RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Første Afdeling)

7. marts 2012

Sag F-31/11

BI

mod

Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse

»Personalesag – søgsmålsfrist – den sproglige version af afvisningen af klagen«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold artikel 270 TEUF, som i medfør af artikel 106a Euratom finder anvendelse på Euratom-traktaten, hvorved BI har nedlagt påstand om dels annullation af afgørelse af 14. april 2010, hvorved direktøren for Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop) afskedigede ham, dels at Cedefop tilpligtes at betale erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, han hævder at have lidt.

Udfald:      Sagen afvises. BI betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – frister – begyndelsestidspunkt – anmeldelse – begreb – afgørelse om afslag på en klage, der er meddelt tjenestemanden på et sprog, som han ikke behersker, men er anvendt i denne klage – omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 3)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – frister – ufravigelighed – retstab – undskyldelig vildfarelse – begreb

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

1.      Selv om vedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ikke regulerer spørgsmålet om EU-institutionernes sprogbrug i forbindelse med de afgørelser, der rettes til deres ansatte, påhviler det ifølge omsorgspligten institutionerne, når de fremsender en individuel afgørelse til en tjenestemand eller en midlertidig ansat, at affatte denne på et sprog, som denne behersker indgående.

Når der er tale om en afgørelse om afslag på en klage, kan meddelelsen om denne afgørelse på et sprog, der hverken er tjenestemandens eller den midlertidige ansattes modersmål, eller det sprog, hvorpå klagen er affattet, betragtes som lovligt på betingelse af, at den pågældende i fornødent omfang kan gøre sig bekendt hermed. Hvis adressaten for afgørelsen finder, at han ikke er i stand til at forstå den, kan han imidlertid anmode den kompetente institution om, at den med den fornødne omhu fremkommer med en oversættelse enten til det sprog, der er klaget på, eller til hans modersmål. Når en sådan anmodning indgives uden ugrundet ophold, begynder fristen først at løbe fra den dato, hvor denne oversættelse meddeles den pågældende tjenestemand eller midlertidige ansatte.

Når en tjenestemand eller en midlertidig ansat derimod frivilligt vælger at indgive klagen på et givet sprog, der ikke er hans modersmål, indebærer dette valg, at den pågældende accepterer, at dette sprog anvendes af institutionen ved besvarelsen herpå.

Det erkendes under alle omstændigheder, at en institution kan vælge sine interne kommunikationssprog, såfremt dette valg hviler på objektive hensyn. Institutionens anvendelse af det sprog, som klageren har valgt, i udfærdigelsen af afgørelsen om klagen, hviler imidlertid på objektive hensyn, idet det netop vedrører valget af det sprog, som klageren selv har anvendt. Den pågældende institutionens anvendelse af det samme sprog, hvorpå klagen er fremsendt, er derfor ikke vilkårlig.

(jf. præmis 19-22)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 23. marts 2000, sag T-197/98, Rudolph mod Kommissionen, præmis 44 og 46 og den deri nævnte retspraksis; 7. februar 2001, sag T-118/99, Bonaiti Brighina mod Kommissionen, præmis 15 og 17

Personaleretten: 3. marts 2009, sag F-63/07, Patsarika mod Cedefop, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis; 29. juni 2011, sag F-7/07, Angioi mod Kommissionen, præmis 91 og 106

2.      EU’s retsinstanser har fastslået, at manglende kendskab til reglerne vedrørende klage- og søgsmålsfrister ikke kan medføre, at en stævning afvises i de tilfælde, hvor dette manglende kendskab skyldes en undskyldelig fejl fra tjenestemandens side. Begrebet undskyldelig fejl kan imidlertid kun omfatte ekstraordinære omstændigheder, navnlig dem, hvorefter institutionen har udvist en adfærd, der i sig selv eller i afgørende omfang har været egnet til at fremkalde en undskyldelig vildfarelse hos en retsundergiven, der har handlet i god tro og med den omhu, som kræves af en normal påpasselig person.

En sagsøgers advokat, der på sin klients vegne og med dennes samtykke selv har udfærdiget klagen på et bestemt sprog, og som dernæst modtager afgørelsen om afslag på klagen, der er affattet på samme sprog, kan ikke som følge af det kendskab og den omhu, som man kan forvente hos en professionel jurist, se bort fra, at da søgsmålsfristerne er absolutte og ikke er tilgængelig for parterne, begynder disse at løbe fra datoen for meddelelsen af afgørelsen om afslag på klagen, i den oprindelige udgave på det sprog, der er valgt af den berørte, og ikke efterfølgende fra den dato, hvor sagsøgeren har modtaget oversættelsen på et andet sprog end afslaget på klagen.

(jf. præmis 29 og 32)

Henvisning til:

Personaleretten: 5. juli 2011, sag F-73/10, Coedo Suárez mod Rådet, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis