PERSONALERETTENS KENDELSE (Første Afdeling)

16. december 2010

Sag F­25/10

AG

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag — tjenestemænd — afskedigelse efter prøvetidens udløb — åbenbart afvisningsgrundlag — sag anlagt for sent — underretning ved rekommanderet brev med modtagelsesbevis«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorved AG bl.a. har nedlagt påstand om annullation af Parlamentets afgørelse af 14. maj 2009 om at afskedige hende efter prøvetidens udløb, og Parlamentets afgørelse af 21. december 2009, hvorved hendes klage over den nævnte afgørelse blev afvist, samt påstand om, at Parlamentet tilpligtes at betale erstatning for de skader, som hun hævder at have lidt som følge af disse afgørelser.

Udfald: Sagen afvises. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd — søgsmål — frister — begyndelsestidspunkt — anmeldelse — begreb

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)

Når en afgørelse meddeles ved rekommanderet brev med modtagelsesbevis, skal adressaten anses for at have fået kendskab til afgørelsen, når han skriver under på modtagelsesbeviset. Hvis adressaten ikke kvitterer for modtagelsen af et rekommanderet brev, fordi han ikke er hjemme på det tidspunkt, hvor posten omdeles, og derefter ikke iværksætter foranstaltninger eller helt undlader at afhente brevet i den periode, hvor det opbevares på posthuset, skal afgørelsen anses for at være behørigt meddelt adressaten den dag, hvor denne periode udløber.

Formodningen om, at adressaten har modtaget meddelelse om afgørelsen med udløbet af den periode, som et rekommanderet brev normalt opbevares på posthuset, er imidlertid ikke absolut. For at denne formodning kan finde anvendelse, skal administrationen kunne godtgøre, at meddelelsen ved rekommanderet brev er sket på sædvanlig vis, dvs. at der på den seneste af adressaten oplyste adresse skal være afleveret en meddelelse om, at der ligger et rekommanderet brev til afhentning. Formodningen kan endvidere anfægtes. Adressaten kan forsøge at godtgøre, at han f.eks. på grund af sygdom eller omstændigheder, der lå uden for hans kontrol, var forhindret i at få kendskab til meddelelsen om, at der lå et rekommanderet brev til afhentning.

Det kan derimod ikke anses at udgøre en legitim begrundelse for ikke at anvende formodningen, at adressaten var bortrejst. Hvis rent personlige grunde kunne indebære, at formodningen må afkræftes, ville adressaten for en retsakt i en vis udstrækning selv kunne vælge det tidspunkt, hvor han faktisk fik kendskab til retsakten.

Formodningen udgør ikke på nogen måde en hindring for retten til effektiv domstolsbeskyttelse, navnlig ikke hvad angår forudsigeligheden af de bestemmelser, der gælder for at anlægge sag ved Unionens retsinstanser. Tidsfristen på tre måneder og ti dage for at anlægge sag er nemlig tilstrækkelig lang til ikke at udgøre en hindring for, at den berørte kan anlægge sag, selv om han har været bortrejst.

(jf. præmis 41-44, 48 og 50)