RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE (Første Afdeling)

20. juli 2016

Sag F-67/11 DEP

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – procedure – fastsættelse af sagsomkostninger«

Angående:      Begæring om fastsættelse af sagsomkostninger, indgivet af Europa-Kommissionen efter kendelse afsagt af Personaleretten den 28. maj 2013, Marcuccio mod Kommissionen (F-67/11, EU:F:2013:65), samt kendelse afsagt af Personalerettens præsident den 16. november 2011, Marcuccio mod Kommissionen (F-67/11 R, EU:F:2011:184).

Udfald:      Det samlede beløb, som Europa-Kommissionen kan kræve erstattet af Luigi Marcuccio i form af sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, i sag F-67/11, herunder de sagsomkostninger, der vedrører proceduren om foreløbige forholdsregler i sag F-67/11 R, fastsættes til 6 500 EUR. Det nævnte beløb tillægges morarenter fra datoen for forkyndelsen af denne kendelse indtil betalingsdatoen, beregnet på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner, der er gældende den første dag i den måned, hvor beløbet forfalder til betaling, forhøjet med tre og et halvt procentpoint.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – begreb – honorarer, som en institution har betalt til sin advokat – omfattet

[Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 105, litra c)]

2.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – fastsættelse baseret på detaljerede oplysninger, som sagsøgeren har indgivet, eller, såfremt dette ikke er muligt, på grundlag af en billighedsvurdering foretaget af Unionens retsinstanser – advokataflønnings faste karakter – ingen betydning for Unionens retsinstansers skønsbeføjelse

[Personalerettens procesreglement, art. 105, litra c)]

1.      Det følger af artikel 105, litra b), i Personalerettens procesreglement, at de udgifter, der kan kræves erstattet, er begrænset dels til de udgifter, der er afholdt til sagens behandling for Personaleretten, dels til de udgifter, som var nødvendige i denne forbindelse.

Ved fastsættelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet, tager Personaleretten hensyn til alle omstændigheder i sagen frem til det tidspunkt, hvor den afsiger kendelse om fastsættelse af sagsomkostninger, herunder de nødvendige omkostninger, der er forbundet med sagen om fastsættelse af sagsomkostninger.

Som det fremgår af artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, der finder anvendelse på Personaleretten i medfør af artikel 7, stk. 1, i bilag I til den nævnte statut, kan institutionerne i denne forbindelse frit vælge at lade sig repræsentere ved en advokat. Sidstnævntes salær falder således ind under begrebet nødvendige udgifter, der er afholdt i forbindelse med sagen, uden at der består en pligt for institutionen til at godtgøre, at en sådan bistand var objektivt begrundet. Selv om den omstændighed, at Kommissionen har fået bistand fra to ansatte og en ekstern advokat i hovedsagen og i sagen om foreløbige forholdsregler, ikke er relevant for vurderingen af, om disse udgifter eventuelt kan kræves erstattet, idet der ikke principielt kan ses bort fra sådanne udgifter, kan denne omstændighed imidlertid påvirke fastsættelsen af størrelsen af de udgifter, der i sidste ende kan kræves erstattet i forbindelse med sagen.

(jf. præmis 25, 28 og 29)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: kendelse af 23. marts 2012, Kerstens mod Kommissionen, T-498/09 P-DEP, EU:T:2012:147, præmis 15 og 20, og af 28. maj 2013, Marcuccio mod Kommissionen, T-278/07 P-DEP, EU:T:2013:269, præmis 14

Personaleretten: kendelse af 26. april 2010, Schönberger mod Parlamentet, F-7/08 DEP, EU:F:2010:32, præmis 23

2.      Unionens retsinstanser er ikke kompetente til at fastsætte de beløb, som parterne skal udrede i salær til deres egne advokater, men de kan fastsætte den del af disse beløb, der kan søges erstattet hos den part, som pålægges at betale sagens omkostninger. Unionens retsinstanser skal, når de tager stilling til begæringen om fastsættelse af sagsomkostningerne, hverken tage hensyn til en national tarif for advokaters salærer eller til en eventuel aftale herom, indgået mellem den berørte part og dennes repræsentanter eller rådgivere.

Da der desuden ikke i EU-retten findes bestemmelser om fastsættelse af sådanne honorarer, er Unionens retsinstanser frit stillet ved vurderingen af de foreliggende oplysninger, idet de dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad såvel som til den arbejdsbyrde, som de pågældende befuldmægtigede og rådgivere har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen.

For på grundlag af de nævnte kriterier at kunne vurdere, om de udgifter, der er afholdt i forbindelse med sagen, faktisk var nødvendige, skal den begærende part give detaljerede oplysninger. På samme måde har vederlagets faste karakter ikke betydning for Personalerettens vurdering af størrelsen af de udgifter, der kan erstattes, idet Personaleretten skal basere sig på veletablerede kriterier og de detaljerede oplysninger, som parterne skal fremlægge for denne. Selv om det ikke er umuligt for nævnte ret i mangel af sådanne oplysninger at fastsætte størrelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet, på grundlag af en billighedsvurdering, må den imidlertid i et sådant tilfælde nødvendigvis anlægge en streng vurdering af den begærende parts krav.

(jf. præmis 26, 27, 32 og 37)

Henvisning til:

Domstolen: kendelse af 17. februar 2004, DAI mod ARAP m.fl., C-321/99 P-DEP, EU:C:2004:103, præmis 23

Den Europæiske Unions Ret: kendelse af 31. marts 2011, Tetra Laval mod Kommissionen, T-5/02 DEP og T-80/02 DEP, EU:T:2011:129, præmis 68, og af 28. maj 2013, Marcuccio mod Kommissionen, T-278/07 P-DEP, EU:T:2013:269, præmis 16

Personaleretten: kendelse af 10. november 2009, X mod Parlamentet, F-14/08 DEP, EU:F:2009:149, præmis 22, af 26. april 2010, Schönberger mod Parlamentet, F-7/08 DEP, EU:F:2010:32, præmis 24, og af 27. september 2011, De Nicola mod EIB, F-55/08 DEP, EU:F:2011:155, præmis 40 og 41