RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Tredje Afdeling)

28. februar 2013

Sag F-33/12

Jean Pepi

mod

Forvaltningsorganet for Det Europæiske Forskningsråd (ERCEA)

»Personalesag – kontraktansatte – kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner – ansættelse – indplacering ved ansættelsen – artikel 3a, 3b og 86 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte– ERCEA – interne regler for indplacering af kontraktansatte«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som i medfør af artikel 106a Euratom finder anvendelse på Euratom-traktaten, hvorunder Jean Pepi har nedlagt påstand om annullation af den kontrakt, som han indgik med Forvaltningsorganet for Det Europæiske Forskningsråd (ERCEA) den 3. oktober 2011, for så vidt som han derved indplaceres i lønklasse AD10, første trin, i ansættelsesgruppe III, og om, at ERCEA tilpligtes at betale erstatning for det tab, som han angiveligt har lidt.

Udfald: Forvaltningsorganet for Det Europæiske Forskningsråd frifindes. Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger og betaler Forvaltningsorganet for Det Europæiske Forskningsråds omkostninger. Rådet for Den Europæiske Union, som har interveneret i sagen, bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – ligebehandling – forskellig behandling af de forskellige kategorier af ansatte for så vidt angår vedtægtsmæssige garantier og fordele med hensyn til social sikring – ingen forskelsbehandling

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 3a og art. 3b; Rådets direktiv 1999/70)

Eftersom EU-lovgiveren har frihed til at skabe nye kategorier af ansatte, som opfylder EU-administrationens velbegrundede behov, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, at de forskellige grupper af ansatte i Unionen har forskellig status, alt efter om de er tjenestemænd eller falder ind under de forskellige grupper af ansatte, der er omfattet af ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte, idet definitionen af hver enkelt af de pågældende kategorier svarer til EU-administrationens velbegrundede behov og arten af de arbejdsopgaver, vedvarende eller midlertidige, som administrationen skal udføre. Den omstændighed, at visse kategorier af ansatte i Unionen har jobmæssige garantier eller økonomiske fordele, som andre kategorier ikke har, kan således ikke antages at være udtryk for forskelsbehandling.

Navnlig begrunder de forskellige ansættelsesvilkår for kontraktansatte som omhandlet i artikel 3a i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, og for kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner, som henhører under artikel 3b i nævnte ansættelsesvilkår, at disse undergives en forskellig indplacering og følgelig forskellige lønniveauer. Deres forholdsvis usikre ansættelsesforhold kan således begrunde, at kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner er bedre indplaceret end kontraktansatte som omhandlet i artikel 3a i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte. Det følger heraf, at der ikke kan være tale om forskelsbehandling, selv når kontraktansatte i artikel 3a’s forstand og kontraktansatte i artikel 3b’s forstand, som henhører under samme ansættelsesgruppe, skal udføre de samme opgaver, og selv om ansættelsen, i samme ansættelsesgruppe, af disse to kategorier af kontraktansatte kræver samme uddannelsesniveau eller erhvervserfaring.

I øvrigt gælder, at eftersom situationen for kontraktansatte som omhandlet i artikel 3a i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ikke kan sammenlignes med situationen for kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner, kan der heller ikke være tale om en tilsidesættelse af direktiv nr. 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP

(jf. præmis 40, 41, 43, 44 og 58)

Henvisning til:

Domstolen: 6. oktober 1983, forenede sager 118/82-123/82, Celant m.fl. mod Kommissionen, præmis 22

Retten i Første Instans: 30. september 1998, sag T-121/97, Ryan mod Revisionsretten, præmis 98 og 104

Den Europæiske Unions Ret: 21. september 2011, sag T-325/09 P, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: 19. oktober 2006, sag F-59/05, De Smedt mod Kommissionen, præmis 71 og 76; 12. marts 2009, sag F-104/06, Arpaillange m.fl. mod Kommissionen, præmis 60, 61 og 63