Forenede sager C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13

Raffaella Mascolo m.fl.

mod

Ministero dell’Istruzione, dell’Università e della Ricerca

og

Comune di Napoli

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Napoli og Corte costituzionale)

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter – undervisning – den offentlige sektor – vikariater til dækning af ledige og disponible stillinger indtil afslutningen af udvælgelsesprocedurer – § 5, stk. 1 – foranstaltninger mod misbrug af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter – begrebet »objektive omstændigheder«, der kan begrunde sådanne kontrakter – sanktioner – forbud mod ændring til tidsubegrænset ansættelsesforhold – ingen ret til skadeserstatning«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 26. november 2014

1.        Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – bedømmelsen af nødvendigheden af spørgsmålene henhører under den nationale rets kompetence – generelle eller hypotetiske spørgsmål – afvisning

(Art. 267 TEUF)

2.        Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – anvendelsesområde – arbejdstagere, som er blevet ansat som undervisere eller administrative medarbejdere med henblik på besættelse af årsvikariater i skoler, der drives af staten – omfattet

(Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 2, og § 3, stk. 1 og 5)

3.        Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – foranstaltninger, der har til formål at forhindre misbrug ved anvendelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskonter – national lovgivning, der giver ret til at forny tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på besættelse af ledige og disponible stillinger som lærere og administrativt, teknisk og assisterende personale, indtil udvælgelsesprocedurerne er afsluttet – ingen præcis dato for afslutningen af disse udvælgelsesprocedurer – manglende mulighed for dette personale for at opnå erstatning for det tab, der eventuelt er lidt som følge af en sådan fornyelse – ikke tilladt – forpligtelse for medlemsstaterne til at fastsætte foranstaltning til sanktionering af misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter

(Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 5, stk. 1)

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 47-50)

2.        Det følger af selve ordlyden af § 2, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, som er indeholdt i bilaget til Rådets direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, at dens anvendelsesområde er defineret bredt med en generel henvisning til »alle med tidsbegrænset ansættelse, som har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat«. Desuden omfatter definitionen af begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalens § 3, stk. 1, alle arbejdstagere uden nogen sondring under hensyn til, om den pågældende arbejdsgiver henhører under den offentlige eller private sektor, og uanset hvordan deres kontrakt kvalificeres i intern ret.

Rammeaftalen finder således anvendelse på alle arbejdstagere, der præsterer en arbejdsydelse mod vederlag inden for rammerne af et tidsbegrænset arbejdsforhold, der binder dem til deres arbejdsgiver, forudsat at de i henhold til national ret er bundet af en ansættelseskontrakt, dog med forbehold af den skønsmargen, som er overladt medlemsstaterne i henhold til rammeaftalens § 2, stk. 2, for så vidt angår anvendelsen af rammeaftalen på visse kategorier af ansættelseskontrakter eller ‑forhold, og muligheden for i henhold til fjerde afsnit i rammeaftalens indledning at udelukke vikaransatte.

Det følger heraf, at eftersom rammeaftalen ikke udelukker nogen bestemt sektor fra sit anvendelsesområde, finder den anvendelse på personale, som ansættes i undervisningssektoren. Denne konklusion underbygges af indholdet af rammeaftalens § 5, stk. 1, hvoraf det fremgår, at det i overensstemmelse med tredje afsnit i rammeaftalens indledning og punkt 8 og 10 i de generelle betragtninger hertil er i forbindelse med denne rammeaftales gennemførelse, at medlemsstaterne, for så vidt som det er objektivt begrundet, kan tage hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere.

Heraf følger, at arbejdstagere, som er blevet ansat som undervisere eller administrative medarbejdere med henblik på besættelse af årsvikariater i skoler, der drives af staten, i henhold til ansættelseskontrakter som omhandlet i national ret, hvorom det er ubestridt, at de ikke er omfattet af de arbejdsforhold, som kan undtages fra anvendelsesområdet for rammeaftalen, henhører under bestemmelserne i denne rammeaftale og navnlig § 5 heri.

(jf. præmis 67-71)

3.        § 5, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, som er indeholdt i bilaget til Rådets direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der giver ret til at forny tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på besættelse af ledige og disponible stillinger som lærere og administrativt, teknisk og assisterende personale, indtil udvælgelsesprocedurerne med henblik på ansættelse af fast undervisningspersonale er afsluttet, uden at der angives en fast tidsplan for, hvornår disse udvælgelsesprocedurer skal være afsluttet, og uden at disse lærere og det nævnte personale har mulighed for at opnå erstatning for det tab, der eventuelt er lidt som følge af en sådan fornyelse. Denne lovgivning synes nemlig, med forbehold for de forelæggende retters efterprøvelse, dels ikke at gøre det muligt at udskille de objektive og gennemsigtige kriterier for at efterprøve, om fornyelsen af sådanne kontrakter rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og nødvendig herfor, dels ikke at indeholde nogen foranstaltning, som kan forhindre og sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

En national lovgivning, der tillader fornyelse af tidsbegrænsede kontrakter med henblik på at erstatte dels personale på de skoler, der drives af staten, indtil gennemførelsen af udvælgelsesprocedurer med henblik på ansættelse af fast personale, dels personale, som midlertidigt ikke er i stand til at udøve deres hverv, ikke i sig selv er i strid med rammeaftalen. Midlertidig erstatning af en arbejdstager med henblik på i det væsentlige at opfylde arbejdsgiverens midlertidige personalebehov kan principielt udgøre en »objektiv omstændighed« som omhandlet i denne rammeaftales § 5, stk. 1, litra a).

I en administration med et stort antal ansatte, såsom undervisningssektoren, er det først og fremmest uundgåeligt, at midlertidige vikaransættelser ofte er nødvendige, bl.a. når arbejdstagere ikke er til rådighed som følge af sygeorlov, barselsorlov eller forældreorlov eller anden tjenestefrihed.

Dernæst er undervisning en grundlæggende ret, som er sikret i medlemsstatens forfatning, og som forpligter denne medlemsstat til at organisere undervisningen således, at det sikres, at der altid er en passende overensstemmelse mellem antallet af undervisere og antallet af elever. Det kan imidlertid ikke benægtes, at denne overensstemmelse afhænger af en række faktorer, hvoraf visse i et vist omfang kan være svære at kontrollere eller forudsige, såsom bl.a. migrationsstrømme til og fra landet eller elevernes valg af studieretning.

Når en medlemsstat i de skoler, den driver, forbeholder adgangen til faste stillinger for det personale, som har bestået en udvælgelsesprøve, gennem fastansættelse, kan det ligeledes være objektivt begrundet i henhold til rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), at de ledige stillinger indtil udvælgelsesprocedurerne er afsluttet, besættes ved anvendelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter.

Hvis en national lovgivning, der tillader fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på erstatning af personale, indtil udvælgelsesprocedurer er afsluttet, kan begrundes med en objektiv omstændighed, skal den konkrete anvendelse af denne omstændighed, henset til de særlige omstændigheder ved den pågældende aktivitet og betingelserne for udøvelsen heraf, imidlertid være i overensstemmelse med kravene i rammeaftalen. I forbindelse med anvendelsen af den pågældende bestemmelse i den nationale lovgivning må de kompetente myndigheder være i stand til at udskille de objektive og gennemsigtige kriterier for at efterprøve, om fornyelsen af sådanne kontrakter rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og nødvendig herfor.

Overholdelsen af rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), kræver dermed, at det konkret efterprøves, at fornyelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold har til formål at dække midlertidige behov, og at en national bestemmelse ikke i virkeligheden anvendes til at dække arbejdsgiverens faste og varige personalebehov. Der skal med henblik herpå i hvert konkret tilfælde foretages en undersøgelse af sagens nærmere omstændigheder, idet der bl.a. skal tages hensyn til antallet af sådanne flere på hinanden følgende kontrakter, der er indgået med den samme person eller med henblik på at udføre det samme arbejde, for at udelukke, at arbejdsgivernes anvendelse af tidsbegrænsede ansættelsesforhold, selv hvis de åbenbart indgås for at dække et vikarbehov, antager karakter af misbrug.

Den omstændighed alene, at den omhandlede nationale lovgivning kan være begrundet i en »objektiv omstændighed« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), er dermed ikke tilstrækkelig til at bringe den i overensstemmelse med denne bestemmelse, såfremt det fremgår, at den konkrete anvendelse af denne lovgivning reelt medfører et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

Fristen for fastansættelse af undervisere inden for rammerne af denne ordning er således lige så varierende, som den er uvis. Der er nemlig for det første ikke fastsat en præcis dato for afholdelsen af udvælgelsesprøverne. Eftersom en fastansættelse af undervisere gennem oprykning på listen over egnede ansøgere tager udgangspunkt i den samlede varighed af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og afhænger af, at der i mellemtiden er blevet stillinger ledige, beror denne for det andet på tilfældige og uforudsigelige omstændigheder. Heraf følger, at en national lovgivning, der tillader fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på erstatning af personale, indtil udvælgelsesprocedurer er afsluttet, selv om den formelt set begrænser anvendelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ved tildeling af årlige vikariater i forbindelse med ledige og disponible stillinger til en midlertidig periode, som ophører ved afslutningen af udvælgelsesprocedurerne, ikke gør det muligt at sikre, at den konkrete anvendelse af denne objektive omstændighed er i overensstemmelse med kravene i rammeaftalen.

Budgetmæssige hensyn udgør desuden ikke et mål for socialpolitikken og kan derfor ikke begrunde, at der ikke findes nogen bestemmelse om forhindring af misbrug af på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt der er fastlagt foranstaltninger til sanktionering af misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, skal det bemærkes, at selv om en medlemsstat ved gennemførelsen af rammeaftalens § 5, stk. 1, ganske vist har ret til at tage hensyn til behovene inden for en bestemt sektor, såsom undervisningssektoren, kan denne ret ikke udvides til at tillade medlemsstaten at frigøre sig fra forpligtelsen til at træffe en passende foranstaltning med henblik på i behørigt omfang at sanktionere misbrug af sådanne ansættelseskontrakter.

(jf. præmis 91, 92, 94, 96, 99, 101, 102, 104-108, 110, 114, 118 og 120 samt domskonkl.)