Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesgericht Korneuburg (Østrig) den 10. december 2020 – L GmbH mod FK

(Sag C-672/20)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesgericht Korneuburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: L GmbH

Sagsøgt: FK

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 261/2004 1 fortolkes således, at forordningen finder anvendelse på en passager, som allerede før han ankom til lufthavnen, har tjekket ind, og som ikke medbringer bagage til indlevering, som på oplysningstavlen i lufthavnen ser, at flyet er forsinket, som venter på yderligere oplysninger i gaten og henvender sig ved luftfartsselskabets skranke for at få oplysning om det reserverede flys afgangstidspunkt, som af sagsøgtes medarbejdere hverken får oplysning om, hvorvidt og hvornår flyet vil starte, eller et tilbud om en erstatningsflyvning, og som derefter selv reserverer en anden flyvning til sin endelige destination uden at boarde det oprindeligt reserverede fly?

Skal artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 fortolkes således, at et luftfartsselskab ikke er forpligtet til at betale kompensation i henhold til artikel 7 i forordningen om passagerrettigheder, såfremt det når frem til passagerens endelige destination med en forsinkelse på 8 timer og 19 minutter, fordi flyvemaskinen på flyvningen forud for den foregående flyvning blev beskadiget ved et lynnedslag; den tilkaldte tekniker fra en servicevirksomhed, som luftfartsselskabet havde engageret, efter landingen kun konstaterede mindre skader, som ikke forringede flyvemaskinens funktionsdygtighed (»some minor findings«); flyvningen forud for den foregående flyvning blev gennemført; det i forbindelse med et »pre-flight check« før gennemførelsen af den foregående flyvning imidlertid viste sig, at flyvemaskinen foreløbigt ikke ville kunne anvendes, og luftfartsselskabet derfor i stedet for den oprindeligt planlagte og beskadigede flyvemaskine indsatte et erstatningsfly, som gennemførte den foregående flyvning med en forsinkelse ved afgang på 7 timer og 40 minutter?

Skal artikel 5, stk. 3, i forordningen om passagerrettigheder fortolkes således, at alle forholdsregler, der med rimelighed kan træffes, omfatter et tilbud til passageren om ombooking til en anden flyvning, hvormed han ville have nået sin endelige destination med en forsinkelse på 5 timer (og faktisk også nåede den på grund af den reservation, som han foretog på eget initiativ), selv om luftfartsselskabet i stedet for den ikke længere anvendelige flyvemaskine gennemførte flyvningen med en erstatningsflyvemaskine, hvormed passageren ville have nået sin endelige destination med en forsinkelse på 8 timer og 19 minutter?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT 2004, L 46, s. 1).