Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 10. november 2022 – Taxi Horn Tours BV mod gemeente Weert, gemeente Nederweert og Touringcars VOF (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Gerechtshof 's-Hertogenbosch - Pays-Bas – Nederlandene)

(Sag C-631/21) 1

(Præjudiciel forelæggelse – fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter – direktiv 2014/24/EU – tildeling af kontrakter – artikel 2, stk. 1, nr. 10) – begrebet »økonomisk aktør« – interessentskab uden status som juridisk person omfattet – artikel 19, stk. 2, og artikel 63 – fælles virksomhed eller udnyttelse af kapaciteten hos de samarbejdende personers andre enheder – artikel 59, stk. 1 – forpligtelse til at fremlægge et eller flere fælles europæiske udbudsdokumenter (ESPD) – formålet med ESPD)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Gerechtshof 's-Hertogenbosch

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Taxi Horn Tours BV

Sagsøgte: gemeente Weert, gemeente Nederweert og Touringcars VOF

Konklusion

Artikel 59, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF, sammenholdt med artikel 2, stk. 1, nr. 10), og artikel 63 i dette direktiv samt med bilag 1 til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/7 af 5. januar 2016 om en standardformular for det fælles europæiske udbudsdokument (ESPD),

skal fortolkes således, at:

En fælles virksomhed, der, uden at være en juridisk person, har form af et selskab, der er reguleret ved en medlemsstats nationale lovgivning og er opført i dennes handelsregister, og som kan anses for at være stiftet både midlertidigt og permanent, og hvori selskabsdeltagerne er aktive på det samme marked som den fælles virksomhed og hæfter solidarisk for opfyldelsen af de forpligtelser, som den har indgået, skal indgive sit eget ESPD, når den agter at deltage alene i en procedure for indgåelse af en offentlig kontrakt eller afgive et bud, hvis den påviser, at den kan udføre den pågældende kontrakt ved kun at anvende sine egne ansatte og materielle ressourcer. Hvis denne fælles virksomhed med henblik på udførelsen af en offentlig kontrakt derimod vurderer, at den skal basere sig på visse selskabsdeltageres midler, skal den anses for at basere sig på andre enheders kapacitet som omhandlet i artikel 63 i direktiv 2014/24 og således ikke alene indgive sit eget ESPD, men også et for hver selskabsdeltager, hvis kapacitet den agter at basere sig på.

____________

1 EUT C 24 af 17.1.2022.