Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig) den 12. januar 2021 – Uniqa Versicherungen AG mod VU

(Sag C-18/21)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberster Gerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Uniqa Versicherungen AG

Sagsøgt: VU

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 20 og 26 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 1 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for den afbrydelse af den i forordningens artikel 16, stk. 2 fastsatte frist på 30 dage til at indgive indsigelse imod et europæisk betalingspåkrav, der blev indført ved § 1, stk. 1, i Bundesgesetz betreffend Begleitmaßnahmen zu COVID-19 in der Justiz (den østrigske forbundslov om Covid-19-ledsageforanstaltninger inden for retsvæsenet), hvorefter alle processuelle frister i civile retssager, hvor den fristudløsende begivenhed indtræder efter den 21. marts 2020, eller fristerne endnu ikke er udløbet på dette tidspunkt, afbrydes til og med den 30. april 2020, hvorefter de begynder at løbe forfra fra den 1. maj 2020?

____________

1     EUT 2006, L 399, s. 1.