RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(enedommer)

21. september 2015

Sag F-72/11

Anastasios Anagnostu m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesårene 2010 og 2011 – vejledende multiplikationsfaktorer – vedtægtens artikel 6, stk. 2 – overgangsforanstaltninger for perioden fra den 1. maj 2004 til den 30. april 2011 – artikel 9 i bilag XIII til vedtægten – almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45 – fastsættelse af forfremmelsestærsklerne – ikke opførelse på listen over forfremmede tjenestemænd – søgsmålsinteresse«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Anastasios Anagnostu og 24 andre sagsøgere principalt har nedlagt påstand om, for det første, annullation af afgørelserne truffet af Europa-Kommissionens ansættelsesmyndighed om fastsættelse af forfremmelsestærsklerne til lønklasserne AD 13 og AD 14 for forfremmelsesårene 2010 og 2011 og, for det andet, annullation af listen over tjenestemænd forfremmet til lønklasserne AD 13 og AD 14 i forfremmelsesåret 2010 samt af Kommissionens ansættelsesmyndigheds stiltiende afgørelse om afslag på at forfremme et endnu større antal andre tjenestemænd til lønklasserne AD 13 eller AD 14.

Udfald:      Europa-Kommissionens afgørelser af 26. november 2010 om ikke at forfremme Antoulas, Bruni, Nicolaidou-Kallergis og Xanthopoulos annulleres. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer fire femogtyvendedele af sine egne omkostninger og betaler fire femogtyvendedele af de af sagsøgerne afholdte omkostninger. Sagsøgerne, med undtagelse af Antoulas, Bruni, Nicolaidou-Kallergis og Xanthopoulos, bærer enogtyve femogtyvendedele af deres egne omkostninger og betaler enogtyve femogtyvendedele af de af Kommissionen afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – afgørelse om fastsættelse af forfremmelsestærsklerne – forberedende akt – ikke omfattet–retsakt, der kan anfægtes i forbindelse med et annullationssøgsmål til prøvelse af afgørelsen om udfærdigelse af listen over forfremmede tjenestemænd

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45 og 90, stk. 2)

2.      Tjenestemandssager – søgsmålsinteresse – vejledende multiplikationsfaktorer – afgørelse om fastsættelse af forfremmelsestærsklerne – søgsmål til prøvelse af afslag på forfremmelse – nødvendigheden af at godtgøre muligheden for at nå forfremmelsestærsklen – ingen personlige klagepunkter

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 et 91)

1.      Kun de foranstaltninger, der har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, udgør akter, der indeholder et klagepunkt. Når der er tale om retsakter eller afgørelser, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, navnlig under en intern procedure, som proceduren vedrørende forfremmelse, der er fastsat i de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45, er det kun de foranstaltninger, som definitivt fastlægger institutionens standpunkt som afslutning på denne procedure, der udgør retsakter, der kan anfægtes. Foreløbige foranstaltninger, hvis formål er at forberede den endelige afgørelse, er til gengæld ikke bebyrdende retsakter som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og kan kun anfægtes som led i et søgsmål anlagt til prøvelse af retsakter, der kan annulleres.

Fastsættelsen af forfremmelsestærsklerne, uanset om der er tale om vejledende forfremmelsestærskler eller endelige forfremmelsestærskler, udgør kun en af de på hinanden følgende etaper i forfremmelsesproceduren, som afsluttes ved offentliggørelsen af listen over forfremmede tjenestemænd i forbindelse med forfremmelsesåret. Det er først på tidspunktet for offentliggørelsen af denne liste, at den retlige stilling for de forfremmelsesværdige tjenestemænd kan blive berørt. Det følger heraf, at afgørelserne om fastsættelse af forfremmelsestærsklerne udgør forberedende retsakter til ansættelsesmyndighedens afgørelse om udfærdigelse af listen over forfremmede tjenestemænd.

Selv om sådanne forberedende retsakter ikke kan være genstand for et selvstændigt annullationssøgsmål, kan deres lovlighed imidlertid altid anfægtes i forbindelse med et søgsmål rettet mod den endelige afgørelse.

Påstanden om annullation af afgørelserne om fastsættelse af forfremmelsestærsklerne må følgelig afvises fra realitetsbehandling.

(jf. præmis 38-42)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom af 9. marts 2000, Vicente Nuñez mod Kommissionen, T-10/99, EU:T:2000:60, præmis 28, af 5. marts 2003, Staelen mod Parlamentet, T-24/01, EU:T:2003:52, præmis 32 og 33 og den deri nævnte retspraksis, af 19. marts 2003, Tsarnavas mod Kommissionen, T-188/01 – T-190/01, EU:T:2003:77, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis, og af 3. maj 2007, Crespinet mod Kommissionen, T-261/04, EU:T:2007:122, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: kendelse af 13. december 2006, Aimi m.fl. mod Kommissionen, F-47/06, EU:F:2006:134, præmis 64

2.      En tjenestemand har ikke kompetence til at handle i lovens eller institutionernes interesse og kan ikke til støtte for et annullationssøgsmål gøre andre end sine egne indsigelser gældende. En tjenestemand skal imidlertid med henblik på at bevise sin interesse i at opnå annullation af afgørelsen om ikke at forfremme ham med den begrundelse, at den forfremmelsessats, der angiveligt fandt anvendelse for den pågældende lønklasse, ikke var blevet overholdt, godtgøre, at det ikke var udelukket, at han, henset til hans personlige situation og navnlig til det samlede antal forfremmelsespoint, han havde optjent, kunne have nået forfremmelsestærsklen, hvis den førnævnte forfremmelsessats var blevet anvendt.

Hvert forfremmelsesår er imidlertid nødvendigvis uafhængigt af de foregående forfremmelsesår og af de efterfølgende forfremmelsesår, eftersom de tjenestemænd, hvis fortjenester skal sammenlignes, og de kriterier, der fastsættes med henblik på at foretage denne sammenligning, er forskellige for hvert forfremmelsesår. Den blotte omstændighed, at en manglende forfremmelse til de pågældende lønklasser af et større antal tjenestemænd i det pågældende forfremmelsesår kan have indvirkning på sagsøgernes placering på listerne over fortjenester i de pågældende lønklasser i efterfølgende forfremmelsesår og følgelig forsinke deres forfremmelse, påvirker herefter ikke deres retlige situation direkte og umiddelbart.

(jf. præmis 56, 57 og 63)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom af 24. april 2009, Sanchez Ferriz m.fl. mod Kommissionen, T-492/07 P, EU:T:2009:116, præmis 26 og 39 og den deri nævnte retspraksis, og af 16. oktober 2014, Schönberger mod Revisionsretten, T-26/14 P, EU:T:2014:887, præmis 39