RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

3. december 2014

Sag F-109/13

DG

mod

Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA)

»Personalesag – midlertidigt ansat – opsigelse af kontrakten – manglende begrundelse – bedømmelsesproceduren ikke overholdt – åbenbart urigtigt skøn«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorunder DG har nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen truffet af Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) af 31. januar 2013 om opsigelse af hendes ansættelseskontrakt, dels om genansættelse og betaling af økonomisk erstatning fra den faktiske dato for ophøret af hendes kontrakt til datoen for hendes genansættelse og erstatning for den ikke-økonomiske skade, som hun hævder at have lidt.

Udfald:      Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed frifindes. DG bærer sine egne omkostninger og betaler de af ENISA afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – anbringender – magtfordrejning – begreb – bevisbyrde og bevisoptagelse

2.      Tjenestemandssager – anbringender – åbenbart urigtigt skøn – begreb – bevisbyrde

3.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – opsigelse af en tidsubegrænset kontrakt – administrationens skønsbeføjelse – administrationens omsorgspligt – rækkevidde – pligt til at undersøge muligheden for at forflytte den berørte ansatte – foreligger ikke

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47, litra c), nr. i)]

1.      Der foreligger kun magtfordrejning, såfremt der er objektive, relevante og samstemmende indicier for, at den omtvistede retsakt forfulgte et andet mål end det, der er tildelt i henhold til de anvendelige bestemmelser i vedtægten.

Det er i denne forbindelse ikke tilstrækkeligt, at sagsøgeren påberåber sig visse faktiske omstændigheder til støtte for sine påstande, men det er nødvendigt, at han fremlægger tilstrækkeligt præcise, objektive og samstemmende indicier til godtgørelse af, at de påberåbte omstændigheder er sandfærdige eller i det mindste sandsynlige, da rigtigheden af en modparts påstande i modsat fald ikke kan drages i tvivl.

(jf. præmis 31 og 32)

Henvisning til:

Personaleretten: dom Skareby mod Kommissionen, F-46/06, EU:F:2008:26, præmis 156 og 157

2.      En fejl kan kun betegnes som åbenbar, når den let kan opdages på baggrund af de kriterier, som lovgiver har ønsket at undergive administrationens vide skønsbeføjelse. Det følger heraf, at det for at godtgøre, at administrationen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, der kan begrunde, at en afgørelse annulleres, forudsættes, at de beviser, som det påhviler sagsøgeren at fremlægge, skal være tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at de vurderinger, administrationen har lagt til grund, bliver usandsynlige. Med andre ord skal anbringendet om en åbenbar urigtig vurdering forkastes, såfremt den anfægtede vurdering ‒ uanset de beviser, sagsøgeren har fremført ‒ kan anses for at være korrekt eller gyldig.

(jf. præmis 44)

Henvisning til:

Personaleretten: domme AJ mod Kommissionen, F-80/10, EU:F:2011:172, præmis 34 og 35, Eklund mod Kommissionen, F-57/11, EU:F:2012:145, præmis 51, og kendelse Mészáros mod Kommissionen, F-22/13, EU:F:2014:189, præmis 52

3.      Hvad angår opsigelsen af en kontrakt som midlertidigt ansat på ubestemt tid råder den kompetente myndighed, i overensstemmelse med artikel 47, litra c), nr. i), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte og under iagttagelse af kontraktens opsigelsesfrist over en vid skønsbeføjelse, og Unionens retsinstansers prøvelse bør derfor begrænses til at undersøge, om der foreligger en åbenbar fejl eller magtfordrejning.

I denne forbindelse kan overholdelsen af omsorgspligten ikke begrunde en fortolkning af nævnte ansættelsesvilkårs artikel 47, litra c), nr. i), hvorefter den kompetente myndighed inden opsigelsen skal undersøge, om en ansat, der er ansat i henhold til en tidsubegrænset kontrakt, kan omplaceres til en eksisterende stilling eller til en stilling, som oprettes i nær fremtid.

(jf. præmis 56 og 57)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom ETF mod Landgren, T-404/06 P, EU:T:2009:313, præmis 162 og den deri nævnte retspraksis

Den Europæiske Unions Ret: domme ETF mod Schuerings, T-107/11 P, EU:T:2013:624, præmis 81, og Kommissionen mod Macchia, T-368/12 P, EU:T:2014:266, præmis 57