RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

29. april 2015

Sag F-78/12

Viara Todorova Androva

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Personalesag – forfremmelse – forfremmelsesåret 2011 – ikke opførelse på listen over forfremmelsesværdige tjenestemænd – vedtægtens artikel 45 – to års anciennitet i lønklassen – ingen hensyntagen til ansættelsesperioden som midlertidigt ansat – forskelsbehandling som følge af den retlige karakter af de pågældende ansattes ansættelsesforhold – direktiv 1999/70/EF – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – § 4 – påberåbelse udelukket – ikke omfattet«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Viara Todorova Androva nærmere bestemt har nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen truffet af Rådet for Den Europæiske Union om ikke at opføre hende på listen over forfremmelsesværdige tjenestemænd i forfremmelsesåret 2011, dels om erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, hun har lidt som følge af denne afgørelses ulovlighed.

Udfald:      Rådet for Den Europæiske Union frifindes. Viara Todorova Androva bærer sine egne omkostninger og betaler Rådets omkostninger. Europa-Kommissionen og Revisionsretten for Den Europæiske Union bærer deres egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – forfremmelse – krævet minimumsaniennitet i lønklassen – beregning – hensyntagen til ansættelsesperioden som midlertidigt ansat – udelukket

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

2.      Tjenestemænd – forfremmelse – krævet minimumsaniennitet i lønklassen – beregning – udelukkelse af ansættelsesperioder som midlertidigt ansat – tilsidesættelse af direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45; Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 4, stk. 1)

1.      I forbindelse med forfremmelsesproceduren er det alene den anciennitet i lønklassen, der er optjent som tjenestemand, der kan tages i betragtning, dette så meget desto mere som det ikke i ansættelsesvilkårene fastsættes, at vedtægtens artikel 45 under alle omstændigheder på den ene eller den anden måde finder anvendelse på midlertidigt ansattes situation. Ifølge lovgiver er der nemlig ikke nogen retlig kontinuitet i karrieren for en midlertidigt ansat, som er blevet tjenestemand.

(jf. præmis 51 og 54)

Henvisning til:

Retten for EU-Personalesager: domme Bellantone mod Revisionsretten, F-85/06, EU:F:2007:171, præmis 51, Toronjo Benitez mod Kommissionen, F-33/07, EU:F:2008:25, præmis 87, og kendelse Prieto mod Parlamentet, F-42/07, EU:F:2011:159, præmis 61

2.      Princippet om forbud mod forskelsbehandling og ligebehandlingsprincippet, som § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, er udtryk for, er grundlæggende principper i Unionens retsorden, i forhold til hvilke lovligheden af vedtægtens artikel 45 skal bedømmes.

I forbindelse med tvister mellem tjenestemænd og medlemsstaternes administrationer henhører en eventuel forskelsbehandling af fastansatte og kontraktansatte ikke under det i rammeaftalen knæsatte princip om forbud mod forskelsbehandling, eftersom en sådan forskelsbehandling ikke er baseret på arbejdsforholdets tidsbegrænsede eller tidsubegrænsede karakter, men på dettes vedtægtsmæssige eller kontraktmæssige karakter.

I denne forbindelse gælder, at hvad angår proceduren for forfremmelse af tjenestemænd indeholder vedtægtens artikel 45 ikke nogen forskelsbehandling mellem tidsbegrænsede ansatte og tidsubegrænsede ansatte. Det eneste forhold, der tages hensyn til i vedtægtens artikel 45, er nemlig den retlige karakter af de pågældende ansattes ansættelsesforhold, idet der i bestemmelsen i praksis fastsættes en forskellig behandling af den anciennitet, der er optjent af tjenestemænd, og den anciennitet, der er optjent af de øvrige ansatte. En sådan forskellig behandling henhører imidlertid ikke under det i rammeaftalen knæsatte princip om forbud mod forskelsbehandling.

(jf. præmis 61-63)

Henvisning til:

Domstolen: kendelse Rivas Montes, C-178/12, EU:C:2013:150, præmis 44, 45 og 47

Retten for EU-Personalesager: dom Aayhan m.fl. mod Parlamentet, F-65/07, EU:F:2009:43, præmis 101