Domstolens dom (Store Afdeling) af 10. juli 2018 – sag indledt af Tietosuojavaltuutettu (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Korkein hallinto-oikeus – Finland)

(Sag C-25/17) 1

(Præjudiciel forelæggelse – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – direktiv 95/46/EF – direktivets anvendelsesområde – artikel 3 – indsamling af personoplysninger foretaget af et religiøst samfunds medlemmer i forbindelse med deres forkyndelsesvirksomhed fra dør til dør – artikel 2, litra c) – begrebet »register med personoplysninger« – artikel 2, litra d) – begrebet »registeransvarlig« – artikel 10, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder)

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Korkein hallinto-oikeus

Parter i hovedsagen

Tietosuojavaltuutettu

Procesdeltager: Jehovan todistajat – uskonnollinen yhdyskunta

Konklusion

Artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, sammenholdt med artikel 10, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at et trossamfunds medlemmers indsamling af personoplysninger i forbindelse med forkyndelsesvirksomhed fra dør til dør og den efterfølgende behandling af disse personoplysninger hverken udgør behandling af personoplysninger, som foretages under udøvelsen af aktiviteter som omhandlet i direktivets artikel 3, stk. 2, første led, eller behandling af personoplysninger foretaget af fysiske personer ved udøvelsen af rent personlige eller familiemæssige aktiviteter som omhandlet i direktivets artikel 3, stk. 2, andet led.

Artikel 2, litra c), i direktiv 95/46 skal fortolkes således, at begrebet »register« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter en samling af personoplysninger, der er indsamlet i forbindelse med forkyndelsesvirksomhed fra dør til dør, og som omfatter navne og adresser samt andre oplysninger vedrørende de besøgte personer, når disse oplysninger er struktureret i henhold til kriterier, der i praksis gør det muligt let at hente disse frem til senere brug. Det er ikke nødvendigt, for at en sådan samling kan være omfattet af dette begreb, at den omfatter kartotekskort, konkrete fortegnelser eller andre søgesystemer.

Artikel 2, litra d), i direktiv 95/46, sammenholdt med artikel 10, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at et trossamfund kan holdes ansvarligt, sammen med dets forkyndende medlemmer, for behandlingen af personoplysninger foretaget af sidstnævnte i forbindelse med forkyndelsesvirksomhed fra dør til dør, som organiseres, koordineres og tilskyndes af dette trossamfund, uden at det i denne forbindelse er påkrævet, at trossamfundet har adgang til disse oplysninger, eller at det har udstedt skriftlige retningslinjer eller anvisninger til dets medlemmer vedrørende denne behandling.

____________

1 EUT C 86 af 20.3.2017.