RETTENS DOM (Første Afdeling)
24. september 1998 (1)
»Erstatningssøgsmål - ansvar uden for kontraktforhold - mælk - tillægsafgift -
producenter, der har påtaget sig en ikke-markedsførings- eller
omstillingsforpligtelse - erstatning - forordning (EØF) nr. 2187/93 - renter«
I sag T-112/95,
Peter Dethlefs, Groven (Tyskland)
Günter Backhaus, Standenbühl (Tyskland)
Ludwig Banning, Wettringen (Tyskland)
Friedrich Bock, Springe (Tyskland)
Heinz Bons, Kerken (Tyskland)
Gerhard Brand, Rödelhausen (Tyskland)
Johannes Brautmeier, Delbrück, (Tyskland)
Hans Brörmann, Neuenkirchen (Tyskland)
Artur Bußmann, Rhauderfehn-Klostermoor (Tyskland)
Jan-Wilhelm Evers, Hoogstede (Tyskland)
Johannes Franken, Kevelaer (Tyskland)
Norbert Frie, Lippetal (Tyskland)
Paula Großbölting-Gries, Hamminkelm (Tyskland)
Paul Gövert, Nottuln (Tyskland)
Hans-Josef Hallmanns, Nideggen (Tyskland)
Werner Herking, Gronau (Tyskland)
Bruno Hess, Hagermarsch (Tyskland)
Kurt Horst, Hüllhorst (Tyskland)
Johann Hurtz, Nideggen-Berg (Tyskland)
Heinrich Hülsemann, Dinslaken (Tyskland)
Johann Ingendae, Sonsbeck (Tyskland)
Harald Kalck, Ringgau-Netra (Tyskland)
Heinz-Bernd Kamp, Wipperfürth (Tyskland)
Robert Klinkhammer, Rees (Tyskland)
Ferdinand Krieft, Harsewinkel (Tyskland)
Karl-Heinrich List, Ringgau-Netra
Uwe Lorentz, Wöhrden (Tyskland)
Karl May, Drensteinfurt (Tyskland)
Manfred Mittwede, St. Annen (Tyskland)
Ernst-August Mohr, Grande (Tyskland)
Franz-Josef Ott, Ingoldingen (Tyskland)
Josefine Pfender, Biberach (Tyskland)
Josef-Walter Schaffer, Adelsheim-Sennfeld (Tyskland)
Christine Schulte-Stratmann, Meschede (Tyskland)
Karl-Heinz Schöndube, Grasleben (Tyskland)
Bernhard Stuckenberg, Neuenkirchen
Heinrich Tewordt, Rhede (Tyskland)
Heinz Vögeling, Drensteinfurt
Franz-Josef Voß, Drensteinfurt,
landbrugere, ved advokaterne Bernd Meisterernst, Mechtild Düsing, Dietrich
Manstetten, Frank Schulze og Winfried Haneklaus, Münster, og med valgt adresse
i Luxembourg hos advokaterne Dupong og Dupong, 4-6, rue de la Boucherie,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved juridisk konsulent Arthur Brautigam, som
befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektør Alessandro
Morbilli, Den Europæiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender,
100, boulevard Konrad Adenauer,
og
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Dierk Booß,
som befuldmægtiget, bistået af advokaterne Hans-Jürgen Rabe og Georg M.
Berrisch, advokatfirmaet Schön, Nolte, Finkelburg og Clemm, Hamburg og
Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz,
Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
hvori der på grundlag af EF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, er nedlagt
påstand om, at de sagsøgte tilpligtes at betale renter på 8% p.a. af det
erstatningsbeløb, der er betalt til sagsøgerne i medfør af Rådets forordning (EØF)
nr. 2187/93 af 22. juli 1993 om tilbud om erstatning til visse producenter af mælk
og mejeriprodukter, som midlertidigt har været forhindret i at udøve deres
virksomhed (EFT L 196, s. 6), samt morarenter af de således beregnede beløb,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Første
Afdeling)
sammensat af præsidenten, B. Vesterdorf, og dommerne R.M. Moura Ramos og
P. Mengozzi,
justitssekretær: fuldmægtig J. Palacio González, senere ekspeditionssekretær B.
Pastor,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 14.
januar 1998 og den 2. april 1998,
afsagt følgende
Dom
Retlig baggrund
- 1.
- Ved dom af 19. maj 1992 i de forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl.
mod Rådet og Kommissionen (Sml. I, s. 3061, herefter »Mulder-dommen«),
fastslog Domstolen, at Fællesskabet var ansvarligt for de tab, der var forvoldt visse
mælkeproducenter, som havde været forhindret i at markedsføre mælk som følge
af anvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om
almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EØF) nr. 804/68
omhandlede afgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13, herefter
»forordning nr. 857/84«), fordi de havde påtaget sig nogle forpligtelser inden for
rammerne af Rådets forordning (EØF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 om indførelse
af en præmieordning for ikke-markedsføring af mælk og mejeriprodukter og for
omstilling af malkekvægsbesætninger (EFT L 131, s. 1, herefter »forordning nr.
1078/77«).
- 2.
- På baggrund af det store antal producenter, der var berørt af Mulder-dommen, og
med henblik på at give denne dom fuld virkning vedtog Rådet forordning (EØF)
nr. 2187/93 af 22. juli 1993 om tilbud om erstatning til visse producenter af mælk
og mejeriprodukter, som midlertidigt har været forhindret i at udøve deres
virksomhed (EFT L 196, s. 6, herefter »forordning nr. 2187/93«). Forordningen
hjemler et tilbud om en fast erstatning til de producenter, der under visse
betingelser har lidt tab som følge af anvendelsen af de i Mulder-dommen
omhandlede regler.
- 3.
- Den omhandlede forordning bestemmer bl.a., at de nationale myndigheder på
Rådets og Kommissionens vegne og for disses regning skal fremsætte et tilbud om
erstatning til producenterne. Ifølge forordningens artikel 14, stk. 4, sker accept af
tilbuddet ved, at kvitteringen i behørigt godkendt og underskreven stand returneres
til myndigheden inden for en frist på to måneder fra modtagelsen af tilbuddet, og
accepten indebærer et afkald på enhver form for yderligere krav mod
fællesskabsinstitutionerne for det tab, der er omhandlet i artikel 1. Hvis tilbuddet
ikke accepteres inden for fristen på to måneder, medfører dette, at det ikke
længere er bindende for de berørte fællesskabsinstitutioner (artikel 14, stk. 3).
- 4.
- Forordningens artikel 12 bestemmer, at erstatningsbeløbet forhøjes med morarenter
på 8% årligt, indtil det øjeblik, hvor erstatningen udbetales.
- 5.
- En model for den i artikel 14 omhandlede kvittering for fuld og endelig afgørelse
er vedtaget ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 2648/93 af 28. september
1993 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2187/93 om
tilbud om erstatning til visse producenter af mælk og mejeriprodukter, som
midlertidigt har været forhindret i at udøve deres virksomhed (EFT L 243, s. 1,
herefter »forordning nr. 2648/93«).
- 6.
- Kvitteringen er formuleret således:
»Undertegnede [...] erklærer herved, at det [...] fastsatte tilbud om et
erstatningsbeløb [...] accepteres som fuld imødekommelse af ethvert krav mod EF-institutionerne vedrørende den skade, jeg har lidt som følge af min deltagelse i
ordningen for ikke-markedsføring/omstilling, der blev indført ved Rådets forordning
(EØF) nr. 1078/77. [... Jeg giver] udtrykkeligt afkald på enhver nuværende eller
kommende klage eller retssag om dette mellemværende, såvel for eget
vedkommende som for eventuelle overtageres og andre berettigedes
vedkommende.«
Sagens faktiske omstændigheder
- 7.
- Sagsøgerne er mælkeproducenter i Tyskland, der har påtaget sig forpligtelser i
henhold til forordning nr. 1078/77, og som har været forhindret i at genoptage
markedsføringen af mælk som følge af anvendelsen af forordning nr. 857/84.
- 8.
- Ved stævninger indleveret til Domstolens Justitskontor mellem den 30. marts og
den 12. december 1990 anlagde de erstatningssøgsmål mod Rådet og
Kommissionen. Ved Domstolens kendelse af 27. september 1993 blev sagerne
henvist til Retten efter udvidelsen af dennes kompetence i medfør af Rådets
afgørelse 93/350/Euratom, EKSF, EØF af 8. juni 1993 om ændring af afgørelse
88/591/EKSF, EØF, Euratom om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret
i Første Instans (EFT L 144, s. 21).
- 9.
- Efter at forordning nr. 2187/93 var trådt i kraft, modtog sagsøgerne tilbud om
erstatning fra de kompetente nationale myndigheder mellem den 22. november
1993 og den 6. februar 1994.
- 10.
- Det i tilbuddene foreslåede erstatningsbeløb omfattede renter på 8% p.a. for
perioden fra den 19. maj 1992, som er datoen for Mulder-dommen, til den 30.
september 1993, idet det blev understreget, at der ville blive tillagt renter efter
samme sats fra den 1. oktober 1993, indtil erstatningen blev betalt. Alle sagsøgerne
accepterede tilbuddet inden for den fastsatte frist.
- 11.
- Efter at have underskrevet de kvitteringer, der fulgte med tilbuddene, og som var
formuleret i overensstemmelse med den tyske udgave af forordning nr. 2648/93,
hævede sagsøgerne sagerne ved processkrifter indleveret den 20. april 1994 og, for
så vidt angår sagsøgeren i sag T-62/93, Paul Gövert, den 9. maj 1994. I disse
processkrifter blev der fremsat begæring om, at det blev pålagt de sagsøgte at
betale sagsomkostningerne i medfør af procesreglementets artikel 87, stk. 5.
- 12.
- Kommissionen fandt, at det var i strid med den i artikel 14, stk. 4, i forordning nr.
2187/93 omhandlede forpligtelse til at give afkald på enhver form for yderligere
krav at fremsætte en begæring om betaling af sagsomkostninger på grundlag af
procesreglementets artikel 87, stk. 5, første afsnit, andet punktum, og den gav
derfor de tyske myndigheder instruks om ikke at udbetale nogen erstatning.
- 13.
- Tre af sagsøgerne i nærværende sag, Günter Backhaus, Uwe Lorentz og Manfred
Mittwede, som henholdsvis havde anlagt sagerne T-66/93, T-115/93 og T-69/93,
frafaldt derpå deres begæringer om betaling af sagsomkostninger den 14. og 15.
juni 1994. Deres erstatninger blev udbetalt i løbet af juli 1994.
- 14.
- Kommissionen havde i mellemtiden besluttet som forudsætning for udbetalingen
af erstatningerne alene at kræve, at erstatningssagerne blev hævet, og ikke længere,
at begæringerne om betaling af sagsomkostninger blev frafaldet.
- 15.
- Den 27. juli 1994 meddelte de tyske myndigheder sagsøgerne, at Kommissionen
som betingelse for udbetaling af erstatningen ikke længere krævede, at begæringen
om betaling af sagsomkostninger blev frafaldet, men kun, at sagen blev hævet.
- 16.
- Den 2. august 1994 meddelte sagsøgerne de tyske myndigheder, at de havde hævet
sagerne. I forlængelse af denne korrespondance blev erstatningerne udbetalt.
- 17.
- På grundlag af artikel 12 i forordning nr. 2187/93 omfattede erstatningerne renter
dels for perioden fra den 19. maj 1992, som er datoen for Mulder-dommen, til
udløbet af den acceptfrist, der var blevet fastsat for hver enkelt af sagsøgerne, dels
for perioden fra den 4. august 1994 eller, for så vidt angår sagsøgerne Backhaus,
Lorentz og Mittwede, den 29. juni 1994 til datoen for udbetalingen af de enkelte
erstatninger, idet datoerne den 29. juni og den 4. august 1994 er de datoer, hvor
de nationale myndigheder blev underrettet om, at sagerne var blevet hævet.
- 18.
- Ved skrivelse af 13. januar 1995 fremsatte sagsøgerne over for Kommissionen krav
om betaling af renter for den periode, der ikke var dækket af den erstatning, de
havde fået udbetalt. Ved skrivelse af 6. marts 1995 afviste Kommissionen dette
krav.
Retsforhandlinger og parternes påstande
- 19.
- Stævningen er indleveret til Rettens Justitskontor den 8. maj 1995.
- 20.
- Ved processkrift indleveret den 21. juni 1995 har Rådet påstået sagen afvist under
anbringende af, at det ikke kan være ansvarligt for det påståede tab. Den 16.
oktober 1995 har sagsøgerne indleveret deres bemærkninger til denne
formalitetsindsigelse.
- 21.
- Ved kendelse af 13. maj 1996 har Retten henskudt dette formalitetsspørgsmål til
afgørelse i forbindelse med sagens realitet.
- 22.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede
den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse. Parterne er dog blevet
opfordret til at fremlægge visse dokumenter for Retten.
- 23.
- Parterne har afgivet indlæg under den mundtlige forhandling, som fandt sted den
14. januar 1998.
- 24.
- Som følge af et af afdelingens medlemmers forfald har Rettens præsident i medføraf procesreglementets artikel 32, stk. 3, udpeget en anden dommer, for at
afdelingen kan blive beslutningsdygtig.
- 25.
- På baggrund af procesreglementets artikel 33, stk. 2, har Retten (Første Afdeling)
i sin nye sammensætning ved kendelse af 13. marts 1998 truffet bestemmelse om
genåbning af den mundtlige forhandling i overensstemmelse med
procesreglementets artikel 62. Parterne gav ikke møde under det nye retsmøde den
2. april 1998.
- 26.
- Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
- De sagsøgte institutioner tilpligtes in solidum at betale renter på 8% p.a. af
de erstatningsbeløb, der er betalt til sagsøgerne i medfør af forordning nr.
2187/93, for perioden fra udløbet af den frist på to måneder, der er fastsat
i forordningens artikel 14, til den 29. juni 1994 for så vidt angår sagsøgerne
Backhaus, Lorenz og Mittwede og til den 3. august 1994 for alle de øvrige
sagsøgeres vedkommende, samt renter på 8% af de således beregnede beløb
fra domsafsigelsen.
- De sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger in solidum.
- 27.
- Rådet har nedlagt følgende påstande:
- Sagen afvises, for så vidt som den er anlagt mod Rådet; subsidiært:
frifindelse.
- Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 28.
- Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
- Frifindelse.
- Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Formaliteten
Parternes argumenter
- 29.
- Rådet har gjort gældende, at det ikke har nogen kompetence i forhold til de
nationale myndigheder, der skal anvende fællesskabsretten. Det tab, sagsøgerne
hævder at have lidt som følge af de nationale myndigheders anvendelse af
forordning nr. 2187/93, må nødvendigvis tilskrives disse myndigheder, såfremt de
handlede på eget initiativ og på eget ansvar, eller Kommissionen, såfremt denne
gav den nationale forvaltning ulovlige instrukser.
- 30.
- Under disse omstændigheder kan Rådet i overensstemmelse med retspraksis ikke
repræsentere Fællesskabet for Retten, da det ikke har forvoldt det påståede tab
(Domstolens dom af 13.11.1973, forenede sager 63/72 - 69/72, Werhahn m.fl. mod
Rådet, Sml. s. 1229).
- 31.
- Sagsøgerne har gjort gældende, at formalitetsindsigelsen ikke bør tages til følge.
Sagen angår en del af den erstatning, de har krav på i medfør af forordning nr.
2187/93, som er udstedt af Rådet. Desuden blev erstatningstilbuddene til
sagsøgerne fremsat på Rådets og Kommissionens vegne og for disses regning, og
i al korrespondance med sagsøgerne handlede de tyske myndigheder som
repræsentant for disse institutioner. Rådet kan ikke hævde, at det har været
uvidende herom, og sagen mod Rådet bør derfor antages til realitetsbehandling.
Rettens bemærkninger
- 32.
- Tvisten mellem parterne angår nærmere spørgsmålet om, hvorvidt underskrivelsen
af kvitteringen, som er en betingelse for udbetalingen af erstatningen for de i
forordningens artikel 1 nævnte tab, i sig selv medfører, at der skal betales renter,
eller om dette også forudsætter, at verserende sager bliver hævet. Sagen drejer sig
således om fortolkningen af forordning nr. 2187/93 og om dennes retsvirkninger.
- 33.
- Forordningen er udstedt af Rådet. Som det fremgår af den anden og den fjerde
betragtning til forordningen, er formålet med denne med henblik på opfyldelse af
Mulder-dommen at yde erstatning til de producenter, der havde lidt tab som følge
af, at de var forhindret i at producere mælk efter at have påtaget sig en forpligtelse
i medfør af forordning nr. 1078/77. Da Kommissionen og Rådet ved den nævnte
dom blev dømt til at betale erstatning til de omhandlede producenter, drejer
søgsmålet sig således om fortolkningen af en retsakt, som sigtede mod at give en
dom, hvorved der blev fastslået en pligt til at betale erstatning for tab, der også var
forvoldt af Rådet, fuld virkning.
- 34.
- Argumentet om en påstået fejl fra de nationale myndigheders side savner ethvert
grundlag. Det fremgår af forordning nr. 2187/93, at myndighederne handler på
Rådets og Kommissionens vegne og for disses regning, og at de alene har
administrative opgaver i forbindelse med modtagelse og kontrol af kravene og
fremsættelse af tilbuddet. Sagsøgerne har ikke påberåbt sig fejl fra myndighedernes
side. De rejser derimod direkte spørgsmål om fortolkningen af omfanget af de
sagsøgtes forpligtelser i henhold til forordning nr. 2187/93. Det forhold, at Rådet
i medfør af den kompetencefordeling, der følger af forordningen, ikke deltog i
formuleringen af det tilbud, hvorved disse forpligtelser blev konkretiseret, medfører
ikke, at det kan påstå et søgsmål afvist, som drejer sig om fortolkningen og
konsekvenserne af en forordning, der er udstedt af Rådet og pålægger dette
forpligtelser, som det hævdes at have tilsidesat.
- 35.
- Under disse omstændigheder kan Rådets formalitetsindsigelse ikke tages til følge.
Realiteten
Parternes argumenter
- 36.
- Sagsøgerne har som deres eneste anbringende gjort gældende, at der foreligger en
tilsidesættelse af artikel 12 i forordning nr. 2187/93. Anbringendet kan opdeles i to
led.
Anbringendets første led om, at et krav på betaling af de omtvistede renter følger
direkte af artikel 12 i forordning nr. 2187/93.
- 37.
- Sagsøgerne har anført, at artikel 12 i forordning nr. 2187/93 bestemmer, at
erstatningsbeløbet forhøjes med renter på 8% fra den 19. maj 1992, indtil betaling
sker, alene på den betingelse, at tilbuddet accepteres inden for den fastsatte frist.
- 38.
- De tilbud, der blev givet sagsøgerne, nævner heller ikke betingelsen om, at sagen
skulle hæves, som således først blev stillet af Kommissionen efter fremsendelsen
af tilbuddene. Sagsøgerne blev først den 27. juli 1994 underrettet om, at det var
nødvendigt at hæve sagen.
- 39.
- Sagsøgerne er af den opfattelse, at underskrivelsen af kvitteringen medfører et
afkald på ethvert materielt krav mod Fællesskabet. Ophævelsen af sagen har kun
formelle konsekvenser. Det følger i øvrigt af procesreglementets artikel 98, at
Kommissionen ved at indlevere de enkelte sagsøgeres afkald til Rettens
Justitskontor kunne have fået sagerne slettet af registret.
- 40.
- Sagsøgerne har anerkendt, at accepten af tilbuddet medførte, at de anlagte sagers
genstand faldt bort. De forpligtede sig imidlertid ikke med deres accept til straks
at hæve sagerne eller til at give afkald på krav om betaling af sagsomkostninger.
- 41.
- Under alle omstændigheder blev Kommissionen bekendt med datoen for
ophævelsen af sagerne, da Rettens Justitskontor opfordrede den til at fremsætte
sine bemærkninger hertil, hvilket Kommissionen gjorde den 9. juni 1994. Valget af
den 4. august som dato for genoptagelsen af renteberegningen er derfor vilkårligt,
idet sagsøgerne på denne dato blot underrettede de nationale myndigheder om, at
de havde hævet sagerne. Forordning nr. 2187/93 foreskriver i øvrigt ikke, at disse
myndigheder skal underrettes.
- 42.
- Selv hvis Kommissionens opfattelse var korrekt, ville de afgørende datoer være
datoerne for ophævelserne af sagerne, som er ubetingede, uigenkaldelige og
uanfægtelige dispositioner, og hvoraf den sidste blev foretaget den 9. maj 1994.
- 43.
- I modsætning til det af Kommissionen anførte kan det ikke på baggrund af den
omstændighed, at der er tale om morarenter, konkluderes, at der ikke forelå mora,
så længe sagsøgerne ikke havde hævet sagerne. Det fremgår af fast retspraksis
(Mulder-dommen, præmis 35), at renter er morarenter, når erstatningspligten er
fastslået ved dom. I øvrigt er artikel 12 i forordning nr. 2187/93 baseret på denne
dom, og dette er grunden til, at renterne blev beregnet fra den 19. maj 1992.
- 44.
- De sagsøgte har gjort gældende, at de bør frifindes, da sagsøgerne har givet afkald
på deres krav, og da den påberåbte forsinkelse udelukkende må tilskrives
sagsøgerne.
- 45.
- Det følger af artikel 14 i forordning nr. 2187/93, at sagsøgerne ved at acceptere
tilbuddet om en fast erstatning gav et generelt, uigenkaldeligt afkald på ethvert
senere krav, herunder et krav om betaling af renter. De kan således ikke gøre krav
på noget beløb ud over de accepterede tilbud. De sagsøgte bør derfor frifindes.
- 46.
- De sagsøgte har endvidere henvist til, at der efter artikel 12 i forordning nr.
2187/93 skal betales morarenter. I det foreliggende tilfælde kræver sagsøgerne
imidlertid renter for en forsinkelse, som de alene bærer ansvaret for.
- 47.
- Sagsøgerne burde nemlig, samtidig med at de gav afkald på at anlægge nogen form
for søgsmål, have hævet de verserende erstatningssager. Opretholdelsen af disse
søgsmål udgjorde en tilsidesættelse af den pligt til at hæve sagerne, som fulgte
direkte af forordningens artikel 14. I modsætning til hvad sagsøgerne har gjort
gældende, blev de således ikke først bekendt med kravet om ophævelse af sagerne
ved de nationale myndigheders skrivelse af 27. juli 1994. På baggrund af denne
tilsidesættelse var de tyske myndigheder berettigede til at nægte at udbetale
erstatningsbeløbene, indtil de fik meddelelse om, at sagerne var hævet.
- 48.
- Ifølge Kommissionen var afvisningen af at udbetale erstatningerne ikke forbundet
med de af sagsøgerne fremsatte begæringer om betaling af sagsomkostninger. I juli
1994 afstod Kommissionen fra at gøre udbetalingen betinget af, at disse begæringer
blev frafaldet. De sagsøgere, som ikke havde frafaldet deres begæringer med
hensyn til sagsomkostningerne, fik renter ligesom alle de andre. For alle
sagsøgernes vedkommende blev renteberegningen genoptaget fra datoen for
underretningen om, at sagerne var hævet. Ingen af sagsøgerne led således tab som
følge af, at Kommissionen i første omgang havde krævet, at der blev givet afkald
på sagsomkostningerne.
- 49.
- Under alle omstændigheder har flere af sagsøgerne efter Kommissionens opfattelse
beregnet de renter, de kræver betalt, forkert.
Anbringendets andet led om, at renterne kan kræves betalt med hjemmel i en
kontrakt
- 50.
- Sagsøgerne har anført, at de krav, de gør gældende, indgår i de tilbud om
erstatning, de modtog. Det afkald på ethvert krav, der nævnes i de af sagsøgerne
underskrevne kvitteringer, vedrørte kun krav, som ikke var omfattet af den
forligsmæssige afgørelse. De krav, der gøres gældende, følger imidlertid af denne.
- 51.
- I henhold til de accepterede tilbud om erstatning forhøjes erstatningsbeløbet med
renter på 8% fra den 1. oktober 1993 til datoen for udbetalingen. Som følge af
deres accept af tilbuddet har sagsøgerne således med hjemmel i denne kontrakt et
krav på de omhandlede renter.
- 52.
- Sagsøgerne har accepteret de berigtigelser, Kommissionen har foretaget af
renteberegningen i visse tilfælde.
- 53.
- De sagsøgte har anført, at eftersom søgsmålet er anlagt i medfør af traktatens
artikel 178 og artikel 215, stk. 2, har Retten alene kompetence til at træffe
afgørelse vedrørende Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold. Sagsøgernes
argumentation om en påstået tilsidesættelse fra institutionernes side af den
kontrakt, der kom i stand ved accepten af tilbuddet om den faste erstatning, må
derfor forkastes. Det er under alle omstændigheder sagsøgerne, der har tilsidesat
deres kontraktlige forpligtelse til at give afkald på ethvert krav.
Rettens bemærkninger
- 54.
- Indledningsvis bemærkes, at forordning nr. 2187/93 fastsætter vilkårene for
erstatningstilbuddene - såsom dem, der blev givet sagsøgerne - og grundlaget for
beregningen af de tilbudte beløb. Tilbuddene har således ikke nogen selvstændig
karakter i forhold til forordningen, idet de er et direkte resultat heraf.
- 55.
- Et ansvar inden for kontraktforhold, som påberåbt af sagsøgerne under
anbringendets andet led, forudsætter derfor også en fortolkning af de i
forordningen fastsatte regler om erstatning til mælkeproducenterne. Da
forordningen imidlertid fastlægger en erstatningsordning med henblik på at opfylde
fællesskabsinstitutionernes forpligtelser som følge af Mulder-dommen, henhører
anvendelsen af forordningen under området for Fællesskabets ansvar uden for
kontraktforhold. Under disse omstændigheder bør anbringendets to led behandles
under et.
- 56.
- Anbringendet vedrører fastlæggelsen af de forpligtelser, der opstår for modtageren
af et tilbud om erstatning i henhold til forordning nr. 2187/93 som følge af, at han
accepterer tilbuddet og underskriver kvitteringen, som er udformet efter den ved
forordning nr. 2648/93 fastsatte model, og navnlig spørgsmålet om en eventuel
forpligtelse til at hæve verserende retssager.
- 57.
- Med henblik på fastlæggelsen af disse forpligtelsers omfang, skal der erindres om
de af institutionerne forfulgte mål og de omstændigheder, der var baggrunden for
vedtagelsen af forordning nr. 2187/93 (Domstolens dom af 17.11.1983, sag 292/82,
Merck, Sml. s. 3781, præmis 12, og af 1.4.1993, sag C-136/91, Findling Wälzlager,
Sml. I, s. 1793, præmis 11).
- 58.
- Det fremgår af betragtningerne til forordningen, at institutionerne, i erkendelse af
at Mulder-dommen gav et meget stort antal producenter ret til erstatning,
konstaterede, at det var umuligt for dem at tage hensyn til den enkelte producents
individuelle situation. De besluttede derfor ved forordning at fastsætte et tilbud om
erstatning, idet en accept af tilbuddet i medfør af forordningens artikel 14, stk. 4,
indebar et afkald på enhver form for yderligere krav mod fællesskabsinstitutionerne
(jf. Rettens dom af 16.4.1997, sag T-541/93, Connaughton m.fl. mod Rådet, Sml. II,
s. 549, præmis 31).
- 59.
- Retten finder i modsætning til de sagsøgte, at afkaldet på enhver form for
yderligere krav fra producenternes side ikke også kan omfatte de eventuelle
konsekvenser af en tilsidesættelse af de forpligtelser, som forordningen pålægger
institutionerne.
- 60.
- Som det allerede er fastslået af Retten, var forordning nr. 2187/93 ikke en
bindende retsakt for producenterne, idet den gav dem et forligstilbud, som de frit
kunne vælge, om de ville acceptere, og som ikke påvirkede deres ret til at anlægge
erstatningssag i anledning af de lidte tab (dommen i sagen Connaughton m.fl. mod
Rådet, a.st., præmis 35). Afkaldet på enhver form for yderligere krav var under
disse omstændigheder den betingelse, som institutionerne krævede opfyldt, for at
producenterne straks kunne få udbetalt en erstatning uden at skulle afvente en
domstolsafgørelse.
- 61.
- Det er ubestridt, at et stort antal producenter, herunder sagsøgerne, allerede havde
anlagt erstatningssager mod Rådet og Kommissionen, da forordning nr. 2187/93
blev udstedt.
- 62.
- Det fremgår således af bestemmelserne om erstatningstilbuddet, at de havde til
formål at begrænse antallet af retssager på området.
- 63.
- Der skal tages hensyn hertil ved undersøgelsen af de forpligtelser, der for parterne
følger af forordning nr. 2187/93 og af kvitteringens ordlyd.
- 64.
- Det fremgår af kvitteringens ordlyd, at de producenter, som accepterede tilbuddet
men endnu ikke havde anlagt sag ved Fællesskabets retsinstanser, gav afkald på at
anlægge erstatningssag.
- 65.
- For så vidt angår de producenter, som allerede havde anlagt sag på datoen for
ikrafttrædelsen af forordning nr. 2187/93, kunne det nævnte formål kun opfyldes
ved, at sagen blev hævet.
- 66.
- Dette bekræftes af selve kvitteringens ordlyd, hvorefter en accept af tilbuddet
indebærer et udtrykkeligt afkald »på enhver nuværende [...] klage eller retssag om
dette mellemværende«, idet anvendelsen af adjektivet »nuværende« indebærer, at
verserende sager skal hæves.
- 67.
- Det følger heraf, at sagsøgernes accept af et tilbud om erstatning i medfør af
forordning nr. 2187/93 ved underskrivelse af den pågældende kvittering indebar, at
de forpligtede sig til at hæve de verserende sager, hvilket de i øvrigt ikke har
bestridt.
- 68.
- De sagsøgte institutioner var således berettigede til at gøre udbetalingen af
erstatningerne betinget af, at disse sager blev hævet.
- 69.
- Under disse omstændigheder var de berettigede til at suspendere betalingen af de
i artikel 12 i forordning nr. 2187/93 fastsatte renter, så længe sagsøgerne ikke havde
opfyldt deres forpligtelse til at hæve sagerne.
- 70.
- Det skal således afgøres, på hvilket tidspunkt sagsøgerne opfyldte denne
forpligtelse. I modsætning til hvad Kommissionen gør gældende, blev forpligtelsen
ikke opfyldt, da de tyske myndigheder blev underrettet om, at sagerne var hævet,
dvs. den 4. august 1994 eller, for så vidt angår sagsøgerne Backhaus, Lorentz og
Mittwede, den 29. juni 1994. Datoen for en ophævelse er nemlig datoen for
indgivelsen til Rettens Justitskontor af det processkrift, hvorved sagen hæves, jf.
procesreglementets artikel 99. Underretningen af de nationale myndigheder, som
i øvrigt ikke er foreskrevet i forordning nr. 2187/93, spiller herved ingen rolle.
- 71.
- Rettens Justitskontor meddelte de sagsøgte, at sagsøgerne havde hævet sagerne, og
de sagsøgte fremsatte deres bemærkninger hertil ved skrivelser af 6. og 9. juni 1994.
De sagsøgte blev således ved denne lejlighed bekendt med, at betingelsen for
betalingen af erstatningen var blevet opfyldt, og på hvilken dato dette var sket.
- 72.
- For de fleste sagsøgeres vedkommende blev betingelsen følgelig opfyldt den 20.
april 1994, hvor de processkrifter, hvorved de hævede sagerne, blev registreret på
Rettens Justitskontor. For så vidt angår sagsøgeren Gövert blev betingelsen opfyldt
den 9. maj 1994 (jf. ovenfor, præmis 11).
- 73.
- Det følger af det således anførte, at sagsøgernes rentekrav delvis er berettigede. De
sagsøgte skal betale renter af de betalte erstatningsbeløb på 8% p.a. for perioden
fra den 20. april til den 3. august 1994, som er dagen før den dato, fra hvilken der
allerede er betalt renter. For så vidt angår sagsøgerne Backhaus, Lorentz og
Mittwede skal der betales renter fra den 20. april til den 28. juni 1994 (jf. ovenfor,
præmis 17). Hvad endelig angår sagsøgeren Gövert, som hævede sagen den 9. maj
1994 (jf. ovenfor, præmis 11), skal der betales renter fra den 9. maj til den 3.
august 1994.
- 74.
- Sagsøgerne har endvidere nedlagt påstand om betaling af renter på 8% p.a. af de
krævede beløb. Retten finder, at der bør betales morarenter på 6% p.a. af de
beløb, der skal betales af de sagsøgte institutioner, fra datoen for afsigelsen af
denne dom, hvorved bemærkes, at der herved er tale om den af de sagsøgte
institutioner foreslåede sats.
Sagens omkostninger
- 75.
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten bestemme, at hver
part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller
vinder på et eller flere punkter. Da både sagsøgerne og de sagsøgte delvis har tabt
sagen, bør denne bestemmelse finde anvendelse i det foreliggende tilfælde.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling)
1) Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske
Fællesskaber betaler til sagsøgerne Günter Backhaus, Uwe Lorentz og
Manfred Mittwede for perioden fra den 20. april til den 28. juni 1994 renter
på 8% p.a. af de erstatningsbeløb, de har modtaget inden for rammerne af
Rådets forordning (EØF) nr. 2187/93 af 22. juli 1993 om tilbud om
erstatning til visse producenter af mælk og mejeriprodukter, som
midlertidigt har været forhindret i at udøve deres virksomhed.
2) Rådet og Kommissionen betaler til sagsøgeren Paul Gövert for perioden fra
den 9. maj til den 3. august 1994 renter på 8% p.a. af det erstatningsbeløb,
han har modtaget inden for rammerne af samme forordning.
3) Rådet og Kommissionen betaler til alle de øvrige sagsøgere for perioden fra
den 20. april til den 3. august 1994 renter på 8% p.a. af de erstatningsbeløb,
de har modtaget inden for rammerne af den nævnte forordning.
4) Beløbene forrentes med 6% p.a. fra datoen for afsigelsen af denne dom.
5) Hver part bærer sine egne omkostninger.
VesterdorfMoura Ramos
Mengozzi
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 24. september 1998.
H. Jung
B. Vesterdorf
Justitssekretær
Præsident