RETTENS DOM (Sjette Afdeling)
11. juli 2019 (*)
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Ukraine – indefrysning af midler – liste over personer, enheder og organer, som er omfattet af indefrysningen af midler og økonomiske ressourcer – opretholdelse af sagsøgerens navn på listen – Rådets forpligtelse til at kontrollere, at afgørelsen fra et tredjelands myndighed er blevet truffet under iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse«
I sag T-274/18,
Oleksandr Viktorovych Klymenko, Moskva (Rusland), ved advokat M. Phelippeau,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved A. Vitro og P. Mahnič, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2018/333 af 5. marts 2018 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2018, L 63, s. 48) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/326 af 5. marts 2018 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2018, L 63, s. 5), for så vidt som sagsøgerens navn er blevet opretholdt på listen over personer, enheder og organer, der er omfattet af disse restriktive foranstaltninger,
har
RETTEN (Sjette Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, G. Berardis (refererende dommer), og dommerne D. Spielmann og Z. Csehi,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Den foreliggende sag er anlagt i forbindelse med de restriktive foranstaltninger, der er blevet vedtaget over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine som følge af undertrykkelsen af demonstrationerne på Uafhængighedspladsen i Kiev (Ukraine) i februar 2014.
2 Sagsøgeren, Oleksandr Viktorovych Klymenko, har bestridt hvervet som finansminister i Ukraine.
3 Den 5. marts 2014 vedtog Rådet for Den Europæiske Union afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2014, L 66, s. 26). Rådet vedtog samme dag forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2014, L 66, s. 1).
4 Følgende fremgår af første og anden betragtning til afgørelse 2014/119:
»(1) Den 20. februar 2014 fordømte Rådet på det kraftigste enhver brug af vold i Ukraine. Det opfordrede til at bringe volden i Ukraine til ophør med det samme og til fuldt ud at overholde menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Det opfordrede den ukrainske regering til at udvise størst mulig tilbageholdenhed og oppositionslederne til at tage afstand fra dem, der tyr til radikale handlinger, herunder vold.
(2) Den 3. marts 2014 vedtog Rådet at målrette restriktive foranstaltninger mod indefrysning og inddrivelse af aktiver tilhørende personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser, med henblik på at konsolidere og styrke retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne i Ukraine.«
5 Artikel 1, stk. 1 og 2, i afgørelse 2014/119 bestemmer følgende:
»1. Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, der er opført på listen i bilaget, indefryses.
2. Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilaget.«
6 De nærmere bestemmelser om denne indefrysning af midler er fastsat i artikel 1, stk. 3-6, i afgørelse 2014/119.
7 I overensstemmelse med afgørelse 2014/119 kræver forordning nr. 208/2014 vedtagelse af de omhandlede restriktive foranstaltninger og fastlægger fremgangsmåden for denne indefrysning på en måde, som i det væsentlige er identisk med den, der er fastsat i den nævnte afgørelse.
8 Navnene på de personer, der er omfattet af afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014, fremgår af en liste, som findes i bilaget til den nævnte afgørelse og i bilag I til den nævnte forordning (herefter »listen«) sammen med bl.a. begrundelsen for deres opførelse. Sagsøgerens navn var oprindeligt ikke opført på listen.
9 Afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014 blev ændret ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/216/FUSP af 14. april 2014 om gennemførelse af afgørelse 2014/119 (EUT 2014, L 111, s. 91) og ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 381/2014 af 14. april 2014 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2014, L 111, s. 33) (herefter samlet »retsakterne af april 2014«).
10 Ved retsakterne af april 2014 blev sagsøgerens navn føjet til den nævnte liste med identifikationsoplysningen »tidligere finansminister« og følgende begrundelse:
»Person, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og ulovlig udførsel fra Ukraine heraf«.
11 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. juni 2014 anlagde sagsøgeren sag, registreret under sagsnummer T-494/14, med påstand bl.a. om annullation af retsakterne af april 2014, for så vidt som de vedrørte ham.
12 Den 29. januar 2015 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2015/143 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2015, L 24, s. 16) og forordning (EU) 2015/138 om ændring af forordning nr. 208/2014 (EUT 2015, L 24, s. 1).
13 Ved afgørelse 2015/143 blev kriterierne for opførelse af de personer, der var omfattet af indefrysningen af midler, præciseret med virkning fra den 31. januar 2015. Særligt blev artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119 erstattet med følgende tekst:
»1. Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, der er opført på listen i bilaget, indefryses.
Personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, omfatter med henblik på denne afgørelse personer, der er genstand for de ukrainske myndigheders undersøgelse:
a) for uretmæssig tilegnelse af ukrainske offentlige midler eller aktiver, eller for medvirken hertil, eller
b) for som indehaver af offentligt hverv at misbruge offentligt embede med henblik på at skaffe sig selv eller en tredjemand en uberettiget fordel og derved forårsage tab for ukrainske offentlige midler eller aktiver eller for medvirken hertil.«
14 Ved forordning 2015/138 blev forordning nr. 208/2014 ændret i overensstemmelse med afgørelse 2015/143.
15 Den 5. marts 2015 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2015/364 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2015, L 62, s. 25) og gennemførelsesforordning (EU) 2015/357 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2015, L 62, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2015«). Afgørelse 2015/364 erstattede for det første artikel 5 i afgørelse 2014/119, idet anvendelsen af de restriktive foranstaltninger for så vidt angår sagsøgeren blev forlænget frem til den 6. marts 2016, og ændrede for det andet bilaget til sidstnævnte afgørelse. Ved gennemførelsesforordning 2015/357 blev bilag I til forordning nr. 208/2014 ændret som følge heraf.
16 Ved retsakterne af marts 2015 blev sagsøgerens navn opretholdt på listen med identifikationsoplysningen »tidligere finansminister« og med følgende nye begrundelse:
»Person, som de ukrainske myndigheder har gjort til genstand for en straffesag for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver og for som indehaver af offentligt hverv at misbruge offentligt embede med henblik på at skaffe sig selv eller en tredjemand en uberettiget fordel og derved forårsage tab for ukrainske offentlige midler eller aktiver«.
17 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. maj 2015 anlagde sagsøgeren sag, registreret under sagsnummer T-245/15, med påstand bl.a. om annullation af retsakterne af marts 2015, for så vidt som de vedrørte ham.
18 Den 4. marts 2016 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2016/318 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2016, L 60, s. 76) og gennemførelsesforordning (EU) 2016/311 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2016, L 60, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2016«).
19 Ved retsakterne af marts 2016 blev anvendelsen af de restriktive foranstaltninger forlænget frem til den 6. marts 2017 bl.a. for så vidt angår sagsøgeren, uden at begrundelsen for udpegelsen af sagsøgeren blev ændret i forhold til begrundelsen i retsakterne af marts 2015.
20 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 28. april 2016 tilpassede sagsøgeren stævningen vedrørende sag T-245/15 i henhold til artikel 86 i Rettens procesreglement med henblik på også at nedlægge påstand om annullation af retsakterne af marts 2016, for så vidt som de vedrørte ham.
21 Ved kendelse af 10. juni 2016, Klymenko mod Rådet (T-494/14, EU:T:2016:360), afsagt på grundlag af procesreglementets artikel 132, gav Retten medhold i det i præmis 11 ovenfor nævnte søgsmål, idet den fastslog, at sagen åbenbart skulle tages til følge, og at retsakterne af april 2014 skulle annulleres, for så vidt som de vedrørte sagsøgeren.
22 Den 3. marts 2017 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2017/381 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2017, L 58, s. 34) og gennemførelsesforordning (EU) 2017/374 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2017, L 58, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2017«).
23 Ved retsakterne af marts 2017 blev anvendelsen af de restriktive foranstaltninger forlænget frem til den 6. marts 2018, uden at begrundelsen for udpegelsen af sagsøgeren blev ændret i forhold til begrundelsen i retsakterne af marts 2015 og retsakterne af marts 2016.
24 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 27. marts 2017 tilpassede sagsøgeren på ny stævningen vedrørende sag T-245/15 med henblik på også at nedlægge påstand om annullation af retsakterne af marts 2017, for så vidt som de vedrørte ham.
25 Ved dom af 8. november 2017, Klymenko mod Rådet (T-245/15, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2017:792), forkastede Retten samtlige de af sagsøgeren nedlagte påstande, der er nævnt i præmis 17, 20 og 24 ovenfor.
26 I perioden fra december 2017 til februar 2018 udvekslede Rådet og sagsøgeren flere skrivelser vedrørende muligheden for at forlænge de omhandlede restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren. Rådet fremsendte navnlig til sagsøgeren flere skrivelser fra den offentlige anklagemyndighed i Ukraine (herefter »den offentlige anklagemyndighed«), der vedrørte den straffesag, der var rejst mod ham, og som udgjorde det påtænkte grundlag for den nævnte forlængelse.
27 Den 5. marts 2018 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2018/333 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2018, L 63, s. 48) og gennemførelsesforordning (EU) 2018/326 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2018, L 63, s. 5) (herefter samlet »de anfægtede retsakter«).
28 Ved de anfægtede retsakter blev anvendelsen af de restriktive foranstaltninger forlænget frem til den 6. marts 2019, uden at begrundelsen for udpegelsen af sagsøgeren blev ændret i forhold til begrundelsen i retsakterne af marts 2015, retsakterne af marts 2016 og retsakterne af marts 2017.
29 Ved skrivelse af 8. marts 2018 oplyste Rådet sagsøgeren om, at de restriktive foranstaltninger over for ham ville blive opretholdt. Det besvarede de bemærkninger, som sagsøgeren havde fremsat i tidligere skriftvekslinger, og tilstillede ham de anfægtede retsakter. Rådet meddelte ham desuden en frist til at fremsætte bemærkninger forud for beslutningstagningen vedrørende en eventuel opretholdelse af hans navn på listen.
Retsforhandlingerne og parternes påstande
30 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. april 2018 har sagsøgeren anlagt den foreliggende sag med påstand om annullation af de anfægtede retsakter.
31 Retsforhandlingernes skriftlige del blev afsluttet den 19. september 2018, idet sagsøgeren ikke indgav replik inden for den fastsatte frist.
32 Ved dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), ophævede Domstolen dom af 7. juli 2017, Azarov mod Rådet (T-215/15, EU:T:2017:479), og annullerede retsakterne af marts 2015, for så vidt som disse vedrørte sagsøgeren i den sag, der gav anledning til den nævnte dom.
33 På grund af den potentielle indvirkning, som den løsning, Domstolen valgte i dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), kan have i den foreliggende sag, har Retten (Sjette Afdeling) inden for rammerne af de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er fastsat i procesreglementets artikel 89, besluttet at stille parterne et skriftligt spørgsmål og at opfordre dem til skriftligt at præcisere, hvilke følger der i det foreliggende tilfælde efter deres opfattelse skal drages af den nævnte dom. Parterne efterkom denne anmodning inden for den fastsatte frist.
34 I henhold til procesreglementets artikel 106, stk. 3, kan Retten, når ingen af parterne har anmodet om afholdelse af et retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt for parterne, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, beslutte at træffe afgørelse i sagen, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del. I den foreliggende sag finder Retten, at sagen er tilstrækkelig oplyst af processkrifterne, og har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del, da der ikke er indgivet en sådan anmodning.
35 Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:
– De anfægtede retsakter annulleres, for så vidt som de angår sagsøgeren.
– Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
36 Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
– Subsidiært, såfremt de anfægtede retsakter annulleres, for så vidt som de angår sagsøgeren, træffes der bestemmelse om, at virkningerne af afgørelse 2018/333 opretholdes, indtil den delvise annullation af gennemførelsesforordning 2018/326 får virkning.
Retlige bemærkninger
37 Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet i stævningen fremsat fem anbringender, hvoraf det første vedrører tilsidesættelse af begrundelsespligten, det andet tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til effektive retsmidler, det tredje manglende retsgrundlag, det fjerde en retlig fejl og det femte tilsidesættelse af ejendomsretten. Sagsøgeren har i sit svar på det i præmis 33 ovenfor nævnte spørgsmål anført, at de principper, der følger af dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), kun kan have den virkning, at de anfægtede retsakter skal annulleres.
38 Rådet har i svarskriftet bestridt rigtigheden af de anbringender, som sagsøgeren har henvist til i præmis 37 ovenfor. Rådet har i sit svar på det i præmis 33 ovenfor nævnte spørgsmål anført, at dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), ikke har betydning for den foreliggende sag, idet sagsøgeren i stævningen ikke på nogen måde har fremsat anbringender, der kan sidestilles med det anbringende, som Domstolen tog til følge i den nævnte dom, og at et sådant anbringende ikke vedrører grundlæggende retsprincipper. Subsidiært har Rådet anført, at dette anbringende under alle omstændigheder ikke er begrundet i det foreliggende tilfælde.
39 Det er således hensigtsmæssigt først at erindre om de principper, der følger bl.a. af dom 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), og som kan have afgørende betydning for den foreliggende sag.
Indledende bemærkninger
40 Det fremgår af fast retspraksis, at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af restriktive foranstaltninger skal sikre en, principielt fuldstændig, legalitetsprøvelse af alle EU-retsakter under hensyn til de grundlæggende rettigheder, der udgør en integrerende del af Unionens retsorden, som bl.a. omfatter retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 20 og 21 og den deri nævnte retspraksis).
41 Den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, indebærer, at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af, om begrundelsen for afgørelsen om at opføre eller opretholde en persons navn på listen over de af restriktive foranstaltninger omfattede personer er lovlig, skal sikre sig, at denne afgørelse, hvis rækkevidde er individuel for denne person, er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag. Dette indebærer en efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for den nævnte afgørelse, således at domstolsprøvelsen ikke skal begrænses til en vurdering af, om den anførte begrundelse er sandsynlig i abstrakt forstand, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde de nævnte retsakter (jf. dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
42 Vedtagelsen og opretholdelsen af restriktive foranstaltninger som dem, der er fastsat i afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014 med senere ændringer, og som er blevet truffet over for en person, der er identificeret som ansvarlig for uretmæssig tilegnelse af midler, der tilhører et tredjeland, er i det væsentlige støttet på en afgørelse fra en myndighed i dette land, der i denne henseende har kompetence til at indlede og gennemføre en strafferetlig efterforskning mod denne person vedrørende en lovovertrædelse bestående i uretmæssig tilegnelse af statsmidler (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 25).
43 Selv om Rådet på grundlag af et opførelseskriterium som det, der er nævnt i præmis 13 ovenfor, således har mulighed for at støtte vedtagelsen af restriktive foranstaltninger på en afgørelse fra et tredjeland, indebærer den på denne institution påhvilende forpligtelse til at overholde retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse en forpligtelse til at sikre sig, at de myndigheder i tredjelandet, som har vedtaget den nævnte afgørelse, har iagttaget disse rettigheder (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 26, 27 og 35).
44 Domstolen har i denne forbindelse præciseret, at kravet om, at Rådet skal kontrollere, at de afgørelser fra tredjelande, hvorpå det agter at støtte sig, er blevet truffet under overholdelse af de nævnte rettigheder, har til formål at sikre, at vedtagelsen eller opretholdelsen af foranstaltninger om indefrysning af midler kun sker på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, og således at beskytte de berørte personer eller enheder. Rådet kan således først lægge til grund, at vedtagelsen eller opretholdelsen af sådanne foranstaltninger er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, når den selv har kontrolleret, at retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse er blevet overholdt under vedtagelsen af det pågældende tredjelands afgørelse, hvorpå det agter at støtte sig (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 28 og 34 og den deri nævnte retspraksis).
45 Selv om det i øvrigt er korrekt, at den omstændighed, at tredjelandet henhører under de stater, der har tiltrådt konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som blev undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), indebærer en kontrol fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols side af de ved EMRK garanterede grundlæggende rettigheder, der i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, TEU udgør generelle principper i EU-retten, kan en sådan omstændighed imidlertid ikke overflødiggøre det kontrolkrav, der er nævnt i præmis 44 ovenfor (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 36).
46 Domstolen har ligeledes fastslået, at Rådet i begrundelsen for at vedtage eller opretholde restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed i det mindste er forpligtet til kortfattet at redegøre for grundene til, at det er af den opfattelse, at den afgørelse fra et tredjeland, som det agter at støtte sig på, er blevet truffet under overholdelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse. For at opfylde sin begrundelsespligt påhviler det således Rådet i den afgørelse, hvorved der pålægges restriktive foranstaltninger, at angive, at det har kontrolleret, at den afgørelse fra tredjelandet, hvorpå det har støttet disse foranstaltninger, er blevet vedtaget under overholdelse af disse rettigheder (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 29 og 30 og den deri nævnte retspraksis).
47 I sidste ende skal Rådet, når det støtter vedtagelsen eller opretholdelsen af restriktive foranstaltninger såsom de i den foreliggende sag omhandlede på et tredjelands afgørelse om at indlede og gennemføre en straffesag for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver fra den berørte persons side, dels sikre sig, at dette tredjelands myndigheder på tidspunktet for vedtagelsen af den nævnte afgørelse har iagttaget retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse for den person, der er genstand for den pågældende straffesag, dels i den afgørelse, hvorved der pålægges restriktive foranstaltninger, angive grundene til, at det er af den opfattelse, at den nævnte afgørelse fra tredjelandet er blevet vedtaget under iagttagelse af disse rettigheder.
48 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren i sit svar på det i præmis 33 ovenfor nævnte spørgsmål anført, at Rådet, således som det også var tilfældet i den sag, der gav anledning til dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), i de anfægtede retsakter ikke har angivet nogen oplysninger, der godtgør, at Rådet har kontrolleret, at de retslige myndigheder i Ukraine inden for rammerne af den sag, der vedrører sagsøgeren, har overholdt retten til forsvar og retten til domstolsbeskyttelse. Retten har således ikke mulighed for at efterprøve lovligheden af de anfægtede retsakter, der derfor skal annulleres. Sagsøgeren har tilføjet, at de anfægtede retsakter ikke indeholder selv en kortfattet begrundelse for, hvorfor Rådet var af den opfattelse, at disse retsakter blev vedtaget under overholdelse af de ovenfor nævnte rettigheder. Dette argument støtter det første anbringende, der er fremsat i stævningen, om tilsidesættelse af begrundelsespligten.
49 Rådet har heroverfor anført, at dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), ikke har betydning for den foreliggende sag, idet sagsøgeren i stævningen ikke har fremsat et anbringende om, at Rådet har tilsidesat sin forpligtelse til at kontrollere, om en afgørelse fra et tredjelands myndighed om at indlede og gennemføre en straffesag, der vedrører en lovovertrædelse bestående i uretmæssig tilegnelse af statsmidler, var blevet truffet under overholdelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse. Rådet er af den opfattelse, at et sådant anbringende ikke vedrører grundlæggende retsprincipper, og at Retten derfor ikke ex officio kan prøve et sådant anbringende. Rådet har i øvrigt præciseret, at selv om sagsøgeren har henvist til en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 6 og en tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til effektive retsmidler, har sagsøgeren imidlertid haft til hensigt at henvise til den sag, der blev ført for Rådet med henblik på at forlænge de restriktive foranstaltninger, der vedrører ham, og ikke Rådets manglende kontrol af de rettigheder, som tilkom sagsøgeren i Ukraine.
50 Under disse omstændigheder skal der tages stilling til den formalitetsindsigelse, som Rådet i det væsentlige har fremsat over for det argument, som sagsøgeren har fremført i sit svar på det i præmis 33 ovenfor nævnte spørgsmål.
Om den af Rådet fremsatte formalitetsindsigelse
51 Den formalitetsindsigelse, som Rådet har fremsat, består i det væsentlige i at gøre gældende, at sagsøgeren ved at henvise til dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), har fremsat et nyt anbringende, uden at opfylde de betingelser, der er fastsat i denne forbindelse i procesreglementets artikel 84, og uden at dette anbringende vedrører grundlæggende retsprincipper.
52 Procesreglementets artikel 84 har følgende ordlyd:
»1. Nye anbringender må ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.
2. I givet fald fremsættes de nye anbringender i forbindelse med den yderligere skriftveksling og identificeres som sådan. Når retlige eller faktiske omstændigheder, der begrunder fremsættelsen af nye anbringender, kommer frem efter den yderligere skriftveksling, eller efter at det er blevet besluttet ikke at tillade en sådan skriftveksling, fremsætter den pågældende hovedpart de nye anbringender, så snart vedkommende får kendskab til disse forhold […]«
53 Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at fremsættelsen af et nyt anbringende principielt skal overholde de krav, der er fastsat i procesreglementets artikel 84. Disse krav gælder imidlertid ikke, når et anbringende, der må anses for nyt, vedrører grundlæggende retsprincipper (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, La Ferla mod Kommissionen og ECHA, T-392/13, EU:T:2016:478, præmis 65, og af 20.7.2017, Badica og Kardiam mod Rådet, T-619/15, EU:T:2017:532, præmis 40-43).
54 Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at parterne i forbindelse med et annullationssøgsmål på et hvilket som helst trin af sagen kan påberåbe sig et anbringende, der angår grundlæggende retsprincipper, idet Unionens retsinstanser kan, ja endog skal tage et sådant anbringende under påkendelse ex officio (dom af 8.7.2004, Mannesmannröhren-Werke mod Kommissionen, T-44/00, EU:T:2004:218, præmis 210, og af 14.4.2015, Ayadi mod Kommissionen, T-527/09 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:205, præmis 44; jf. ligeledes i denne retning dom af 20.2.1997, Kommissionen mod Daffix, C-166/95 P, EU:C:1997:73, præmis 23-25, og af 3.5.2018, Malta mod Kommissionen, T-653/16, EU:T:2018:241, præmis 47 og 48). Det fremgår endvidere af denne retspraksis, at et anbringende om manglende eller utilstrækkelig begrundelse for en EU-retsakt udgør et anbringende, der angår grundlæggende retsprincipper.
55 I dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), fastslog Domstolen imidlertid efter at have ophævet dom af 7. juli 2017, Azarov mod Rådet (T-215/15, EU:T:2017:479), at sagen var moden til påkendelse, og at de omtvistede retsakter skulle annulleres. Domstolen fremhævede i denne henseende, at det på ingen måde fremgik af begrundelsen til disse retsakter, at Rådet havde kontrolleret, at de retslige myndigheder i Ukraine havde overholdt den berørte persons ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, idet den henviste til de grunde, som den havde anført i præmis 25-30 og 34-42 i denne dom (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 43-46).
56 Det fremgik navnlig klart af præmis 30 i dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), at »[f]or at opfylde sin begrundelsespligt påhviler det således Rådet i den afgørelse, hvorved der pålægges restriktive foranstaltninger, at angive, at det har kontrolleret, at den afgørelse fra tredjelandet, hvorpå det har støttet disse foranstaltninger, er blevet vedtaget under overholdelse af [retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse]«.
57 I præmis 30 i dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), henvises i øvrigt til præmis 37 i dom af 26. juli 2017, Rådet mod LTTE (C-599/14 P, EU:C:2017:583), hvori Domstolen klart fastslog, at »[b]egrundelsen til [de omtvistede] forordninger […] derfor ikke [gjorde det] muligt at vide, om Rådet ha[vde] opfyldt den kontrolforpligtelse, som påhvilede det«, for i denne sidstnævnte doms præmis 38 at konkludere, at Retten med føje havde fastslået, at de omhandlede retsakter »var utilstrækkeligt begrundet«.
58 Det følger af disse elementer, at Domstolen i dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), i sidste ende fastslog, at de omtvistede retsakter ikke var tilstrækkeligt begrundet, for så vidt som de vedrørte den måde, hvorpå Rådet havde kontrolleret, om de ukrainske myndigheder inden for rammerne af den straffesag for uretmæssig tilegnelse af statsmidler, der lå til grund for de restriktive foranstaltninger, som Rådet havde vedtaget og opretholdt over for sagsøgeren i den sag, der gav anledning til den nævnte dom, havde overholdt retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.
59 Det valg, som Domstolen i dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), traf om at vurdere spørgsmålet om, hvorvidt de ukrainske myndigheder havde overholdt de omhandlede rettigheder, i lyset af, om Rådet havde opfyldt sin begrundelsespligt, svarer ganske vist ikke til de argumenter, som sagsøgeren i den sag, der gav anledning til dom af 7. juli 2017, Azarov mod Rådet (T-215/15, EU:T:2017:479), havde fremsat med hensyn til Rådets forpligtelse til at kontrollere, at beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i Ukraine svarer til den beskyttelse, der findes i Unionen. Disse argumenter vedrørte nemlig ikke sagsøgerens anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten, men anbringendet om, at Rådet havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn, således som det fremgår af den nævnte doms præmis 166, og i øvrigt også af præmis 41 i dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031).
60 Henset til de elementer, der er nævnt i præmis 55-58 ovenfor, er det imidlertid åbenbart, at Domstolen i dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), fokuserede på begrundelsespligten.
61 Eftersom Domstolen i dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), således annullerede de omtvistede retsakter på grundlag af et anbringende, der vedrørte grundlæggende retsprincipper, skal Rådets formalitetsindsigelse, det er sammenfattet i præmis 49 ovenfor, ikke tages til følge.
62 For det andet skal det under alle omstændigheder bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at selv om der under sagens behandling i princippet ikke må fremsættes nye anbringender, skal et anbringende eller et klagepunkt, der udgør en uddybning af et anbringende eller et klagepunkt, der tidligere er fremsat udtrykkeligt eller indirekte i stævningen, og som har en nær sammenhæng med dette, imidlertid antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning dom af 11.7.2013, Ziegler mod Kommissionen, C-439/11 P, EU:C:2013:513, præmis 46, og af 26.2.2016, Bodson m.fl. mod EIB, T-240/14 P, EU:T:2016:104, præmis 30).
63 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren i stævningens punkt 83 og 84 i det væsentlige anført, at den straffesag, som Rådet lagde til grund for opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger over for ham, på daværende tidspunkt havde varet i fire år, uden at den offentlige anklagemyndighed var nået frem til nogen konklusioner, og at denne fastlåste situation viste, at de ukrainske myndigheder ønskede at opretholde et pres mod ham, og at de fortsat hævdede, at en sådan sag var under behandling for at kunne gennemføre den indefrysning af midler, som fulgte af de nævnte foranstaltninger. Dette indebar efter sagsøgerens opfattelse, at den ovenfor nævnte procedure var i strid med EMRK’s artikel 6 og burde have givet Rådet anledning til at sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden af de påståede anklager.
64 Det skal konstateres, at de argumenter, som sagsøgeren har fremført som svar på det i præmis 33 ovenfor nævnte spørgsmål, og som er sammenfattet i præmis 48 ovenfor, har en nær sammenhæng med de punkter i stævningen, der er nævnt i præmis 63 ovenfor. Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et anbringende, der angår grundlæggende retsprincipper, kan sagsøgeren således ikke anses for afskåret fra at anmode Retten om i det foreliggende tilfælde at følge den samme tilgang som den, Domstolen anlagde i dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031).
65 For det tredje skal det bemærkes, at der for princippet om forbud mod fremsættelse af nye anbringender gælder en undtagelse, idet det er tilladt at fremsætte sådanne anbringender, når de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, således som det fremgår af procesreglementets artikel 84 (jf. præmis 52 ovenfor).
66 Det er i denne forbindelse blevet fastslået, at selv om en praksis fra Unionens retsinstanser, der bekræfter en retstilstand, som sagsøgeren i princippet var bekendt med på det tidspunkt, hvor denne anlagde sit søgsmål, ganske vist ikke kan anses for et nyt element, der giver mulighed for at fremsætte et nyt anbringende, forholder det sig anderledes, når der er tale om retspraksis, der medfører nye præciseringer (jf. i denne retning dom af 22.3.2018, Stavytskyi mod Rådet, T-242/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:166, præmis 125 og den deri nævnte retspraksis).
67 I det foreliggende tilfælde havde Retten på det tidspunkt, hvor sagsøgeren anlagde den foreliggende sag, udviklet en praksis, der indebar dels, at det ikke var muligt at overføre den tilgang, der var anlagt i dom af 16. oktober 2014, LTTE mod Rådet (T-208/11 og T-508/11, EU:T:2014:885), på spørgsmålet om de restriktive foranstaltninger, som Rådet havde truffet i forbindelse med situationen i Ukraine, dels at det kun var i tilfælde af, at Rådets politiske valg af at støtte det nye styre i Ukraine måtte vise sig at være åbenbart fejlagtigt, at den eventuelle manglende sammenhæng mellem beskyttelsen af grundlæggende rettigheder i Ukraine og beskyttelsen af disse rettigheder i Unionen ville kunne have en betydning for lovligheden af disse foranstaltninger (jf. i denne retning dom af 7.7.2017, Azarov mod Rådet, T-215/15, EU:T:2017:479, præmis 166-178, og af 8.11.2017, Klymenko mod Rådet, T-245/15, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2017:792, præmis 218-232). Domstolen fraveg imidlertid ved dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), denne praksis fra Retten, hvilket må anses for en retlig omstændighed, der kan begrunde fremsættelsen af et nyt anbringende eller et nyt klagepunkt.
68 Det følger af de ovenfor anførte betragtninger, at det argument, som sagsøgeren har udledt af de principper, der følger af bl.a. dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), således som disse er gengivet i præmis 40-47 ovenfor, kan antages til realitetsbehandling.
69 Det skal i øvrigt præciseres, at parternes ret til at blive hørt er blevet overholdt ved det spørgsmål, der er nævnt i præmis 33 ovenfor. Det fremgår nemlig af retspraksis, at når Retten opfordrer parterne i en sag til at afgive skriftlige bemærkninger om de følger, der skal drages af en dom, der er afsagt i en anden sag, skal disse parter anses for at være vidende om, at Retten overvejer muligheden for i det foreliggende tilfælde eventuelt ex officio at anvende den løsning, der er valgt i den nævnte dom (jf. i denne retning kendelse af 4.12.2013, Forgital Italy mod Rådet, T-438/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:648, præmis 59 og 60).
Om realiteten
70 De argumenter, som sagsøgeren har udledt af dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), er sammenfattet i præmis 48 ovenfor.
71 Rådet har anført, at selv om det i forbindelse med vedtagelsen af de anfægtede retsakter ikke specifikt i begrundelsen til disse retsakter nævnte, at der var blevet foretaget en retslig prøvelse i Ukraine, var det bekendt med, at dette var tilfældet, således som det fremgår af flere skrivelser fra den offentlige anklagemyndighed. Disse skrivelser viser nemlig, at der i Ukraine var blevet truffet flere retslige afgørelser over for sagsøgeren, såsom den afgørelse om at tilbageholde ham med henblik på fremstilling for en domstol, der blev truffet af en undersøgelsesdommer ved byretten i Petschersk i Kiev. Den omstændighed, som sagsøgeren har anerkendt, at de ukrainske myndigheder gav ham adgang til sagsakterne i den straffesag, som Rådet havde lagt til grund for opretholdelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger, viser i øvrigt, at sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse blev overholdt i Ukraine.
72 Det skal indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren er genstand for nye restriktive foranstaltninger, der er blevet vedtaget ved de anfægtede retsakter på grundlag af det opførelseskriterium, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119, som præciseret ved afgørelse 2015/143, og i artikel 3 i forordning nr. 208/2014, som præciseret i forordning 2015/138 (jf. præmis 13 og 14 ovenfor). Dette kriterium foreskriver indefrysning af midler hos de personer, der er identificeret som ansvarlige for bl.a. uretmæssig tilegnelse af statsmidler, herunder personer, der er genstand for de ukrainske myndigheders undersøgelse.
73 Det er ubestridt, at Rådet med henblik på afgørelsen om at opretholde sagsøgerens navn på listen har støttet sig på den omstændighed, at han var genstand for en »straffesag, der var rejst af de ukrainske myndigheder, for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver«, hvilken omstændighed var blevet godtgjort ved den offentlige anklagemyndigheds skrivelse, som sagsøgeren modtog i kopi (jf. præmis 26 ovenfor).
74 Opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger, der var blevet truffet over for sagsøgeren, var derfor, ligesom det var tilfældet i den sag, der gav anledning til dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), støttet på den offentlige anklagemyndigheds afgørelse om at indlede og gennemføre en strafferetlig efterforskning vedrørende en lovovertrædelse bestående i uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler.
75 Det skal imidlertid for det første fastslås, at den begrundelse for de anfægtede retsakter, der vedrører sagsøgeren (jf. præmis 16 og 28 ovenfor), ikke indeholder nogen henvisning overhovedet til den omstændighed, at Rådet har kontrolleret, at de retslige myndigheder i Ukraine havde iagttaget hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, og at en sådan manglende begrundelse derfor udgør en første indikation af, at Rådet ikke har foretaget denne kontrol.
76 For det andet skal det bemærkes, at skrivelsen af 8. marts 2018 (jf. præmis 29 ovenfor) ikke indeholder nogen oplysninger, der gør det muligt at fastslå, at Rådet rådede over oplysninger vedrørende de ukrainske myndigheders iagttagelse af de omhandlede rettigheder for så vidt angår straffesagen vedrørende sagsøgeren, og i endnu mindre grad, at Rådet foretog en vurdering af sådanne oplysninger med henblik på at kontrollere, om de retslige myndigheder i Ukraine i tilstrækkelig grad havde iagttaget de nævnte rettigheder i forbindelse med vedtagelsen af afgørelsen om at indlede og gennemføre en strafferetlig efterforskning vedrørende en lovovertrædelse bestående i uretmæssig tilegnelse af midler eller aktiver fra sagsøgerens side. Ligesom det blev gjort i den sag, der gav anledning til dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 24), nøjedes Rådet nemlig med at anføre, at de skrivelser fra den offentlige anklagemyndighed, som forinden var blevet tilstillet sagsøgeren (jf. præmis 26 ovenfor), godtgjorde, at sidstnævnte fortsat var genstand for en straffesag for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver.
77 For det tredje skal det bemærkes, at Rådet var forpligtet til at foretage kontrol af, at retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse var overholdt, uafhængigt af ethvert bevis fremlagt af sagsøgeren med henblik på at godtgøre, at hans personlige situation i den foreliggende sag var blevet berørt af de problemer, som han havde identificeret for så vidt angår funktionsmåden for retsvæsenet i Ukraine. Rådet har i svarskriftet i det væsentlige anført, at sagsøgeren imidlertid alene ved dette lands retsinstanser har mulighed for at påberåbe sig, at de ukrainske myndigheder angiveligt har tilsidesat hans ret til forsvar.
78 For det fjerde skal det bemærkes, at Rådet i besvarelsen af det spørgsmål, der vedrørte dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), har begrænset sig til at fremsætte de i præmis 71 ovenfor sammenfattede argumenter.
79 I denne henseende skal det for det første fastslås, at Rådet har erkendt, at begrundelsen for de anfægtede retsakter ikke behandler spørgsmålet om iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse i forhold til den afgørelse om at indlede og gennemføre en straffesag, som begrundede opførelsen og opretholdelsen af sagsøgerens navn på listen.
80 For det andet skal det bemærkes, at Rådet har hævdet, at det klart fremgår af sagsakterne i den foreliggende sag, at der i Ukraine blev foretaget en retslig kontrol under den strafferetlige efterforskning. Nærmere bestemt er Rådet af den opfattelse, at den omstændighed, at der foreligger flere retslige afgørelser vedtaget i sammenhæng med straffesagen vedrørende sagsøgeren, godtgør, at Rådet, da det støttede sig på den afgørelse fra de ukrainske myndigheder, der er omhandlet i den offentlige anklagemyndigheds skrivelser, dels havde kunnet kontrollere, at afgørelsen var blevet truffet under iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, dels havde sikret sig, at en række retslige afgørelser truffet inden for rammerne af den nævnte straffesag var blevet truffet under iagttagelse af disse rettigheder.
81 Alle de af Rådet anførte retslige afgørelser er imidlertid blevet truffet inden for rammerne af den straffesag, der har begrundet opførelsen og opretholdelsen af sagsøgerens navn på listen, og udgør blot et led i disse, for så vidt som de er af enten sikrende eller processuel karakter. Det er korrekt, at disse afgørelser kan bekræfte Rådets antagelse om, at der foreligger et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, nemlig den omstændighed, at sagsøgeren i overensstemmelse med opførelseskriteriet var genstand for en straffesag vedrørende bl.a. en overtrædelse bestående i uretmæssig tilegnelse af midler eller aktiver tilhørende den ukrainske stat. Ontologisk set kan sådanne afgørelser imidlertid ikke i sig selv godtgøre, således som Rådet hævder, at den afgørelse om at indlede og gennemføre den nævnte straffesag, der er blevet truffet af de retslige myndigheder i Ukraine, og hvorpå opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren i det væsentlige er støttet, er blevet truffet under iagttagelse af hans ret til forsvar og hans ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
82 Under alle omstændigheder er Rådet ikke i stand til at henvise til noget dokument i akterne i den sag, der førte til vedtagelsen af de anfægtede retsakter, hvoraf det fremgår, at Rådet har kontrolleret de afgørelser fra de ukrainske domstole, hvorpå det på nuværende tidspunkt støtter sig, og at det heraf har kunnet udlede, at substansen i sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse var blevet iagttaget.
83 Rådet har desuden end ikke forsøgt at forklare, hvorledes eksistensen af disse afgørelser gør det muligt at konkludere, at beskyttelsen af de omhandlede rettigheder er blevet overholdt, selv om denne sag, der havde været under behandling siden marts 2014, således som sagsøgeren anførte bl.a. i sin skrivelse af 26. januar 2018 til Rådet, stadig befandt sig på det indledende undersøgelsesstadium og endnu ikke var blevet forelagt en ukrainsk domstol med hensyn til realiteten, men højst var nået til behandlingen af processuelle spørgsmål.
84 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af EMRK’s artikel 6, stk. 1, at enhver, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse, skal være berettiget til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig tid for en ved lov oprettet uafhængig og upartisk domstol. Denne rettighed vedrører princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, der i øvrigt er fastsat i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning dom af 16.7.2009, Der Grüne Punkt – Duales System Deutschland mod Kommissionen, C-385/07 P, EU:C:2009:456, præmis 177 og 179).
85 Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har endvidere allerede udtalt, at det er muligt at fastslå, at dette princip er blevet tilsidesat, bl.a. når undersøgelsesfasen i en straffesag er kendetegnet ved et antal perioder med inaktivitet, der kan tilskrives de kompetente myndigheder, som har ansvaret for denne undersøgelse (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolen, 6.1.2004, Rouille mod Frankrig, CE:ECHR:2004:0106JUD005026899, §§ 29-31, 27.9.2007, Reiner m.fl. mod Rumænien, CE:ECHR:2007:0927JUD000150502, §§ 57-59, og 12.1.2012, Borisenko mod Ukraine, CE:ECHR:2012:0112JUD002572502, §§ 58-62).
86 Det fremgår i øvrigt af retspraksis, at når en person har været genstand for restriktive foranstaltninger i flere år, og dette som følge af den samme af den offentlige anklagemyndighed førte straffesag, har Rådet pligt til at uddybe spørgsmålet om, hvorvidt de ukrainske myndigheder eventuelt måtte have tilsidesat denne persons grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning dom af 30.1.2019, Stavytskyi mod Rådet, T-290/17, EU:T:2019:37, præmis 132).
87 I det foreliggende tilfælde burde Rådet derfor i det mindste have anført grundene til, at det til trods for det af sagsøgeren fremførte argument, der er gentaget i præmis 83 ovenfor, var af den opfattelse, at sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse ved de retslige myndigheder i Ukraine, der helt åbenbart er en grundlæggende rettighed, var blevet overholdt med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt hans sag var blevet behandlet inden for et rimeligt tidsrum.
88 Hvad for det tredje angår Rådets oplysning om, at sagsøgeren den 21. april 2017 havde fået adgang til de sagsakter, som den offentlige anklagemyndighed rådede over, og som vedrørte ham, skal det fastslås, at der er tale om en nødvendig, men ikke nødvendigvis tilstrækkelig, forudsætning for at konkludere, at sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse er blevet overholdt.
89 Det kan derfor ikke konkluderes, at de oplysninger, som Rådet rådede over i forbindelse med vedtagelsen af de anfægtede retsakter, gjorde det muligt for det at kontrollere, at afgørelsen fra de retslige myndigheder i Ukraine, der i det væsentlige lå til grund for opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, var blevet truffet under iagttagelse af sagsøgerens nævnte rettigheder.
90 I denne henseende skal det endvidere bemærkes, således som det er blevet præciseret i dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), at Domstolens praksis, hvorefter det navnlig i tilfælde af vedtagelse af en afgørelse om indefrysning af midler, såsom afgørelsen vedrørende sagsøgeren, ikke tilkommer Rådet eller Retten at efterprøve, om den efterforskning, som den af disse foranstaltninger omfattede person var genstand for i Ukraine, er begrundet, men blot at efterprøve, om afgørelsen om indefrysning af midler er begrundet med hensyn til det dokument eller de dokumenter, hvorpå denne afgørelse er blevet støttet (jf. i denne retning dom af 5.3.2015, Ezz m.fl. mod Rådet, C-220/14 P, EU:C:2015:147, præmis 77, af 19.10.2017, Yanukovych mod Rådet, C-599/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:785, præmis 69, og af 19.10.2017, Yanukovych mod Rådet, C-598/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:786, præmis 72), ikke kan fortolkes således, at Rådet ikke er forpligtet til at kontrollere, at den afgørelse fra et tredjeland, hvorpå det agter at støtte vedtagelsen af restriktive foranstaltninger, er blevet truffet under iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
91 Henset til samtlige ovenstående betragtninger er det ikke blevet godtgjort, at Rådet inden vedtagelsen af de anfægtede retsakter havde kontrolleret, at de retslige myndigheder i Ukraine havde iagttaget sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
92 På denne baggrund skal de anfægtede retsakter annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, uden at det er fornødent at undersøge de øvrige anbringender og argumenter, som er blevet fremsat af sidstnævnte.
93 Hvad angår Rådets subsidiære påstand (jf. præmis 36, tredje led, ovenfor), hvorved det i det væsentlige har nedlagt påstand om, at virkningerne af afgørelse 2018/333 opretholdes, indtil udløbet af den frist, der var fastsat for at iværksætte appel, og i tilfælde af, at en appel iværksættes, indtil der træffes afgørelse herom, er det tilstrækkeligt at bemærke, at afgørelse 2018/333 kun havde virkning indtil den 6. marts 2019. Annullationen heraf ved nærværende dom har følgelig ingen konsekvens for perioden efter denne dato, hvorfor det er ufornødent at træffe afgørelse om spørgsmålet om opretholdelsen af virkningerne af denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 6.6.2018, Arbuzov mod Rådet, T-258/17, EU:T:2018:331, præmis 107 og den deri nævnte retspraksis).
Sagsomkostninger
94 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Rådet har tabt sagen, bør det pålægges det at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Sjette Afdeling):
1) Rådets afgørelse (FUSP) 2018/333 af 5. marts 2018 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/326 af 5. marts 2018 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine annulleres, for så vidt som Oleksandr Viktorovych Klymenkos navn er blevet opretholdt på listen over personer, enheder og organer, der er omfattet af disse restriktive foranstaltninger.
2) Rådet for Den Europæiske Union betaler sagsomkostningerne.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. juli 2019.
Underskrifter