Sag anlagt den 18. januar 2007 - Moschonaki mod Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene

(Sag F-3/07)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Chrysanthe Moschonaki (Ballybrack, Irland) (ved avocats S. Orlandi, A. Coolen, J.-N. Louis og E. Marchal)

Sagsøgt: Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene

Sagsøgerens påstande

Annullation af afgørelsen truffet af direktøren for Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene om ikke at give tilladelse til sagsøgerens tjenesterejse med henblik på deltagelse i mødet den 30. og 31. marts 2006 i forsamlingen af personaleudvalg i agenturerne.

Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet principalt anført, at Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene ved at afslå hendes ansøgning om tjenesterejse med henblik på deltagelse i mødet den 30. og 31. marts 2006 i forsamlingen af personaleudvalg i agenturerne har tilsidesat vedtægtens artikel 24b og 9, stk. 3, samt artikel 1, stk. 6, i bilag 2 til vedtægten, som fastsætter foreningsfrihed, og fagforeningsrepræsentation, personaleudvalgets hørings- og ledelsesrolle og forbud mod tab som følge af udøvelsen af opgaverne som medlemmer af personaleudvalget.

Sagsøgeren har desuden anført, at der er sket tilsidesættelse af vedtægtens artikel 110, stk. 4, og af artikel 126 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte. Det følger af disse bestemmelser, at der bør finde regelmæssige høringer sted mellem institutionernes og agenturernes administrationer, med deltagelse af personaleudvalgene, for at sikre en ensartet anvendelse af vedtægten.

Den anfægtede afgørelse tilsidesætter ligeledes princippet om god forvaltningsskik.

____________