Appel iværksat den 25. februar 2021 af Oriol Junqueras i Vies til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 15. december 2020 i sag T-24/20, Junqueras i Vies mod Parlamentet

(Sag C-115/21 P)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Oriol Junqueras i Vies (ved abogado A. Van den Eynde Adroer)

Den anden part i appelsagen: Europa-Parlamentet

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den Europæiske Unions rets kendelse (Sjette Afdeling) af 15. december 2020 i sag T-24/20 ophæves og tilbagekaldes.

Det fastslås, at sagen uindskrænket kan antages til realitetsbehandling.

Proceduren genoptages, således at Den Europæiske Unions Ret (Sjette Afdeling), når det er fastslået, at sagen kan antages til realitetsbehandling, kan fortsætte behandlingen af denne.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne vedrørende formalitetsindsigelsen og denne appelsag.

Anbringender og væsentligste argumenter

For det første: Retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen på sagen af artikel 13, stk. 3, og artikel 7, stk. 3, i den europæiske valgakt (1976) 1 . Der er ikke tale om fortabelse af mandatet, men anvendelse af en indtruffet uforenelighedsgrund, som ikke er fastsat i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i den europæiske valgakt (1976). Parlamentet kunne ikke tage nogen fortabelse af Oriol Junqueras i Vies’ mandat eller nogen uforenelighedsgrund fastsat i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i den europæiske valgakt (1976) til efterretning, idet ingen af delene forelå, og ved at »tage til efterretning« har Parlamentet givet en afgørelse retsvirkninger, som den ikke kan have, og hvorved den bliver en anfægtelig retsakt i henhold til artikel 263 TEUF, således at Oriol Junqueras i Vies’ rettigheder tilsidesættes (navnlig chartrets artikel 39 og artikel 9 i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter).

For det andet: Retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af artikel 4, stk. 7, i [Parlamentets] forretningsorden. Den appellerede kendelse er retligt fejlagtig, for så vidt som det herved fastslås, at Parlamentet ikke har beføjelse til at nægte at anerkende uforenelighedsgrundene i henhold til denne artikel. Idet forretningsordenens artikel 4, stk. 7, ikke er blevet anvendt, er Parlamentets afgørelse en afgørelse, som ændrer Oriol Junqueras i Vies’ retsstilling ved at påvirke hans rettigheder (navnlig i henhold til chartrets artikel 39 og artikel 9 i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter), og den appellerede kendelse er derfor retligt fejlagtig, for så vidt som det heri fastslås, at afgørelsen ikke kan anfægtes i henhold til artikel 263 TEUF.

For det tredje: Fejlagtig fortolkning af artikel 8 og 12 i den europæiske valgakt (1976) og forretningsordenens artikel 3, stk. 3, idet den uforenelighedsgrund, der er blevet anvendt på Oriol Junqueras i Vies, er valgproceduren uvedkommende. Det kan ikke konkluderes, at staten kan fastsætte denne uforenelighedsgrund i henhold til lovgivningen om valgproceduren i den europæiske valgakt (1976). Kendelsen er retligt fejlagtig, for så vidt som det ikke lægges til grund, at artikel 13, stk. 3, i den europæiske valgakt (1976) og forretningsordenens artikel 4, stk. 7, er i strid med chartrets artikel 39 (begge stykker), artikel 41 (stk. 1 og 2) og artikel 21 (stk. 2), eftersom disse bestemmelser indfører begrænsninger af rettighederne i strid med chartrets artikel 52, stk. 1 og 3. Kendelsen er fejlagtig, fordi der ikke tages hensyn til, at chartret er blevet ophøjet til primær EU-ret i normhierarkiet. Idet der i den omtvistede retsakt er anvendt bestemmelser, som er i strid med chartret, er det åbenbart, at denne er en afgørelse, som påvirker Oriol Junqueras i Vies’ retsstilling, og som kan anfægtes i henhold til artikel 263 TEUF, hvorfor den appellerede kendelse er retligt fejlagtig. Subsidiært gøres det gældende, at der i kendelsen burde have været anlagt en fortolkning af artikel 13, stk. 3, i den europæiske valgakt (1976) og forretningsordenens artikel 4, stk. 7, der er i overensstemmelse med de rettigheder, som er beskyttet ved chartret og Domstolens praksis, når der ligeledes henses til den konkrete sags usædvanlige omstændigheder og de oplysninger, som Parlamentet allerede var i besiddelse af. Den appellerede kendelse er retligt fejlagtig, for så vidt som det ikke heri lægges til grund, at det i den konkrete sag kunne konkluderes, at der forelå materielle unøjagtigheder som omhandlet i forretningsordenens artikel 4, stk. 7, der gjorde det muligt for Parlamentet at nægte at erklære mandatet for ledigt eller anerkende den anvendte uforenelighedsgrund. Den appellerede kendelse er derfor retligt fejlagtig, fordi den omtvistede retsakt er en afgørelse, som har retsvirkninger for Oriol Junqueras i Vies, og som kan anfægtes i henhold til artikel 263 TEUF.

For det fjerde: Den appellerede kendelse er retligt fejlagtig, for så vidt som det heri lægges til grund, at Parlamentets formand i henhold til EU-retten ikke har pligt til at tage et initiativ som omhandlet i forretningsordenens artikel 8. Retsordenen skal fortolkes i sin helhed, og chartrets artikel 39 (som medlemsstaterne i henhold til chartrets artikel 51, stk. 1, skal anvende), pligten til loyalt samarbejde samt artikel 9 i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter og forretningsordenens artikel 6 medfører, at overholdelse af Oriol Junqueras i Vies’ rettigheder bliver obligatorisk, når medlemsstaten underrettes om situationen af Parlamentets formand i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 8. I den appellerede kendelse er der fejlagtigt anlagt den fortolkning, at der ikke foreligger særlige omstændigheder i sagen, som medfører, at Parlamentets passivitet er en anfægtelig retsakt (flere tidligere anmodninger om beskyttelse af Oriol Junqueras i Vies’ immunitet, som ikke er blevet behandlet, og navnlig en dom afsagt af Domstolen om anerkendelse af hans status som valgt [medlem af Europa-Parlamentet] på grundlag af hvilken det kan fastslås, at hans rettigheder er blevet tilsidesat på grund af den manglende anmodning om ophævelse af hans immunitet). I den appellerede kendelse er der fejlagtigt anlagt den fortolkning, at afslaget på at behandle en hasteanmodning om beskyttelse i henhold til forretningsordenens artikel 8 under den konkrete sags særlige omstændigheder er en afgørelse, der ikke medfører retsvirkninger for Oriol Junqueras i Vies vedrørende beskyttelsen af hans immunitet, og den kan derfor anfægtes i henhold til artikel 263 TEUF.

____________

1     EFT L 278 af 8.10.1976, s. 5.