Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 10. juni 2021 – LH mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rechtbank Den Haag, zittingsplaats’s-Hertogenbosch – Nederlandene)

(Sag C-921/19) ¹

(Præjudiciel forelæggelse – grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32/EU – artikel 40, stk. 2 – fornyet ansøgning – nye elementer eller oplysninger – begreb – dokumenter, hvis ægthed ikke kan fastslås, eller hvis kilde ikke kan efterprøves objektivt – direktiv 2011/95/EU – artikel 4, stk. 1 og 2 – vurdering af beviserne – den pågældende medlemsstats pligt til samarbejde)

Processprog: nederlansk

Den forelæggende ret

Rechtbank Den Haag, zittingsplaats’s-Hertogenbosch

Parter i hovedsagen

Sagsøger: LH

Sagsøgt: Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Konklusion

Artikel 40, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse, sammenholdt med artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse, skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, hvorefter ethvert dokument, som en ansøger om international beskyttelse fremlægger til støtte for en fornyet ansøgning, automatisk anses for ikke at udgøre »nye elementer eller oplysninger« i denne bestemmelses forstand, når dokumentets ægthed ikke kan fastslås, eller når kilden til et sådant dokument ikke kan efterprøves objektivt.

Artikel 40 i direktiv 2013/32, sammenholdt med artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 2011/95, skal fortolkes således, at vurderingen af de beviser, der fremlægges til støtte for en ansøgning om international beskyttelse, for det første ikke må variere, alt efter om der er tale om en første ansøgning eller en fornyet ansøgning, og at en medlemsstat for det andet er forpligtet til at samarbejde med en ansøger med henblik på at vurdere de relevante elementer i den pågældendes fornyede ansøgning, når vedkommende til støtte for denne ansøgning fremlægger dokumenter, hvis ægthed ikke kan fastslås.

____________

¹ EUT C 103 af 30.3.2020.