PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)
22. maj 2007
Sag F-97/06
Adelaida López Teruel
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
»Tjenestemænd – invaliditet – afslag på ansøgning om nedsættelse af et invaliditetsudvalg«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Adelaida López Teruel har nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 6. oktober 2005 af Harmoniseringskontoret om afslag på sagsøgerens ansøgning om nedsættelse af et invaliditetsudvalg i overensstemmelse med vedtægtens artikel 78.
Udfald: Afgørelsen truffet den 6. oktober 2005, hvorved Harmoniseringskontoret gav afslag på Adelaida López Teruels ansøgning om nedsættelse af et invaliditetsudvalg, annulleres. Harmoniseringskontoret betaler sagens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – invaliditet – iværksættelse af invaliditetsproceduren – betingelser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 59, stk. 4, og art. 78, stk. 1; bilag VIII, art. 13)
2. Tjenestemænd – invaliditet – iværksættelse af invaliditetsproceduren – betingelser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 59, stk. 1, og art. 78, stk. 1; bilag VIII, art. 13)
1. Tjenestemandens ret til invalidepension i henhold til bestemmelserne i vedtægtens artikel 78, stk. 1, og artikel 13, stk. 1, i bilag VIII til vedtægten, som kun kan tilkendes efter invaliditetsprocedurens afslutning, indebærer indirekte, men nødvendigvis, at vedkommende har ret til at få iværksat denne procedure, hvis vedkommende opfylder kravene i disse bestemmelser. Disse bestemmelser indrømmer ikke ansættelsesmyndigheden noget skøn og slet ikke muligheden for at beslutte, om der skal iværksættes en invaliditetsprocedure, men tildeler denne myndighed en bunden kompetence, således at den kompetente myndighed er forpligtet til at indlede invaliditetsproceduren umiddelbart efter at have konstateret, at de i disse bestemmelser fastsatte krav er opfyldt. At nedsættelsen af invaliditetsudvalget under alle omstændigheder angiveligt er valgfrit for administrationen, er en opfattelse, der er i strid med bestemmelserne i vedtægtens artikel 78, eftersom sådanne betingelser for at forelægge en sag for invaliditetsudvalget har den virkning, at tjenestemandens rettigheder mister deres effektivitet. Ansættelsesmyndigheden er derfor kun berettiget til at give et afslag på at iværksætte en invaliditetsprocedure, såfremt et af de nødvendige krav ikke er opfyldt. Således kan en tjenestemand, hvis invaliditet ikke medfører, at den pågældende er ude af stand til at gøre tjeneste, som allerede modtager alderspension, eller som allerede er blevet afskediget efter ansøgning, ikke ansøge om iværksættelse af invaliditetsproceduren.
Den mulighed, ansættelsesmyndigheden har for, i henhold til vedtægtens artikel 59, stk. 4, at forelægge en sag for invaliditetsudvalget, såfremt en tjenestemands sygeorlov overstiger 12 måneder inden for en periode af tre år, er således blot en mulighed, som ikke finder anvendelse i en situation, hvor en tjenestemand ansøger administrationen om nedsætte et invaliditetsudvalg. Nævnte bestemmelse omhandler særligt den situation, hvor det er administrationen, som tager initiativet til at iværksætte invaliditetsproceduren. Dette er i øvrigt grunden til, at der kun heri gives ansættelsesmyndigheden adgang til af egen drift at iværksætte en invaliditetsprocedure, såfremt tjenestemandens samlede sygefravær overskrider en vis varighed; en sådan tidsmæssig betingelse sikrer tjenestemanden en rimelig frist til at blive restitueret og genindsat i sin stilling, inden vedkommende invalidepensioneres. Heraf følger, at ansættelsesmyndigheden ikke kan give afslag på den berørtes ansøgning om at iværksætte en invaliditetsprocedure med den begrundelse, at vedkommendes samlede sygeorlov ikke udgør de krævede 12 måneder, og at fristen i vedtægtens artikel 59, stk. 4, derfor ikke er overholdt, eftersom denne frist ikke finder anvendelse ved en ansøgning indgivet i henhold til vedtægtens artikel 78.
(jf. præmis 48-53 og 56)
Henvisning til:
Domstolen, 17. maj 1984, sag 12/83, Bähr mod Kommissionen, Sml. s. 2155, præmis 12 og 13; 13. januar 2005, sag C-181/03 P, Nardone mod Kommissionen,Sml. I, s. 199, præmis 39.
Retten, 16. juni 2000, sag T-84/98, C mod Rådet,Sml. Pers. I-A, s. 113, og II, s. 497, præmis 68; 21. oktober 2003, sag T-302/01, Birkhoff mod Kommissionen,Sml. Pers. I-A, s. 245, og II, s. 1185, præmis 38.
Personaleretten, 16. januar 2007, sag F-119/05, Gesner mod KHIM, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 33.
2. Bestemmelserne i vedtægtens artikel 59, stk. 1, vedrørende sygeorlov og i artikel 78, stk. 1, vedrørende tildeling af invalidepension fastsætter med henblik på forskellige formål uafhængige procedurer. Det fremgår imidlertid utvetydigt af ordlyden af artikel 13 i bilag VIII til vedtægten, der i henhold til vedtægtens artikel 78 fastsætter betingelserne for tjenestemandens ret til invalidepension, at kun den tjenestemand, der må opgive tjenesten, fordi han er ude af stand til at fortsætte denne på grund af sin invaliditet, kan være genstand for invaliditetsproceduren. Heraf følger, at det er åbenbart, at en tjenestemand, der ikke er ude af stand til at gøre tjeneste på grund af sin helbredstilstand, ikke kan påberåbe sig retten til invalidepension.
Dette er grunden til, at administrationen, skønt procedurerne i vedtægtens artikel 59, stk. 1, og artikel 78, stk. 1, er uafhængige, kan lægge resultatet af en mæglingsprocedure til grund for konklusionen om, at tjenestemanden kan gøre tjeneste, og give afslag på, at vedkommende undersøges af et invaliditetsudvalg, hvis det sygdomsforløb, tjenestemanden har til hensigt at forelægge for invaliditetsudvalget, er den samme som det, den uafhængige læge har undersøgt. Administrationen kan ligeledes begrunde et afslag på at nedsætte et invaliditetsudvalg på et sådant resultat, såfremt tjenestemandens ansøgning er et udtryk for misbrug, navnlig såfremt denne kun har til hensigt, i mangel af ethvert nyt forhold, at anfægte den uafhængige lægevurdering eller ubegrundet at påberåbe sig et nyt sygdomsforløb.
(jf. præmis 59-61)
Henvisning til:
Domstolen, 9. juli 1975, forenede sager 42/74 og 62/74, Vellozzi mod Kommissionen, Sml. s. 871, præmis 25-27; Bähr mod Kommissionen, præmis12; Nardone mod Kommissionen, præmis 39.