Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sofiyski rayonen sad (Bulgarien) den 15. marts 2021 – Profi Credit Bulgaria EOOD mod T.I.T.

(Sag C-170/21)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Sofiyski rayonen sad

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Profi Credit Bulgaria EOOD

Sagsøgt: T.I.T.

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF 1 fortolkes således, at retten i sager om udstedelse af et betalingspåkrav, hvori skyldneren ikke deltager, er forpligtet til ex officio at undersøge, om et kontraktvilkår er urimeligt, og til at undlade at anvende dette, såfremt der er mistanke om, at det er urimeligt?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er den nationale ret forpligtet til helt at afvise at afsige en kendelse, hvorved der udstedes et betalingspåkrav, hvis en del af kravet er baseret på et urimeligt kontraktvilkår, som har betydning for omfanget af det krav, der gøres gældende?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende og det andet spørgsmål besvares benægtende: Er den nationale ret forpligtet til at afvise at afsige en kendelse, hvorved der udstedes et betalingspåkrav, for så vidt angår den del af kravet, der er baseret på det urimelige kontraktvilkår?

Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende: Er retten forpligtet til – og i så fald under hvilke betingelser – ex officio at tage hensyn til et kontraktvilkårs urimelighed, hvis der foreligger oplysninger om en betaling i henhold til dette vilkår, herunder at modregne denne betaling i andre udestående skyldige beløb i henhold til aftalen?

Såfremt det fjerde spørgsmål besvares bekræftende: Er den nationale ret bundet af en højere instans påbud, som i henhold til national ret er bindende for den instans, hvis afgørelse prøves, hvis disse påbud ikke tager hensyn til konsekvenserne af et kontraktvilkårs urimelighed?

____________

1     Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).