Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Nederlandene) den 9. november 2023 – Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid mod X
(Sag C-662/23, Izmir 1 )
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Raad van State
Parter i hovedsagen
Appellant: Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid
Appelindstævnt: X
Præjudicielle spørgsmål
a) Kan asylmyndigheden gøre brug af sin beføjelse til i tilfælde af et stort antal ansøgninger om international beskyttelse, der som omhandlet i artikel 31, stk. 3, tredje afsnit, litra b), i direktiv 2013/32 1 indgives samtidigt, at forlænge afgørelsesfristen på seks måneder, hvis stigningen i dette store antal ansøgninger om international beskyttelse sker jævnt over en bestemt periode, og det derfor i praksis er meget vanskeligt at afslutte behandlingen inden for fristen på seks måneder? Hvordan skal ordet »samtidigt« fortolkes i denne forbindelse?
b) Ud fra hvilke kriterier skal det vurderes, om der foreligger »et stort antal« ansøgninger om international beskyttelse som omhandlet i artikel 31, stk. 3, tredje afsnit, litra b), i direktiv 2013/32?
Findes der en tidsmæssig begrænsning med hensyn til den periode, hvor en stigning i antallet af ansøgninger om international beskyttelse skal finde sted for at kunne være omfattet af artikel 31, stk. 3, tredje afsnit, litra b), i direktiv 2013/32? I bekræftende fald, hvor lang kan denne periode være?
Må der ved vurderingen af, om det i praksis er meget vanskeligt at afslutte proceduren inden for seksmånedersfristen som omhandlet i artikel 31, stk. 3, tredje afsnit, litra b), i direktiv 2013/32, også i lyset af dette direktivs artikel 4, stk. 1, tages hensyn til omstændigheder, som ikke beror på stigningen i antallet af ansøgninger om international beskyttelse, såsom den omstændighed, at asylmyndigheden kæmper med et efterslæb, som forelå allerede før stigningen i antallet af ansøgninger om international beskyttelse, eller med mangel på medarbejderkapacitet?
____________
1 Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.
1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26.6.2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60).