RETTENS DOM (Syvende Afdeling)
9. september 2020 (*)
»Ansvar uden for kontraktforhold – udviklingssamarbejde – gennemførelse af Unionens budget ved indirekte forvaltning – afgørelse om suspension af sagsøgerens mulighed for med Kommissionen at indgå kontrakter om indirekte forvaltning – ulovlig – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – anmodning om påbud – fremsat for sent – ændring af arten af den krævede erstatning – afvisning«
I sag T-381/15 RENV,
International Management Group (IMG), Bruxelles (Belgien), ved advokaterne L. Levi og J.-Y. de Cara,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved J. Baquero Cruz og J. Norris, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 268 TEUF med påstand om erstatning for det tab, som sagsøgeren har lidt som følge af Kommissionens afgørelse i dennes skrivelse af 8. maj 2015 om ikke at indgå nye delegationsaftaler ved indirekte forvaltning med sagsøgeren, »indtil der var absolut sikkerhed med hensyn til [sagsøgerens] status som international organisation«,
har
RETTEN (Syvende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, R. da Silva Passos, og dommerne L. Truchot (refererende dommer) og M. Sampol Pucurull,
justitssekretær: fuldmægtig L. Ramette,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. marts 2020,
afsagt følgende
Dom
Sagens faktiske omstændigheder
Beskrivelse af sagsøgeren
1 Sagsøgeren, International Management Group (IMG), blev ifølge sine vedtægter, således som de fremgår af sagsakterne, stiftet den 25. november 1994 som en international organisation med navnet »International Management Group – Infrastructure for Bosnia and Herzegovina« med hjemsted i Beograd (Serbien) med det formål at give de stater, der deltog i genopbygningen af Bosnien-Herzegovina, mulighed for til dette formål at råde over en særlig enhed. Siden da har sagsøgeren gradvist udvidet sit aktivitetsområde, og den 13. juni 2012 indgik denne en hjemstedsaftale med Kongeriget Belgien.
2 Sagsøgeren indgik inden for rammerne af sine aktiviteter flere aftaler med Europa-Kommissionen bl.a. i henhold til metoden til gennemførelse af Den Europæiske Unions budget, den såkaldte »indirekte eller fælles forvaltning«, der er fastsat i Unionens finansielle bestemmelser (herefter »delegationsaftaler om indirekte forvaltning«), der er beskrevet i det følgende.
Fælles forvaltning sammen med internationale organisationer (indirekte forvaltning)
3 Den indirekte forvaltning er en metode til gennemførelse af Unionens budget, der følger af artikel 53 og 53d i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 248, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1995/2006 af 13. december 2006 (EUT 2006, L 390, s. 1) og artikel 43 i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1605/2002 (EFT 2002, L 357, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 478/2007 af 23. april 2007 (EUT 2007, L 111, s. 13) (herefter, sammen med forordning nr. 1605/2002, »de finansielle bestemmelser fra 2002«).
4 Artikel 53 i forordning nr. 1605/2002 bestemte følgende:
»Kommissionen gennemfører i henhold til bestemmelserne i artikel 53a-53d budgettet på en af følgende måder:
a) centralt
b) ved delt eller decentral forvaltning
c) ved fælles forvaltning sammen med internationale organisationer.«
5 Denne forordnings artikel 53d har følgende ordlyd:
»1. Når Kommissionen gennemfører budgettet ved fælles forvaltning, overdrages visse gennemførelsesopgaver til internationale organisationer […]
[…]
2. Individuelle aftaler, der indgås med internationale organisationer om finansieringen, skal indeholde detaljerede bestemmelser om gennemførelsen af de opgaver, den pågældende internationale organisation har fået pålagt.
[…]«
6 Artikel 43, stk. 2, i forordning nr. 2342/2002 er affattet således:
»De internationale organisationer i henhold til artikel 53d, [i forordning nr. 1605/2002] er:
a) internationale offentligretlige organisationer, der er oprettet ved mellemstatslige aftaler, og særagenturer, oprettet af sådanne organisationer
[…]«
7 Forordning nr. 1605/2002 blev med virkning fra den 1. januar 2013 erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af forordning nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1). Artikel 212, litra a), i forordning nr. 966/2012 bestemte dog bl.a., at artikel 53 og 53d i forordning nr. 1605/2002 fandt anvendelse på alle forpligtelser indgået frem til den 31. december 2013.
8 Forordning nr. 2342/2002 blev med virkning fra den 1. januar 2013 erstattet af Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 966/2012 (EUT 2012, L 362, s. 1) (herefter, sammen med forordning nr. 966/2012, »de finansielle bestemmelser fra 2012«).
9 Forordning nr. 966/2012 trådte i kraft den 27. oktober 2012 i overensstemmelse med sin artikel 214, stk. 1. Forordningen anvendes fra den 1. januar 2013 i henhold til sin artikel 214, stk. 2, uden at dette berører de specifikke anvendelsesdatoer for visse af forordningens artikler.
10 Blandt de sidstnævnte artikler findes artikel 58 med overskriften »Metoder til gennemførelse af budgettet«, der finder anvendelse på forpligtelser, der er indgået efter den 1. januar 2014, og som har følgende ordlyd i stk. 1:
»Kommissionen gennemfører budgettet på følgende måder:
a) direkte (»direkte forvaltning«) af dens tjenestegrene […]
b) ved delt forvaltning med medlemsstaterne (»delt forvaltning«) eller
c) indirekte (»indirekte forvaltning«), […] ved at overdrage budgetgennemførelsesopgaver til:
i) tredjelande eller organer, som tredjelande har udpeget
ii) internationale organisationer og deres organer
[…]«
11 Artikel 43 i delegeret forordning nr. 1268/2012 med overskriften »Specifikke bestemmelser om indirekte forvaltning med internationale organisationer« bestemmer følgende i stk. 1:
»De internationale organisationer, der er omhandlet i […] artikel 58, stk. 1, litra c), nr. ii), [i forordning nr. 966/2012], er:
a) internationale offentligretlige organisationer, der er oprettet ved mellemstatslige aftaler, og særagenturer, som disse har oprettet
[…]«
OLAF’s undersøgelse og opfølgningen på denne
12 Den 17. februar 2014 underrettede Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) i henhold til artikel 7, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT 2013, L 248, s. 1), Kommissionen om, at den havde indledt en undersøgelse af sagsøgerens retlige status som »international organisation« som omhandlet i de finansielle bestemmelser fra 2002 og fra 2012.
13 Den 9. december 2014 udarbejdede OLAF sin endelige rapport (herefter »OLAF’s rapport«), som Kommissionen modtog den 15. december 2014. OLAF’s rapport indeholdt en række anbefalinger for så vidt angik administrative og finansielle følger.
14 OLAF anførte i sin rapport i det væsentlige, at sagsøgeren ikke er en »international organisation« som omhandlet i de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012, og at sagsøgeren end ikke kunne være en selvstændig juridisk person. OLAF anbefalede således Kommissionen at pålægge sagsøgeren administrative og finansielle sanktioner og at tilbagesøge de beløb, der var udbetalt til enheden.
15 Den 8. maj 2015 tilsendte Kommissionen sagsøgeren en skrivelse (herefter »skrivelsen af 8. maj 2015«) med det formål at underrette denne om, hvorledes Kommissionen agtede at følge op på OLAF’s rapport.
16 I skrivelsen af 8. maj 2015 anførte Kommissionen for det første bl.a., at den havde accepteret OLAF’s anbefaling om skærpede revisioner og om overvågningstiltag, og at der var blevet indgivet en kontrolindberetning i systemet for tidlig varsling (herefter »varslingssystemet«) over for sagsøgeren.
17 For det andet anførte Kommissionen, at den ikke krævede tilbagebetaling af de midler, som var blevet tildelt sagsøgeren i henhold til en kontrakt om direkte forvaltning, og at den ikke på grundlag af de foreliggende beviser agtede at kræve de midler, der var blevet tildelt sagsøgeren ved indirekte forvaltning, tilbagebetalt. Ifølge Kommissionen ville de kontrakter, der var indgået med sagsøgeren, og som var igangværende, således fortsat blive gennemført, således at Kommissionen ville betale de skyldige beløb til sagsøgeren som modydelse for de aktiviteter, som sidstnævnte rent faktisk havde udført. Kommissionen præciserede imidlertid, at gennemførelsen af de igangværende kontrakter ville blive gjort til genstand for en »skærpet overvågning« og »yderligere passende foranstaltninger« med henblik på at beskytte Unionens finansielle interesser.
18 For det tredje anførte Kommissionen, at dens tjenestegrene ikke længere ville indgå nogen nye delegationsaftaler om indirekte forvaltning med [sagsøgeren], »indtil der var absolut sikkerhed med hensyn til [dennes] status som international organisation«.
De tidligere sager for Retten og for Domstolen
19 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. juli 2015 anlagde sagsøgeren en sag, der blev registreret som sag T-381/15. Dette søgsmål var i det væsentlige anlagt med påstand om annullation af skrivelsen af 8. maj 2015, for så vidt som Kommissionen heri dels fastslog, at der skulle iværksættes skærpede revisions- og overvågningsforanstaltninger samt kontrolindberetning i varslingssystemet, dels afviste, at sagsøgeren havde status som international organisation som omhandlet i de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012. Sagsøgeren nedlagde endvidere påstand om erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk skade.
20 Kommissionen nedlagde påstand om hel eller delvis afvisning af sagen og nedlagde subsidiært påstand om frifindelse.
21 Ved dom af 2. februar 2017, IMG mod Kommissionen (T-381/15, ikke trykt i Sml., herefter »den oprindelige dom«, EU:T:2017:57), fastslog Retten følgende:
– Den konstaterede, at det var ufornødent at træffe afgørelse i sagen, for så vidt som sagsøgeren havde anmodet om annullation af registreringen af denne i forbindelse med kontrolindberetningen i varslingssystemet.
– Den afviste sagen, for så vidt som denne vedrørte dels de skærpede revisions- og overvågningsforanstaltninger, dels supplerende foranstaltninger til beskyttelse af Unionens finansielle interesser, eftersom der ikke var tale om anfægtelige retsakter.
– I øvrigt forkastede den annullationssøgsmålet som ugrundet.
– Den frifandt Kommissionen for erstatningspåstanden.
22 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 11. april 2017 iværksatte sagsøgeren appel, registreret under sagsnummer C-184/17 P, til prøvelse af den oprindelige dom. Sagsøgeren nedlagde følgende påstande:
»– [Den oprindelige dom] ophæves.
– Følgelig gives denne medhold i sine påstande i første instans som ændret og i overensstemmelse hermed:
– annulleres Kommissionens afgørelse af 8. maj 2015 om afslag på, at sagsøgeren kan betegne sig som en international organisation i henhold til finansforordningen.
– tilpligtes Kommissionen at yde erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, der opgøres til henholdsvis 28 mio. EUR og 1 EUR.
– […]«
23 Kommissionen iværksatte – ud over at nedlægge påstand om, at hovedappellen skulle forkastes – en kontraappel, hvorved den nedlagde påstand dels om ophævelse af den oprindelige dom, for så vidt som Retten havde forkastet dens formalitetsindsigelser, dels om, at der skulle træffes endelig afgørelse i tvisten ved at afvise sagen.
24 Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 20. marts 2018 blev sag C-184/17 P forenet med sag C-183/17 P, der vedrørte en appel iværksat af sagsøgeren til prøvelse af dom af 2. februar 2017, International Management Group mod Kommissionen (T-29/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:56), hvorved Retten frifandt Kommissionen for sagsøgerens påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om at overdrage gennemførelsen ved indirekte forvaltning af et udviklingsprogram for handelen vedrørende Myanmar/Burma til en anden enhed end sagsøgeren.
25 Ved dom af 31. januar 2019, International Management Group mod Kommissionen (C-183/17 P og C-184/17 P, herefter »dommen i appelsagen«, EU:C:2019:78), fastslog Domstolen følgende:
»1) Dom af 2. februar 2017, International Management Group mod Kommissionen (T-29/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:56), og [den oprindelige dom] ophæves.
[…]
3) Europa-Kommissionens afgørelse om ikke længere at indgå nye delegationsaftaler om indirekte forvaltning med [sagsøgeren], der var indeholdt i Kommissionens skrivelse af 8. maj 2015, annulleres.
4) Sag T-381/15 hjemvises til Retten for, at der kan træffes afgørelse om International Management Groups påstand om erstatning for de tab, som denne enhed blev påført ved den afgørelse fra Kommissionen, der er nævnt i denne domskonklusions punkt 3.
5) Kontraappellerne forkastes.
6) Kommissionen betaler sagsomkostningerne i sagerne C-183/17 P, C-184/17 P og T-29/15.
7) Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes i sag T-381/15.«
Retsforhandlingerne og parternes påstande efter ophævelse og hjemvisning
26 Ved skrivelser af 6. februar 2019 har Rettens Justitskontor opfordret parterne til at fremsætte deres skriftlige bemærkninger vedrørende sagens fortsættelse i henhold til artikel 217, stk. 1, i Rettens procesreglement (herefter »bemærkninger vedrørende sagens fortsættelse«). Sagsøgeren og Kommissionen har indgivet disse bemærkninger til Rettens Justitskontor inden for den fastsatte frist.
27 Ved skrivelser af 26. april 2019 har Rettens Justitskontor opfordret parterne til at fremsætte yderligere skriftlige indlæg i henhold til procesreglementets artikel 217, stk. 3 (herefter »de yderligere indlæg«). Sagsøgeren og Kommissionen har indgivet deres yderligere indlæg til Rettens Justitskontor inden for den fastsatte frist, som forlænget efter en anmodning herom fra sagsøgeren.
28 Kommissionen har i sit yderligere skriftlige indlæg anmodet om, at sagen udsættes i henhold til procesreglementets artikel 69 indtil det tidspunkt, hvor Kommissionen har foretaget en fornyet vurdering af sagsøgerens retlige status i forbindelse med opfyldelsen af dommen i appelsagen.
29 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 12. juli 2019 har sagsøgeren gjort indsigelse mod Kommissionens anmodning om udsættelse. Ved afgørelse truffet af formanden for Rettens Syvende Afdeling den 16. juli 2019 er denne anmodning blevet afvist.
30 Kommissionen har den 24. juli 2019 i henhold til procesreglementets artikel 106, stk. 2, indgivet en anmodning om afholdelse af retsmøde med henblik på at udtale sig mundtligt.
31 Som følge af en ændring af Rettens sammensætning har Rettens præsident ved afgørelse af 16. oktober 2019 i henhold til procesreglementets artikel 27, stk. 3, omfordelt sagen til en ny refererende dommer, der er tilknyttet Syvende Afdeling, i dennes nye sammensætning.
32 På forslag fra den refererende dommer har Retten (Syvende Afdeling) besluttet at indlede retsforhandlingernes mundtlige del, og som led i de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er fastsat i procesreglementets artikel 89, har Retten stillet parterne en række spørgsmål til skriftlig besvarelse inden retsmødet. Parterne har besvaret disse spørgsmål inden for den fastsatte frist.
33 I sit svar på Rettens spørgsmål har Kommissionen anført, at sagsøgeren havde anmodet Domstolen om en fortolkning af dommen i appelsagen, og har opfordret Retten til at udsætte sagen, indtil Domstolen har truffet afgørelse vedrørende den nævnte anmodning.
34 Ved afgørelse af 28. februar 2020 har formanden for Rettens Syvende Afdeling forkastet Kommissionens begæring om udsættelse.
35 Ved kendelse af 9. juni 2020, International Management Group mod Kommissionen (C-183/17 P-INT, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:447), har Domstolen afvist anmodningen om fortolkning.
36 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 12. marts 2020.
37 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.
– Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
38 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Delvis afvisning af sagsøgerens erstatningssøgsmål og under alle omstændigheder frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
Sagens genstand efter ophævelse og hjemvisning
39 Under retsmødet har parterne som svar på et spørgsmål fra Retten bekræftet, at genstanden for den foreliggende tvist ikke går ud over erstatning for det tab, der følger af Kommissionens afgørelse i skrivelsen af 8. maj 2015 – som Domstolen annullerede – om ikke at indgå nye delegationsaftaler om indirekte forvaltning med sagsøgeren, »indtil der var absolut sikkerhed med hensyn til [dennes] status som international organisation« (herefter »den omtvistede afgørelse«). Parternes tilkendegivelser herom blev indført i protokollatet for retsmødet.
Om formaliteten
40 Sagsøgeren har i sine bemærkninger vedrørende sagens fortsættelse for så vidt angår erstatning for økonomisk skade nedlagt følgende påstande:
»– Kommissionen tilpligtes at tildele [sagsøgeren] et aktivitetsomfang på 68,5 mio. EUR som kompensation for driftstab [mellem 2015 og 2019].
– Kommissionen pålægges »i denne henseende at handle inden for et begrænset tidsrum, som [sagsøgeren] finder det rimeligt at fastsætte til [tre] år«.
– Foruden Rettens påbud tilpligtes Kommissionen at betale morarenter, beregnet med en rentesats på 3,5%, der løber fra den 1. januar 2021, og som anvendes på beløbet for det aktivitetsomfang på 68,5 mio. [EUR], som sagsøgeren ikke fik overdraget den 31. december 2020.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren 6,841 mio. EUR med tillæg af morarenter på 3,5% p.a., bestående af følgende beløb:
– 2,45 mio. EUR »for genopbygning af finansielle reserver«, både for så vidt angår nedgangen i de eksisterende reserver mellem slutningen af 2014 og slutningen af 2018 og de yderligere reserver, som sagsøgeren normalt kunne have opbygget
– 3 mio. EUR for »rammebeløb i form af indirekte omkostninger«, som sagsøgeren ville have nydt godt af, hvis Kommissionen havde indgået delegationsaftaler om indirekte forvaltning for 42,5 mio. EUR, idet det præciseres, at en sådan skade ville forsvinde, hvis sådanne aftaler blev indgået som følge af de af Retten anordnede foranstaltninger
– 120 000 EUR i fratrædelsesgodtgørelse til ansatte
– 516 000 EUR for genetablering af personalet
– 305 000 EUR for genetablering af IT-driften
– 150 000 EUR til dækning af andre driftsudgifter
– 300 000 EUR til den kommunikationskampagne, der har været nødvendig for at genoprette sagsøgerens internationale image og omdømme.«
41 Hvad angår den ikke-økonomiske skade har sagsøgeren for det første nedlagt påstand om betaling af et beløb på 10 mio. EUR med den lovbestemte rentesats på 3,5% p.a. at regne fra den 8. maj 2015.
42 For det andet har sagsøgeren som en passende godtgørelse nedlagt påstand om, at Retten tilpligter Kommissionen:
»– at offentliggøre en pressemeddelelse, hvorved [sidstnævnte] klart og offentligt tager til efterretning, at [sagsøgeren] er en international organisation som omhandlet i finansforordningen og international ret
– at anerkende, at [sagsøgeren] følgelig har fuld adgang til det kreditdelegationssystem, der er forbeholdt internationale organisationer og andre bemyndigede organer
– at sørge og betale for offentliggørelsen på første side af de aviser og tidsskrifter, som [sagsøgeren] har angivet, af substantielle artikler, hvorved de beskyldninger og rygter, som [sagsøgeren] har været genstand for, formelt dementeres«.
43 Kommissionen har for det første gjort gældende, at sagsøgerens påstande om, at Retten skal udstede påbud til Kommissionen, bør afvises, idet de ikke blev fremsat i den oprindelige stævning, og idet sagsøgeren ikke kan ændre sine påstande inden for rammerne af den sag, der følger af en hjemvisning efter ophævelse. Hvad angår påstandene om påbud vedrørende den økonomiske skade har Kommissionen tilføjet, at Unionens retsinstanser ikke må gribe ind i den administrative myndigheds beføjelser og derfor ikke kan rette påbud til institutionerne. Desuden er de påbud, som sagsøgeren har nedlagt påstand om, i strid med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning og med den skønsmargen, som Kommissionen har ved valget af, hvorledes Unionens budget gennemføres.
44 For det andet har Kommissionen bemærket, at det beløb på 6,841 mio. EUR, som sagsøgeren kræver, til dels svarer til andre tab end dem, der blev påberåbt i sagen før ophævelse og hjemvisning. Sagsøgeren har ændret tvistens genstand på en måde, der er uforenelig med de bestemmelser, der regulerer sagsbehandlingen ved Retten. Kommissionen har dog anerkendt, at kravet om betaling af et beløb på 3 mio. EUR, der er fremsat som »rammebeløb i form af indirekte omkostninger«, ikke udgør en ny påstand.
45 For det tredje har Kommissionen påpeget, at sagsøgeren i stævningen nedlagde påstand om betaling af en symbolsk erstatning på 1 EUR for den ikke-økonomiske skade. Kommissionen er af den opfattelse, at selv om sagsøgeren har præciseret, at denne anmodning blev fremsat »med forbehold for forhøjelse«, har sagsøgeren ikke forklaret, hvorfor denne skade nu beløber sig til 10 mio. EUR. Kommissionen har anført, at de beviser, som sagsøgeren har fremlagt som bilag til sine bemærkninger vedrørende sagens fortsættelse til støtte for sin nye påstand, er avisartikler, der stammer fra før indgivelsen af den oprindelige stævning, uden at sagsøgeren har begrundet den forsinkede fremlæggelse af disse dokumenter. Disse beviser bør således afvises i henhold til procesreglementets artikel 85.
46 I sine skriftlige svar på Rettens spørgsmål (jf. præmis 32 ovenfor) vedrørende de formalitetsindsigelser, som Kommissionen har fremsat i det yderligere skriftlige indlæg, har sagsøgeren for det første gjort gældende, at de skader, som enheden kræver erstatning for, og dem, der fremgår af stævningen, er identiske. Sagsøgeren har begrænset sig til at præcisere sine påstande, at videreudvikle de krævede beløb og at afklare tabet i forbindelse med enhedens »genopbygning«. Med hensyn til den ikke-økonomiske skade har sagsøgeren fremhævet, at enhedens påstand om tildeling af én symbolsk euro blev fremsat »med forbehold for forhøjelse«.
47 Under henvisning til navnlig dom af 10. maj 2006, Galileo International Technology m.fl. mod Kommissionen (T-279/03, EU:T:2006:121), har sagsøgeren dernæst gjort gældende, at retspraksis allerede har anerkendt, at en part inden for rammerne af et erstatningssøgsmål kan anmode Retten om til den sagsøgte institution at udstede et handle- eller undladelsespåbud. Sagsøgeren har fremhævet, at et påbud netop er karakteriseret ved, at det begrænser en institutions skønsbeføjelse ved fastlæggelsen af foranstaltninger til gennemførelse af de samfundsopgaver, som den er blevet pålagt. Princippet om magtens tredeling, som Kommissionen har påberåbt sig, er ikke til hinder for, at retsinstansen begrænser administrationens beføjelser. Ifølge sagsøgeren overlader sagsøgerens anmodning i øvrigt Kommissionen en skønsmargen med hensyn til den måde, hvorpå den vil definere omfanget af den aktivitet på 68,5 mio. EUR, der skal overdrages til sagsøgeren.
48 Endelig har sagsøgeren præciseret, at de påstande, der fremgår af præmis 40, første til tredje led, ovenfor, trådte i stedet for det erstatningskrav, som sagsøgeren fremsatte for Retten i forbindelse med sagen inden ophævelse og hjemvisning, som havde til formål at opnå betaling af et beløb på 14 mio. EUR årligt for 2015 og 2016.
49 Hvad for det første angår sagsøgerens påstande ovenfor i præmis 40, første til tredje led, vedrørende erstatning in natura for den økonomiske skade og ovenfor i præmis 42, første til tredje led, vedrørende erstatning in natura for den ikke-økonomiske skade bemærkes, at sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 76, litra e), er forpligtet til at angive sine påstande i stævningen. Principielt er det således alene de påstande, som er nedlagt i stævningen, der kan tages i betragtning, således at prøvelsen af sagens realitet alene kan ske på grundlag af den i stævningen nedlagte påstand (dom af 24.10.2018, Epsilon International mod Kommissionen, T-477/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:714, præmis 45; jf. ligeledes i denne retning dom af 8.7.1965, Krawczynski mod Kommissionen, 83/63, EU:C:1965:70, s. 785, og af 25.9.1979, Kommissionen mod Frankrig, 232/78, EU:C:1979:215, præmis 3).
50 I henhold til procesreglementets artikel 84, stk. 1, kan nye anbringender fremsættes på betingelse af, at de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Det fremgår af retspraksis, at denne betingelse så meget desto mere gælder for enhver ændring af påstandene, og at det i mangel af retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingernes skriftlige del, kun er de påstande, der er nedlagt i stævningen, der kan tages i betragtning (dom af 13.9.2013, Berliner Institut für Vergleichende Sozialforschung mod Kommissionen, T-73/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:433, præmis 43, og af 24.10.2018, Epsilon International mod Kommissionen, T-477/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:714, præmis 46).
51 Disse principper finder anvendelse i forbindelse med behandlingen af denne sag efter ophævelse og hjemvisning, eftersom denne udgør en delvis forlængelse af den samme tvist, der blev indledt med indgivelsen af stævningen (jf. i denne retning dom af 13.12.2018, Kakol mod Kommissionen, T-641/16 RENV og T-137/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:958, præmis 70).
52 Heraf følger, at selv om det er rimeligt, at sagsøgeren, på grund af den tid, der er gået siden stævningens indgivelse, på dette trin af proceduren tilpasser beløbene i sit oprindelige erstatningskrav – forudsat at sagsøgeren forklarer grundene hertil – er det imidlertid udelukket, at sagsøgeren kan ændre selve erstatningens art (jf. i denne retning dom af 15.7.1963, Plaumann mod Kommissionen, 25/62, EU:C:1963:17, s. 224, og af 11.1.2002, Biret og Cie mod Rådet, T-210/00, EU:T:2002:3, præmis 48 og 49; jf. ligeledes i denne retning og analogt dom af 8.3.1990, Schwedler mod Parlamentet, T-41/89, EU:T:1990:19, præmis 34).
53 I den foreliggende sag skal det fastslås, at sagsøgeren i stævningen ikke for Retten havde fremsat de begæringer om et handle- eller undladelsespåbud, der er nævnt i præmis 40, første til tredje led, og i præmis 42, første til tredje led, som sagsøgeren har fremsat i sine bemærkninger vedrørende sagens fortsættelse. Sådanne påstande fremgår heller ikke af replikken eller af protokollatet for det retsmøde, der blev afholdt for Retten den 20. oktober 2016, som udgør et autentisk bevis i henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 1. Det fremgår nemlig af stævningen, replikken og det nævnte protokollat, at sagsøgeren under sagen før hjemvisning havde nedlagt påstand om betaling af en symbolsk erstatning på 1 EUR for den ikke-økonomiske skade og om en erstatning på 14 mio. EUR pr. år fra vedtagelsen af den omtvistede afgørelse for den økonomiske skade (jf. præmis 22 ovenfor).
54 Sagsøgeren har endvidere bekræftet disse påstande, da enheden i forbindelse med den appel, som denne iværksatte til prøvelse af den oprindelige dom, nedlagde påstand om, at Domstolen skulle afsige dom i overensstemmelse med sagsøgerens påstande i første instans (jf. præmis 22 ovenfor). Domstolen fandt, at betingelserne for, at den selv kunne træffe afgørelse vedrørende sagsøgerens erstatningspåstande, ikke var opfyldt, hvorfor sagen på dette punkt skulle hjemvises til Retten. De erstatningspåstande, som sagsøgeren fremsatte for Domstolen, er imidlertid ikke de samme som dem, sagsøgeren har nedlagt i denne sag efter ophævelse og hjemvisning.
55 Henset til sagsøgerens påstande, der er nævnt ovenfor i præmis 40, første til tredje led, vedrørende erstatning in natura for det økonomiske tab, skal det endvidere bemærkes, at det i retspraksis er anerkendt, at det følger af artikel 340, stk. 2, TEUF og af artikel 268 TEUF, som ikke udelukker erstatning in natura, at Unionens retsinstanser har kompetence til at pålægge Unionen enhver form for erstatning, der er i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer på området for ansvar uden for kontraktforhold, herunder erstatning in natura, såfremt den er i overensstemmelse med disse grundsætninger, i givet fald i form af et handle- eller undladelsespålæg (dom af 10.5.2006, Galileo International Technology m.fl. mod Kommissionen, T-279/03, EU:T:2006:121, præmis 62 og 63, og af 8.11.2011, Idromacchine m.fl. mod Kommissionen, T-88/09, EU:T:2011:641, præmis 81).
56 I den foreliggende sag gør de påbud, som sagsøgeren har nedlagt påstand om med henblik på at opnå indgåelse af delegationsaftaler om indirekte forvaltning for et beløb på 68,5 mio. EUR, det imidlertid ikke muligt at sikre overholdelsen af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, som er et almindeligt EU-retligt princip, der bl.a. er nævnt i artikel 310, stk. 5, TEUF og i artikel 317, stk. 1, TEUF. Hvis Kommissionen af retsinstansen blev pålagt at indgå de ovennævnte delegationsaftaler om indirekte forvaltning med sagsøgeren, ville den nemlig ikke længere være i stand til under udøvelsen af sin skønsbeføjelse og under overholdelse af princippet om god forvaltningsskik og princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning at fastsætte hverken, hvor stor en del af Unionens budget der skal anvendes på bestemte projekttyper, den mest hensigtsmæssige gennemførelsesmetode for det nævnte budget eller, i tilfælde af indirekte forvaltning, den partner, der er bedst egnet til et specifikt projekt.
57 Desuden ville Rettens vedtagelse af påbud med henblik på de ovenfor nævnte formål foregribe Kommissionens vurdering af sagsøgerens status som international organisation som omhandlet i de relevante EU-retlige bestemmelser som følge af annullationen af den omtvistede afgørelse ved dommen i appelsagen. Denne vurdering er nødvendig for at besvare spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen kan tildele sagsøgeren udviklingssamarbejdsprojekter ved indgåelse af delegationsaftaler om indirekte forvaltning.
58 Betragtningerne i præmis 57 ovenfor finder ligeledes anvendelse på sagsøgerens påstande om påbud ovenfor i præmis 42, første til tredje led, der i det væsentlige tilsigter at opnå offentlige erklæringer fra Kommissionens side, der anerkender sagsøgerens status som international organisation og enhedens berettigelse til at indgå delegationsaftaler om indirekte forvaltning med Kommissionen.
59 Sagsøgerens påstande, der er nævnt ovenfor i præmis 40, første til tredje led, og præmis 42, første til tredje led, bør derfor afvises.
60 Hvad for det andet angår sagsøgerens påstand, der fremgår af præmis 40, fjerde led, ovenfor, skal det bemærkes, at de beløb, der er omfattet af denne påstand, svarer til andre økonomiske tab end dem, der blev påberåbt i sagen før ophævelse og hjemvisning, således som det fremgår af præmis 53 og 54 ovenfor, med undtagelse af det beløb på 3 mio. EUR, der blev fremsat som »rammebeløb i form af indirekte omkostninger«. Sagsøgeren kan derfor ikke på dette trin af proceduren nedlægge påstand om erstatning for disse nye tab.
61 Hvad angår beløbet på 3 mio. EUR, der svarer til »rammebeløb i form af indirekte omkostninger«, vedrører dette beløb, således som parterne har bekræftet i retsmødet, »indirekte omkostninger« som omhandlet i artikel 14.4 i dokumentet »Almindelige betingelser for Den Europæiske Unions bidragsaftaler med internationale organisationer«, der fremgår af bilaget til Kommissionens bemærkninger vedrørende sagens fortsættelse. Denne bestemmelse fastsætter, at den udvalgte enhed kan opkræve en fast procentdel af de faktiske støtteberettigede omkostninger, der ikke overstiger 7%, som indirekte omkostninger til dækning af denne enheds generelle administrationsomkostninger. Det beløb på 3 mio. EUR, som sagsøgeren har nedlagt påstand om på dette trin af proceduren, følger i det væsentlige af anvendelsen af denne procentsats på et beløb på 42,5 mio. EUR, som sagsøgeren har anslået udgør værdien af de delegationsaftaler om indirekte forvaltning, som enheden kunne have indgået med Kommissionen mellem 2015 og 2019, såfremt den omtvistede afgørelse ikke var blevet truffet.
62 Eftersom beløbet på 3 mio. EUR, som Kommissionen anerkendte under retsmødet (jf. præmis 44 ovenfor), svarer til en tilpasning af et af de økonomiske tab, som sagsøgeren bl.a. havde krævet erstatning for under sagen før ophævelse og hjemvisning, kan påstanden om betaling af dette beløb antages til realitetsbehandling.
63 Hvad for det tredje angår kravet om erstatning for en ikke-økonomisk skade, der er opgjort til 10 mio. EUR (jf. præmis 41 ovenfor), skal det for det første bemærkes, at sagsøgeren, da denne fremsatte krav om en symbolsk erstatning på 1 EUR for samme skade, præciserede, at denne påstand var fremsat »med forbehold for forhøjelse«. Det må imidlertid fastslås, at sagsøgeren, idet det beløb, der er nedlagt påstand om under nærværende sag efter ophævelse og hjemvisning, ikke længere kan anses for symbolsk, har ændret sin påstand om erstatning for den påberåbte ikke-økonomiske skade.
64 For det andet skal Kommissionens formalitetsindsigelse mod de beviser, som sagsøgeren har fremlagt som bilag til sine bemærkninger vedrørende sagens fortsættelse, undersøges (jf. præmis 45 ovenfor).
65 Det foreskrives endvidere i procesreglementets artikel 85, stk. 1, at beviserne fremlægges eller anføres i forbindelse med den første udveksling af processkrifter. I henhold til denne artikels stk. 2 kan hovedparterne i forbindelse med replikken og duplikken fremlægge eller anføre yderligere beviser til støtte for deres anbringender, forudsat at den forsinkede påberåbelse af beviserne begrundes. Ifølge stk. 3 kan hovedparterne i undtagelsestilfælde fremlægge eller anføre yderligere beviser, inden retsforhandlingernes mundtlige del er afsluttet eller inden Rettens beslutning om at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del, forudsat at den forsinkede påberåbelse af beviserne begrundes.
66 I den foreliggende sag blev stævningen indleveret til Rettens Justitskontor den 14. juli 2015, og replikken blev indleveret den 13. maj 2016. De avisartikler, der er indeholdt i det bilag, der er nævnt i præmis 64 ovenfor, er imidlertid med to undtagelser forsynet med en dato, der ligger forud for indgivelsen af stævningen. Den første undtagelse er en artikel, der blev offentliggjort i august 2015, og den anden er en artikel, som ikke er dateret, men hvis indhold lader forstå, at den blev offentliggjort i løbet af 2015.
67 Da sagsøgeren ikke har givet nogen forklaring på, hvorfor enheden ikke har vedlagt disse artikler som bilag til stævningen, eller i det mindste som bilag til replikken, er betingelserne i procesreglementets artikel 85 ikke opfyldt, hvorfor disse beviser skal afvises.
68 Henset til samtlige ovenstående betragtninger fastslås, at nærværende erstatningssøgsmål skal afvises, undtagen for så vidt som der er nedlagt påstand om erstatning for den økonomiske skade, der angiveligt er lidt svarende til »rammebeløb i form af indirekte omkostninger« opgjort til 3 mio. EUR, og erstatning for ikke-økonomisk skade, der i stævningen er opgjort til én symbolsk euro.
Om realiteten
69 Ifølge fast retspraksis forudsætter Unionens ansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i artikel 340, stk. 2, TEUF, at en række betingelser er opfyldt, at den adfærd, som Unionens institutioner lægges til last, har været retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er en årsagssammenhæng mellem denne adfærd og det hævdede tab (jf. dom af 5.9.2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union, C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672, præmis 147 og den deri nævnte retspraksis).
Ulovligheden af den adfærd, som Kommissionen foreholdes
70 Betingelsen om, at den adfærd, der foreholdes institutionerne, skal være retsstridig, kræver, at det godtgøres, at der er sket en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder (jf. dom af 19.4.2007, Holcim (Deutschland) mod Kommissionen, C-282/05 P, EU:C:2007:226, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
71 Parterne er uenige om anvendelsen af dette princip på den foreliggende sag.
72 Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at de relevante bestemmelser i de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012 tillægger de heri omhandlede internationale organisationer rettigheder. Blandt disse rettigheder er en enheds ret til at blive anerkendt som international organisation, hvis den opfylder de betingelser, der er fastsat med henblik herpå i den nævnte lovgivning, samt den reelle mulighed for at få overdraget budgetgennemførelsesopgaver og modtage de tilsvarende midler i forbindelse med indirekte forvaltning. Det er sagsøgerens opfattelse, at når Kommissionen først har anerkendt en enheds status som international organisation, kan Kommissionen ikke længere trække denne i henhold til international ret erhvervede status tilbage. Det påhviler Kommissionen at overholde denne ret, navnlig når den anvender EU-retlige bestemmelser, der henviser til begreber i international ret. Sagsøgeren har i øvrigt gjort gældende, at princippet om god forvaltningsskik er til hinder for, at Kommissionen kan rejse tvivl om sagsøgerens status som international organisation. Under retsmødet præciserede enheden som svar på et spørgsmål fra Retten, at dette princip forpligtede Kommissionen til omhyggeligt og upartisk at undersøge sagsøgerens situation i lyset af alle de relevante oplysninger.
73 For det andet overlader de relevante bestemmelser i de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012 ifølge sagsøgeren ikke Kommissionen noget skøn, hvorfor den blotte tilsidesættelse heraf udgør en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse.
74 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
75 Det skal indledningsvis bemærkes, at det påhviler den part, som ønsker at gøre gældende, at Unionen ifalder ansvar, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt, navnlig betingelsen om, at der skal foreligge en tilstrækkeligt kvalificeret overtrædelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder (jf. i denne retning dom af 23.3.2004, Ombudsmanden mod Lamberts, C-234/02 P, EU:C:2004:174, præmis 52, af 6.6.2019, Dalli mod Kommissionen, T-399/17, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2019:384, præmis 217, og af 18.11.2014, McCoy mod Regionsudvalget, F-156/12, EU:F:2014:247, præmis 90).
76 I den foreliggende sag har sagsøgeren med rette anført, at de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012, når de i deres bestemmelser om indirekte forvaltning anvender udtrykkene »internationale organisationer« og »internationale offentligretlige organisationer«, låner disse begreber fra international ret.
77 Det følger af fast retspraksis, at de EU-retlige forskrifter i videst muligt omfang skal fortolkes i lyset af international ret (dom af 14.7.1998, Bettati, C-341/95, EU:C:1998:353, præmis 20, og af 8.9.2015, Philips Lighting Poland og Philips Lighting mod Rådet, C-511/13 P, EU:C:2015:553, præmis 60).
78 Dette er tilfældet for så vidt angår begrebet international organisation, som bl.a. findes i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969, som kodificerer reglerne i den folkeretlige sædvaneret. Ifølge retspraksis binder disse regler EU-institutionerne og er en del af Unionens retsorden (dom af 16.6.1998, Racke, C-162/96, EU:C:1998:293, præmis 46). Det skal imidlertid præciseres, at begrebet international organisation, der er hentet fra international ret, findes i de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012 med henblik på, at de, for så vidt som de er uadskilleligt forbundet med gennemførelsen af Unionens budget, er specifikke for EU-retten.
79 Det bemærkes, at Kommissionen, når den gennemfører Unionens budget, først og fremmest skal overholde princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning (jf. præmis 56 ovenfor).
80 Det følger heraf, at Kommissionen, når den undersøger, om sagsøgeren er en international organisation med henblik på indgåelse af delegationsaftaler om indirekte forvaltning, ikke blot skal tage hensyn til principper i international ret om internationale organisationer, men også træffe alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte Unionens finansielle interesser i overensstemmelse med ovennævnte princip.
81 Selv om det antages, således som sagsøgeren har gjort gældende, at det i international ret er forbudt at anfægte en enheds status som international organisation, fordi denne status er endeligt opnået, kan et sådant forbud imidlertid ikke finde anvendelse på Kommissionen, når den ved dens gennemførelse af Unionens budget anvender begrebet international organisation, der fremgår af de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012, alene med henblik på denne lovgivning.
82 Det forhold, at der ikke foreligger et sådant forbud, fremgår ligeledes af dommen i appelsagen, hvori Domstolen fastslog følgende:
»88 Det skal […] bemærkes, at det følger af artikel 53 og artikel 53d, stk. 1, i forordning nr. 1605/2002 og af artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 966/2012 […], at Kommissionen bl.a. kan gennemføre EU-budgettet ved at overdrage budgetgennemførelsesopgaver til internationale organisationer.
89 Det følger af disse bestemmelser, at Kommissionen, når den agter at vedtage en afgørelse, hvorved budgetgennemførelsesopgaver på dette grundlag overdrages til en given enhed, har pligt til at sikre, at denne enhed har status af en international organisation.
90 Når Kommissionen, efter vedtagelsen af en afgørelse om overdragelse af budgetgennemførelsesopgaver til en given enhed i dennes egenskab af international organisation, vedtager afgørelser såsom de omtvistede afgørelser på grundlag af oplysninger, der ifølge Kommissionen kan rejse tvivl om denne egenskab, skal disse afgørelser endvidere være retligt og faktisk begrundede.«
83 Det følger heraf, at Kommissionen ifølge Domstolen og i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, hvis argumenter er gengivet i præmis 72 ovenfor, kan rejse tvivl om den status som international organisation, som den har tillagt visse enheder med henblik på indgåelsen af delegationsaftaler om indirekte forvaltning, forudsat at denne anfægtelse er faktisk og retligt begrundet.
84 Det er korrekt, at Domstolen i dommen i appelsagen ophævede den oprindelige dom og annullerede den omtvistede afgørelse, for så vidt som Kommissionen og – efter frifindelsen af Kommissionen – Retten havde rejst tvivl om sagsøgerens status som international organisation. Domstolen udtalte imidlertid følgende:
»91 Begrebet »international organisation«, der er nævnt i [de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012], omfatter […] bl.a. »internationale offentligretlige organisationer, der er oprettet ved mellemstatslige aftaler, og særagenturer, som disse har oprettet«.
92 I den konkrete sag må det konstateres, at Retten ikke efterprøvede de omtvistede afgørelsers lovlighed ud fra denne definition, men begrænsede sig til at udtale, at de argumenter og det bevismateriale, som [sagsøgeren] havde fremført, ikke satte spørgsmålstegn ved Kommissionens tvivl om [sagsøgerens] status som international organisation.
93 Dette udsagn er imidlertid behæftet med en retlig fejl, eftersom ingen af de oplysninger, som Retten fremførte, da den anså Kommissionens tvivl for begrundet […], juridisk set kan berettige denne tvivl.
94 Med hensyn til den første af disse oplysninger, der angår spørgsmålet om, hvorvidt flere stater, der af [sagsøgeren] blev præsenteret som værende medlemmer af [denne], rent faktisk var dette, fremgår det således af Rettens egne konstateringer, at Kommissionens tvivl i denne henseende alene angik »visse« af [sagsøgerens] medlemmer, og mere præcist fem af disse ud af i alt seksten. En sådan tvivl har imidlertid – såfremt den anses for velbegrundet – ikke i international ret den konsekvens, at den enhed, som disse stater ikke eller ikke længere er medlemmer af, mister egenskaben som »international organisation«, og dette så meget desto mindre når de pågældende stater, som i den konkrete sag, kun udgør en klar mindretalsdel af den omhandlede enhed.
95 Hvad angår den anden oplysning, der er knyttet til den bestående tvivl om beføjelserne for de personer, der havde repræsenteret visse stater ved undertegnelsen af stiftelsesdokumentet for [sagsøgeren], skal det tillige bemærkes, at denne oplysning eventuelt kan så tvivl om gyldigheden af navnlig disse staters undertegnelse af stiftelsesdokumentet for [sagsøgeren], men ikke gyldigheden af selve stiftelsen af denne organisation, eftersom de eventuelle uregelmæssigheder vedrørende repræsentation, der er omtalt, kun vedrørte et begrænset antal deltagende stater.
[…]
97 Under hensyn til samtlige ovenstående betragtninger skal det fastslås, at det andet anbringende, som [sagsøgeren] har fremsat […], og hvormed det gøres gældende, at Retten […] med urette fastslog, at Kommissionen hverken havde begået nogen retlig fejl eller anlagt noget åbenbart urigtigt skøn ved at begrunde vedtagelsen af [den omtvistede afgørelse] med den tvivl, som denne institution nærede om [sagsøgerens] status som »international organisation« som omhandlet i de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012, er velbegrundet. […]
104 […] Som det følger af nærværende doms præmis 92-96, er [den omtvistede afgørelse] […] [ulovlig], for så vidt som de oplysninger, som Kommissionen anførte til støtte for [denne afgørelse], ikke kan rejse tvivl om [sagsøgerens] egenskab af international organisation som omhandlet i de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012. Følgelig skal [den nævnte afgørelse] annulleres i [sin] helhed.«
85 Det følger af disse præmisser, at Domstolen udelukkende baserede ophævelsen af Rettens dom og annullationen af Kommissionens afgørelse på den retlige fejl og det åbenbart urigtige skøn, som Kommissionen havde anlagt ved at rejse tvivl om sagsøgerens status som international organisation, alene på grundlag af forhold, der ikke faktisk og retligt kunne begrunde vedtagelsen af en sådan afgørelse.
86 Domstolens vurdering påvirker imidlertid ikke det princip, der følger af dommen i appelsagens præmis 89 og 90, hvorefter Kommissionens anerkendelse af status som international organisation med henblik på de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012 ikke er endelig og altid på visse betingelser kan anfægtes. Det følger således ikke af Domstolens ophævelse af Rettens dom og dens annullation af Kommissionens afgørelse, at de nævnte finansielle bestemmelser tillagde sagsøgeren en ret til at forblive anerkendt som international organisation og dermed til at kunne indgå nye delegationsaftaler om indirekte forvaltning med Kommissionen.
87 Det skal tilføjes, at sagsøgeren ikke har angivet, hvorledes den retlige fejl og det åbenbart urigtige skøn, som Domstolen konstaterede i dommen i appelsagen, udgør en tilsidesættelse af EU-retlige bestemmelser, der indeholder en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Efter at have henvist til disse fejl og gjort gældende, at bestemmelserne i de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012 vedrørende »internationale offentligretlige organisationer« gav disse organisationer rettigheder, har sagsøgeren nemlig støttet sine påstande på argumentet om, at international ret forhindrer Kommissionen i at genoverveje det standpunkt, som den tidligere havde indtaget, hvilket må forkastes af de grunde, der er anført i præmis 81-83 ovenfor. Sagsøgeren har ikke præciseret, hvilke retsregler der har til formål at tillægge denne rettigheder, og som Kommissionen tilsidesatte, da den baserede sin afgørelse om ikke at indgå nye delegationsaftaler med enheden på et grundlag af tvivl, som Domstolen fandt utilstrækkeligt underbygget.
88 Det må derfor fastslås, at bestemmelserne i de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012 om indirekte forvaltning, der henviser til internationale organisationer, ikke er retsregler, der har til formål at tillægge enheder, som Kommissionen har indrømmet status som international organisation, retten til ikke at få denne status anfægtet, og at sagsøgeren ikke har godtgjort, at den tvivl, som Kommissionen har givet udtryk for i den omtvistede afgørelse, udgør en ulovlighed, der kan pådrage Unionen ansvar uden for kontraktforhold.
89 Hvad angår princippet om god forvaltning i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som ifølge sagsøgeren er blevet tilsidesat, bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at dette princip ikke i sig selv tillægger private rettigheder, medmindre det er et udtryk for særlige rettigheder, såsom retten til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist (dom af 4.10.2006, Tillack mod Kommissionen, T-193/04, EU:T:2006:292, præmis 127, og af 29.11.2016, T & L Sugars og Açúcares mod Kommissionen, T-103/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:682, præmis 65; jf. ligeledes i denne retning kendelse af 22.3.2010, SPM mod Rådet og Kommissionen, C-39/09 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2010:157, præmis 65-67).
90 Sagsøgeren har imidlertid i den foreliggende sag efter ophævelse og hjemvisning påberåbt sig princippet om god forvaltningsskik til støtte for argumentet om, at Kommissionen ikke kunne rejse tvivl om den status som international organisation, som den tidligere havde indrømmet sagsøgeren. I retsmødet har sagsøgeren som svar på et spørgsmål fra Retten gjort gældende, at Kommissionen i henhold til dette princip omhyggeligt og upartisk skal undersøge sagsøgerens situation i lyset af alle relevante oplysninger.
91 Det bemærkes, at Kommissionen er forpligtet til at sikre sig, at den enhed, med hvilken den indgår en delegationsaftale om indirekte forvaltning, har status som international organisation, selv når den allerede har indgået en aftale af samme art med denne enhed, eftersom anerkendelsen af en sådan status ikke kan anses for endeligt opnået (jf. præmis 81, 83 og 86 ovenfor). I henhold til princippet om god forvaltningsskik og princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning (jf. præmis 56 ovenfor) kan Kommissionen ikke foreholdes ikke at have indgået nye delegationsaftaler om indirekte forvaltning med en enhed, når dennes status som international organisation kan drages i tvivl på grundlag af oplysninger i denne henseende, som er bragt til denne institutions kendskab.
92 Sagsøgeren har i øvrigt ikke anført, hvorledes den retlige fejl og det åbenbart urigtige skøn, der foranledigede Domstolen til at annullere den omtvistede afgørelse, udgør en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, navnlig for så vidt angår Kommissionens forpligtelse til at handle upartisk, som opfylder de betingelser, der er fastsat i den retspraksis, der er nævnt i præmis 89 ovenfor, og som derfor kan indebære, at Unionen ifalder ansvar.
93 På baggrund af ovenstående betragtninger må det fastslås, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at Kommissionen har tilsidesat en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.
94 Selv hvis det antages, at Kommissionen har begået en sådan tilsidesættelse, skal det under alle omstændigheder tillige fastslås, at denne tilsidesættelse er tilstrækkelig kvalificeret, for at Unionen kan ifalde ansvar.
95 Ifølge retspraksis indebærer en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, at den omhandlede institution åbenbart og alvorligt har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser, idet de forhold, som i denne forbindelse kan tages i betragtning, bl.a. er kompleksiteten af de forhold, der skal reguleres, hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse er, samt hvor vidt et skøn den tilsidesatte bestemmelse overlader EU-institutionen (jf. dom af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18 P, EU:C:2019:694, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).
96 Sagsøgeren har gjort gældende (jf. præmis 73 ovenfor), at den blotte tilsidesættelse af bestemmelserne i de finansielle bestemmelser fra 2002 og 2012 om indirekte forvaltning udgør en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse, eftersom Kommissionen ifølge sagsøgeren ikke råder over noget skøn med hensyn til overholdelsen af disse bestemmelser.
97 Den manglende skønsmargen, som sagsøgeren har påberåbt sig, følger imidlertid af dennes argument om, at international ret er til hinder for, at Kommissionen rejser tvivl om den status som international organisation, som den havde indrømmet sagsøgeren. Da dette argument er blevet forkastet, må det fastslås, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen skal tildele enheden denne status, ikke er komplekst. Det følger af disse forhold, at Kommissionen råder over en skønsmargen i denne henseende.
98 Under disse omstændigheder må det fastslås, at den første betingelse for, at Unionen ifalder ansvar, ikke er opfyldt.
Konklusion
99 Ifølge fast retspraksis indebærer den kumulative karakter af de tre betingelser for, at Unionen ifalder ansvar, at så snart en af dem ikke er opfyldt, skal erstatningssøgsmålet forkastes, uden at det er nødvendigt at undersøge de øvrige betingelser (dom af 9.9.1999, Lucaccioni mod Kommissionen, C-257/98 P, EU:C:1999:402, præmis 14, af 30.4.2009, CAS Succhi di Frutta mod Kommissionen, C-497/06 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:273, præmis 40, og af 22.5.2007, Mebrom mod Kommissionen, T-198/05, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:147, præmis 34).
100 Følgelig skal nærværende erstatningssøgsmål, for så vidt som der herved er nedlagt påstand om erstatning for den økonomiske skade, som sagsøgeren angiveligt har lidt på 3 mio. EUR, der består af »rammebeløb i form af indirekte omkostninger«, og om erstatning for en symbolsk ikke-økonomisk skade på 1 EUR, forkastes som ugrundet.
101 Henset til samtlige ovenstående bemærkninger skal Kommissionen frifindes i det hele i erstatningssøgsmålet.
Sagsomkostninger
102 I henhold til procesreglementets artikel 219 træffer Retten i den afgørelse, som den træffer efter ophævelse og hjemvisning, afgørelse om sagsomkostningerne, dels for så vidt angår sagens behandling ved Retten, dels for så vidt angår appelsagens behandling ved Domstolen.
103 I dommen i appelsagen traf Domstolen imidlertid selv afgørelse om omkostningerne i sag C-184/17 P (jf. præmis 25 ovenfor), idet den udsatte omkostningerne i sag T-381/15.
104 Det tilkommer derfor Retten at træffe afgørelse om omkostningerne i forbindelse med sagerne for den.
105 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 3, bærer hver part sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Endvidere er Retten i henhold til procesreglementets artikel 137 frit stillet i sin afgørelse om sagsomkostninger, hvis den finder, at der ikke er anledning til at træffe afgørelse i sagen.
106 For det første bemærkes, at sagsøgeren i henhold til dommen i appelsagen, hvorved den omtvistede afgørelse blev annulleret, fik delvist medhold for så vidt angår de annullationspåstande, som enheden havde nedlagt i stævningen for Retten. For det andet rejste den nævnte dom ikke tvivl om, at der delvist ikke var anledning til at træffe afgørelse, og at sagsøgerens annullationspåstande, der er nævnt i præmis 21, første og andet led, ovenfor, delvist ikke kunne antages til realitetsbehandling. For det tredje fremgår det af præmis 68 og 100 ovenfor, at sagsøgerens erstatningspåstand skal forkastes.
107 Under disse omstændigheder bestemmes, at hver part bærer sine egne omkostninger i forbindelse med sagerne for Retten.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Syvende Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes i erstatningssøgsmålet.
2) Hver part bærer sine egne omkostninger i forbindelse med sagen for Retten.
da Silva Passos | Truchot | Sampol Pucurull |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. september 2020.
Underskrifter