FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. RICHARD DE LA TOUR
fremsat den 15. december 2022 (1)
Sag C-618/21
AR,
BF,
ZN,
NK Sp. z o.o., s.k.,
KP,
RD Sp. z o.o.,
mod
PK S.A.,
CR,
SI S.A.,
MB S.A.,
PK S.A.,
SI S.A.,
EZ S.A.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy dla m.st. Warszawy w Warszawie (retten i første instans i Warszawa, Polen))
»Præjudiciel forelæggelse – ansvarsforsikring for motorkøretøjer – direktiv 2009/103/EF – artikel 3 – erstatningsansvar for køretøjer – lovpligtig forsikring af motorkøretøjer – artikel 18 – ret til at rejse krav direkte – rækkevidde – fastsættelse af erstatningens størrelse – hypotetiske omkostninger – mulighed for at stille visse betingelser til udbetalingen af erstatningen – salg af køretøjet«
I. Indledning
1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (2), sammenholdt med dette direktivs artikel 3.
2. Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med tvister mellem seks ejere af køretøjer og de forsikringsselskaber, der har ansvarsforsikret de forsikringstagere, der har forvoldt de skader, der er sket på disse ejeres køretøjer.
3. Denne sag giver Domstolen lejlighed til for første gang at præcisere rækkevidden af den ret til at rejse krav direkte, der tilkommer en skadelidt, som over for et forsikringsselskab kræver erstatning for samtlige skader, der er forårsaget af et motorkøretøj.
4. I dette forslag til afgørelse vil jeg gøre rede for grundene til, at jeg er af den opfattelse, at EU-retten ikke er til hinder for, at den ydelse, som et forsikringsselskab skal levere, udelukkende er økonomisk, og at den effektive virkning af direktiv 2009/103 tilsidesættes, hvis skadelidtes ret til at rejse krav direkte begrænses eller udelukkes af mangel på faktisk reparation af det beskadigede køretøj.
II. Retsforskrifter
A. Direktiv 2009/103
5. 30. betragtning til direktiv 2009/103 har følgende ordlyd:
»(30) Retten til at påberåbe sig en forsikringsaftale og rette et krav direkte mod forsikringsselskabet har væsentlig betydning for beskyttelsen af skadelidte ved en ulykke, som involverer et motorkøretøj. Med henblik på at fremme en effektiv og hurtig sagsbehandling samt i videst mulige omfang at undgå omkostningskrævende søgsmål, bør alle skadelidte ved ulykker forvoldt af motorkøretøjer have ret til at rejse krav direkte over for det selskab, hvor skadevolder er ansvarsforsikret.«
6. Dette direktivs artikel 3 med overskriften »Lovpligtig forsikring af motorkøretøjer« bestemmer følgende:
»Hver medlemsstat træffer med forbehold af artikel 5 passende foranstaltninger til at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring.
Der træffes inden for rammerne af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger bestemmelse om, hvilke skader der dækkes, samt om forsikringens nærmere vilkår.
Hver medlemsstat træffer passende foranstaltninger til at sikre, at forsikringskontrakten i øvrigt dækker følgende skader:
a) skader, der forårsages i andre medlemsstater, i overensstemmelse med disse staters lovgivning
b) skader, der kan ramme personer, som er hjemmehørende i en af medlemsstaterne, på en strækning, der direkte forbinder to områder, hvor traktaten finder anvendelse, når der ikke findes et nationalt forsikringsbureau i det passerede område; i dette tilfælde skal skaden dækkes i overensstemmelse med reglerne om lovpligtig ansvarsforsikring i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende.
Den forsikring, der er omhandlet i stk. 1, skal dække tingsskade såvel som personskade.«
7. Det nævnte direktivs artikel 18 med overskriften »Direkte krav« har følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne sikrer, at skadelidte ved ulykker, der er forårsaget af et køretøj, som er dækket af en forsikring som omhandlet i artikel 3, kan rejse krav direkte mod det forsikringsselskab, som skadevolderen er ansvarsforsikret i.«
B. Polsk ret
8. Artikel 363, stk. 1, i Kodeks Cywilny (den civile lovbog) bestemmer:
»Erstatning for skade bør ske efter skadelidtes valg, enten ved at genoprette den tidligere tilstand eller ved at betale et passende beløb. Hvis genoprettelse af den tidligere tilstand ikke er mulig eller vil medføre uforholdsmæssigt store vanskeligheder eller omkostninger for skadevolderen, er skadelidtes krav dog begrænset til økonomisk erstatning.«
9. Den civile lovbogs artikel 822, stk. 1 og 4, fastsætter:
»1. Forsikringsgiver forpligter sig gennem ansvarsforsikringsaftalen til at betale den i aftalen fastsatte erstatning for skader forvoldt tredjemand, over for hvem forsikringstageren eller den forsikrede er erstatningsansvarlig.
[…]
4. Enhver, som har ret til erstatning for en skade, der følger af en begivenhed, som er omfattet af ansvarsforsikringen, kan gøre sit krav gældende direkte over for forsikringsgiver.«
III. De faktiske omstændigheder i tvisterne i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
10. Der verserer seks tvister for Sąd Rejonowy dla m.st. Warszawy w Warszawie (retten i første instans i Warszawa, Polen). Fem af disse omhandler det afslag, som de i hovedsagen sagsøgte forsikringsselskaber, som dækker erstatningsansvaret for den skadevolder, der har forårsaget et færdselsuheld, hvori der skete skade på en række køretøjer, har givet på at godtgøre de skadelidte, som er sagsøgerne i hovedsagen, og som har udøvet deres ret til at rejse krav direkte, jf. artikel 18 i direktiv 2009/103, de omkostninger til reparation af disse køretøjer, som de skadelidte ikke har afholdt. Disse omkostninger kaldes af den forelæggende ret »hypotetiske reparationsomkostninger«.
11. Den sjette tvist adskiller sig alene fra de førnævnte ved, at skaden skete, fordi en garageport faldt ned og ødelagde det køretøj, som ejes af sagsøgeren i hovedsagen.
12. Disse tvister skyldes, at de skadelidte kræver økonomisk erstatning for skaderne på deres køretøjer på basis af en høj ansættelse af reparationsomkostningerne (reservedele og arbejdsløn) og ikke på basis af dokumentation for de reparationsomkostninger, de har afholdt, med andre ord de reelt afholdte omkostninger. Forsikringsselskaberne har således gjort gældende, at denne erstatning ikke kan overstige værdien af det reelt lidte tab beregnet efter den såkaldte »differentialmetode«. Dette tab skal svare til forskellen mellem den værdi, som det beskadigede køretøjer havde haft, hvis uheldet ikke var sket, og den aktuelle værdi af dette køretøj i beskadiget eller repareret, også delvist repareret, tilstand.
13. Den forelæggende ret har anført, at skadeserstatning ifølge national ret skal sikre skadelidtes ejendom samme værdi, som den ville have haft, hvis skaden ikke var sket, uden at give skadelidte mulighed for at øge værdien af sin ejendom.
14. I overensstemmelse med polsk retspraksis yder domstolene imidlertid en erstatning i forbindelse med skader forvoldt på køretøjer svarende til de hypotetiske reparationsomkostninger, hvis beløb langt overstiger beløbet for skaderne på skadelidtes ejendom beregnet efter diffentialmetoden. Det samme gør sig gældende i tilfælde af salg af det beskadigede køretøj, som skadelidte aldrig siden vil kunne få repareret.
15. Ifølge den forelæggende ret kan denne retspraksis, der er kritisabel, idet den gør det muligt for skadelidte i visse tilfælde at øge værdien af sin ejendom, begrundes i den særlige beskyttelse af ofre for trafikulykker, der følger af EU-retten. Den forelæggende ret har derfor fundet det nødvendigt at få afklaret rækkevidden af skadelidtes rettigheder i medfør af den ret til at rejse krav direkte, som vedkommende kan udøve over for forsikringsselskabet.
16. Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at der er en konflikt mellem på den ene side denne ret til at rejse krav direkte, sammenholdt med den omstændighed, at skadelidte i henhold til polsk ret kan rejse to forskellige krav mod skadevolder, nemlig et krav om betaling af en erstatning og et krav in natura med henblik på genoprettelse af den tidligere tilstand før skaden, og på den anden side det princip, der følger af den polske lov om forpligtelser, hvorefter den ydelse, der leveres af en forsikringsgiver af en ansvarsforsikring, er »betaling«, dvs. en økonomisk ydelse.
17. Den forelæggende ret ønsker således oplyst, om EU-retten er til hinder for nationale bestemmelser, der bevirker, at skadelidte, som ønsker at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet, fratages en af de måder at opnå erstatning på, som er fastsat i national ret, hvilket ville have almen afskrækkende virkning.
18. Denne ret ønsker ligeledes oplyst, om skadelidte, for at den effektive virkning af dennes krav i henhold til artikel 18 i direktiv 2009/103 kan sikres, skal have ret til at rejse et krav mod forsikringsgiveren af skadevolderens ansvarsforsikring med henblik på betaling af en erstatning på et beløb svarende til de omkostninger, der er nødvendige for, at skadelidte selv kan få foretaget reparationerne af det beskadigede køretøj, uden at kunne afstå fra disse reparationer. Erstatningen kunne således være baseret på en reel reparation.
19. Den forelæggende rets sidste spørgsmål vedrører den situation, hvor det beskadigede køretøj ikke længere kan repareres, fordi det f.eks. er blevet solgt. Retten hælder til den opfattelse, at erstatningen til skadelidte alene skal svare til forskellen mellem den pris, som vedkommende har fået for det beskadigede køretøj, og den pris, som køretøjet ville have indbragt, hvis det ikke var blevet beskadiget.
20. På denne baggrund har Sąd Rejonowy dla m.st. Warszawy w Warszawie (retten i første instans i Warszawa) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 18 i [direktiv 2009/103], sammenholdt med artikel 3 heri, fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for nationale regler, hvorefter den skadelidte – der kan anlægge direkte søgsmål om erstatning for skade på sit køretøj forårsaget af brug af motorkøretøjer mod det forsikringsselskab, hvor skadevolderen har sin ansvarsforsikring – kun kan opnå erstatning fra forsikringsselskabet svarende til det faktiske og aktuelle tab i den pågældendes ejendom, dvs. forskellen mellem køretøjets værdi før ulykken og værdien af det beskadigede køretøj, forhøjet med allerede afholdte rimelige omkostninger til reparation af køretøjet og andre allerede afholdte og rimelige omkostninger som følge af ulykken, imens skadelidte – hvis han søgte erstatning direkte fra skadevolderen – kunne vælge at fremsætte krav om, at køretøjet bringes tilbage til den stand, det var i før skaden (udbedres personligt af skadevolderen eller af et værksted mod den pågældendes betaling for reparationen) i stedet for erstatning?
2) Hvis det ovenstående spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 18 i [direktiv 2009/103], sammenholdt med artikel 3 heri, [da] fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for nationale regler, hvorefter den skadelidte – der kan anlægge direkte søgsmål om erstatning for skade på sit køretøj forårsaget af brug af motorkøretøjer mod det forsikringsselskab, hvor skadevolderen har sin ansvarsforsikring – kun kan opnå erstatning fra forsikringsselskabet svarende til det faktiske og aktuelle tab i den pågældendes ejendom, dvs. forskellen mellem køretøjets værdi før ulykken og værdien af det beskadigede køretøj, forhøjet med allerede afholdte rimelige omkostninger til reparation af køretøjet og andre allerede afholdte og rimelige omkostninger som følge af ulykken, imens skadelidte – hvis han anlagde sag direkte mod skadevolderen – kunne vælge at fremsætte krav om, at køretøjet bringes tilbage til den stand, det var i før skaden (og ikke blot om betaling af udgifterne hertil) i stedet for erstatning?
3) Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende og det andet spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 18 i [direktiv 2009/103], sammenholdt med artikel 3 heri, [da] fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for nationale regler, hvorefter det forsikringsselskab, over for hvilket ejeren af et køretøj, der blev beskadiget i forbindelse med dets brug, har fremsat et krav om betaling af hypotetiske omkostninger, som han ikke har afholdt, men ville have skullet afholde, hvis han havde [besluttet] sig for at bringe køretøjet tilbage til den tilstand, det var i før ulykken, kan:
a) gøre denne betaling betinget af, at skadelidte beviser, at han rent faktisk har til hensigt at reparere køretøjet på en bestemt måde med en bestemt mekaniker til en bestemt pris på reservedele og serviceydelser og overføre midlerne til denne reparation direkte til denne mekaniker (eller sælger af eventuelle reservedele, der er nødvendige for reparationen) med et forbehold om tilbagebetaling, hvis det formål, hvortil disse midler blev udbetalt, ikke kan nås, og hvis ikke, da:
b) gøre denne betaling betinget af, at forbrugeren forpligter sig til, inden for den aftalte frist, at godtgøre, at han har brugt de udbetalte midler til at reparere køretøjet eller at tilbagebetale dem til forsikringsselskabet, og hvis ikke, da:
c) efter udbetalingen af disse midler med angivelse af formålet med udbetalingen (måden for deres anvendelse) og udløbet af den nødvendige periode, inden for hvilken den skadelidte kunne reparere køretøjet, kræve af skadelidte, at denne kan påvise anvendelsen af disse midler til reparation eller tilbagebetaling
for at eliminere muligheden for skadelidtes uretmæssige berigelse som følge af skaden?
4) Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, og det andet spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 18 i [2009/103], sammenholdt med artikel 3 heri, [da] fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for nationale regler, hvorefter den skadelidte – som ikke længere er ejer af det beskadigede køretøj, fordi han har solgt det mod betaling og derfor ikke kan reparere køretøjet længere – ikke kan kræve, at skadevolderens ansvarsforsikringsselskab betaler reparationsomkostninger, der ville have været nødvendige for at tilbageføre det beskadigede køretøj til dets tilstand før skaden, og den skadelidtes krav er begrænset til at kræve erstatning fra forsikringsselskabet for det faktiske og aktuelle tab af ejendom, dvs. forskellen mellem værdien af køretøjet i dets oprindelige stand før ulykken og beløbet opnået ved salg af køretøjet, og forhøjet med allerede afholdte og rimelige omkostninger til reparation af køretøjet og andre allerede afholdte rimelige omkostninger som følge af ulykken?«
21. KP og RD Sp. z o.o., to af sagsøgerne i hovedsagen, SI S.A., en af de sagsøgte i hovedsagen, den polske, den tjekkiske og den tyske regering samt Europa-Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg.
IV. Bedømmelse
A. Formaliteten
22. Anmodningen om præjudiciel afgørelse er baseret på den forelæggende rets konstatering af, at den »nationale erstatningsret […] pålægger forsikringsselskaberne at godtgøre skadelidte de såkaldte hypotetiske omkostninger ved reparationerne af det beskadigede køretøj uden nogen forbindelse med udførelsen af disse reparationer (i fremtiden), idet skadelidte, hvis denne ikke ønsker at lade køretøjet reparere, som følge af skaden således kan øge værdien af sin ejendom med forskellen mellem omkostningerne ved reparationerne af det beskadigede køretøj og værditabet på køretøjet som følge af de forvoldte skader – for forsikringsselskabernes regning og i øvrigt for samtlige de køretøjsejeres regning, som betaler lovpligtige forsikringspræmier«.
23. Den forelæggende ret søger derfor en løsning på fastsættelsen af en erstatning, hvis beløb kommer tættest på de reelle omkostninger, som skadelidte burde have afholdt. Denne ret har således anført, at disse skadelidte ikke kan rejse et erstatningskrav in natura for køretøjet over for forsikringsgiveren, således som de kan over for skadevolderen.
24. Da den forelæggende ret således har konstateret, at der i polsk ret er forskel på disse to krav, som kan rejses af personer, som har ret til erstatning for en skade, der er forvoldt på et køretøj, ønsker den oplyst, hvilket omfang og hvilken rækkevidde skadelidtes ret til at rejse krav direkte, jf. artikel 18 i direktiv 2009/103, skal have for at sikre den effektiv virkning heraf. Under disse omstændigheder kan anmodningen om præjudiciel afgørelse antages til realitetsbehandling.
25. Ifølge Domstolens faste praksis, som den forelæggende ret har henvist til, kan anmodningen om præjudiciel afgørelse nemlig ikke vedrøre omfanget af skadeserstatningen, der i det væsentlige er reguleret af national ret (3).
26. Det skal endvidere påpeges, at det fremgår af selve ordlyden af artikel 267 TEUF, at den præjudicielle afgørelse, der anmodes om, skal være »nødvendig«, for at den forelæggende ret kan »[afsige] sin dom« i den sag, der verserer for den (4).
27. I den foreliggende sag vedrører en af de seks sager, der er anlagt ved den forelæggende ret, erstatning for skade forvoldt på et køretøj af en garageport.
28. Det er åbenbart, at direktiv 2009/103 ikke har til formål at garantere erstatningsansvaret, når det ikke er et køretøj, der er skyld i skaden (5). Dette direktiv tilsigter nemlig at sikre ofrene en særlig beskyttelse mod den alvorlige tingsskade eller personskade, der kan blive forvoldt dem som følge af et motorkøretøjs farlighed i kraft af dets konstruktion og anvendelse.
29. Endvidere fastsætter artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103, at hver medlemsstat med forbehold af direktivets artikel 5 træffer passende foranstaltninger til at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring.
30. Begrebet »[færdsel med] køretøjer«, der er et selvstændigt begreb i EU-retten, er ganske vist blevet fortolket af Domstolen i henseende til navnlig den sammenhæng, hvori denne artikel 3, stk. 1 (6), indgår, under hensyntagen til, at formålet om beskyttelse af ofrene for uheld forvoldt af motorkøretøjer konstant er blevet forfulgt og styrket af EU-lovgiver (7).
31. Domstolen har således fastslået, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103 skal fortolkes således, at begrebet »[færdsel med] køretøjer« som omhandlet i denne bestemmelse ikke er begrænset til situationer med færdsel på veje, dvs. færdsel på offentlige veje, men at enhver anvendelse af et køretøj, der er i overensstemmelse med dette køretøjs almindelige brug, er omfattet af dette begreb (8).
32. Domstolen har i så henseende præciseret, at et køretøj således anvendes i overensstemmelse med dets brug som transportmiddel, når det kører, men principielt også når det er parkeret i tiden mellem to køreture (9).
33. Domstolen har heraf udledt, at begrebet »[færdsel med] køretøjer«, jf. artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103, omfatter en situation, hvor et køretøj parkeret i en bygnings private garage, som anvendes i overensstemmelse med køretøjets brug som transportmiddel, er brudt i brand med udspring i køretøjets elektriske kredsløb og har startet en ildebrand (10). Det samme gør sig gældende, når ulykken skyldes en olielækage fra det omhandlede parkerede køretøj som følge af dets mekaniske stand (11).
34. Følgelig omfatter begrebet »[færdsel med] køretøjer« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103 ikke situationer, hvor uheldet ikke af forårsaget af køretøjets kørsel eller en teknisk fejl heri.
35. Endvidere har Domstolen fastslået, at et køretøj, for at det undtages fra den forsikringspligt, der foreskrives i denne artikel, således skal have været genstand for en officiel tilbagetrækning fra færdsel i overensstemmelse med gældende national ret (12).
36. Der er således ingen tvivl om, at anvendelsesområdet for direktiv 2009/103 som fortolket af Domstolen er begrænset til ansvarsforsikringspligten vedrørende skader, som et køretøj kan forårsage.
37. Denne fortolkning kan ikke ændres af den forelæggende rets argument om, at den nærmere bestemt burde sikre ligebehandling med hensyn til ansvarsforsikring, hvilket begrunder forelæggelsen for Domstolen i forbindelse med tvisten om erstatning for skader på et køretøj forårsaget af en garageport.
38. Jeg foreslår derfor, at Domstolen hvad dette punkt angår lægger til grund, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling.
39. Med hensyn til formaliteten vedrørende de præjudicielle spørgsmål forekommer det mig ikke begrundet at lægge til grund, at de to første præjudicielle spørgsmål, hvoraf de to andre afhænger, har hypotetisk karakter som hævdet af den polske regering. Denne regering har gjorde gældende, at sagsøgerne i hovedsagerne kun har rejst krav om betaling af en økonomisk erstatning. Den forelæggende ret ønsker imidlertid netop oplyst, hvorledes denne begrænsning af måderne, hvorpå skader som følge af færdselsuheld kan erstattes, skal forstås. Selv om EU-retten ikke kræver det, er det den forelæggende rets opfattelse, at den med rette kan afvise krav, der er rejst på grundlag af et overslag over omkostningerne.
40. På denne baggrund foreslår jeg Domstolen at behandle de præjudicielle spørgsmål samlet, idet den bemærker, at den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 18 i direktiv 2009/103 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for nationale regler, som alene fastsætter betaling af en økonomisk erstatning til de skadelidte i tilfælde af, at disse udøver deres ret til at rejse krav direkte mod det forsikringsselskab, som dækker erstatningsansvaret for den person, der har forvoldt en ulykke forårsaget af et køretøj, med mulighed for ikke at dokumentere reelle reparationsomkostninger i tilfælde af skader forvoldt på et andet køretøj.
B. Realiteten
41. Anmodningen om præjudiciel afgørelse giver Domstolen anledning til at definere genstanden for det i artikel 18 i direktiv 2009/103 fastsatte direkte krav.
42. Konkret ønsker den forelæggende ret oplyst, om dette direkte krav tilsigter at tilpligte forsikringsgiveren (frem for skadevolderen) som erstatning for det lidte tab at levere den ydelse til skadelidte, som skadevolderen skylder skadelidte, eller at tilpligte forsikringsgiveren at levere skadelidte den i forsikringsaftalen fastsatte ydelse direkte.
43. For det første forekommer det hensigtsmæssigt at påpege, at skadelidtes ret til at rejse krav direkte blev indført ved direktiv 2000/26/EF (13), som er et af de fire direktiver, der blev kodificeret ved direktiv 2009/103 (14).
44. Denne ret indgår i følgende sammenhæng, således som Domstolen gentagne gange har fastslået:
– Det pålægges medlemsstaterne at etablere en generel forpligtelse til forsikring af køretøjer i deres nationale retssystemer.
– Hver medlemsstat skal sikre, at ethvert køretøj, der er hjemmehørende i det pågældende land, med forbehold af de i direktiv 2009/103 fastsatte undtagelser, er omfattet af en aftale indgået med et forsikringsselskab med henblik på i det mindste inden for de i EU-retten fastsatte grænser at garantere erstatningsansvaret for så vidt angår nævnte køretøj (15).
45. Det er i forbindelse med den stadigt stigende beskyttelse af ofre for trafikulykker, at der i direktiv 2000/26 blev fastsat en ret for disse til at fremsætte deres krav direkte over for skadevolderens forsikringsselskab eller over for dets repræsentant i den stat, hvor skadelidte er bosat (16). Formålet var at forbedre rettighederne for ofrene for trafikulykker uden for deres bopælsstat (17) og harmonisere medlemsstaternes lovgivning, som for visses vedkommende ikke anerkendte retten til at rejse krav direkte mod skadevolderens forsikringsgiver (18).
46. Direktiv 2005/14/EF (19) udvidede denne ret til at rejse krav direkte til alle skadelidte ved ulykker forvoldt af motorkøretøjer med henblik på at fremme en effektiv og hurtig sagsbehandling samt i videst mulige omfang at undgå omkostningskrævende søgsmål (20).
47. Dette formål blev på ny bekendtgjort i direktiv 2009/103, hvori der mindes om vigtigheden af, at der sikres personer, der lider skade ved uheld forvoldt af motorkøretøjer, ensartet behandling, uanset hvor i EU uheldet finder sted (21). I 30. betragtning til dette direktiv gentages den definition af retten til at rette et krav direkte mod det forsikringsselskab, som har ansvarsforsikret den skadevolder, der har forårsaget en ulykke, som involverer et motorkøretøj, der var anført i 21. betragtning til direktiv 2005/14.
48. Det skal således for det andet fremhæves, at denne ret ifølge denne betragtnings ordlyd er defineret som »[r]etten til at påberåbe sig en forsikringsaftale og rette et krav direkte mod forsikringsselskabet«.
49. Når forsikringspligten påberåbes direkte af skadelidte, som udøver den ret, som vedkommende tillægges i medfør af artikel 18 i direktiv 2009/103, garanterer forsikringsselskabet følgelig skadevolderens erstatningsansvar inden for grænserne af den aftale, der er indgået med vedkommende (22). I kraft heraf er de økonomiske konsekvenser af erstatningsansvaret dækket, selv om den forsikrede personligt påtager sig reparationerne, også i tilfælde af personskade (23).
50. Eftersom skadelidtes rettigheder udelukkende følger af forsikringsaftalen (24), eller de med andre ord er en gentagelse af den forsikredes aftale, kan de alene bevirke, at skadelidte får erstatning, nemlig den, som den forsikrede havde haft ret til at kræve af forsikringsselskabet, hvis vedkommende selv havde holdt offeret skadesløs, inden for grænserne af den aftale, som parterne har indgået. Dette resultat er i overensstemmelse med forsikringsselskabernes virksomhed som fremhævet af den tyske regering.
51. Denne fortolkning underbygges af flere andre forhold. For det første opfylder skadelidtes ret til at rejse krav direkte formålet om hurtigt at afvikle skadessager og falder i tråd med den motorkøretøjsforsikring, hvis særlige betydning for Europas borgere, når de færdes i trafikken i EU, og for forsikringsselskaberne EU-lovgiver har fremhævet (25). Dette aspekt af spørgsmålet i grænseoverskridende situationer fremhæves efter min opfattelse netop af Kommissionen og af den tyske regering og taler for, at der ikke pålægges en erstatningsform in natura.
52. For det andet følger princippet om økonomisk erstatning af artikel 22 i direktiv 2009/103 med overskriften »Procedure for erstatningskrav«, hvor forpligtelserne for det forsikringsselskab, over for hvilket skadelidte har fremsat sit erstatningskrav, er defineret. Dette princip kan også udledes af den omstændighed, at EU-lovgiver har fastsat mindstebeløb for forsikringsdækningen (26), der udgør et væsentligt element til sikring af beskyttelsen af skadelidte (27).
53. For det tredje har forsikringsselskaberne pligt til at yde erstatning til skadelidte for at garantere den effektive ret til skadeserstatning og således beskytte den pågældende mod bl.a. risikoen for, at skadevolderen er insolvent (28).
54. For det fjerde skal analysen af de forpligtelser, der påhviler det forsikringsselskab, over for hvilket skadelidte vil udøve sin ret til at rejse et indenretligt krav direkte, være i overensstemmelse med de EU-retlige bestemmelser om retternes kompetence (29) og gældende lov (30) i en grænseoverskridende situation og med ordningen for den subrogationsret, der kan udøves af forsikringsgiver (31).
55. I denne forbindelse forekommer det mig således ikke muligt at fortolke artikel 18 i direktiv 2009/103 således, at den erstatning in natura, som skadelidte i medfør af national ret kan opnå hos skadevolder, kan afkræves forsikringsgiver. Det drejer sig netop om ikke at forveksle den direkte relation mellem skadelidte og forsikringsgiveren med relationen mellem skadelidte og skadevolderen.
56. Det er følgelig min opfattelse, at denne artikel 18 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for nationale regler, der alene fastsætter betaling af en økonomisk erstatning til de skadelidte i tilfælde af, at disse udøver deres ret til at rejse krav direkte over for det forsikringsselskab, som dækker erstatningsansvaret for den person, der har forvoldt en ulykke forårsaget af et køretøj, uanset arten af den erstatningsberettigede skade.
57. I øvrigt bør der føjes yderligere betragtninger til for fuldt ud at besvare de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt i ønske om at regulere erstatningen til skadelidte, der har udøvet sin ret til at rejse krav direkte, så den kommer tættest muligt på de reelt afholdte omkostninger (32).
58. Det er fast retspraksis, at skadeserstatningens omfang i det væsentlige er reguleret af national ret (33).
59. Det tilkommer derfor de kompetente myndigheder ved national ret at garantere skadelidtes effektive ret til at rejse krav direkte.
60. I denne henseende opfylder det system, der er beskrevet i KP’s og SI’s skriftlige indlæg, hvorefter forsikringsselskaberne kan indføre et system med tredjemand som betaler over for autoværksteder, som får udbetalt den erstatning, som skadelidte har ret til (34), efter min opfattelse det krav om beskyttelse af skadelidte, der følger af direktiv 2009/103, hvis det bringes i anvendelse efter skadelidtes eget ønske.
61. Jeg finder det derfor unødigt ved hjælp af en fortolkning af artikel 18 i direktiv 2009/103 at søge en løsning på de forvaltningsmæssige problemer med sagsmængden, som den forelæggende ret har gjort rede for (35), ud over den uretfærdighed, der ifølge denne ret ligger i skadelidtes berigelse (36).
62. De nationale regler bør dog ikke bevirke, at den ret til at rejse krav direkte, som skadelidte har i henhold til artikel 18 i direktiv 2009/103, berøves sin effektive virkning (37). Dette ville efter min opfattelse imidlertid være tilfældet, hvis skadeserstatningen til skadelidte, der udøver sin ret til at rejse et krav direkte, enten udelukkes eller begrænses af mangel på reparation af det beskadigede køretøj eller på grund af salget af dette køretøj eller som følge af den pligt, som forsikringsselskabet pålægger skadelidte til at rejse krav om reparation af køretøjet over for den forsikrede.
V. Forslag til afgørelse
63. På baggrund af samtlige ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, som Sąd Rejonowy dla m.st. Warszawy w Warszawie (retten i første instans i Warszawa, Polen) har forelagt, på følgende måde:
»Artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse
skal fortolkes således, at
– denne bestemmelse ikke er til hinder for nationale regler, der alene fastsætter betaling af en økonomisk erstatning til de skadelidte i tilfælde af, at disse udøver deres ret til at rejse krav direkte over for det forsikringsselskab, som dækker erstatningsansvaret for den person, der har forvoldt en ulykke forårsaget af et køretøj, uanset arten af den erstatningsberettigede skade
– den effektive virkning af skadelidtes ret til at rejse krav direkte tilsidesættes, hvis den begrænses eller udelukkes af mangel på faktisk reparation af det beskadigede køretøj.«