Sag C-652/16

Nigyar Rauf Kaza Ahmedbekova
og
Rauf Emin Ogla Ahmedbekov

mod

Zamestnik-predsedatel na Darzhavna agentsia za bezhantsite

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen sad Sofia-grad)

»Præjudiciel forelæggelse – fælles politik for asyl og subsidiær beskyttelse – standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse – direktiv 2011/95/EU – artikel 3, 4, 10 og 23 – ansøgninger om international beskyttelse indgivet særskilt af medlemmerne af samme familie – individuel bedømmelse – hensyntagen til trusler mod et medlem af familien ved den individuelle vurdering af et andet familiemedlems ansøgning – gunstigere standarder, som kan opretholdes eller indføres af medlemsstaterne for at udvide asylet eller den subsidiære beskyttelse til medlemmerne af familien til personen med international beskyttelse – bedømmelse af årsagerne til forfølgelse – aserbajdsjansk statsborgers deltagelse i et sagsanlæg mod sit hjemland ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – fælles procedurestandarder – direktiv 2013/32/EU – artikel 46 – retten til effektive retsmidler – fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse – årsagerne til forfølgelse eller faktiske forhold fortiet for den besluttende myndighed, men påberåbt i forbindelse med sagen anlagt til prøvelse af denne myndigheds afgørelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 4. oktober 2018

1.        Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2011/95 – procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse – vurdering af kendsgerninger og omstændigheder – hensyntagen til trusler om forfølgelse og alvorlig overlast mod et medlem af sagsøgerens familie

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 4)

2.        Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2011/95 – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse – ansøgninger indgivet særskilt af medlemmerne af samme familie – nærmere bestemmelser for behandlingen – ansøgninger behandlet under ét – ikke tilladt – udsættelse af bedømmelsen af en af ansøgningerne, indtil proceduren vedrørende en anden ansøgning er afsluttet – ikke tilladt

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 4, stk. 3, og art. 23, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 31, stk. 2)

3.        Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2011/95 – gunstigere standarder – national lovgivning, som giver mulighed for at udvide flygtningestatussen eller den subsidiære beskyttelsesstatus til familiemedlemmer til den person, som er blevet tildelt en sådan status – lovlig – betingelser

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 3)

4.        Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse – ansøgning, som medlemsstaterne kan afvise – ansøgning indgivet af en person på egne vegne og på vegne af sit barn og støttet på en familiemæssig tilknytning til en anden person, som særskilt har indgivet en ansøgning – ikke omfattet

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 33, stk. 2, litra e)]

5.        Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2011/95 – betingelser for anerkendelse af flygtningestatus – frygten for forfølgelse – årsager til forfølgelsen – bedømmelse – begrebet tilhørsforhold til en bestemt social gruppe – person, som har deltaget i et sagsanlæg mod sit hjemland ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – ikke omfattet – begrebet politisk anskuelse – deltagelse i et sådant sagsanlæg – omfattet – betingelser

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 10, stk. 1, litra d) og e)]

6.        Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – søgsmål til prøvelse af et afslag på en ansøgning om international beskyttelse – retten til effektive retsmidler – forpligtelse til at prøve de faktiske og retlige omstændigheder – omfang – forpligtelse til at prøve grundene for tildeling af international beskyttelse eller de faktiske omstændigheder, som for første gang gøres gældende i forbindelse med dette søgsmål – betingelser

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 40, stk. 1, og art. 46, stk. 3)

1.      Artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse skal fortolkes således, at der skal tages hensyn til trusler om forfølgelse og alvorlig overlast mod et medlem af ansøgerens familie i forbindelse med den individuelle vurdering af en ansøgning om international beskyttelse for at afgøre, om ansøgeren selv er udsat for sådanne trusler på grund af sin familiemæssige tilknytning til nævnte truede person.

Det følger således af den ordning for tildeling af ensartet status for asyl eller subsidiær beskyttelse, som EU-lovgiver har indført, at den vurdering af ansøgningen om international beskyttelse, som kræves i henhold til artikel 4 i direktiv 2011/95, har til formål at bestemme, om ansøgeren – eller i givet fald den person, på vegne af hvilken ansøgningen indgives – har en velbegrundet frygt for personligt at blive forfulgt eller personligt løber en reel risiko for at lide alvorlig overlast. Selv om det fremgår af det ovenstående, at en ansøgning om international beskyttelse ikke som sådan kan imødekommes med den begrundelse, at et medlem af ansøgerens familie har en velbegrundet frygt for forfølgelse eller løber en reel risiko for at lide alvorlig overlast, skal der derimod som anført af generaladvokaten i punkt 32 i forslaget til afgørelse tages hensyn til sådanne trusler mod et medlem af ansøgerens familie for at afgøre, om ansøgeren på grund af sin familiemæssige tilknytning til den truede person selv er udsat for trusler om forfølgelse eller alvorlig overlast. Som fremhævet i 36. betragtning til direktiv 2011/95, risikerer familiemedlemmerne til en truet person som regel også selv at befinde sig i en sårbar situation.

(jf. præmis 49-51 og domskonkl. 1)

2.      Direktiv 2011/95 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at ansøgninger om international beskyttelse, som er blevet indgivet særskilt af medlemmerne af samme familie, underkastes foranstaltninger til håndtering af enhver eventuel samhørighed, men er til hinder for, at disse ansøgninger behandles under ét. De er ligeledes til hinder for, at vurderingen af en af disse ansøgninger udsættes, indtil behandlingen af en anden af disse ansøgninger er afsluttet.

Direktiv 2011/95 og 2013/32 præciserer ikke, hvorledes en eventuel sammenhørighed mellem disse ansøgninger om international beskyttelse, som delvist kan vedrøre samme faktiske forhold og omstændigheder, skal behandles. I mangel af særlige bestemmelser har medlemsstaterne et vist råderum i denne forbindelse. Det skal dog bemærkes for det første, at artikel 4, stk. 3, i direktiv 2011/95 kræver en individuel vurdering af hver ansøgning, for det andet, at medlemsstaterne ifølge direktivets artikel 23, stk. 1, sikrer, at familiens enhed kan opretholdes, og for det tredje, at artikel 31, stk. 2, i direktiv 2013/32 fastsætter, at hver medlemsstat sikrer, at den besluttende myndighed gennemfører og afslutter en korrekt og komplet sagsbehandling så hurtigt som muligt.

Det følger af kravene om en individuel vurdering og en komplet sagsbehandling af ansøgninger om international beskyttelse, at selv om sådanne ansøgninger, som er blevet indgivet særskilt af medlemmer af samme familie, kan underkastes foranstaltninger til håndtering af enhver eventuel samhørighed, skal hver berørt persons situation prøves. Følgelig kan disse ansøgninger ikke behandles under ét.

Henset til bestemmelsen i artikel 31, stk. 2, i direktiv 2013/32, hvorefter enhver sagsbehandling af en ansøgning om international beskyttelse skal være så kort som muligt, samt direktivets formål om at sikre, at ansøgninger om international beskyttelse behandles hurtigt (dom af 25.7.2018, Alheto, C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 109), må behandlingen af ansøgningen fra et medlem af familien på den anden side ikke give anledning til, at behandlingen af ansøgningen fra et andet medlem af denne familie udsættes på en sådan måde, at behandlingen af sidstnævnte først kan påbegyndes på det tidspunkt, hvor sagsbehandlingen af den foregående ansøgning allerede er afsluttet ved den besluttende myndigheds vedtagelse af en afgørelse. Det er derimod nødvendigt for at opfylde målet om hurtighed og for at lette opretholdelsen af familiens enhed, at der inden for et kort tidsrum træffes afgørelse om de ansøgninger, som hidrører fra medlemmerne af én og samme familie, og som udviser samhørighed.

(jf. præmis 56-58, 60 og 65 samt domskonkl. 2)

3.      Artikel 3 i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at såfremt et medlem af en familie tildeles international beskyttelse, giver bestemmelsen en medlemsstat mulighed for at udvide denne beskyttelse til andre medlemmer af familien, forudsat at disse ikke er omfattet af en udelukkelsesgrund i samme direktivs artikel 12, og at deres situation har forbindelse med rationalet bag international beskyttelse på grund af behovet for at opretholde familiens enhed.

Domstolen har allerede fastslået, at præciseringen i artikel 3, hvorefter enhver gunstigere standard skal være forenelig med direktiv 2011/95, betyder, at denne standard ikke må være i strid med den generelle opbygning af og formålene med dette direktiv. Som anført af generaladvokaten i punkt 58 i forslaget til afgørelse, savner den automatiske tildeling i henhold til national ret af flygtningestatus til medlemmer af familien til en person, som har fået tildelt denne status i henhold til ordningen i direktiv 2011/95, ikke a priori enhver forbindelse med rationalet bag international beskyttelse.

(jf. præmis 71, 72 og 74 samt domskonkl. 3)

4.      Afvisningsgrunden i artikel 33, stk. 2, litra e), i direktiv 2013/32 omfatter ikke en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvori en voksen person på egne vegne og på vegne af sit mindreårige barn indgiver en ansøgning om international beskyttelse, som bl.a. er støttet på en familiemæssig tilknytning til en anden person, som særskilt har indgivet en ansøgning om international beskyttelse.

Afvisningsgrunden i artikel 33, stk. 2, litra e), i direktiv 2013/32 vedrører en særlig situation, hvori en person, som en anden person har forsørgerpligt over for, i overensstemmelse med direktivets artikel 7, stk. 2, først indvilger i, at der indgives en ansøgning om international beskyttelse på vedkommendes vegne, og derefter selv indgiver en ansøgning om international beskyttelse.

(jf. præmis 77 og 81 samt domskonkl 4)

5.      Ansøgeren om international beskyttelses deltagelse i et sagsanlæg ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mod sit hjemland kan i princippet ikke i forbindelse med vurderingen af grundene til forfølgelse i artikel 10 i direktiv 2011/95 anses for at godtgøre, at denne ansøger tilhører en »social gruppe« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), men sagsanlægget skal anses for at være en forfølgelsesgrund som »politisk anskuelse« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra e), såfremt der er velbegrundet frygt for, at det nævnte land opfatter deltagelsen i dette sagsanlæg som politisk systemkritik, over for hvilken styret kunne overveje at udøve repressalier.

I denne forbindelse bemærkes, at artikel 10, stk. 1, i direktiv 2011/95 skal sammenholdes med artikel 10, stk. 2. Ved vurdering af, om en ansøger har en velbegrundet frygt for forfølgelse, er det ifølge stk. 2 irrelevant, om ansøgeren faktisk har de racemæssige, religiøse, nationale, sociale eller politiske karakteristiske træk, der fører til forfølgelse, hvis et sådant karakteristisk træk tillægges den pågældende af den aktør, der står bag forfølgelsen.

Uafhængigt af spørgsmålet, om en aserbajdsjansk statsborgers deltagelse i et sagsanlæg ved Menneskerettighedsdomstolen mod dette land med påstand om, at det fastslås, at styret dér har tilsidesat grundlæggende rettigheder, er udtryk for denne statsborgers »politiske anskuelse«, er det i forbindelse med vurderingen af de grunde til forfølgelse, som er blevet påberåbt i den nævnte statsborgers ansøgning om international beskyttelse, nødvendigt at undersøge, om der består en velbegrundet frygt for, at det nævnte styre opfatter denne deltagelse som politisk systemkritik, over for hvilken styret kunne overveje at udøve repressalier. Hvis der foreligger velbegrundet frygt for, at det forholder sig således, må det konkluderes, at ansøgeren er udsat for en alvorlig og reel trussel om forfølgelse, idet vedkommende har givet udtryk for sin opfattelse af politikkerne og metoderne i sit oprindelsesland. Således som det fremgår af ordlyden af artikel 10, stk. 1, litra e), i direktiv 2011/95, omfatter begrebet »politisk anskuelse« i denne bestemmelse en sådan situation.

Derimod kan den persongruppe, som ansøgeren om international beskyttelse i givet fald er en del af, når vedkommende deltager i et sagsanlæg ved Menneskerettighedsdomstolen, i princippet ikke kvalificeres som »social gruppe« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95. For at konstatere, at der foreligger en »social gruppe«, skal to kumulative betingelser være opfyldt. Dels skal medlemmerne af den pågældende gruppe have samme »medfødte karakteristiske træk« eller en »fælles baggrund, der ikke kan ændres«, eller være fælles om et karakteristisk træk eller en tro, »der er så grundlæggende for deres identitet, at ingen mennesker bør tvinges til at give afkald derpå«. Dels skal den pågældende gruppe have en særskilt identitet i det relevante land, fordi den opfattes som værende »anderledes« af det omgivende samfund (dom af 7.11.2013, X m.fl., C-199/12 – C-201/12, EU:C:2013:720, præmis 45).

(jf. præmis 85-90 og domskonkl. 5)

6.      Artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, sammenholdt med henvisningen til retsforhandlingerne i direktivets artikel 40, stk. 1, skal fortolkes således, at den retsinstans, der skal prøve en afgørelse om afslag på international beskyttelse, i princippet er forpligtet til at prøve grundene for tildeling af international beskyttelse eller de faktiske omstændigheder, som for første gang gøres gældende under retsforhandlingerne, selv om de vedrører hændelser eller trusler, som angiveligt har fundet sted inden vedtagelsen af nævnte afgørelse om afslag eller endda inden indgivelsen af ansøgningen om international beskyttelse, som »yderligere forklaringer« og efter at have anmodet den besluttende myndighed om en vurdering af disse forklaringer. Denne retsinstans er derimod ikke forpligtet hertil, såfremt den konstaterer, at disse grunde eller forhold er blevet påberåbt på et sent stadium i retsforhandlingerne eller ikke er fremstillet tilstrækkeligt konkret til, at de kan behandles behørigt, eller, når der er tale om faktiske omstændigheder, såfremt den konstaterer, at disse omstændigheder er ubetydelige eller ikke adskiller sig tilstrækkeligt fra de omstændigheder, som den besluttende myndighed har kunnet tage hensyn til.

Selv om det fremgår af artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, at medlemsstaterne er forpligtet til at udforme deres nationale ret på en sådan måde, at behandlingen af de omhandlede søgsmål omfatter en retsinstans’ prøvelse af samtlige de faktiske og retlige forhold, som gør det muligt for denne at foretage en ajourført bedømmelse af det konkrete tilfælde (dom af 25.7.2018, Alheto, C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 110), følger det derimod ikke heraf, at ansøgeren om international beskyttelse kan ændre grunden til sin ansøgning og således rammerne for den foreliggende sag, uden at den besluttende myndighed foretager en supplerende undersøgelse, ved under retsforhandlingerne at påberåbe sig en grund for international beskyttelse, som er blevet fortiet for den nævnte myndighed, selv om den vedrører hændelser eller trusler, som angiveligt har fundet sted inden vedtagelsen af denne myndigheds afgørelse eller endda inden indgivelsen af ansøgningen. Det skal ligeledes bemærkes, at den behandling af en ansøgning om international beskyttelse, der foretages af den besluttende myndighed, som er en administrativ eller domstolslignende retsinstans, som råder over særlige midler og et på området specialiseret personale, udgør en væsentlig fase i de ved direktiv 2013/32 indførte fælles procedurer, og at den ved direktivets artikel 46, stk. 3, indrømmede ret for en ansøger til at opnå en fuldstændig og ex nunc-undersøgelse ved en retsinstans ikke kan fortolkes således, at den lemper ansøgerens forpligtelse til at samarbejde med denne myndighed (jf. i denne retning dom af 25.7.2018, Alheto, C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 116). Denne væsentlige fase for den besluttende myndighed ville blive omgået, hvis det uden den mindste processuelle konsekvens ville være muligt for ansøgeren at påberåbe sig en grund for international beskyttelse, som ikke er blevet anført over for denne myndighed, og som denne derfor ikke har kunnet prøve, selv om grunden vedrører hændelser eller trusler, der angiveligt allerede havde fundet sted, i det øjemed, at retsinstansen annullerer eller ændrer denne myndigheds afgørelse om afslag.

Følgelig skal denne grund anses for en »yderligere forklaring« som omhandlet i artikel 40, stk. 1, i direktiv 2013/32, når en af de grunde for international beskyttelse, som er nævnt i præmis 95 i nærværende dom, påberåbes for første gang under retsforhandlingerne og vedrører hændelser eller trusler, som angiveligt har fundet sted inden vedtagelsen af denne afgørelse eller inden indgivelsen af ansøgningen om international beskyttelse. Som det således fremgår af denne bestemmelse, medfører en sådan kvalificering, at den ret, for hvilken sagen er indbragt, er forpligtet til at prøve denne grund i forbindelse med behandlingen af den afgørelse, som er genstand for søgsmålet, dog forudsat, at hver »ansvarlig myndighed«, hvilket ikke kun omfatter denne retsinstans, men tillige den besluttende myndighed, har haft mulighed for at prøve den yderligere forklaring inden for denne ramme.

For at afgøre, om den nævnte ret selv har mulighed for at prøve den yderligere forklaring i forbindelse med søgsmålet, påhviler det den i medfør af retsplejereglerne i national ret at efterprøve, om grunden for international beskyttelse, som er blevet påberåbt for første gang for retten, er blevet påberåbt på et rettidigt stadium i retsforhandlingerne og er blevet fremstillet tilstrækkeligt konkret, således at den kan prøves behørigt. Forudsat, at det fremgår af denne efterprøvelse, at retsinstansen har mulighed for at medtage denne grund i sin prøvelse af søgsmålet, påhviler det den inden for et tidsrum, som er i overensstemmelse med det ved direktiv 2013/32 tilstræbte formål om hurtighed (jf. i denne retning dom af 25.7.2018, Alheto, C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 109), at anmode den besluttende myndighed om en vurdering af denne grund, og resultatet og årsagerne, som ligger til grund herfor, skal meddeles ansøgeren og retten, inden sidstnævnte foretager en høring af ansøgeren og påkender sagen.

(jf. præmis 94, 96-101 og 103 samt domskonkl. 6)