan),

Toshiba Samsung Storage Technology Korea Corp., Suwon-si (Sydkorea),

Først ved avvocati A. Aresu og M. Bay og abogado J. Ruiz Calzado, derefter ved avvocato M. Bay og abogado J. Ruiz Calzado,

appellanter,

den anden part i appelsagen:

Europa-Kommissionen ved A. Biolan, M. Farley, F. van Schaik og C. Zois, som befuldmægtigede,

sagsøgt i første instans,

har

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling),

sammensat af formanden for Tredje Afdeling, K. Jürimäe (refererende dommer), som fungerende formand for Fjerde Afdeling, og dommerne S. Rodin og N. Piçarra,

generaladvokat: G. Pitruzzella,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 3. juni 2021,

afsagt følgende

Dom

1        Med appellen har Toshiba Samsung Storage Technology Corp. (herefter »TSST Japan«) og Toshiba Samsung Storage Technology Korea Corp. (herefter »TSST KR«) (herefter samlet »appellanterne«) nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 12. juli 2019, Toshiba Samsung Storage Technology og Toshiba Samsung Storage Technology Korea mod Kommissionen (T-8/16, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2019:522), hvorved Retten frifandt Europa-Kommissionen i appellanternes søgsmål med påstand om hel eller delvis annullation af Kommissionens afgørelse C(2015) 7135 final af 21. oktober 2015 om en procedure efter artikel 101 TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen (sag AT.39639 – Optiske diskdrev) (herefter »den omtvistede afgørelse«), for så vidt som den vedrører appellanterne, og, subsidiært, om nedsættelse af den bøde, som de var blevet pålagt.

I.      Retsforskrifter

2        Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF] og [102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1) fastsætter følgende i artikel 23, stk. 2 og 3:

»2.      [Europa-]Kommissionen kan ved beslutning pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt:

a)      overtræder [artikel 101 TEUF eller 102 TEUF], eller

b)      handler i strid med en beslutning om foreløbige forholdsregler i henhold til artikel 8, eller

c)      undlader at efterkomme et tilsagn, der er gjort bindende ved beslutning i henhold til artikel 9.

Bøden kan for hver af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, ikke overstige 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår.

Hvis en overtrædelse begået af en virksomhedssammenslutning vedrører medlemsvirksomhedernes aktiviteter, kan bøden ikke overstige 10% af summen af den samlede omsætning for de medlemmer, der er aktive på det marked, der er berørt af den af virksomhedssammenslutningen begåede overtrædelse.

3.      Ved fastlæggelse af bødens størrelse skal der tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed.«

3        Forordningens artikel 27, stk. 1 og 2, bestemmer:

»1.      Før Kommissionen træffer beslutning i henhold til artikel 7, 8, 23 og artikel 24, stk. 2, giver den de virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, der er omfattet af den procedure, som Kommissionen har iværksat, lejlighed til at udtale sig om Kommissionens klagepunkter. Kommissionen lægger kun de klagepunkter til grund for sine beslutninger, som de deltagende parter har haft lejlighed til at udtale sig om. Klagerne inddrages i vid udstrækning i proceduren.

2.      De deltagende parters ret til forsvar skal sikres fuldt ud i procedureforløbet. De har ret til indsigt i Kommissionens sagsakter med forbehold af virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke afsløres. Aktindsigten omfatter ikke Kommissionens og de nationale konkurrencemyndigheders fortrolige oplysninger og interne dokumenter. Aktindsigten omfatter således ikke korrespondance mellem Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder eller mellem medlemsstaternes konkurrencemyndigheder indbyrdes, herunder dokumenter, som er udarbejdet i henhold til artikel 11 og 14. Dette stykke er ikke til hinder for, at Kommissionen videregiver eller anvender oplysninger, som er nødvendige for at bevise en overtrædelse.«

4        Nævnte forordnings artikel 31 har følgende ordlyd:

»Domstolen har fuld prøvelsesret med hensyn til klager over beslutninger, hvorved Kommissionen fastsætter en bøde eller en tvangsbøde. Den kan ophæve, nedsætte eller forhøje den pågældende bøde eller tvangsbøde.«

5        Med hensyn til bødeberegningen fastsætter punkt 6 og 13 i retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2) følgende:

»6.      Værdien af den afsætning, overtrædelsen omfatter, kombineret med overtrædelsens varighed anses for i tilstrækkelig grad at afspejle både overtrædelsens og de enkelte deltagende virksomheders økonomiske betydning. Anvendelsen af disse faktorer giver et godt fingerpeg om bødens størrelse og bør ikke opfattes som grundlag for en automatisk og aritmetisk beregningsmetode.

[…]

13.      Med henblik på at fastsætte bødens grundbeløb anvender Kommissionen værdien af virksomhedens afsætning af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte […] forbundet med overtrædelsen, i det relevante geografiske område inden for [Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS)]. […]«

II.    Tvistens baggrund og den omtvistede afgørelse

6        Baggrunden for sagen er anført i den appellerede doms præmis 1-37 og kan med henblik på nærværende sag sammenfattes således.

7        Appellanterne, TSST Japan og TSST KR, producerer og leverer optiske diskdrev. Nærmere bestemt er TSST Japan et joint venture, som ejes af Toshiba Corporation, der er et selskab med hjemsted i Japan, og af Samsung Electronics Co. Ltd, der er et selskab med hjemsted i Sydkorea. I overtrædelsesperioden var TSST Japan moderselskab for TSST KR.

8        TSST Japan og TSST KR begyndte deres operationer den 1. april 2004 som to separate driftsenheder. I december 2005 forlod TSST Japan markedet og fortsatte med begrænsede overgangsaktiviteter med afsætning indtil begyndelsen af 2008. TSST KR overtog gradvist TSST Japans afsætningsaktiviteter, og det deltog direkte i udvikling, markedsføring, afsætning og eftersalgsservice for optiske diskdrev.

9        Den omhandlede overtrædelse vedrører optiske diskdrev, der bl.a. anvendes i personlige computere (stationære computere og bærbare computere) fremstillet af Dell Inc. og Hewlett Packard (herefter »HP«).

10      Dell og HP er de to største producenter af originale produkter på verdensmarkedet for personlige computere. Disse to selskaber anvender klassiske udbudsprocedurer, der afholdes på verdensplan og bl.a. indebærer kvartalsmæssige forhandlinger om priser på verdensplan og om de samlede indkøbsmængder med et lille antal udvalgte leverandører af optiske diskdrev.

11      Udbudsprocedurerne omfatter anmodninger om tilbud, elektroniske anmodninger om tilbud, online-forhandlinger, elektroniske auktioner og bilaterale forhandlinger (offline). Ved afslutningen af et udbud tildeler kunderne mængder til de deltagende leverandører af optiske diskdrev på grundlag af den pris, de tilbød.

12      Den 14. januar 2009 modtog Kommissionen en ansøgning om bødefritagelse i medfør af dennes meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EUT 2006, C 298, s. 17) fra Koninklijke Philips NV. Den 29. januar og den 2. marts 2009 blev denne ansøgning udvidet til ud over dette selskab at omfatte Lite-On IT Corporation og deres joint venture Philips & Lite-On Digital Solutions Corporation.

13      Den 30. juni 2009 indrømmede Kommissionen Koninklijke Philips, Lite-On IT og Philips & Lite-On Digital Solutions Corporation en betinget bødefritagelse.

14      Den 4. og 6. august 2009 indgav Hitachi-LG Data Storage Inc. og Hitachi-LG Data Storage Korea Inc. en ansøgning om bødenedsættelse til Kommissionen i henhold til den meddelelse, der er nævnt i nærværende doms præmis 12.

15      Den 18. juli 2012 sendte Kommissionen en klagepunktsmeddelelse til 13 leverandører af optiske diskdrev, herunder appellanterne (herefter »klagepunktsmeddelelsen«), hvori den anførte, at disse selskaber havde tilsidesat artikel 101 TEUF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 (EFT 1994, L 1, s. 3, herefter »EØS-aftalen«), idet de fra den 5. februar 2004 til den 29. juni 2009 havde deltaget i et kartel vedrørende optiske diskdrev, som bestod i at samordne deres adfærd hvad angår udbudsprocedurer organiseret af to computerproducenter, nemlig Dell og HP.

16      Den 29. oktober 2012 fremsendte appellanterne deres skriftlige bemærkninger til Kommissionen som svar på klagepunktsmeddelelsen. Den 29. og 30. november 2012 deltog samtlige modtagere af klagepunktsmeddelelsen i en mundtlig høring.

17      Den 18. februar 2014 vedtog Kommissionen to supplerende klagepunktsmeddelelser for ifølge denne institution at supplere, ændre og afklare de klagepunkter, som var sendt til visse modtagere af klagepunktsmeddelelsen, vedrørende deres ansvar i den angivelige overtrædelse. Den 1. juni 2015 vedtog Kommissionen endnu en supplerende klagepunktsmeddelelse. Formålet med den nye meddelelse var at supplere de to tidligere klagepunktsmeddelelser ved at adressere de klagepunkter, som var fremsat i disse meddelelser, til yderligere juridiske enheder, som tilhørte de koncerner (moderselskaber eller fusionerede enheder), der tidligere havde modtaget den første klagepunktsmeddelelse. Modtagerne af klagepunktsmeddelelserne af 18. februar 2014 og 1. juni 2015 gav skriftligt deres synspunkter til kende over for Kommissionen, men anmodede ikke om en høring.

18      Kommissionen vedtog den 21. oktober 2015 den omtvistede afgørelse.

19      I denne afgørelse fastslog Kommissionen, at karteldeltagerne havde samordnet deres konkurrencemæssige adfærd fra i hvert fald den 23. juni 2004 til den 25. november 2008. Kommissionen præciserede, at denne samordning blev foretaget med et netværk af parallelle, bilaterale kontakter. Kommissionen anførte, at karteldeltagerne tilsigtede at tilpasse deres udbud på markedet og at sørge for, at priserne forblev på et højere niveau end det, de ville have været uden disse bilaterale kontakter.

20      I den omtvistede afgørelse præciserede Kommissionen, at karteldeltagernes samordning vedrørte kundekonti for Dell og HP. Ifølge Kommissionen anvendte Dell og HP ud over bilaterale forhandlinger med leverandørerne af optiske diskdrev standardudbudsprocedurer, som fandt sted mindst én gang i kvartalet. Kommissionen anførte, at kartelmedlemmerne anvendte deres netværk af bilaterale kontakter til at manipulere disse udbudsprocedurer, hvorved de modarbejdede deres kunders forsøg på at stimulere priskonkurrencen.

21      Ifølge Kommissionen gav den regelmæssige udveksling af oplysninger kartelmedlemmerne mulighed for at få et meget detaljeret kendskab til deres konkurrenters hensigter, inden de deltog i en udbudsprocedure, og de kunne derfor forudse deres konkurrencemæssige strategi.

22      Kommissionen tilføjede, at kartelmedlemmerne jævnligt udvekslede oplysninger om deres priser vedrørende bestemte kunders konti samt oplysninger uden forbindelse til disse priser, såsom den eksisterende produktion og leveringskapaciteten, lagerbeholdningen, situationen med hensyn til kvalificeringen og tidspunktet for indførelsen af nye produkter eller forbedringer. Kommissionen anførte, at leverandørerne af optiske diskdrev overvågede de endelige resultater af de afsluttede udbudsprocedurer, dvs. den opnåede indplacering, pris og mængde.

23      Kommissionen anførte ligeledes, at leverandørerne af optiske diskdrev, selv om de vidste, at de skulle holde deres kontakter hemmelige i forhold til kunderne, anvendte de midler, som de fandt tilstrækkeligt egnede til at nå det ønskede resultat, til at kontakte hinanden. Den præciserede desuden, at et forsøg på at indkalde til et møde med henblik på at planlægge jævnlige multilaterale møder mellem leverandørerne af optiske diskdrev var mislykkedes i 2003, efter at det blev afsløret over for en kunde. Ifølge Kommissionen var der i stedet for disse møder bilaterale kontakter, som navnlig foregik som telefonsamtaler og nogle gange elektroniske beskeder, herunder på private e-mailadresser og beskedtjenester eller under møder, der hovedsageligt blev afholdt mellem forvalterne af konti på verdensplan.

24      Kommissionen fastslog, at karteldeltagerne kontaktede hinanden jævnligt, og at disse kontakter, som hovedsageligt var telefoniske, blev hyppigere under udbudsprocedurer, hvorunder der kunne være flere opkald pr. dag mellem visse karteldeltageres kontaktpersoner. Kommissionen præciserede, at kontakterne mellem bestemte karteldeltageres kontaktpersoner generelt var betydeligt højere end mellem visse andre.

25      Appellanterne blev holdt ansvarlige som følge af dels TSST KR’s direkte karteldeltagelse fra den 23. juni 2004 til den 17. november 2008, navnlig for samordningen med andre konkurrenter i forhold til Dell og HP, dels TSST Japans udøvelse af en afgørende indflydelse på sit datterselskab i hele overtrædelsesperioden som antaget af Kommissionen.

26      Hvad angår beregningen af den bøde, som appellanterne blev pålagt, støttede Kommissionen sig på retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a) i forordning nr. 1/2003.

27      Med henblik på at fastsætte bødens grundbeløb fastslog Kommissionen indledningsvis, at det, henset til de betydelige forskelle hvad angår varigheden af deltagelsen for leverandørerne af optiske diskdrev og for bedre at kunne gengive varighedens reelle betydning, var passende at anvende et årligt gennemsnit beregnet på grundlag af den reelle værdi af de pågældende virksomheders afsætning i hele kalendermåneder under deres respektive deltagelse i overtrædelsen.

28      Kommissionen forklarede således, at afsætningens værdi blev beregnet på grundlag af afsætningen af optiske diskdrev til personlige computere faktureret over for HP’s og Dells enheder inden for EØS.

29      Kommissionen fastslog endvidere, at eftersom den konkurrencebegrænsende adfærd i forhold til HP var begyndt senere, og for at tage hensyn til kartellets udvikling, skulle værdien af den relevante afsætning beregnes særskilt for HP og for Dell, og at der skulle anvendes to multiplikationsfaktorer alt efter varigheden.

30      Herefter besluttede Kommissionen, at eftersom aftalerne om samordning af priser af natur er blandt de mest alvorlige overtrædelser af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, og da kartellet i hvert fald omfattede EØS, var den sats, der skulle anvendes ved fastlæggelsen af grovheden, i det foreliggende tilfælde 16% for alle modtagerne af den omtvistede afgørelse. Kommissionen anførte desuden, at der, henset til omstændighederne i det foreliggende tilfælde, skulle tilføjes yderligere 16% med henblik på den afskrækkende virkning.

31      Eftersom det tilpassede grundbeløb for den bøde, der blev pålagt appellanterne, nåede det fastsatte loft på 10% af deres omsætning, skulle Kommissionen endelig foretage en ny tilpasning i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003.

32      Den omtvistede afgørelses dispositive del er, for så vidt som den vedrører appellanterne, affattet således:

»Artikel 1

Følgende virksomheder har overtrådt artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 ved i de angivne tidsrum at have deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse, som består i flere [separate] overtrædelser i sektoren for optiske diskdrev inden for hele EØS, der bestod i aftaler om samordning af priser:

[…]

e)      [appellanterne] fra den 23. juni 2004 til den 17. november 2008 for deres samordning i forhold til Dell og HP

[…]

Artikel 2

For den i artikel 1 omhandlede overtrædelse pålægges følgende bøder:

[…]

e)      [appellanterne] in solidum: 41 304 000 EUR

[…]«

III. Sagsbehandlingen for Retten og den appellerede dom

33      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 5. januar 2016 anlagde appellanterne søgsmål med påstand principalt om hel eller delvis annullation af den omtvistede afgørelse, og subsidiært om nedsættelse af den bøde, som de var blevet pålagt.

34      Appellanterne fremsatte ni anbringender til støtte for søgsmålet. Det første anbringende vedrørte en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af retten til forsvar, det andet vedrørte Kommissionens manglende kompetence til at anvende artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, det tredje vedrørte faktiske og retlige fejl ved fastlæggelsen af overtrædelsens geografiske udstrækning, det fjerde vedrørte faktiske og retlige fejl ved konstateringen af, at der forelå en samlet og vedvarende overtrædelse, det femte vedrørte faktiske og retlige fejl hvad angår deres angivelige kendskab til hele overtrædelsen, det sjette vedrørte faktiske og retlige fejl vedrørende tidspunktet for deres karteldeltagelses begyndelse, det syvende vedrørte manglende beviser for deres deltagelse i samordnet praksis eller i konkurrencebegrænsende aftaler, det ottende vedrørte en tilsidesættelse af retten til god forvaltning som følge af undersøgelsens uforholdsmæssige varighed, og det niende anbringende, der var fremsat subsidiært, vedrørte fejl begået af Kommissionen ved bødeberegningen.

35      I den appellerede dom forkastede Retten alle disse anbringender og frifandt dermed Kommissionen i det hele.

IV.    Parternes påstande

36      Med appellen har appellanterne nedlagt følgende påstande:

–        Den appellerede dom ophæves.

–        Den omtvistede afgørelse annulleres, for så vidt som den vedrører dem.

–        Den bøde, som er blevet pålagt ved denne afgørelse, nedsættes.

–        Kommissionen tilpligtes at betale alle sagsomkostningerne i første instans og under nærværende appelsag.

–        Der træffes enhver anden foranstaltning, som er passende, henset til sagens omstændigheder.

37      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Appellen forkastes.

–        Appellanterne tilpligtes at betale alle sagsomkostningerne i forbindelse med nærværende sag.

V.      Om appellen

38      Til støtte for deres appel har appellanterne fremsat fire anbringender, som i det væsentlige vedrører Rettens bedømmelse af for det første Kommissionens konstatering af, at den samlede og vedvarende overtrædelse, som den foreholdt selskaberne, bestod af flere separate overtrædelser, for det andet af eksistensen af en samlet og vedvarende overtrædelse, for det tredje af retten til forsvar og for det fjerde af Kommissionens kompetence.

A.      Om det første anbringende

1.      Parternes argumentation

39      Med det første anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik retlige fejl i undersøgelsen af det første anbringendes tre første led om en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af retten til forsvar, for så vidt som den bekræftede, at den omhandlede samlede og vedvarende overtrædelse bestod af flere separate overtrædelser, selv om denne »dobbelte« kvalificering ikke fremgik af klagepunktsmeddelelsen.

40      Dette anbringende består af to led.

41      Kommissionen har indledningsvis gjort gældende, at Retten tiltrådte konklusionen i den omtvistede afgørelse, hvorefter appellanterne havde deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse. Det er følgelig Kommissionens opfattelse, at appellanternes argumenter vedrørende den konklusion, som var fremført accessorisk, og hvorefter denne overtrædelse bestod af flere separate overtrædelser, er uvirksomme.

a)      Det første anbringendes første led

42      Med det første anbringendes første led, som består af tre klagepunkter, har appellanterne gjort gældende, at Retten begik flere retlige fejl i analysen af deres første anbringendes første led i første instans vedrørende en tilsidesættelse af retten til forsvar.

43      For det første har Kommissionen generelt anført, at det er urigtigt at antage, at den først indførte betragtningerne om de forskellige overtrædelser i den omtvistede afgørelse. I den appellerede doms præmis 60 anførte Retten med føje, at Kommissionen i klagepunktsmeddelelsens punkt 308, 353 og 354 henviste til en samlet række overtrædelser, aftaler og samordnet praksis. I denne doms præmis 61-63 konkluderede Retten endvidere med føje på grundlag af appellanternes svar på klagepunktsmeddelelsen, at de havde forstået de forhold, de blev foreholdt, og at de kunne forsvare sig med hensyn til samtlige bilaterale kontakter, som blev lagt dem til last. I nævnte doms præmis 56 og 57 fastslog Retten desuden med føje, at begrebet »samlet og vedvarende overtrædelse« forudsætter, at parterne har udvist en sammenhængende adfærd med henblik på at nå et bestemt konkurrencebegrænsende mål af økonomisk karakter, samt at det fremgår af selve begrebet »samlet og vedvarende overtrædelse«, at en sådan overtrædelse forudsætter en helhed af adfærd eller overtrædelser. Appellanterne blev således både hørt med hensyn til den samlede række omhandlede overtrædelser og med hensyn til de yderligere kriterier, der skal være opfyldt, for at en samlet og vedvarende overtrædelse kan konstateres.

44      For det andet anførte Kommissionen for Retten i modsætning til, hvad appellanterne har gjort gældende, at den havde hørt modtagerne af den omtvistede afgørelse om de forskellige omhandlede overtrædelser. For det tredje er den retspraksis, der blev fastslået i dom af 6. december 2012, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens (C-441/11 P, EU:C:2012:778), og i dom af 10. oktober 2014, Soliver mod Kommissionen (T-68/09, EU:T:2014:867), ikke relevant, for så vidt som appellanterne under den administrative procedure fik mulighed for at forstå, at de blev foreholdt hver del af den adfærd, som udgjorde den samlede og vedvarende overtrædelse. For det fjerde fremgår det nærmere bestemt af dom af 6. december 2012, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens (C-441/11 P, EU:C:2012:778), at adressaterne for en afgørelse skal høres om den samlede og vedvarende overtrædelse og om den adfærd, som denne består af. Dette er tilfældet i det foreliggende tilfælde. Det fremgår i øvrigt ligeledes af sidstnævnte dom, at selv om klagepunktsmeddelelsen i strid med disses ret til forsvar ikke klart kvalificerede den foreholdte adfærd som mere begrænsede overtrædelser, er dette ikke i strid med Domstolens praksis, som ikke kræver en sådan kvalificering, for så vidt som parterne er blevet hørt vedrørende den pågældende adfærd.

1)      Det første anbringendes første leds første klagepunkt

45      Efter at Retten i den appellerede doms præmis 55 og 56 korrekt havde anført retspraksis vedrørende begrebet »samlet og vedvarende overtrædelse«, idet den for det første anførte, at en overtrædelse af artikel 101 TEUF ikke alene kan følge af en isoleret handling, men også af en række handlinger eller af en vedvarende adfærd, og, for det andet, at et eller flere elementer i denne række af handlinger eller denne sammenhægende adfærd ligeledes i sig selv kan udgøre en overtrædelse af denne artikel 101 TEUF, burde den ifølge appellanterne i dommens præmis 57 og 58 have fastslået, at dette begreb ikke nødvendigvis indebærer, at der foreligger overtrædelser af mindre omfang.

46      Retten begik en retlig fejl ved ikke at anerkende, at Kommissionen burde have foretaget en klar analyse af og have kvalificeret alle separate overtrædelser af mindre omfang. Enhver yderligere retlig kvalificering af en handling eller en række handlinger i den omtvistede afgørelse skulle nemlig fremlægges tydeligt under den administrative procedure, således at parterne kunne blive hørt og på korrekt vis kunne udøve deres ret til forsvar. Den blotte omstændighed, at den omtvistede afgørelse indeholdt en yderligere konstatering, som ikke fremgik af klagepunktsmeddelelsen, burde have foranlediget Retten til at fastslå en tilsidesættelse af appellanternes ret til forsvar, hvilket den ikke gjorde, hvorved den tilsidesatte dom af 6. december 2012, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens (C-441/11 P, EU:C:2012:778), og Rettens dom af 10. oktober 2014, Soliver mod Kommissionen (T-68/09, EU:T:2014:867).

47      Kommissionen har gjort gældende, at appellanterne har gengivet den appellerede dom urigtigt ved at antyde, at dommen er støttet på hypotesen om, at begrebet »samlet og vedvarende overtrædelse« nødvendigvis indebærer, at der foreligger separate, mere begrænsede overtrædelser. I denne doms præmis 55-57 nævnte Retten ikke en nødvendighed, men en mulighed. På samme måde har appellanterne urigtigt udledt af dom af 10. oktober 2014, Soliver mod Kommissionen (T-68/09, EU:T:2014:867), at Retten ikke ville have annulleret den omtvistede afgørelse, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til sidstnævnte dom, hvis en angivelig samlet og vedvarende overtrædelse ligeledes forudsatte separate overtrædelser af mindre omfang. Under alle omstændigheder er appellanternes deltagelse i den samlede og vedvarende overtrædelse bekræftet, og de blev hørt om den adfærd, som denne overtrædelse bestod af. Retten fastslog således med føje i den appellerede doms præmis 58, at der ikke forelå en manglende sammenhæng mellem klagepunktsmeddelelsen og den omtvistede afgørelse, og at retten til forsvar var blevet overholdt.

2)      Det første anbringendes første leds andet klagepunkt

48      Appellanterne har gjort gældende, at selv om en afgørelse kan supplere og ændre analysen i klagepunktsmeddelelsen med henblik på at tage hensyn til parternes svar, kan den ikke indføre yderligere konstateringer af separate overtrædelser.

49      Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 59 ved at fastslå det modsatte. I stedet for at foretage en korrekt anvendelse af den retspraksis, der er anført i denne doms præmis 51, fastslog Retten blot, at de endelige konklusioner i afgørelsen ikke nødvendigvis på alle punkter skal svare til den foreløbige kvalificering i klagepunktsmeddelelsen, idet den henviste til den retspraksis, der er omtalt i nævnte doms præmis 53. Retten så imidlertid bort fra, at Kommissionens frihed kun var begrundet for at tage hensyn til parternes bemærkninger og ikke for at indføre yderligere konstateringer.

50      Kommissionen har anført, at Retten foretog en korrekt anvendelse af retspraksis vedrørende retten til at blive hørt. I modsætning til, hvad appellanten har anført, var Retten ikke forpligtet til i den appellerede doms præmis 59 at anvende den retspraksis, der er omtalt i denne doms præmis 51. For det første er deres argumentation uvirksom, eftersom denne præmis 59 indeholder en grund, der ikke er nødvendig for at underbygge konklusionen i den nævnte doms præmis 64-66. For det andet er appellanternes ræsonnement støttet på en angivelig betydelig forskel mellem klagepunktsmeddelelsen og den omtvistede afgørelse, som ikke foreligger. For det tredje henvises der ikke til forskellig retspraksis i den appellerede doms præmis 51 og 53. For det fjerde kunne Kommissionen, eftersom appellanterne som svar på klagepunktsmeddelelsen nægtede at have deltaget i nogen ulovlig kontakt og anførte, at de kriterier, der er nødvendige for at konstatere en samlet og vedvarende overtrædelse, ikke var opfyldt, med føje tage hensyn til disse argumenter og indsætte 352. betragtning i den omtvistede afgørelse.

3)      Det første anbringendes første leds tredje klagepunkt

51      Appellanterne har gjort gældende, at Kommissionen i modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 60-64, i klagepunktsmeddelelsen ikke konstaterede andre overtrædelser end en samlet og vedvarende overtrædelse. Ingen anden handling, række af handlinger eller nogen form for adfærd var i denne meddelelse genstand for en yderligere og særskilt retlig kvalificering i forhold til kvalificeringen af en samlet og vedvarende overtrædelse.

52      I den appellerede doms præmis 60-63 fastslog Retten med urette, at klagepunktsmeddelelsen havde givet appellanterne mulighed for at fremsætte bemærkninger til andre overtrædelser end den omhandlede samlede og vedvarende overtrædelse. De to eneste henvisninger til separate overtrædelser i klagepunktsmeddelelsen opfylder ikke den tilstrækkelige klarhed, som kræves i medfør af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 52, og klagepunktsmeddelelsen indeholder hverken en kvalificering eller nogen klar beskrivelse af overtrædelser, der er separate i forhold til den samlede og vedvarende overtrædelse. Blotte beskrivelser af faktuelle forhold er ikke tilstrækkelige i denne henseende.

53      I modsætning til, hvad Retten fastslog, underbygger appellanternes svar på klagepunktsmeddelelsen desuden ikke konstateringen om, at de havde haft mulighed for at besvare de separate overtrædelser effektivt. Dette svar vedrører alene beviserne for den samlede og vedvarende overtrædelse og angår ikke nogen separat overtrædelse.

54      Kommissionen har gjort gældende, at klagepunktsmeddelelsen indeholdt udsagnet om separate overtrædelser, hvilket Retten med føje anerkendte. For det første er argumentet om, at klagepunktsmeddelelsen ikke indeholder en anden retlig kvalificering end kvalificeringen af en samlet og vedvarende overtrædelse, uvirksomt, eftersom den appellerede dom er støttet på hypotesen om, at den eneste retlige kvalificering af den omhandlede overtrædelse er kvalificeringen af en samlet og vedvarende overtrædelse, som i sig selv forudsætter en helhed af adfærd eller overtrædelser. For det andet fastslog Retten med føje, at det ikke fremgik af klagepunktsmeddelelsen, at denne overtrædelse bestod af flere separate overtrædelser. Denne meddelelse definerede rækkevidden og arten af appellanternes adfærd, dvs. en række bilaterale aftaler om samordning af priser, som Kommissionen fandt udgjorde en overtrædelse af artikel 101 TEUF. Retten fastslog således med føje i den appellerede doms præmis 61-63, at appellanterne kunne forstå det af Kommissionen anførte. For det tredje kan henvisningen i denne doms præmis 61 til en »retlig kvalificering« i modsætning til, hvad appellanterne har anført, ikke betyde en retlig kvalificering, der går ud over rammerne for konstateringen af en samlet og vedvarende overtrædelse. For det fjerde har appellanterne foretaget en kunstig sondring mellem den samlede og vedvarende overtrædelse og de separate overtrædelser, som denne består af. Domstolens praksis tillader i øvrigt Kommissionen først at kvalificere visse faktiske omstændigheder på tidspunktet for afgørelsen, når parterne har haft lejlighed til at udtale sig om de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har lagt til grund, og for så vidt som retsprincipperne og de relevante faktiske omstændigheder er blevet anført i klagepunktsmeddelelsen.

b)      Det første anbringendes andet led

55      Med det første anbringendes andet led, som består af tre klagepunkter, har appellanterne gjort gældende, at Retten begik retlige fejl i begrundelsen af den appellerede dom, idet den forkastede det første anbringendes andet og tredje led, som de havde fremsat i første instans.

56      For Retten gjorde appellanterne gældende, at begrundelsen for den omtvistede afgørelse vedrørende den retlige kvalificering af de angivelige separate overtrædelser var utilstrækkelig og selvmodsigende, eftersom denne kvalificering hverken var anført eller begrundet. Denne begrundelse gjorde det derfor ikke muligt for appellanterne at forstå arten og rækkevidden af den overtrædelse, som de blev foreholdt, angav ikke de relevante betragtninger og var behæftet med selvmodsigelser.

1)      Det første anbringendes andet leds første klagepunkt

57      For det første har appellanterne gjort gældende, at Retten begik retlige fejl ved i den appellerede doms præmis 76-78, 81 og 82 at antage, at en samlet og vedvarende overtrædelse består af individuelle overtrædelser.

58      Eftersom Retten i denne doms præmis 78, 80 og 82 fastslog, at forskellige individuelle kontakter udgjorde separate overtrædelser, foretog den for det andet selv en kvalificering af de faktiske omstændigheder, hvilket griber ind i de beføjelser, som Kommissionen er tillagt ved artikel 101 TEUF. I den omtvistede afgørelse henviste Kommissionen en enkelt gang, i 352. betragtning hertil, til andre overtrædelser end den samlede og vedvarende overtrædelse, uden at den imidlertid nævnte individuelle eller bilaterale kontakter.

59      Kommissionen har gjort gældende, at Retten med føje fastslog, at betragtningerne til og den dispositive del i den omtvistede afgørelse var sammenhængende. Appellanternes udsagn er støttet på en urigtig læsning af den appellerede dom. For det første fastslog Retten ikke i denne doms præmis 78, at hver bilateral kontakt udgjorde en separat overtrædelse. I nævnte doms præmis 80 anførte Retten blot, at bilag I til den omtvistede afgørelse indeholdt en liste over kontakter, der kunne udgøre overtrædelser. I dommens præmis 70-87 tog Retten imidlertid hverken stilling til Kommissionens konklusioner eller til spørgsmålet om, hvorvidt de bilaterale kontakter faktisk udgjorde separate overtrædelser. For det andet har Kommissionen subsidiært gjort gældende, at ingen af konstateringerne i den appellerede doms præmis 80-84 er støttet på forudsætningen om, at de forskellige konstaterede individuelle kontakter udgjorde separate overtrædelser. Appellanternes argumenter er således uvirksomme.

2)      Det første anbringendes andet leds andet klagepunkt

60      Ifølge appellanterne begik Retten ligeledes flere retlige fejl i den appellerede doms præmis 76-79. For det første besvarede Retten ikke deres argument om, at 352. betragtning til den omtvistede afgørelse ikke var tilstrækkelig til at underbygge afgørelsens artikel 1. I denne doms præmis 76 blev det blot fastslået, at der ikke var manglende sammenhæng mellem denne betragtning og artikel 1. For det andet antages det i nævnte doms præmis 77, at en samlet og vedvarende overtrædelse nødvendigvis indebærer separate overtrædelser. For det tredje er dommens præmis 78 behæftet med samme formodning. Det er nemlig urigtigt at anføre, at Kommissionen i 303. og 346. betragtning til den omtvistede afgørelse konstaterede, at de individuelle kontakter ligeledes var i strid med artikel 101 TEUF. For det fjerde så Retten bort fra sin egen praksis vedrørende meget lignende argumenter.

61      Kommissionen har anført, at Retten med føje konkluderede, at den omtvistede afgørelse ikke indeholdt selvmodsigelser. Retten besvarede de udsagn, der underbyggede appellanternes klagepunkter, og skulle derfor ikke besvare udsagnene om manglende sammenhæng, da den havde fastslået, at der ikke var manglende sammenhæng.

3)      Det første anbringendes andet leds tredje klagepunkt

62      For at forkaste det i første instans fremsatte argument om den omtvistede afgørelses utilstrækkelige begrundelse begik Retten flere retlige fejl i den appellerede doms præmis 80-82 og 85.

63      I denne doms præmis 80 besvarede Retten ikke appellanternes klagepunkter. Den omtvistede afgørelse eller bilag I hertil indeholder nemlig ikke konklusioner om de separate overtrædelser, der er nævnt i afgørelsens artikel 1. Den omstændighed, at Retten anførte, at »Kommissionen klart og utvetydigt beskrev, hvordan kartellet fungerede, anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF på den angivelige adfærd samt de ansvarlige for kartellet«, er uden betydning, eftersom dette udsagn ikke angår disse separate overtrædelser, men den samlede og vedvarende overtrædelse. Retten besvarede således ikke argumentet om, at 352. betragtning til nævnte afgørelse og afgørelsens artikel 1, selv sammenholdt med hinanden, savnede klarhed om de nævnte separate overtrædelsers omfang.

64      Konstateringen i den appellerede doms præmis 81 om, at den omstændighed, at disse separate overtrædelser ikke indebar en yderligere retlig kvalificering, der kan være detaljeret, ikke udgør en begrundelsesmangel ved nævnte afgørelse, som er i strid med retspraksis, er i øvrigt støttet på den urigtige forudsætning om, at kvalificeringen som samlet og vedvarende overtrædelse i sig selv forudsætter en helhed af adfærd eller overtrædelser.

65      I denne doms præmis 82 begik Retten en anden fejl, idet den anførte, at i den omtvistede afgørelse svarer de separate overtrædelser til de forskellige angivelige bilaterale kontakter, selv om denne afgørelse ikke indeholdt en kvalificering af disse kontakter.

66      I nævnte doms præmis 85 misforstod Retten stævningen, som den fortolkede således, at der heri anførtes detaljerede argumenter om de forskellige kontakter, hvilket vidnede om, at den omtvistede afgørelse indeholdt en tilstrækkelig begrundelse, og at appellanterne havde kunnet forsvare sig effektivt.

67      Efter Kommissionens opfattelse fastslog Retten med føje, at den havde overholdt begrundelsespligten. For det første er Kommissionen ikke forpligtet til at tage stilling til forhold, som åbenbart er uvedkommende, uden betydning eller af klart underordnet betydning. I den appellerede doms præmis 80-84 fastslog Retten med føje, at den omtvistede afgørelse indeholdt en tilstrækkeligt detaljeret beskrivelse af de relevante oplysninger og klart angav arten og rækkevidden af den adfærd, som appellanterne blev foreholdt, hvordan artikel 101, stk. 1, TEUF fandt anvendelse på denne og beviserne til støtte herfor. For det andet er der kun en gradsforskel mellem konstateringen af simple overtrædelser og konstateringen af en samlet og vedvarende overtrædelse. Kommissionen var således ikke forpligtet til at give en mere detaljeret begrundelse, eftersom konstateringen af separate overtrædelser kun var en mellemliggende konklusion, som havde sekundær betydning i forhold til hovedkonstateringen af en samlet og vedvarende overtrædelse. For det tredje har appellanterne foretaget en kunstig sondring mellem den samlede og vedvarende overtrædelse og de separate overtrædelser, som denne består af. Eftersom disse overtrædelser vedrører præcis de samme faktiske omstændigheder og de samme beviser, tjener appellanternes argumentation om de forskellige individuelle kontakter til at anfægte såvel konstateringen af en samlet og vedvarende overtrædelse som konstateringen af separate overtrædelser.

2.      Domstolens bemærkninger

68      Med det første anbringende har appellanterne foreholdt Retten flere retlige fejl, for så vidt som den bekræftede, at den samlede og vedvarende overtrædelse bestod af flere separate overtrædelser, og at denne dobbelte kvalificering, som var blevet lagt til grund i den omtvistede afgørelse, faktisk var blevet fremlagt i klagepunktsmeddelelsen og var blevet begrundet i denne afgørelse.

69      Det skal i denne henseende bemærkes, at Kommissionen i den omtvistede afgørelses artikel 1, litra e), i det væsentlige konstaterede dels en samlet og vedvarende overtrædelse, dels »flere separate overtrædelser«, som denne overtrædelse bestod af.

70      Det skal i denne forbindelse ligeledes bemærkes, at det første anbringende alene tilsigter at anfægte Rettens bedømmelse af sidstnævnte konstatering om, at der forelå flere separate overtrædelser. Dette anbringende vedrører derimod ikke Rettens bedømmelse af konklusionen i denne bestemmelse, hvorefter appellanterne havde deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse.

71      I modsætning til, hvad Kommissionen har anført, følger det heraf, at for så vidt som denne institution i det foreliggende tilfælde støttede den omtvistede afgørelse på to forskellige konstateringer af overtrædelser, kan dette anbringende ikke umiddelbart forkastes som uvirksomt.

a)      Indledende bemærkninger

72      Det fremgår af fast retspraksis, at en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF kan foreligge ikke alene ved en enkeltstående handling, men også ved en række handlinger eller en sammenhængende adfærd, selv om et eller flere elementer i rækken af handlinger eller i den sammenhængende adfærd også i sig selv og isoleret betragtet kan udgøre en tilsidesættelse af denne bestemmelse. Når de forskellige former for adfærd indgår i en »samlet plan«, fordi de har det samme formål, nemlig at fordreje konkurrencevilkårene inden for det indre marked, kan Kommissionen således med rette pålægge ansvaret for disse former for adfærd på grundlag af deltagelsen i overtrædelsen betragtet i sin helhed (jf. i denne retning dom af 6.12.2012, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, C-441/11 P, EU:C:2012:778, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

73      En virksomhed, der har deltaget i en sådan samlet og vedvarende overtrædelse ved egne handlinger, som falder ind under de i artikel 101, stk. 1, TEUF omhandlede begreber »aftaler« og »samordnet praksis« med et konkurrencebegrænsende formål, og som havde til formål at bidrage til gennemførelsen af overtrædelsen i sin helhed, kan således også være ansvarlig for de handlinger, som andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtrædelse, for så vidt angår hele det tidsrum, hvor virksomheden har deltaget i den (jf. i denne retning dom af 6.12.2012, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, C-441/11 P, EU:C:2012:778, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

74      Som generaladvokaten har anført i punkt 59 i forslaget til afgørelse, kræver en virksomheds deltagelse i en samlet og vedvarende overtrædelse ikke dens direkte deltagelse i hele den samlede konkurrencebegrænsende adfærd, som denne overtrædelse består af (jf. i denne retning dom af 22.10.2020, Silver Plastics og Johannes Reifenhäuser mod Kommissionen, C-702/19 P, EU:C:2020:857, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

75      Det er i lyset af disse forhold, at det første anbringende skal undersøges.

b)      Det første anbringendes første led

76      Med det første anbringendes første led har appellanterne foreholdt Retten, at den begik retlige fejl, som foranledigede den til at fastslå, at Kommissionen ikke havde tilsidesat deres ret til forsvar. For det første fastslog Retten i den appellerede doms præmis 57 og 58 med urette, at begrebet samlet og vedvarende overtrædelse forudsætter separate overtrædelser af mindre betydning. For det andet fastslog Retten i den appellerede doms præmis 59, at de endelige konklusioner i en afgørelse ikke nødvendigvis på alle punkter skal svare til den foreløbige kvalificering i klagepunktsmeddelelsen, idet den undlod at præcisere, at Kommissionens frihed til kvalificering kun er begrundet for at tage hensyn til parternes bemærkninger og ikke for at indføre yderligere konstateringer. For det tredje fastslog Retten i den appellerede doms præmis 60-64 med urette, at Kommissionen havde konstateret andre overtrædelser i klagepunktsmeddelelsen end den samlede og vedvarende overtrædelse.

77      Det skal i denne henseende i første række bemærkes, at begrebet »samlet og vedvarende overtrædelse« forudsætter en sammenhængende adfærd, som også i sig selv kan udgøre en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF. Selv om en sammenhængende adfærd på de betingelser, der er nævnt i nærværende doms præmis 72 og 73, kan kvalificeres som en samlet og vedvarende overtrædelse, kan det ikke heraf udledes, at denne adfærd i sig selv og isoleret set nødvendigvis skal kvalificeres som en separat overtrædelse af denne bestemmelse. For at gøre dette skal Kommissionen nemlig desuden identificere og kvalificere hver enkelt nævnte handling som en sådan og derefter bevise den pågældende virksomheds involvering i de handlinger, den tilregnes.

78      I denne forbindelse har Domstolen allerede fastslået, at det kun kan komme i betragtning at opdele en afgørelse fra Kommissionen, i henhold til hvilken et samlet kartel kvalificeres som en samlet og vedvarende overtrædelse, på denne måde, hvis for det første den nævnte virksomhed under den administrative procedure blev sat i stand til at forstå, at den også blev foreholdt hver enkelt adfærd, som kartellet består af, og derfor at forsvare sig desangående, og hvis denne afgørelse for det andet er tilstrækkeligt klar i denne henseende (jf. analogt dom af 6.12.2012, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, C-441/11 P, EU:C:2012:778, præmis 46).

79      I anden række følger det med hensyn til retten til forsvar af fast retspraksis, at overholdelsen af denne ret i enhver procedure, som kan føre til, at der pålægges sanktioner, navnlig bøder eller tvangsbøder, udgør et grundlæggende EU-retligt princip, som Kommissionen skal overholde fuldt ud (jf. i denne retning dom af 5.3.2015, Kommissionen m.fl. mod Versalis m.fl., C-93/13 P og C-123/13 P, EU:C:2015:150, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis).

80      I forordning nr. 1/2003 bestemmes, at parterne skal tilsendes en klagepunktsmeddelelse, som klart skal angive de væsentlige faktiske forhold, som Kommissionen støtter sig på i denne fase af proceduren. En sådan klagepunktsmeddelelse udgør en proceduremæssig garanti, der anvender det grundlæggende EU-retlige princip, der kræver, at retten til forsvar overholdes i enhver procedure, der kan føre til, at der pålægges sanktioner. Det følger bl.a. af dette princip, at den klagepunktsmeddelelse, som Kommissionen adresserer til en virksomhed, som den påtænker at pålægge en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne, skal indeholde de væsentlige faktiske forhold, der gøres gældende over for denne virksomhed, såsom de påtalte faktiske omstændigheder, hvorledes disse kvalificeres, og de beviser, Kommissionen støtter sig på, således at virksomheden er i stand til effektivt at gøre sine argumenter gældende under den administrative procedure, der er indledt mod den (jf. i denne retning dom af 3.9.2009, Papierfabrik August Koehler m.fl. mod Kommissionen, C-322/07 P, C-327/07 P og C-338/07 P, EU:C:2009:500, præmis 35 og 36 og den deri nævnte retspraksis).

81      Som generaladvokaten har anført i punkt 88 i forslaget til afgørelse, kan Kommissionen i den endelige afgørelse ganske vist frit præcisere den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder, som den midlertidigt har lagt til grund i klagepunktsmeddelelsen, under hensyn til de oplysninger, der er fremkommet under den administrative procedure, for enten at frafalde klagepunkter, som har vist sig at være ugrundede, eller for såvel faktisk som retligt at tilpasse sin argumentation til støtte for de klagepunkter, som den har fastlagt (jf. i denne retning dom af 5.12.2013, SNIA mod Kommissionen, C-448/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:801, præmis 42-44). Dette indebærer imidlertid, at Kommissionen i klagepunktsmeddelelsen skal fremføre enhver retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder, som den påtænker at lægge til grund i sin endelige afgørelse.

82      Det følger heraf, at den pågældende virksomheds ret til forsvar kun tilsidesættes som følge af en manglende overensstemmelse mellem klagepunktsmeddelelsen og den endelige afgørelse, hvis et klagepunkt, der er lagt til grund i afgørelsen, ikke var fremført i klagepunktsmeddelelsen, eller hvis det ikke var anført på en måde, der var tilstrækkelig til, at adressaterne for denne meddelelse effektivt kunne gøre deres argumenter gældende under den administrative procedure, der var indledt mod dem.

83      Det følger heraf, at når Kommissionen har til hensigt ikke alene at gøre en samlet og vedvarende overtrædelse, men ligeledes den adfærd, som denne overtrædelse består af, gældende over for adressaterne for en klagepunktsmeddelelse, kræver overholdelsen af disse adressaters ret til forsvar, at Kommissionen i meddelelsen fremfører de oplysninger, der er nødvendige til at give dem mulighed for at forstå, at Kommissionen forfølger dem i medfør af såvel den samlede og vedvarende overtrædelse som hver af de separate overtrædelser.

84      I den appellerede doms præmis 50-53 anførte Retten med føje principperne vedrørende overholdelse af retten til forsvar med henblik på at konstatere en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF. Herefter anførte den i denne doms præmis 55 og 56 visse aspekter ved begrebet »samlet og vedvarende overtrædelse«, og navnlig at begrebet forudsætter, at forskellige parter har udvist en sammenhængende adfærd med henblik på at nå et bestemt konkurrencebegrænsende mål af økonomisk karakter.

85      Henset til det i nærværende doms præmis 83 anførte kunne Retten imidlertid ikke i den appellerede doms præmis 57 udlede, at selve begrebet »samlet og vedvarende overtrædelse« forudsætter en »helhed af adfærd eller overtrædelser«, og at appellanterne ikke kunne gøre gældende, at Kommissionen havde indført en yderligere retlig kvalificering i den omtvistede afgørelses artikel 1 ved ud over den samlede og vedvarende overtrædelse at lægge til grund, at denne overtrædelse bestod af flere »separate overtrædelser«. En sådan konklusion er nemlig støttet på en urigtig forudsætning om, at hver adfærd inden for en samlet og vedvarende overtrædelse udgør en separat overtrædelse, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet.

86      Selv om Retten i den appellerede doms præmis 53 korrekt anførte principperne vedrørende overholdelsen af retten til forsvar inden for rammerne af en procedure, der tilsigter, at der konstateres en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, sådan som den ligeledes i det væsentlige gjorde i denne doms præmis 59, kunne den heller ikke heraf udlede, at den blotte angivelse i klagepunktsmeddelelsen af muligheden for at kvalificere den omhandlede adfærd som »separate overtrædelser« var tilstrækkelig i betragtning de krav, der er anført i nærværende doms præmis 77-83.

87      Navnlig er den omstændighed, at det i klagepunktsmeddelelsen angives, at der er mulighed for en sådan kvalificering af »separate overtrædelser« i forbindelse med en analyse af en samlet og vedvarende overtrædelse, ikke tilstrækkelig til, at den pågældende virksomhed kan gøre sine argumenter gældende under den administrative procedure, der er indledt mod den.

88      Herved begik Retten en retlig fejl. Eftersom der ikke var nogen klar angivelse i klagepunktsmeddelelsen, kunne appellanterne nemlig ikke forstå, at Kommissionen ikke alene ville forfølge dem for den samlede og vedvarende overtrædelse, der var anført i denne meddelelse, men ligeledes for flere separate overtrædelser, der bestod af de bilaterale kontakter, som var nævnt i klagepunktsmeddelelsen.

89      Det følger heraf, at Retten ikke uden at begå en retlig fejl kunne fastslå, at Kommissionen ikke havde tilsidesat appellanternes ret til forsvar, eftersom klagepunktsmeddelelsen ikke indeholdt de væsentligste elementer, som blev gjort gældende over for dem hvad angår de separate overtrædelser, navnlig den påtænkte kvalificering af den adfærd, som de blev foreholdt.

90      Følgelig skal det første anbringendes første led tages til følge.

c)      Det første anbringendes andet led

91      Med det første anbringendes andet led har appellanterne foreholdt Retten, at den begik retlige fejl, der foranledigede den til at fastslå, at Kommissionen ikke havde givet en selvmodsigende og utilstrækkelig begrundelse i den omtvistede afgørelse. I den appellerede doms præmis 76-85 antog Retten for det første, at en samlet og vedvarende overtrædelse nødvendigvis består af individuelle overtrædelser. For det andet erstattede den ligeledes Kommissionens begrundelse med sin egen, idet den fastslog, at de forskellige omhandlede individuelle kontakter udgjorde separate overtrædelser. For det tredje begrundede den ikke den omtvistede afgørelse tilstrækkeligt for at forkaste appellanternes argument om, at 352. betragtning til den omtvistede afgørelse og afgørelsens artikel 1 savnede klarhed med hensyn til de separate overtrædelsers omfang.

92      I første række skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den omtvistede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at Unionens retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver samtlige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet om, hvorvidt en retsakts begrundelse opfylder kravene i artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden af retsakten, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 10.7.2019, Kommissionen mod Icap m.fl., C-39/18 P, EU:C:2019:584, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

93      I anden række skal det bemærkes, at det følger af en ligeledes fast retspraksis, at begrundelsespligten ikke pålægger Retten i sin fremstilling udtømmende og et for et at behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og således at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret (jf. bl.a. dom af 26.1.2017, Villeroy & Boch Austria mod Kommissionen, C-626/13 P, EU:C:2017:54, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

94      I tredje række kan det, som det er anført inden for rammerne af undersøgelsen af det første anbringendes første led, ikke af den omstændighed, at Kommissionen kvalificerede en sammenhængende adfærd som en samlet og vedvarende overtrædelse, udledes, at hver enkelt form for adfærd i sig selv og isoleret set nødvendigvis skal kvalificeres som en separat overtrædelse. Såfremt Kommissionen beslutter at kvalificere den pågældende adfærd som sådan og tilregne appellanterne denne, skal denne institution nemlig også undersøge adfærden individuelt og godtgøre, at den er ulovlig, og at appellanterne er involveret i hver enkelt form for nævnte adfærd.

95      Det følger heraf, at når Kommissionen påtænker at foreholde appellanterne ikke alene at have deltaget i en »samlet og vedvarende overtrædelse«, men ligeledes at foreholde dem flere separate overtrædelser svarende til den adfærd, som denne overtrædelse udgøres af, skal den præcisere og begrunde den retlige kvalificering som separat overtrædelse, som den tillægger hver af disse former for adfærd.

96      I det foreliggende tilfælde fastslog Retten indirekte i den appellerede doms præmis 76-78, 81 og 82, at en samlet og vedvarende overtrædelse nødvendigvis består af individuelle overtrædelser. I denne doms præmis 76 fastslog den således, at selve begrebet »samlet og vedvarende overtrædelse« forudsætter en helhed af adfærd og overtrædelser, og den udledte uden yderligere præcisering heraf, at de separate overtrædelser, der er omhandlet i den omtvistede afgørelses artikel 1, ikke udgjorde en yderligere retlig kvalificering. Denne sammenblanding af udtrykkene »overtrædelse« og »adfærd« findes ligeledes i nævnte doms præmis 78, 81 og 82.

97      Nævnte sammenblanding foranledigede Retten til i den appellerede doms præmis 82-84 at fastslå, at Kommissionen havde begrundet afgørelsen tilstrækkeligt, selv om det ikke fremgår af den omtvistede afgørelse, at Kommissionen kvalificerede hver af de omhandlede bilaterale kontakter som separate overtrædelser.

98      Herved begik Retten en retlig fejl. I modsætning til, hvad Retten fastslog, er begrundelsen for konstateringen af flere separate overtrædelser, som appellanterne begik, sådan som denne konstatering fremgår af 352. betragtning til denne afgørelse, nemlig ikke tilstrækkelig. Det fremgår således af denne betragtning, at på grundlag af de faktiske omstændigheder, der er beskrevet i afsnit 4 i og bilag I til nævnte afgørelse, havde hvert udtryk for den adfærd, som blev udvist, eller som enhver helhed (eller flere helheder) af bilaterale kontakter, konkurrencebegrænsende formål og udgjorde således en overtrædelse af artikel 101 TEUF, uden at Kommissionen imidlertid angav grundene til, at appellanterne efter dennes opfattelse skulle tilregnes hver enkelt form for adfærd, som de ikke alene blev foreholdt som en »samlet og vedvarende overtrædelse«, men ligeledes som flere separate overtrædelser af artikel 101 TEUF.

99      Det følger heraf, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen havde opfyldt sin forpligtelse til at begrunde den omtvistede afgørelse, idet den fandt, at appellanterne ud over deres deltagelse i den samlede og vedvarende overtrædelse ligeledes havde deltaget i flere separate overtrædelser.

100    Det første anbringendes andet led skal dermed tages til følge, og følgelig skal dette anbringende tiltrædes som helhed.

B.      Om det andet anbringende

101    Med det andet anbringende har appellanterne foreholdt Retten, at den begik flere retlige fejl, da den kunstigt fastlagde det retlige kriterium, der finder anvendelse for at påvise en samlet og vedvarende overtrædelse. Dette anbringende består af to led.

1.      Det andet anbringendes første led

a)      Parternes argumentation

102    Med det andet anbringendes første led har appellanterne gjort gældende, at den appellerede doms præmis 123, 205 og 206 er behæftet med en retlig fejl vedrørende det retlige kriterium, der finder anvendelse for at påvise en samlet og vedvarende overtrædelse.

103    Heri anførte Retten med urette, at det ikke er nødvendigt at efterprøve, om de angivelige handlinger er et supplement til hinanden, med henblik på at kvalificere dem som en samlet og vedvarende overtrædelse. En sådan konstatering er i strid med Rettens praksis, hvorefter det kræves, at handlingerne supplerer hinanden, for at en sådan overtrædelse kan påvises, når der ikke er direkte bevis for en formel plan, som knytter overtrædelsens forskellige bestanddele sammen. Dom af 19. december 2013, Siemens m.fl. mod Kommissionen (C-239/11 P, C-489/11 P og C-498/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:866), som Retten støttede sig på, vedrører faktiske omstændigheder, der er forskellige fra omstændighederne i den foreliggende sag, eftersom deltagerne i det kartel, som var omhandlet i den sag, der gav anledning til denne dom, på forhånd fysisk havde underskrevet en formel plan. På samme måde indgår domme af 26. januar 2017, Villeroy & Boch Belgium mod Kommissionen (C-642/13 P, EU:C:2017:58) og Villeroy & Boch mod Kommissionen (C-644/13 P, EU:C:2017:59), i en anden faktisk sammenhæng end den, der er omhandlet i nærværende sag.

104    I henhold til den retspraksis, som appellanterne har nævnt, er blotte ligheder mellem forskellige helheder af handlinger ikke tilstrækkeligt til at påvise en samlet og vedvarende overtrædelse. Det skal også godtgøres, at handlingerne er et supplement til hinanden og har et samspil.

105    Kommissionen har anført, at det andet anbringendes første led er ugrundet.

b)      Domstolens bemærkninger

106    Med det andet anbringendes første led har appellanterne i det væsentlige foreholdt Retten, at den fastslog, at blotte ligheder mellem forskellige helheder af handlinger var tilstrækkelige til at påvise en samlet og vedvarende overtrædelse, uden at det var nødvendigt at godtgøre, at handlingerne var et supplement til hinanden og havde et indbyrdes samspil.

107    Det skal i denne henseende bemærkes, at med henblik på at kvalificere forskellige former for adfærd som en samlet og vedvarende overtrædelse skal det ikke kontrolleres, om de fremstod som et supplement til hinanden i den forstand, at hver af disse handlinger skulle bidrage til at imødegå en eller flere konsekvenser af den normale konkurrence, og gennem et samspil bidrog til virkeliggørelsen af de af overtræderne tilstræbte samlede konkurrencebegrænsende virkninger i forbindelse med en overordnet plan med et fælles mål. Betingelsen om et »fælles mål« indebærer derimod, at det skal efterprøves, om der foreligger forhold, som kendetegner de forskellige former for adfærd, der er en del af overtrædelsen, og som kan indikere, at den adfærd, der er materielt gennemført af andre deltagende virksomheder, ikke har det samme mål eller den samme konkurrencebegrænsende virkning, og som dermed ikke er en del af en »samlet plan«, som følge af deres identiske formål om at fordreje konkurrencevilkårene inden for det indre marked (dom af 26.1.2017, Villeroy & Boch mod Kommissionen, C-644/13 P, EU:C:2017:59, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

108    Det kan ikke udledes af denne praksis fra Domstolen, at den kun gælder for situationer, hvor der er direkte bevis for en formel plan, der knytter en overtrædelses forskellige bestanddele sammen, og at der, når der ikke foreligger sådanne beviser, skal være et sådant supplement mellem handlingerne, for at der kan påvises en sådan overtrædelse. I de domme, der er nævnt i nærværende doms præmis 103, gav Domstolen derimod præciseringer af generel rækkevidde for alle samlede og vedvarende overtrædelser uanset de faktiske regler for gennemførelsen af disse.

109    Appellanternes argument er således støttet på en urigtig læsning af Domstolens praksis.

110    I den appellerede doms præmis 205 og 206 fastslog Retten med føje, at det afgørende kriterium for, om der foreligger en samlet og vedvarende overtrædelse, er, om den forskellige adfærd, der er en del af overtrædelsen, er en del af en »samlet plan«, der har et samlet formål. I denne henseende præciserede Retten, at det ikke er nødvendigt at efterprøve, om de nævnte handlinger er et supplement til hinanden, med henblik på at kvalificere dem som en samlet og vedvarende overtrædelse. Retten kan dermed ikke foreholdes en tilsidesættelse af Domstolens praksis.

111    Det andet anbringendes første led skal således forkastes som ugrundet.

2.      Det andet anbringendes andet led

a)      Parternes argumentation

112    Med det andet anbringendes andet led har appellanterne foreholdt Retten retlige fejl vedrørende en samlet plan eller en samlet og vedvarende overtrædelse. I den appellerede dom foretog Retten en urigtig anvendelse af det relevante retlige kriterium, der er fastlagt ved dom af 19. december 2013, Siemens m.fl. mod Kommissionen (C-239/11 P, C-489/11 P og C-498/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:866), og domme af 26. januar 2017, Villeroy & Boch Belgium mod Kommissionen (C-642/13 P, EU:C:2017:58) og Villeroy & Boch mod Kommissionen (C-644/13 P, EU:C:2017:59).

113    I den appellerede doms præmis 209-213 fastslog Retten med urette, at lighederne mellem de angivelige handlinger var relevante og tilstrækkelige kriterier til at kvalificere en samlet og vedvarende overtrædelse, og at det forhold, at handlingerne var et supplement til hinanden, ikke var en nødvendig betingelse i denne henseende. Appellanterne har gjort gældende, at selv om ligheden mellem handlingerne er et relevant kriterium, er det ikke tilstrækkeligt, og når der ikke foreligger direkte beviser for et samspil eller for en formel plan, der er fastlagt på forhånd, kan alene eksistensen af et sådant supplement påvise en sådan overtrædelse.

114    Kommissionen har anført, at det andet anbringendes andet led skal forkastes som ugrundet.

b)      Domstolens bemærkninger

115    Med det andet anbringendes andet led har appellanterne forholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 209-213 fastslog, at ligheder mellem handlinger var relevante og tilstrækkelige kriterier til at kvalificere en samlet og vedvarende overtrædelse, og at det forhold, at handlingerne var et supplement til hinanden, ikke var en nødvendig betingelse i denne henseende.

116    Det følger i denne henseende af Domstolens praksis, at Kommissionen for at godtgøre, at forskellige handlinger, der samlet kan kvalificeres som en samlet og vedvarende overtrædelse, har et fælles mål, kan støtte sig på objektive elementer, såsom ligheden i gennemførelsen af de omhandlede hemmelige arrangementer samt de materielle, geografiske og tidsmæssige overlapninger med hensyn til den pågældende praksis (jf. i denne retning dom af 26.1.2017, Villeroy & Boch Belgium mod Kommissionen, C-642/13 P, EU:C:2017:58, præmis 62).

117    I den appellerede doms præmis 209 anførte Retten i det væsentlige, at Kommissionen havde fremhævet, at de forskellige hemmelige kontakter vedrørte samme vare, havde lignende indhold, i vidt omfang involverede de samme parter, havde samme geografiske udstrækning og forfulgte samme mål, og at den på denne baggrund havde konkluderet, at disse forskellige objektive elementer udgjorde relevante indicier for at påvise en overordnet plan.

118    Herefter anførte Retten i den appellerede doms præmis 212, at lighederne mellem de foreholdte handlinger er relevante kriterier for at påvise en samlet og vedvarende overtrædelse. Retten præciserede, at andre kriterier ligeledes var relevante, som f.eks. at de involverede fysiske personer var identiske, eller at det geografiske anvendelsesområde for de omhandlede former for praksis var identisk.

119    I modsætning til, hvad appellanterne har anført, fastslog Retten således ikke, at lighederne mellem de omhandlede handlinger var tilstrækkelige til at påvise en samlet og vedvarende overtrædelse, men at disse ligheder var et blandt flere kriterier med henblik på at godtgøre en samlet plan, hvilket er en af betingelserne for at kvalificere en sådan overtrædelse.

120    Dermed fastslog Retten med føje i den appellerede doms præmis 213, at de af appellanterne anførte ligheder var relevante kriterier med henblik på at afgøre, om de forskellige former for adfærd, der var en del af den samlede og vedvarende overtrædelse, indgik i en samlet plan med et fælles mål, uden at det var nødvendigt at fastslå en form for »synergi mellem de foreholdte handlinger«.

121    Det andet anbringendes andet led skal dermed forkastes som ugrundet, og dermed forkastes det andet anbringende i det hele som ugrundet.

C.      Om det tredje anbringende

1.      Parternes argumentation

122    Med det tredje anbringende har appellanterne foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 120-130 forkastede deres argument om, at Kommissionen havde tilsidesat deres ret til forsvar ved i den omtvistede afgørelse at indføre et nyt væsentligt kriterium, nemlig kriteriet om, at de foreholdte handlinger var et supplement til hinanden, med henblik på at påvise en samlet og vedvarende overtrædelse, selv om dette kriterium ikke var fremført i klagepunktsmeddelelsen, og at appellanterne ikke havde haft mulighed for at fremsætte bemærkninger til dette kriterium inden vedtagelsen af denne afgørelse.

123    For det første fastslog Retten i denne doms præmis 120-125, at et sådant supplement ikke var et væsentligt kriterium for at påvise en samlet og vedvarende overtrædelse, og, for det andet, i nævnte doms præmis 126-130, at indførelsen af dette nye element i den omtvistede afgørelse ikke udgjorde en tilsidesættelse af appellanternes ret til forsvar, eftersom Kommissionens endelige afgørelse ikke nødvendigvis skulle være en fuldstændig kopi af klagepunktsmeddelelsen.

124    Med hensyn til sidstnævnte betragtning har appellanterne gjort gældende, at Retten foretog en urigtig anvendelse af det relevante retlige kriterium ved sin vurdering af en tilsidesættelse af retten til forsvar. Det er nemlig appellanternes opfattelse, at forskellene mellem klagepunktsmeddelelsen og Kommissionens endelige afgørelse kun må vedrøre de argumenter, som adressaterne for denne meddelelse har fremført under den administrative procedure. Det var således med urette, at Retten fastslog, at der i den omtvistede afgørelse lovligt kunne indføres en afgørende analyse og en væsentlig ændring af den tilgang, der var blevet fulgt i klagepunktsmeddelelsen, med henblik på at påvise en samlet og vedvarende overtrædelse.

125    Kommissionen har gjort gældende, at det tredje anbringende skal forkastes som enten uvirksomt eller ugrundet.

2.      Domstolens bemærkninger

126    Med det tredje anbringende har appellanterne foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 120-130 begik en retlig fejl ved at forkaste deres klagepunkt om, at Kommissionen tilsidesatte deres ret til forsvar, da den for første gang i den omtvistede afgørelse anvendte kriteriet om, at de angivelige handlinger var et supplement til hinanden.

127    Det skal i denne henseende bemærkes, at artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 foreskriver, at der skal tilstilles parterne en klagepunktsmeddelelse. Ifølge fast retspraksis skal denne meddelelse klart angive alle de væsentlige faktiske forhold, som Kommissionen støtter sig på i denne fase af proceduren. Dog kan denne angivelse være summarisk, og den afgørelse, der efterfølgende vedtages af Kommissionen, skal ikke nødvendigvis være en kopi af fremstillingen af klagepunkterne, da en sådan meddelelse er et forberedende dokument, hvis faktiske og retlige bedømmelser alene er af foreløbig karakter (dom af 25.3.2021, Slovak Telekom mod Kommissionen, C-165/19 P, EU:C:2021:239, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

128    Det følger heraf, at den retlige kvalificering, der er givet af de faktiske omstændigheder i klagepunktsmeddelelsen, pr. definition kun kan være foreløbig, og en senere afgørelse fra Kommissionen kan ikke annulleres med den ene begrundelse, at de endelige konklusioner, der er draget af disse faktiske omstændigheder, ikke nøjagtigt svarer til denne foreløbige kvalificering. Det påhviler nemlig Kommissionen at høre adressaterne for en klagepunktsmeddelelse og i givet fald tage hensyn til de bemærkninger, hvormed de besvarer de fremførte klagepunkter, ved at ændre sin analyse for netop hermed at tage hensyn til deres ret til forsvar. Kommissionen skal således have mulighed for at præcisere denne kvalificering i sin endelige afgørelse under hensyntagen til forhold, der kom frem under den administrative procedure, enten for at forkaste de klagepunkter, der viste sig at være ugrundede, eller for at forbedre og fuldstændiggøre den faktiske og retlige argumentation til støtte for de klagepunkter, som den lægger til grund, dog forudsat at den kun lægger de faktiske omstændigheder, som de pågældende har haft lejlighed til at udtale sig om, til grund, og at den under den administrative procedure har fremlagt de forhold, som er nødvendige for at forsvare deres interesser (dom af 25.3.2021, Slovak Telekom mod Kommissionen, C-165/19 P, EU:C:2021:239, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).

129    I den appellerede doms præmis 120-130 forkastede Retten appellanternes klagepunkt om, at Kommissionen havde tilsidesat deres ret til forsvar ved at konstatere en samlet og vedvarende overtrædelse på grundlag af et nyt væsentligt kriterium, nemlig kriteriet om, at de angivelige handlinger var et supplement til hinanden, uden at den havde nævnt dette kriterium i klagepunktsmeddelelsen.

130    For at nå til denne konklusion henviste Retten til Domstolens praksis, der er anført i nærværende doms præmis 107, hvorefter det ikke er nødvendigt at efterprøve, om de angivelige handlinger er et supplement til hinanden, med henblik på at kvalificere dem som en samlet og vedvarende overtrædelse. Den udledte heraf i den appellerede doms præmis 124 og 125, at et sådant supplement ikke var et væsentligt element som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 127, og at Kommissionen derfor ikke havde pligt til at analysere dette i klagepunktsmeddelelsen.

131    Det følger heraf, at Retten herved overholdt Domstolens praksis, og at den ikke kan foreholdes at have begået den angivelige retlige fejl.

132    Det tredje anbringende skal dermed forkastes som ugrundet.

D.      Om det fjerde anbringende

133    Med det fjerde anbringende har appellanterne forholdt Retten en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, en begrundelsesmangel med hensyn til, at det andet anbringende i første instans, som de havde fremsat vedrørende Kommissionens manglende kompetence til at anvende artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, blev forkastet, samt urigtige skøn vedrørende betingelserne for at kunne antage beviser til realitetsbehandling.

134    Med dette andet anbringende gjorde appellanterne i det væsentlige gældende, at Kommissionen ikke havde godtgjort sin »interne kompetence«, med den begrundelse, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse ikke havde påvist, at appellanternes adfærd havde påvirket samhandelen mellem medlemsstaterne som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, hvorfor den ikke havde kompetence til at pålægge dem en bøde i henhold til denne bestemmelse og EØS-aftalens artikel 53. Ved den appellerede dom, og navnlig dommens præmis 169, 173 og 177, forkastede Retten nævnte anbringende, idet den fastslog, at Kommissionen havde godtgjort sin »eksterne kompetence« på grundlag af kriteriet om »gennemførelse«, med den begrundelse, at de optiske diskdrev var blevet solgt i EØS.

135    Det fjerde anbringende består af tre led.

1.      Det fjerde anbringendes første led

a)      Parternes argumentation

136    Det fjerde anbringendes første led vedrører en utilstrækkelig begrundelse af den appellerede dom med hensyn til appellanternes andet anbringende i første instans om Kommissionens manglende kompetence til at avende artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53. Hvad angår dette anbringendes første led om den angivelige mangel på bevis for kartellets påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne besvarede Retten ikke appellanternes argumenter og fokuserede på et urigtigt kompetencekriterium med henblik på at forkaste disse, nemlig kriteriet om gennemførelse.

137    Kriteriet om ekstern kompetence og kriteriet om intern kompetence udelukker ikke hinanden. Kriteriet om ekstern kompetence er en forudsætning for at kunne anvende artikel 101 TEUF, når den ulovlige adfærd foregår uden for EU eller EØS. Selv om dette kriterium er opfyldt, skal Kommissionen dog fortsat afgøre, om den pågældende adfærd kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater.

138    Appellanterne gjorde i første instans gældende, at Kommissionen, eftersom der ikke var bevis for handel med optiske diskdrev mellem medlemsstaterne, ikke havde godtgjort, at samhandelen mellem medlemsstaterne var påvirket som omhandlet i artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53. Retten besvarede ikke disse argumenter og accepterede ulogiske og ikke-underbyggede grunde, for så vidt som den så bort fra, at Kommissionen ikke havde fremlagt beviser, og i den appellerede doms præmis 174 sammenblandede den afsætningen til Dell og HP i EØS med den eventuelle afsætning af optiske diskdrev inden for EØS.

139    Kommissionen har anført, at det fjerde anbringendes første led er ugrundet.

b)      Domstolens bemærkninger

140    Med det fjerde anbringendes første led har appellanterne foreholdt Retten en begrundelsesmangel som svar på deres anbringende, der var fremsat i første instans, om Kommissionens manglende kompetence. Retten besvarede ikke deres argumenter og fokuserede på det urigtige kompetencekriterium for at forkaste disse.

141    Som anført i nærværende doms præmis 93 pålægger begrundelsespligten for det første ikke Retten at give en fremstilling, som udtømmende og et for et behandler alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og således at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret.

142    For det andet følger det af fast retspraksis, at det, for at den betingelse er opfyldt, hvorefter en aftale som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, skal kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater, er nødvendigt, at denne aftale med tilstrækkelig sandsynlighed på grundlag af en flerhed af objektive, retlige eller faktiske omstændigheder kan forudses at ville udøve en direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse på samhandelen mellem medlemsstaterne på en måde, der kan være til skade for virkeliggørelsen af målene for et mellemstatsligt enhedsmarked. Desuden må denne indflydelse ikke være ubetydelig (dom af 16.7.2015, ING Pensii, C-172/14, EU:C:2015:484, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

143    Det skal i denne henseende bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 170-172 bl.a. fastslog, at Kommissionen i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at adressaterne for den omtvistede afgørelse havde leveret optiske diskdrev til deres kunder, Dell og HP, som havde hjemsted i flere medlemsstater. Selv om disse oplysninger blev fremført i forbindelse med vurderingen af kriteriet benævnt »gennemførelse«, havde appellanterne i fuldt omfang mulighed for at forstå, at oplysningerne var tilstrækkelige til at godtgøre, at Kommissionen havde påvist, at samhandelen mellem medlemsstaterne kunne blive påvirket, hvilket gælder så meget desto mere, idet Retten herefter i denne doms præmis 179-191 analyserede appellanternes klagepunkt om en manglende vurdering af, om det omhandlede kartel påvirkede samhandelen mellem medlemsstaterne betydeligt. Idet Retten forkastede dette klagepunkt, fastslog den udtrykkeligt i den appellerede doms præmis 187, at Kommissionen havde opfyldt det kriterium om, at samhandelen mellem medlemsstaterne skal være påvirket, som er fastsat i punkt 53 i retningslinjer vedrørende begrebet påvirkning af handelen i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EUT 2004, C 101, s. 81).

144    Det følger heraf, at selv om Rettens begrundelse er indirekte, gav den appellanterne mulighed for at få kendskab til grundene til, at den ikke tiltrådte deres andet anbringendes første led i første instans.

145    Det fjerde anbringendes første led skal derfor forkastes som ugrundet.

2.      Det fjerde anbringendes andet led

a)      Parternes argumentation

146    Med det fjerde anbringendes andet led har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at de beviser vedrørende den betingelse om, at samhandelen mellem medlemsstaterne skal være påvirket, som Kommissionen for første gang påberåbte sig i svarskriftet i første instans, kunne antages til realitetsbehandling, navnlig med den begrundelse, at disse oplysninger var blevet omtalt i klagepunktsmeddelelsen.

147    I den appellerede doms præmis 176 fastslog Retten, at disse beviser, som Kommissionen for første gang påberåbte sig i svarskriftet i første instans til støtte for sine anbringender om nævnte betingelse, kunne antages til realitetsbehandling. Ifølge Retten var disse oplysninger nævnt i klagepunktsmeddelelsen.

148    For det første indeholdt denne meddelelse ikke nogen konklusion om påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne. For det andet var visse dokumenter, som Kommissionen påberåbte sig i første instans, i modsætning til, hvad Retten fastslog, ikke nævnt i klagepunktsmeddelelsen til støtte for konklusionen heri om denne institutions kompetence. Visse dokumenter var ikke nævnt. Andre dokumenter var nævnt i klagepunktsmeddelelsen, men ikke i den omtvistede afgørelse, hvilket betyder, at Kommissionen ikke længere anså dem for relevante. Andre igen var nævnt i klagepunktsmeddelelsen og i den omtvistede afgørelse, men i argumentation uden forbindelse til vurderingen af betingelsen om, at samhandelen mellem medlemsstaterne skal kunne påvirkes.

149    Domstolen har fastslået, at selv dokumenter, som en anklaget virksomhed allerede har kendskab til, ikke gyldigt kan omtales i en afgørelse, hvis de ikke først er blevet nævnt og undersøgt i klagepunktsmeddelelsen.

150    Kommissionen har anført, at det fjerde anbringendes andet led er ugrundet og under alle omstændigheder uvirksomt.

b)      Domstolens bemærkninger

151    Med det fjerde anbringendes andet led har appellanterne foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 176 fastslog, at de beviser, som Kommissionen for første gang påberåbte sig i svarskriftet i første instans til støtte for sine anbringender om betingelsen om, at samhandelen mellem medlemsstaterne skal kunne påvirkes, kunne antages til realitetsbehandling, selv om det var første gang, Kommissionen fremsatte disse beviser.

152    Det skal i denne henseende bemærkes, at det fremgår af den appellerede doms præmis 170, at Retten på grundlag af 53., 270. og 464.-468. betragtning til den omtvistede afgørelse bekræftede Kommissionens vurdering med hensyn til denne betingelse. Eftersom de beviser, som Kommissionen påberåbte sig, og som appellanterne har sigtet til, er dem, som Retten omtalte i denne doms præmis 171 og 172, skal det fastslås, at de er fremsat for fuldstændighedens skyld i forhold til den begrundelse, der er anført i denne præmis 170, og at det fjerde anbringendes andet led følgelig skal anses for at være uvirksomt.

3.      Det fjerde anbringendes tredje led

a)      Parternes argumentation

153    Med det fjerde anbringendes tredje led har appellanterne gjort gældende, at de »beviser«, som Kommissionen påberåbte sig i første instans, skal afvises og er irrelevante og utilstrækkelige. Dette tredje led vedrører de argumenter, som Kommissionen har fremført, og er kun virksomt, for så vidt som Domstolen ophæver den appellerede dom.

154    For det første er beviserne vedrørende Dell uden betydning af de grunde, der er anført i punkt 46 i replikken for Retten. For det andet er den omstændighed, at HP havde salgskontorer i Det Forenede Kongerige, uden betydning af de grunde, der er anført i denne repliks punkt 47. For det tredje bekræfter de beviser, der er nævnt i fodnote 74 og 75 til svarskriftet for Retten, blot et ubestridt forhold, nemlig at de pågældende virksomheder i EØS forsynede Dell og HP med optiske diskdrev med oprindelse uden for EØS. For det fjerde nævnte Kommissionen i fodnote 25 til duplikken for Retten en anden vending i det samme dokument ID 1412/4, som nævnes i fodnote 74 til svarskriftet. Dette dokument blev påberåbt i svarskriftet til støtte for en konklusion, som hverken fremgår af klagepunktsmeddelelsen eller den omtvistede afgørelse. Denne nye konklusion til støtte for den omtvistede afgørelses lovlighed skal derfor afvises under appelsagen, og det nævnte dokument skal følgelig ligeledes afvises. For det femte er de beviser, der er nævnt i fodnote 76 til svarskriftet, helt uden betydning. Det vedrører afsætningen på et andet markedssegment end markedet for andre kunder end Dell og HP, som falder uden for rammerne for den omhandlede adfærd.

155    Hvad angår de beviser, der nævnes for første gang i fodnote 26 til duplikken, har Kommissionen fremdraget et dokument af sagsakterne, som efter dens opfattelse viser, at visse leverandører af optiske diskdrev, der forsynede HP, havde hjemsted i EØS, hvilket godtgør en samhandel inden for EØS. Dette dokument kan ikke antages til realitetsbehandling, navnlig fordi det hverken omtales eller undersøges i klagepunktsmeddelelsen eller den omtvistede afgørelse med henblik på at bevise en påvirkning af samhandelen i EØS.

156    Kommissionen har anført, at det fjerde anbringendes tredje led er ugrundet.

b)      Domstolens bemærkninger

157    Med det fjerde anbringendes tredje led har appellanterne gjort gældende, at de »beviser«, som Kommissionen påberåbte sig i første instans, skal afvises og er uden betydning og utilstrækkelige. Dette tredje led vedrører de argumenter, som Kommissionen har fremført, og er kun relevant, for så vidt som Domstolen ophæver den appellerede dom.

158    Det er tilstrækkeligt at bemærke, at det følger af fast retspraksis, at et anbringende, der fremsættes for første gang i forbindelse med en appelsag ved Domstolen, skal afvises. Under en appelsag har Domstolen kun kompetence til at tage stilling til Rettens bedømmelse af de anbringender, der er blevet behandlet for den. At indrømme en part adgang til under en appelsag at fremsætte et anbringende, som parten ikke fremsatte for Retten, ville være ensbetydende med at give vedkommende adgang til at forelægge Domstolen – hvis kompetence i appelsager er begrænset – en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten (dom af 10.7.2014, Telefónica og Telefónica de España mod Kommissionen, C-295/12 P, EU:C:2014:2062, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

159    Følgelig skal det fjerde anbringendes tredje led afvises. Dermed skal dette anbringende forkastes i sin helhed, idet det delvis skal afvises, delvis er uvirksomt og delvis er ugrundet.

VI.    Om ophævelsen af den appellerede dom

160    Det fremgår af nærværende doms præmis 76-100, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen ikke havde tilsidesat appellanternes ret til forsvar, og at den havde opfyldt sin forpligtelse til at begrunde den omtvistede afgørelse, idet den fandt, at appellanterne ud over deres deltagelse i den samlede og vedvarende overtrædelse ligeledes havde deltaget i flere separate overtrædelser.

161    På denne baggrund skal den appellerede dom ophæves.

VII. Om søgsmålet for Retten

162    I henhold til artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ophæver Domstolen den af Retten trufne afgørelse, hvis appellanten gives medhold. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

163    I det foreliggende tilfælde skal der træffes endelig afgørelse i sagen, som er moden til påkendelse.

164    Som det fremgår af nærværende doms præmis 34, fremsatte appellanterne ni anbringender for Retten.

165    Med det første anbringende for Retten gjorde appellanterne gældende, at Kommissionen tilsidesatte deres ret til forsvar ved for første gang i den omtvistede afgørelse at konstatere, at de havde deltaget i flere separate overtrædelser, der udgjorde den samlede og vedvarende overtrædelse, som de blev tilregnet, uden at den havde anført dette under den administrative procedure. Denne afgørelse er ligeledes behæftet med en begrundelsesmangel, eftersom Kommissionen ikke angav grundene til, at den fandt, at appellanterne havde deltaget i disse separate overtrædelser.

166    Med hensyn til klagepunktet om en tilsidesættelse af begrundelsespligten skal det fastslås, at Kommissionen af de grunde, der er anført i nærværende doms præmis 91-99, ikke begrundede sin afgørelse hvad angår appellanternes deltagelse i de nævnte separate overtrædelser.

167    Det første anbringende, som appellanterne fremsatte til støtte for deres søgsmål, skal således tiltrædes, for så vidt som Kommissionen herved blev foreholdt, at den ikke havde givet en tilstrækkelig begrundelse for den omtvistede afgørelse med hensyn til appellanternes deltagelse i disse separate overtrædelser.

168    Henset til det ovenstående, i lyset af præciseringerne i nærværende doms præmis 68-71, og uden at det er fornødent at undersøge de øvrige argumenter, som var fremført inden for rammerne af det første anbringende, skal denne afgørelses artikel 1, litra e), annulleres, for så vidt som det heri konstateres, at appellanterne havde tilsidesat artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 ved at deltage i flere separate overtrædelser.

169    Med det andet anbringende for Retten gjorde appellanterne gældende, at Kommissionen ikke havde kompetence til at anvende artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53. De gjorde i det væsentlige gældende, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse ikke påviste, at samhandelen mellem medlemsstaterne var blevet påvirket af den adfærd, som er blevet foreholdt, hvorfor denne institution ikke havde kompetence til at pålægge en bøde i medfør af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53. Domstolen tiltræder den begrundelse, der fremgår af den appellerede doms præmis 165-177 og 181-190. På baggrund af det i disse præmisser anførte skal det andet anbringende dermed forkastes.

170    Med det tredje anbringende for Retten anfægtede appellanterne, at den angivelige overtrædelse omfattede hele EØS i modsætning til, hvad der er anført i den omtvistede afgørelses artikel 1. De gjorde gældende, at karteldeltagernes afsætning af optiske diskdrev var begrænset til Dell og HP, som havde hjemsted i henholdsvis Nederlandene og Tyskland. De anførte, at det sted, hvor kunderne køber de pågældende varer, er afgørende for at fastslå, om en overtrædelse er blevet gennemført. Domstolen tiltræder den begrundelse, der fremgår af den appellerede doms præmis 194-199. På baggrund af det i disse præmisser anførte skal det tredje anbringende således forkastes.

171    Med det fjerde anbringende for Retten anfægtede appellanterne Kommissionens konklusioner om en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53. Inden for rammerne af det første led anførte de, at påvisningen af, at de forskellige former for individuel, konkurrencebegrænsende adfærd var et supplement til hinanden, er et væsentligt kriterium for at godtgøre en sådan overtrædelse, og at Kommissionen i den omtvistede afgørelse ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort dette supplement. Inden for rammerne af det andet led anfægtede appellanterne Kommissionens konklusion om, at adfærden knyttet til Dell og HP gav anledning til en samlet overtrædelse. For det første gjorde de gældende, at adfærden vedrørende Dell og HP ikke forfulgte et enkelt konkurrencebegrænsende mål, idet disse selskaber var to forskellige kunder. For det andet anførte de, at adfærden knyttet til Dell ikke supplerede adfærden over for HP, eftersom der ikke var samspil mellem disse to former for adfærd. For det tredje anførte de, at de ligheder, der er opregnet i denne afgørelse vedrørende varerne, fremgangsmåden, indholdet og det geografiske anvendelsesområde, ikke er tilstrækkeligt til at godtgøre, at de forskellige former for adfærd var et sådant supplement. For det fjerde gjorde de gældende, at adfærden vedrørende Dell og HP med hensyn til varigheden, deltagerne, kunderne, de involverede fysiske personer og de geografiske områder i modsætning til, hvad der er anført i den nævnte afgørelse, var væsentligt forskellige. For det femte anførte appellanterne, at de beviser, som var fremført i afgørelsen, var utilstrækkelige og uden betydning for at bevise, at de omhandlede former for adfærd var et supplement til hinanden.

172    Med hensyn til det første led tiltræder Domstolen den begrundelse, der fremgår af den appellerede doms præmis 204-216, sammenholdt med nærværende doms præmis 107-110 og 116-120. På baggrund af det i disse præmisser anførte skal dette anbringendes første led således forkastes. Hvad angår det andet led tiltræder Domstolen den begrundelse, der fremgår af den appellerede doms præmis 220-240. På baggrund af det i de sidstnævnte præmisser anførte skal dette anbringendes andet led således forkastes. Dermed forkastes det fjerde anbringende i sin helhed.

173    Med det femte anbringende for Retten gjorde appellanterne gældende, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at de havde kendskab til eller burde have haft kendskab til hele den samlede og vedvarende overtrædelse, der blev konstateret i den omtvistede afgørelse, samt til alle de andre deltageres involvering. Efter appellanternes opfattelse kunne Kommissionen følgelig ikke i den omtvistede afgørelse tilregne dem en deltagelse i denne overtrædelse, hvorfor afgørelsen skal annulleres i sin helhed, for så vidt som den vedrører dem. Domstolen tiltræder den begrundelse, der fremgår af den appellerede doms præmis 246-277, 280-345 og 349-358. På baggrund af det i disse præmisser anførte skal det femte anbringende således forkastes.

174    Med det sjette anbringende for Retten gjorde appellanterne gældende, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at de havde kendskab til alle de elementer, som det angivelige kartel bestod af, eller til de øvrige karteldeltageres adfærd fra den 23. juni 2004. De har i denne henseende anført, at de først kunne være bekendt med nævnte kartels samlede mål efter den 20. juni 2006, fra hvilken dato de blev holdt ansvarlige for kontakterne med HP, og at den omtvistede afgørelse derfor skal annulleres i sin helhed. Domstolen tiltræder den begrundelse, der fremgår af den appellerede doms præmis 362-373. På baggrund af det i disse præmisser anførte skal det sjette anbringende således forkastes.

175    Med det syvende anbringende for Retten gjorde appellanterne indledningsvis gældende, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at de bilaterale kontakter, som angiveligt havde involveret dem i den konstaterede samlede og vedvarende overtrædelse, udgjorde ulovlige aftaler som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF. De anførte dernæst, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort nogen samstemmende konkurrencebegrænsende hensigt med hensyn til hver af de otte angivelige bilaterale kontakter. Appellanterne anfægtede endvidere den omstændighed, at Kommissionen havde støttet sig på erklæringer fra virksomheder, der havde ansøgt om bødefritagelse, og rejste i denne forbindelse tvivl om disse erklæringers bevisværdi samt de samtidige beviser for de faktiske omstændigheder, navnlig registre over telefonsamtaler. Endelig anførte de, at disse kontakter blot indebar udveksling af oplysninger, og at den bøde, som de blev pålagt, derfor skulle nedsættes. Denne kvalificering af deres adfærd kunne efter deres opfattelse føre til et efterfølgende erstatningssøgsmål. Domstolen tiltræder den begrundelse, der fremgår af den appellerede doms præmis 377-463. På baggrund af det i disse præmisser anførte skal det syvende anbringende således forkastes.

176    Med det ottende anbringende for Retten gjorde appellanterne gældende, at undersøgelsens varighed var uforholdsmæssigt lang, henset til sagsakternes omfang, til antallet af involverede parter, til, at alene to kunder var involveret, til den relativt kort varighed af den af Kommissionen anførte samlede og vedvarende overtrædelse, samt til, at der ikke forelå usædvanlige omstændigheder, der kunne begrunde en lang undersøgelse. Efter appellanternes opfattelse skal konstateringen af denne uforholdsmæssigt lange varighed føre til, at den pålagte bøde nedsættes med i hvert fald 5%. Domstolen tiltræder den begrundelse, der fremgår af den appellerede doms præmis 467-472. På baggrund af det i disse præmisser anførte skal det ottende anbringende således forkastes.

177    Med det niende anbringende for Retten gjorde appellanterne gældende, at Kommissionen havde fastsat den bøde, som de blev pålagt, urigtigt. Dette anbringende bestod af tre led for det første om, at Kommissionen ikke havde taget hensyn til den omstændighed, at appellanterne er virksomheder, der fremstiller ét produkt, for det andet om, at den ikke tog hensyn andre omstændigheder, der begrænsede grovheden af TSST KR’s individuelle adfærd, og for det tredje om, at den ikke foretog en korrekt vurdering af de særlige omstændigheder ved den omhandlede overtrædelse med henblik på fastlæggelsen af en almindelig koefficient for grovhed. Domstolen tiltræder den begrundelse, der fremgår af den appellerede doms præmis 477-485, 489-497 og 501-507. På baggrund af det i disse præmisser anførte skal det niende anbringende således forkastes.

178    Hvad angår den bøde, der er nævnt i artikel 2, litra e), i den omtvistede afgørelse, fastslår Domstolen, at ingen af de oplysninger, som appellanterne har påberåbt sig i nærværende sag, og intet hensyn til den offentlige orden begrunder, at den i henhold til artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003 anvender sin fulde prøvelsesret til at nedsætte denne bøde.

179    På denne baggrund annulleres den omtvistede afgørelses artikel 1, litra e), for så vidt som det heri fastslås, at appellanterne tilsidesatte artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 ved at deltage i flere separate overtrædelser, og i øvrigt frifindes Kommissionen.

 Sagsomkostninger

180    I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen.

181    Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i medfør af dets artikel 184, stk. 1, ligeledes finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Reglementets artikel 138, stk. 3, præciserer, at hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, bærer hver part sine egne omkostninger. Domstolen kan dog, hvis dette efter omstændighederne findes begrundet, beslutte, at en part, ud over at bære sine egne omkostninger, skal betale en del af modpartens omkostninger.

182    I det foreliggende tilfælde har appellanterne nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale alle sagsomkostningerne i forbindelse med sagen i første instans og appelsagen, og denne institution har tabt appelsagen og delvist sagen i første instans. Appellanterne har delvist tabt sagen i første instans. Når dette er sagt, er Domstolen ud fra sagens konkrete omstændigheder af den opfattelse, at Kommissionen foruden at bære sine egne omkostninger i sagen i første instans og i appelsagen bør pålægges også at betale samtlige omkostninger, som appellanterne har afholdt i forbindelse med denne appel, samt halvdelen af deres omkostninger i sagen i første instans. Appellanterne bærer halvdelen af deres egne omkostninger i sagen i første instans.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Fjerde Afdeling):

1)      Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 12. juli 2019, Toshiba Samsung Storage Technology og Toshiba Samsung Storage Technology Korea mod Kommissionen (T-8/16, EU:T:2019:522), ophæves.

2)      Artikel 1, litra e), i Kommissionens afgørelse C(2015) 7135 final af 21. oktober 2015 om en procedure efter artikel 101 TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen (sag AT.39639 – Optiske diskdrev) annulleres, for så vidt som det heri fastslås, at Toshiba Samsung Storage Technology Corp. og Toshiba Samsung Storage Technology Korea Corp. har tilsidesat artikel 101 TEUF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 ved fra den 23. juni 2004 til den 17. november 2008 at deltage i flere separate overtrædelser.

3)      I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

4)      Kommissionen bærer sine egne omkostninger i forbindelse med såvel sagen i første instans som appelsagen og betaler samtlige de omkostninger, som Toshiba Samsung Storage Technology Corp. og Toshiba Samsung Storage Technology Korea Corp. har afholdt i forbindelse med denne appel, og halvdelen af de omkostninger, som de har afholdt i første instans.

5)      Toshiba Samsung Storage Technology Corp. og Toshiba Samsung Storage Technology Korea Corp. bærer hver halvdelen af deres egne omkostninger i sagen i første instans.

Underskrifter

*      Processprog: engelsk.