RETTENS DOM (Ottende Afdeling)

13. juni 2019 (*)

»EF-design – ugyldighedssag – registreret EF-design, der gengiver en informationstavle til køretøjer – tidligere design – bevis for offentliggørelse – artikel 7 i forordning (EF) nr. 6/2002 – ugyldighedsgrund – manglende individuel karakter – informeret bruger – designerens grad af frihed – andet helhedsindtryk foreligger ikke – artikel 6 og artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002«

I sag T-74/18,

Visi/one GmbH, Remscheid (Tyskland), ved advokaterne H. Bourree og M. Bartz,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved S. Hanne og D. Walicka, som befuldmægtigede,

sagsøgte,

den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO:

EasyFix GmbH, Wien (Østrig),

angående en påstand om annullation af afgørelsen truffet den 4. december 2017 af Tredje Appelkammer ved EUIPO (sag R 1424/2016-3) vedrørende en ugyldighedssag mellem EasyFix og Visi/one,

har

RETTEN (Ottende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A.M. Collins, og dommerne M. Kancheva (refererende dommer) og G. De Baere,

justitssekretær: fuldmægtig E. Hendrix,

under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 6. februar 2018,

under henvisning til svarskriftet, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 25. april 2018,

under henvisning til Rettens skriftlige spørgsmål til sagsøgeren og sidstnævntes besvarelse af nævnte spørgsmål, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 4. januar 2019,

efter retsmødet den 7. februar 2019,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Den 28. november 2013 ansøgte sagsøgeren, Visi/one GmbH, ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i medfør af Rådets forordning (EU) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (EUT 2002, L 3, s. 1), om og opnåede registrering under nr. 1391114-0001 af det EF-design, der er gengivet i de følgende vinkler:

Image not found

2        Det anfægtede design er bestemt til indbygning i »informationstavler, skilte til køretøjer« henhørende under klasse 20-03 i Locarnoarrangementet af 8. oktober 1968 vedrørende oprettelse af en international klassifikation af industrielle design, med senere ændringer. Registreringen blev offentliggjort i Registreringstidende for EF-design nr. 2014/026 af 10. februar 2014.

3        Den 27. juli 2015 indgav EasyFix GmbH en begæring om, at det anfægtede design erklæredes ugyldigt på grundlag af artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med samme forordnings artikel 5 og 6, med den begrundelse, at det nævnte design ikke var nyt og manglede individuel karakter.

4        Som bilag A-E til ugyldighedsbegæringen fremlagde EasyFix bl.a. dokumenter, der af EUIPO blev beskrevet som følger:

Image not found

5        Ved afgørelse af 3. juni 2016 tog ugyldighedsafdelingen begæringen om, at det anfægtede design blev erklæret ugyldigt, til følge, fordi det manglede individuel karakter.

6        Den 3. august 2016 indgav sagsøgeren i henhold til artikel 55-60 i forordning nr. 6/2002 en klage til EUIPO til prøvelse af ugyldighedsafdelingens afgørelse.

7        Ved afgørelse af 4. december 2017 (herefter »den anfægtede afgørelse«) gav Tredje Appelkammer ved EUIPO afslag på klagen. Appelkammeret fastslog i det væsentlige, at det anfægtede design ikke havde individuel karakter. For det første konstaterede appelkammeret, at de i bilag A-E til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokumenter var tilstrækkelige til at godtgøre, at det tidligere design var blevet offentliggjort. For det andet anførte det, at informerede brugere af de omtvistede design var erhvervsdrivende, der ønskede at etikettere deres produkter samt indkøbere i virksomheder, der køber sådanne opslagstavler til prisskilte. For det tredje vurderede det, at den frihed, som designeren har haft ved udviklingen af »informationstavler, skilte til køretøjer«, var stor, i forhold til såvel udformningen som det materiale, der anvendtes. For det fjerde anførte det, at forskellene mellem disse design var minimale og ikke ændrede ved, at designene gav samme helhedsindtryk.

 Parternes påstande

8        Efter en afklaring af sagsøgerens påstande, der blev indført i protokollatet for retsmødet, har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne forbundet med sagens behandling for appelkammeret.

9        EUIPO har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

10      Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren gjort fire anbringender gældende, hvoraf det første er, at der er foretaget en fejlagtig vurdering af beviserne for offentliggørelsen af »det tidligere design« i strid med artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 6/2002, det andet, at der er sket tilsidesættelse af retten til at blive hørt i overensstemmelse med samme forordnings artikel 62, andet punktum, det tredje, at der er sket tilsidesættelse af begrundelsespligten i overensstemmelse med forordningens artikel 62, første punktum, og det fjerde, at der er foretaget en fejlagtig vurdering af det anfægtede designs individuelle karakter i strid med den nævnte forordnings artikel 6 og artikel 25, stk. 1, litra b).

 Det første anbringende om en fejlagtig vurdering af beviserne for offentliggørelsen af et »tidligere design« i strid med artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 6/2002

11      Som led i det første anbringende har sagsøgeren foreholdt appelkammeret, at dette konstaterede, at de i bilag A-E til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokumenter var tilstrækkelige til at godtgøre offentliggørelsen af et »tidligere design« som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 6/2002. Til støtte for dette anbringende har sagsøgeren fremsat syv klagepunkter.

12      Med det første klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at de i bilag A og D til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokumenter ikke påviser, at der er sket offentliggørelse af »det tidligere design«, fordi de nævnte dokumenter først er blevet udskrevet den 20. juli 2015, dvs. efter datoen for indgivelse af ansøgningen om registrering af det anfægtede design.

13      Med det andet klagepunkt har sagsøgeren foreholdt appelkammeret, at dette i den anfægtede afgørelses punkt 17 for så vidt angår det i bilag B til ugyldighedsbegæringen fremlagte katalog fandt, at spørgsmålet om, hvorvidt forsiden rent faktisk sad fast om resten af siderne i dette bilag, var uden relevans. Sagsøgeren har derimod gjort gældende, at der på grund af tvivlen med hensyn til, om denne forside hører til resten af kataloget, skulle være set bort fra hele bilag B. De bestanddele af dette katalog, der er blevet fremsendt til sagsøgeren, er angiveligt ikke andet end en samling løsblade. Den ikke fortløbende nummerering, anvendelsen af det samme sidetal – 2 – to gange, og tilstedeværelsen af s. 31, der er indføjet mellem de to sider med sidetal 2, er tilstrækkeligt til at vise, at de bestanddele, der indgår i bilag B, ikke udgør et homogent katalog og aldrig er blevet offentliggjort således. I øvrigt er den omstændighed, at samme katalog henviser til forskellige domænenavne og e-mailadresser (enten domænenavnet www.easyfix.co.at og e-mailadressen info@easyfix.co.at, eller domænenavnet www.easyfix.at og e-mailadressen info@easyfix.at), i direkte modstrid med almindelig erfaring. Desuden fremgår det af et udskrift af det østrigske register over domænenavne (nic.at GmbH), at domænenavnet »www.easyfix.co.at« overhovedet ikke er registreret. Sagsøgeren bestrider således, at siden med overskriften »Preisauszeichnung« (prisskiltning), som også har sidetallet 2 i det nævnte katalog, rent faktisk er blevet udgivet og offentliggjort inden datoen for indgivelse af ansøgningen om registrering af det anfægtede design.

14      Med det tredje klagepunkt har sagsøgeren foreholdt appelkammeret, at dette i den anfægtede afgørelses punkt 18 konkluderede, at det i bilag B til ugyldighedsbegæringen fremlagte katalog blev offentliggjort i 2010 med den begrundelse, at siden med overskriften »Lederartikel« angav, at det nævnte katalog var »udkommet rettidigt til fagmessen Automechanika 2010«. Ifølge sagsøgeren kan dette end ikke bevise, at dette salgsfremmende materiale er blevet offentliggjort, og i endnu mindre grad i hvilken sammensætning og på hvilket tidspunkt. Sagsøgeren har tilføjet, at selv om der er tale om et sammenhængende katalog, hvoraf EUIPO har fremsendt en uordnet kopi til sagsøgeren, er dette alligevel ikke bevis for den tidligere offentliggørelse af kataloget med det fremlagte indhold.

15      Med det fjerde klagepunktet har sagsøgeren gjort gældende, at det var med urette, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 19 lagde til grund, at der var ført bevis for tidligere offentliggørelse af det i bilag C til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokument, selv om dette dokument med rette ikke blev taget i betragtning af ugyldighedsafdelingen, og der kan være tale om et udkast til et katalog, der er henvendt til et selskab med tilknytning til EasyFix, og som ikke er blevet offentliggjort.

16      Med det femte klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at det var med urette, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 21 fandt, at illustrationerne i de i bilag A-D til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokumenter alle indeholdt det samme datablad fra en BMW 520i Touring, og – ligeledes med urette – udledte heraf, at de informationstavler til køretøjer, der er gengivet i den anfægtede afgørelses punkt 4, af denne grund alle sammen henhører under det samme tidligere design. Ifølge sagsøgeren gør anvendelsen af en identisk prøvetekst det ikke muligt at fastslå, om det salgsfremmende materiale overhovedet er blevet offentliggjort med den pågældende illustration, om det er blevet offentliggjort i den fremlagte sammensætning, og på hvilket tidspunkt det er blevet offentliggjort. Sagsøgeren antager, at der er tale om en fiktiv tilbudstekst, der også anvendes af andre virksomheder, og har som et eksempel som bilag vedlagt en aktuel kopi af samme tilbudstekst, der anvendes af en anden leverandør af informationstavler til et andet bilmærke.

17      Med det sjette klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 22 og punkt 31-35 har støttet sig på den fejlagtige antagelse, at samtlige de i bilag A-E til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokumenter afbilder ét og samme »tidligere design«. Ifølge sagsøgeren er bilag E forskelligt fra bilag B og C, navnlig for så vidt som det design, der gengives, mellem udtungningen og tavledelen viser en tydeligt markeret kant, der forbinder udtungningen med informationstavlen.

18      Med sit syvende klagepunkt har sagsøgeren foreholdt appelkammeret, at dette i den anfægtede afgørelses punkt 33 fandt, at de omtvistede design bestod af en gennemsigtig overflade. Selv om sagsøgeren medgiver, at det »tidligere design«, der er gengivet i bilag A-D til ugyldighedsbegæringen, er fuldstændigt gennemsigtigt – ikke alene den del, der er beregnet til databladet, men også dér, hvor den udtungning, der udgør den nederste del, befinder sig – er sagsøgeren af den opfattelse, at det anfægtede design netop ikke er gennemsigtigt, således som »vinkel 1« viser navnlig ved hjælp af skravering.

19      EUIPO har bestridt sagsøgerens argumenter.

20      I henhold til artikel 7, stk. 1, første punktum, i forordning nr. 6/2002 gælder, at »[m]ed henblik på anvendelsen af [samme forordnings] artikel 5 og 6 anses et [tidligere] design for at være blevet offentliggjort, hvis det er blevet bekendtgjort i forbindelse med registreringen eller på anden måde, eller det er udstillet, benyttet kommercielt eller på anden måde blevet kendt inden [datoen for indgivelse af ansøgningen om registrering af det anfægtede design] eller, [hvis der begæres prioritet, inden prioritetsdagen] […], undtagen i tilfælde hvor fagkredsene inden for den pågældende sektor i [EU] ikke med rimelighed kan have fået kendskab til de pågældende arrangementer som led i deres normale forretningsførelse«.

21      Hverken forordning nr. 6/2002 eller Kommissionens forordning (EF) nr. 2245/2002 af 21. oktober 2002 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 6/2002 (EFT 2002, L 341, s. 28) specificerer en fast måde, hvorpå indgiveren af begæringen om ugyldighed skal føre bevis med henblik på at godtgøre offentliggørelsen af det tidligere design inden datoen for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det anfægtede design. Heraf følger dels, at indgiveren af ugyldighedsbegæringen frit kan vælge at føre det bevis, som den pågældende anser for relevant at forelægge EUIPO til støtte for ugyldighedsbegæringen, dels at EUIPO har pligt til at vurdere alle de fremlagte oplysninger med henblik på at afgøre, om de faktisk udgør bevis for, at det tidligere design er blevet offentliggjort (jf. i denne retning dom af 9.3.2012, Coverpla mod KHIM – Heinz-Glas (Flakon), T-450/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:117, præmis 22 og 23 og den deri nævnte retspraksis, af 14.7.2016, Thun 1794 mod EUIPO – Adekor (Dekorative grafiske symboler), T-420/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:410, præmis 26, og af 25.4.2018, Euro Castor Green mod EUIPO – Netlon France (Espalier), T-756/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:224, præmis 32).

22      Endvidere kan offentliggørelse af et tidligere design ikke godtgøres ved sandsynlighedsbetragtninger eller formodninger, men skal bero på konkrete og objektive forhold, der godtgør en faktisk offentliggørelse af det tidligere design på markedet. Desuden skal de beviser, som indgiveren af ugyldighedsbegæringen har fremlagt, vurderes i forhold til hinanden. Selv om visse af disse beviser i sig selv kan være utilstrækkelige med henblik på at godtgøre offentliggørelsen af et tidligere design, kan de ikke desto mindre, når de tilknyttes eller sammenholdes med andre dokumenter eller oplysninger, bidrage til at udgøre et bevis for offentliggørelse. For endelig at vurdere et dokuments bevisværdi må sandsynligheden og ægtheden af dets indhold først efterprøves. Der skal bl.a. tages hensyn til dokumentets oprindelse, omstændighederne for dets udarbejdelse og dets modtager, og det bør undersøges, om det efter sit indhold virker fornuftigt og troværdigt (jf. dom af 9.3.2012, Flakon, T-450/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:117, præmis 24-26 og den deri nævnte retspraksis, af 14.7.2016, Dekorative grafiske symboler, T-420/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:410, præmis 27, og af 25.4.2018, Espalier, T-756/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:224, præmis 33).

23      Et design anses for at være blevet offentliggjort, når den part, der påberåber sig offentliggørelsen, har ført bevis for de arrangementer, hvorved offentliggørelsen foretages. For at afkræfte denne formodning påhviler det i stedet den part, som bestrider offentliggørelsen, på tilstrækkelig vis at godtgøre, at omstændighederne i det foreliggende tilfælde med rimelighed kan have været til hinder for, at fagkredsene inden for den pågældende sektor i Den Europæiske Union som led i deres normale forretningsførelse inden for den pågældende sektor kan have fået kendskab til disse arrangementer (jf. i denne retning dom af 21.5.2015, Senz Technologies mod KHIM – Impliva (Paraplyer), T-22/13 og T-23/13, EU:T:2015:310, præmis 26, af 15.10.2015, Promarc Technics mod KHIM – PIS (Del af dør), T-251/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:780, præmis 26, og af 27.2.2018, Gramberg mod EUIPO – Mahdavi Sabet (Beskyttelseshylster til mobiltelefon), T-166/15, EU:T:2018:100, præmis 22).

24      Med henblik på at fastslå, om et tidligere design er blevet offentliggjort, skal der således foretages en totrinsanalyse, der består i for det første at undersøge, hvorvidt de oplysninger, der er indeholdt i ugyldighedsbegæringen, godtgør dels, at der foreligger arrangementer, hvorved offentliggørelse af et design er blevet foretaget, dels at denne offentliggørelse er sket tidligere i forhold til datoen for indgivelse eller prioritetsdagen for det anfægtede design, og for det andet – i tilfælde af at indehaveren af det anfægtede design har hævdet det modsatte – hvorvidt fagkredsene inden for den pågældende sektor i EU med rimelighed kan have fået kendskab til de nævnte arrangementer som led i deres normale forretningsførelse, uden hvilket offentliggørelsen anses for at være uden virkning og ikke vil blive taget i betragtning.

25      Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal undersøges, om det i den foreliggende sag er med rette, at appelkammeret fandt, at de oplysninger, som EasyFix fremlagde i ugyldighedsbegæringen, var egnede til at fastslå, at de arrangementer, hvorved offentliggørelsen af et tidligere design blev foretaget, forelå, og at denne offentliggørelse skete tidligere.

26      Det bemærkes indledningsvis, at den dato, der skal tages i betragtning for at vurdere, hvorvidt offentliggørelsen skete tidligere, efter omstændighederne i den foreliggende sag er datoen for indgivelse af ansøgningen om registrering af det anfægtede design – dvs., som angivet i præmis 1 ovenfor, den 28. november 2013 (herefter »den relevante dato«).

27      Appelkammeret fandt i den anfægtede afgørelses punkt 17-22, at det i bilag B til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokument var originalen af et salgskatalog, og at spørgsmålet om, hvorvidt forsiden af dette katalog rent faktisk sad fast om resten af siderne i samme katalog, var uden relevans for bedømmelsen af de faktiske omstændigheder. Appelkammeret anførte, at der på s. 2 i dette katalog befandt sig det design, der blev anvendt til sammenligningen – som afbildet i præmis 4 ovenfor – og at det i det nævnte katalogs lederartikel, der befandt sig på s. 1 og således på samme side som illustrationen, blev forklaret, at det omhandlede katalog var »udkommet rettidigt til fagmessen Automechanika 2010«. Heraf udledte appelkammeret, at det nævnte katalog var blevet udgivet i 2010, idet det præciserede, at det ikke var nødvendigt at fastslå en præcis dato for udgivelsen, eftersom der blev ansøgt om registrering af det anfægtede design i november 2013. Det anførte desuden, at lederartiklen henviste til, at det »nye, moderniserede websted www.easyfix.at [var] online«, og at dette forklarede uoverensstemmelsen mellem det på forsiden anvendte domænenavn og domænenavnet på s. 2. I øvrigt tilføjede appelkammeret, at det heller ikke var i tvivl om, at det i bilag C til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokument – dvs. den delvise kopi af et katalog – stammede fra 2011, at den skematiske gengivelse i bilag E til ugyldighedsbegæringen vedrørende brugsmodellen var blevet offentliggjort i februar 2012 i det tyske patenttidende og således gjort offentligt tilgængeligt senest på dette tidspunkt, at de i præmis 4 ovenfor gengivne informationstavler til køretøjer alle henhørte under det samme design, og at illustrationerne i bilag A-D til den nævnte ugyldighedsbegæring alle indeholdt det samme datablad fra en BMW 520i Touring. Appelkammeret konkluderede, at de i bilag A-E til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokumenter var tilstrækkelige til at føre bevis for, at det påberåbte tidligere design var blevet offentliggjort som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 6/2002.

28      Retten finder det hensigtsmæssigt først at undersøge det andet til det fjerde klagepunkt vedrørende vurderingen af bevisværdien af de i bilag B og C til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokumenter.

29      Hvad angår det andet klagepunkt, hvorved sagsøgeren har rejst tvivl om bevisværdien af det i bilag B til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokument, skal følgende præciseringer anføres vedrørende dette bilag, som Retten har kunnet se originalen af i papirversionen af sagsakten fra appelkammeret. I denne sagsakt indeholder bilag B i virkeligheden ikke ét katalog, men to kataloger: for det første et »katalog 2010/11«, der består af 128 sider og to sider af pap som omslag, og for det andet et katalog, der hedder »News 2010« fra EasyFix, der består af 31 nummererede sider og en sidste side uden nummer. Det er uddrag af disse to kataloger, som sagsøgeren har vedlagt stævningen.

30      Det fremgår af dokumenterne i sagsakterne, at EasyFix i ugyldighedsbegæringen henviste til to kataloger benævnt »EasyFix 2010/11« og »EasyFix News 2010«, som selskabet angav at være dets egne kataloger (»unseren Katalogen«), og at selskabet som bilag til ugyldighedsbegæringen havde vedlagt originalerne af disse to kataloger. EUIPO fremsendte den nævnte ugyldighedsbegæring til sagsøgeren ved anbefalet skrivelse med en scannet kopi af bilagene, der bestod af 210 sider.

31      Det må ganske vist – ligesom EUIPO har gjort i punkt 26 i svarskriftet – konstateres, at den elektroniske sagsakt fra appelkammeret, således som denne blev scannet og fremsendt til sagsøgeren, af ukendte årsager ikke gengiver siderne fra de to i præmis 29 og 30 ovenfor nævnte kataloger i den rigtige rækkefølge.

32      Det bemærkes dog, at samtlige sider fra disse to kataloger således er blevet fremsendt som en scannet kopi til sagsøgeren. Desuden har sagsøgeren i begrundelsen for klagen til appelkammeret anført EasyFix’ henvisning til de i bilag B til ugyldighedsbegæringen fremlagte kataloger som »dets kataloger«, »EasyFix 2010/11« og »EasyFix News 2010«, således at sagsøgeren ikke med rette kan hævde at have været uvidende om, at bilag B indeholdt to kataloger og ikke et enkelt.

33      Foruden denne præcisering må det bemærkes, at det er på s. 2 i EasyFix’ »katalog 2010/11« (og på s. 212 i den elektroniske sagsakt fra appelkammeret) med overskriften »Preisauszeichnung« (prisskiltning), at det billede, der gengives i den anfægtede afgørelses punkt 4 og i præmis 4 ovenfor, og som præsenteres som offentliggørelsen af det tidligere design, befinder sig.

34      I denne henseende er det, hvad for det første angår bevis for de arrangementer, hvorved offentliggørelsen blev foretaget, tilstrækkeligt at bemærke, at s. 2 i »katalog 2010/11«, hvor der er et billede af den i den anfægtede afgørelses punkt 4 gengivne informationstavle til køretøjer, gjorde det muligt for appelkammeret at konstatere, at dette design var blevet offentliggjort. Hvad derefter angår bevis for, at denne offentliggørelse er sket tidligere, gjorde s. 1 i samme katalog, som er på forsiden af s. 2, der indeholder lederartiklen og de her nævnte datoer, nemlig »Zum Start der Automechanika 2010« (i anledning af startskuddet for Automechanika 2010) og »Ab 2011 werden in Deutschland« (fra 2011 vil der i Tyskland), det muligt for appelkammeret – uden at begå en skønsmæssig fejl vedrørende beviserne – at konkludere, at offentliggørelsen af det nævnte design fandt sted i 2010 eller senest i 2011, men under alle omstændigheder inden den relevante dato den 28. november 2013. Dette gælder så meget desto mere som beviserne for de arrangementer, hvorved denne offentliggørelse blev foretaget – og for, at offentliggørelsen skete tidligere – understøttes af s. 3 i kataloget »News 2010«, som er angivet i bilag B, og af uddraget af AHB’s katalog fra 2011, der er indeholdt i bilag C til ugyldighedsbegæringen.

35      Derudover må det – ligesom EUIPO har gjort i punkt 29 i svarskriftet – bemærkes, at det ikke er nødvendigt at fremlægge hver eneste side af et katalog som bevis, men at uddrag af et sådant katalog kan fremlægges, uden at de fremlagte siders bevisværdi nødvendigvis bliver lavere. Således var appelkammeret i betragtning af samtlige fremlagte beviser – og navnlig s. 1 og 2 i »katalog 2010/11« – ikke forpligtet til at vurdere forsiden af dette katalog separat.

36      Desuden bemærkes, at de forskellige siders sideopsætning, farve og indehold er sammenfaldende på en måde, der gør det muligt at konkludere, at de var samlet i de vedlagte kataloger benævnt »katalog 2010/11« og »News 2010«, således som EasyFix har gjort gældende. Uanset, hvad årsagen er til uoverensstemmelsen mellem de domænenavne, der er angivet på s. 1 i det katalog, der indeholder lederartiklen, og på s. 2 i det katalog, der gengiver det tidligere design – dvs. »www.easyfix.at« på den ene side og »www.easyfix.co.at« på den anden side – udelukker dette ikke, at disse to sider stammer fra det samme »katalog 2010/11«, idet det i virkeligheden drejer sig om forsiden og bagsiden af det samme blad. Den udskrift af det østrigske register over domænenavne, der er vedlagt stævningen, er således ikke relevant.

37      I det omfang sagsøgeren i retsmødet har begrænset sig til at give udtryk for tvivl for så vidt angår selve eksistensen og ægtheden af de af EasyFix påberåbte kataloger, må det konstateres, at betænkeligheder ikke er tilstrækkelige til at rejse tvivl om den række af samstemmende indicier – bl.a. EasyFix’ kataloger og AHB’s katalog – som EasyFix har fremlagt, og som appelkammeret har lagt til grund for at konkludere, at der er ført bevis for, at de omstændigheder, som udgør offentliggørelse, faktisk foreligger, især da sagsøgerens argumenter vedrørende en mulig manipulation af de kataloger, som EasyFix har fremlagt, ikke er godtgjort, og idet sagsøgerens argument om, at der ikke er fremlagt en erklæring på tro og love, er i strid med den frihed til at vælge bevis, som indgiveren af begæringen om ugyldighed anerkendes at have (jf. i denne retning dom af 17.5.2018, Basil mod EUIPO – Artex (Særlige kurve til cykler), T-760/16, EU:T:2018:277, præmis 47-49 og 53).

38      Under alle omstændigheder konstaterer Retten, der er i besiddelse af papirversionen af sagsakten fra appelkammeret, at EasyFix’ to originale kataloger, som er fremlagt i bilag B til ugyldighedsbegæringen, eksisterer og har fortløbende nummerering. Endvidere har sagsøgeren i retsmødet kunnet gøre sig bekendt med originalerne af disse to kataloger. På Rettens opfordring har sagsøgeren bekræftet, at der i originalen af »katalog 2010/11« på s. 2 forefindes fotografier af det af EasyFix påberåbte produkt og på forsiden af denne side – dvs. på s. 1 – henvisninger til 2010 og 2011, samt at der på samme blads forside og bagside forefindes både domænenavnet »www.easyfix.at« og domænenavnet »www.easyfix.co.at«. Sagsøgeren har ligeledes bekræftet, at der i originalen af EasyFix’ andet katalog benævnt »News 2010« på s. 3 forefindes det af EasyFix påberåbte produkt med datoen 31. august 2010 i fodnoten. Disse bekræftelser er blevet tilført retsmødeprotokollen.

39      Selv om det må beklages, at EUIPO’s administrative tjenester fremsendte de to i bilag B til ugyldighedsbegæringen fremlagte kataloger til sagsøgeren med usammenhængende nummerering, der ikke svarede til siderækkefølgen i de originale kataloger, bemærkes endelig, at en sådan omstændighed ikke på nogen måde kan rejse tvivl om den anfægtede afgørelses lovlighed for så vidt angår beviset for de arrangementer, hvorved offentliggørelsen af den i den anfægtede afgørelses punkt 4 gengivne informationstavle til køretøjer blev foretaget – og at denne offentliggørelse skete tidligere – i forhold til bilag B, og navnlig bevisværdien af disse dokumenter med henblik på at godtgøre offentliggørelsen af det tidligere design.

40      Det andet klagepunkt skal således forkastes.

41      Hvad angår det tredje klagepunkt, hvorved sagsøgeren har foreholdt appelkammeret, at dette drog en konklusion af henvisningen til den internationale messe Automechanika 2010 i lederartiklen i det i bilag B til ugyldighedsbegæringen fremlagte »katalog 2010/11«, bemærkes, at den omstændighed, at denne lederartikel nævner den omtalte internationale messe og forekommer på s. 1 i det nævnte katalog på forsiden af s. 2 i kataloget, hvor billedet af den i den anfægtede afgørelses punkt 4 gengivne informationstavle til køretøjer forekommer, i forhold til bilag B gør det muligt at fastsætte tidspunktet for offentliggørelsen af dette design til 2010 eller senest 2011. Derudover bemærkes, at begge de to i bilag B fremlagte kataloger skal vurderes i deres helhed og i kombination med samtlige fremlagte beviser i overensstemmelse med den i præmis 22 ovenfor nævnte retspraksis, og således med sikkerhed kan dateres til at være fra før den relevante dato. Endvidere har sagsøgeren ikke fremlagt noget indicium, der gør det muligt at rejse tvivl om, at de nævnte kataloger rent faktisk er blevet udgivet i 2010, og for det andet katalogs vedkommende med henblik på denne internationale messe, eller senest i 2011.

42      Hvad angår det fjerde klagepunkt, hvorved sagsøgeren navnlig har hævdet, at det var med rette, at ugyldighedsafdelingen ikke tog det i bilag C til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokument i betragtning, må det først bemærkes, at ugyldighedsafdelingen i sin afgørelse af 3. juni 2016 ikke fandt, at dette dokument ikke var egnet til at bidrage til beviset for offentliggørelse af den omhandlede informationstavle til køretøjer i forbindelse med helhedsvurderingen, men ganske enkelt fandt, at de arrangementer, hvorved offentliggørelsen blev foretaget, og den omstændighed, at denne offentliggørelse skete tidligere, på den relevante dato allerede var bevist på grundlag af andre beviselementer. Det må dernæst konstateres, at det nævnte dokument i forbindelse med helhedsvurderingen af samtlige beviser ligeledes udgør et relevant element. Dette uddrag fra AHB’s katalog viser nemlig på den samme forside på én gang den nævnte informationstavle til køretøjer og året 2011. I øvrigt er der intet, der underbygger det af sagsøgeren hævdede om, at det er normalt at udveksle kataloger, der ikke er offentliggjort, inden for en virksomhedsgruppe, som EasyFix tilhører.

43      Det må på baggrund af det ovenstående konkluderes, at de arrangementer, hvorved offentliggørelsen af den informationstavle til køretøjer, der forekommer på s. 2 i EasyFix’ »katalog 2010/11«, og som er gengivet i den anfægtede afgørelses punkt 4, blev foretaget, i forhold til bilag B til ugyldighedsbegæringen (jf. præmis 4 ovenfor) i tilstrækkelig grad er bevist i dette katalog – ligesom denne offentliggørelse er sket tidligere. Disse beviser bekræftes ligeledes af yderligere elementer, såsom EasyFix’ katalog »News 2010«, som også er indeholdt i bilag B, og uddraget af AHB’s katalog, der er indeholdt i bilag C til ugyldighedsbegæringen. Følgelig var det med rette, at appelkammeret fandt, at de arrangementer, hvorved offentliggørelsen af et design foretages – og at denne offentliggørelse skete tidligere – var godtgjort i betragtning af de nævnte bilag B og C, som indeholder daterede kataloger.

44      Heraf følger det, at første, femte, sjette og syvende klagepunkt vedrørende de i bilag A, D og E til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokumenter eller vedrørende vinkel 1 af det anfægtede design må forkastes som irrelevante.

45      Af alle disse grunde gør sagsøgerens klagepunkter det ikke muligt at rejse tvivl om den anfægtede afgørelses lovlighed for så vidt angår vurderingen af beviserne for de arrangementer, hvorved offentliggørelsen af designet blev foretaget, og for at denne offentliggørelse skete tidligere end den relevante dato. I øvrigt har sagsøgeren hverken ført bevis for eller hævdet, at omstændighederne i det foreliggende tilfælde med rimelighed kan have været til hinder for, at fagkredsene inden for den pågældende sektor i EU kan have fået kendskab til disse arrangementer som led i deres normale forretningsførelse. Eftersom der ikke foreligger indicier for det modsatte, der ville have gjort det muligt at finde, at de nævnte kataloger ikke er blevet udbredt i de nævnte fagkredse, begik appelkammeret ikke nogen fejl, da det konkluderede, at det tidligere design var blevet offentliggjort.

46      Det første anbringende må derfor forkastes som ugrundet.

 Det andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af retten til at blive hørt i overensstemmelse med artikel 62, andet punktum, i forordning nr. 6/2002

47      Sagsøgeren har hævdet, at appelkammeret tilsidesatte selskabets ret til at blive hørt, idet det ikke gav sagsøgeren mulighed for at tage stilling til de i bilag A og D til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokumenter, inden appelkammeret lagde disse til grund i den anfægtede afgørelse (navnlig i punkt 31-35) – og dette i modsætning til annullationafdelingen, der så bort fra dokumenterne som »udaterede fotografier«, idet fotografiernes trykdato lå efter den dato, hvor ansøgningen om det anfægtede design blev indgivet. Sagsøgeren har gjort gældende, at selskabet, såfremt appelkammeret havde givet det mulighed for at udtale sig, ville have kunnet påpege, at en tidligere offentliggørelse faktisk ikke havde fundet sted, og derudover »også ville have kunne forsvare sig mod [disse bilag]«.

48      EUIPO har bestridt sagsøgerens argumenter.

49      I henhold til artikel 62, andet punktum, i forordning nr. 6/2002 må EUIPO’s afgørelse kun støttes på grunde, som parterne har haft lejlighed til at udtale sig om. Med denne bestemmelse fastslås det generelle princip om overholdelse af retten til kontradiktion inden for EF-designretten. I henhold til dette almindelige EU-retlige princip skal adressater for beslutninger, som i væsentlig grad påvirker deres interesser, have mulighed for at gøre deres synspunkter gældende. Retten til at blive hørt omfatter således alle forhold af faktisk eller retlig art, som danner grundlag for beslutningsprocessen, men ikke det endelige standpunkt, som administrationen agter at indtage (jf. dom af 27.6.2013, Beifa Group mod KHIM – Schwan-Stabilo Schwanhäußer (Skriveredskaber), T-608/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:334, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis, af 9.2.2017, Mast-Jägermeister mod EUIPO (Bægre), T-16/16, EU:T:2017:68, præmis 57, og af 21.6.2018, Haverkamp IP mod EUIPO – Sissel (Gulvmåtte), T-227/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:370, præmis 67).

50      I den foreliggende sag må det indledningsvis bemærkes, at ugyldighedsafdelingen ikke kvalificerede de i bilag A og D til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokumenter som irrelevante, idet de var »udaterede fotografier«. Tværtimod konstaterede ugyldighedsafdelingen, at det tidligere design var blevet offentliggjort på grundlag af andre beviser, således at det ikke var nødvendigt at behandle de nævnte bilag særskilt (jf. præmis 43 ovenfor).

51      Dernæst må det bemærkes, at appelkammeret med rette kunne støtte den anfægtede afgørelse på sammenligningen mellem det anfægtede design og det design, der gengives i de i bilag A og D til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokumenter. Det fremgår nemlig af artikel 60, stk. 1, i forordning nr. 6/2002, at appelkammeret som følge af den klage, som er forelagt det, skal foretage en ny og fuldstændig realitetsbehandling af ugyldighedsbegæringen, såvel retligt som faktisk. Denne konstatering medfører, at appelkammeret kan basere sig på et hvilket som helst af de tidligere design, som indgiveren af ugyldighedsbegæringen har påberåbt sig, uden at det er bundet af indholdet af ugyldighedsafdelingens afgørelse og uden at skulle fremlægge en særlig begrundelse på det punkt (jf. i denne retning dom af 14.6.2011, Sphere Time mod KHIM – Punch (Ur påsat en snor), T-68/10, EU:T:2011:269, præmis 13 og den deri nævnte retspraksis). I det foreliggende tilfælde bestrides det ikke, at EasyFix har påberåbt sig de i bilag A og D fremlagte dokumenter til støtte for ugyldighedsbegæringen.

52      Under disse omstændigheder påhvilede det i overensstemmelse med sagsøgerens ret til at blive hørt appelkammeret at give selskabet mulighed for at fremsætte bemærkninger til samtlige relevante faktiske og retlige forhold i sagsakten. Sagsøgeren har haft rig mulighed for at fremsætte bemærkninger under hele sagens behandling, herunder i forhold til de i bilag A og D til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokumenter.

53      Derimod var appelkammeret i henhold til den faste retspraksis, der er nævnt i præmis 49 ovenfor, ikke forpligtet til at høre sagsøgeren med hensyn til det endelige standpunkt, som appelkammeret agtede at indtage, hvilket vurderingen af de i bilag A og D til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokumenter udgjorde en integrerende del af.

54      Det andet anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.

 Det tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten i overensstemmelse med artikel 62, første punktum, i forordning nr. 6/2002

55      Sagsøgeren har hævdet, at appelkammeret har tilsidesat sin begrundelsespligt, idet det uden nogen begrundelse i den anfægtede afgørelses punkt 19 anførte, at det ikke var i tvivl om, at det i bilag C til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokument stammede fra 2011, selv om appelkammeret før havde draget den tidligere offentliggørelse af de i bilag A-C til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokumenter i tvivl og ligeledes havde fremlagt indicier, der tilbageviste en sådan tidligere offentliggørelse. Appelkammeret burde, eftersom det ligeledes støttede den anfægtede afgørelse (navnlig i punkt 22, 31, 32 og 35) på den i bilag C indeholdte illustration, have forklaret, hvorfor det i modsætning til sagsøgerens bemærkninger fandt, at det i dette bilag fremlagte dokument var blevet offentliggjort tidligere og udgjorde et bevis for offentliggørelse af det tidligere design.

56      EUIPO har bestridt sagsøgerens argumenter.

57      EUIPO’s afgørelser skal i henhold til artikel 62, første punktum, i forordning nr. 6/2002 begrundes. Denne begrundelsespligt har samme rækkevidde som den, der følger af artikel 296 TEUF, hvorefter ophavsmandens begrundelse af retsakten skal fremgå klart og utvetydigt. Formålet med begrundelsespligten er dels, at de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning med henblik på at forsvare deres rettigheder, dels at Unionens retsinstanser kan efterprøve afgørelsens lovlighed (jf. dom af 25.4.2013, Bell & Ross mod KHIM – KIN (Urkasse på et armbåndsur), T-80/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:214, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis). Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en afgørelse opfylder disse krav, skal vurderes ikke blot i forhold til afgørelsens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 9.2.2017, Bægre, T-16/16, EU:T:2017:68, præmis 58, og af 14.3.2018, Gifi Diffusion mod EUIPO – Crocs (Sko), T-424/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:136, præmis 29).

58      Det kan imidlertid ikke kræves, at appelkamrene foretager en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de for kamrene af parterne fremførte argumenter. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte gennem den får kendskab til begrundelsen for, at appelkammerets afgørelse er truffet, og at den kompetente ret råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger (dom af 25.4.2013, Urkasse på et armbåndsur, T-80/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:214, præmis 37, af 4.7.2017, Murphy mod EUIPO – Nike Innovate (Elektronisk armbånd), T-90/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:464, præmis 19, og af 29.11.2018, Sata mod EUIPO – Zhejiang Auarita Pneumatic Tools (Sprøjtepistol), T-651/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:855, præmis 21). En indirekte begrundelse kan således tages i betragtning, når den er åbenbar både for de berørte og for den kompetente ret (jf. dom af 14.3.2018, Sko, T-424/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:136, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

59      I den foreliggende sag bemærkes, at bilag C til ugyldighedsbegæringen indeholder kopien af forsiden fra et AHB-katalog, der er dateret 2011, hvorpå det tidligere design forekommer samt titlen »Katalog 2011« (katalog 2011). Dette er grunden til, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 4 beskrev det i det nævnte bilag fremlagte dokument som »kopien af et katalog fra en tredjepart fra 2011 (uddrag)«, hvilket sagsøgeren er bekendt med, og som selskabet ikke har bestridt. Dette er ligeledes grunden til, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 19 kunne konstatere, at det »heller ikke [var] i tvivl om, at [det i] bilag C [fremlagte dokument] – den delvise kopi af et katalog – stammede fra 2011«. Denne konstatering fremgår klart ved en gennemgang af dette dokument, der er forsynet med angivelsen »katalog 2011« og er blevet fremsendt til sagsøgeren. I denne sammenhæng var ingen yderligere begrundelse påkrævet. Endvidere følger det af den retspraksis, der er henvist til i præmis 58 ovenfor, at en indirekte begrundelse kan tages i betragtning, når den er åbenbar både for de berørte parter og for den kompetente ret. Dette er tydeligvis tilfældet i den foreliggende sag for så vidt angår angivelsen af året 2011 på det i bilag C fremlagte dokument.

60      Endvidere bemærkes, at appelkammeret ikke baserede sin konklusion om offentliggørelsen af det tidligere design udelukkende på det i bilag C til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokument, men at dette dokument alene udgør et element i forbindelse med vurderingen af samtlige fremlagte beviser, der navnlig er relevant for tidspunktet for den nævnte offentliggørelse. I virkeligheden er det vigtigste bevis for denne offentliggørelse det i bilag B til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokument (jf. præmis 42 og 43 ovenfor).

61      Det tredje anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.

 Det fjerde anbringende om en fejlagtig vurdering af det anfægtede designs individuelle karakter i strid med artikel 6 og artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002

62      Med det fjerde anbringende har sagsøgeren foreholdt appelkammeret dets fejlagtige vurdering af det anfægtede designs individuelle karakter. Anbringendet indeholder to klagepunkter vedrørende for det første den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet, og for det andet sammenligningen af de omtvistede design med hensyn til den opmærksomhed, som den informerede bruger har på forskellene mellem disse.

63      EUIPO har bestridt sagsøgerens argumenter.

64      I henhold til artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002 kan et EF-design kun erklæres ugyldigt i de tilfælde, der er opregnet i denne bestemmelse – bl.a. hvis det ikke opfylder betingelserne i samme forordnings artikel 4-9. Det skal præciseres, at ugyldighedsgrundene i forordningens artikel 25, stk. 1, litra a) og b), i modsætning til ugyldighedsgrundene i litra c)-g) i princippet kan påberåbes af enhver person.

65      I henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 beskyttes et design af et EF-design kun, hvis designet er nyt og har individuel karakter. I henhold til samme forordnings artikel 6, stk. 1, litra b), anses et design for at have individuel karakter, hvis det helhedsindtryk, det giver den informerede bruger, adskiller sig fra en sådan brugers helhedsindtryk af alle andre design, som er blevet offentliggjort inden den dato, hvor ansøgningen om registrering er indgivet, eller, hvis der begæres prioritet, inden prioritetsdagen, hvis det er et registreret EF-design. Forordningens artikel 6, stk. 2, tilføjer, at der ved vurderingen af et designs individuelle karakter tages hensyn til den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet. Endelig fremgår det af 14. betragtning til den nævnte forordning, at der ved vurderingen af et designs individuelle karakter i forhold til den allerede eksisterende formgivning bør tages hensyn til arten af det produkt, som designet finder anvendelse på eller indgår i, og navnlig hvilken industrigren, produktet tilhører.

66      I henhold til retspraksis fremgår det af de ovenstående bestemmelser, at vurderingen af et EF-designs individuelle karakter i det væsentlige foretages ved en undersøgelse i fire etaper. Denne undersøgelse består i at afgøre for det første, hvilken produktgruppe designet skal indgå i eller finde anvendelse på, for det andet, hvem der er den informerede bruger af de nævnte produkter afhængigt af deres formål, og i forhold til denne informerede bruger graden af kendskab til den tidligere kunstform og opmærksomhedsniveauet med hensyn til ligheder og forskelle ved sammenligningen af designene, for det tredje designerens grad af frihed ved udviklingen af designet, hvis indflydelse på den individuelle karakter er omvendt proportional, og, for det fjerde – under hensyntagen hertil – resultatet af den om muligt direkte sammenligning af de helhedsindtryk, som det anfægtede design og ethvert andet tidligere offentliggjort design individuelt betragtet giver den informerede bruger (jf. i denne retning dom af 7.11.2013, Budziewska mod KHIM – Puma (Springende kattedyr), T-666/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:584, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis, af 10.9.2015, H&M Hennes & Mauritz mod KHIM – Yves Saint Laurent (Håndtasker), T-525/13, EU:T:2015:617, præmis 32, og af 21.6.2018, Gulvmåtte, T-227/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:370, præmis 22).

67      Det er i den foreliggende sag ubestridt, at den sektor, der er berørt af de omtvistede design, er sektoren for »informationstavler, skilte til køretøjer«. Det er hensigtsmæssig efter tur at undersøge den informerede bruger, den grad af frihed, som designeren har haft, og de helhedsindtryk, som disse design giver.

 Den informerede bruger

68      Sagsøgeren har ikke formuleret noget specifikt klagepunkt vedrørende den informerede bruger som defineret af appelkammeret. Imidlertid har sagsøgeren i punkt 49 og 55 i stævningen bestridt appelkammerets konstatering, ifølge hvilken den informerede bruger ikke var »særligt opmærksom« på bestemte forskelle, hvilket ikke tager denne brugers »kundskabsniveau« i betragtning. Det er således hensigtsmæssigt at undersøge den informerede brugers grad af kendskab og opmærksomhedsniveau, der giver vedkommende evnen til at opfatte forskellene mellem de omtvistede design.

69      Ifølge retspraksis om begrebet »informeret bruger« indebærer det at have egenskab af »bruger« for det første, at den pågældende person – uanset om der er tale om en slutbruger eller en professionel køber – benytter sig af det produkt, som designet indgår i, i overensstemmelse med formålet med produktet. For det andet indebærer benævnelsen »informeret«, at denne bruger, uden at være designer eller teknisk ekspert, er bekendt med de forskellige design i den omhandlede sektor, i besiddelse af et vist kendskab til de bestanddele, som disse design normalt består af, og udviser en vis grad af opmærksomhed, når han anvender produkterne, som følge af hans interesse for de omhandlede produkter. Denne omstændighed indebærer imidlertid ikke, at den informerede bruger er i stand til at adskille de af produktets ydre kendetegn, der er dikteret af dets tekniske funktion, fra de vilkårlige kendetegn, ud over hvad der følger af den erfaring, han har indhøstet gennem anvendelsen af det pågældende produkt (jf. i denne retning dom af 20.10.2011, PepsiCo mod Grupo Promer Mon Graphic, C-281/10 P, EU:C:2011:679, præmis 59; jf. ligeledes i denne retning dom 22.6.2010, Shenzhen Taiden mod KHIM – Bosch Security Systems (Kommunikationsudstyr), T-153/08, EU:T:2010:248, præmis 46-48, og af 21.6.2018, Gulvmåtte, T-227/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:370, præmis 37).

70      Begrebet »den informerede bruger« skal således forstås som et begreb, som ligger mellem »den gennemsnitlige forbruger« på varemærkeområdet, af hvem der ikke kræves nogen særlig viden, og der som regel – på grund af vedkommendes mangelfulde hukommelse – ikke foretager en direkte sammenligning af de omhandlede varemærker, og en »fagmand« på det varemærkeretlige område, som er en ekspert med detaljeret sagkundskab. Begrebet den informerede bruger kan således opfattes som en bruger, der ikke er gennemsnitligt opmærksom, men som er særligt opmærksom, hvad enten det er på grund af personlige erfaringer eller omfattende kendskab til den omhandlede sektor (dom af 20.10.2011, PepsiCo mod Grupo Promer Mon Graphic, C-281/10 P, EU:C:2011:679, præmis 53, af 21.6.2018, Gulvmåtte, T-227/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:370, præmis 36, og af 29.11.2018, Sprøjtepistol, T-651/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:855, præmis 20). For så vidt angår den informerede brugers opmærksomhedsniveau er denne, selv om denne ikke er en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger, der sædvanligvis opfatter et design som en helhed og ikke foretager en undersøgelse af dets forskellige detaljer, heller ikke ekspert eller specialist som en fagmand, der i detaljer kan få øje på de mindste forskelle, der måtte være mellem de omhandlede design (jf. i denne retning dom af 20.10.2011, PepsiCo mod Grupo Promer Mon Graphic, C-281/10 P, EU:C:2011:679, præmis 59).

71      I den foreliggende sag har appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 26 defineret informerede brugere af de omtvistede design som erhvervsdrivende, der ønsker at etikettere deres produkter, samt indkøbere i virksomheder, der køber sådanne opslagstavler til prisskilte – dvs. informationstavler til køretøjer. Det må konstateres, at denne definition, der i øvrigt ikke bestrides af sagsøgeren, ikke er behæftet med nogen fejl.

72      Hvad angår den informerede brugers grad af kendskab og opmærksomhedsniveau fremgår det navnlig af den i præmis 69 og 70 ovenfor nævnte retspraksis såvel som af den anfægtede afgørelses punkt 25, at selv om denne referenceperson er i besiddelse af et vist kendskab til de forskellige design i den omhandlede sektor og udviser en vis grad af opmærksomhed og er særligt opmærksom, når han anvender produkterne, er denne heller ikke ekspert eller specialist, såsom en fagmand, som i detaljer kan få øje på de mindste forskelle, der måtte være mellem de omtvistede design.

 Den grad af frihed, som designeren har

73      Med sit første klagepunkt har sagsøgeren foreholdt appelkammeret, at dette i den anfægtede afgørelses punkt 27 fandt, at den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af »opslagstavler til informationer [eller informationstavler], skilte til køretøjer«, var »stor«, såvel i forhold til udformningen som til det materiale, der anvendes. Ifølge sagsøgeren er denne grad af frihed meget ringe og underlagt begrænsninger med hensyn til udformningen og størrelsen. Eftersom det papirark, der skal indsættes i informationstavlen, indeholder data vedrørende køretøjet og oplysninger om prisen, er en rektangulær grundform påkrævet. Hvad ligeledes angår størrelsen og dimensionerne må disse nødvendigvis ligge mellem A4-format som minimum med henblik på synligheden og et maksimalt format, der afhænger af dimensionerne på det køretøjs ruder, som informationstavlen sættes fast på indersiden af. Den grad af frihed, som designeren har, er således i vidt omfang begrænset dels af den påtænkte anvendelse (indsættelse af et papirark på mindst A4-format, hvorpå der er angivet data om køretøjet og oplysninger om prisen), dels af dimensionerne på køretøjets ruder.

74      I henhold til retspraksis defineres den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet, navnlig ud fra de bindinger, som er knyttet til de kendetegn, som produktets eller en del af produktets tekniske funktion pålægger, eller ud fra de ved lov fastsatte krav til produktet. Disse bindinger fører til en standardisering af visse kendetegn, der derefter bliver fælles for design, der finder anvendelse på de omhandlede produkter (dom af 18.3.2010, Grupo Promer Mon Graphic mod KHIM – PepsiCo (Gengivelse af et cirkelformet reklameunderlag), T-9/07, EU:T:2010:96, præmis 67, af 9.9.2011, Kwang Yang Motor mod KHIM – Honda Giken Kogyo (Forbrændingsmotor), T-10/08, EU:T:2011:446, præmis 32, og af 21.6.2018, Gulvmåtte, T-227/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:370, præmis 54).

75      En generel tendens ved udformningen af designet kan imidlertid ikke anses for at være et forhold, der begrænser designerens frihed, idet det netop er denne designerfrihed, der gør det muligt for designeren at opdage nye former, nye tendenser eller sågar at nyskabe inden for rammerne af en eksisterende tendens (dom af 13.11.2012, Antrax It mod KHIM – THC (Radiatorer), T-83/11 og T-84/11, EU:T:2012:592, præmis 95). Spørgsmålet om, hvorvidt der designmæssigt set følges en generel tendens ved udformningen af designet, kan nemlig allerhøjst være relevant for så vidt angår den æstetiske opfattelse af det omhandlede design, og dette spørgsmål kan dermed eventuelt have en indflydelse på den kommercielle succes for det produkt, hvori det er inkorporeret. Et sådant spørgsmål er derimod ikke relevant for vurderingen af det omhandlede designs individuelle karakter, som uafhængigt af æstetiske og kommercielle overvejelser består i at undersøge, om det helhedsindtryk, som designet giver, adskiller sig fra det helhedsindtryk, som de design, der tidligere var blevet offentliggjort, giver (dom af 22.6.2010, Kommunikationsudstyr, T-153/08, EU:T:2010:248, præmis 58, af 4.2.2014, Sachi Premium-Outdoor Furniture mod KHIM – Gandia Blasco (Lænestol), T-357/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:55, præmis 24, og af 17.11.2017, Ciarko mod EUIPO – Maan (Køkkenemhætte), T-684/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:819, præmis 58).

76      Aspektet vedrørende designerens frihed ved udviklingen af det anfægtede design kan ikke i sig selv fastlægge vurderingen af det nævnte designs individuelle karakter, men det gør det muligt at nuancere vurderingen (jf. i denne retning dom af 10.9.2015, Håndtaske, T-525/13, EU:T:2015:617, præmis 35, og af 4.7.2017, Elektronisk armbånd, T-90/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:464, præmis 38). Dets indflydelse på den individuelle karakter varierer nemlig i forhold til en omvendt proportional regel. Jo større frihed designeren har, jo mindre er således små forskelle mellem de omtvistede design tilstrækkelige til at give et andet helhedsindtryk hos den informerede bruger. Omvendt, jo mere bundet designerens frihed er, jo mere vil små forskelle mellem de omtvistede design kunne være tilstrækkelige til at give et andet helhedsindtryk hos den informerede bruger. Med andre ord styrker en høj grad af frihed hos designeren konklusionen om, at design, der ikke har væsentlige forskelle, giver det samme helhedsindtryk hos den informerede bruger, og følgelig, at det anfægtede design ikke har individuel karakter. Har designeren omvendt haft en ringe grad af frihed, understøtter dette konklusionen om, at tilstrækkeligt markante forskelle mellem designene giver et helhedsindtryk hos den informerede bruger, som er forskelligt, og det anfægtede design har følgelig individuel karakter (jf. i denne retning dom af 9.9.2011, Forbrændingsmotor, T-10/08, EU:T:2011:446, præmis 33, af 13.11.2012, Radiatorer, T-83/11 og T-84/11, EU:T:2012:592, præmis 45, og af 21.6.2018, Gulvmåtte, T-227/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:370, præmis 54).

77      I den foreliggende sag fandt appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 27-29, at den frihed, som designeren har haft ved udviklingen af »informationstavler, skilte til køretøjer«, var stor såvel i forhold til udformningen som til det materiale, der anvendes. Ifølge appelkammeret kan en informationstavle til køretøjer have enhver geometrisk form, så længe den gør det muligt at påføre oplysninger: Den kan ikke alene have en grundlæggende rektangulær form, men kan også være kvadratisk, cirkulær eller ellipseformet, og den rektangulære form følger af designerens frie valg, der hverken er forudbestemt af markedet eller af andre motiver eller begrænsninger. Appelkammeret fandt, at det samme var tilfældet i forhold til materialevalg, og at valget af plastik i denne forbindelse allerede viste designerens frie valg, der hverken var forudbestemt af markedet eller af andre motiver eller begrænsninger – i det mindste havde parterne, anførte appelkammeret, ikke fremført noget, der var i modstrid med denne vurdering.

78      I denne henseende må det konstateres, at sagsøgerens modsatrettede argumenter ikke er synderligt overbevisende. Hvad angår størrelsen af eller dimensionerne på informationstavlerne til køretøjer kan disse ikke begrænse designerens frihed i den foreliggende sag. Nærmere bestemt er der intet i sagens akter, der beviser, at de faktablade, der indsættes i sådanne informationstavler, nødvendigvis skal være i A4-format. Selv hvis dette format var almindeligt på markedet, vil dette ikke medføre væsentlige begrænsninger af designerens frihed. I henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 75 ovenfor, er en generel tendens til at anvende faktablade i A4-format og til at udforme produkterne som en følge heraf ikke relevant ved vurderingen af designets individuelle karakter. Desuden har sagsøgeren hverken godtgjort eller hævdet, at der foreligger bindinger, som er knyttet til de kendetegn, som produktets eller en del af produktets tekniske funktion pålægger, eller ud fra de ved lov fastsatte krav til produktet.

79      Det bemærkes i øvrigt, at den grad af frihed, som designeren har, af Unionens retsinstanser anses for at være høj eller meget høj, når det er muligt at tænke sig til forskellige typer udformning for samme produkt (jf. i denne retning dom af 13.11.2012, Radiatorer, T-83/11 og T-84/11, EU:T:2012:592, præmis 46-52), når produktet kan fremstilles i en bred vifte af udformninger, farver og materialer (jf. i denne retning dom af 5.7.2017, Gamet mod EUIPO – »Metal-Bud II« Robert Gubała (Dørhåndtag), T-306/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:466, præmis 45-47), når beskrivelsen af det pågældende produkt er meget bred og ikke indeholder nogen præcisering af dets type eller funktion (jf. i denne retning dom af 15.10.2015, Promarc Technics mod KHIM – PIS (Del af dør), T-251/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:780, præmis 55), eller når kravene med hensyn til funktion om tilstedeværelsen af visse nødvendige bestanddele ikke i mærkbart omfang påvirker produktets form og generelle udseende, idet denne kan antage forskellige former og være sammensat forskelligt (jf. i denne retning dom af 14.6.2011, Ur påsat en snor, T-68/10, EU:T:2011:269, præmis 68 og 69, af 21.11.2013, El Hogar Perfecto del Siglo XXI mod KHIM – Wenf International Advisers (Proptrækker), T-337/12, EU:T:2013:601, præmis 36-39, og af 29.10.2015, Roca Sanitario mod KHIM – Villeroy & Boch (Et-grebsbetjent blandingsbatteri), T-334/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:817, præmis 45-52). Dette er i det væsentlige tilfældet i den foreliggende sag, navnlig med hensyn til de udformninger og materialer, der anvendes.

80      Det følger heraf, at den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af »informationstavler, skilte til køretøjer«, er høj, såvel for så vidt angår udformningen og størrelsen af produktet som det materiale, der anvendes, således som appelkammeret med rette konstaterede i den anfægtede afgørelses punkt 27-29.

81      Det første klagepunkt kan således ikke tages til følge.

 Sammenligningen af helhedsindtryk

82      Med det andet klagepunkt har sagsøgeren foreholdt appelkammeret, at det i den anfægtede afgørelses punkt 33 og 34 konstaterede, at den informerede bruger ikke er særligt opmærksom på forskellen på forholdet mellem længde og bredde (i det foreliggende tilfælde forholdet 2:1 eller 2,2:1 i stedet for A4) såvel som forskellen på udformningen af den udtungning, der befinder sig på den nederste del af det anfægtede design samt på den nederste del af de design, der er gjort gældende imod det. Ifølge sagsøgeren har det anfægtede design »et aflangt udseende og en næsten elegant tilbageholdende effekt«, det giver »i betragtning af den ringe grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen, et indtryk af høj kvalitet« og frembringer et »elegant indtryk af et aflangt rektangel«, samt virker »skrøbeligt, tilbageholdende, ikke-aggressivt – i modsætning til designet i bilag E«, idet sidstnævnte giver et »tungt og kvabset indtryk«, og de i bilag A-E påberåbte design alle er »udformet på en kvabset og yderst uharmonisk måde« for så vidt angår kombinationen af udtungningen og tavledelen, der giver sin form til helheden, og giver et »kvabset og primitivt forarbejdet indtryk« »uden hverken forfinelse eller elegance«.

83      I henhold til fast retspraksis følger et designs individuelle karakter af et helhedsindtryk af forskellen i forhold til – eller fraværet af – noget, der »allerede er set«, ud fra en informeret brugers synspunkt i forhold til alle design, der hidtil er blevet anvendt, uden at der tages hensyn til forskelle, der forbliver utilstrækkeligt markante til at påvirke det nævnte helhedsindtryk, selv om det går ud over ubetydelige detaljer, men under hensyntagen til forskelle, der er tilstrækkeligt markante til at skabe indtryk af alle uligheder (dom af 7.11.2013, Springende kattedyr, T-666/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:584, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis, af 21.6.2018, Gulvmåtte, T-227/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:370, præmis 72, og af 29.11.2018, Sprøjtepistol, T-651/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:855, præmis 39).

84      Vurderingen af, om et design har individuel karakter, skal foretages ud fra et eller flere tidligere design, betragtet individuelt blandt alle de design, som tidligere er blevet offentliggjort, og ikke ud fra en kombination af enkelte bestanddele taget fra flere tidligere design (jf. i denne retning dom af 19.6.2014, Karen Millen Fashions, C-345/13, EU:C:2014:2013, præmis 25 og 35, og af 21.9.2017, Easy Sanitary Solutions og EUIPO mod Group Nivelles, C-361/15 P og C-405/15 P, EU:C:2017:720, præmis 61). Sammenligningen af de helhedsindtryk, der fremkaldes af de omtvistede design, skal være konstrueret og må ikke begrænse sig til en analytisk sammenligning af en opregning af ligheder og forskelle. Denne sammenligning skal anvende de egenskaber, der var angivet i det anfægtede design, og udelukkende vedrøre karakteristika, der er beskyttet, uden hensyntagen til de – bl.a. tekniske – karakteristika, der ikke kan beskyttes. Den nævnte sammenligning skal vedrøre designet, som dette er registreret, uden at der af indgiveren af ugyldighedsbegæringen kan afkræves en grafisk gengivelse af det påberåbte design, som kan sammenlignes med gengivelsen i ansøgningen om registrering af det anfægtede design (jf. i denne retning dom af 7.11.2013, Springende kattedyr, T-666/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:584, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis, af 13.6.2017, Ball Beverage Packaging Europe mod EUIPO – Crown Hellas Can (Dåser), T-9/15, EU:T:2017:386, præmis 79, og af 17.11.2017, Køkkenemhætte, T-684/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:819, præmis 43).

85      I den foreliggende sag har appelkammeret sammenlignet de følgende design:

Image not found

86      Appelkammeret tog i den anfægtede afgørelses punkt 32 ikke den informationstavle, der var gengivet i de i bilag A-D i ugyldighedsbegæringen fremlagte dokumenter, i betragtning, eftersom det var tydeligt for den informerede bruger, at informationstavlerne til køretøjer tjente til individuel prisskiltning, hvorfor appelkammeret med hensyn til helhedsindtrykket ikke tillagde den konkrete tekst nogen betydning. I den anfægtede afgørelses punkt 33 fandt appelkammeret, at såvel det anfægtede design som det tidligere design bestod af en gennemsigtig overflade, under hvilken der kunne placeres et ark, at deres grundform var rektangulær, at der bestod visse forskelle på forholdet mellem længde og bredde, at designene på deres nederste del havde en paraboloid udtungning, og at paraboloiden i det tidligere design afskar rektanglet ved dets kanter, mens paraboloiden i det anfægtede design hang sammen med rektanglet og var mere centreret i forhold til bredden. Imidlertid vurderede appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 34, at disse forskelle var minimale og ikke kunne ændre det helhedsindtryk, som de to design fremkaldte. Ifølge appelkammeret var den informerede bruger ikke særligt opmærksom på forskellen på forholdet mellem rektanglets længde og bredde, navnlig fordi udtungningen havde en næsten identisk form, og fordi den omstændighed, at udtungningen går langs hele den nederste del af det tidligere design – i modsætning til det anfægtede design – næppe bemærkedes.

87      I denne henseende finder Retten, at det er tilstrækkeligt at tage det tidligere design, der er gengivet i de i bilag B og C til ugyldighedsbegæringen fremlagte dokumenter, i betragtning.

88      Det bemærkes indledningsvis, at det helhedsindtryk, som de omtvistede design fremkalder hos den informerede bruger, er domineret af en rektangulær form med en gennemsigtig overflade og en trekantet udtungning på den nederste del. Synergien mellem disse tre grundlæggende kendetegn fremkalder omtrent det samme helhedsindtryk.

89      Det må herefter konstateres, at forskellene mellem de omtvistede design, der ligger i forholdet mellem længden og den marginalt mere langtrukne bredde på den øvre rektangulære del samt i en marginalt mere buet eller paraboloid form og en marginalt mere ad midterlinjen nedrykket placering af den nedre trekantede udtungning på det anfægtede design, er forholdsvis minimale.

90      Det bemærkes imidlertid, at den informerede bruger på trods af, at denne udviser en vis grad af opmærksomhed, ikke i detaljer kan få øje på de mindste forskelle, der måtte være mellem de omtvistede design (jf. præmis 72 ovenfor).

91      Følgelig kan disse forskelle ikke fjerne det indtryk af »allerede set« som de omtvistede design udløser med hensyn til deres fælles bestanddele, der er en del af deres mest synlige og væsentlige bestanddele (jf. i denne retning dom af 29.10.2015, Et-grebsbetjent blandingsbatteri, T-334/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:817, præmis 74, og af 28.9.2017, Rühland mod EUIPO – 8 seasons design (Stjerneformet lampe), T-779/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:674, præmis 43).

92      Det må således konkluderes, at sådanne forskelle ikke er tilstrækkelig markante til i sig selv at give den informerede bruger et helhedsindtryk, der er forskelligt fra det helhedsindtryk, som det tidligere design giver, under hensyntagen til den høje grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet. De er således ikke i stand til at give det anfægtede design individuel karakter.

93      Følgelig begik appelkammeret ikke en fejl, da det – idet det i sin vurdering tog hensyn til de af sagsøgeren påberåbte forskelle – fandt, at de omtvistede design gav den informerede bruger det samme helhedsindtryk, og at det anfægtede design ikke havde individuel karakter.

94      Det andet klagepunkt kan således ikke tages til følge.

95      Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det fjerde anbringende forkastes som ugrundet, og dermed frifindes EUIPO i det hele.

 Sagsomkostninger

96      I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 135, stk. 1, kan Retten, når det er påkrævet af rimelighedshensyn, imidlertid beslutte, at en part, der taber sagen, ud over sine egne omkostninger alene skal betale en brøkdel af modpartens omkostninger, eller at parten slet ikke skal afholde disse.

97      I det foreliggende tilfælde er sagsøgeren den tabende part, og EUIPO har udtrykkeligt nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne. I betragtning af sagens omstændigheder og navnlig den uorden i siderne, der var i forbindelse med EUIPO’s fremsendelse af to kataloger til sagsøgeren (jf. præmis 28-39 ovenfor), er det imidlertid af rimelighedshensyn påkrævet, at hver part bærer sine egne omkostninger, jf. procesreglementets artikel 135, stk. 1.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):

1)      Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)      Visi/one GmbH og EUIPO bærer hver deres egne omkostninger.

Collins

Kancheva

De Baere

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. juni 2019.

Underskrifter


Indhold



*      Processprog: tysk.