RETTENS DOM (Anden Afdeling)

16. juni 2021 (*)

»EF-design – ugyldighedssag – registreret EF-design, der gengiver en bordlampe – tidligere EF-design – ugyldighedsgrund – manglende individuel karakter – artikel 6 i forordning (EF) nr. 6/2002«

I sag T-187/20,

Davide Groppi Srl, Plaisance (Italien), ved advokaterne F. Boscariol de Roberto, D. Capra og V. Malerba,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved L. Rampini, som befuldmægtiget,

sagsøgt,

den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO:

Viabizzuno Srl, Bentivoglio (Italien),

angående en påstand om annullation af afgørelsen truffet den 23. januar 2020 af Tredje Appelkammer ved EUIPO (sag R 126/2019-3) vedrørende en ugyldighedssag mellem Viabizzuno og Davide Groppi,

har

RETTEN (Anden Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, V. Tomljenović, og dommerne P. Škvařilová-Pelzl og I. Nõmm (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig R. Ūkelytė,

under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 9. april 2020,

under henvisning til svarskriftet, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 14. juli 2020,

under henvisning til Rettens skriftlige spørgsmål til parterne og deres besvarelse af dette spørgsmål, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 9. og den 18. december 2020,

og efter retsmødet den 27. januar 2021,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Den 16. juli 2014 ansøgte sagsøgeren, Davide Groppi Srl, ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i medfør af Rådets forordning (EU) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (EFT 2002, L 3, s. 1) om og opnåede registrering under nr. 2503680-0001 af det EF-design, der er anfægtet i den foreliggende sag, gengivet herefter:

Image not found

2        De produkter, hvorpå det anfægtede design skal anvendes, henhører under klasse 26-05 i Locarnoarrangementet af 8. oktober 1968 vedrørende oprettelse af en international klassifikation af industrielle design, med senere ændringer, og svarer til følgende beskrivelse: »lamper«. Ansøgningen om et EF-design blev offentliggjort i Registreringstidende for EF-design 2014/133 af 21. juli 2014.

3        Den 3. marts 2017 indgav den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO, Viabizzuno Srl, en ugyldighedsbegæring til EUIPO vedrørende det anfægtede design i medfør af artikel 52 i forordning nr. 6/2002.

4        Den ugyldighedsgrund, der blev påberåbt til støtte for ugyldighedsbegæringen, er den, der er omhandlet i artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med samme forordnings artikel 4-6, og vedrører det tidligere design nr. 1294664-0010 af 22. september 2011, gengivet herefter:

Image not found

Image not found

5        Den 4. august 2017 indgav sagsøgeren en begæring om udsættelse af sagen med den begrundelse, at det tidligere EF-design var genstand for en ugyldighedsbegæring.

6        Den 22. november 2018 gav ugyldighedsafdelingen sagsøgeren medhold i ugyldighedsbegæringen med den begrundelse, at det anfægtede design ikke havde individuel karakter som omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 6/2002.

7        Den 17. januar 2019 indgav sagsøgeren en klage til EUIPO i medfør af artikel 55-60 i forordning nr. 6/2002.

8        Ved afgørelse af 23. januar 2020 (herefter »den anfægtede afgørelse«) gav Tredje Appelkammer ved EUIPO afslag på sagsøgerens klage. Appelkammeret fandt, at:

–        Den omstændighed, at det tidligere design var blevet erklæret ugyldigt, var uden betydning, eftersom det alene var afgørende, om det havde været genstand for offentliggørelse.

–        Den informerede bruger af det produkt, der er omfattet af det anfægtede design, blev anset for at have kendskab til markedsforslagene inden for denne industrisektor for så vidt angår bord- og havelys.

–        Designerens grad af frihed var meget stor.

–        Det fremgik af en sammenligning af de helhedsindtryk, som de omhandlede design gav, at det anfægtede design gav indtryk af en fornemmelse af »allerede set«, eftersom de omhandlede design gengav lamper, der består af de samme tre forskellige dele (en sokkel, en stang og en skærm), der visuelt set er næsten identiske.

–        De forskelle, som beror på, at overfladen på soklen i det anfægtede design er enkel og glat, mens den er dobbelt og indeholder fastgørelseshuller i det tidligere design, havde ingen afgørende indflydelse på det helhedsindtryk, som de omhandlede design giver, eftersom disse forskelle vedrører en del, der ofte skjules under brugen, skyldtes tekniske krav og ikke kunne opveje de store ligheder, som de to andre dele, som udgør lamperne, havde.

–        Den af sagsøgeren påberåbte forskel vedrørende forholdet mellem den dimensionale forbindelse mellem soklen, stangen og skærmen kunne eventuelt først opfattes efter en grundig måling af hver af de tre bestanddele, hvilken operation den informerede bruger ikke vil foretage, og som desuden ikke er relevant, eftersom sammenligningen af de helhedsindtryk, som de omhandlede design giver, skal foretages på en summarisk måde.

 Parternes påstande

9        Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

10      EUIPO har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

11      Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål i det væsentlige påberåbt sig et eneste anbringende om tilsidesættelse af artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med samme forordnings artikel 6. Dette anbringende består af to led, som vedrører fejl i forbindelse med dels definitionen af kategorien for de omhandlede produkter, dels sammenligningen af de helhedsindtryk, de omhandlede design giver.

12      Da det eneste anbringendes to led vedrører angivelige fejl begået af appelkammeret i forbindelse med anvendelsen af artikel 6 i forordning nr. 6/2002 i den foreliggende sag, skal de behandles samlet.

13      Artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 bestemmer, at et EF-design kun kan erklæres ugyldigt i de tilfælde, der er opregnet i denne bestemmelses stk. 1, litra a)-g), bl.a. – i tilfældet omhandlet i litra b) – hvis det ikke opfylder betingelserne fastsat i samme forordnings artikel 4-9.

14      I henhold til artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002 anses et registreret EF-design for at have individuel karakter, hvis det helhedsindtryk, det giver den informerede bruger, adskiller sig fra en sådan brugers helhedsindtryk af alle andre design, som er blevet offentliggjort inden den dato, hvor ansøgningen om registrering er indgivet, eller, hvis der begæres prioritet, inden prioritetsdagen.

15      I artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 præciseres det desuden, at der ved vurderingen af et designs individuelle karakter skal tages hensyn til den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet.

16      Desuden fremgår det af 14. betragtning til forordning nr. 6/2002, at der ved vurderingen af et designs individuelle karakter bør tages hensyn til arten af det produkt, som designet finder anvendelse på eller indgår i, og navnlig hvilken industrigren produktet tilhører, samt den grad af frihed, designeren har haft ved udviklingen af designet.

17      Vurderingen af et EF-designs individuelle karakter består i det væsentlige i en undersøgelse i fire etaper. Denne undersøgelse består i at afgøre for det første, hvilken produktgruppe designet skal indgå i eller finde anvendelse på, for det andet, hvem der er den informerede bruger af de nævnte produkter afhængigt af deres formål, og i forhold til denne informerede bruger graden af kendskab til den tidligere kunstform og opmærksomhedsniveauet med hensyn til ligheder og forskelle ved sammenligningen af designene, for det tredje designerens grad af frihed ved udviklingen af designet, hvis indflydelse på den individuelle karakter er omvendt proportional, og, for det fjerde – under hensyntagen hertil – resultatet af den om muligt direkte sammenligning af de helhedsindtryk, som det anfægtede design og ethvert andet tidligere offentliggjort design individuelt betragtet giver den informerede bruger (jf. dom af 13.6.2019, Visi/one mod EUIPO – EasyFix (Informationstavle til køretøjer), T-74/18, EU:T:2019:417, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

18      Eftersom det er ubestridt, at det tidligere design har været genstand for offentliggørelse som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 6/2002, skal det efterprøves, om der er grundlag for appelkammerets vurderinger vedrørende for det første fastlæggelsen af den informerede bruger af det anfægtede design og det af designet omfattede produkt, for det andet designerens grad af frihed ved udviklingen af det nævnte design og for det tredje sammenligningen af de helhedsindtryk, som de omhandlede design giver.

19      Det skal indledningsvis bemærkes, at det tidligere design blev erklæret ugyldigt af EUIPO den 30. oktober 2018.

20      Sagsøgeren havde for appelkammeret fremhævet denne omstændighed med henblik på at gøre gældende, at der skulle gives afslag på den ugyldighedsbegæring, som den anden part i sagen for appelkammeret havde indgivet. Appelkammeret forkastede denne kritik i den anfægtede afgørelses punkt 12, idet det fremhævede, at »den omstændighed, at det tidligere EF-design er blevet erklæret ugyldigt i mellemtiden, i modsætning til, hvad indehaveren [af det anfægtede design] har anført i begrundelsen til støtte for klagen, ikke fjerner sidstnævntes formodede logiske og retlige forudsætning […], idet denne forudsætning nemlig ikke er gyldigheden af det tidligere EF-design, men dets offentliggørelse, som i øvrigt ikke er blevet anfægtet«.

21      En sådan analyse, som sagsøgeren desuden ikke længere har anfægtet for Retten, skal endvidere tiltrædes, eftersom den ugyldighedsgrund, som er blevet påberåbt i forhold til registreringen af det anfægtede design, er den, som er omhandlet i artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002.

22      Den logik, der ligger til grund for artikel 25, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 6/2002, er nemlig at forhindre registrering af design, der ikke opfylder de betingelser, der begrunder, at de er genstand for en beskyttelse, og navnlig »nyhedskravet« og deres »individuelle karakter« som omhandlet i henholdsvis nævnte forordnings artikel 5 og artikel 6 og ikke at beskytte et tidligere design.

23      Ugyldighedsgrundene i artikel 25, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 6/2002 adskiller sig herved fra ugyldighedsgrundene i forordningens artikel 25, stk. 1, litra e), der har til formål at beskytte indehaveren af et kendetegn mod brugen af dette tegn i et design. Eftersom en sådan grund har til formål at beskytte en tidligere rettighed, må det antages, at såfremt et annullationssøgsmål til prøvelse af denne tages til følge, vil ugyldighedssagen mod EF-designet blive uden genstand (dom af 9.9.2015, Dairek Attoumi mod KHIM – Diesel (DIESEL), T-278/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:606, præmis 24).

24      En sådan løsning kan imidlertid ikke overføres på de grunde, der er omhandlet i artikel 25, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 6/2002, som ikke indgår i logikken for den beskyttelse af en tidligere rettighed, der alene ydes indehaveren af denne rettighed. Det fremgår således af retspraksis, at sådanne grunde principielt kan påberåbes af enhver (dom af 13.6.2019, Informationstavler til køretøjer, T-74/18, EU:T:2019:417, præmis 64).

25      Hvad nærmere bestemt angår vurderingen af et designs individuelle karakter i henhold til artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med forordningens artikel 6, fremgår det af 14. betragtning til forordningen, at denne skal bestå i at afgøre, om det helhedsindtryk, som den informerede bruger får ved betragtning af designet, klart adskiller sig fra helhedsindtrykket af den allerede eksisterende formgivning.

26      I forbindelse med undersøgelsen af den ugyldighedsgrund, der er omhandlet i artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med denne forordnings artikel 6, har det tidligere design alene til formål at vise den tidligere kunstform. Denne svarer til den allerede eksisterende formgivning vedrørende de design, der hidtil er blevet anvendt for det omhandlede produkt, og som er blevet offentliggjort på den dato, hvor ansøgningen om det omhandlede design blev indgivet (jf. i denne retning dom af 7.2.2019, Eglo Leuchten mod EUIPO –Briloner Leuchten (Lampe), T-767/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:67, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis). Spørgsmålet, om et tidligere design er en del af den eksisterende formgivning, beror på dets offentliggørelse.

27      Det, som er afgørende, er den omstændighed, at det tidligere design har været genstand for en offentliggørelse, og ikke omfanget af den beskyttelse, som designet er omfattet af, og som følger af gyldigheden af dets registrering.

 Det produkt, som er omfattet af det anfægtede design, og den informerede bruger

28      I den anfægtede afgørelses punkt 15-17 fandt appelkammeret, at eftersom det anfægtede design omfatter »lamper«, er den informerede bruger den person, der anvender denne belysningsartikel, og som anses for at være bekendt med markedsforslaget på området for bord- og havelys.

29      Sagsøgeren har kritiseret appelkammeret for at have sidestillet to forskellige produkter, nemlig bordlamper og havelamper. Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at fastlæggelsen af de produkter, hvori designet skal indgå, eller hvorpå det skal anvendes, er en forudgående betingelse for sammenligningen af de fremkaldte helhedsindtryk. Sagsøgeren har tilføjet, at det er utilstrækkeligt at tage hensyn til den blotte ordrette angivelse af produktet i ansøgningen om registrering af det anfægtede design, og at der i givet fald også skal tages hensyn til selve designet. For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at bordlamper og havelamper, selv om de henhører under den bredere kategori af lamper, efter deres art, funktion og anvendelse adskiller sig fra hinanden.

30      EUIPO har bestridt denne argumentation.

31      Hvad for det første angår fastlæggelsen af det produkt, hvori det omtvistede design skal indgå, eller hvorpå det skal anvendes, skal der tages hensyn til angivelsen herom i ansøgningen om registrering af dette design, men også eventuelt designet i sig selv, i det omfang det præciserer produktets beskaffenhed, dets tilsigtede formål eller dets funktion. En sådan hensyntagen til designet kan nemlig i sig selv gøre det muligt at identificere det omhandlede produkt i en større produktkategori som den, der er angivet i forbindelse med registreringen (jf. dom af 18.3.2010, Grupo Promer Mon Graphic mod KHIM – PepsiCo (Gengivelse af et cirkelformet reklameunderlag), T-9/07, EU:T:2010:96, præmis 56).

32      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at registreringen af det anfægtede design generelt henviser til lamper. Endvidere giver det anfægtede design ikke nogen yderligere indikationer. Det kan heraf alene udledes, at det af designet omhandlede produkt er en lampe, uden at det kan fastslås, at den specifikt skal anvendes til indendørs eller udendørs belysning.

33      Det var således med rette, at appelkammeret på generel vis identificerede de nævnte produkter som »lamper«.

34      Hvad i øvrigt angår sagsøgerens argumenter, der er støttet på de angivelige forskelle mellem de produkter, der er omfattet af de omhandlede design, skal det fremhæves, at selv om fastlæggelsen af den produktsektor, hvori designet skal indgå, eller hvorpå det skal anvendes, er en relevant betragtning i forbindelse med fastlæggelsen af den informerede bruger og dennes opmærksomhedsniveau, den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet, og eventuelt ved sammenligningen af de helhedsindtryk, der fremkaldes hos den informerede bruger (jf. i denne retning dom af 20.10.2011, PepsiCo mod Grupo Promer Mon Graphic, C-281/10 P, EU:C:2011:679, præmis 53, 59 og 73), kan den imidlertid ikke indebære, at de produkter, som er omfattet af de omhandlede design, er identiske eller henhører under den samme sektor.

35      Artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002 indeholder således ikke nogen betingelse om lighed mellem produkter som den, der består i forbindelse med en undersøgelse af risikoen for forveksling som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1). Det forholder sig tværtimod således, at hvis man lader beskyttelsen af et design afhænge af arten af det produkt, hvori designet skal indgå, eller hvorpå det skal anvendes, vil det resultere i en begrænsning af den nævnte beskyttelse til kun at omfatte design, som tilhører en bestemt sektor, hvilket er i strid med logikken bag forordning nr. 6/2002 (jf. i denne retning dom af 21.9.2017, Easy Sanitary Solutions og EUIPO mod Group Nivelles, C-361/15 P og C-405/15 P, EU:C:2017:720, præmis 91-95).

36      Hvad for det andet angår identificeringen af den »informerede bruger« bemærkes, at forordning nr. 6/2002 ikke definerer dette begreb. Begrebet må imidlertid forstås som et begreb, som ligger mellem den gennemsnitlige forbruger, der finder anvendelse på varemærkeområdet, hvor der ikke kræves nogen særlig viden, og hvor der som regel ikke foretages en direkte sammenligning af de kolliderende varemærker, og en ekspert med detaljeret sagkundskab. Begrebet den informerede bruger kan således opfattes som en bruger, der ikke er gennemsnitligt opmærksom, men som er særligt opmærksom, i forhold til de pågældende produkter, hvad enten det er på grund af personlige erfaringer eller omfattende kendskab til den omhandlede sektor (jf. i denne retning dom af 20.10.2011, PepsiCo mod Grupo Promer Mon Graphic, C-281/10 P, EU:C:2011:679, præmis 53).

37      For så vidt angår den informerede brugers opmærksomhedsniveau er denne, selv om denne ikke er en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger, der sædvanligvis opfatter et design som en helhed og ikke foretager en undersøgelse af dets forskellige detaljer, heller ikke ekspert eller specialist som en fagmand, der i detaljer kan få øje på de mindste forskelle, der måtte være mellem de kolliderende design. Benævnelsen »informeret« angiver, at brugeren, uden at være designer eller teknisk ekspert, er bekendt med forskellige design i den omhandlede sektor, er i besiddelse af et vist kendskab til de bestanddele, som disse design normalt består af, og udviser en vis grad af opmærksomhed, når denne anvender produkterne (jf. i denne retning dom af 20.10.2011, PepsiCo mod Grupo Promer Mon Graphic, C-281/10 P, EU:C:2011:679, præmis 59).

38      På baggrund af denne retspraksis begik appelkammeret ikke en fejl, da det i den anfægtede afgørelses punkt 15-17 lagde til grund, at brugeren var den person, der anvender de belysningsartikler, som lamperne udgør, og som anses for at have kendskab til markedsforslagene i denne industrisektor.

 Den grad af frihed, som designeren har

39      I henhold til retspraksis defineres den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet, navnlig ud fra de bindinger, som er knyttet til de kendetegn, som produktets eller en del af produktets tekniske funktion pålægger, eller ud fra de ved lov fastsatte krav til produktet. Disse bindinger fører til en standardisering af visse kendetegn, der derefter bliver fælles for de design, der finder anvendelse på de omhandlede produkter (dom af 18.3.2010, Gengivelse af et cirkelformet reklameunderlag, T-9/07, EU:T:2010:96, præmis 67).

40      Designerens frihed er i denne sammenhæng et aspekt, der gør det muligt at nuancere vurderingen af det anfægtede designs individuelle karakter, snarere end et selvstændigt aspekt, der bestemmer den afstand mellem to design, der er nødvendig for, at et af dem kan siges at have individuel karakter. Udtrykt på en anden måde kan aspektet vedrørende designerens frihedsgrad styrke, eller tværtimod nuancere, konklusionen med hensyn til det helhedsindtryk, som hvert af det omhandlede design giver en informeret bruger (dom af 6.6.2019, Porsche mod EUIPO – Autec (Motorkøretøjer), T-209/18, EU:T:2019:377, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

41      Dette aspekts indflydelse på den individuelle karakter varierer nemlig i forhold til en omvendt proportional regel. Jo større frihed designeren har ved udviklingen af et design, i desto mindre grad er små forskelle mellem de kolliderende design tilstrækkelige til at give den informerede bruger et andet helhedsindtryk. Omvendt gælder, at jo mere bundet designerens frihed er ved udviklingen af et design, desto mere vil mindre forskelle mellem de kolliderende design kunne være tilstrækkelige til at give den informerede bruger et andet helhedsindtryk. Med andre ord styrker en høj grad af frihed hos designeren konklusionen om, at design, der ikke har væsentlige forskelle, giver det samme helhedsindtryk hos den informerede bruger, og følgelig, at det anfægtede design ikke har individuel karakter. Har designeren omvendt haft en ringe grad af frihed, understøtter dette konklusionen om, at tilstrækkeligt markante forskelle mellem designene giver et helhedsindtryk hos den informerede bruger, som er forskelligt, og det anfægtede design har følgelig individuel karakter (dom af 13.6.2019, Informationstavler til køretøjer, T-74/18, EU:T:2019:417, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

42      I den foreliggende sag fandt appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 22, at denne frihed var meget stor, endog nærmest uendelig. Denne bedømmelse, der i øvrigt ikke bestrides af sagsøgeren, skal tiltrædes.

 Sammenligningen af helhedsindtrykkene

43      Appelkammeret fandt i den anfægtede afgørelses punkt 23-35, at det fremgik af sammenligningen af helhedsindtrykkene, at det anfægtede design gav indtryk af »allerede set«.

44      Appelkammeret konstaterede for det første, at de omhandlede design gengiver lamper, der består af de samme tre dele, og som visuelt set ligner hinanden.

45      For det andet fandt appelkammeret, at forskellene mellem disse design ikke kunne ændre på et indtryk af »allerede set«. Dels har den omstændighed, at overfladen af soklen i det anfægtede design er enkelt og glat, mens den er dobbelt og indeholder fastgørelseshuller i det tidligere design, ingen afgørende indflydelse på det helhedsindtryk, som de omhandlede design giver, eftersom disse forskelle vedrører en del, der ofte skjules under brugen, skyldes tekniske krav og ikke kan opveje de store ligheder, som de to andre dele, som lamperne består af, har. Dels kan den forskel, som sagsøgeren har påberåbt sig, og som vedrører forholdet mellem den dimensionale forbindelse mellem soklen, stangen og skærmen, eventuelt kun opfattes efter en grundig måling af hvert af de tre elementer, hvilken operation den informerede bruger ikke foretager. Denne forskel er desuden ikke relevant, eftersom sammenligningen af de helhedsindtryk, som de omhandlede design giver, skal foretages på en summarisk måde.

46      Med henblik på at rejse tvivl om appelkammerets vurdering har sagsøgeren for det første henvist til forskellene i forhold til de produkter, der er omfattet af de omhandlede design. Sagsøgeren har for det andet anført, at de grunde, som appelkammeret har anført til støtte for konklusionen om, at forskellene mellem de omhandlede design er irrelevante, er fejlagtige. Dette er således for det første tilfældet for så vidt angår begrundelsen om, at soklen på det produkt, der vedrører det tidligere design, ofte er skjult, for det andet for så vidt angår begrundelsen angående den omstændighed, at de tekniske krav til soklen på det produkt, der vedrører det tidligere design, tillægges vægt, og for det tredje begrundelsen med hensyn til den omstændighed dels, at forskellene i forbindelse med soklen ikke kan kompensere for de stærke ligheder, der vedrører stangen og skærmen, dels at forskellene med hensyn til proportion vedrørende elementerne ved de to lamper ikke opfattes af en informeret bruger.

47      EUIPO har anfægtet samtlige disse argumenter.

48      Som det fremgår af fast retspraksis, følger et designs individuelle karakter af et helhedsindtryk af forskellen i forhold til – eller fraværet af – noget, der »allerede er set«, ud fra en informeret brugers synspunkt i forhold til alle design, der hidtil er blevet anvendt, uden at der tages hensyn til forskelle, der forbliver utilstrækkeligt markante til at påvirke det nævnte helhedsindtryk, selv om det går ud over ubetydelige detaljer, men under hensyntagen til forskelle, der er tilstrækkeligt markante til at skabe indtryk af alle uligheder (jf. dom af 16.2.2017, Antrax It mod EUIPO – Vasco Group (Termosifoner til radiatorer), T-828/14 og T-829/14, EU:T:2017:87, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

49      Der skal derfor ved undersøgelsen af, om et design har individuel karakter, foretages en sammenligning mellem dels det helhedsindtryk, som det anfægtede EF-design giver, dels det helhedsindtryk, som hvert eneste af de tidligere design, der med rette er påberåbt af indgiveren af ugyldighedsbegæringen, efterlader (dom af 22.6.2010, Shenzhen Taiden mod KHIM – Bosch Security Systems (Kommunikationsudstyrsdesign), T-153/08, EU:T:2010:248, præmis 24).

50      Forskelle er ikke tilstrækkelige til at give et helhedsindtryk af en forskel, når de ikke er tilstrækkeligt markante til at adskille de omhandlede produkter fra hinanden i den informerede brugers bevidsthed eller opveje de konstaterede ligheder mellem disse design (jf. i denne retning dom af 18.3.2010, Gengivelse af et cirkelformet reklameunderlag, T-9/07, EU:T:2010:96, præmis 77-84).

51      Det må således konstateres, at det var med rette, at appelkammeret fandt, at det anfægtede design gav et indtryk af »allerede set«, således at det ikke havde individuel karakter som omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 6/2002.

52      Det fremgår nemlig af en sammenligning af de omhandlede design, at de vedrører lamper, der begge har runde skærme og lige stænger. Hvad angår disse to lampers sokkel har de det til fælles at være cirkulære og betydeligt større end skærmene.

53      Stillet over for sådanne lighedspunkter kan forskellene med hensyn til soklen på de nævnte lamper – buet og med huller i det ene tilfælde, flad og glat i det andet tilfælde – ikke anses for at være tilstrækkeligt markante i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den retspraksis, der er nævnt i præmis 48 og 50 ovenfor, således som appelkammeret med rette har anført i den anfægtede afgørelses punkt 30. Det samme gælder den omstændighed, at stangen i det tidligere design forholdsmæssigt er lidt længere og finere og den deraf følgende forskel i forholdet mellem lampernes bestanddele.

54      Det skal i denne henseende i øvrigt bemærkes, at den høje grad af frihed, som designeren har haft ved udarbejdelsen af det anfægtede design, i medfør af den retspraksis, der er nævnt i præmis 41 ovenfor, begrænser den betydning, som mindre forskelle mellem de kolliderende design kan have i forbindelse med en sammenligning af de helhedsindtryk, som de giver.

55      Det var derfor med rette, at appelkammeret fandt, at det anfægtede design ikke havde individuel karakter som omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 6/2002, og derfor konkluderede, at det var ugyldigt i henhold til denne forordnings artikel 25, stk. 1, litra b), sammenholdt med nævnte artikel 6.

56      Denne konklusion ændres ikke af sagsøgerens argument om, at et element af differentiering følger af sektoren for de produkter, som er omfattet af de omhandlede design. Af de grunde, der er redegjort for i præmis 32 og 33 ovenfor, kan det nemlig ikke lægges til grund, at det anfægtede design alene har til formål at blive anvendt til indendørs belysning. Under alle omstændigheder kan en sådan forskel af de grunde, der er anført i præmis 34 og 35 ovenfor, selv hvis det antages, at de omhandlede produkter ikke henhører under den samme sektor, men snarere tilgrænsende sektorer – sektoren for indendørs lamper og sektoren for udendørs lamper – ikke opveje de væsentlige fælles punkter vedrørende de omhandlede design, der er redegjort for i forbindelse med sammenligningen af de helhedsindtryk, som de giver.

57      Endvidere er det ufornødent at undersøge sagsøgerens argumenter om, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 28 og 29 med urette støttede sig på den omstændighed, at soklen i det tidligere design ofte er skjult, og at forskellene mellem soklerne i de omhandlede design kan forklares med tekniske krav for at udelukke relevansen af disse forskelle vedrørende lampernes sokkel. Begrundelsen i den anfægtede afgørelses punkt 30 om, at de nævnte forskelle ikke er tilstrækkeligt markante til at opveje de store ligheder, som de øvrige dele af de lamper, der er berørt af de anfægtede design, udviser, er nemlig i sig selv tilstrækkelig til at godtgøre rigtigheden af appelkammerets vurdering.

58      Sagsøgerens eneste anbringende skal derfor forkastes, og følgelig må EUIPO frifindes.

 Sagsomkostninger

59      I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med EUIPO’s påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling):

1)      Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)      Davide Groppi Srl betaler sagsomkostningerne.

Tomljenović

Škvařilová-Pelzl

Nõmm

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. juni 2021.

Underskrifter


* Processprog: italiensk.