RETTENS DOM (Ottende Afdeling)

1. september 2021 (*)

»Regler for institutionerne – medlem af EØSU – OLAF’s undersøgelse af beskyldninger om psykisk chikane – afgørelse om fratagelse af et medlems ledelsesmæssige og personaleadministrative funktioner – annullationssøgsmål – anfægtelig retsakt – formalitet – foranstaltning, der er truffet i tjenestens interesse – retsgrundlag – ret til forsvar – afslag på aktindsigt i bilagene til OLAF’s rapport – videregivelse af det væsentligste indhold af vidneudsagn i form af et resumé – ansvar«

I sag T-377/20,

KN ved advokaterne M. Casado García-Hirschfeld og M. Aboudi,

sagsøger,

mod

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) ved M. Pascua Mateo, K. Gambino, X. Chamodraka, A. Carvajal García-Valdecasas og L. Camarena Januzec, som befuldmægtigede, bistået af advokat A. Duron,

sagsøgt,

angående dels en påstand i henhold til artikel 263 TEUF om annullation af EØSU’s afgørelse af 9. juni 2020, dels en påstand i henhold til artikel 268 TEUF om erstatning for de skader, som sagsøgeren angiveligt har lidt,

har

RETTEN (Ottende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, J. Svenningsen (refererende dommer), og dommerne C. Mac Eochaidh og T. Pynnä,

justitssekretær: fuldmægtig M. Marescaux,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 21. april 2021,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Sagsøgeren, KN, har været medlem af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) siden den 1. maj 2004. Fra april 2013 til den 27. oktober 2020 var han formand for Arbejdsgivergruppen i EØSU (herefter »gruppe I«).

2        Den 6. december 2018 indledte Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) en undersøgelse af sagsøgeren, efter at det var blevet underrettet om beskyldninger vedrørende hans adfærd over for andre medlemmer af EØSU og ansatte ved EØSU. Sagsøgeren blev underrettet om indledningen af denne undersøgelse ved skrivelse af 18. oktober 2019.

3        Den 25. november 2019 blev sagsøgeren udspurgt af OLAF i forbindelse med en høring. Ved e-mails af 26. og 29. november 2019 kompletterede sagsøgeren denne høring ved afgivelse af skriftlige erklæringer.

4        Ved skrivelse af 4. december 2019 opfordrede OLAF i overensstemmelse med artikel 9, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af [OLAF] og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT 2013, L 248, s. 1), sagsøgeren til skriftligt og inden for en frist på ti arbejdsdage at fremkomme med bemærkninger til de forhold, som berørte ham, og som var beskrevet i et resumé, der var knyttet som bilag til denne skrivelse. Disse forhold vedrørte sagsøgerens adfærd over for A, B og C og mere generelt over for medarbejderne i sekretariatet for gruppe I.

5        Den 17. december 2019 fremsatte sagsøgeren bemærkninger til resuméet af de forhold, der vedrørte ham.

6        Ved skrivelse af 16. januar 2020 meddelte OLAF sagsøgeren, at undersøgelsen var afsluttet, og at den endelige rapport (herefter »OLAF’s rapport«) var blevet videresendt til den belgiske føderale anklagemyndighed og til EØSU’s formand. Formanden blev bl.a. anmodet om at behandle transskriptionerne af afhøringer af vidner og whistleblowere »strengt fortroligt«, eftersom de indeholdt »meget følsomme oplysninger, der kan være til yderlig skade for de berørte personer«. EØSU’s formand blev desuden udtrykkeligt opfordret til at rette henvendelse til OLAF, hvis han ønskede aktindsigt i de nævnte transskriptioner.

7        OLAF’s rapport var i overensstemmelse med artikel 11 i forordning nr. 883/2013 ledsaget af henstillinger om, hvilke foranstaltninger der burde træffes. OLAF anbefalede således for det første den belgiske føderale anklagemyndighed at rejse tiltale mod sagsøgeren som følge af de forhold, der angiveligt var udtryk for psykisk chikane mod A og B, da disse forhold kunne udgøre en strafbar handling som omhandlet i artikel 442a i den belgiske Code pénal (straffelov). Hvad for det andet angår de nævnte forhold og en angiveligt utilladelig adfærd over for C og D samt andre ansatte, der har varetaget eller stadig varetager funktioner i sekretariatet for gruppe I, anbefalede OLAF EØSU at overveje, om det burde indlede den procedure, som er omhandlet i artikel 8 i den adfærdskodeks for medlemmer af EØSU, der trådte i kraft den 20. februar 2019 (herefter »adfærdskodeksen af 2019«), og i fjerde del af EØSU’s forretningsorden, og at træffe »alle nødvendige foranstaltninger til at forebygge enhver yderligere chikane på arbejdspladsen fra [sagsøgerens] side«.

8        Ved e-mail af 21. januar 2020 anmodede sagsøgeren EØSU’s formand om at indlede proceduren i artikel 8 i adfærdskodeksen af 2019 vedrørende eventuelle overtrædelser af den nævnte kodeks ved at indkalde til et møde i det rådgivende udvalg om medlemmernes adfærd, der var nedsat ved denne kodeks’ artikel 7 (herefter »det rådgivende udvalg«), forud for afstemningen i gruppe I den efterfølgende dag om udpegelse af gruppens kandidat til valget af EØSU’s formand.

9        På et møde den 21. januar 2020, hvor sagsøgeren var til stede, underrettede EØSU’s formand medlemmerne af EØSU’s præsidium om, at han den 16. januar 2020 havde modtaget OLAF’s rapport og de henstillinger, der ledsagede denne rapport.

10      EØSU’s formand fremsendte ved notat af 22. januar 2020 OLAF’s rapport til det rådgivende udvalg og anmodede i overensstemmelse med artikel 7, stk. 4, i adfærdskodeksen af 2019 dette udvalg om at afgive en udtalelse om de hævdede overtrædelser af den nævnte kodeks inden for 30 kalenderdage. EØSU’s formand oplyste imidlertid, at transskriptionerne af afhøringer af vidner og whistleblowere af hensyn til deres beskyttelse ikke ville blive forelagt for det rådgivende udvalg.

11      Samme dag besluttede medlemmerne af gruppe I at opstille sagsøgeren som kandidat i forbindelse med valget af EØSU’s formand, som skulle afholdes i løbet af oktober 2020.

12      Ved notat af 10. februar 2020 indkaldte formanden for det rådgivende udvalg sagsøgeren til en høring, der var planlagt til den 6. marts 2020.

13      Ved skrivelse af 17. februar 2020 til formanden for det rådgivende udvalg bad sagsøgeren bl.a. om at få udlevet »kopier af alle dokumenter, der er direkte forbundet med beskyldningerne [mod ham], forudsat naturligvis at princippet om tavshedspligt overholdes«.

14      Som svar på en anmodning fra EØSU meddelte OLAF ved e-mail af 20. februar 2020, at visse oplysninger som hovedregel ikke måtte videregives til den berørte person, herunder personoplysninger om tredjemand og navnlig oplysninger om vidner og whistleblowere, samt OLAF’s retlige vurdering af de faktiske omstændigheder. EØSU blev ligeledes anmodet om at fremsende den ikke-fortrolige udgave af rapporten, som det havde til hensigt at videregive til sagsøgeren, til OLAF, inden den blev sendt til den pågældende. Til orientering havde OLAF ligeledes til denne e-mail vedhæftet sine retningslinjer for Kommissionens tjenestegrenes anvendelse af OLAF’s endelige rapporter i inddrivelsesprocedurer og andre foranstaltninger på områderne direkte udgifter og ekstern bistand.

15      Den 4. marts 2020 blev en udgave af OLAF’s rapport, hvori visse oplysninger var udeladt for navnlig at bevare vidners og whistlebloweres anonymitet, og som ikke var ledsaget af bilag, overgivet til sagsøgeren (herefter »den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport«).

16      Ved e-mail af 4. marts 2020 til formanden for det rådgivende udvalg anmodede sagsøgeren bl.a. om, at den høring, der var fastsat til den 6. marts 2020, blev udsat til et senere tidspunkt, for at han kunne få mere tid til at sætte sig ind i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport.

17      Den 6. marts 2020 foretog det rådgivende udvalg, der bestod af to medlemmer fra hver af de tre grupper i EØSU, en høring af sagsøgeren efter at have hørt OLAF’s undersøgere og et tidligere medlem af EØSU, D, i dennes egenskab af whistleblower, hver for sig.

18      Under høringen af sagsøgeren klagede han bl.a. over den begrænsede indsigt, som han havde fået i OLAF’s rapport.

19      Under høringen af D gjorde vedkommende indsigelse mod tilstedeværelsen af et af det rådgivende udvalgs medlemmer fra gruppe I, E, eftersom der forekom en interessekonflikt. Denne interessekonflikt skyldtes, at D på sagsøgerens anmodning havde foretaget en undersøgelse i sekretariatet for gruppe I og efterfølgende havde udarbejdet en rapport, som indeholdt beskyldninger om A’s adfærd, og som sagsøgeren dernæst havde anvendt til at opnå et tillidsvotum på et møde den 25. oktober 2018 i præsidiet for gruppe I.

20      Det rådgivende udvalgs anden høring af sagsøgeren, der var fastsat til den 17. marts 2020, kunne ikke finde sted på grund af de restriktioner, der var indført som svar på sundhedskrisen i forbindelse med covid-19. Herefter anmodede hverken det rådgivende udvalg eller sagsøgeren om, at der blev afholdt en sådan anden høring.

21      Ved skrivelse af 2. april 2020 underrettede det rådgivende udvalg EØSU’s formand om, at E ikke ville deltage i det rådgivende udvalgs forhandlinger vedrørende sagsøgeren, eftersom der forekom en interessekonflikt. Det fremgik ligeledes af denne skrivelse, at det andet af det rådgivende udvalgs medlemmer fra gruppe I, F, havde taget afstand fra beslutningen om at udelukke E fra forhandlingerne, og at hun derfor heller ikke ville deltage i det rådgivende udvalgs forhandlinger vedrørende sagsøgeren.

22      Ved skrivelse af 7. april 2020 til EØSU’s formand oplyste sagsøgeren, at han led af helbredsmæssige problemer og derfor på ubestemt tid var ude af stand til at udføre hvervet som formand for gruppe I. Næstformanden for gruppe I blev udpeget til at varetage dette hverv midlertidigt, mens sagsøgeren var på sygeorlov.

23      Ved skrivelse af 28. april 2020 til EØSU’s formand fremsatte det rådgivende udvalg i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i adfærdskodeksen af 2019 sine henstillinger vedrørende de overtrædelser af adfærdskodeksen, som sagsøgeren angiveligt havde begået. Det rådgivende udvalg opfordrede bl.a. EØSU’s formand til at træffe følgende foranstaltninger:

»1)      I lyset af det rådgivende udvalgs høringer af OLAF og af [sagsøgeren] den 6. marts 2020 og efter grundig undersøgelse af referatet af OLAF’s høring af [sagsøgeren] og OLAF’s rapport tilslutter det rådgivende udvalg sig de faktiske konstateringer, som OLAF har foretaget, og de heraf følgende retlige konklusioner. Det rådgivende udvalg konstaterer derfor, at [sagsøgeren] ved sin adfærd over for medarbejdere ved og tidligere medlemmer af EØSU har tilsidesat artikel 1, stk. 4, i EØSU’s forretningsorden, artikel 4, stk. 1, i adfærdskodeksen af 17. januar 2013 for medlemmerne af EØSU, artikel 4, stk. 1, i [adfærdskodeksen af 2019] og artikel 31, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Det rådgivende udvalg konstaterer i øvrigt, at den berørte persons processuelle rettigheder er blevet respekteret fuldt ud under OLAF’s undersøgelser.

2)      Som følge af den gentagne og alvorlige overtrædelse af centrale bestemmelser i Unionens retsorden inddrages [sagsøgerens] ledelsesret og som følge heraf hans myndighed over for medarbejderne i sekretariatet for gruppe I.

3)      Da sagsøgeren har mistet retten til at lede medarbejderne, og formandsposten er snævert forbundet med denne ret, suspenderes [sagsøgeren] fra sit hverv som formand for gruppe I. Suspensionen berører ikke den omstændighed, at [sagsøgeren] af helbredsmæssige årsager, og så længe han er sygemeldt, har overladt formandskabet for gruppe I [til] næstformanden for gruppe I.

4)      EØSU’s formand […] bedes pålægge [sagsøgeren] at opgive sit kandidatur til EØSU’s formandskab, som blev bekræftet af medlemmerne af gruppe I i forbindelse med valgproceduren den 23. januar 2020, for ikke at skade EØSU og dets medlemmer.

5)      Såfremt den belgiske anklagemyndighed indleder en undersøgelse, vil EØSU indtræde i sagen mod [sagsøgeren] som civil part […]«

24      Ved skrivelse af 12. maj 2020 opfordrede EØSU’s formand i overensstemmelse med artikel 8, stk. 3, i adfærdskodeksen af 2019 sagsøgeren til at fremkomme med eventuelle skriftlige bemærkninger til det rådgivende udvalgs henstillinger.

25      Den 13. maj 2020 vedtog Europa-Parlamentet afgørelse (EU) 2020/1984 om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2018, Sektion VI – Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EUT 2020, L 417, s. 469), hvorved Parlamentet udsatte sin afgørelse om decharge til EØSU’s generalsekretær for gennemførelsen af EØSU’s budget for regnskabsåret 2018. Dagen efter vedtog Parlamentet beslutning (EU) 2020/1985 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2018, Sektion VI – Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EUT 2020, L 417, s. 470), hvori EØSU blev opfordret til inden udgangen af september 2020 at underrette det om de foranstaltninger, der var truffet for at følge op på henstillingerne i OLAF’s rapport.

26      Den 27. maj 2020 rådførte EØSU’s formand sig i overensstemmelse med artikel 8, stk. 3, i adfærdskodeksen af 2019 med EØSU’s udvidede formandskab.

27      Ved skrivelse af 2. juni 2020 til EØSU’s formand fremkom sagsøgeren med sine bemærkninger til det rådgivende udvalgs henstillinger. Sagsøgeren gjorde bl.a. gældende, at det rådgivende udvalg havde tilsidesat hans ret til forsvar, eftersom han ikke havde været i besiddelse af bilagene til OLAF’s rapport og derfor ikke kunne fremsætte kommentarer til dem.

28      Ved notat af 3. juni 2020 videresendte EØSU’s formand det rådgivende udvalgs henstillinger og sagsøgerens skriftlige bemærkninger hertil samt den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport og Parlamentets afgørelse om udsættelse af meddelelsen af decharge til medlemmerne af EØSU’s præsidium, således at de kunne træffe en afgørelse med hensyn til sagsøgeren. Et udkast til en sådan afgørelse var ligeledes knyttet som bilag til dette notat.

29      På et lukket møde den 9. juni 2020 vedtog EØSU’s præsidium den afgørelse, der er genstand for den foreliggende sag (herefter »den anfægtede afgørelse«), med 21 stemmer for, 4 stemmer imod og 1 stemme hverken for eller imod, mens 1 stemme i øvrigt var ugyldig. Afgørelsens eneste artikel er affattet som følger:

»Præsidiet

1.      noterer sig OLAF’s og det rådgivende udvalgs konklusioner om [sagsøgerens] ansvar […] for de tilfælde af chikane og upassende adfærd, som han beskyldes for

2.      påpeger, at de sanktioner, der er nævnt i [adfærdskodeksen af 2019], ikke kan anvendes i det foreliggende tilfælde, henset til princippet om, at straffe skal have lovhjemmel (nulla poena sine lege)

3.      anmoder [sagsøgeren] om:

–        at fratræde sit hverv som formand for gruppe I

–        at opgive sit kandidatur til EØSU’s formandskab

4.      fratager [sagsøgeren] alle ledelsesmæssige og personaleadministrative funktioner

5.      pålægger generalsekretæren at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at EØSU indtræder som civil part, hvis anklagemyndigheden rejser tiltale mod [sagsøgeren]

6.      pålægger generalsekretæren at fremsende denne afgørelse til OLAF og til Europa-Parlamentet; denne afgørelse kan i det relevante omfang også videregives til andre institutioner og/eller til myndighederne i medlemsstaterne.

Denne afgørelse udgør en integrerende del af referatet af præsidiets møde den 9. juni 2020 og offentliggøres kun i begrænset omfang.«

30      Den anfægtede afgørelse blev meddelt sagsøgeren den 17. juni 2020.

31      Ved afgørelse af 15. juli 2020 ophævede EØSU’s plenarforsamling – efter anmodning fra Auditoriat du travail de Bruxelles (arbejdstilsynet i Bruxelles, Belgien) og efter modtagelse af sagsøgerens bemærkninger – den immunitet, som sagsøgeren var omfattet af. Ved afgørelse af 28. juli 2020 besluttede EØSU’s plenarforsamling dernæst, at EØSU skulle indtræde som civil part i den sag, der var indledt mod sagsøgeren ved Tribunal correctionnel de Bruxelles (domstolen i straffesager i Bruxelles).

32      Sagsøgerens sygefravær ophørte den 28. august 2020.

33      Ved skrivelse af 1. september 2020 underrettede direktøren for EØSU’s Direktorat for Personale og Finans sagsøgeren om, at han i medfør af den anfægtede afgørelse inddrog sagsøgerens ledelsesmæssige og personaleadministrative funktioner i gruppe I’s sekretariat. Sagsøgeren blev i øvrigt opfordret til at udpege et andet medlem af gruppe I til at varetage den daglige drift af sekretariatet for denne gruppe.

34      Den 8. september 2020 opstillede gruppe I et andet af sine medlemmer som kandidat til EØSU’s formandskab, samtidig med at sagsøgeren trak sig som kandidat til dette valg.

35      Den 27. oktober 2020, hvor sagsøgerens mandat udløb, valgte gruppe I en ny formand. Samme dag blev den kandidat, som gruppe I havde opstillet, valgt til formand for EØSU.

36      Ved Rådets afgørelse (EU) 2020/1636 af 30. oktober 2020 om beskikkelse af et medlem af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg for perioden fra den 21. september 2020 til den 20. september 2025 (EUT 2020, L 369, s. 1) blev sagsøgeren efter indstilling fra Republikken Polen beskikket som medlem af EØSU for perioden fra den 21. september 2020 til den 20. september 2025.

 Retsforhandlingerne og parternes påstande

37      Sagsøgeren har anlagt denne sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. juni 2020.

38      Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag indgav sagsøgeren en anmodning om foreløbige forholdsregler med påstand om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse. Denne anmodning blev ved kendelse af 22. juli 2020, KN mod EØSU (T-377/20 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:353), forkastet på grund af manglende uopsættelighed, og afgørelsen om sagsomkostningerne blev udsat.

39      Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag fremsatte sagsøgeren anmodning om, at Retten skulle træffe afgørelse efter den fremskyndede procedure i medfør af artikel 152 i Rettens procesreglement. Ved afgørelse af 24. juli 2020, der blev meddelt sagsøgeren den 27. juli 2020, forkastede Retten (Ottende Afdeling) denne begæring.

40      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 29. juni 2020 fremsatte sagsøgeren en anmodning om anonymitet i henhold til artikel 66 i Rettens procesreglement, som blev taget til følge.

41      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 31. august 2020 indgav sagsøgeren en ny anmodning om foreløbige forholdsregler støttet på angivelige nye faktiske omstændigheder som omhandlet i procesreglementets artikel 160 med påstand om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse. Denne anmodning blev ved kendelse af 19. oktober 2020, KN mod EØSU (T-377/20 R II, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:505), forkastet på grund af manglende uopsættelighed, og afgørelsen om sagsomkostningerne blev udsat.

42      Efter endnu en skriftveksling blev retsforhandlingernes skriftlige del afsluttet den 25. november 2020.

43      Ved skrivelse af 18. december 2020 har sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 106, stk. 2, anmodet om afholdelse af et retsmøde.

44      Ved Justitskontorets skrivelse af 9. februar 2021 har Retten som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse opfordret EØSU til at fremlægge bilagene til OLAF’s rapport, herunder transskriptioner af afhøringer af vidner og whistleblowere, eventuelt i form af en ikke-fortrolig udgave, jf. dog bestemmelserne i procesreglementets artikel 92, stk. 3, og artikel 103.

45      Ved skrivelse af 23. februar 2021 har EØSU forklaret, at bilagene til OLAF’s rapport er fortrolige og derfor ikke kan fremlægges for sagsøgeren. Under disse omstændigheder er EØSU af den opfattelse, at de ønskede dokumenter kun skal fremlægges ved en kendelse om bevisoptagelse i henhold til procesreglementets artikel 91, litra b), idet de skal behandles som fastsat i procesreglementets artikel 103.

46      Ved Justitskontorets skrivelse af 5. marts 2021 har Retten som led i en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse stillet spørgsmål til skriftlig besvarelse til parterne, som har efterkommet denne anmodning inden for den fastsatte frist.

47      Ved kendelse af 9. marts 2021 har Retten i henhold til procesreglementets artikel 92, stk. 3, pålagt EØSU at fremlægge bilagene til OLAF’s rapport, herunder de transskriptioner af afhøringer af vidner og whistleblowere, som OLAF havde sendt til EØSU ved notat af 16. januar 2020. Det blev i øvrigt præciseret, at disse dokumenter ikke ville blive videregivet til sagsøgeren på dette trin i proceduren, medmindre EØSU var i stand til at fremlægge en ikke-fortrolig udgave af de nævnte dokumenter ud over den fuldstændige udgave.

48      Den 17. marts 2021 har EØSU fremlagt den fortrolige udgave af bilagene til OLAF’s rapport.

49      Den 30. marts 2021 har Retten fastslået, at de dokumenter, som sagsøgte har fremlagt i overensstemmelse med kendelsen om bevisoptagelse af 9. marts 2021, er relevante for afgørelsen af tvisten og er af fortrolig karakter. Retten har desuden besluttet at træffe en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse vedrørende den måde, hvorpå de nævnte dokumenter kan bringes til sagsøgerens kendskab.

50      Ved Justitskontorets skrivelse af 30. marts 2021 har Retten anmodet sagsøgerens advokater om at underskrive en fortrolighedserklæring, før de modtager en kopi af den fortrolige udgave af bilagene til OLAF’s rapport. Den 7. april 2021 har sagsøgerens advokater sendt de underskrevne fortrolighedserklæringer til Retten.

51      Ved Justitskontorets skrivelse af 7. april 2021 har Retten anmodet sagsøgerens advokater om i den fortrolige udgave af bilagene til OLAF’s rapport at pege på eventuelle forhold, hvis væsentligste indhold ikke var gengivet i den ikke-fortrolige udgave af bilagene til OLAF’s rapport, hvori sagsøgeren havde fået aktindsigt, og i givet fald at angive de yderligere bemærkninger, som kunne have påvirket den administrative procedures udfald, og som sagsøgeren kunne have fremsat under denne procedure, hvis han havde haft kendskab til disse forhold. Sagsøgerens advokater har efterkommet denne anmodning inden for den fastsatte frist.

52      Parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 21. april 2021. I retsmødet har EØSU bedt om at måtte indgive skriftlige svar på de bemærkninger til den fortrolige udgave af bilagene til OLAF’s rapport, som sagsøgerens advokater havde fremlagt. Efter at have modtaget EØSU’s skriftlige bemærkninger den 5. maj 2021 har Retten afsluttet den retsforhandlingernes mundtlige del.

53      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Søgsmålet antages til realitetsbehandling.

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Det pålægges EØSU at tildele sagsøgeren et beløb på 200 000 EUR i erstatning for ikke-økonomisk skade og et beløb på 50 000 EUR i erstatning for økonomisk skade.

–        EØSU tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

54      EØSU har nedlagt følgende påstande:

–        Søgsmålet afvises.

–        Subsidiært frifindes EØSU.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler og begæringen om fremskyndet procedure.

 Retlige bemærkninger

 Formaliteten med hensyn til annullationspåstanden

55      EØSU har ikke fremsat nogen egentlig formalitetsindsigelse ved særskilt processkrift, men har gjort gældende, at annullationssøgsmålet bør afvises.

56      EØSU har for det første anført, at opfordringerne til sagsøgeren om at fratræde hvervet som formand for gruppe I og opgive sit kandidatur til EØSU’s formandskab ikke har bindende retsvirkninger, eftersom det alene var op til sagsøgeren, om han ville træde tilbage eller trække sig som kandidat.

57      EØSU er for det andet af den opfattelse, at afgørelsen om at inddrage sagsøgerens ledelsesmæssige og personaleadministrative funktioner i gruppe I’s sekretariat blot var et led i en intern omorganisering af EØSU, som forvaltningen foretog i medfør af sin frie ret til at organisere sine tjenestegrene. Det fremgår af dom af 25.2.1988, Les Verts mod Parlamentet (190/84, EU:C:1988:94), at retsakter, som kun fremkalder retsvirkninger inden for den interne administration, ikke skaber rettigheder eller forpligtelser for tredjemand og ikke udgør retsakter, der kan anfægtes i henhold til artikel 263 TEUF.

58      Hvad for det tredje angår de øvrige aspekter af den anfægtede afgørelse, som vedrører dels EØSU’s indtræden som civil part i sagen for Tribunal correctionnel de Bruxelles (domstolen i straffesager i Bruxelles), dels den anfægtede afgørelses videregivelse til en række institutioner og organer i Den Europæiske Union eller medlemsstaterne, har EØSU anført, at der er tale om »retsakter, som udelukkende har til formål at gennemføre OLAF’s henstillinger«, og som heller ikke kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål.

59      Sagsøgeren har bestridt denne argumentation.

60      I det foreliggende tilfælde traf EØSU’s præsidium ved den anfægtede afgørelse tre foranstaltninger mod sagsøgeren, og det skal derfor prøves, om disse foranstaltninger kan gøres til genstand for domstolsprøvelse i henhold til artikel 263 TEUF.

 Opfordringerne til at fratræde som formand for gruppe I og opgive kandidaturet til formandskabet for EØSU

61      I den anfægtede afgørelses eneste artikel, stk. 3, opfordrede EØSU’s præsidium sagsøgeren til at fratræde sit hverv som formand for gruppe I og til at opgive sit kandidatur til formandskabet for EØSU.

62      Ifølge retspraksis udgør alle retsakter, der vedtages af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, uanset deres art eller form, som er bestemt til at afføde bindende retsvirkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, retsakter, som kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål (jf. dom af 25.6.2020, Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

63      I det foreliggende tilfælde har opfordringerne til at fratræde som formand for gruppe I og opgive kandidaturet til formandskabet for EØSU efter deres karakter ingen bindende retsvirkning som omhandlet i denne retspraksis.

64      Da EØSU’s præsidium ikke har beføjelse til at kræve, at et medlem fratræder som formand for en gruppe eller trækker sig som kandidat ved valget af EØSU’s formand, kunne sagsøgeren nemlig selv vælge, om han ville rette sig efter de nævnte opfordringer.

65      I det foreliggende tilfælde blev sagsøgeren i øvrigt til trods for disse opfordringer siddende som formand for gruppe I, indtil hans mandat udløb den 27. oktober 2020.

66      Den 8. september 2020, hvor gruppe I opstillede et andet af sine medlemmer som kandidat til valget af EØSU’s formand, dvs. næsten tre måneder efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, gik sagsøgeren ganske vist med til at trække sit kandidatur tilbage.

67      Det foreliggende søgsmål, der blev anlagt den 18. juni 2020, er imidlertid ikke rettet mod sagsøgerens beslutning af 8. september 2020 om at opgive sit kandidatur til formandskabet for EØSU, men mod præsidiets opfordring til sagsøgeren om at opgive sit kandidatur, som ikke har karakter af en bebyrdende retsakt (jf. analogt dom af 12.5.2015, Dalli mod Kommissionen, T-562/12, EU:T:2015:270, præmis 155).

68      Det følger heraf, at den anfægtede afgørelse, for så vidt som sagsøgeren heri opfordres til at fratræde sit hverv som formand for gruppe I og til at opgive sit kandidatur til formandskabet for EØSU, ikke har bindende retsvirkninger. Annullationspåstanden skal som følge heraf afvises, for så vidt som den er rettet mod sådanne opfordringer.

 Afgørelsen om at inddrage sagsøgerens ledelsesmæssige og personaleadministrative funktioner

69      I den anfægtede afgørelses eneste artikel, stk. 4, inddrog EØSU’s præsidium sagsøgerens ledelsesmæssige og personaleadministrative funktioner.

70      I overensstemmelse med forretningsordenens artikel 80, stk. 1, råder »[h]ver gruppe […] over et sekretariat, som henhører direkte under gruppens formand«. I henhold til samme forretningsordens artikel 80, stk. 2 og 3, udøves ansættelsesmyndighedens beføjelser og beføjelserne til at indgå ansættelseskontrakter i forhold til medarbejdere i gruppens sekretariat »på forslag af gruppens formand«.

71      Det fremgår i det foreliggende tilfælde af den skrivelse af 1. september 2020 fra direktøren for EØSU’s Direktorat for Personale og Finans, der er nævnt i præmis 33 ovenfor, at afgørelsen om at inddrage sagsøgerens ledelsesmæssige og personaleadministrative funktioner medførte, at han ikke længere havde indflydelse på ansættelse, bedømmelse, omplacering og uddannelse af medarbejderne i sekretariatet for gruppe I eller på deres arbejde eller arbejdstid.

72      Disse opgaver og rettigheder vedrører således beføjelser, der er forbundet med udøvelsen af den overordnede myndighed, som sagsøgeren har som formand for gruppe I, hvilket i øvrigt fremgår af de henstillinger fra det rådgivende udvalg, der er nævnt i præmis 23 ovenfor.

73      I denne forbindelse har EØSU i øvrigt i retsmødet bekræftet, at denne foranstaltning var af endelig karakter, idet sagsøgeren ikke længere kunne have udøvet sådanne ledelsesmæssige og personaleadministrative funktioner, selv om han var blevet genvalgt som formand for gruppe I, efter at hans mandat var udløbet. Den omstændighed, som EØSU ligeledes har nævnt i retsmødet, nemlig at dette organ kan blive nødt til at revidere den anfægtede afgørelse på et senere tidspunkt, hvis de omstændigheder, der lå til grund for dens vedtagelse, ændrer sig, med henblik på f.eks. at tage hensyn til udfaldet af den straffesag, der er anlagt mod sagsøgeren, kan ikke tages i betragtning ved bedømmelsen af, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, da denne bedømmelse skal foretages på grundlag af den situation, der forelå på tidspunktet for stævningens indlevering (jf. i denne retning dom af 24.10.2013, Deutsche Post mod Kommissionen, C-77/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:695, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

74      I betragtning af disse opgavers karakter og omfang skal det som følge heraf fastslås, at afgørelsen om at inddrage sagsøgerens ledelsesmæssige og personaleadministrative funktioner har bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling (jf. analogt dom af 22.10.2002, Pflugradt mod ECB, T-178/00 og T-341/00, EU:T:2002:253, præmis 81).

75      EØSU’s argument om, at artikel 263, stk. 1, TEUF begrænser Unionens retsinstansers kompetence til retsakter, der skal have retsvirkning over for tredjemand, afkræfter endelig ikke denne konklusion.

76      Det følger nemlig af fast retspraksis, at dette udtryk har til formål at udelukke retsakter, som ikke udgør bebyrdende retsakter, for så vidt som de udelukkende vedrører den interne tilrettelæggelse af administrationen og ikke har retsvirkninger uden for denne sfære, uden at skabe nogen ret eller pligt for tredjemand (jf. dom af 25.6.2020, Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).

77      Selv om afgørelsen om at inddrage sagsøgerens ledelsesmæssige og personaleadministrative funktioner vedrører den interne organisering af EØSU, forholder det sig ikke desto mindre – i modsætning til det af EØSU anførte – således, at denne afgørelse er en retsakt, der er rettet til sagsøgeren, som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF og som er bebyrdende for ham, for så vidt som den fratager ham den overordnede myndighed, som han i henhold til artikel 80 i EØSU’s forretningsorden udøver over for medarbejderne i sekretariatet for gruppe I (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 74).

78      Eftersom sagsøgeren i det mindste i denne forbindelse har en særskilt juridisk personlighed i forhold til EØSU, kan det desuden ikke antages, at denne tvist ikke vedrører EØSU og en tredjemand som omhandlet i artikel 263, stk. 1, TEUF (jf. dom af 25.6.2020, Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 75, og generaladvokat Bobeks forslag til afgørelse Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:220, punkt 111).

79      Henset til det ovenstående må det konkluderes, at annullationspåstanden skal antages til realitetsbehandling, for så vidt som den er rettet mod afgørelsen om at inddrage sagsøgerens ledelsesmæssige og personaleadministrative funktioner.

 Instrukserne til EØSU’s generalsekretær

80      I den anfægtede afgørelses eneste artikel, stk. 5 og 6, pålagde EØSU’s præsidium generalsekretæren for EØSU at »gøre det nødvendige« for at sikre, dels at EØSU indtræder som civil part, hvis der rejses tiltale mod sagsøgeren, dels at der sendes et eksemplar af denne afgørelse til bl.a. OLAF og Parlamentet.

81      Sagsøgeren har imidlertid ikke som svar på EØSU’s afvisningspåstand fremført noget specifikt argument i sine skriftlige indlæg eller i retsmødet, som gør det muligt at forklare, i hvilket omfang dette aspekt af den anfægtede afgørelse medfører en væsentlig ændring af hans retsstilling som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 62 ovenfor.

82      Hvad angår EØSU’s hensigt om at indtræde som civil part for en national ret skal det imidlertid bemærkes, at muligheden for at kunne gøre sine rettigheder gældende ved domstolene og den domstolsprøvelse, som dette indebærer, er udtryk for et almindeligt retsprincip, der ligger til grund for medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, og som ligeledes har fundet udtryk i artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (dom af 15.5.1986, Johnston, 222/84, EU:C:1986:206, præmis 17 og 18, og af 17.7.1998, ITT Promedia mod Kommissionen, T-111/96, EU:T:1998:183, præmis 60), og i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

83      EØSU’s formål med at indtræde som civil part for en national ret i en sag, der indledes mod sagsøgeren, er ikke selv at ændre sagsøgerens retsstilling, eftersom EØSU blot deltager i en sag, hvor den retslige afgørelse kan medføre en ændring af denne retsstilling. Det er nemlig i givet fald afgørelsen fra den nationale ret, for hvilken sagen er indbragt, der vil ændre sagsøgerens retsstilling. EØSU’s hensigt om at indtræde som civil part i den sag, der indledes mod sagsøgeren, kan som følge heraf ikke betragtes som en anfægtelig afgørelse i henhold til artikel 263 TEUF (jf. analogt dom af 15.1.2003, Philip Morris International mod Kommissionen, T-377/00, T-379/00, T-380/00, T-260/01 og T-272/01, EU:T:2003:6, præmis 79).

84      Det skal i øvrigt fastslås, at selv om det antages, at en EU-institutions indtræden i en sag for en national ret kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, er det foreliggende søgsmål ikke rettet mod EØSU’s plenarforsamlings afgørelse af 28. juli 2020 om at indtræde som civil part i den sag, der var indledt mod sagsøgeren, men mod den anfægtede afgørelse, som højst kunne være en forberedende retsakt i forhold til plenarforsamlingens afgørelse.

85      Hvad endelig angår afgørelsen om at pålægge EØSU’s generalsekretær at videregive den anfægtede afgørelse til visse institutioner eller visse organer i medlemsstaterne skal Retten blot i lighed med EØSU bemærke, at denne foranstaltning ikke har bindende retsvirkninger over for sagsøgeren. Det tilkommer nemlig modtagerne af denne meddelelse selv at vurdere indholdet og betydningen af de oplysninger, der er indeholdt i denne afgørelse, inden for rammerne af deres respektive beføjelser og dermed at vurdere, om det er nødvendigt at træffe nogen foranstaltninger.

86      Annullationspåstanden skal som følge heraf afvises, for så vidt som den er rettet mod de instrukser, som EØSU’s præsidium gav generalsekretæren for EØSU.

87      Henset til det ovenfor anførte skal annullationssøgsmålet kun antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er anlagt til prøvelse af afgørelsen om at inddrage sagsøgerens ledelsesmæssige og personaleadministrative funktioner (herefter »den omtvistede foranstaltning«), og i øvrigt afvises.

 Realiteten

88      Sagsøgeren har fremsat fire anbringender til støtte for sit søgsmål:

–        Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af retten til forsvar, retten til god forvaltning, retten til at blive hørt og proportionalitetsprincippet.

–        Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning og princippet om upartiskhed.

–        Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft, retssikkerhedsprincippet og princippet om, at straffe skal have lovhjemmel.

–        Det fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af »princippet om fortrolighed i forbindelse med disciplinærsager og retslige oplysninger«, artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 883/2013 og artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT 2018, L 295, s. 39).

89      Eftersom sagsøgerens tredje anbringende bl.a. indebærer, at Retten prøver, om den omtvistede foranstaltning er baseret på et retsgrundlag, som bemyndiger EØSU’s præsidium til at vedtage den, og at der er tale om en ufravigelig procesforudsætning (jf. dom af 13.5.2014, McBride m.fl. mod Kommissionen, T-458/10 – T-467/10 og T-471/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:249, præmis 25-28 og den deri nævnte retspraksis), skal dette anbringende prøves først.

 Det tredje anbringende om tilsidesættelse af princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft, retssikkerhedsprincippet og princippet om, at straffe skal have lovhjemmel

90      Til støtte for dette anbringende har sagsøgeren i det væsentlige anført, at den omtvistede foranstaltning savner retsgrundlag, og at EØSU’s præsidium ikke havde kompetence til at pålægge ham en sådan sanktion.

91      Sagsøgeren har herved gjort gældende, at det ikke er muligt at anvende de sanktioner, der er angivet i artikel 8 i adfærdskodeksen af 2019, for at skride ind mod faktiske omstændigheder, som har fundet sted, før den nævnte kodeks trådte i kraft. Det var ifølge adfærdskodeksen af 17. januar 2013 for medlemmerne af EØSU (herefter »adfærdskodeksen af 2013«) ikke muligt at pålægge et medlem af EØSU, der havde overtrådt dens bestemmelser, en sanktion.

92      EØSU har bestridt denne argumentation.

93      Det bemærkes indledningsvis, at de materielle bestemmelser, som er i kraft på tidspunktet for de omhandlede faktiske omstændigheder, af hensyn til retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ganske vist skal anvendes, selv om disse bestemmelser ikke længere er i kraft på det tidspunkt, hvor et EU-organ vedtager en retsakt, men at proceduren for vedtagelse af en retsakt fra en EU-institution skal forløbe i overensstemmelse med de regler, som var gældende på tidspunktet for vedtagelsen (jf. i denne retning dom af 14.6.2016, Kommissionen mod McBride m.fl., C-361/14 P, EU:C:2016:434, præmis 40).

94      Sagsøgeren kan som følge heraf ikke foreholde EØSU, at det tilsidesatte de nævnte principper ved at vedtage den omtvistede foranstaltning efter den procedure, der er indført ved adfærdskodeksen af 2019, så meget desto mindre som det fremgår af præmis 8 ovenfor, at sagsøgeren selv anmodede EØSU’s formand om at indlede denne procedure.

95      Artikel 8, stk. 3, første afsnit, i adfærdskodeksen af 2019 fastsætter i denne forbindelse, at EØSU’s formand efter at have opfordret det pågældende medlem til at indgive skriftlige bemærkninger til det rådgivende udvalgs henstillinger rådfører sig med det udvidede formandskab og derefter anmoder præsidiet om at træffe afgørelse om foranstaltninger, der kan træffes i henhold til mandatvilkårene for medlemmerne og EØSU’s forretningsorden.

96      I det foreliggende tilfælde konkluderede EØSU’s præsidium efter afslutningen af denne procedure indledningsvis i den anfægtede afgørelses eneste artikel, stk. 2, at det ikke var muligt at pålægge sagsøgeren en sanktion uden at krænke princippet om, at straffe skal have lovhjemmel. I den anfægtede afgørelses eneste artikel, stk. 4, vedtog EØSU’s præsidium desuden den omtvistede foranstaltning.

97      For så vidt som parterne er uenige om den omtvistede foranstaltnings karakter, og vurderingen af det tredje anbringende afhænger af, om denne foranstaltning udgør en sanktion eller ej, skal der foretages en kvalificering af den anfægtede afgørelse, eftersom de berørte parters kvalificering af denne foranstaltning ikke er bindende for Retten (jf. i denne retning og analogt dom af 19.10.2017, Bernaldo de Quirós mod Kommissionen, T-649/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:736, præmis 19).

98      EØSU’s antagelse om, at den omtvistede foranstaltning ikke udgør en sanktion, fordi den ikke er bebyrdende for sagsøgeren, skal af de grunde, der er nævnt i præmis 69-72 ovenfor, uden videre forkastes.

99      Selv om den omtvistede foranstaltning er bebyrdende for sagsøgeren, og annullationssøgsmålet derfor kan antages til realitetsbehandling i denne henseende, er dette imidlertid ikke tilstrækkeligt til, at den nævnte foranstaltning skal kvalificeres som en disciplinær sanktion som omhandlet i artikel 8, stk. 3, andet afsnit, i adfærdskodeksen af 2019 (jf. i denne retning og analogt dom af 19.10.2017, Bernaldo de Quirós mod Kommissionen, T-649/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:736, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

100    EØSU’s præsidium begrundede i denne forbindelse vedtagelsen af den omtvistede foranstaltning ved at henvise til henstillingerne fra OLAF, som opfordrede EØSU til at træffe de foranstaltninger, der var nødvendige for at forebygge enhver yderligere chikane på arbejdspladsen fra sagsøgerens side. EØSU præciserede i øvrigt, at formålet med den omtvistede foranstaltning var at gøre det muligt for dette organ at opfylde sin forpligtelse til at beskytte personalet mod risikoen for chikane.

101    I betragtning af den omtvistede foranstaltnings virkninger må det endvidere konstateres, at denne foranstaltning ikke svarer til nogen af de sanktioner, der er fastsat i artikel 8, stk. 3, andet afsnit, i adfærdskodeksen af 2019, dvs. skriftlig advarsel, optagelse af denne advarsel i præsidiets protokol og i givet fald i referatet af plenarforsamlingen eller midlertidig suspension af medlemmet fra ordførerskab, formandskab og medlemskab af studiegrupper og fra tjenesterejser og ekstraordinære møder.

102    Henset til den omtvistede foranstaltnings indhold og virkninger kan det som følge heraf ikke fastslås, at den har afstraffende karakter og udgør en sanktion. Dens formål er nemlig ikke at pålægge sagsøgeren sanktioner eller at straffe eller irettesætte ham for en eventuel tilsidesættelse af de forpligtelser, der følger af adfærdskodeksen, men at virke forbyggende, dvs. at sikre en bedre beskyttelse af EØSU’s tjenestemænd og øvrige ansatte, således at gruppe I’s sekretariat kan fungere tilfredsstillende.

103    Det skal herved også bemærkes, at sagsøgeren ikke har ført bevis for, at den omtvistede foranstaltning i virkeligheden ikke sigter mod at opfylde det formål, som EØSU har angivet, eller at den ikke afspejler et reelt tjenstligt behov.

104    I en situation, hvor der var opstået spændinger, som gjorde det vanskeligt for tjenesten at fungere tilfredsstillende, kunne EØSU’s præsidium derfor under de foreliggende omstændigheder antage, at det var i tjenestens interesse at fratage sagsøgeren visse administrative opgaver i forbindelse med udøvelse af overordnet myndighed (jf. i denne retning og analogt dom af 7.3.1990, Hecq mod Kommissionen, C-116/88 og C-149/88, EU:C:1990:98, præmis 22, af 28.10.2004, Meister mod KHIM, T-76/03, EU:T:2004:319, præmis 79-81, og af 19.10.2017, Bernaldo de Quirós mod Kommissionen, T-649/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:736, præmis 40), uden at der samtidig, henset til en sådan foranstaltnings indhold og virkninger, er tale om en afgørelse af disciplinær karakter.

105    Det bemærkes herved, at præsidiet ifølge artikel 9, stk. 8, i EØSU’s forretningsorden bl.a. er ansvarligt for, at de givne menneskelige og budgetmæssige ressourcer anvendes hensigtsmæssigt til løsning af de opgaver, som udvalget varetager i medfør af traktaten. Eftersom den omtvistede foranstaltning vedrører den hensigtsmæssige anvendelse af EØSU’s menneskelige ressourcer – i dette tilfælde medarbejderne i gruppe I’s sekretariat – var EØSU’s præsidium faktisk det organ, der havde kompetence til at træffe en sådan foranstaltning efter afslutningen af den procedure, som er fastsat i artikel 8, stk. 3, første afsnit, i adfærdskodeksen af 2019.

106    Henset til det ovenfor anførte kan sagsøgerens argument om, at EØSU’s præsidium pålagde ham en sanktion i strid med princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft, retssikkerhedsprincippet og princippet om, at straffe skal have lovhjemmel, ikke tiltrædes, og det tredje anbringende skal som følge heraf forkastes.

 Det første anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar, retten til god forvaltning, retten til at blive hørt og proportionalitetsprincippet

107    Til støtte for dette anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at EØSU tilsidesatte hans ret til forsvar.

108    Sagsøgeren har herved indledningsvis anført, at han ikke fik en rimelig frist til at sætte sig ind i OLAF’s rapport og forberede sit forsvar. Det kan efter hans opfattelse ikke udelukkes, at den anfægtede afgørelse ville havde haft et andet indhold, hvis han havde fået en sådan frist.

109    Sagsøgeren har desuden anført, at hans ret til forsvar blev tilsidesat, fordi han ikke fik mulighed for at fremsætte sine bemærkninger i fornødent omfang, før den anfægtede afgørelse blev vedtaget, idet han ikke fik fuld indsigt i sine sagsakter og navnlig i den retlige vurdering af de faktiske omstændigheder, der indgik i OLAF’s rapport, og de transskriptioner af afhøringer af vidner og whistleblowere, der var knyttet som bilag til denne rapport. I sagsøgerens advokaters bemærkninger til den fortrolige udgave af bilagene til OLAF’s rapport, som OLAF fremlagde i forbindelse med bevisoptagelsen, gjorde de i det væsentlige gældende, at indholdet af visse vidneudsagn, som OLAF indhentede under undersøgelsen, ikke var at finde i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport, som sagsøgeren havde fået indsigt i, og at hans ret til at blive fyldestgørende hørt derfor var blevet tilsidesat.

110    EØSU tilsidesatte endelig proportionalitetsprincippet, idet det ikke tilvejebragte de instrumenter, der var nødvendige for at iværksætte den »nultolerancepolitik« i forhold til at forbyde og forebygge chikane på arbejdspladsen, hvortil der henvistes i den anfægtede afgørelse, på en hensigtsmæssig måde. EØSU bestræbte sig derimod på at undgå enhver kontradiktorisk procedure, før det besluttede, at sagsøgerens funktioner skulle ophøre før tiden.

111    EØSU har bestridt denne argumentation.

112    Det bemærkes indledningsvis, at i henhold til princippet om overholdelse af retten til forsvar skal adressater for afgørelser, som i væsentlig grad påvirker deres interesser, have mulighed for at gøre deres synspunkter gældende med hensyn til de forhold, som forvaltningen påtænker at lægge til grund for sin afgørelse (jf. dom af 5.10.2016, ECDC mod CJ, T-395/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:598, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

113    I denne forbindelse følger det bl.a. af retspraksis, at sagsøgeren havde ret til for i fornødent omfang at kunne fremlægge sine bemærkninger over for EØSU’s præsidium, inden dette traf en afgørelse, at få tilsendt i det mindste et resumé af udtalelserne fra de forskellige personer, der var blevet hørt i forbindelse med undersøgelsesperioden, for så vidt som OLAF havde brugt disse udtalelser i sin rapport til at afgive henstillinger til EØSU’s formand, på grundlag af hvilke præsidiet vedtog den omtvistede foranstaltning, idet fremsendelsen af dette sammendrag i givet fald skulle foretages under iagttagelse af fortrolighedsprincippet (jf. i denne retning dom af 4.4.2019, OZ mod EIB, C-558/17 P, EU:C:2019:289, præmis 57, og domme af 25.6.2020, HF mod Parlamentet, C-570/18 P, EU:C:2020:490, præmis 60, og Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 121).

114    Domstolen har i denne forbindelse fastslået, at der for at sikre vidneudsagns fortrolighed og de formål, som beskyttes hermed, samtidig med at det sikres, at sagsøgeren på en effektiv måde høres, inden der træffes en afgørelse, der er bebyrdende for den pågældende, kan anvendes visse teknikker såsom anonymisering eller videregivelse af det væsentligste indhold af vidneudsagnene i form af et resumé eller endog ved at sløre visse dele af indholdet af disse vidneudsagn (jf. i denne retning dom af 4.4.2019, OZ mod EIB, C-558/17 P, EU:C:2019:289, præmis 59, og af 25.6.2020, HF mod Parlamentet, C-570/18 P, EU:C:2020:490, præmis 66).

115    For at sagsøgeren kunne gøre sine synspunkter gældende med hensyn til de forhold, som EØSU påtænkte at lægge til grund for sin afgørelse, skulle han endelig have en tilstrækkelig frist (jf. dom af 18.12.2008, Sopropé, C-349/07, EU:C:2008:746, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

116    Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt, at sagsøgeren kun fik aktindsigt i en ikke-fortrolig udgave af OLAF’s rapport, som ikke var ledsaget af bilag, hvilket EØSU begrundede med behovet for at beskytte whistleblowernes identitet og fortroligheden af de indhentede vidneudsagn.

117    EØSU’s argument om, at det første anbringende bør forkastes, fordi EØSU’s præsidium også kun havde fået aktindsigt i denne ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport, dvs. ikke havde fået mulighed for at gøre sig bekendt med bl.a. transskriptionerne af afhøringer af vidner og whistleblowere, før det vedtog den anfægtede afgørelse, skal uden videre forkastes.

118    Dette argument savner grundlag i de faktiske omstændigheder. EØSU’s formand er nemlig i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 4, stk. 1, andet afsnit, litra a), medlem af præsidiet, og præsidiet modtog ved skrivelse af 16. januar 2020 den fortrolige udgave af OLAF’s rapport, herunder de medfølgende bilag, hvilket EØSU medgav i retsmødet.

119    Den omstændighed, at et medlem af EØSU’s præsidium fik aktindsigt i den fortrolige udgave af OLAF’s rapport, kan imidlertid ikke betragtes som en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar. Iagttagelsen af dette princip, der omfatter retten til at blive hørt, indebærer, at en person, der beskyldes for chikane, under overholdelse af eventuelle fortrolighedskrav får mulighed for at tilkendegive sit synspunkt på en hensigtsmæssig og effektiv måde, inden der træffes en afgørelse, som er bebyrdende for den pågældende (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 116 og 117).

120    EØSU har herved gjort gældende, at sagsøgeren fik tilstrækkelig aktindsigt i OLAF’s rapport, idet den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport – hvilket ikke var tilfældet i de sager, der gav anledning til dom af 4. april 2019, OZ mod EIB (C-558/17 P, EU:C:2019:289), og domme af 25. juni 2020, HF mod Parlamentet (C-570/18 P, EU:C:2020:490) og Satcen mod KF (C-14/19 P, EU:C:2020:492) – indeholdt et resumé, som videregav det væsentligste indhold af de vidneudsagn, som kontoret havde indhentet i forbindelse med undersøgelsen, således at sagsøgerens ret til forsvar blev beskyttet i tilstrækkeligt omfang.

121    Henset til denne argumentation skal det undersøges, om den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport indeholder et resumé af de vidneudsagn, der blev indhentet i forbindelse med undersøgelsen, dernæst skal det i givet fald afgøres, om dette resumé afspejler det væsentligste indhold af de vidneudsagn, som OLAF indhentede, og endelig skal det vurderes, om sagsøgeren fik en tilstrækkelig frist til at forberede sit forsvar og fremsætte sine bemærkninger.

–       Spørgsmålet om, hvorvidt den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport indeholder et resumé af udtalelserne fra de afhørte vidner og whistleblowere

122    Det må herved indledningsvis konstateres, at den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport er på 30 sider. I rapportens afsnit 2.2 med overskriften »Indsamlede beviser« angav OLAF, at det havde »samlet de vidneforklaringer, der var sammenlignelige, men bestræbt sig på så vidt muligt at gengive sekretariatets medarbejderes forklaringer ordret« for at beskytte fortroligheden af de indhentede vidneudsagn. Hvis medarbejderne ikke havde udtrykt ønske om, at deres identitet ikke skulle fremgå, eller OLAF vurderede, at de ikke direkte var underlagt sagsøgerens overordnede myndighed, var deres identitet i øvrigt oplyst i rapporten og ikke udeladt i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport, der blev videregivet til sagsøgeren.

123    Den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport indeholder således et detaljeret resumé af alle de handlinger, der foreholdes sagsøgeren, med henvisninger til konkrete hændelser, som berørte A, B og C, der er nævnt ved navn i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport, og medarbejdere i sekretariatet for gruppe I. OLAF beskrev ligeledes, hvilke virkninger denne adfærd ifølge de afhørte vidner havde haft for disse personers helbred.

124    For hver af de handlinger, der foreholdes sagsøgeren, indeholder rapporten såvel direkte henvisninger til de afhørte personers udtalelser i form af citater i anførselstegn som indirekte henvisninger i form af anonymiserede omformuleringer af disse udtalelser. OLAF lagde også vægt på at angive, om beskyldningerne mod sagsøgeren var blevet bekræftet af vidner, og i givet fald at præcisere, hvor mange vidner der var, og hvem de var. Hvis en beskyldning ikke var understøttet af vidneudsagn, angav OLAF ligeledes dette.

125    Det følger af det ovenstående, at den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport indeholder et resumé af udtalelserne fra de afhørte vidner og whistleblowere. Når der under disse omstændigheder forelå et sådant resumé som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 114 ovenfor, kan det ikke automatisk konkluderes, at den manglende meddelelse af bilagene til OLAF’s rapport udgør en uregelmæssighed, der nødvendigvis har påvirket den omtvistede foranstaltnings lovlighed. Det skal nemlig først undersøges, om dette resumé afspejler det væsentligste indhold af de vidneudsagn, som OLAF indhentede.

–       Spørgsmålet om, hvorvidt dette resumé afspejler det væsentligste indhold af udtalelserne fra de afhørte vidner og whistleblowere

126    I bemærkningerne til den fortrolige udgave af bilagene til OLAF’s rapport pegede sagsøgeren på en række forhold, der efter hans opfattelse ikke var omtalt i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport, som blev videregivet til ham, for at han kunne udøve sin ret til forsvar, inden den anfægtede afgørelse blev vedtaget. Sagsøgeren har konkluderet, at EØSU tilsidesatte hans ret til forsvar ved kun at videregive den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport, der ikke var ledsaget af bilag, inden den anfægtede afgørelse blev vedtaget.

127    Sagsøgeren har for det første anført, at han først efter at have fået kendskab til indholdet af de indhentede vidneudsagn havde været i stand til at forstå den egentlige rækkevidde af visse spørgsmål, som han blev stillet, da han blev hørt af OLAF. Hvis sagsøgeren havde haft kendskab til disse vidneudsagn, der i visse tilfælde vedrører hændelser langt tilbage i tiden, ville det imidlertid have været lettere for ham at forsvare sig. Sagsøgeren har eksempelvis henvist til et spørgsmål, som vedrørte en hændelse, der havde fundet sted på hans kontor i overværelse af vidner, og som han ikke kunne svare på, fordi han ikke fik oplyst disse vidners identitet.

128    Det må imidlertid konstateres, at denne argumentation ikke vedrører spørgsmålet om, hvorvidt EØSU tilsidesatte sagsøgerens ret til forsvar, og navnlig hvorvidt resuméet i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport, som EØSU havde udarbejdet i samarbejde med OLAF, afspejler det væsentligste indhold af de vidneudsagn, der blev indhentet i forbindelse med undersøgelsen.

129    Det er under alle omstændigheder tilstrækkeligt at bemærke, at den retlige ramme, der finder anvendelse på OLAF, principielt ikke giver den berørte person ret til indsigt i OLAF’s sagsakter i forbindelse med undersøgelsen. Det er kun, hvis den myndighed, som den endelige rapport er rettet til, har til hensigt at vedtage en bebyrdende retsakt over for den berørte person, at denne myndighed i overensstemmelse med de gældende procedureregler skal give aktindsigt i OLAF’s endelige rapport for at gøre det muligt for denne person at udøve retten til forsvar (dom af 28.11.2018, Le Pen mod Parlamentet, T-161/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:848, præmis 67).

130    Da sagsøgeren blev hørt af OLAF, var det som følge heraf ikke nødvendigt at sende udtalelserne fra vidner og whistleblowere til ham, for at han kunne besvare undersøgernes spørgsmål.

131    Retten konstaterer desuden, at de spørgsmål, som sagsøgeren blev stillet under høringen, var tilstrækkeligt præcise, og at sagsøgeren var i stand til at besvare dem uden problemer. Den omstændighed, at sagsøgeren som svar på visse spørgsmål angav, at han ikke havde nogen erindring herom eller ikke var i stand til at svare uden at få adgang til yderligere oplysninger, rejser ikke tvivl om denne konstatering.

132    Med hensyn til et af underspørgsmålene til spørgsmål nr. 12, hvortil sagsøgeren svarede, at han ikke var i stand til at identificere den omhandlede hændelse uden at kende de tilstedeværende personers identitet, skal det nemlig påpeges, at han ikke desto mindre tilføjede, at en sådan hændelse, så vidt han vidste, aldrig havde fundet sted.

133    Under disse omstændigheder skal argumentationen om, at OLAF’s undersøgeres spørgsmål til sagsøgeren angiveligt var upræcise, henset til de indhentede vidneudsagns detaljerede indhold, forkastes.

134    Sagsøgeren har for det andet påpeget, at flere vidner henviste til en rapport, som var udarbejdet af E, der er medlem af gruppe I, og som vedrørte de problemer og bekymringer, som medarbejderne i sekretariatet for gruppe I havde haft i forhold til A, hvilket ikke fremgik af den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport. Denne rapport kunne ifølge sagsøgeren have kastet et andet lys over A’s fremstilling af de faktiske omstændigheder.

135    Det fremgår imidlertid af sagsakterne og navnlig af referatet af høringen af sagsøgeren, at sagsøgeren var bekendt med denne rapport, og at han derfor om nødvendigt kunne henvise til den under proceduren for udarbejdelse af den anfægtede afgørelse for at kontekstualisere eller nuancere den adfærd over for A, som han blev foreholdt. Der blev i øvrigt henvist udtrykkeligt til denne rapport over for det rådgivende udvalg, hvilket resulterede i, at det medlem af gruppe I, som sad i det nævnte udvalg, og som havde udarbejdet denne rapport, måtte vige sit sæde.

136    Argumentationen om, at der ikke blev henvist til denne rapport i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport, kan som følge heraf ikke godtgøre, at sagsøgerens ret til forsvar blev tilsidesat.

137    Sagsøgeren har for det tredje anført, at et af vidnerne tidligere var blevet straffet for at have fremsat falske beskyldninger mod sagsøgeren, hvilket var blevet nævnt af et andet vidne. Dette forhold er imidlertid ikke omtalt i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport.

138    Som EØSU med rette har anført, er dette forhold dog udtrykkeligt nævnt i afsnit 1.4 med overskriften »Lighedspunkter med en sag vedrørende en tidligere sekretariatschef« i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport. Der var som følge heraf intet til hinder for, at sagsøgeren fremkom med sine bemærkninger hertil, inden den anfægtede afgørelse blev vedtaget.

139    For det fjerde har sagsøgeren forklaret, at visse vidner fortalte, at de havde haft problemer med A. Flere vidner berettede specifikt om et konfliktfyldt forhold til A, som havde gjort det vanskeligt for kontoret at fungere tilfredsstillende. To vidner tilkendegav endvidere, at A havde optrådt aggressivt over for dem, og et vidne tilføjede, at sagsøgeren ikke var den eneste, der var ansvarlig for hele denne situation. Ifølge sagsøgeren indeholdt den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport, som han havde fået aktindsigt i, imidlertid hverken navne på vidner eller henvisninger til deres udtalelser, selv om disse oplysninger kunne anvendes til at kontekstualisere og nuancere OLAF’s konklusioner.

140    Det fremgår imidlertid af sagsakterne, at de problemer, som visse medarbejdere i gruppe I’s sekretariatet havde haft med A, ikke blot var kendt af sagsøgeren, men at de udtrykkeligt er nævnt i det resumé, der er indeholdt i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport.

141    Under OLAF’s høring af sagsøgeren og i hans skriftlige bemærkninger til notatet om de forhold, der berørte ham, havde han nemlig allerede gjort gældende, at visse medarbejdere havde klaget over A, og at dette efter hans opfattelse havde gjort det vanskeligt for sekretariatet at fungere tilfredsstillende.

142    Der er i øvrigt angivet følgende i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport:

»I forbindelse med OLAF’s høringer gav mindst seks medarbejdere i sekretariatet udtryk for, at A havde haft vanskeligt ved at vise, at hun var i besiddelse af de kompetencer og evner, der var nødvendige for hendes hverv. Mindst tre medarbejdere i sekretariatet fortalte, at de havde haft vanskeligt ved at finde den rette person at tale med (sekretariatschefen eller vicesekretariatschefen) på grund af manglende klarhed over situationen. Medarbejderne oplyste også, at A efterfølgende havde optrådt aggressivt over for dem. En af medarbejderne udtalte, at deres forventninger til en kontorchef snarere havde været, at hun ville have håndteret det pres, der blev udøvet af [sagsøgeren], og ville have forsvaret dem. Personalet var i denne henseende blevet skuffet over A.«

143    Det skal derfor fastslås, at de indhentede vidneudsagns væsentligste indhold er indeholdt i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport. Det kan således ikke med rette forholdes EØSU, at det tilsidesatte sagsøgerens ret til forsvar på dette punkt.

144    Sagsøgeren har for det femte gjort gældende, at det fremgår af den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport, at undersøgelsen ligeledes vedrørte to andre personer. Hvis EØSU’s præsidium var bekendt med dette, kunne det imidlertid have vurderet deres respektive roller i forbindelse med de påtalte forhold, navnlig med hensyn til B. Sagsøgeren kunne endvidere have henvist til dette for at kontekstualisere de beskyldninger, der var blevet fremsat mod ham.

145    Det fremgår imidlertid af den skrivelse af 3. juni 2020, hvorved EØSU’s præsidium blev opfordret til at træffe en afgørelse om sagsøgeren, at EØSU’s formand ligeledes havde videresendt OLAF’s generaldirektørs notat af 16. januar 2020, hvori identiteten af de to andre personer, der var omfattet af OLAF’s undersøgelse, er angivet, til præsidiet.

146    Det må i øvrigt konstateres, at der i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport flere gange henvises til det væsentligste indhold af udtalelser fra en række vidner om den rolle, som de to andre personer, der var omfattet af OLAF’s undersøgelse, spillede. Sagsøgeren var derfor i stand til at fremkomme med eventuelle bemærkninger til disse forhold under proceduren for udarbejdelse af den anfægtede afgørelse.

147    Sagsøgeren har for det sjette oplyst, at et vidne forklarede, at hun aldrig havde været vidne til nogen upassende adfærd fra hans side. Dette forhold er imidlertid ikke omtalt i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport.

148    Det må dog konstateres, at det pågældende vidnes forklaring er mere nuanceret.

149    På spørgsmålet om, hvorvidt hun havde været vidne til situationer, hvor sagsøgeren opførte sig dårligt over for medarbejdere i sekretariatet for gruppe I, eller hvorvidt sagsøgeren havde for vane at kritisere medarbejderne, svarede dette vidne ganske vist, at det var hun ikke bekendt med.

150    Dette vidne fortalte imidlertid også, at det bl.a. var kendetegnende for »sagsøgerens personlighed, at han var autoritær, og at han havde et stort ego«, og at hun »ikke havde mærket [sagsøgerens] ubehagelige side særlig meget, fordi G stod imellem [dem]«. Vidnet tilføjede desuden, at hun »havde fået fortalt, at [sagsøgeren] råbte ad sine medarbejdere på kontoret, men [at hun] aldrig [selv] havde oplevet det«. På spørgsmålet om, hvorvidt hun betragtede sagsøgerens adfærd over for medarbejderne som chikane, forklarede dette vidne endelig, at hun »aldrig havde oplevet en sådan adfærd fra [sagsøgerens] side«, men at hun kunne »forestille sig, at visse personer selv [kunne] have fremprovokeret denne type adfærd«, og at »[s]agsøgeren i betragtning af [hans] temperament, der [kunne] sammenlignes med en gryde mælk, meget let [kunne] »koge over««.

151    Dette vidne berettede desuden om situationen for tre kolleger, der var stødt på problemer i deres forhold til sagsøgeren. Vidnet konkluderede endelig, at »[sagsøgeren] [havde] en vanskelig personlighed«, at han »måske ikke ønskede at opføre sig dårligt, men [at] hans reaktioner let [kunne] opfattes som chikane«, at »dette ligeledes [afhang] af modpartens følsomhed«, at »alle kolleger i sekretariatet [havde] klaget over ham«, og at »de kunne være brudt sammen, hvis de ikke havde holdt sammen og været solidariske«.

152    Det følger heraf, at argumentet om, at dette vidne forklarede, at hun aldrig havde været vidne til nogen upassende adfærd fra sagsøgerens side, er ufuldstændigt og ikke afspejler det væsentligste indhold af dette vidneudsagn.

153    Sagsøgeren har for det syvende anført, at flere vidneudsagn bekræfter, at EØSU’s generalsekretær ikke traf nogen foranstaltning til rettidig afhjælpning af de problemer, som visse medarbejdere i sekretariatet for gruppe I var stødt på. Sagsøgeren har navnlig henvist til EØSU’s generalsekretærs afgørelse om at fastansætte A efter prøvetidens udløb, selv om sagsøgeren havde anmodet om, at hun ikke blev fastansat, hvilket medvirkede til at øge de eksisterende spændinger i sekretariatet for gruppe I. I den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport er sagsøgeren imidlertid den eneste, der drages til ansvar for denne situation, uden at der tages hensyn til ansættelsesmyndighedens ansvar.

154    Retten bemærker i lighed med EØSU, at dette argument strider mod, hvad sagsøgeren fortalte, da han blev hørt af OLAF, nemlig at han »ikke ønskede at afskedige A«, og at det »i samarbejde med H var blevet besluttet af afgive en positiv udtalelse om prøvetiden«.

155    Det fremgår under alle omstændigheder bl.a. af sagsøgerens bemærkninger til notatet af 4. december 2019 om de omhandlede forhold, at han allerede havde gjort gældende, at EØSU’s generalsekretærs afgørelse om at fastansætte A efter hans opfattelse havde medvirket til at øge de eksisterende spændinger i kontoret. Den omstændighed, at EØSU’s generalsekretær fungerer som ansættelsesmyndighed over for medarbejderne i sekretariatet for gruppe I, er desuden ikke en ny omstændighed, som sagsøgeren først kunne få kendskab til, da han gennemgik den fortrolige udgave af bilagene til OLAF’s rapport.

156    Det kan som følge heraf ikke foreholdes EØSU, at det tilsidesatte sagsøgerens ret til forsvar på dette punkt.

157    Det er for det ottende sagsøgerens opfattelse, at udeladelsen af oplysningerne om den retlige ramme, hvori OLAF’s rapport indgår, forhindrede ham i at fremkomme med bemærkninger til retsgrundlaget for, at hans adfærd blev kvalificeret som psykisk chikane. Dette argument er et led i den i stævningen og replikken fremførte argumentation om udeladelsen af OLAF’s retlige vurdering af de faktiske omstændigheder, som efter hans opfattelse ikke var begrundet og forhindrede ham i at udøve sin ret til forsvar.

158    Retten konstaterer i lighed med EØSU, at den retlige ramme bl.a. er angivet i det notat om de omhandlede forhold, der blev videregivet til sagsøgeren den 4. december 2019.

159    Hvad angår den omstændighed, at OLAF’s retlige vurdering af de faktiske omstændigheder blev udeladt i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport, må det konstateres, at dette er uden betydning for den anfægtede afgørelses lovlighed.

160    Det skal nemlig fremhæves, at formålet med den procedure, som EØSU iværksatte mod sagsøgeren, var at fastslå, om de handlinger og den adfærd, som han blev foreholdt, og som OLAF påpegede i forlængelse af sin undersøgelse, begrundede, at der blev truffet en foranstaltning i henhold til artikel 8, stk. 3, første afsnit, i adfærdskodeksen af 2019. En sådan undersøgelse henhører i overensstemmelse med artikel 11, stk. 4, i forordning nr. 883/2013 alene under EØSU’s kompetence og afhænger derfor ikke af OLAF’s retlige vurdering af de faktiske omstændigheder. EØSU skulle således foretage sin egen retlige vurdering af de faktiske omstændigheder, der blev fastlagt i forbindelse med undersøgelsen, for at vurdere, om det var hensigtsmæssigt at træffe en foranstaltning mod sagsøgeren.

161    Den manglende meddelelse af OLAF’s retlige vurdering af de faktiske omstændigheder kan som følge heraf ikke godtgøre, at sagsøgerens ret til forsvar blev tilsidesat.

162    For det niende har sagsøgeren endelig uden at fremsætte en ulovlighedsindsigelse mod procesreglementets artikel 103 anført, at eftersom den fortrolige udgave af bilagene til OLAF’s rapport på grund af de fortrolighedserklæringer, som hans advokater havde underskrevet, ikke kunne videregives til ham, har disse advokater fremsat ganske få bemærkninger, der i hvert fald ikke kan erstatte de bemærkninger, som han kunne have fremsat, hvis han selv havde fået aktindsigt i de nævnte bilag.

163    Det skal herved bemærkes, at procesreglementets artikel 103, stk. 3, for at sikre, at kontradiktionsprincippet overholdes, udtrykkeligt bestemmer, at Retten – hvilket den har gjort i det foreliggende tilfælde – kan beslutte at videregive visse oplysninger eller dokumenter, som er relevante for sagens udfald og er af fortrolig karakter, til en hovedpart ved at betinge udleveringen heraf af, at der gives tilsagn om iagttagelsen af konkrete forpligtelser. Det fremgår i øvrigt af punkt 191 i de praktiske gennemførelsesbestemmelser til procesreglementet, at et sådant tilsagn kan bestå i, at en parts repræsentanter forpligter sig til ikke at videregive disse oplysninger eller dokumenter til deres fuldmagtsgiver eller en tredjeperson.

164    Ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse af 7. april 2021 anmodede Retten således sagsøgerens advokater om i den fortrolige udgave af bilagene til OLAF’s rapport at pege præcist på eventuelle forhold, hvis væsentligste indhold efter deres opfattelse ikke var gengivet i det resumé af de faktiske omstændigheder og indsamlede beviser, der var indeholdt i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport.

165    Det følger imidlertid af det ovenstående, at sagsøgerens advokater ikke pegede på noget forhold i den fortrolige udgave af bilagene til OLAF’s rapport, hvis væsentligste indhold ikke allerede var gengivet i den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport. Denne fremgangsmåde kunne anvendes uden at videregive den fortrolige udgave af bilagene til OLAF’s rapport til sagsøgeren. Da der ikke blev peget på sådanne forhold, er det under alle omstændigheder ikke nødvendigt at undersøge de yderligere bemærkninger, som kunne have påvirket den administrative procedures udfald, og som sagsøgeren selv kunne have fremsat under denne procedure, hvis han havde haft kendskab til disse dokumenter.

166    Det skal derfor, henset til det ovenfor anførte, konkluderes, at EØSU til trods for den manglende meddelelse af bilagene til OLAF’s rapport videregav det væsentligste indhold af de indhentede vidneudsagn til sagsøgeren i form af et resumé som omhandlet i præmis 66 i dom af 25. juni 2020, HF mod Parlamentet (C-570/18 P, EU:C:2020:490).

–       Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren fik en tilstrækkelig frist til at fremsætte sine bemærkninger til den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport

167    Selv om sagsøgeren først modtog den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport den 4. marts 2020, kl. 12.40, dvs. kun to dage før, han skulle høres af det rådgivende udvalg, hvilket skete den 6. marts 2020, kl. 15.00, skal det imidlertid i denne forbindelse for det første bemærkes, at sagsøgeren på dette tidspunkt allerede havde et ret præcist kendskab til de forhold, som han blev foreholdt.

168    Efter at sagsøgeren havde svaret på OLAF’s spørgsmål under en høring, hvor identiteten af visse personer, der angiveligt var blevet udsat for hans adfærd, var blevet afsløret, modtog han nemlig den 4. december 2019 et notat om de pågældende forhold, som i korte træk beskrev den adfærd over for A, B og C og generelt over for medarbejderne i sekretariatet for gruppe I, som han blev foreholdt i forbindelse med konkrete hændelser. Sagsøgeren fik ligeledes mulighed for at fremkomme med bemærkninger til dette notat inden for en frist på ti arbejdsdage.

169    Den omstændighed, at dette notat, som sagsøgeren nævnte i retsmødet, ikke indeholdt nogen beskyldning om hans adfærd over for D, der tidligere var medlem af EØSU, er ikke relevant i det foreliggende tilfælde. Ved skrivelse af 18. oktober 2019 blev sagsøgeren nemlig underrettet om, at undersøgelsen mod ham vedrørte beskyldninger om hans adfærd over for bl.a. medlemmer af EØSU, og da han blev hørt af OLAF, blev han bedt om at tage stilling til beskyldningerne om hans adfærd over for D. Det følger desuden af det ovenstående, at den omtvistede foranstaltning sigter mod at beskytte medarbejderne i sekretariatet for gruppe I og at sikre, at denne tjenestegren fungerer tilfredsstillende. Selv om det antages, at sagsøgeren faktisk ikke forud for vedtagelsen af OLAF’s rapport fik mulighed for at fremkomme med bemærkninger vedrørende den adfærd, som han blev foreholdt over for et tidligere medlem af EØSU, der således ikke er medarbejder i sekretariatet for gruppe I, kan dette som følge heraf ikke godtgøre, at det var i strid med hans ret til forsvar at træffe den omtvistede foranstaltning. Det skal endelig under alle omstændigheder og af følgende grunde fastslås, at sagsøgeren, inden den anfægtede afgørelse blev vedtaget, fik en tilstrækkelig frist til at fremkomme med eventuelle bemærkninger til alle de handlinger, som han blev foreholdt i OLAF’s rapport.

170    Det skal nemlig for det andet bemærkes, at det rådgivende udvalg først fremsendte sine henstillinger til EØSU’s formand den 28. april 2020, og at den anfægtede afgørelse først blev vedtaget den 9. juni 2020, dvs. mere end tre måneder efter, at den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport var blevet videregivet til sagsøgeren.

171    Selv om det i denne forbindelse ikke fremgår af sagsakterne, at det rådgivende udvalg udtrykkeligt havde anmodet sagsøgeren om at fremsætte skriftlige bemærkninger for at supplere de udtalelser, som han kom med under den første høring den 6. marts 2020, efter at den anden høring, der var planlagt til den 17. marts 2020, var blevet aflyst, var der ikke desto mindre intet, der forhindrede sagsøgeren i at underrette det nævnte udvalg skriftligt om enhver omstændighed, som han anså for at være relevant for sit forsvar.

172    For det tredje opfordrede EØSU’s formand den 12. maj 2020 sagsøgeren til at fremkomme med eventuelle bemærkninger til det rådgivende udvalgs henstillinger. Han fremsatte skriftlige bemærkninger til disse henstillinger den 2. juni 2020.

173    Sagsøgerens skriftlige bemærkninger af 2. juni 2020 til de nævnte henstillinger indeholdt – selv om de blev sendt næsten tre måneder efter den 4. marts 2020, hvor den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport blev meddelt – intet argument om indholdet af denne rapport og navnlig om de angivelige forhold, som han blev foreholdt.

174    Det følger heraf, at sagsøgeren i perioden fra den 4. marts 2020, hvor han modtog den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport, til den 9. juni 2020, hvor den anfægtede afgørelse blev vedtaget, ved to lejligheder blev hørt om indholdet af denne rapport, og at han i denne periode havde haft en tilstrækkelig frist til at sætte sig godt ind i den nævnte rapport, fremkomme med bemærkninger hertil og forberede sit forsvar.

175    Klagepunktet om en angivelig tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet er endelig ikke underbygget af noget argument, da sagsøgeren blot generelt og abstrakt har gjort gældende, at »den anfægtede afgørelses indhold ikke er passende og nødvendigt«, uden at fremføre argumenter, som gør det muligt for Retten at bedømme, om dette er korrekt. Dette klagepunkt skal som følge heraf forkastes.

176    Det skal, henset til det ovenfor anførte, konkluderes, at det ikke var i strid med sagsøgerens ret til forsvar at træffe den omtvistede foranstaltning.

177    Det første anbringende skal som følge heraf forkastes.

 Det andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning og princippet om upartiskhed

178    Sagsøgeren har foreholdt EØSU, at det i den anfægtede afgørelse konstaterede, at han havde tilsidesat bestemmelserne i chartret, EØSU’s forretningsorden og adfærdskodeksen af 2019.

179    Efter sagsøgerens opfattelse fordrer princippet om uskyldsformodning, der bl.a. er fastsat i chartrets artikel 48, at medlemmerne af EØSU’s præsidium ikke tager udgangspunkt i en forudfattet mening om, at han har begået de handlinger, som han foreholdes af OLAF. EØSU foretog imidlertid ikke sin egen undersøgelse, efter at OLAF’s undersøgelse var afsluttet, hvilket betød, at det ikke undersøgte omstændighederne i forbindelse med de hævdede overtrædelser og ikke drog sine egne konklusioner om sagsøgerens adfærd.

180    Det rådgivende udvalg tilsidesatte også dette princip. Dette organ overskred nemlig sin beføjelse til at afgive udtalelser, da det i sine henstillinger til EØSU’s formand erklærede, at sagsøgeren havde gjort sig skyldig i chikane, uden at have hørt ham.

181    Princippet om upartiskhed blev i øvrigt tilsidesat, for så vidt som de to medlemmer, der repræsenterede gruppe I i det rådgivende udvalg, ikke deltog i forhandlingerne vedrørende sagsøgeren. Det rådgivende udvalg optrådte ikke upartisk, da det undlod at erstatte disse medlemmer, hvilket påvirkede indholdet af de udstedte henstillinger og af den anfægtede afgørelse, for så vidt som EØSU’s præsidium nøjedes med at bekræfte disse henstillinger.

182    EØSU’s formand tilsidesatte endelig objektivt set pligten til at være upartisk ved at instruere EØSU’s tjenestegrene om ikke at foretage en undersøgelse af de samme faktiske omstændigheder, hvilket er ensbetydende med en konstatering af sagsøgerens skyld.

183    EØSU har bestridt denne argumentation.

–       Det første klagepunkt om tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning

184    Det bemærkes indledningsvis, at princippet om uskyldsformodning, der er fastsat i artikel 6, stk. 2, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og i chartrets artikel 48, stk. 1, udgør en grundlæggende rettighed, der tillægger private rettigheder, som Unionens retsinstanser skal påse overholdelsen af (dom af 4.10.2006, Tillack mod Kommissionen, T-193/04, EU:T:2006:292, præmis 121). Ifølge disse bestemmelser kræver overholdelsen af princippet om uskyldsformodning, at enhver, der anklages for en lovovertrædelse, anses for uskyldig, indtil hans eller hendes skyld er bevist i overensstemmelse med loven (dom af 3.7.2019, PT mod EIB, T-573/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:481, præmis 360).

185    Det følger imidlertid af det ovenstående, at den omtvistede foranstaltning ikke har til formål at foreholde sagsøgeren, at han har tilsidesat reglerne i adfærdskodeksen, og at der ikke er tale om en sanktion. Vedtagelsen af denne foranstaltning berører i øvrigt ikke sagsøgerens eventuelle skyld, henset til bestemmelserne i national ret. Det første klagepunkt i forbindelse med det andet anbringende skal som følge heraf forkastes som irrelevant (jf. i denne retning dom af 14.4.2021, RQ mod Kommissionen, T-29/17 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:188, præmis 114 og den deri nævnte retspraksis).

186    Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at den omtvistede foranstaltning blev truffet i forlængelse af to særskilte procedurer, nemlig OLAF’s undersøgelse, der skulle fastlægge de faktiske omstændigheder, efterfulgt af EØSU’s vurdering af, hvilke foranstaltninger der eventuelt skulle træffes, henset til de faktiske omstændigheder, der blev fastlagt i forbindelse med undersøgelsen. I forbindelse med denne interne procedure i EØSU følger det af det ovenstående, at sagsøgeren fik kendskab til undersøgelsens resultater, inden præsidiet vedtog den anfægtede afgørelse, og at hans ret til forsvar blev overholdt.

187    I modsætning til det af sagsøgeren anførte indebar retten til uskyldsformodning på ingen måde, at EØSU var forpligtet til at foretage en ny undersøgelse efter at have modtaget den endelige rapport. Selv om EØSU i overensstemmelse med artikel 11, stk. 4, i forordning nr. 883/2013 var forpligtet til at følge den endelige rapport op med de skridt, som resultaterne måtte kræve, kunne dette organ tværtimod frit afgøre, hvilke foranstaltninger der skulle træffes som reaktion på OLAF’s henstillinger (jf. i denne retning kendelse af 25.10.2018, UI mod Kommissionen, T-370/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:770, præmis 13; jf. i denne retning og analogt ligeledes dom af 6.4.2006, Camós Grau mod Kommissionen, T-309/03, EU:T:2006:110, præmis 51).

188    Sagsøgeren har desuden intet fremført, der kan godtgøre, at EØSU allerede ved procedurens begyndelse havde besluttet at vedtage den anfægtede afgørelse, uanset hvilke forklaringer sagsøgeren kom med (jf. i denne retning dom af 9.7.2002, Zavvos mod Kommissionen, T-21/01, EU:T:2002:177, præmis 341). Efter at have hørt sagsøgeren valgte EØSU’s præsidium i øvrigt at afvige fra udtalelsen fra det rådgivende udvalg, som anbefalede, at der blev iværksat strengere sanktioner end dem, der er angivet i artikel 8, stk. 3, andet afsnit, i adfærdskodeksen af 2019, ved ikke at pålægge sagsøgeren nogen sanktion.

189    Klagepunktet om tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning skal derfor under alle omstændigheder forkastes som ugrundet.

–       Det andet klagepunkt om tilsidesættelse af princippet om upartiskhed

190    Selv om princippet om uskyldsformodning ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, skulle EØSU ikke desto mindre overholde Unionens grundlæggende rettigheder under den administrative procedure, heriblandt retten til en god forvaltning, som er knæsat i chartrets artikel 41 (jf. i denne retning dom af 11.7.2013, Ziegler mod Kommissionen, C-439/11 P, EU:C:2013:513, præmis 154).

191    Det fremgår således af chartrets artikel 41, stk. 1, at enhver bl.a. har ret til at få sin sag behandlet uvildigt af Unionens institutioner. Dette krav om upartiskhed dækker dels den subjektive upartiskhed, hvilket vil sige, at ingen af den omhandlede institutions medlemmer med ansvar for sagen må give udtryk for partiskhed eller en personlig forudfattet mening, dels den objektive upartiskhed, hvilket vil sige, at institutionen skal sikre en tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl herom kan udelukkes (jf. i denne retning dom af 11.7.2013, Ziegler mod Kommissionen, C-439/11 P, EU:C:2013:513, præmis 155 og den deri nævnte retspraksis).

192    Hvad i det foreliggende tilfælde angår den hævdede manglende objektive upartiskhed har sagsøgeren blot anført, at EØSU’s formand burde have krævet, at der blev indledt en ny undersøgelse, før hans skyld blev fastslået.

193    En sådan argumentation kan imidlertid ikke tiltrædes, eftersom EØSU på ingen måde var forpligtet til at foretage en ny undersøgelse, før det vedtog den anfægtede afgørelse.

194    Retten til en god forvaltning indebar nemlig ikke, at EØSU skulle foretage en sådan undersøgelse, der ville have haft den samme genstand som OLAF’s tidligere undersøgelse. EØSU skulle udelukkende foretage en grundig gennemgang af resultaterne af OLAF’s undersøgelse, som var beskrevet i dets rapport, og gøre det muligt for sagsøgeren at tage til genmæle over for indholdet af den nævnte rapport og de eventuelle konsekvenser for ham, hvilket faktisk skete.

195    EØSU’s formands udtalelser, som sagsøgeren har henvist til, er desuden ikke præget af manglende subjektiv eller objektiv upartiskhed, eftersom formanden blot anførte, at EØSU i overensstemmelse med artikel 11, stk. 4, i forordning nr. 883/2013 skulle efterkomme OLAF’s henstillinger og underrette OLAF om, hvilke foranstaltninger der var truffet.

196    Med hensyn til den hævdede manglende subjektive upartiskhed har sagsøgeren blot anført, at det rådgivende udvalg ikke handlede upartisk, eftersom det afgav henstillinger, selv om de to medlemmer af gruppe I, dvs. E og F, ikke var til stede. Sagsøgeren har imidlertid ikke forklaret, hvorfor dette skulle være udtryk for partiskhed eller en personlig forudfattet mening som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 191 ovenfor.

197    Det er under alle omstændigheder tilstrækkeligt at konstatere, at E netop veg sit sæde for at undgå, at der opstod tvivl om det rådgivende udvalgs upartiskhed, og at dette blev besluttet, fordi der forelå en interessekonflikt i forhold til E. Med hensyn til F var det i øvrigt ikke det rådgivende udvalg, der var skyld i hendes fravær, eftersom hun på eget initiativ havde valgt ikke at deltage i det rådgivende udvalgs forhandlinger om sagsøgeren. Sagsøgeren har under alle omstændigheder ikke forklaret, hvorfor disse to medlemmers manglende tilstedeværelse kunne skabe rimelig tvivl om det rådgivende udvalgs upartiskhed, så meget desto mere som det ikke fremgår af bestemmelserne i adfærdskodeksen af 2019, at det rådgivende udvalgs mulighed for at afgive henstillinger er underlagt et krav om kvorum.

198    Sagsøgerens andet klagepunkt om tilsidesættelse af princippet om upartiskhed skal derfor forkastes som ugrundet, og det andet anbringende skal som følge heraf forkastes i sin helhed.

 Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 883/2013, fortroligheden af disciplinærsager og retslige oplysninger og artikel 4, stk. 1, i forordning 2018/1725

199    Sagsøgeren har anført, at OLAF’s medarbejdere tilsidesatte artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 883/2013 ved at meddele Parlamentets Budgetkontroludvalg, at han var skyldig i chikane, hvilket medførte, at medlemmerne af dette udvalg antog, at hans skyld var fastslået, før det rådgivende udvalg og EØSU’s præsidium havde taget stilling til dette spørgsmål.

200    Parlamentet tilsidesatte ligeledes »fortrolighedsprincippet« ved at fremlægge oplysninger, hvoraf det fremgik, at sagsøgeren var skyldig i de hævdede forhold. Dette resulterede i en overtrædelse af tavshedspligten i forbindelse med disciplinærsager og retslige oplysninger, der var så meget desto mere alvorlig, som OLAF samtidig havde erkendt, at sagsøgerens adfærd ikke havde haft finansielle konsekvenser for Unionens budget.

201    EØSU’s formand tilsidesatte endelig ligeledes »fortrolighedsprincippet« ved at videregive den endelige rapports indhold på mødet i EØSU’s præsidium den 21. januar 2020. Efter sagsøgerens opfattelse burde EØSU i øvrigt have anmodet Parlamentet om at udelade hans personoplysninger i de forskellige dokumenter vedrørende dets budget og de forhold, som han blev foreholdt.

202    EØSU har bestridt denne argumentation.

203    Det bemærkes, at Unionens retsinstanser kan afvise et anbringende eller et klagepunkt som værende irrelevant, når de konstaterer, at det ikke, såfremt det findes velbegrundet, kan medføre den påståede annullation (jf. dom af 19.11.2009, Michail mod Kommissionen, T-50/08 P, EU:T:2009:457, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

204    I denne henseende skal Retten blot i lighed med EØSU konstatere, at Parlamentet og OLAF ikke er parter i den foreliggende sag, og at argumenterne om Parlamentets handlinger og OLAF’s udtalelser over for Parlamentets Budgetkontroludvalg derfor er uden betydning for den anfægtede afgørelses lovlighed, eftersom de ikke kan tilskrives EØSU, der er ophavsmand til den anfægtede afgørelse.

205    Argumenterne om OLAF’s og Parlamentets angivelige tilsidesættelse af artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 883/2013 og af artikel 4, stk. 1, i forordning 2018/1725 skal som følge heraf forkastes som irrelevante.

206    Hvad angår argumentet om, at EØSU’s formand på mødet den 21. januar 2020 afslørede indholdet af OLAF’s rapport over for præsidiets medlemmer, som først blev fremført i replikken, skal det forkastes som ugrundet, uanset om det kan antages til realitetsbehandling i medfør af procesreglementets artikel 84, stk. 1.

207    Selv om sagsøgeren var til stede på dette møde, har han nemlig intet fremført, der kan afkræfte EØSU’s forklaring om, at formanden blot underrettede medlemmerne af præsidiet om eksistensen af OLAF’s rapport og de medfølgende henstillinger med det ene formål at træffe foranstaltninger til at forelægge dem for det rådgivende udvalg.

208    Det fremgår i øvrigt af sagsakterne, at de øvrige medlemmer af præsidiet faktisk først blev bekendt med indholdet af den ikke-fortrolige udgave af OLAF’s rapport den 3. juni 2020, hvor det rådgivende udvalg sendte sine henstillinger til EØSU’s formand, efter at sagsøgeren havde fået mulighed for at fremkomme med bemærkninger til indholdet af denne rapport og til disse henstillinger.

209    Henset til det ovenfor anførte skal det fjerde anbringende forkastes som delvist irrelevant og delvist ugrundet.

 Erstatningspåstanden

210    Sagsøgeren har i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF nedlagt påstand om, at det pålægges EØSU at tildele ham et beløb på 250 000 EUR i erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som han hævder at have lidt.

211    Sagsøgerens ikke-økonomiske skade skyldes den omstændighed, at han er blevet udstødt af sit faglige miljø. I denne forbindelse var OLAF’s direktørs fremmøde i Parlamentets Budgetkontroludvalg den 3. februar 2020 til uoprettelig skade for hans ære og omdømme, idet direktøren underrettede medlemmerne af dette udvalg om indholdet af den endelige rapport uden at høre sagsøgeren, og uden at det blev godtgjort, at EØSU’s beskyldninger mod ham havde haft finansielle konsekvenser for Unionen.

212    Herudover skadede EØSU ligeledes sagsøgerens ære og omdømme ved at indlede en disciplinærsag mod ham uden at angive den konkrete lovgivningsmæssige ramme og ved i den anfægtede afgørelse at henvise til Parlamentets afgørelse af 13. maj 2020 om decharge for gennemførelsen af Unionens almindelige budget for regnskabsåret 2018 og til Parlamentets beslutning af 14. maj 2020.

213    Sagsøgerens manglende adgang til at udtale sig om de forhold, der vedrørte ham, skabte en følelse af frustration, ængstelse og uretfærdighed hos ham, som fik alvorlige følger for hans helbred og privatliv, og som var et direkte resultat af OLAF’s adfærd.

214    Sagsøgeren har af disse grunde krævet en erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han foreløbigt og efter ret og billighed har anslået til et beløb på 200 000 EUR, hvilket står i rimeligt forhold til de fejl, som EØSU, Parlamentet og OLAF har begået. I replikken har sagsøgeren imidlertid angivet, at han overlader det til Retten at vurdere, hvor stor en erstatning han bør tilkendes for den ikke-økonomiske skade.

215    Sagsøgerens økonomiske skade består i de omkostninger, som han har afholdt i forbindelse med sit forsvar siden januar 2020, og som han har anslået til 50 000 EUR. Hvis sagsøgte frifindes, vil det desuden være urimeligt, at sagsøgeren pålægges at dække det salær til en ekstern advokat, som EØSU har betalt.

216    EØSU har bestridt denne argumentation.

217    Det fremgår i denne henseende af fast retspraksis, at Unionens ansvar uden for kontraktforhold forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retlig regel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder, at der foreligger et reelt tab, og at der er en årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af den forpligtelse, der påhviler den, som har udstedt retsakten, og de skadelidtes tab (jf. dom af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18 P, EU:C:2019:694, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis; jf. i denne retning ligeledes dom af 19.4.2012, Artegodan mod Kommissionen, C-221/10 P, EU:C:2012:216, præmis 80).

218    Når en af disse tre betingelser ikke er opfyldt, skal der desuden ske frifindelse i det hele, uden at det er nødvendigt at undersøge, om de øvrige betingelser for at ifalde dette ansvar er opfyldt (jf. dom af 29.4.2020, Tilly-Sabco mod Rådet og Kommissionen, T-707/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:160, præmis 114 og den deri nævnte retspraksis).

219    Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at de skader, som sagsøgeren angiveligt har lidt, efter hans opfattelse bl.a. skyldes den ulovlige adfærd, som OLAF udviste over for Parlamentets Budgetkontroludvalg.

220    I stævningen angav sagsøgeren imidlertid EØSU som den eneste sagsøgte.

221    I det foreliggende søgsmål kan sagsøgeren derfor kun nedlægge påstand om, at det pålægges EØSU at betale erstatning for de skader, som han angiveligt har lidt på grund af dette organs ulovlige adfærd. Hvis sagsøgeren ønsker erstatning for en skade, der er forvoldt af en anden institution, skal vedkommende anlægge sag med påstand om erstatning mod den institution, som det ansvarspådragende forhold lægges til last (jf. i denne retning kendelse af 2.2.2015, Gascogne Sack Deutschland og Gascogne mod Den Europæiske Union, T-577/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:80, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

222    For så vidt angår EØSU’s handlinger henvises til den retspraksis, hvorefter en påstand om erstatning for økonomisk eller ikke-økonomisk skade skal forkastes, hvis den har nær forbindelse med annullationspåstanden, og denne er blevet afvist eller forkastet (jf. dom af 19.12.2019, ZQ mod Kommissionen, T-647/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:884, præmis 202 og den deri nævnte retspraksis).

223    Det følger imidlertid af det ovenstående, at den anfægtede afgørelse ikke er behæftet med en ulovlighed, og at sagsøgerens ret til forsvar blev overholdt i forbindelse med proceduren for dens udarbejdelse. Sagsøgeren har under alle omstændigheder ikke forklaret, hvorfor den omstændighed, at der i den anfægtede afgørelse henvises til Parlamentets afgørelse af 13. maj 2020 om decharge for gennemførelsen af Unionens almindelige budget for regnskabsåret 2018 og til Parlamentets beslutning af 14. maj 2020, i sig selv skulle udgøre en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse fra EØSU’s side af en EU-retlig regel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

224    Når den første betingelse for, at Unionen kan ifalde ansvar, ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde, skal erstatningspåstanden som følge heraf forkastes, uden at det er nødvendigt at undersøge, om de øvrige betingelser for at ifalde dette ansvar er opfyldt.

225    EØSU skal på dette grundlag frifindes i det hele.

 Sagsomkostninger

226    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges ham at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagerne om foreløbige forholdsregler, i overensstemmelse med EØSU’s påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):

1)      Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg frifindes.

2)      KN betaler sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagerne om foreløbige forholdsregler.

Svenningsen

Mac Eochaidh

Pynnä

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 1. september 2021.

Underskrifter


*      Processprog: fransk.