Domstolens dom (Store Afdeling) af 3. marts 2020 – Marc Gómez del Moral Guasch mod Bankia SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de Primera Instancia n° 38 de Barcelona – Spanien)

(Sag C-125/18) ¹

(Præjudiciel forelæggelse – forbrugerbeskyttelse – direktiv 93/13/EØF – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – aftale om lån med pant i fast ejendom – variabel rentesats – referenceindeks baseret på sparekassernes lån med pant i fast ejendom – indeks, der følger af en lov eller en administrativ bestemmelse – den erhvervsdrivendes ensidige indførelse af et sådant vilkår – den nationale domstols prøvelse af kravet om gennemsigtighed – konsekvenser af, at det fastslås, at kontraktvilkåret er urimeligt)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de Primera Instancia n° 38 de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Marc Gómez del Moral Guasch

Sagsøgt: Bankia SA

Konklusion

Artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at et vilkår i en aftale om lån med pant i fast ejendom, der er indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, hvorefter den rentesats, der finder anvendelse på lånet, er baseret på et af de i den nationale lovgivning fastsatte officielle referenceindeks, som kan anvendes af kreditinstitutter på lån med pant i fast ejendom, er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, når denne lovgivning hverken foreskriver, at dette indeks finder bindende anvendelse, uanset disse parters valg, eller at det finder deklaratorisk anvendelse i mangel af en anden ordning mellem disse samme parter.

Direktiv 93/13, og navnlig dets artikel 4, stk. 2, og artikel 8, skal fortolkes således, at en ret i en medlemsstat er forpligtet til at foretage en prøvelse af, om et kontraktvilkår, der vedrører aftalens hovedgenstand, er klart og forståeligt, uanset om dette direktivs artikel 4, stk. 2, er gennemført i denne medlemsstats retsorden.

Direktiv 93/13, og navnlig dets artikel 4, stk. 2, og artikel 5, skal fortolkes således, at et kontraktvilkår, der fastsætter en variabel rentesats inden for rammerne af en aftale om lån med pant i fast ejendom, for at opfylde kravet om gennemsigtighed af et sådant kontraktvilkår ikke alene skal være forståeligt rent formelt og i sproglig henseende, men også skal gøre det muligt for en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger at være i stand til at forstå, hvordan beregningsmåden for denne sats konkret fungerer, og dermed til på grundlag af klare og forståelige kriterier at vurdere, hvilke, potentielt alvorlige, økonomiske følger et sådant vilkår kan få for den pågældendes finansielle forpligtelser. Med henblik på den bedømmelse, som den nationale ret skal foretage i denne henseende, udgør dels den omstændighed, at hovedelementerne vedrørende beregningen af denne sats er let tilgængelige for enhver person, der overvejer at optage et lån med pant i fast ejendom, som følge af offentliggørelsen af beregningsmåden for den nævnte sats, dels fremlæggelsen af oplysninger om den tidligere udvikling i det indeks, på grundlag af hvilket denne samme sats beregnes, særligt relevante elementer.

Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at den nationale ret, såfremt et urimeligt kontraktvilkår, der fastsætter et referenceindeks for beregningen af de variable renter af et lån, erklæres ugyldigt, erstatter dette indeks med et ved lov fastsat indeks, der finder anvendelse i mangel af modstående aftale mellem aftalens parter, for så vidt som den omhandlede aftale om lån med pant i fast ejendom ikke kan opretholdes, såfremt det nævnte urimelige vilkår fjernes, og annullation af denne aftale i sin helhed ville have særligt skadelige virkninger for forbrugeren.

____________

¹ EUT C 152 af 30.4.2018.