PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

29. september 2011

Sag F-74/10

Eugène Émile Kimman

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – vedtægtens artikel 43 – vedtægtens artikel 45 – bedømmelsesåret 2009 – indplacering på et præstationsniveau – afgørelse om tildeling af forfremmelsespoint – bedømmelsesrapport – udtalelse fra ad hoc-gruppen – tilsidesættelse af begrundelsespligten – anbringende fremsat ex-officio – bevisbyrde«

Angående:      Sag anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af denne traktats artikel 106a, hvorved Eugène Émile Kimman principalt har nedlagt påstand om annullation af hans bedømmelsesrapport for perioden fra den 1. januar 2008 til den 31. december 2008.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler en fjerdedel af Eugène Émile Kimmans omkostninger. Eugène Émile Kimman bærer tre fjerdedele af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – etablering – tjenestemænd, som udøver personalerepræsentative funktioner – system indført af Kommissionen

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – afgørelse ex officio – grænser

3.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet – identitet mellem genstand og årsag – anbringender og argumenter ikke indeholdt i klagen, men snævert forbundet hermed – formaliteten

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

4.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – ringere bedømmelse end den tidligere bedømmelse – begrundelsespligt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

5.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – etablering – tjenestemænd, som udøver personalerepræsentative funktioner – system indført af Kommissionen

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

6.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – bedømmernes skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser – åbenbart urigtigt skøn – begreb

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

7.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

8.      Tjenestemænd – forfremmelse – administrationens tildeling af forfremmelsespoint – begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2, og 45)

1.      Artikel 6, stk. 8, i bilag I til de almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 43 i tjenestemandsvedtægten, der er vedtaget af Kommissionen, pålægger bedømmeren – i forbindelse med udfærdigelsen af bedømmelsesrapporten for en tjenestemand, som udøver personalerepræsentative funktioner – at tage hensyn til ad hoc-gruppens udtalelse vedrørende den pågældende tjenestemands tjenstlige indsats, egnethed og adfærd i tjenesten i forbindelse med nævnte aktiviteter. Den blotte henvisning til ad hoc-gruppens udtalelse er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at opfylde den forpligtelse, der påhviler bedømmerne til at tage nævnte udtalelse med i betragtning.

(jf. præmis 37)

Henvisning til:

Personaleretten: 25. april 2007, sag F-71/06, Lebedef-Caponi mod Kommissionen, præmis 47

2.      Manglende eller utilstrækkelig begrundelse er under alle omstændigheder et anbringende om grundlæggende retsprincipper, som skal efterprøves ex officio af Unionens retsinstanser. Påkendelse ex officio af manglende eller utilstrækkelig begrundelse skal dermed ikke kun foretages, når en sagsøger, der i sin klage har angivet et klagepunkt i denne retning, har undladt at medtage dette i sin stævning, men skal foretages, uanset hvilke argumenter der er blevet gjort gældende under den administrative procedure. Påkendelse ex officio af et anbringende om grundlæggende retsprincipper har nemlig ikke til formål at afhjælpe manglerne ved stævningen, men at håndhæve en regel, som, på grund af sin vigtighed, ikke er undergivet parternes rådighed, og dette på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af proceduren. Heraf følger, at en institution ikke kan påberåbe sig afvisning af et sådant anbringende om grundlæggende retsprincipper alene med den begrundelse, at sagsøgeren ikke har gjort dette gældende i sin klage.

Denne konklusion svækkes ikke af argumentet om, at påkendelse ex officio af tilsidesættelsen af begrundelsespligten ikke burde være tilladt, når sagsøgeren har afskåret administrationen fra muligheden for at afhjælpe den manglende eller utilstrækkelige begrundelse af den anfægtede afgørelse under den administrative procedure ved ikke at gøre et klagepunkt herom gældende i sin klage, idet institutionen under alle omstændigheder altid har pligt til at overholde de forpligtelser, der påhviler den, heriblandt begrundelsespligten.

Denne påkendelse ex officio vedrører imidlertid kun manglende eller åbenbart utilstrækkelig begrundelse, men ikke tilsidesættelse af en særlig begrundelsespligt. Når en bedømmelsesrapport derfor indeholder en tilstrækkelig begrundelse med hensyn til den generelle begrundelsespligt, tilkommer det følgelig ikke Unionens retsinstanser – inden for rammerne af påkendelsen ex officio – at undersøge, om vurderingerne i denne bedømmelsesrapport er ringere end dem i den tidligere bedømmelsesrapport og, såfremt dette er tilfældet, at sikre sig, at administrationen har opfyldt sin særlige begrundelsespligt.

(jf. præmis 44, 45 og 49)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 27. oktober 1994, sag T-508/93, Mancini mod Kommissionen, præmis 36; 3. oktober 2006, sag T-171/05, Nijs mod Revisionsretten, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: 6. marts 2008, sag F-46/06, Skareby mod Kommissionen, præmis 96

3.      Reglen om overensstemmelse mellem den forudgående administrative klage og søgsmålet finder kun anvendelse i tilfælde, hvor årsagen til klagen ændres i stævningen, idet dette sidstnævnte begreb »årsag« skal fortolkes i vid forstand. Hvad angår påstanden om annullation skal »tvistens årsag« forstås som sagsøgerens anfægtelse af den pågældende forvaltningsakts indre lovlighed eller, alternativt, anfægtelse af dens ydre lovlighed.

(jf. præmis 46)

Henvisning til:

Personaleretten: 1. juli 2010, sag F-45/07, Mandt mod Parlamentet, præmis 119; 23. november 2010, sag F-50/08, Bartha mod Kommissionen, præmis 34; 15. december 2010, sag F-14/09. Almeida Campos m.fl. mod Rådet, præmis 28; 13. januar 2011, sag F-77/09, Nijs mod Revisionsretten, præmis 129

4.      Administrationen er forpligtet til at begrunde enhver bedømmelsesrapport tilstrækkeligt og udførligt med henblik på at sætte den pågældende i stand til at fremkomme med bemærkninger til denne begrundelse, idet overholdelsen af disse krav er så meget mere påkrævet, når bedømmelsen er ringere end den tidligere bedømmelse.

(jf. præmis 48)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 12. juni 2002, sag T-187/01, Mellone mod Kommissionen, præmis 27; 25. oktober 2005, sag T-50/04, Micha mod Kommissionen, præmis 36

Personaleretten: 10. november 2009, sag F-93/08, N mod Parlamentet, præmis 86

5.      Inden for rammerne af den bedømmelsesordning, som Kommissionen har indført, udgør manglende eller utilstrækkelige begrundelse af en udtalelse fra ad hoc-gruppen i forbindelse med udfærdigelsen af bedømmelsesrapporter som omhandlet i tjenestemandsvedtægtens artikel 43, som i sagens natur kun er en forberedende retsakt, en procedurefejl. Betingelsen for, at en procedurefejl kan være annullationsgrund, er imidlertid, at en behørigt gennemført procedure ville have ført til et andet resultat.

Manglende eller utilstrækkelig begrundelse af en sådan udtalelse kan kun få konsekvenser for rapportens endelige indhold, i det omfang den afviger fra bedømmerens vurderinger. Når en udtalelse derimod inden for rammerne af en appelsag stadfæster en bedømmelsesrapport, må det antages, at ophavsmændene til denne udtalelse stiltiende gør vurderingerne fra rapporten til deres egne, således at der ikke er grund til at tro, at bedømmeren, selv om nævnte udtalelse havde været begrundet, ville have ændret rapporten.

(jf. præmis 76 og 77)

Henvisning til:

Domstolen: 21. marts 1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, præmis 48; 18. oktober 2001, sag C-241/09 P, Kish Glass mod Kommissionen, præmis 36

Retten i Første Instans: 23. april 2002, sag T-372/00, Campolargo mod Kommissionen, præmis 39

6.      Bedømmerne har et vidt skøn ved vurderingen af det arbejde, som er udført af de tjenestemænd, de skal bedømme. Den retlige prøvelse, som Unionens retsinstanser foretager af bedømmelsesrapporternes indhold, er derfor begrænset til en prøvelse af, at fremgangsmåden er forskriftsmæssig, at de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, samt at der ikke foreligger en åbenbar fejlbedømmelse eller magtfordrejning. Det påhviler således ikke Personaleretten at kontrollere rigtigheden af den vurdering, som administrationen har foretaget af en tjenestemands faglige kvalifikationer, når denne bedømmelse indebærer komplekse subjektive vurderinger, som ifølge selve deres beskaffenhed ikke kan kontrolleres objektivt.

I denne henseende kan et fejlagtigt skøn alene være åbenbart, såfremt det med lethed kan opdages i forhold til de kriterier, som lovgiver har ønsket at undergive administrationens udøvelse af beslutningskompetence.

For at godtgøre, at administrationen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, der berettiger til at kræve den anfægtede afgørelse annulleret, skal de beviser, som det påhviler sagsøgeren at frembringe, følgelig være tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at den vurdering, der ligger til grund for afgørelsen, bliver usandsynlig. Med andre ord skal anbringendet vedrørende anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn forkastes, såfremt administrationens vurdering af de faktiske omstændigheder – trods de af sagsøgeren fremførte forhold – ikke desto mindre må anses for sandsynlig.

Dette er især tilfældet, når den omhandlede afgørelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, som samlet set kun er af mindre betydning, og som ikke kan antages at have været afgørende for administrationen.

Hvad nærmere bestemt angår domstolsprøvelsen af vurderinger i bedømmelsesrapporter er det så meget desto mere berettiget at begrænse domstolskontrollen til åbenbare fejl, idet Personaleretten ikke direkte kender de bedømte tjenestemænds situation, og idet bedømmelsesproceduren på det administrative plan indeholder garantier, der involverer den bedømte tjenestemand, vedkommendes hierarkiske overordnede og et paritært organ.

(jf. præmis 89-94)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 12. december 1996, sag T-380/94, AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, præmis 59; 6. juli 2000, sag T-139/99, AICS mod Parlamentet, præmis 39; 12. februar 2008, sag T-289/03, BUPA m.fl. mod Kommissionen, præmis 221; 21. maj 2008, sag T-495/04, Belfass mod Rådet, præmis 63

Personaleretten: 29. september 2009, sag F-114/07, Wenning mod Europol, præmis 111 og den deri nævnte retspraksis; 23. februar 2010, sag F-7/09, Faria mod KHIM, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis; 24. marts 2011, sag F-104/09, Canga Fano mod Rådet, præmis 35, der er genstand for en appel, som verserer for Den Europæiske Unions Ret, sag T-281/11 P

7.      I forbindelse med udfærdigelsen af en bedømmelsesrapport, med forbehold for begrundelsespligten, og i det omfang bedømmelsen åbenlyst er individuel og ikke upersonlig, indebærer det vide skøn, som bedømmerne er tillagt, at disse ikke er forpligtet til i forbindelse med udfærdigelsen af rapporterne at medtage samtlige retlige eller faktiske omstændigheder, der er relevante, til støtte for deres bedømmelse, eller at understøtte disse ved hjælp af konkrete eksempler eller at undersøge og besvare alle de forhold, som den berørte tjenestemand måtte anfægte. Formålet med en bedømmelsesrapport er nemlig at skabe et skriftligt og formelt bevis angående kvaliteten af det arbejde, som tjenestemanden udfører, således at den ikke blot er en ren beskrivelse af de opgaver, som er blevet udført i løbet af den omhandlede periode, men også indeholder en bedømmelse af de menneskelige egenskaber, som den bedømte tjenestemand har udvist i forbindelse med sin tjenesteindsats. Bedømmelsesrapporten har ikke til formål at opstille en udtømmende oversigt over hver tjenestemands indsats i forbindelse med de opgaver, som vedkommende har udført i sin jobfunktion, men på baggrund af afgørende forhold at fremhæve vedkommendes kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd i tjenesten. For at være lovlig er det derfor principielt tilstrækkeligt, at bedømmelsesrapporten fremlægger hovedtrækkene af tjenestemandens indsats for så vidt angår vedkommendes kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd i tjenesten.

(jf. præmis 95)

Henvisning til:

Domstolen: 22. december 2008, sag C-198/07 P, Gordon mod Kommissionen, præmis 44

Retten i Første Instans: 12. september 2007, sag T-249/04, Combescot mod Kommissionen, præmis 86

Personaleretten: 10. september 2009, sag F-139/07, van Arum mod Parlamentet, præmis 88 og 101; dommen i sagen N mod Parlamentet, præmis 46

8.      I forbindelse med en afgørelse om tildeling af forfremmelsespoint er administrationen ikke forpligtet til at oplyse den berørte tjenestemand om, hvordan den har bedømt hvert af de kriterier, der har ført til afgørelsen, når nævnte afgørelse i sin helhed er tilstrækkeligt begrundet, og når der desuden er formodning for, at en forvaltningsakt er lovlig. Dermed kan en sagsøger ikke indskrænke sig til at konstatere, at administrationen ikke har oplyst om den måde, hvorpå den har taget hensyn til et kriterium for tildeling af forfremmelsespoint med henblik på at fastslå, at der foreligger et fejlagtigt skøn eller en retlig fejl.

(jf. præmis 115)

Henvisning til:

Personaleretten: 10. september 2009, sag F-47/07, Behmer mod Parlamentet, præmis 97