PERSONALERETTENS DOM
(Tredje Afdeling)
13. april 2011
Sag F-105/09
Séverine Scheefer
mod
Europa-Parlamentet
»Personalesag – midlertidig ansat – forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – konvertering af den tidsbegrænsede kontrakt til en kontrakt på ubestemt tid – ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106a, hvorunder Séverine Scheefer i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 12. februar 2009, hvori det blev fastsat, at hendes kontrakt som midlertidigt ansat udløb den 31. marts 2009, og om annullation af afgørelsen af 12. oktober 2009 om afslag på hendes klage samt om erstatning for den skade, som hun har lidt som følge af Parlamentets adfærd.
Udfald: Den afgørelse, der er indeholdt i skrivelsen af 12. februar 2009, hvorved Europa-Parlamentets generalsekretær meddelte Séverine Scheefer dels, at det ikke havde været muligt at finde en juridisk acceptabel løsning, som gjorde det muligt for hende at fortsætte sin ansættelse ved lægeklinikken i Luxembourg (Luxembourg), dels at hendes kontrakt som midlertidigt ansat udløb den 31. marts 2009, annulleres. Parlamentet tilpligtes at betale Séverine Scheefer differencen mellem, på den ene side, det vederlag, som hun kunne have oppebåret, hvis hun var forblevet ansat i Parlamentet, og, på den anden side, den løn, de honorarer, den arbejdsløshedsunderstøttelse og alle øvrige godtgørelser, som hun rent faktisk har modtaget siden den 1. april 2009 i stedet for det vederlag, hun oppebar som midlertidigt ansat. I øvrigt frifindes Parlamentet. Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler Séverine Scheefers omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – søgsmål – formål – konvertering af en midlertidig ansats kontrakt – afvisning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)
2. Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – frister – begyndelsestidspunkt – datoen for underskrivelsen af kontrakten som midlertidigt ansat
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)
3. Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70
(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte; Rådets direktiv 1999/70)
4. Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – midlertidigt ansatte, der henhører under artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – fornyelse efter en første forlængelse af kontrakten på bestemt tid – konvertering af en tidsbegrænset kontrakt til en tidsubegrænset kontrakt
[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra a), og art. 8, første afsnit; Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 5, punkt 1, litra c), og § 2, litra b)]
5. Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesret – tvister, der angår pengebeløb, som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 1 – begreb
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte)
6. Tjenestemænd – søgsmål – dom om annullation – retsvirkninger
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)
1. Selv om den retlige kvalifikation af en retsakt alene tilkommer Unionens retsinstanser og ikke er undergivet parternes vilje, kan disse kun annullere bebyrdende retsakter og ikke som sådan den kvalifikation, som retsakternes ophavsmænd fejlagtigt har givet disse. Påstandene om, at Personaleretten i dommens konklusion foretager en konvertering af en midlertidigt ansats kontrakt, skal derfor afvises.
(jf. præmis 24 og 25)
2. Hvad angår fastsættelsen af det tidspunkt, hvorpå den bebyrdende retsakt blev truffet, dvs. fastsættelsen af den dato, hvorfra fristen for at indbringe en klage skal beregnes, bemærkes, at en kontrakt har virkning fra underskrivelsen og følgelig evne til at gå den midlertidigt ansatte imod, således at det principielt er fra underskriften, at fristen for at indbringe en klage rettidigt skal beregnes i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2.
(jf. præmis 48)
Henvisning til:
Retten: 11. juli 2002, forenede sager T-137/99 og T-18/00, Martínez Páramo m.fl. mod Kommissionen, præmis 56
Personaleretten: 30. april 2009, sag F-65/07, Aayhan m.fl. mod Parlamentet, præmis 43
3. Den omstændighed, at et direktiv ikke som sådan er bindende for EU-institutionerne, kan ikke udelukke, at sidstnævnte indirekte skal tage hensyn hertil i deres forhold til tjenestemændene eller de øvrige ansatte. Hvad angår direktiv 1999/70 vedrørende tidsbegrænset ansættelse og rammeaftalen, som er bilagt dette, påhviler det således institutionerne, i overensstemmelse med deres loyalitetsforpligtelse, så vidt muligt i deres egenskab af arbejdsgivere at fortolke og anvende bestemmelserne i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i lyset af rammeaftalens ordlyd og formål.
(jf. præmis 54)
4. Rammeaftalen, som er bilagt direktiv 1999/70 vedrørende tidsbegrænset ansættelse, gør sikkerhed i ansættelsen til et prioritetsmål med hensyn til arbejdsbetingelser i Den Europæiske Union. I § 5, punkt 1, litra c), foreskrives navnlig at fastsætte et maksimalt antal fornyelser af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller arbejdsforhold. Samme bestemmelse foreskriver i punkt 2, litra b), at tidsbegrænsede kontrakter, hvor det er hensigtsmæssigt, kan anses for tidsubegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold.
I henhold til artikel 8, første afsnit, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte skal enhver senere fornyelse, der følger efter en første forlængelse på bestemt tid af en tidsbegrænset kontrakt som midlertidig ansat i henhold til artikel 2, litra a), således ske på ubestemt tid, og denne konvertering skal anses for at ske uden videre. For så vidt angår institutionerne skal denne bestemmelse fortolkes således, at bestemmelsen sikres en vid rækkevidde, og anvendes strengt, eftersom den nærmere bestemt tilstræber at begrænse brugen af på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter som midlertidigt ansat ved at anse den tredje tidsbegrænsede kontrakt, der indgås, for at være en tidsubegrænset kontrakt.
I øvrigt har en institutions interne bestemmelser en bindende virkning, som er mindre intensiv end ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte og kan ikke forhindre ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, i at få virkning.
(jf. præmis 54-56 og 60)
Henvisning til:
Personaleretten: Aayhan mod Parlamentet, præmis 119 og 120
5. En påstand om, at en institution til en af dens ansatte udbetaler et beløb, som denne mener at være berettiget til i henhold til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, henhører under begrebet tvister, der angår pengebeløb som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 1, idet den adskiller sig fra erstatningssøgsmål, som ansatte har anlagt imod en institution med påstand om erstatning. I henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 1, har Personaleretten i disse tvister fuld prøvelsesret, som indebærer, at den skal finde en fuldstændig løsning og således træffe afgørelse vedrørende alle dens ansattes rettigheder og forpligtelser eller overlade den pågældende institution under retsinstansens kontrol opfyldelsen af denne del af dommen på de præcise betingelser, som retsinstansen fastsætter.
(jf. præmis 68)
Henvisning til:
Domstolen: 18. december 2007, sag C-135/06 P, Weißenfels mod Parlamentet, præmis 65, 67 og 68
Personaleretten: 2. juli 2009, sag F-49/08, Giannini mod Kommissionen, præmis 39-42
6. Annullation af en retsakt ved dom afsagt af Unionens retsinstanser indebærer, at denne retsakt fjernes med tilbagevirkende gyldighed fra retsordenen. Når den annullerede retsakt allerede er gennemført, forudsætter ophævelsen af virkningerne, at den retsstilling, som sagsøgeren befandt sig i inden dens vedtagelse, genoprettes.
(jf. præmis 69)
Henvisning til:
Personaleretten: 26. oktober 2006, sag F-1/05, Landgren mod ETF, præmis 92