(Sag T-161/18)
Anthony Braesch m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Tredje Udvidede Afdeling) af 24. februar 2021
»Annullationssøgsmål – statsstøtte – støtte til forebyggende omstrukturering af Banca Monte dei Paschi di Siena – indledende undersøgelsesfase – afgørelse, hvorved støtten erklæres forenelig med det indre marked – formalitetsindsigelse – status af interesseret part – søgsmålsinteresse – søgsmålskompetence – formaliteten«
1. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – administrativ procedure – interesseret part som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF – begreb – indehavere af obligationer, der påberåber sig et betydeligt økonomisk tab, der følger af en støtteforanstaltning – omfattet – betingelse
[Art. 108, stk. 2, TEUF; Rådets forordning 2015/1589, art. 1, litra h)]
(jf. præmis 35-41)
2. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – søgsmålsinteresse – nødvendigheden af en eksisterende og faktisk interesse – vurdering på tidspunktet for sagens anlæg – søgsmål, der kan tilføre sagsøgeren en fordel – bevisbyrde
[Art. 107, stk. 3, litra b), TEUF, art. 108, stk. 2, TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF; Rådets forordning 2015/1589, art. 1, litra h)]
(jf. præmis 45, 46 og 51)
3. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – søgsmålsinteresse – annullation af den anfægtede retsakt, som kan skabe en fordel for sagsøgeren som led i et søgsmål anlagt for de nationale retsinstanser – formaliteten – unionens retsinstansers mulighed for at vurdere sandsynligheden for, at et søgsmål, der er anlagt for de nationale domstole, er velbegrundet – udelukket
(Art. 263, stk. 4, TEUF)
(jf. præmis 47, 48, 52 og 53)
4. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – Kommissionens afgørelse, hvorved en statslig foranstaltning erklæres forenelig med det indre marked, uden at der indledes en formel undersøgelsesprocedure – søgsmål anlagt af de interesserede parter som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF – søgsmål med henblik på at beskytte de interesserede parters processuelle rettigheder – formaliteten – anbringender, som kan påberåbes
[Art. 108, stk. 2 og 3, TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014; Rådets forordning 2015/1589, art. 1, litra h), art. 4, stk. 3 og 4, og art. 6, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59]
(jf. præmis 59-64)
Resumé
I 2008 foretog Banca Monte dei Paschi di Siena (herefter »BMPS«) en kapitalforhøjelse på 950 mio. EUR, som blev fuldt ud tegnet af J.P. Morgan Securities Ltd (herefter »JPM«) i henhold til aftaler indgået mellem parterne (herefter »FRESH-kontrakterne«). JPM erhvervede de nødvendige midler til at finansiere denne transaktion hos Mitsubishi UFJ Investor Services & Banking (Luxembourg) SA (herefter »MUFJ«), som med henblik herpå udstedte obligationer benævnt FRESH på 1 mia. EUR. Indehaverne af disse obligationer opkrævede gebyrer i form af kuponer, som de fik overført fra MUFJ.
I slutningen af 2016 indgav BMPS en ansøgning om ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige i form af en forebyggende rekapitalisering i henhold til italiensk lovgivning. Som svar på denne ansøgning anmeldte de italienske myndigheder en rekapitaliseringsstøtte til BMPS på 5,4 mia. EUR til Europa-Kommissionen. Denne støtte skulle lægges til en individuel likviditetsstøtte på 15 mia. EUR til BMPS, som Kommissionen midlertidigt havde godkendt ved afgørelse af 29. december 2016.
Ved afgørelse af 4. juli 2017 godkendte Kommissionen efter den indledende undersøgelsesfase såvel likviditetsstøtten på 15 mia. EUR til fordel for BMPS som støtten til den forebyggende rekapitalisering heraf på 5,4 mia. EUR (herefter »afgørelsen om ikke at gøre indsigelse«). Disse støtteforanstaltninger, der var ledsaget af en omstruktureringsplan og de tilsagn, som de italienske myndigheder havde afgivet, blev anset for at udgøre statsstøtte, der var forenelig med det indre marked (1) med hensyn til finansiel stabilitet.
Da indehaverne af FRESH-obligationerne (herefter »sagsøgerne«) var af den opfattelse, at annullationen af FRESH-aftalerne fulgte af den omstruktureringsplan, der ledsagede støtteforanstaltningerne, og at de havde lidt et betydeligt økonomisk tab som følge af denne annullation, anlagde de sag med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om ikke at gøre indsigelse. Kommissionen fremsatte en formalitetsindsigelse med den begrundelse, at sagsøgerne hverken havde søgsmålsinteresse eller søgsmålskompetence som omhandlet i artikel 263 TEUF.
Kommissionens formalitetsindsigelse blev forkastet af Rettens Tredje Udvidede Afdeling. I dommen skulle Retten på disse nye faktiske omstændigheder anvende den retspraksis, der fastsætter betingelserne for, hvornår et annullationssøgsmål, der er anlagt af interesserede parter til prøvelse af en kommissionsafgørelse om ikke at gøre indsigelse mod en anmeldt støtte, kan antages til realitetsbehandling.
Rettens bemærkninger
Henset til den omstændighed, at annullationssøgsmålet vedrørte en afgørelse fra Kommissionen om ikke at gøre indsigelse som omhandlet i artikel 4, stk. 3, i forordningen om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF (2), bemærkede Retten indledningsvis, at såvel sagsøgernes søgsmålsinteresse som deres kompetence til at anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af denne afgørelse afhang af deres kvalificering som »interesserede parter«, der kan deltage i den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende statsstøtte.
Forordningen om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF (3) definerer begrebet »interesseret part« synonymt med begrebet interesseret part som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF som bl.a. alle personer, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte. Eftersom dette begreb fortolkes bredt i retspraksis, kan det omfatte enhver person, der er i stand til at godtgøre, at tildelingen af statsstøtte risikerer at have en konkret indvirkning på vedkommendes situation.
På denne baggrund fastslog Retten, at sagsøgerne i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at tildelingen af de omhandlede støtteforanstaltninger og dermed vedtagelsen af afgørelsen om ikke at gøre indsigelse risikerede at have en konkret indvirkning på deres situation, således at de skulle kvalificeres som »interesserede parter«. Retten bemærkede i denne forbindelse, at de italienske myndigheders tilsagn vedrørende omstruktureringsplanen, som ifølge sagsøgerne ville have medført et betydeligt økonomisk tab for indehaverne af FRESH-obligationerne, udgjorde en integrerende del af de anmeldte støtteforanstaltninger, således at afgørelsen om ikke at gøre indsigelse vedrørte disse foranstaltninger og tilsagn i deres helhed. Eftersom denne afgørelse godkendte gennemførelsen af de nævnte støtteforanstaltninger, samtidig med at de gjorde disse tilsagn bindende, påvirkedes sagsøgernes situation nødvendigvis af alle disse forhold, og de kunne kun forsvare deres interesser ved at nedlægge påstand om annullation af denne afgørelse i sin helhed.
Dernæst undersøgte Retten, om sagsøgerne havde søgsmålsinteresse, og om de havde søgsmålskompetence i forhold til afgørelsen om ikke at gøre indsigelse.
Retten bemærkede for det første, at sagsøgerne som interesserede parter havde en retlig interesse i at opnå annullation af afgørelsen om ikke at gøre indsigelse, hvis indhold var tæt forbundet med de italienske myndigheders tilsagn vedrørende omstruktureringsplanen for BMPS. En annullation heraf ville nemlig kunne tilføre dem en fordel, for så vidt som den ville føre til, at den formelle undersøgelsesprocedure blev indledt, inden for rammerne af hvilken sagsøgerne havde mulighed for at fremsætte bemærkninger og således påvirke Kommissionens vurdering af de anmeldte støtteforanstaltningers forenelighed med det indre marked. I øvrigt ville en annullation af afgørelsen om ikke at gøre indsigelse kunne påvirke resultatet af det søgsmål, som sagsøgerne havde anlagt ved de luxembourgske domstole til prøvelse af ophævelsen af FRESH-kontrakterne.
For det andet fandt Retten, at sagsøgerne ligeledes havde søgsmålskompetence til at anlægge sag med påstand om annullation af afgørelsen om ikke at gøre indsigelse, for så vidt som denne afgørelse erklærede de omhandlede støtteforanstaltninger forenelige med det indre marked uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure. Retten bemærkede i denne henseende, at enhver interesseret part som omhandlet i forordningen om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF (4) er umiddelbart og individuelt berørt af en sådan afgørelse. De interesserede parter, der er indrømmet de i artikel 108 stk. 2, TEUF og denne forordnings (5) fastsatte processuelle garantier, kan kun opnå, at disse iagttages, hvis de har adgang til at indbringe afgørelsen om ikke at gøre indsigelse for Unionens retsinstanser. Den særstilling som interesseret part i henhold til forordningen om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF, som er knyttet til søgsmålets særlige formål, er dermed i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF tilstrækkelig til at individualisere de sagsøgere, som bestrider en afgørelse om ikke at gøre indsigelse.