PERSONALERETTENS DOM
(Anden Afdeling)
10. september 2009
Sag F-139/07
Rinse van Arum
mod
Europa-Parlamentet
»Personalesag – tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – rækkevidden af den klage, der er omhandlet i vedtægtens artikel 90«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Rinse van Arum for det første principalt har nedlagt påstand om sletning af visse bemærkninger og tilføjelse af nye oplysninger i hans bedømmelsesrapport for forfremmelsesåret 2005, subsidiært annullation af nævnte rapport og mere subsidiært, at der træffes afgørelse om, at alle oplysninger, der vedrører bedømmelsesrapporten, meddeles ham, og at Retten tager stilling til de faktiske omstændigheder og de omstridte bedømmelser, som han har henvist til, og for det andet om, at Parlamentet tilpligtes at betale en erstatning på 1 EUR.
Udfald: Europa-Parlamentet frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – begrundelsespligt – pligt for den første bedømmer til at begrunde sine bemærkninger eller vurderinger – manglende iagttagelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
2. Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – vedtagelse af en afgørelse om tildeling af point for fortjeneste i mangel af en endelig udgave af bedømmelsesrapporten
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
3. Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – domstolsprøvelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
4. Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – begrundelsespligt – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
5. Tjenestemænd – personlig aktmappe – pligt til at meddele tjenestemanden afgørelsen om at indsætte bedømmelsrapporten deri
(Tjenestemandsvedtægten, art. 26)
6. Retspleje – sagsomkostninger – påstand om, at der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter de gældende regler
(Personalerettens procesreglement, art. 87, stk. 1)
1. Det er bedømmelsesrapporten og følgelig rapportens endelige bemærkninger, der kan være bebyrdende for en tjenestemand, og som derfor skal begrundes, og ikke de bemærkninger eller vurderinger, som mere specifikt formuleres af den første bedømmer. En eventuel begrundelsesmangel fra bedømmelsesudvalgets side kan således ikke anfægte lovligheden af den pågældende bedømmelsesrapport.
(jf. præmis 44)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 7. marts 2007, sag T-110/04, Sequeira Wandschneider mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 108.
2. Når ansættelsesmyndigheden vedtager en afgørelse om tildeling af point for fortjeneste i en situation, hvor den endnu ikke råder over den endelige udgave af en tjenestemands bedømmelsesrapport udelukkende som følge af, at tjenestemanden har indgivet en intern klage, skal den pågældende afgørelse anses for at være truffet stiltiende med forbehold af det endelige resultat af bedømmelsen, og efter at klageadgangen er udtømt. Det er følgelig muligt for administrationen at ændre det antal point for fortjeneste, som tildeles en tjenestemand, såfremt det som følge af den interne klage, som tjenestemanden har indgivet, eller i givet fald formelle klage viser sig, at bedømmelsesrapporten skal ændres. Den omstændighed, at en afgørelse om tildeling af point for fortjeneste vedtages, inden bedømmelsesrapporten er endelig, er ikke tilstrækkelig til, at der gælder en formodning om, at den pågældende afgørelse har påvirket resultatet af den indgivne interne klage og som en konsekvens heraf bedømmelsesrapporten, idet tildelingsafgørelsen, der nødvendigvis vedtages med forbehold af den endelige bedømmelse, havde kunnet ændres, såfremt den endelige bedømmelsesrapport ville få et andet indhold end den foreløbige afgørelse.
(jf. præmis 47 og 48)
Henvisning til:
Personaleretten: 10. september 2009, sag F-47/07, Behmer mod Parlamentet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 78 og 79.
3. Bedømmelsesrapporten udtrykker bedømmernes frit dannede opfattelse. Disse vurderinger kan i sagens natur ikke efterprøves objektivt af Fællesskabets retsinstanser, som det ikke tilkommer at foretage en bedømmelse, der træder i stedet for den vurdering, som de personer, der har til opgave at foretage evalueringen af den bedømte persons arbejde, forestår. Fællesskabets institutioner råder nemlig over en vid skønsbeføjelse ved evalueringen af deres tjenestemænd. Vurderinger af tjenestemænd i bedømmelsesrapporter er ikke undergivet retslig kontrol, som kun omfatter en efterprøvelse af, om der foreligger formfejl, om bedømmerens vurderinger er behæftet med åbenbare faktiske vildfarelser, eller om der foreligger magtfordrejning. Ansættelsesmyndigheden kan heller ikke sætte sin egen vurdering i stedet for vurderingen fra de bedømmere, der forestår evalueringen af en tjenestemands arbejde, idet denne myndighed ikke i større udstrækning end Fællesskabets retsinstanser nødvendigvis kender hver enkelt tjenestemands nærmere situation. Den kontrol, som foretages af den pågældende myndighed af de vurderinger, som bedømmerne foretager af de bedømte tjenestemænd, kan følgelig begrænses til åbenbare fejl. Det kan derfor ikke foreholdes denne myndighed, at den ikke under den administrative procedure satte sin egen bedømmelse af sagsøgerens indsats i stedet for bedømmerens, ikke kommenterede alle de af sagsøgeren anfægtede punkter og ikke undersøgte alle de retlige argumenter.
(jf. præmis 56 og 62)
Henvisning til:
Domstolen: 3. juli 1980, forenede sager 6/79 og 97/79, Grassi mod Rådet, Sml. s. 2141, præmis 15.
Retten i Første Instans: 26. oktober 1994, sag T-18/93, Marcato mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 215, og II, s. 681, præmis 45, 20. maj 2003, sag T-179/02, Pflugradt mod ECB, Sml. Pers. I-A, s. 149, og II, s. 733, præmis 46, 13. juli 2006, sag T-285/04, Andrieu mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 161, og II-A-2, s. 775, præmis 99, 12. september 2007, sag T-249/04, Combescot mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 78.
4. En bedømmelsesrapports begrundelse angives principielt i de forskellige rubrikker vedrørende kompetence, resultater samt den tjenstlige adfærd. Bedømmelsesrapportens begrundelse kan imidlertid ligeledes følge af præciseringer, som administrationen foretager på anden vis end via selve rapporten, navnlig i forbindelse med en intern administrativ procedure, som særskilt gælder for bedømmelsesproceduren. En bedømmelsesrapport skal anses for tilstrækkeligt begrundet til trods for, at visse bemærkninger anført i den første version af rapporten eventuelt er blevet fjernet, idet sagsøgeren vil kunne vurdere berettigelsen af bedømmernes almene vurdering af hans indsats.
Endvidere indeholder vedtægtens artikel 43 ingen angivelse af en pligt til gennem faktuelle oplysninger at understøtte de i bedømmelsesrapporten anførte bemærkninger. Bedømmeren råder derimod over en vid skønsbeføjelse ved vurderingen af de bedømte. En sådan skønsbeføjelse indebærer, at bedømmerne ikke er forpligtede til i bedømmelsesrapporten at anføre alle faktiske og retlige omstændigheder, der er relevante, til støtte for deres bedømmelse eller til at undersøge og besvare alle de punkter, som bestrides af den bedømte. Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af, at der foreligger en bedømmelsesvejledning, der indeholder ufravigelige regler, som administrationen selv har bundet sig til og skal efterkomme. Den regel i vejledningen, der bestemmer, at bedømmelsen »fremragende« eller »utilstrækkelig indsats« af den bedømte skal ledsages af faktuelle kommentarer, er nemlig ikke tilsidesat, når den bedømmer, der har vurderet, at den bedømtes indsats hverken var specielt fremragende eller specielt utilfredstillende, ikke har anført sådanne kommentarer.
(jf. præmis 80, 82, 88-91 og 96)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 16. juli 1992, sag T-1/91, Della Pietra mod Kommissionen, Sml. II, s. 2145, præmis 32, dommen i sagen Marcato mod Kommissionen, præmis 45, 12. december 1996, sag T-380/94, AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, Sml. II, s. 2169, præmis 57, dommen i sagen Pflugradt mod ECB, præmis 46, 1. marts 2005, sag T-258/03, Mausolf mod Europol, Sml. Pers. I-A, s. 45, og II, s. 189, præmis 25, 10. maj 2005, sag T-193/03, Piro mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 121, og II, s. 547, præmis 59, 25. oktober 2005, sag T-50/04, Micha mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 339, og II, s. 1499, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis, samt præmis 39 og 40.
5. Vedtægtens artikel 26 har udelukkende til formål at give en tjenestemand mulighed for at fremsætte bemærkninger til samtlige dokumenter, der vedrører hans tjenesteforhold, samt enhver bedømmelse af hans kvalifikationer, indsats eller adfærd. I det tilfælde, hvor administrationen har tilstillet en tjenestemand hans bedømmelsesrapport forud for indsættelsen i dennes aktmappe, og den berørte har haft lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger i rapporten, kan det i den forbindelse ikke lægges til grund, at der foreligger en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 26. Selv om vedtægtens artikel 26 pålægger administrationen at underrette tjenestemanden om indholdet af den rapport, der skal indsættes, pålægger den ikke herved administrationen at underrette tjenestemanden om selve afgørelsen om indsættelsen.
(jf. præmis 133-135)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 28. maj 1998, forenede sager T-78/96 og T-170/96, W mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 239, og II, s. 745, præmis 99, 6. marts 2001, sag T-77/99, Ojha mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 61, og II, s. 293, præmis 56-61, 13. december 2005, forenede sager T-155/03, T-157/03 og T-331/03, Cwik mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 411, og II, s. 1865, præmis 50-52 og 73.
6. I henhold til artikel 87, stk. 1, i Personalerettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Begæringen i påstanden om, at der træffes afgørelse i henhold til gældende ret, kan ikke anses for en påstand om, at den tabende part tilpligtes at betale sagens omkostninger.
(jf. præmis 146 og 148)
Henvisning til:
Domstolen: 9. juni 1992, sag C-30/91 P, Lestelle mod Kommissionen, Sml. I, s. 3755, præmis 38, 29. april 2004, sag C-470/00 P, Parlamentet mod Ripa di Meana m.fl., Sml. I, s. 4167, præmis 86.
Personaleretten: 10. juli 2008, sag F-141/07, Maniscalco mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 30-33.