Domstolens dom (Anden Afdeling) af 4. oktober 2018 – Nigyar Rauf Kaza Ahmedbekova og Rauf Emin Ogla Ahmedbekov mod Zamestnik-predsedatel na Darzhavna agentsia za bezhantsite (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Administrativen sad Sofia-grad – Bulgarien)

(Sag C-652/16) 1

(Præjudiciel forelæggelse – fælles politik for asyl og subsidiær beskyttelse – standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse – direktiv 2011/95/EU – artikel 3, 4, 10 og 23 – ansøgninger om international beskyttelse indgivet særskilt af medlemmerne af samme familie – individuel bedømmelse – hensyntagen til trusler mod et medlem af familien ved den individuelle vurdering af et andet familiemedlems ansøgning – gunstigere standarder, som kan opretholdes eller indføres af medlemsstaterne for at udvide asylet eller den subsidiære beskyttelse til medlemmerne af familien til personen med international beskyttelse – bedømmelse af årsagerne til forfølgelse – aserbajdsjansk statsborgers deltagelse i et sagsanlæg mod sit hjemland ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – fælles procedurestandarder – direktiv 2013/32/EU – artikel 46 – retten til effektive retsmidler – fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse – årsagerne til forfølgelse eller faktiske forhold fortiet for den besluttende myndighed, men påberåbt i forbindelse med sagen anlagt til prøvelse af denne myndigheds afgørelse)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Administrativen sad Sofia-grad

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Nigyar Rauf Kaza Ahmedbekova og Rauf Emin Ogla Ahmedbekov

Sagsøgt: Zamestnik-predsedatel na Darzhavna agentsia za bezhantsite

Konklusion

Artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse skal fortolkes således, at der skal tages hensyn til trusler om forfølgelse og alvorlig overlast mod et medlem af ansøgerens familie i forbindelse med den individuelle vurdering af en ansøgning om international beskyttelse for at afgøre, om ansøgeren selv er udsat for sådanne trusler på grund af sin familiemæssige tilknytning til nævnte truede person.

Direktiv 2011/95 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at ansøgninger om international beskyttelse, som er blevet indgivet særskilt af medlemmerne af samme familie, underkastes foranstaltninger til håndtering af enhver eventuel samhørighed, men er til hinder for, at disse ansøgninger behandles under ét. De er ligeledes til hinder for, at vurderingen af en af disse ansøgninger udsættes, indtil behandlingen af en anden af disse ansøgninger er afsluttet.

Artikel 3 i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at såfremt et medlem af en familie tildeles international beskyttelse, giver bestemmelsen en medlemsstat mulighed for at udvide denne beskyttelse til andre medlemmer af familien, forudsat at disse ikke er omfattet af en udelukkelsesgrund i samme direktivs artikel 12, og at deres situation har forbindelse med rationalet bag international beskyttelse på grund af behovet for at opretholde familiens enhed.

Afvisningsgrunden i artikel 33, stk. 2, litra e), i direktiv 2013/32 omfatter ikke en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvori en voksen person på egne vegne og på vegne af sit mindreårige barn indgiver en ansøgning om international beskyttelse, som bl.a. er støttet på en familiemæssig tilknytning til en anden person, som særskilt har indgivet en ansøgning om international beskyttelse.

Ansøgeren om international beskyttelses deltagelse i et sagsanlæg ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mod sit hjemland kan i princippet ikke i forbindelse med vurderingen af grundene til forfølgelse i artikel 10 i direktiv 2011/95 anses for at godtgøre, at denne ansøger tilhører en »social gruppe« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), men sagsanlægget skal anses for at være en forfølgelsesgrund som »politisk anskuelse« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra e), såfremt der er velbegrundet frygt for, at det nævnte land opfatter deltagelsen i dette sagsanlæg som politisk systemkritik, over for hvilken styret kunne overveje at udøve repressalier.

Artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, sammenholdt med henvisningen til retsforhandlingerne i direktivets artikel 40, stk. 1, skal fortolkes således, at den retsinstans, der skal prøve en afgørelse om afslag på international beskyttelse, i princippet er forpligtet til at prøve grundene for tildeling af international beskyttelse eller de faktiske omstændigheder, som for første gang gøres gældende under retsforhandlingerne, selv om de vedrører hændelser eller trusler, som angiveligt har fundet sted inden vedtagelsen af nævnte afgørelse om afslag eller endda inden indgivelsen af ansøgningen om international beskyttelse, som »yderligere forklaringer« og efter at have anmodet den besluttende myndighed om en vurdering af disse forklaringer. Denne retsinstans er derimod ikke forpligtet hertil, såfremt den konstaterer, at disse grunde eller forhold er blevet påberåbt på et sent stadium i retsforhandlingerne eller ikke er fremstillet tilstrækkeligt konkret til, at de kan behandles behørigt, eller, når der er tale om faktiske omstændigheder, såfremt den konstaterer, at disse omstændigheder er ubetydelige eller ikke adskiller sig tilstrækkeligt fra de omstændigheder, som den besluttende myndighed har kunnet tage hensyn til.

____________

1 EUT C 86 af 20.3.2017.