RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

5. juni 2012

Sag F-71/10

Nicola Cantisani

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – kontraktansatte – konferencetolk – vedtægtens artikel 12a og 24 – psykisk chikane – interessekonflikt – erstatningspåstand«

Angående: Sag anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til dennes artikel 106a, hvorunder N. Cantisani nedlægger påstand om annullation af Kommissionens afslag på hans ansøgning om bistand vedrørende den psykiske chikane, som han blev udsat for i perioden 1999-2007, da han var ansat som konferencetolk. Sagsøgeren har ligeledes nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for den skade, som han har lidt.

Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – iværksættelse for så vidt angår psykisk chikane – indgivelse af en ansøgning om bistand – overholdelse af en rimelig frist – begyndelsestidspunktet for den frist, der skal overholdes

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a og 24 samt art. 90, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – anvendelsesområde – rækkevidde – administrationens forpligtelse til at undersøge klager om chikane – krav om omsorg og hurtighed

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a og 24 samt art. 90, stk. 1)

3.      Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb – adfærd har til formål eller til følge at miskreditere den pågældende eller forringe dennes arbejdsvilkår – krav om, at adfærden skal have karakter af gentagelse – krav om, at adfærden skal have forsætlig karakter – rækkevidde – intet krav om chikanørens ildesindede hensigt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a, stk. 3)

4.      Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – søgsmål i henhold til administrationens pligt til at erstatte en skade, som en tjenestemand forvoldes af tredjemand – antagelse til realitetsbehandling – betingelse – udtømning af de nationale retsmidler – undtagelse – ingen effektive retsmidler

(Tjenestemandvedtægten, art. 24, stk. 1 og 2, og art. 91)

1.      Vedtægtens artikel 12a og 24 fastsætter ikke nogen udtrykkelig frist for indgivelse af en ansøgning om bistand vedrørende psykisk chikane. I henhold til retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan en tjenestemand eller en ansat, som ønsker at indgive en sådan ansøgning, imidlertid indgive ansøgningen inden for en rimelig frist, og en frist på fem år må anses for rimelig med henblik på med føje at anmelde en psykisk chikane til administrationen og anmode om dens bistand.

Begyndelsestidspunktet for fristen til at indgive ansøgningen om bistand vedrørende psykisk chikane er endvidere den sidste handling fra den angivelige ophavsmand til den psykiske chikane eller under alle omstændigheder det tidspunkt, fra hvilket den angivelige ophavsmand ikke længere er i stand til at gentage sine handlinger over for offeret.

(jf. præmis 67 og 68)

Henvisning til:

Personaleretten: 8. februar 2011, sag F-95/09, Skareby mod Kommissionen, præmis 41-44, 49 og 53

2.      I henhold til vedtægtens artikel 24 påhviler det hver EU-institution at beskytte deres tjenestemænd og ansatte mod en hvilken som helst form for chikane eller nedværdigende behandling fra deres overordnede. I medfør af denne bistandspligt skal administrationen endvidere, når der foreligger en episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skride ind med den nødvendige fasthed og så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene kræver, konstatere, hvad der er sket, for på baggrund heraf at kunne afgøre, hvilke konsekvenser der vil være passende. Med henblik herpå påhviler det den tjenestemand eller den ansatte, der gør krav på beskyttelse fra institutionen, i det mindste at fremlægge beviser for, at de angreb, han hævder at have været udsat for, faktisk har fundet sted. I så fald er den pågældende institution forpligtet til at iværksætte passende foranstaltninger, bl.a. ved at gennemføre en undersøgelse for i samarbejde med klagens ophavsmand at fastslå de omstændigheder, der ligger til grund for klagen.

(jf. præmis 78)

Henvisning til:

Domstolen: 26. januar 1989, sag 224/87, Koutchoumoff mod Kommissionen, præmis 15 og 16

Retten i Første Instans: 21. april 1993, sag T-5/92, Tallarico mod Parlamentet, præmis 31; 5. december 2000, sag T-136/98, Campogrande mod Kommissionen, præmis 42

3.      Vedtægtens artikel 12a, stk. 3, definerer psykisk chikane som »misbrug«, der kræver, at to kumulative betingelser er opfyldt, for at chikanen foreligger. Den første betingelse vedrører misbrug, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift »over en periode gentagne gange eller systematisk«, hvilket indebærer, at den psykiske chikane skal opfattes som en proces, der nødvendigvis har et tidsmæssigt forløb, og forudsætter, at der finder gentagne eller kontinuerlige handlinger sted, og at de er »forsætlige«. Den anden kumulative betingelse, som adskilles fra den første af præpositionen »og«, kræver, at misbrug, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, har den virkning at være et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet. Der kan af det forhold, at adjektivet »forsætlige« vedrører den første betingelse og ikke den anden, udledes to konklusioner. For det første skal misbrug, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, være frivilligt, hvilket fra denne bestemmelses anvendelsesområde udelukker negativ adfærd, der fremkommer på tilfældig vis. For det andet kræves det derimod ikke, at misbrug, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, er blevet foretaget med den hensigt at være et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet. Der kan med andre ord være tale om psykisk chikane i den i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, omhandlede forstand, uden at chikanøren ved adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift har tilsigtet at miskreditere offeret eller forsætligt at forringe vedkommendes arbejdsvilkår. Det er tilstrækkeligt, at denne negative adfærd objektivt har haft sådanne følger, eftersom den har været frivillig.

Eftersom de pågældende handlinger i henhold til vedtægtens artikel 12a, stk. 3, skal have karakter af misbrug, følger det heraf, at kvalificeringen som chikane er underlagt en betingelse om, at denne skal være en tilstrækkelig objektiv realitet, således at en upartisk og fornuftig iagttager, hvis følsomhed er normal, og som befinder sig i samme situation, vil anse den for at være overdreven og kritisabel.

(jf. præmis 89 og 90)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: 12. juli 2011, sag T-80/09 P, Kommissionen mod Q

Personaleretten: 9. december 2008, sag F-52/05, Q mod Kommissionen, præmis 135; 16. maj 2012, sag F-42/10, Skareby mod Kommissionen, præmis 135

4.      Formålet med vedtægtens artikel 24, stk. 2, er at erstatte tjenestemanden eller den ansatte det tab, som han har lidt som følge af sådanne handlinger fra en tredjemands eller anden tjenestemands side, som er omhandlet i samme artikels stk. 1, såfremt han ikke kan opnå erstatning fra skadevolderen. Et erstatningssøgsmål anlagt af en tjenestemand eller en anden ansat i henhold til vedtægtens artikel 24, stk. 2, kan kun antages til realitetsbehandling, når de nationale retsmidler er udtømt, for så vidt som disse retsmidler effektivt beskytter de berørte personers interesser og kan føre til erstatning af det påståede tab.

(jf. præmis 130)

Henvisning til:

Domstolen: 5. oktober 2006, sag C-365/05 P, Schmidt-Brown mod Kommissionen, præmis 78

Retten i Første Instans: 9. marts 2005, sag T-254/02, L mod Kommissionen, præmis 148

Den Europæiske Unions Ret: Kommissionen mod Q, præmis 67