Sag anlagt den 1. april 2021 – Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

(Sag C-204/21)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved P.J.O. Van Nuffel og K. Herrmann, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Polen

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, set i lyset af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende EMRK’s artikel 6, stk. 1, og i henhold til artikel 267 TEUF og princippet om EU-rettens forrang, idet den har vedtaget og opretholdt artikel 42a, stk. 1 og 2, og artikel 55, stk. 4, i ustawa – Prawo o ustroju sądów powszechnych (lov om de almindelige domstoles organisation, herefter »lov om de almindelige domstoles organisation«), artikel 26, stk. 3, og artikel 29, stk. 2 og 3, i ustawa o Sądzie Najwyższym (lov om den øverste domstol) og artikel 5, stk. 1a og 1b, i ustawa o sądach administracyjnych (lov om forvaltningsdomstole), i den affattelse, der følger af ustawa z dnia 20 grudnia 2019 r. o zmianie ustawy – Prawo o ustroju sądów powszechnych, ustawy o Sądzie Najwyższym oraz niektórych innych ustaw (lov af 20.12.2019 om ændring af lov om de almindelige domstoles organisation, lov om den øverste domstol og visse andre love, herefter »ændringsloven«) samt ændringslovens artikel 8, hvorefter det er forbudt for alle nationale retter at efterprøve, om de EU-retlige krav vedrørende en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, er opfyldt.

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og i henhold til artikel 267 TEUF og princippet om EU-rettens forrang, idet den har vedtaget og opretholdt artikel 26, stk. 2 og 4-6, og artikel 82, stk. 2-5, i lov om den øverste domstol, i den affattelse, der følger af ændringsloven, og ændringslovens artikel 10, hvorved Izba Kontroli Nadzwyczajnej i Spraw Publicznych (afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager) ved den øverste domstol tillægges enekompetence til at efterprøve klagepunkter og retlige spørgsmål vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en domstol eller dommer er uafhængig.

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og i henhold til artikel 267 TEUF, idet den har vedtaget og opretholdt artikel 107, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om de almindelige domstoles organisation, og artikel 72, stk. 1, punkt 1-3, i lov om den øverste domstol, i den affattelse, der følger af ændringsloven, hvorefter efterprøvelsen af, om de EU-retlige krav vedrørende en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, er opfyldt, kan kvalificeres som en disciplinærforseelse.

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, idet den har givet Izba Dyscyplinarna (disciplinærafdelingen) ved den øverste domstol, hvis uafhængighed og upartiskhed ikke er sikret, beføjelse til at træffe afgørelse i sager, der har en direkte indvirkning på dommeres og hjælpedommeres stilling og embedsudøvelse (f.eks. anmodninger om indledning af en straffesag mod dommere og hjælpedommere eller begæringer om anholdelse af sidstnævnte, arbejdsretlige sager og sager på området for socialsikring vedrørende dommerne ved den øverste domstol samt sager om pensionering af dommere ved den øverste domstol).

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat retten til respekt for privatliv og retten til beskyttelse af personoplysninger, der er sikret ved artikel 7 og artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 6, stk. 1, litra c), og e), artikel 6, stk. 3, og artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger 1 , idet den har vedtaget og opretholdt artikel 88a i lov om de almindelige domstoles organisation, artikel 45, stk. 3, i lov om den øverste domstol, og artikel 8, stk. 2, i lov om forvaltningsdomstole, i den affattelse, der følger af ændringsloven.

Republikken Polen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Henset til omstændighederne omkring oprettelsen og sammensætningen af disciplinærafdelingen ved den øverste domstol samt de beføjelser, som den er tillagt, er denne afdeling ikke en judiciel myndighed, der har kendetegnene for en uafhængig domstol som omhandlet i artikel 19, stk. 1, TEU og i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Opretholdelsen af dens kompetence i sager om andre nationale dommere vedrørende dommernes stilling og betingelserne for udøvelsen af dommerembedet tilsidesætter deres uafhængighed og artikel 19, stk. 1, TEU.

Ændringslovens bestemmelser, der forhindrer de polske dommere i – i dommerkollegier, der træffer afgørelse i EU-retlige sager – at efterprøve overholdelsen af kravene vedrørende en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov som omhandlet i artikel 19, stk. 1, TEU, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, tilsidesætter disse sidstnævnte bestemmelser og skader den mekanisme for præjudicielle spørgsmål, der er blevet indført ved artikel 267 TEUF. Ifølge Domstolens praksis er de nationale domstole nemlig forpligtet til at sikre, at sager, hvori der er tale om en borgers rettigheder, som denne afleder af EU-retten, skal efterprøves af en uafhængig, upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Det forhold, at en sådan efterprøvelse karakteriseres som en disciplinærforseelse, tilsidesætter ligeledes EU-retten. Enhver national domstol skal, når denne anvender EU-retten, have mulighed for af egen drift eller efter anmodning fra en part at vurdere, om sager vedrørende EU-retten efterprøves af en uafhængig domstol som omhandlet i EU-retten, uden at de pågældende dommere risikerer at blive genstand for en disciplinærsag. Den omstændighed, at afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol er blevet tillagt enekompetencen til at træffe afgørelse i sager, hvor der er nedlagt påstand om, at det fastslås, at en dommer skal vige sit sæde i en bestemt sag, eller til at udpege et kompetent dommerkollegium, støttet på et klagepunkt om, at dommeren eller kollegiet ikke er uafhængig – forhindrer de andre dommere i at opfylde de ovennævnte forpligtelser og at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af dette EU-retlige krav. Ifølge Domstolens praksis har enhver national domstol derimod beføjelse til at forelægge et præjudicielt spørgsmål i medfør af artikel 267 TEUF, og de domstole, hvis afgørelser ikke kan appelleres, er forpligtede til at gøre det, hvis der er fortolkningstvivl.

Det forhold, at enhver dommer er forpligtet til, inden for 30 dage efter at den pågældende er blevet udnævnt til dommer, i Biuletyn Informacji Publicznej (bulletin for offentlige oplysninger) at give oplysninger om sit medlemskab af en forening eller et forbund, om funktioner, som denne udøver i almennyttige stiftelser, samt om sit medlemskab af et politisk parti inden udnævnelsen til dommer, tilsidesætter en dommers grundlæggende ret til privatliv og til beskyttelse af personoplysninger samt bestemmelserne i den generelle forordning om databeskyttelse (GDPR).

____________

1 EUT 2016, L 119, s. 1.