FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
H. SAUGMANDSGAARD ØE
fremsat den 26. maj 2016 (1)
Sag C-230/15
Brite Strike Technologies Inc.
mod
Brite Strike Technologies SA
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag, Nederlandene))
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser – forordning (EF) nr. 44/2001 – artikel 71 – spørgsmålet, om en konvention vedrørende et særligt område finder anvendelse – Beneluxkonventionen om intellektuel ejendomsret – konvention, der er trådt i kraft efter nævnte forordning, men som i det væsentlige gengiver tidligere traktater – forordning nr. 44/2001 – artikel 22, nr. 4) – tvist vedrørende et Beneluxvaremærke – kompetence for retterne i de tre Beneluxstater eller kun for retterne i den ene af dem – kriterier, der eventuelt skal anvendes med henblik på at fastlægge denne stat«
I – Indledning
1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag, Nederlandene) vedrører fortolkningen af artikel 22, nr. 4), og artikel 71 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2), sædvanligvis kaldet »Bruxelles I-forordningen«.
2. Anmodningen er blevet indgivet inden for rammerne af en sag, der verserer for en nederlandsk ret, som har givet anledning til vanskeligheder i forbindelse med fastlæggelsen af, hvilken ret der har stedlig kompetence til at træffe afgørelse i en sag, som er blevet anlagt af et amerikansk selskab med påstand om annullation af et Beneluxvaremærke, der ejes af et luxembourgsk selskab.
3. På baggrund af, at kompetencereglerne for grænseoverskridende tvister mellem private parter vedrørende gyldigheden af varemærker er indeholdt i såvel artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 som artikel 4.6 i Beneluxkonventionen om intellektuel ejendomsret (varemærker og design) af 25. februar 2005 (3) (herefter »Beneluxkonventionen«), er den forelæggende ret i tvivl om, på hvilken måde bestemmelserne i disse to instrumenter skal behandles i forhold til hinanden i tilfælde af kollision mellem deres materielle, stedlige og tidsmæssige anvendelsesområde.
4. I medfør af artikel 71 i forordning nr. 44/2001 berører forordningens ikrafttrædelse ikke anvendelsen af konventioner, der allerede er bindende for EU-medlemsstaterne, og som regulerer retternes kompetence på særlige områder. Domstolen anmodes om at træffe afgørelse om, hvorvidt det følger af denne bestemmelse, at Beneluxkonventionen i det foreliggende tilfælde skal have forrang for forordningen, henset til, at konventionen trådte i kraft efter nævnte forordning, men i høj grad gengiver indholdet af tidligere Beneluxtraktater, navnlig i sin artikel 4.6.
5. Såfremt Domstolen måtte komme frem til, at bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 skal gå forud for Beneluxkonventionens bestemmelser, har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at fastslå, om det følger af forordningens artikel 22, nr. 4), at retterne i de tre Beneluxstater har samme internationale kompetence i en tvist som den i hovedsagen omhandlede, eller, såfremt dette ikke er tilfældet, om at præcisere de kriterier, som gør det muligt at udpege den af disse medlemsstater, hvis retter har enekompetence, eventuelt ved på dette trin at anvende Beneluxkonventionens artikel 4.6.
II – Retsforskrifter
A – Forordning nr. 44/2001
6. Forordningens artikel 2, stk. 1, fastsætter den almindelige kompetenceregel, hvoraf følger, at »[m]ed forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat«.
7. Forordningens artikel 22, nr. 4), første afsnit, som er indeholdt i forordningens kapitel II, afsnit 6 med overskriften »Enekompetence«, bestemmer, at »i sager om registrering eller gyldighed af patenter, varemærker, design samt andre lignende rettigheder, der forudsætter deponering eller registrering, [er] retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget eller ifølge en fællesskabsretsakt eller en international konvention anses for at være foretaget, [enekompetente, uden hensyn til bopæl]«.
8. Andet afsnit i nævnte nr. 4) præciserer, at »[m]ed forbehold af den kompetence, der i henhold til konventionen om meddelelse af europæiske patenter, undertegnet i München den 5. oktober 1973 [ (4)], er tillagt Den Europæiske Patentmyndighed, har retterne i hver medlemsstat, uanset parternes bopæl, enekompetence for så vidt angår registreringen og gyldigheden af et europæisk patent, der er meddelt for denne medlemsstat« (5).
9. Samme forordnings artikel 71, som er indeholdt i forordningens kapitel VII med overskriften »Forholdet til andre instrumenter«, bestemmer:
»1. Denne forordning berører ikke konventioner, hvori medlemsstaterne er parter, og som på særlige områder fastsætter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser.
2. Med henblik på at sikre en ensartet fortolkning anvendes stk. 1 på følgende måde:
a) [D]enne forordning er ikke til hinder for, at en ret i en medlemsstat, der er part i en konvention vedrørende et særligt område, kan anse sig for kompetent i medfør af den pågældende konvention, også selv om sagsøgte har bopæl på en medlemsstats område, der ikke er part i den pågældende konvention. Den ret, ved hvilken sagen er anlagt, anvender under alle omstændigheder artikel 26
[…]« (6).
10. Forordning nr. 44/2001 er blevet ophævet ved forordning (EU) nr. 1215/2012 (7), normalt kaldet »Bruxelles Ia-forordningen«, men denne forordning finder ikke anvendelse på retssager, der – som det er tilfældet i tvisten i hovedsagen – er anlagt før den 10. januar 2015 (8). De kompetenceregler, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, artikel 22, nr. 4), og artikel 71 i forordning nr. 44/2001, er gengivet i artikel 4, stk. 1, artikel 24, nr. 4), og artikel 71 i forordning nr. 1215/2012 med mindre tilpasninger, som ikke berører førstnævnte bestemmelsers generelle indhold (9). Forordning (EU) nr. 542/2014 (10) indførte væsentlige ændringer i sidstnævnte forordning, idet der heri blev indføjet artikel 71a-71d med henblik på at regulere de eksisterende forhold (11) mellem forordningen og dels aftalen om en fælles patentdomstol (12), dels Beneluxdomstolstraktaten (13).
B – Beneluxkonventionen
11. I overensstemmelse med dens artikel 5.2 ophævede Beneluxkonventionen fra den 1. september 2006 dels Beneluxkonventionen om varemærker, undertegnet i Bruxelles den 19. marts 1962 (14), hvis bilag indeholdt Beneluxlandenes fælles lov om varemærker (15), dels Beneluxkonventionen om design, undertegnet i Bruxelles den 25. oktober 1966 (16), hvis bilag indeholdt Beneluxlandenes fælles lov om design (17).
12. I henhold til præamblen har Beneluxkonventionen bl.a. til formål at:
– »erstatte konventioner, fælles love og ændringsprotokoller på Beneluxvaremærke- og designområdet med en enkelt konvention, som på systematisk og gennemsigtig vis regulerer både varemærke- og designretten«
– »indføre effektive og hurtige procedurer [...] med henblik på tilpasning af Beneluxlovgivningen til fællesskabslovgivningen og til internationale traktater, som allerede er ratificeret af de tre høje kontraherende parter«
– »erstatte Bureau Benelux des Marques [Benelux-Varemærkemyndigheden] og Bureau Benelux des Dessins ou Modèles [Beneluxlandenes Designkontor] med Organisation Benelux de la Propriété intellectuelle (marques, dessins ou modèles) [Beneluxmyndigheden for intellektuel ejendomsret (varemærker og design)]« (18).
13. Beneluxkonventionens artikel 4.6 med overskriften »Stedlig kompetence«, som i det væsentlige gengiver artikel 37 i Beneluxloven om varemærker (19) og artikel 29 i Beneluxloven om design (20), fastsætter følgende vedrørende tvister mellem fysiske eller juridiske personer (21):
»1. Såfremt det ikke udtrykkeligt er aftalt, hvilken ret der har stedlig kompetence, er den kompetente ret på varemærke- og designområdet retten på det sted, hvor sagsøgte har sin bopæl, eller på det sted, hvor den omtvistede forpligtelse er opstået, er opfyldt eller skulle have været opfyldt. Det sted, hvor der er blevet indgivet en ansøgning om et varemærke eller et design, eller hvor et varemærke eller et design er registreret, kan under ingen omstændigheder i sig selv udgøre grundlaget for fastlæggelsen af kompetencen.
2. Når de kriterier, der er fastsat ovenfor, ikke er tilstrækkelige med henblik på at fastlægge den stedlige kompetence, kan sagsøgeren anlægge sag ved retten på det sted, hvor den pågældende har sin bopæl, eller, såfremt den pågældende ikke har en bopæl eller et opholdssted på Beneluxområdet, ved en ret efter eget valg, dvs. enten i Bruxelles, Haag eller Luxembourg.
3. Retterne anvender ex officio de regler, der er fastsat i stk. 1 og 2, og fastslår udtrykkeligt deres kompetence.
[…]«
III – Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen
14. Den 4. februar 2010 indgav Brite Strike Technologies SA, hvis hovedsæde er beliggende i Luxembourg (Luxembourg), en ansøgning om registrering af ordmærket »Brite Strike« som Beneluxvaremærke til Beneluxkontoret, som har hjemsted i Haag.
15. Den 21. september 2012 har Brite Strike Technologies Inc., som er et amerikansk selskab, hvis produkter bl.a. distribueres af Brite Strike Technologies SA, anlagt sag mod sidstnævnte ved rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) med påstand om annullation af nævnte varemærke på grundlag af Beneluxkonventionens artikel 2.4 (22) og 2.28 (23), idet Brite Strike Technologies Inc. herved har gjort gældende, at sagsøgte har ladet varemærket registrere i ond tro og har tilsidesat Brite Strike Technologies Inc.s rettigheder som første kendte bruger af det omhandlede mærke på Beneluxområdet.
16. Brite Strike Technologies SA har gjort indsigelse vedrørende manglende stedlig kompetence og har herved gjort gældende, at idet selskabet er den sagsøgte part, burde sagen have været anlagt i Luxembourg, hvor selskabets forretningssted er beliggende, og ikke i Haag, hvor det omhandlede varemærke blev registreret.
17. Ifølge den forelæggende ret skal det med henblik på, at der kan tages stilling til denne indsigelse, fastlægges, om kompetencereglen i Beneluxkonventionens artikel 4.6, hvoraf følger, at den forelæggende ret ikke har kompetence til at påkende tvisten (24), skal gives forrang for kompetencereglen i artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001, som derimod giver den forelæggende ret mulighed for at erklære sig kompetent.
18. I denne henseende har rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) henvist til en dom afsagt af Gerechtshof Den Haag (appeldomstolen i Haag) den 26. november 2013 (25), hvori sidstnævnte ret fastslog, at kompetencereglerne i forordning nr. 44/2001 har forrang for Beneluxkonventionens kompetenceregler med den begrundelse, at »uanset den i materiel henseende er en fortsættelse af de tidligere Beneluxordninger, og de tilsvarende kompetenceregler er identiske«, hidrører denne konvention »fra tiden efter ikrafttrædelsen af [nævnte forordning]«, »således at konventionens artikel 4.6 ikke kan anses for at være en særlig lovgivning som omhandlet i [forordningens] artikel 71« (26).
19. Det er imidlertid den forelæggende rets vurdering, at der består usikkerhed, med hensyn til hvilken betydning nævnte artikel 71 skal tillægges, samt med hensyn til på hvilken måde artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 i givet fald skal anvendes inden for rammerne af en tvist som den i hovedsagen omhandlede, der vedrører gyldigheden af et Beneluxvaremærke.
20. På denne baggrund har rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) ved afgørelse af 13. maj 2015, indgået til Domstolen den 20. maj 2015, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal Beneluxkonventionen [...] (eventuelt ud fra de i præmis 28-34 i dommen fra Gerechtshof Den Haag [(appeldomstolen i Haag)] af 26.11.2013 nævnte grunde) betragtes som en senere konvention, således at [Beneluxkonventionens] artikel 4.6 [...] ikke kan anses for en særlig regel som omhandlet i artikel 71 i [forordning nr. 44/2001]?
Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende:
2) Følger det af artikel 22, stk. 4, i forordning nr. 44/2001, at såvel de belgiske som de nederlandske og luxembourgske retter har international kompetence til at påkende tvisten?
3) Hvis ikke, hvorledes skal det i et tilfælde som det foreliggende bestemmes, om det er de belgiske, de nederlandske eller de luxembourgske retter, der har international kompetence? Kan [Beneluxkonventionens] artikel 4.6 [...] (alligevel) finde anvendelse med henblik på denne (nærmere) bestemmelse af den internationale kompetence?«
21. Der er kun indgivet skriftligt indlæg af Europa-Kommissionen. Der er ikke blevet afholdt mundtlig forhandling.
IV – Bedømmelse
A – Om fortolkningen af artikel 71 i forordning nr. 44/2001
1. Om genstanden for det første præjudicielle spørgsmål
22. Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt, at Domstolen fastlægger forholdet mellem kompetencereglerne i Beneluxkonventionens artikel 4.6 og kompetencereglerne i forordning nr. 44/2001, henset til sidstnævnte forordnings artikel 71, i et tilfælde, hvor anvendelsesområdet for disse to instrumenter, som ikke er fuldstændigt overlappende, kolliderer både stedligt, tidsmæssigt og materielt.
23. Da tvisten i hovedsagen vedrører gyldigheden af et Beneluxvaremærke, er det nærmere bestemt artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001, som den forelæggende ret i det foreliggende tilfælde overvejer at basere sin kompetence på, idet det bemærkes, at det kunne være retterne i en anden medlemsstat, der havde kompetence, såfremt det derimod var Beneluxkonventionens artikel 4.6, der fandt anvendelse. Den forelæggende ret har imidlertid formuleret sit første spørgsmål således, at det omfatter samtlige bestemmelser i forordning nr. 44/2001. Det er også min opfattelse, at problematikken omkring disse to internationale instrumenters indbyrdes forhold ikke kun opstår i forbindelse med nævnte artikel 22, nr. 4). Det er således muligt, at det i andre tilfælde vil være andre af forordningens kompetenceregler, der kolliderer med kompetencereglerne i Beneluxkonventionens artikel 4.6 i forbindelse med retssager vedrørende beskyttelsen af varemærker og design (27). Denne eventualitet bør ikke forsømmes ved behandlingen af det første af de forelagte spørgsmål i den foreliggende sag, og der skal derfor gives en almengyldig besvarelse heraf.
24. Artikel 71 i forordning nr. 44/2001 har til formål at lade kompetenceregler i konventioner indgået af medlemsstater indbyrdes eller af medlemsstater og tredjestater vedrørende »et særligt område« finde anvendelse (28). Beneluxkonventionens materielle anvendelsesområde har således en særlig karakter i forhold til forordningens anvendelsesområde. Herom præciseres, at i modsætning til, hvad første del af Beneluxkonventionens titel lader formode, udstrækker konventionens rækkevidde sig ikke til at omfatte alle intellektuelle ejendomsrettigheder, men er begrænset til at omfatte »varemærker og design« (29). Forordning nr. 44/2001, herunder dens artikel 22, nr. 4), omfatter for sit vedkommende et bredere spektrum af intellektuelle ejendomsrettigheder (30). Det vil dermed normalt følge af forbeholdet i nævnte artikel 71, at det er kompetencereglerne i Beneluxkonventionens artikel 4.6, der finder anvendelse med hensyn til tvisten i hovedsagen, og ikke reglen i forordningens artikel 22, nr. 4).
25. Domstolen har imidlertid fortolket ordlyden af artikel 71 således, at »de regler for retternes kompetence [...], der er fastsat i specialkonventioner, hvori medlemsstaterne allerede var parter på det tidspunkt, hvor forordningen trådte i kraft, i princippet [har] den virkning, at de udelukker anvendelsen af de bestemmelser i forordningen, der vedrører samme spørgsmål«, såfremt tvisten er omfattet af en sådan konventions anvendelsesområde (31). Domstolen har baseret denne restriktive fortolkning på den konstatering, at til forskel fra nævnte artikel 71, som anvender udtrykket »er parter«, anvendte Bruxelleskonventionens artikel 57, som ligger til grund for nævnte artikel 71, udtrykket »har tiltrådt eller vil tiltræde« og præciserede derved, at denne konvention – i modsætning til forordning nr. 44/2001 – ikke var til hinder for at anvende andre regler, som de kontraherende stater måtte tiltræde, selv i fremtiden, ved indgåelse af specialkonventioner (32).
26. Rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) har forespurgt Domstolen om, på hvilken måde disse principper om det indbyrdes forhold skal gennemføres i det foreliggende tilfælde, henset til, at Beneluxkonventionen ganske vist er indgået efter datoen for ikrafttrædelsen af forordning nr. 44/2001 (33), men at den i det væsentlige har til formål at fusionere to Beneluxkonventioner, som for begges vedkommende blev indgået inden denne dato (34). Med andre ord ønsker den forelæggende ret oplyst, om Beneluxkonventionen skal kvalificeres som en konvention indgået »efter« denne forordning, hvilket vil bevirke, at det er sidstnævnte instruments bestemmelser, og ikke konventionens, som skal finde anvendelse på tvisten i hovedsagen, således som Gerechtshof Den Haag (appeldomstolen i Haag) fandt i en anden sag (35).
27. Kommissionen har foreslået, at det første præjudicielle spørgsmål skal besvares med, at Beneluxkonventionen som følge af sin ikrafttrædelsesdato ikke er omfattet af det tidsmæssige anvendelsesområde for forbeholdet i artikel 71 i forordning nr. 44/2001, og at kompetencereglerne i konventionens artikel 4.6 derfor ikke har forrang for nævnte forordnings kompetenceregler. Af de følgende grunde er det min vurdering, at selv om Beneluxkonventionen formelt ligger efter forordning nr. 44/2001, er de særlige kompetenceregler, som den indeholder, i det væsentlige ældre end de kompetenceregler, der er fastsat i forordningen, og skal derfor gives forrang for sidstnævnte.
2. Om anvendelsen af bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 i forhold til Beneluxkonventionens kompetenceregler
a) Om rækkevidden af det princip om forrang for tidligere specialkonventioner, der er fastsat i artikel 71 i forordning nr. 44/2001
28. Af 25. betragtning til forordning nr. 44/2001 fremgår det, at den forrang, som dens artikel 71 giver specialkonventioner, er begrundet i hensynet til at »respektere medlemsstaternes internationale forpligtelser«. Som Kommissionen har anført, henviser den bekymring, der kommer til udtryk i nævnte betragtning, hovedsageligt til aftaler indgået med tredjestater (36). Det er imidlertid ubestridt, at det forbehold, der er indeholdt i nævnte artikel 71, også omfatter konventioner, der udelukkende er indgået mellem medlemsstater, således som det er tilfældet med Beneluxkonventionerne.
29. I denne henseende vil jeg fremhæve, at i modsætning til flere andre forordninger, der også vedrører retligt samarbejde i civile sager, indeholder forordning nr. 44/2001 ingen bestemmelse, hvorefter forordningen »i forbindelserne mellem medlemsstaterne [har] forrang for konventioner, der udelukkende er indgået mellem to eller flere medlemsstater, for så vidt sådanne konventioner vedrører områder, der er omfattet af denne forordning« (37), hvilket er en formulering, som medfører, at der ses bort fra aftaler indgået mellem medlemsstater – i modsætning til konventioner indgået med tredjestater – selv hvis de både er af særlig art i forhold til den pågældende forordning og indgået før denne.
30. Denne særegenhed ved forordning nr. 44/2001 er så meget desto mere bemærkelsesværdig, eftersom forordningen var genstand for en komplet omarbejdning i 2012, og eftersom EU-lovgiver på trods af de praktiske vanskeligheder, som var påvist vedrørende vurderingen af rækkevidden af nævnte artikel 71 (38), ikke ændrede indholdet af artiklen (39). Artikel 71 i forordning nr. 1215/2012, som har erstattet forordning nr. 44/2001, er ganske vist blevet væsentligt suppleret ved forordning nr. 542/2014 (40), men uden at der herved er sket en begrænsning af princippet om, at de regler for retternes kompetence, der er fastsat i specialkonventioner, selv hvis de udelukkende er indgået mellem medlemsstater, gør det muligt at fravige de kompetenceregler, der nu er fastsat i forordning nr. 1215/2012.
31. Det andet formål med artikel 71 i forordning nr. 44/2001, som efter min opfattelse bør spille en vigtig rolle i nærværende sag, er den behørige hensyntagen til den omstændighed, at kompetencereglerne i specialkonventioner er blevet vedtaget under hensyntagen til de særlige kendetegn ved de områder, som de vedrører, og at disse regler således har en nytteværdi, som bør bevares (41). Dette vedrører nærmere bestemt de kompetenceregler, der er tilpasset den intellektuelle ejendomsret og er indeholdt i internationale konventioner, som ophavsmændene til forordningen ikke har ønsket at fortrænge (42).
32. Jeg udleder af det ovenstående, at artikel 71 i forordning nr. 44/2001 er blevet udformet med det formål at opretholde anvendelsen af de kompetenceregler, der findes i specialkonventioner indgået af medlemsstaterne inden forordningens ikrafttrædelse, for så vidt som disse regler har et indhold, der er bedre tilpasset det pågældende område, og for så vidt som disse regler i overensstemmelse med Domstolens praksis lever op til de principper, der regulerer det retlige samarbejde på det civil- og handelsretlige område inden for Unionen (43). Det er min vurdering, at denne favorable fremgangsmåde, henset til Beneluxkonventionens indhold, navnlig skal følges med hensyn til denne konventions artikel 4.6.
b) Om Beneluxkonventionens gentagelse af kompetenceregler indeholdt i specialkonventioner, der ligger før ikrafttrædelsen af forordning nr. 44/2001
33. Såvel den forelæggende ret som Kommissionen har nævnt, at Beneluxkonventionen har erstattet konventioner, som siden 1971 for så vidt angår varemærker og 1975 for så vidt angår design havde været i kraft i de tre medlemsstater, der udgør Benelux, uden at nævnte konvention har tilført væsentlige ændringer på det indholdsmæssige plan. Navnlig er Beneluxkonventionens artikel 4.6, som er den eneste relevante bestemmelse i nærværende sag (44), identisk med de kompetenceregler, som var indeholdt i de ældre instrumenter, idet der heri alene er tilføjet den terminologiske tilpasning, som er nødvendig, henset til, at den nye tekst både omhandler varemærker og design (45).
34. Kommissionen har gjort gældende, at det med henblik på besvarelsen af det første spørgsmål ikke desto mindre er uden betydning, at Beneluxkonventionens bestemmelser således svarer til bestemmelserne i de Beneluxkonventioner, som den erstatter. Jeg er omvendt af den opfattelse, at det er vigtigt at tage den omstændighed i betragtning, at de tre stater, der er parter i Beneluxkonventionen, da de vedtog nævnte artikel 4.6, blot bevarede indholdet af de særlige bestemmelser, som allerede fandt anvendelse før ikrafttrædelsen af forordning nr. 44/2001, uden på nogen måde at ændre disse bestemmelsers substans.
35. Eftersom et af formålene med artikel 71 i forordning nr. 44/2001 er at gøre det muligt at anvende regler, der er bedre tilpasset de særlige kendetegn ved det omhandlede område (46), synes denne betragtning efter min opfattelse at kunne begrunde, at de kompetenceregler, der er gengivet i Beneluxkonventionens artikel 4.6, har forrang for forordningens kompetenceregler. Som Kommissionen har anerkendt, har Beneluxkonventionen bl.a. til formål at fastsætte særlige regler, som tager hensyn til Beneluxvaremærkets særlige karakteristika, nemlig at det er et enkelt varemærke, som hverken er opdelt mellem de omhandlede medlemsstater eller knyttet til en af disse stater i særdeleshed. De kompetenceregler, der er gengivet i Beneluxkonventionens artikel 4.6, er således efter min opfattelse bedre tilpasset behandlingen af en tvist, der vedrører et Beneluxvaremærke, end de kompetenceregler, der er fastsat i forordning nr. 44/2001.
36. Dette er navnlig tilfældet for reglen i forordningens artikel 22, nr. 4), som til forskel fra reglen i Beneluxkonventionens artikel 4.6 ikke er udformet med henblik på at påkende en tvist som den i hovedsagen omhandlede. Jeg vil senere vende tilbage til grænserne for en eventuel anvendelse af nævnte artikel 22, nr. 4), i nærværende sag, men først vil jeg nævne hovedgrundene til, at jeg ikke mener, at bestemmelsen er udformet med henblik herpå. I denne henseende fremhæves for det første, at denne bestemmelses ordlyd ikke gør det muligt direkte at identificere, hvilken ret der har kompetence til at påkende en tvist af denne type (47), mens Beneluxkonventionens artikel 4.6 fastsætter en række mere præcise kompetencekriterier (48). For det andet er det med henblik på at undgå, at kompetencen samler sig i en enkelt af Beneluxstaterne (49), i medfør af sidstnævnte artikel udelukket – i modsætning til, hvad der gør sig gældende med hensyn til artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 – at det sted, hvor et varemærke er deponeret eller registreret, er det eneste kompetencekriterium. Endelig bemærkes, at EU-lovgiver selv har sørget for at vedtage kompetenceregler, der fraviger forordning nr. 44/2001, i forbindelse med, at intellektuelle ejendomsrettigheder af denne art, som har en ensartet retsvirkning i flere medlemsstater, er blevet vedtaget på EU-plan (50).
37. Det er desuden min opfattelse, at en anvendelse af de kompetenceregler, der er fastsat i Beneluxkonventionens artikel 4.6, i det foreliggende tilfælde ikke på nogen måde krænker – snarere tværtimod – de væsentlige principper, der ligger til grund for det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne på det civil- og handelsretlige område, som Domstolen sørger for at iagttage, såfremt der på dette område skal anvendes regler, der er indeholdt i internationale specialkonventioner (51). Henset til deres særlige kendetegn, navnlig hvad angår den omstændighed, at de udpeger den ret, der er bedst egnet til at træffe afgørelse i et søgsmål vedrørende gyldigheden af et Beneluxvaremærke, og gør dette på en måde, der er mere nøjagtig og afbalanceret, end det er muligt i henhold til artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 (52), opfylder reglerne i Beneluxkonventionens artikel 4.6 efter min opfattelse disse principper, som er relevante for kompetenceregler (53).
38. Jeg deler endvidere ikke Kommissionens synspunkt om, at det, såfremt Domstolen måtte bestemme, at Beneluxkonventionens artikel 4.6 skal gives forrang for de konkurrerende bestemmelser i forordning nr. 44/2001, ville være i strid med den regel, der er fastsat i artikel 3, stk. 2, TEUF og præciseret i Domstolens praksis, hvorefter det ikke længere står medlemsstaterne frit for indbyrdes at vedtage konventioner, der kan »berøre fælles regler« som de i forordning nr. 44/2001 fastsatte »eller ændre deres rækkevidde«, eftersom Unionen har enekompetence på dette område (54). Som Domstolen også har fastslået vedrørende en konvention indgået med en tredjestat, idet Domstolen dog ikke udtrykkeligt begrænsede sig til kun at omfatte et sådant tilfælde, er det korrekt, at forordningens artikel 71, stk. 1, »ikke [giver] medlemsstaterne mulighed for ved indgåelse af nye specialkonventioner eller ændring af allerede gældende konventioner at indføre regler, der har forrang for reglerne i forordning nr. 44/2001« (55).
39. Det er imidlertid min vurdering, at eftersom kompetencereglerne i Beneluxkonventionens artikel 4.6 begrænser sig til at gengive bestemmelserne i Beneluxkonventionen om varemærker og Beneluxkonventionen om design, som allerede fandtes på tidspunktet for ikrafttrædelsen af forordning nr. 44/2001, idet der blev foretaget en sammenskrivning af disse to tekster, kan det hverken antages, at vedtagelsen af Beneluxkonventionen kan berøre forordningens bestemmelser, eller at den kan ændre deres rækkevidde, ligesom det ikke kan antages, at Beneluxkonventionen udgør en »ny specialkonvention« eller en konvention, som foretager en »ændring af allerede gældende konventioner« som omhandlet i ovennævnte retspraksis.
40. I denne særlige sammenhæng, hvor to Beneluxkonventioner, der er ældre end forordning nr. 44/2001, blot har været genstand for en omarbejdning inden for rammerne af en anden Beneluxkonvention, som er undertegnet og ratificeret efter nævnte forordning, skal princippet om forrang for specialkonventioner, som er fastsat i forordningens artikel 71, efter min opfattelse veje tungere end de hensyn, hvorefter form tillægges større vægt end indhold. Det synspunkt, som Kommissionen har indtaget, ville medføre det tvivlsomme resultat, at medlemsstaterne ville være forhindret i at foretage ændringer, der blot er redaktionelle eller rent formelle, og der bør efter min opfattelse sondres mellem sådanne ændringer og indholdsmæssige ændringer, som er forbudt i medfør af ovennævnte retspraksis.
41. Den fortolkning af artikel 71 i forordning nr. 44/2001, som jeg ud fra en ikke-formalistisk tilgang foreslår, underbygges efter min opfattelse af generelle betragtninger udledt af den primære EU-ret. Det fremgår således af artikel 350 TEUF (56), at de særlige regionale aftaler, der er indgået inden for rammerne af Beneluxsamarbejdet, skal bevares, såfremt de er bedre egnet til at nå de mål, som er omhandlet i denne forbindelse, end de EU-retlige bestemmelser er, og såfremt de er uundværlige med henblik på at sikre en velfungerende Beneluxordning (57). I det foreliggende tilfælde er det min opfattelse, at det faktisk er hensigtsmæssigt, eller endog bydende nødvendigt, at de tre Beneluxstater i Beneluxkonventionens artikel 4.6 opretholder de særlige kompetenceregler, som de har vedtaget tidligere, med henblik på at sikre en harmonisk og afbalanceret funktion af den ordning for et enhedsvaremærke, som eksisterer mellem dem (58). Denne opfattelse er baseret dels på den omstændighed, at denne ordning, som fuldstændigt har erstattet disse staters lovgivning på området (59), ikke på nuværende tidspunkt findes tilsvarende i EU-retten (60), dels på den omstændighed, at anvendelsen af bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 i denne særlige sammenhæng ikke giver mulighed for at opnå et resultat, der er lige så tilfredsstillende som det, der kan opnås med nævnte artikel 4.6.
42. Beneluxkonventionen er følgelig efter min opfattelse omfattet af kvalifikationen konvention på et særligt område, hvori medlemsstaterne er parter, som omhandlet i artikel 71 i forordning nr. 44/2001, og de regler for retternes kompetence, der er indeholdt i konventionens artikel 4.6, skal derfor gives forrang for de regler for retternes kompetence, der er fastsat i forordningen, såfremt deres anvendelsesområder kolliderer. Jeg foreslår derfor, at det første præjudicielle spørgsmål skal besvares med, at nævnte artikel 71 skal fortolkes således, at en medlemsstat i et tilfælde, hvor en grænseoverskridende tvist er omfattet af såvel anvendelsesområdet for nævnte forordning som anvendelsesområdet for Beneluxkonventionen, i overensstemmelse med nævnte artikel 71, stk. 1, kan anvende de regler om retternes kompetence, der er fastsat i denne konventions artikel 4.6.
B – Om fortolkningen af artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001
1. Om genstanden for det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål
43. Det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret alene forelagt subsidiært, og de skal kun besvares, såfremt Domstolen som svar på det første forelagte spørgsmål måtte fastslå, at bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 skal gå forud for kompetencereglen i Beneluxkonventionens artikel 4.6. Jeg mener imidlertid ikke, at dette er tilfældet. Såfremt Domstolen måtte dele min fortolkning af nævnte forordnings artikel 71, er det derfor ufornødent at besvare disse to spørgsmål. Jeg vil ikke desto mindre for fuldstændighedens skyld gøre rede for mine betragtninger herom.
44. Jeg vil indledningsvis præcisere, at disse to spørgsmål, henset til deres indbyrdes sammenhæng og den omstændighed, at de efter min opfattelse begge drejer sig om, hvilken betydning og rækkevidde der inden for rammerne af en tvist som den i hovedsagen omhandlede skal tillægges artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001, skal behandles samlet, såfremt de skal besvares.
45. Såfremt det antages, at kompetencereglen i nævnte artikel 22, nr. 4), skal finde anvendelse i en tvist, der ligesom i det foreliggende tilfælde vedrører den eventuelle ugyldighed af et Beneluxvaremærke, er der ifølge den forelæggende ret tvivl om, hvilken betydning der i denne særlige sammenhæng skal tillægges udtrykket »retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller registrering«, som i henhold til denne bestemmelse udgør det relevante tilknytningskriterium på området for varemærkers gyldighed.
46. Som begrundelse for det andet spørgsmål har den forelæggende ret nærmere bestemt anført, at ansøgningen om et Beneluxvaremærke foretages på en ensartet måde for hele Beneluxområdet, således at retterne i hver af de medlemsstater, som udgør Benelux – dvs. de belgiske, de luxembourgske og de nederlandske retter – kan være kompetente i fællesskab ud fra ordlyden af nævnte artikel 22, nr. 4).
47. Såfremt Domstolen ikke tiltræder denne fortolkning, ønsker den forelæggende ret således med sit tredje spørgsmål præciseret dels, hvilken af disse tre medlemsstater der skal tillægges den internationale enekompetence på området, dels, om kompetencekriterierne i Beneluxkonventionens artikel 4.6 kan finde anvendelse på dette trin med henblik på at identificere den pågældende stat.
48. I sit indlæg har Kommissionen, efter min opfattelse med rette, anbefalet, at det andet spørgsmål besvares med, at »artikel 22, nr. 4), i forordning [nr. 44/2001] skal fortolkes således, at i en tvist om registrering eller gyldighed af et Beneluxvaremærke har både de belgiske, de nederlandske og de luxembourgske retter international kompetence til at påkende tvisten«. Kommissionen har ikke udtalt sig om det tredje spørgsmål. Jeg vil for mit vedkommende fremsætte følgende bemærkninger herom.
2. Om de retter, der har kompetence til at træffe afgørelse i en tvist vedrørende gyldigheden af et Beneluxvaremærke, såfremt artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 finder anvendelse
a) Om indholdet af kompetencereglen i artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001
49. Som det fremgår af artikel 22, ab initio, i forordning nr. 44/2001, bemærkes, at alle de kompetenceregler, der er fastsat i nævnte artikels nr. 1)-5), har de fælles karakteristika, at de finder anvendelse uden hensyn til parternes bopæl (61), og at de fastsætter en præceptiv enekompetence, hvis bindende virkning gør sig gældende med en særlig styrke for såvel retssubjekternes som retsinstansens vedkommende (62). Eftersom de således ikke alene fraviger den almindelige regel i forordningens artikel 2, som tilsigter at begunstige sagsøgte, men også de muligheder for at indgå frivillige værnetingsaftaler, som parterne i princippet har (63), skal disse særlige bestemmelser fortolkes strengt (64).
50. I modsætning til, hvad Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg (65), udpeger artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001, som henviser til »retterne i [en] medlemsstat« i deres helhed, blot den medlemsstat, hvis retter har materiel kompetence i henhold til denne bestemmelse, uden at der imidlertid herved foretages en kompetencefordeling i den pågældende medlemsstat, således som Domstolen allerede har fastslået (66).
51. Nævnte artikel 22 bestemmer i nr. 4), første afsnit, at når en grænseoverskridende tvist vedrører registrering eller gyldighed af en intellektuel ejendomsrettighed, der forudsætter deponering eller registrering, såsom et varemærke, består der international enekompetence for »retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget eller ifølge en fællesskabsretsakt eller en international konvention anses for at være foretaget«. Andet afsnit i nævnte nr. 4) tilføjer, at på det særlige område, der reguleres af Münchenkonventionen, »har retterne i hver medlemsstat [...] enekompetence for så vidt angår registreringen og gyldigheden af et europæisk patent, der er meddelt for denne medlemsstat« (67).
52. En sådan tilknytningsfaktor som den i disse to afsnit fastsatte, der alene udpeger den medlemsstat, som er berørt af meddelelsen af den omhandlede rettighed, har god grund til at være præcis. Den afspejler lovgivers vilje om at iagttage formålene om at tage hensyn til en sags nære tilknytning til en bestemt ret og til god retspleje, der i 12. betragtning til forordning nr. 44/2001 er nævnt som begrundelser for undtagelsen til reglen om, at kompetencen tillægges retterne på det sted, hvor sagsøgte har sin bopæl.
53. Retterne i den stat, hvor rettigheden vil få retsvirkning, anses således for at være »bedst egnet« (68) til at træffe afgørelse vedrørende disse rettigheders registrering eller gyldighed i forhold til den lovgivning, som de vil være undergivet, dvs. normalt den lovgivning, der er gældende i den medlemsstat, på hvis område beskyttelsen af rettigheden skal sikres (69). Som Kommissionen har anført, består der traditionelt en nær forbindelse mellem beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder og den nationale suverænitet (70). I denne henseende har Domstolen fremhævet, at meddelelsen af rettigheder såsom patenter indebærer medvirken fra den nationale administration, og at tvister af denne art i flere medlemsstater er forbeholdt specialiserede retsinstanser (71).
54. Det er i lyset af disse principper, udledt af såvel retsakter som retspraksis, og henset til de betydelige særlige karakteristika, som den i hovedsagen omhandlede intellektuelle ejendomsrettighed udviser, at det skal undersøges, på hvilken måde bestemmelserne i artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 eventuelt skal anvendes i det foreliggende tilfælde.
b) Om den eventuelle anvendelse af artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 i det foreliggende tilfælde
55. Jeg vil indledningsvis præcisere, at såfremt Domstolen – i modsætning til den besvarelse, som jeg foreslår med hensyn til det første præjudicielle spørgsmål – måtte fastslå, at forordning nr. 44/2001 skal finde anvendelse på en tvist som den i hovedsagen omhandlede, forekommer det mig klart, at det, henset til bestemmelsens ordlyd, er kompetencereglen i artikel 22, nr. 4), og ikke de kompetenceregler, der er indeholdt i forordningens øvrige bestemmelser (72), som skal være afgørende for fastlæggelsen af, hvilken ret der har kompetence til at tage stilling til »gyldigheden« af det omhandlede Beneluxvaremærke.
56. Det afgørende kriterium for fordelingen af retternes kompetence i de tvister, på hvilke nævnte artikel 22, nr. 4), finder anvendelse, er den nære forbindelse, der skal bestå mellem den intellektuelle ejendomsrettighed, der gøres gældende, og det område, hvor denne rettighed har krav på beskyttelse (73). I dette særlige tilfælde, hvor Beneluxvaremærket har en ensartet retsvirkning, eftersom det er gyldigt i de tre Beneluxstater og dér er undergivet en ensartet beskyttelse (74), er det min opfattelse, at begrebet »område«, hvortil artikel 22, nr. 4), første afsnit, i forordning nr. 44/2001 henviser, skal forstås således, at det i det foreliggende tilfælde henviser til det samlede Beneluxområde (75), som kan sidestilles med en medlemsstats område, således som Domstolen allerede har fastslået i lignende sammenhænge (76). Det er derfor min vurdering, at på det særlige område, der udgøres af Beneluxvaremærket, udpeges disse tre staters områder samlet, og retterne i hver af disse stater har potentielt kompetence, eftersom de alle kan anses for at være »bedst egnet« til at anvende den ensartede ordning, som disse stater har vedtaget vedrørende Beneluxvaremærket.
57. Jeg vil fremhæve, at den regel, der fastsætter en national fordeling af retternes kompetence, som udtrykkeligt er nævnt i artikel 22, nr. 4), med hensyn til det europæiske patent, ikke kan overføres til Beneluxvaremærket, idet de pågældende ordninger er grundlæggende forskellige (77). Det europæiske patent adskiller sig således fra Beneluxvaremærket, idet det ikke udgør et enhedspatent, men svarer til en række særskilte nationale patenter (78). Som Kommissionen har anført, »er der juridisk i det væsentlige fortsat tale om forskellige patenter, der forbliver individuelt forbundet med det omhandlede nationale område«. Dette begrunder, at retternes kompetence således forbliver tilknyttet hver enkelt stat, på hvis område der ansøges om beskyttelse af det europæiske patent, som det også er tilfældet for rent nationale intellektuelle ejendomsrettigheder.
58. Det er netop under hensyntagen til den omstændighed, at de kompetenceregler, som er fastsat i Bruxelleskonventionen og gengivet i forordning nr. 44/2001, ikke er fuldt ud tilpasset de særlige karakteristika, som intellektuelle rettigheder med enhedskarakter udviser, at der er blevet vedtaget særlige kompetenceregler for de rettigheder af denne type, som er blevet skabt inden for først Det Europæiske Fællesskab og dernæst Den Europæiske Union. Det har været tilfældet for »design« (79), for »EF-varemærker«, som for nylig blev til »EU-varemærker« (80), og for »det europæiske enhedspatent« (81).
59. I sit skriftlige indlæg har Kommissionen anført, at disse »undtagelsesordninger imidlertid ikke bevirker, at den kompetente ret kan være en ret i en medlemsstat, hvor den intellektuelle ejendomsrettighed ikke er gyldig« (82). Jeg ønsker herved at fremhæve, at de omhandlede bestemmelser, navnlig de bestemmelser, der vedrører gyldigheden af et EU-varemærke, medfører, at der fuldstændig skal ses bort fra reglen i forordningens artikel 22, nr. 4), eftersom disse bestemmelser fastsætter kompetencen hos et centraliseret kontor for så vidt angår begæringer om ugyldighed, der fremsættes principalt, og hos specialiserede retter for så vidt angår begæringer om ugyldighed, der fremsættes som modkrav – bl.a. inden for rammerne af søgsmål om krænkelser – idet disse retter i princippet er retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har sin bopæl (83).
60. I lighed med Kommissionen medgiver jeg, at for så vidt som den medfører, at retterne i tre EU-medlemsstater har den samme mulighed for at være kompetente til at påkende et søgsmål om ugyldighed af et Beneluxvaremærke, giver den strenge fortolkning af artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001, som her foreslås, et resultat, som »ikke synes optimalt« i forhold til formålene med forordning nr. 44/2001 (84). Såfremt forordningen måtte anses for at finde anvendelse på et sådant søgsmål, bør denne fortolkning efter min opfattelse ikke desto mindre anlægges, henset til såvel ordlyden af som grundlaget for forordningens artikel 22, nr. 4), og som følge af de særlige karakteristika for den intellektuelle ejendomsrettighed, der er omhandlet i denne sag (85).
61. Det er i øvrigt min vurdering, at denne negative konstatering skal nuanceres, idet det er sandsynligt, at der i praksis – som det er tilfældet i tvisten i hovedsagen – ofte vil blive indbragt tvister for rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) i medfør af, at den ligger på stedet for indgivelsen af ansøgningen om/registreringen af det pågældende Beneluxvaremærke (86). Det forekommer mig, at den omstændighed, at sagsøgeren kan vælge at indbringe sagen i en af de tre stater, ganske vist kan medføre, at sagsøgte er tvunget til at føre sagen på et sprog, som den pågældende ikke behersker, og kan medføre en risiko for forum shopping. Denne valgmulighed medfører ikke desto mindre materielle konsekvenser, der er mindre udtalte i den særlige sammenhæng, som Beneluxvaremærket udgør, end det normalt er tilfældet, idet den retlige ordning, der finder anvendelse på Beneluxvaremærket, er fuldt harmoniseret mellem disse medlemsstater og er genstand for en ensartet fortolkning (87).
c) Om den manglende mulighed for komplementær anvendelse af Beneluxkonventionens artikel 4.6
62. For at overstige de begrænsninger, som den eventuelle anvendelse af artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 ville medføre i en tvist, der vedrører en intellektuel ejendomsrettighed med ensartet retsvirkning såsom Beneluxvaremærket (88), ønsker den forelæggende ret sig tilsyneladende mulighed for på supplerende vis at kunne anvende den række af regler for »stedlig kompetence«, der er indeholdt i Beneluxkonventionens artikel 4.6, med henblik på at fastslå, hvilken af de tre Beneluxstater der nærmere bestemt har kompetence på området (89).
63. Jeg vil indledningsvis fremhæve, at Beneluxkonventionens artikel 4.6 fastsætter trinvise kompetenceregler (90), der materielt er grundlæggende forskellige fra de enekompetenceregler, der er indeholdt i artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001. Det tilføjes hertil, at det følger af fast retspraksis, at bestemmelserne i forordning nr. 44/2001, såsom bestemmelserne i artikel 22, nr. 4), skal være genstand for en selvstændig fortolkning, der ikke foretages med henvisning til medlemsstaternes ret (91).
64. Det er desuden min opfattelse, at enhver henvisning til denne bestemmelse i Beneluxkonventionen, selv hvis det kun er supplerende, er udelukket, såfremt Domstolen måtte komme frem til, at der på grundlag af artikel 71 i forordning nr. 44/2001 skal ses bort herfra. Det vil således alene være bestemmelserne i forordning nr. 44/2001, der finder anvendelse med henblik på at løse kompetencekonflikter eller endog procedurekonflikter, der vil kunne opstå i en tvist som den i hovedsagen omhandlede.
65. Den omstændighed, at sagsøgeren efter min opfattelse uden forskel vil kunne anlægge sag for retterne i enhver Beneluxstat, såfremt nævnte forordnings artikel 22, nr. 4), skal finde anvendelse på en sådan tvist, medfører vanskeligheder, der imidlertid ikke er uoverstigelige, eftersom forordningen selv indeholder løsninger, der kan afhjælpe disse vanskeligheder. I tilfælde af parallelle sager er den internationale kompetence således delt mellem disse tre stater i henhold til den regel, der giver forrang for »den ret, ved hvilken sagen først er anlagt«, som er fastsat i forordningens artikel 27-30, der regulerer de tilfælde af litispendens og indbyrdes sammenhængende krav, som kan opstå mellem medlemsstaternes retter (92), og dette i lyset af Domstolens praksis vedrørende nævnte artikler (93).
66. Såfremt Domstolen måtte finde det nødvendigt at besvare det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål, bør besvarelsen efter min opfattelse derfor være, at artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at med hensyn til at påkende en grænseoverskridende tvist om registreringen eller gyldigheden af et Beneluxvaremærke tillægges kompetencen retterne i hver af de tre medlemsstater på det område, hvor denne intellektuelle ejendomsrettighed har virkning og er undergivet en ensartet beskyttelse, dvs. Kongeriget Belgien, Storhertugdømmet Luxembourg og Kongeriget Nederlandene.
V – Forslag til afgørelse
67. På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, som rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) har forelagt, på følgende måde:
»Artikel 71 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at en medlemsstat i et tilfælde, hvor en grænseoverskridende tvist er omfattet af såvel anvendelsesområdet for nævnte forordning som anvendelsesområdet for Beneluxkonventionen om intellektuel ejendomsret (varemærker og design), undertegnet i Haag den 25. februar 2005, i overensstemmelse med forordningens artikel 71, stk. 1, kan anvende de regler om retternes kompetence, der er fastsat i denne konventions artikel 4.6.«